Tanken #13

TEGNESERIER Hvilken rolle bør filosofien spille inden for tegneseriegenren, og hvordan skal filosofien forholde sig til populærkulturelle fænomener?

Adjunkt Carsten Fogh Nielsen tager os kyndigt med ind i den tegnede verden.

NIETZSCHE OG DOPING Er doping et etisk eller et æstetisk anliggende?

Tanken følger med Armstrong og Nietzsche i en søgen på elitesportens væsen.

PHRONĒSIS I stiller spørgsmålene, vi leverer svarene! Den filosofiske brevkasse har indtaget Tanken. Læs med og lær mere om sammenhængen mellem væggelus og scoretricks.

Nr. 13

Kolofon Redaktion Linda Fønss Andreas Markert Rasmus Pedersbæk Mejlhede Silja Nielsen Lasse Tau Kristensen Adam Finnemann Lise Lerche Mathilde Skovlund Asmussen Lars Boje Sønderby Jensen Anton Skovsgaard Christensen Magnus Flåten Nickelsen Chefredaktører Lise Lerche Linda Fønss Lasse Tau Kristensen Layout Lasse Tau Kristensen Illustrationer Linda Fønss Tryk Grafisk, KU Oplag 200 Kontakt og info tankensredaktion@gmail.com www.facebook.com/tankenonline www.tankenonline.blogspot.com ISSN: 2245-2958

2

Den Trettende Tanke EfterĂĽret 2014

3

LEDER I hænderne holder du den trettende tanke. Du holder også et velkomstskrift. Gamle læsere byder vi velkommen til et nyt semester og til de nye studerende skal lyde et velkommen til.

I dette nummer bringer vi dig artikler om alt det bedste fra populærkulturen. Vores skribenter afsøger alverdens fortrinlige fænomener, som når adjunkt Carsten Fogh Nielsen udlægger tegneseriens filosofiske grundspørgsmål. Til den videbegærlige læser (og nysgerrige seer) byder vi på en foucaultiansk analyse af japansk hentai-porno og stadig inden for æstetikkens domæne spørger vi Nietzsche til råds i antidopingdebatten.

Bevæger vi os ind på den politiske filosofi finder du en munter udlægning af Mills frihedsbegreb, og mens vi er ved rettigheder, så læs også boganmeldelsen, og bliv klogere på abort.

Nu har et lys jo aldrig hørt til under en skæppe, og derfor præsenterer vi med stolthed i stemmen et nyt, tilbagevendende indslag i Tanken: Phronēsis - Den filosofiske brevkasse. Undrer du dig f.eks. også over, hvorfor salattern ikke smelter, eller har du bare godt og grundigt ondt i cogitoet? Så fortvivl ej, Phronēsis vil være her til at løse enhver eksistentiel kvababbelse.

Nyhedsstrømmen tager os videre til Nyt fra Fagrådet, hvor du fra i dag vil kunne følge dit fagråd, dets politiske virke og dets sejre.

Kære læser. Du kan betragte bladet her som en gæst, en tanke fra en medstuderende, der banker på – eller som en invitation til selv at give dit bidrag som skribent eller redaktionsmedlem.

Under alle omstændigheder håber vi her i redaktionen, at du vil se Tanken som en lejlighed til at sætte filosofien i samtale.

Altid i tro tjeneste, Lise Lerche på vegne af Tankens redaktion

4

INDHOLD Den smukke udskejelse - Om elitesportens æstetik og Nietzsche som idrætsfilosof

6

Filosofi og tegneserier

11

Boganmeldelse - Om provokeret abort - Perspektiver og udfordringer

16

Af Frederik-Emil Friis Jacobsen

Af Carsten Fogh Nielsen

Af Andreas Markert

Phronēsis 18 - Den filosofiske brevkasse

Med Linda og Lasse

Fællessansning - Et essay om psykologisk æstetik og æstetisk psykologi

20

Systematisk Nonnormativ Akut Vidensskabsteoretisk Service

26

Af Mathias Rolskov

Af Oskar McWilliam og Thomas Ilsøe

Hentai 27 - Når blyanten er større end pikken Af Jakob Bæk Kristensen

Mill og Frihed 32 Af Adam Vorting

FSK Semesterprogram

36

Nyt fra Filosofisk Fagråd

37

Bagsiden

40

Af Anne-Sophie Sørup Nielsen

5

Den smukke udskejelse - Om elitesportens æstetik og Nietzsche som idrætsfilosof Af Frederik-Emil Friis Jakobsen Frederik-Emil Jakobsen har skrevet en artikel om antidoping og idrættens æstetik.

Han argumenterer for, at drivkraften bag elitesport er en evig kamp for overvindelse af tidligere grænser og rekorder. Pointen illustreres ved at holde selvbiografier af Lance Armstrong op imod Nietzsches tanker om den stærke. Spørgsmålet bliver nu, om antidoping er i konflikt med idrættens æstetik – er antidoping sportsstridigt?

- Red.

Da man i sin tid indførte et forbud mod doping, var det som et resultat af en række dødsfald blandt ellers unge og sunde atleter, der fyldte sig med kemikalier i jagten på et bedre resultat. Sanktionerne, der fulgte med en positiv dopingprøve, var som regel en bøde eller et par dage på sidelinjen. Dopingreglerne indførtes altså oprindeligt af sundhedsmæssige årsager. I dag er billedet et ganske andet. Straffene for doping er lange karantæner, og nogle steder veksles en positiv dopingprøve sågar til en fængselsstraf. Motivationen for antidopingarbejdet er ikke længere sundhedsmæssig, men etisk. Der tales om dopingsyndere eller dopingmisbrugere, og i nogle sportsgrene er den blotte mistanke om doping nok til at gøre en atlet hadet. I al denne moralske virak, har man dog mistet blikket for det essentielle ved sporten: Den er ikke et etisk fænomen, men et æstetisk fænomen. I denne artikel vil jeg argumentere for, at antidopingarbejdet fundamentalt set er uforeneligt med sportens væsen: dens æstetik. Først vil jeg give en beskrivelse af, hvad der karakteriserer denne æstetik, og hvorfor den er uforenelig med projektet. Derefter vil jeg med udgangspunkt i Friedrich Nietzsches tanker om styrken vise, at elitesportsudøveren er et produkt af denne æstetik, og at det derfor er naivt at tro, at man kan udrydde doping blandt professionelle atleter.

Hvorfor dope sig?

Det første spørgsmål, der må stilles, i en undersøgelse af, hvorvidt man kan få elitesportsfolk til ikke at dope sig, er, hvorfor dopingen i første omgang finder sted. Hvor-

6

for risikerer disse mennesker muligheden for at udøve deres sport og det stigma, der følger med at blive opdaget? En første indskydelse kunne være, at de gør det for at vinde. Det er uden tvivl sandt i nogle tilfælde, men som forklaring på, hvorfor sportsfolk doper sig, er det utilstrækkeligt. De mest berømte dopingsyndere har ganske rigtigt været ”vindere” (Ben Johnson, Marion Jones, Lance Armstrong osv.), men undersøger man, hvad der har været af historiske dopingtilfælde i en hvilken som helst elitesport, vil man se, at det langtfra kun er vindere og podiekandidater, der er blevet fældet i dopingtests.

Adskillige sportsfolk er gået i dopingfælden uden at have været i nærheden af at sejre, hverken før eller efter at de valgte at dope sig. Årsagen til, at man som sportsmand doper sig, er altså ikke (kun) et ønske om at stå øverst på sejrsskamlen.

For at komme nærmere en forståelse af dopingproblemet vil jeg give ordet til idrætsforsker Verner Møller: ”Sporten ville ikke befinde sig i noget dilemma [mht. doping], hvis ikke det var fordi, såvel udøvere som publikum blev draget mod og fascineret af det ekstreme og risikable. Vi kan sukke over, at det ikke er idrætsformer som kunst- og kvadrilleridning, der har evnet at fange almenhedens interesse og blevet dens kæreste underholdning. Men det står næppe til at ændre. Det, der gør sporten til mere end en ligegyldig opvisning af færdighed for både udøvere og tilskuere, er konkurrencens momenter af dramatik, vovemod og offervilje (…) dens evne til at opsluge”1.

Der er to særligt væsentlige ting i Møllers beskrivelse, som man bør bemærke sig. For det første at sportens fascinationskraft og æstetik er forankret i det ekstreme.

Og intet sted er sporten mere ekstrem end på eliteniveau. Det er her, at sporten bliver ens hele liv, og at man ofrer alt for at forbedre sig. Og det er også her, at menneskets fysiske grænser dels afsøges, dels afprøves.

Og hvis sportens æstetik består heri, er antidopingprojektet så overhovedet muligt? For det andet bør man bemærke sig, at det er den samme fascinationskraft, der drager udøvere og tilskuere. Det, der får tilskuerne til at tage på stadion og juble, er det samme, der får atleten til at træne sin fysik og sin teknik i årevis. Når denne fascination er den samme for alle, men kun bevæger et fåtal til at vælge og forsøge livet som elitesportsmand, må vi konkludere, at lysten og viljen til at deltage i sporten, det ekstreme og risikofyldte, og lysten til at flytte grænser, er særligt stærk hos dem. Men hvad karakteriserer mere præcist disse mennesker, og kan man få dem til at lade være med at dope sig?

Før det giver mening med en sådan nærmere karakteristik af elitesportsmanden som en, der i særlig grad er fascineret af det ekstreme og grænsesøgende, vil jeg argumentere yderligere for at det netop er dette, der er elitesportens drivkraft.

Anti-doping som sportsstridigt I 1896 genopstod de Olympiske Lege, og med dem den moderne elitesport. Manden bag dette var den franske baron Pierre de Coubertin. Formålet med at lade legene genopstå var at opdrage, uddanne og begejstre gennem folkeidrætten og derved sikre fred i verden og en bedre menneskehed.2 Fraser som ”Tab og vind med samme sind” og den tidligere nævnte ”Det handler ikke om at vinde, men om at være med” kan med god ret hævdes at stamme herfra. Men nedenunder dette lag af, hvad Jørgen Leth kalder ”trætte begreber som sportsmanship, fair-play, sportsånd, forbilledværdi”,3 har de Olympiske Lege et motto, som de Coubertin selv valgte, da han i sin tid startede sit olympiske projekt: Citius, Altius, Fortius – Hurtigere, Højere, Stærkere.

Om dette motto skrev de Coubertin: “These three words represent a programme of moral beauty. The aesthetics of sport are intangible”. “(…) to try to adapt athleticism to a system of compulsory moderation is idealistic. Athletes need “freedom of excess”. That is why we gave them this motto ... a motto for people who dare to try to break records”.4 Først og fremmest synes de Coubertins holdning til sportens æstetik at stemme fint overens med den, vi fandt hos Møller: Sport er smukt, fordi det flytter grænser og bryder rekorder. Den fascinerende atlet, den der lever op til de Coubertins ”programme of moral

7

beauty”, er den, der forsøger at slå en rekord og flytte en grænse. Ligeledes er sportens æstetik ifølge de Coubertin ”intangible”, altså noget vi ikke kan se eller røre ved; med Verner Møllers ord mere end ”en ligegyldig opvisning af færdighed for både udøvere og tilskuere”.

De Olympiske Lege er mere end et overdimensioneret landsstævne - og gudskelov for det!

Det, der i virkeligheden er mere interessant, er, hvad de Coubertin synes at sige om de vilkår, atleten skal udfolde sig under: ” (…) to try to adapt athleticism to a system of compulsory moderation is idealistic. Athletes need “freedom of excess”. That is why we gave them this motto”. Det olympiske motto blev altså givet til atleterne for at sikre dem frihed til exces5 - friheden til at overskride grænser og normer og slå stående rekorder samt deres egne grænser.

At atletens personlige grænser ligeledes er genstand for tilskuernes fascination ses helt tydeligt i det faktum, at den personlige rekord er en helt central del af særligt atletikken (den figurerer sågar i tv-dækningen af de store internationale stævner). Modsat denne frihed til exces står, hvad de Coubertin kalder ”a system of compulsory moderation”, der vil lægge bånd på atletens frie udskejelse og dermed være uforeneligt med det olympiske motto og sportens æstetik.

Kan antidopingbevægelsen betegnes som et sådant system, der tvinger atleten til mådehold og derved er i konflikt med selve sportens æstetik? Hvis man medgiver, at idrættens fascinationskraft er dens afsøgning af det ekstreme og dens udfordring af grænser, er svaret ja.

Denne fascination, der drager både udøver og tilskuer, fordrer det ekstreme, og at der bestandig sættes nye re-

8

korder. Citius, Altius, Fortius bliver således ikke bare et motto, men et programskrift for sport. Og det kan antidoping, ”a system of compulsory moderation”, kun dårligt være foreneligt med.

Dette er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt til at vise, at antidopingarbejdet er forgæves. For nok er det i konflikt med sportens æstetik, men er det også i direkte konflikt med atletens eget forhold til at udøve sin sport? Sagt på en anden måde: Hvis dette er sportens skønhed, hvad kendetegner da de mennesker, som sporten har så kraftigt et tag i, at de ikke kan nøjes med at nyde den fra sidelinjen eller som amatører?

Lance Armstrong – Nietzsches stærke mand At elitesportsfolk ikke er helt sædvanlige mennesker, er ikke noget videre kontroversielt udsagn. Det er de færreste, der dels ønsker, dels magter en tilværelse, der mestendels består af ubønhørlig fysisk træning eller tekniske øvelser i en uendelighed, blot for nogle få gange om året at høste frugterne heraf - hvis de da overhovedet lykkedes i deres forehavende. Men hvad karakteriserer nærmere bestemt et sådant menneske, der vil sin sport og derved det ekstreme og rekordsætningen mere end noget som helst andet? Et bud på dette kan findes hos Nietzsche, der i Moralens Oprindelse giver følgende karakteristik af styrken og den stærke: ”At forlange af styrken at den ikke skal ytre sig som styrke, at den ikke skal være noget, der vil overvælde, vil underkaste, vil være herre og tørste efter fjender og modstande og triumfer er lige så selvmodsigende som at forlange af svagheden, at den skal ytre sig som styrke.”6

Illustration af Linda Fønss Umiddelbart stemmer dette godt overens med de Coubertins vision for det olympiske motto. Det giver ingen mening at pålægge styrken, atleten, at den ikke skal ytre sig så stærkt, som den kan. Også Nietzsche lader til at mene, at ”freedom of excess” er et nødvendigt vilkår for det stærke menneske, og han peger ydermere på den fejltagelse, der begås, når man adskiller ”styrken fra styrkens ytringer, som om der bag det stærke fandtes et indifferent substrat, som det måtte stå frit at ytre styrke eller ej”.´7 Lægger man bånd på den stærkes styrkeytringer, lægger man altså bånd på selve hans væsen.

Denne beskrivelse af den stærke er naturligvis en typisering - et kunstigt ideal. Jeg vil på ingen måde påstå, at Nietzsches beskrivelse af den stærke kan fungere som beskrivelse af enhver professionel atlet. Men den er et godt udgangspunkt for en undersøgelse af, hvad der adskiller den professionelle atlet fra tilskueren og amatøren. Og i denne undersøgelse vil det vise sig, at Nietzsches styrkebeskrivelse ikke skyder så langt over målet, som man måske skulle tro. Den konkrete genstand for undersøgelsen bliver selvbiografier af cykelrytteren Lance Armstrong, der tidligere blev hyldet som syvdobbelt vinder af Tour de France, men i dag betragtes som et udskud, der ingen plads har i cykelsportens historie.8 At Armstrong er blevet atlet qua en fascination af den ekstreme kropslige udfoldelse, skinner klart igennem i hans beretninger. Hans beskrivelse af verdens største cykelløb, Tour de France, lyder således:

“Der er ingen anden grund til at forsøge at udføre sådan en idiotisk bedrift [at køre Tour de France] end den kendsgerning, at visse mennesker, hvilket vil sige mennesker som jeg, har en trang til at undersøge graden af deres udholdenhed for at definere sig selv. ( Jeg kan tåle det). Det er en styrkeprøve i formålsløs lidelse. (…) For mig drejer det sig om at leve”.9 Andetsteds beskriver Armstrong også, at han ikke cykler for ”fornøjelsens skyld. Jeg gjorde det for smertens skyld”.10 Det er her ganske tydeligt, at det er en fascination af, og, i Armstrongs tilfælde, nærmest en fetich for det ekstreme, der driver ham til at være cykelrytter. Han mener sågar, at ”smerten er min foretrukne måde at undersøge menneskesjælen på”, og at han derfor ”forsøger at køre til, også når jeg ikke behøver det”.11 Det ekstreme og afsøgningen af egne grænser spiller en afgørende rolle, ikke bare i Armstrongs sport, men også i hans liv og hans selvforståelse. Derudover var mandens karriere nærmest en parade af store cykelsportsrekorder: Flest sejre i Tour de France, det hurtigste Tour de France nogensinde, den yngste verdensmester nogensinde og mange andre mindre betydelige rekorder. ”Jeg holder af at have kontrol over ting, at vinde ting og at føre ting ud til deres grænse”,12 skriver Armstrong. Ekkoet fra både de Coubertin og Nietzsche er ikke til at tage fejl af.

Nietzsches beskrivelse af den stærke, som en der ”tørster efter fjender og modstande og triumfer” passer også særdeles godt på Armstrong. Hans forhold til sine konkurrenter beskrives således: ”Jeg befandt mig foran [i løbet] blandt verdens dygtigste klatrere, hvor jeg arbejdede alene. Jeg ville få dem til at lide, indtil de ikke

9

kunne trække vejret”.13 Og denne vilje til at ”overvælde og underkaste” rager igen ud over det rent sportslige og ind i Armstrongs liv ved siden af cykelsporten. I midten af 90’erne fik han stillet en kræftdiagnose med dårlige chancer for overlevelse. Armstrongs reaktion: ”Jeg personificerede sygdommen. ”Skiderikken” kaldte jeg den.

Jeg gjorde den til min fjende, min udfordring”.14 Ikke kun i sin sport, men også i sit privatliv, er det nødvendigt for Armstrong at kæmpe mod noget og sejre.

Igen passer Nietzsches beskrivelse forbløffende godt.

Jeg vil gerne gentage, at jeg bestemt ikke mener, at Nietzsches beskrivelse af den stærke er en fuldstændig præcis beskrivelse af elitesportsmanden, selvom den passer utroligt godt på Lance Armstrong. Jeg mener

dog stadig at have vist, at det netop er den ekstreme udfoldelse, og det at udvide eller bryde egne grænser, der er drivkraften for en elitesportsmand. Disse mennesker lever for at slå rekorder, det være sig andres eller egne.

De lever med andre ord for at vinde. Og ligesom tidligere må der spørges, om et anti-doping program kan realiseres, når atleterne netop dyrker sport for at bryde deres grænser? Her vil jeg igen mene, at svaret er nej.

Set i lyset af hvad vi nu ved om sportens æstetik og atletens drift, mener jeg, at man kan konkludere, at atleten, der doper sig, ikke er en gemen snyder. Han springer ikke over, hvor gærdet er lavest. I stedet forsøger han at springe over et gærde, der er højere end det, han forcerede i går. Og det er dét, der fascinerer os.

NOTER 1 Møller (1999), side 54 2 http://www.olympic.org/Documents/olympic_charter_en.pdf 3 Møller (1999), s. 13 4 http://www.olympic.org/Documents/Reports/EN/en_report_268.pdf 5 Ordets oprindelse er det latinske excessus: ”a loss of self-possesion” eller ”A departing from the subject”.

6 Nietzsche (1993), s. 47 7 Ibid.

8 http://www.washingtonpost.com/sports/lance-armstrong-stripped-of-tour-de-france-titles-has-no-place-in cycling-international-cycling-federation-president-says/2012/10/22/8591ebe-1c8c-11e2-9cd5-b55c38388962_ story.html 9 Armstrong (2001), s. 218 10 Ibid. s. 92 11 Ibid. s. 271 12 Armstrong (2004), s. 26 13 Armstrong (2001), s. 238 14 Ibid. s. 136

Bibliografi - Armstrong, L. (2001), Det handler ikke om cyklen, Borgens Forlag - Armstrong, L. (2004), Hvert sekund tæller, Borgens Forlag - Møller, V. (1999), Dopingdjævlen, Gyldendal - Nietzsche, F (1993), Moralens oprindelse, Det Lille Forlag - http://www.washingtonpost.com/sports/lance-armstrong-stripped-of-tour-de-france-titles-has-no-place-in cycling-international-cycling-federation-president-says/2012/10/22/8591e-be-1c8c-11e2-9cd5-b5 5c38388962_story.html - http://www.olympic.org/Documents/Reports/EN/en_report_268.pdf - http://www.olympic.org/Documents/olympic_charter_en.pdf

10

Den latinske oversættelse af Pierre de Coubertin er taget fra: Lewis, Charlton og Short, Charles (1879), A Latin Dictionary, Oxford

Filosofi og tegneserier Af Carsten Fogh Nielsen Carsten Fogh Nielsen er adjunkt ved Aarhus Universitet og professionel fagfilosof.

Hans ph.d.-afhandling omhandlede aristoteliske og kantianske tilgange til moralske agenters udvikling, men til Tankens læsere har han valgt at udfolde sin viden om en specifik særinteresse: Tegneserier. Artiklen gør op med den typiske forståelse af tegneserier som “lavkultur” og belyser genren som filosofisk relevant. Denne relevans er ikke kun noget filosofien kan gribe fat i, men også noget den bør gribe fat i - tegneseriegenren er nemlig fyldt med spørgsmål og diskussioner, som den ikke selv kan løse.

-Red.

Jeg er tegneserienørd. Før jeg selv kunne læse, fik jeg min mor til at læse Anders And, Edderkoppen (det hed Spider-Man dengang) og Asterix højt for mig. Senere brugte jeg alle mine lommepenge på brugte tegneseriealbums hos Bogcentralen i Vejle, og gennemtrawlede Vejle Bibliotek for tegneserier og tegneserierelateret materiale. Jeg begyndte at samle på Marvel-serier og fik et læserbrev trykt i Superman.

I dag er jeg endt som professionel filosof. Jeg har brugt de sidste 20 år af mit liv på at blive nogenlunde velbevandret inden for mit fag, er ansat som adjunkt i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet og forsker, skriver og underviser i bl.a. filosofihistorie, moralfilosofi, moralpsykologi og tysk idealisme. Og når jeg har tid, så skriver og forsker jeg også i tegneserier.

Der er mange mennesker, der har svært ved at forstå, hvordan filosofi og tegneserier kan hænge sammen. En grund til dette er formodentlig, at folk spontant rubricerer filosofi og tegneserier forskelligt og efterfølgende har svært ved at sammentænke disse forskellige kategorier. Filosofi er noget finkulturelt, noget dybt, noget alvorligt, som man skal gå til med respekt og omtanke. Tegneserier er derimod populærkultur; de er overfladiske og underholdende og ikke værd at tage seriøst eller bruge tid på. ”East is East and West is West and never the twain shall meet”, som Kipling engang berømt formulerede det.1

Jeg er andetsteds2 kommet med en mere detaljeret analyse og kritik af denne ”Kipling-model” for forholdet mellem (fin)kultur og underholdning og har forklaret, hvorfor jeg mener, at den både er forkert og ufrugtbar.

Det vil jeg ikke gentage her. I stedet vil jeg ganske kort forsøge at skitsere nogle af de gode grunde, der er til at beskæftige sig filosofisk med tegneserier. Jeg vil starte med nogle generelle og overordnede overvejelser om superheltefilmatiseringer og populærkultur og slutte af med nogle betragtninger, som mere direkte knytter an til tegneseriemediet.3 Tegneseriefilmatiseringer er big business Der er ikke penge i at filosofere om tegneserier (der er sjældent penge i at filosofere om noget som helst). Og tegneseriemarkedet, såvel i Danmark som internationalt, er ikke, hvad det har været. Der er generelt færre folk, der læser tegneserier, end der var i 1970’erne og 1980’erne (for slet ikke at tale om 1940’erne). Men tegneserier er ikke desto mindre big business. På diverse Top 10 lister over de bedst indtjenende film finder man mindst tre superheltefilmatiseringer: Marvel’s The Avengers; Iron-Man 3 og The Dark Knight Rises. Udvider man listen til en Top 50 eller en Top 100, så dukker der endnu flere superheltefilm op.4 Mens jeg skriver denne artikel, er Guardians of the Galaxy godt i gang med at blive én af årets mest indtjenende film. Og de mest pålidelige rygter på internettet fortæller, at mellem 25-30 nye superheltefilmatiseringer er i støbeskeen

11

i perioden frem til 2020. Samtidig er en række tv-serier baseret på Marvels og DCs superhelteserier i netop disse år på vej ud på tv-markedet. Superhelte er kort sagt blevet en af Hollywoods mest stabile og bedst indtjenende pengemaskiner.

Mange vil her måske mene, at dette er irrelevant for filosofien. Siden hvornår er indtjening blevet et kriterium for filosofisk relevans? Der er ikke desto mindre gode grund til at mene, at netop fordi superhelte er så populære, som de er, så ikke alene bør, men skal filosofien underkaste superheltegenren et grundigt eftersyn.

Ud fra et samfundskritisk perspektiv inspireret af f.eks. kritisk teori og Frankfurterskolen er en af filosofiens vigtigste opgaver at kritisere og søge at underminere kulturindustriens konformistiske og magtunderstøttende bestræbelser (Locus classicus her er selvfølgelig Oplysningens Dialektik. Se f.eks. Horkheimer og Adorno 1993, s. 180-187). Ud fra et sådant perspektiv er der al mulig grund for filosoffen til aktivt at forholde sig kritisk-analytisk overfor boomet i superheltefilmatiseringer. Hvad siger dette boom om os som samfund? Hvilke underliggende klasseskel markeres og underbygges i disse film? Hvilke ”brud” i den symbolske orden kan man efterspore i den filmiske repræsentation af magt, som superheltefilmatiseringerne tydeligvis (også) er?

Man kan også anlægge et mere forsonligt kulturanalytisk perspektiv og med Hegel sige, at filosofi er sin tid udtrykt i tanker. Filosofiens opgave er at gribe en tidsalders karakteristiske sociale, politiske, økonomiske og kulturelle strukturer og ophæve dem til begrebslig

12

form.5 Superheltefigurens popularitet, og mere generelt populariteten af ”nostalgisk-nørdede”6 film og filmgenrer som f.eks. science fiction, fantasy, piratfilm og lignende, der udgør langt størstedelen af Hollywoods nuværende blockbustere, er ud fra et sådant perspektiv et fænomen, der nok tåler en filosofisk behandling.

Hvorfor er film baseret på tegneserier fra 1960’erne og 1970’erne og legetøj fra 1980’erne så populære? Den teknologiske udvikling inden for CGI, der har gjort det langt billigere og lettere filmisk at visualisere de spektakulære scenarier, som kun tegneseriemediet og folks fantasi tidligere kunne udtrykke, er en af forklaringerne.

Men er det den eneste forklaring? Filosofien både kan og bør yde et bidrag til at besvare disse spørgsmål.

Tegneserier og populærkultur som filosofisk formidling I takt med at de nørdede-nostalgiske genrer har vundet frem i Hollywood er den filosofiske interesse for populærkultur eksploderet. Dette skyldes formodentlig dels, at filosoffer er blevet mere opmærksomme på nødvendigheden af at forholde sig filosofisk reflekteret til tidens dominerende kulturelle trends, og dels at yngre filosoffer i dag typisk er vokset op med de populærkulturelle fænomener, der i form af film, tv-serier og computerspil dominerer nutidens kulturelle markedsplads.

Inden for de sidste 15 år har bogserier som Open Courts Popular Culture and Philosophy,7 Wiley-Blackwells The Blackwell Philosophy and Popculture8 og The University Press of Kentuckys The Philosophy of Popular Culture9 etableret sig som en fast bestanddel af det (populær)filosofiske marked. Hvert år udgives der en lang række titler, der underkaster film, tv-serier, computerspil m.m. en filosofisk analyse. Jeg har fx selv bidraget til The Blackwell Philosophy and Popculture serien med artikler om Batman og Aristoteles10, Iron Man og dydsetikken11, Grønne Lygte og Leibniz12 og Superman, Hobbes og Hegel.13

“The aim of these books, then, is to take philosophy to people who might not otherwise be exposed to philosophy. People think better and more critically about things they like and are interested in, whether it be sports, movies, rap music, whatever. The hope is that if we can get them to think philosophically about these things they will come to see the value of philosophy in itself”14

En fællesnævner for langt de fleste udgivelser indenfor ”filosofi og populærkultur”-genren er, at formålet med at beskæftige sig med populærkultur (herunder superheltetegneserier) først og fremmest er pædagogisk. De populærkulturelle fænomener, der diskuteres og analyseres, benyttes som redskaber til at få præsenteret og diskuteret filosofiske problemer og spørgsmål. Man kan f.eks. bruge spørgsmålet om, hvorfor Batman ikke slår Jokeren ihjel, selvom det helt åbenlyst ville forhindre meget lidelse og død, som udgangspunkt for en diskussion af deontologi og utilitarisme. Håbet er, at man kan få filosofi bredt ud til et bredere publikum ved at tage udgangspunkt i noget ikke-filosofisk, som folk kender og er interesseret i. Som William Irwin, initiativtageren til såvel Open Courts som Wiley-Blackwells bogserier, udtrykker det:

De populærkulturelle fænomener, der analyseres, hvad enten det så er superhelte, computerspil eller tv-serier, betragtes altså fortrinsvis som redskaber; som instrumenter i en pædagogisk-filosofisk formidlingsproces, der bl.a. har til formål at fremme filosofiens omdømme i den brede offentlighed. Dette er et prisværdigt projekt, og som enhver, der har prøvet at undervise, vil vide, så er et godt eksempel en af de bedste måder at få gjort sine pointer konkrete og forståelige. Så der er al mulig grund til, at også filosoffer bør gøre brug af de pædagogiske ressourcer, som populærkulturen, herunder superheltegenren, tilbyder.

Filosofi i tegneserier Hvis vi zoomer ind på tegneserien som et specifikt medium frem for blot en del af den populærkulturelle sfære, dukker filosofiske spørgsmål hurtigt op. Faktisk kan det være vanskeligt overhovedet at beskæftige sig med tegneserier i længere tid uden at blive konfronteret med filosofiske refleksioner. Man skal således ikke kigge længe i forskningslitteraturen på området eller bruge meget tid på diverse tegneseriefora på nettet, før man bliver konfronteret med et helt grundlæggende spørgsmål, nemlig spørgsmålet: Hvad er en tegneserie?

13

Der er brugt utallige hyldemeter litteratur og uendeligt lange kommentarspor på nettet på at diskutere og forsøge at besvare dette spørgsmål.15 ”Hvad er problemet?” vil mange måske umiddelbart spørge. ”Er en tegneserie ikke bare en historie fortalt igennem en serie tegnede billeder?” ”Njah, njoh, måske”, er nok det bedste svar. Der er nemlig en række problemer med denne simple definition. Hvis vi accepterer, at en tegneserie defineres som et narrativ formidlet gennem en serie tegnede billeder, hvad så med ”Jern-Henrik”, der optræder i mange danske aviser, og som oftest kun består af et billede? Er det en tegneserie? Og hvad med tegnefilm, der jo i sin klassiske hånd-animerede form netop er en serie af tegnede billeder, der fortæller en historie?

Men er tegnefilm derfor tegneserier? Hvorfor skal tegneserier i det hele taget være bundet op på at fortælle en historie? Kan der ikke eksistere non-narrative tegneserier? Hvad med de tegninger, som IKEA bruger som instruktion til at samle deres møbler? Der er jo tale om en serie tegninger, der fortæller en form for historie, men det er ikke just et klassisk narrativt forløb.

Spørgsmålet ”Hvad er en tegneserie?” er altså betydeligt mere kompliceret, end man umiddelbart skulle tro. Der er tale om et spørgsmål, der bedst diskuteres af folk, som har et vist kendskab til de mange forskellige former, som tegneserier rent faktisk kan antage, og som samtidig har et vist greb om begrebsanalyse og begrebsafklaring. Kort sagt: Der er tale om et spørgsmål, som en tegneseriekyndig filosof ville have virkeligt gode muligheder for at bidrage til. Og hvad mere er: Spørgsmålet ”Hvad er en tegneserie?” er så intimt knyttet til tegneseriemediet, at det i sagens natur ikke kan stilles inden for andre medier. Der er selvfølgelig andre spørgsmål, der minder om det, som f.eks. ”Hvad er litteratur?”; ”Hvad er en roman?” og ”Hvad er film?” Hvad disse spørgsmål har til fælles er, at de vedrører den grundlæggende begrebslige afgrænsning af bestemte kulturelle fænomener. Og en af filosofiens vigtigste arbejdsopgaver har alle dage været at bidrage til at besvare præcis den slags spørgsmål.

NOTER 1 2 3 4 5 6

7

8

9 10 11 12 13 14 15

16

14

Kipling 1988, s. 233 Nielsen: 2010 Se evt. Nielsen 2009 for en uddybning.

Se f.eks. http://boxofficemojo.com/alltime/world/ Hegel 2004, ”Fortale” ”Nostalgisk-nørdet” er mit forsøg på at formulere et fællesbegreb for den type science fiction-/superhelte-/fan tasy-/piratfilm, som dominerer billetsalget i USA og resten af verden i disse år. Der er tale om nostalgi, fordi filmene ofte trækker på publikums længsel efter og erindring om deres egen barndom. Og der er tale om nør dethed, fordi superhelte, fantasy og Hasbro-legetøj i mange år blev betragtet som nørdernes kerneområde.

Begrebet kan muligvis lyde en smule patroniserende, men det er absolut ikke intentionen. Jeg betragter mig selv som en stolt nostalgisk nørd.

Se http://www.opencourtbooks.com/categories/pcp.htm for en oversigt over udgivne titler. http://www.popu larcultureandphilosophy.com/ er en blog for bidragydere og redaktører til Open Courts serie.

Se http://eu.wiley.com/WileyCDA/Section/id-324354.html for en oversigt over seriens titler. http://andphi losophy.com/ er et website med supplerende tekster og blogindlæg om seriens udgivelser.

Se http://www.kentuckypress.com/live/series_detail.php?seriesID=PPCS for en introduktion til serien.

Nielsen 2008 Nielsen 2010a Nielsen 2011 Nielsen 2013 Irwin 2010. Se også Irwin 2006 og 2014 Se f.eks. Strömberg 2013. Den danske udgivelse af Strömbergs bog affødte en lang og ophedet diskussion på www.nummer9.dk, som fint illustrerer kompleksiteten i spørgsmålet: ”Hvad er en tegneserie?”. Se kommentar sporet på http://nummer9.dk/artikler/forsmag-hvad-er-en-tegneserie/.

Se f.eks. Meskin & Cook 2012

Der er altså mange gode grunde til, at man som filosof både kan og bør beskæftige sig med tegneserier.

Tegneserier er et vigtigt kulturelt (og kommercielt) fænomen, som der er behov for at reflektere kritisk over.

Tegneserier kan bruges til at eksemplificere og illustrere filosofiske problemer og spørgsmål på oplysende og interessante måder. Og selve spørgsmålet om, hvad tegneserier i det hele taget er for en størrelse, er et grundlæggende filosofisk spørgsmål. Der er kort sagt nok at tage fat på. Og skønt der allerede er filosoffer, som beskæftiger sig professionelt med tegneserier,16 så er der altid plads til flere. Så det er bare med at komme i gang.

Bibliografi - Hegel, G.W.F. (2004): Retsfilosofi, Det lille Forlag, Frederiksberg.

- Horkheimer, Max & Adorno, Theodor (1996): Oplysningens Dialektik. Filosofiske Fragmenter, Gyldendal, København.

- Irwin, William (2006): “Philosophy as/and/of Popular Culture”, Philosophy and the Interpretation of Popular

Culture, red. W. Irwin & J. Gracia, Rowman & Littlefield, Lanham, US, s. 41-63 - Irwin, William (2010): “Fancy Taking a Pop?”, The Philosophers Magazine, Issue 49, s. 48-54 (Kan læses på: http://www.psychologytoday.com/files/attachments/55564/fancy-taking-pop.pdf - Irwin, William (2014): “Writing for the Reader: A Defense of Philosophy and Popular Culture Books,” i Es

says in Philosophy, Vol. 15: Issue 1, article 6: http://dx.doi.org/10.7710/1526-0569.1490 - Kipling, Rudyard (1988): Complete Verse. Definitive Edition, Anchor Books, New York.

Meskin, Aaron & Cook, Roy (red.) (2012): The Art of Comics: A Philosophical Approach, Wiley-Blackwell,

New York, US. - Nielsen, Carsten (2008): ”Leaving the Shadow of the Bat – Aristotle, Kant and Dick Grayson on moral educ-

ation” i Batman and Philosophy – The Dark Knight of the Soul, Wiley-Blackwell, New York, US, s. 254-266 - Nielsen, Carsten (2009): ”’Skabt for penge og til underholdning’. Om superhelte, tegneserier og populærkultur”,

s. 55-69 i Kritik, no. 192.

- Nielsen, Carsten (2010a): ”Flawed Heroes and Courageous Villains: Plato, Aristotle and Tony Stark on the

Unity of the Virtues” i Iron Man and Philosophy: Facing the Stark Reality, Wiley-Blackwell, New York, US, s.

201-216 - Nielsen, Carsten (2010b): “’Det er jo bare underholdning’ - om filosofi, populærkultur og underholdning” i

Slagmark – tidsskrift for idehistorie, vol. 58, s. 13-29 - Nielsen, Carsten (2011)“’Beware my power...’ - Leibniz and Green Lantern on God, Omnipotence and Evil” i

Green Lantern and Philosophy: No Evil Shall Escape This Book, Wiley-Blackwell, New York, US, s. 252-263 - Nielsen, tCarsten (2013): “World’s Finest Philosophers: Superman and Batman on Human Nature” i Super

man and Philosophy: What Would the Man of Steel Do?, Wiley-Blackwell, New York, US. - Strömberg, Frederik (2013): Hvad er en tegneserie? En Begrebsanalyse, Forlaget Damgaard, Aarhus, DK.

15

En boganmeldelse af bogen:

Om provokeret abort

- perspektiver og udfordringer

Jacob Birkler Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck

Af Andreas Markert

Andreas Markert anmelder Jacob Birklers Bogen om Provokeret Abort – Perspektiver og udfordringer. Birkler vil med filosofisk etik skabe klarhed om nogle af de problematikker, der gør sig gældende, når man taler om provokeret abort. Han opfordrer til eftertænksomhed og blik for konkrete problemstillinger fremfor abstrakt teori. Bogen fremstår som en værdig metadiskussion af nogle af de faldgruber, debattører ofte falder i, når der diskuteres provokeret abort.

- Red. Jacob Birkler, der er cand. mag. i filosofi og psykologi, Ph.d. i medicinetik og nu formand for Etisk Råd, har skrevet en god og tankevækkende bog om provokeret abort.

Målet har været en bog, der objektivt opridser de forskellige problemstillinger, som er knyttet til abort - i modsætning til de fleste andre bøger om emnet, der bliver skrevet som partsindlæg (evt. af religiøse fanatikere). Samtidig er der imidlertid et klart normativt element i projektet. Birkler vil rykke debatten om abort ved at få os alle sammen til at forholde os til abortens dilemmaer. Han vil have debatten videre end spørgsmålet om, hvorvidt vi skal have fri abort eller ej. Det vi i stedet med fordel kan diskutere er f.eks., om den mere eller mindre arbitrært satte grænse for fri abort på 12 uger skal rykkes, og hvordan vi forholder os til de nye bioteknologiske muligheder, der hele tiden opstår.

Vi skal pudse de linser, vi ikke kan tage af, som Birkler udtrykker det i indledningen.

På den måde er bogen et klart filosofisk projekt, der skal bringe konsistens og eftertanke til et område præget af modsætningsfulde hensyn og arbitrære grænser. Samtidig kan bogen ses som en kritik af den abstrakte virkelighedsfornægtelse, filosofisk etik ofte ender ud i. Øjenåbnende dilemmaer Birkler får med stort held sat fokus på oversete og dybt relevante og tankevækkende problemstillinger, vi bør forholde os til.

Bogens måske mest fremtrædende dilemma bliver spørgsmålet om, hvorvidt vi skal beholde den nu-

16

værende 12 ugers grænse for fri abort, efterhånden som flere og flere kvinder bliver tilbudt fosterdiagnostik.

Det bliver de tilbudt med henvisning til det frie og oplyste valg. Men er det reelt et frit valg, når sådan en undersøgelse først efter 12. uge kan fortælle, om barnet lider af Downs Syndrom eller et andet svært handicap, og kvinden dermed skal søge om tilladelse til at få foretaget en sen abort? Hvis det reelt skal være et frit valg, om man vil have barnet, når man kender til resultatet af fostervandsprøven, burde grænsen for fri abort gå ved uge 18 i stedet.

Omvendt kan man sige, at det ville være et farligt skred. Hvis en kvinde før uge 12 vælger en abort, er det fordi, hun ikke vil være mor, men hvis hun gør det efter fostervandsprøven, er det et bestemt barn, hun vælger fra. Fri adgang til abort indtil uge 18 vil også betyde mulighed for at sortere børn fra på baggrund af almindelige egenskaber, som man inden for få år vil kunne købe test for på internettet. Det kan man f.eks. allerede med kønstest, og de bliver også bestilt fra Danmark.

Når langt de fleste, der søger abort inden uge 18, i dag får tilladelsen, er det måske alligevel bedre at beholde grænsen for fri abort ved uge 12?

Et andet meget tankevækkende dilemma, Birkler sætter fokus på, er, hvordan vi skal håndtere det, den dag det bliver muligt at gennemføre nærmest en hel graviditet i en ”kunstig livmoder” uden for kvinden.

Som reglerne er nu, har kvinden kun ret til at få en abort. Hun har i princippet ikke ret til at få afsluttet fostrets liv. Det kender vi bare som konsekvensen. Kan en kvinde stille krav om, at barnet ikke reddes, når provokeret abort på et tidspunkt vil kunne ses som en evakuering af barnet?

Birkler kommer også ind på mere velkendte problemstillinger - f.eks. muligheden for designerbørn. Det har han imidlertid også et tankevækkende perspektiv på. Det etiske problem er måske ikke så meget de muligheder, vi i nogen grad får for at fravælge egenskaber hos vores børn. Problemet kan i højere grad blive illusionen om, at vi kan designe vores børn, og de konsekvenser det kan få for et barn, der ved tilfældighedernes spil ikke lever op til sine forældres ønsker eller en omverdens stadig mere snævre normalbegreber.

Abstraktion og kontekst Bogen er ikke lagt an som en (meta)filosofisk diskussion og kritik, men det er næppe forkert at opfatte den som et forsøg på at vise, hvordan filosofisk etik bør praktiseres. Birkler kommer således flere steder med kritiske kommentarer til sine kollegaers abstrakte tankeeksperimenter. Han gør selv brug af enkelte tankeeksperimenter fra ikke mindst Jarvis Thomsen, men kritiserer den del af filosofien for at være lidt af et skakspil: ”Et spil, hvor argumenter og analogier hele tiden forsøger at sætte modparten skak. Et skakspil, hvor først den ene part snart den anden part vinder et parti, men ofte uden at blikket løftes fra skakbrættet. De filosofiske argumenters største styrke er derfor samtidig deres egen største svaghed.

Argumenterne tilfører debatten en stringent logik, men man mister let blik for de konkrete og vanskellige situationer.”1 Birkler holder sig hovedsageligt til eksempler, der kunne opstå i den virkelige verden, og han er i det hele taget dybt funderet i sin kontekst, der kommer af mange års fordybelse i det praktiske felt.

Både til jordmødre og filosoffer (Sokrates?)

Det er således en bog, som ikke mindst skal bruges til etikundervisning af jordemoder- og medicinstuderende, og som sådan er den et genialt stykke filosofisk formidling, der kan få godt filosofisk tankegods ind i uddannelserne hos nogen, hvis interesse ofte mere ligger i det praktiske.

Men den kan i høj grad også bruges af filosoffer til at få et empirisk grundlag og en præsentation af de relevante problemstillinger på plads, som filosoffen så kan tænke videre over.

Filosoffen skal dog ikke tro, at han med sine stringente argumenter kan løse alle dilemmaerne omkring provokeret abort. Det er problemstillinger, der kan håndteres - ikke løses, ifølge Jacob Birkler. Hvis man tror, der er en løsning, har man ikke forstået noget af dilemmaerne eller af etik. Når vi løfter hovedet fra skakbrættet, vil enhver løsning også medføre nye dilemmaer.

Det handler om uanset standpunkt hele tiden at forholde sig til problemstillingerne, så vi kan undgå dogmer og blind accept. Vi skal blive ved med at rykke målet, ellers kan udviklingen føre os et sted hen, hvor det skader vores samfund eller fremtidige generationer.

Bogen begynder at gentage sig selv lidt hen mod slutningen, men den er alt i alt meget langt fra at være en løs snak, der flagrer i øst og vest, som etikintroduktioner nemt kan blive. Den har en solid filosofisk ballast. Den indeholder ligefrem noget så enestående som nogenlunde meningsfulde pointer på baggrund af Freges sprogfilosofi. Det er vigtigt at holde sig for øje, at meningsindhold (Sinn) og reference (Bedeutung) er to forskellige ting, når det f.eks. gør en stor forskel, om det man kalder fosterdrab referer til en senprovokeret abort, fordi barnet har det ”forkerte” køn, eller til en 10-årig pige der er blevet gravid efter en voldtægt. På det punkt er der nok nogle i begge ender af debatten, som burde pudse deres sproglige linser en ekstra gang.

NOTER 1 Birkler, J. 2014, Bogen om provokeret abort – perspektiver og udfordringer, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

17

Phronēsis

- Den filosofiske brevkasse Med Linda Fønss og Lasse Tau Kristensen

Kære læsere Vi byder jer velkommen til brevkassens skriftlige fernisering. Dette er stedet, hvor filosofistuderende kan få kradset, hvis det klør i koglekirtlen. Vi besvarer alle spørgsmål, vi besidder alle svar.

I denne første omgang hedder oraklerne på Amager Linda og Lasse, og vi bringer jer svar på denne omgangs store og større meta-tanker.

“Kære Phronēsis Hvordan kan det være, at salattern ikke smelter når de bliver varmet op?”

- Julie Mark Kære Julie Tak for dit spørgsmål. Nogle (mindre reflekterede) brevkasseredaktører ville måske påstå, at salattern sagtens kan smelte, hvis bare du opnår høje nok temperaturer til at ramme salatterns smeltepunkt. Sagen er imidlertid ikke så simpel endda, idet ”salattern” for de fleste kun fattes distinkt som legemer, idet vi rører ved eller ser dem. De er lige taget fra bøtten, og har endnu ikke helt mistet smagen af surt ostevand; de har stadig ikke nogen nævneværdig duft; deres farve, skikkelse og størrelse er, for the sake of argument, åbenbare; de er kolde, de er lette at røre ved, og hvis du banker på dem med knoen, giver det en våd, smattende lyd fra sig. Men idet de bringes imod ilden, såfremt den er varm nok, forsvinder resterne af smagen, duften, hvis der var nogen, henvejres, farven ændrer sig, skikkelsen udviskes, de tager til i størrelse, de bliver flydende og varme, og der kommer ud over den våde, smattende lyd nu også smertesskrig fra dig, når du slår på dem.

Her vil nogle måske mene, at der stadig er tale om de samme salattern og at man, til trods for de nye egenskaber, stadig opfatter dem klart og distinkt alene i sindet. Her må man bare notere sig, at der, modsat feta eller voks, intet klart og distinkt er ved ”salattern”. Det er i alle henseender Mystery Cheese. Idet ”salattern” smelter og ændrer egenskaber, bliver de ikke ved med at være salattern, men ophører ganske enkelt med at eksistere – de bliver tilintetgjort som ”salattern” og opstår i stedet som en klat hvidt snask af lige så obskur karakter. Det er altså derfor definitivt umuligt for salattern at smelte - de kan højest tilintetgøres. Jeg vil derfor foreslå dig, for en mere metafysisk stabil gastronomisk oplevelse, at bruge feta, halumi eller et lignende produkt af mere klar og distinkt karakter. Bare sørg for at ovnen er varm nok til det pågældende produkt.

Kærligste hilsener

18

“Kære Phronēsis Hvorfor har der altid ligget rød velour i Alkvantor?”

- Historikeren Kære Historiker Det nervøse røde velour (som man stadig kan finde en lille rest af i caféen) har faktisk ikke altid prydet Alkvantor, men gjorde sit indtog d. 13. maj 2011. Dette skete i forbindelse med en “Fredag d. 13.”-tematiseret fredagsbar, hvor det æstetisk tvivlsomme stof blev brugt til at dække vægge og vinduer. Sidenhen opdagede de daværende filosofistuderende dets mange anvendelsesmuligheder og beholdt de store mængder rød skam i lokalet. Nu er der kun en sørgelig rest tilbage, men nogle bliver stadig varme om hjertet, når et rødt glimt fanges i øjenkrogen.

Bedste hilsener

“Hvad er det for et udslæt jeg har nær min venstre lyske?”

- Anonym Kære Adam Vorting.

Sidst vi var i nærheden, af det lokalområde du beskriver der, syntes vi, at det så det ret seriøst ud. De seneste Gallup-undersøgelser viser en klar tilslutning til denne holdning. Vi mener, at det kræver nærmere empiriske undersøgelser. Mød os på tagterrassen til releasefesten.

Medbring selv gaffa og rohypnol.

Vi ses pludseligt...

“Hvad fanden laver I to? Vi har pisse travlt, der mangler stadig at blive lavet layout og resten af redaktionen afhænger af jer. Stop med at fjolle rundt og kom i gang med at rette fodnoter!”

- Chefredaktøren Kære “Chefredaktør” Tak for dit spørgsmål. Vi besvarer netop nu dit spørgsmål til brevkassen. Bagefter besvarer vi et andet.

Held og lykke med fodnoterne!

“Dear agony aunt.

I’m suffering from daily existential crises. Once every day, I can’t help but remind myself that I’m essentially a slightly-higher-intelligence-than-average ape creature in clothes, shuffling along a huge rock. All that protects me from the radiation of a giant burning ball of gas is a tiny layer of atmosphere, which my species seems intent on destroying.

My life is insignificant. Yet I’m also aware that I am complicit in a system which keeps millions starving while a tiny minority grows incomprehensibly rich.

While I crave justice, I know that the cold emptiness of the universe has no time for justice.

This often leaves me somewhat perturbed. Is there any advice a philosopher could give me that could help me through these moments?”

- Simon Domone Dear Simon Well, if you’ve ever read Sartre, you’ll realize that your future self is an entirely different person from your current self. You can always leave it to that guy - supposing you’ll even make it to a future point in time. And let’s face it: Given the arbitrary nature of a term like “a point in time”, this is pretty f***ing easy. Your future self might hate you for it though. You’re welcome!

Hej Phronēsis Jeg er rus og jeg har forsøgt at score min superlækre tutor i lang tid, men det er ikke lykkedes. Hvorfor bliver hun ved med at afvise mig?

- Anonym rus Kære Anonyme rus Vi føler din smerte. Ikke bogstaveligt talt, for vi har ikke adgang til dine qualia - det ville være creepy! Har du overvejet at søge inspiration til dine score-taktikker andetsteds end KUA’s trange og testosteron-berøvede gange? (du kan jo ikke fylde dem alene, Vincent!)

Observer f.eks. dyrerigets medlemmer og deres alsidige parringsritualer. Nu tænker du givetvis: “Jamen, Linda og Lasse! Jeg er en travl filosofistuderende, der konstant presses til sociale aktiviteter af mine aggressive tutorer, så jeg har da ikke tid til også at lave mine logikøvelser OG lede Noahs ark igennem for lærerige perversioner.

Hvilke dyr skal jeg studere?”

Jamen, kæreste rus. Du har jo selv lige givet svaret! Hvis dine tutorer er aggressive, så vælg at studere et ligeledes aggressivt dyr. Tutorer har en umiskendelig lighed med vores allesammens yndlingsdyr: væggelus.

Han-væggelusen besidder ikke en standardiseret fallos, men derimod et kniv-lignende kønsorgan. Hunnen, som slet ikke besidder kønsorganer, bliver derfor dolket et arbitrært sted, hvorefter der ejakuleres direkte i såret, så sæden kan rejse med blodstrømmen i retning af æggestokkene (Hvis du ikke ønsker at avle med din udkårne tutor, så kan sidstnævnte trin i processen undlades).

Vi kan ikke garantere, at fremgangsmåden kan overføres direkte til universitetsstuderende, ej heller at dine tilnærmelser vil vække hendes attrå (omend hendes opmærksomhed er garanteret!) … but it worked for us!

Alt held og lykke!

Lots of love from the current versions of your agony aunts.

Sidder du inde med et spørgsmål, som nager? Vi besvarer alt mellem himmel og jord samt en respektabel mængde derudover.

Send dine spørgsmål til Tankens redaktionsmail (tankensredaktion@gmail.com) eller lav en statusopdatering på Facebook med hashtag #detteerikkeencoachingvirksomhed (hvis du rent faktisk søger en coachingvirksomhed, så henviser vi til side 26 i denne udgivelse).

19

Fællessansning - Et essay om psykologisk æstetik og æstetisk psykologi Af Mathias Rolskov Mathias Rolskov har læst psykologi og arbejder som hjælpelærer ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet. Han rejser i denne artikel en problematik i den moderne psykologi, som han anklager for at være alt for fastlåst i en fakultetspsykologisk opdeling af sindet og af mennesket i det hele taget. Dette, argumenterer han, er upræcist og utilstrækkeligt. Men hvordan kan man komme ud over denne tilgang? Her bliver buddet fra forfatteren, at vi skal se ud over det, der traditionelt opfattes som videnskabeligt, og i stedet vende os mod den filosofiske æstetik.

- Red.

Det er et held, at det - i hvert fald indtil det sandsynliggøres, at der findes intelligent liv i en overskuelig afstand fra Jorden - virker ret umuligt at studere psykologi uden en vis intim forhåndsviden om genstandsfeltet: om hvad det vil sige at være et menneskeligt subjekt. Hvis man som (evt. ekstraterrestrial) psykologistuderende ikke var i besiddelse af dette forhåndskendskab, kunne man nemlig let ved at sætte sig ind i den ret heterogene litteratur, få den tanke at der i virkeligheden ikke er noget menneskeligt subjekt. I stedet mødes man af en psykologi om en relativt usammenhængende bunke af diskrete mentale kapaciteter (sansning, perception, følelse, tænkning, motivation, kommunikation, handling, etc.) der studeres i separate laboratorier og kontorer under antagelse af vidt forskellige metodologiske principper. På mange måder er psykologien altså en splittet videnskab om en genstand, som, vi netop ved, brillerer ved sin fundamentale organisatoriske ’integritet’, sin flydende, fleksible og dynamiske sammenhæng.

Det skitserede problem er naturligvis ikke lige sådan at løse. Alligevel mener jeg, at det er muligt, at vi vil nå et stykke af vejen ved at inkorporere et begreb i psykologien, som indtil videre hovedsagligt fungerer som betegnelsen for et filosofisk felt og dets korrelative filosofiske disciplin: ’Æstetik’. Psykologien har simpelthen brug for en videnskabeligt håndterbar konceptualisering

20

af æstetik. Implicit heri ligger selvfølgelig for det første den forudsætning, at æstetikken generelt mangler i den nuværende psykologi, og for det andet en antagelse om at de konceptualiseringer af æstetik, som i øjeblikket eksisterer (først og fremmest i filosofien) ikke umiddelbart kan håndteres inden for rammerne af den videnskabelige psykologi. Disse to udgangspunkter for mine overvejelser vil jeg ikke engang forsøge at forsvare for det første fordi det er umuligt at vise, at noget ikke eksisterer, og for det andet fordi det i den forbindelse ville glæde mig at tage fejl.

Oplevelsen af skønhed Alle ved, hvad æstetik er, men det er ikke så let at sætte ord på det. Faktisk er netop det forhold, som vi skal se, på mange måder definerende for emnet. Man behøver således ikke at have deltaget i mange diskussioner om æstetik eller om de såkaldt ’æstetiske fænomener’ for at opleve, hvor bemærkelsesværdigt hurtigt begrebsstrukturer kan tømmes for betydning og kollapse i ren abstraktion eller almindelig forfladigelse. Lad os derfor indledningsvist blive enige om, at det, det egentligt drejer sig om - what all the fuzz is about - i sig selv hverken er specielt abstrakt, fremmedartet eller meningstomt.

Tværtimod er det konkret, velkendt og meningsfyldt – eller ligefrem meningsskabende.

Det drejer sig i første omgang om oplevelsen af skønhed. Naturens skønhed; eksempelvis himlens, havets, dyrenes og planternes – selve planetens skønhed for de få, det har været forundt at betragte den i sin helhed. Det smukke ved andre mennesker; deres kroppe og ansigter, deres bevægelser og tøven. Desuden er der selvfølgelig også skønhed at finde i den del af naturen, som vi er vant til at betragte som noget unaturligt. Det vil sige skønheden ved menneskehedens væld af ’kulturelle’ frembringelser og udgydelser; den beklædning, som menneskekroppene iføres, de redskaber og bygninger vi konstruerer og interagerer med, vores forskellige sprog, og de ting vi kan sige og tænke med dem. Til sidst er der en muligvis egenartet skønhed ved den slags fremstillede eller forarbejdede objekter, der ikke umiddelbart kan siges at være redskaber, og som i æstetiske sammenhænge ofte tildeles en særstatus; de såkaldte kunstværker.

Udover at det altid er rart at blive mindet om skønheden i dens forskellige fremtrædelsesformer, er det meningen, at ovenstående opremsning af smukke objekter skal lede os i retningen af den pointe, at det netop ikke er objekterne, det handler om. Der er ikke dem, der er ’æstetiske’ eller ’u-æstetiske’ eller noget derimellem. Der er åbenlyst tradition for at opfatte visse objekter som værende mere oplagte for æstetisk kontemplation end andre (eks.

en rose vs. en bregne, en svane vs. en ravn, en original Van Gogh vs. en reproduktion over spisebordet), men det betyder for mig at se hverken at objektet i sig selv kan siges at ’være æstetisk’ eller være i besiddelse af en æstetisk egenskab, som andre objekter mangler. Det betyder heller ikke, at det er umuligt - eller overhovedet usædvanligt – at forholde sig æstetisk til traditionelt ’u-æstetiske’ objekter. Her er det altså i stedet en bestemt måde at forholde sig til objekter, en bestemt måde at sanse dem, opleve dem og interagere med dem, der betegnes ’æstetisk’. Æstetik defineres her som et perceptuelt eller muligvis mere præcist et interaktionelt fænomen. Det betyder også, at jeg mener, at den relativt udbredte tendens til at behandle begrebet ’æstetik’ som noget, der specifikt har med kunst at gøre, er uheldig.

Det er for mig at se ubestrideligt, at de fleste – hvis ikke alle – har æstetiske oplevelser i forbindelse med objekter, som er meningsløst at kalde kunst, mens det omvendte – at de fleste skulle have æstetiske oplevelser i forbindelse med kunstobjekter – ikke nødvendigvis er tilfældet. I øvrigt mener jeg heller ikke, at sammenfatningen af de to begreber yder kunsten retfærdighed, idet både produktionen og oplevelsen af kunst er multifacetterede fænomener, der ikke kun drejer sig om æstetik, men ofte i ligeså høj grad om f.eks. politik eller filosofi.

Kants kategorier Efter denne indledende afgrænsning vil jeg diskutere nogle hovedpointer i Immanuel Kants Kritik af Dømmekraften i forhold til nogle teoretiske indsigter fra (de mere interessante dele af ) samtidens psykologi. Jeg forsøger ikke at antyde, at den filosofiske æstetik ikke har udviklet sig siden Kants arbejde, men måske nok at disse videreudviklinger for hovedpartens vedkommende kan ses i forlængelse af den kantianske æstetik eller alternativt som værende konstitueret i mere eller mindre direkte opposition til den – og at Kants tredje kritik derfor er et velvalgt udgangspunkt for diskussionen.

For Kant kan det æstetiske ’velbehag’ (altså lystfølelsen) ved oplevelsen af det skønne kategorialt afgrænses fra det ’barbariske’ velbehag ved det tiltalende og det for-

21

nuftsbaserede velbehag ved det gode, idet begge disse ikke-æstetiske lystfølelser opstår i forbindelse med subjektets interesse i selve objektet (dets ’der-væren’), mens ’interessen’ - i det omfang man overhovedet kan tale om en sådan - ved det skønne i stedet er rettet mod subjektets egen forestilling om objektet. Glæden ved det tiltalende deler vi med dyrene, idet den er udtryk for den subjektive ’pirring og sindsbevægelse’ (f.eks. sult eller seksuelt begær), som objektet giver anledning til, mens tilfredsstillelsen ved det gode kun kan vækkes i og for ’fornuftsvæsener’ i henhold til et begreb om objektets generelle fuldkommenhed - dets ’funktionelle’ formålstjenelighed.

Vi ser altså for det første, at Kants æstetik er i udmærket overensstemmelse med mine indledende betragtninger, idet den netop ikke i første omgang vedrører verdens objekter, men i stedet subjektets mentale oplevelse af dem. For det andet ser vi, at den identificerede vanskelighed ved at sætte ord på æstetikken er alt andet end tilfældig, idet det netop (i hvert fald hos Kant) er definerende for den æstetiske oplevelse, at den ikke kan retfærdiggøres konceptuelt. For det tredje mener jeg, at det er tydeligt, at Kants diskrete, nærmest trinvise, opdeling af de forskellige lystformer er baseret på de fundamentale dualistiske og fakultetspsykologiske antagelser, som kendetegnede oplysningstidens filosofi.

Descartes opdelte som bekendt verden (og subjektet) i to ontologiske domæner, res extensa (materien) og res cogitans (det tænkende), som kun interagerede i én lokalitet, nemlig i ’fællessansen’, eller sensorium commune.

22

Kant viderefører denne opdeling af subjektet i henholdsvis det ’sanselige’ (det materielt-kropslige) og det ’over-sanselige’ (åndelige), hvilket netop nødvendiggør den skarpe, kategoriale afgrænsning af lystformerne. Æstetikkens lidt paradoksale rolle i Kants filosofi bliver i høj grad at forbinde disse to domæner (’gebeter’) - at bidrage til at ’slå bro’ mellem dem.

En naturalistisk æstetik Her ville jeg egentligt gerne kunne skrive, at hverken en grundlæggende dualistisk verdensopfattelse eller en fakultetspsykologisk opdeling af subjektet harmonerer med samtidens videnskabelige psykologi. Desværre må man dog indrømme, at store dele af også den nuværende psykologi (især de dele, som traditionelt opfattes som ’mest videnskabelige’) implicit baserer sig på de selvsamme, forfejlede dikotomier, som Kant forsøgte at systematisere. I stedet bliver jeg nok nødt til formulere det sådan, at det 21. århundredes psykologi under alle omstændigheder ikke på samme, relativt ukritiske måde bør videreføre en udtjent filosofisk arv som det konceptuelle fundament for teori og forskning. Én af de teoretikere, der er mest overbevisende i sit arbejde på at fundere en ikke-dualistisk psykologi, er den amerikanske filosof Mark Johnson, som hovedsagligt er kendt for sammen med lingvisten George Lakoff at have udviklet den kognitive semantik. I sin nyeste monografi The Meaning of the Body – Aesthetics of Human Understanding (2007) formulerer Johnson en ’æstetisk’ teori om menneskelig betydningsdannelse (meaning-making), der i mine øjne viser, hvordan man kan og

Illustration af Linda Fønss bør udviske de kategoriale grænser mellem de kantianske psykiske instanser og deres korrelative lystformer, og i stedet se dem som emergente niveauer, der således er indbyrdes kontinuitivt forbundne. I bogen udfordrer Johnson det traditionelle analytisk-filosofiske syn på betydning, som han kalder ’objektivistisk’, idet sådanne tilgange udelukkende eller hovedsagligt beskæftiger sig med konceptuel eller propositionel betydning uden at redegøre for, hvordan denne betydning opstår og udvikles af og for organismer som os. Han underkender således ikke eksistensen af konceptuel betydning, men ser den som værende udviklet (’consciously appropriated’) fra (og dermed kontinuitiv med) en mere primær, sensomotorisk ’proto-betydning’, som han kalder ’æstetisk’.

I sidste ende stammer al betydning (selv den mest abstrakte og formaliserede) altså iflg. Johnson fra situationelle oplevelseskvaliteter (’felt qualities’). Johnson bemærker dog, ligesom vi senere skal se, Kant gøre, det problem ved at føre den æstetiske betydningsdannelse helt tilbage til situationelle oplevelseskvaliteter, at disse nærmest per definition er partikulære og umeddelelige.

De kan ikke reduceres til abstrakte konceptualiseringer, idet de jo netop udgør fundamentet for de konceptuelle systemer.

Betydning og dens modaliteter Problemet med at konceptualisere og kommunikere de æstetiske oplevelseskvaliteter kan beskrives og muligvis forklares ved hjælp af det såkaldte ’irreduktibilitetsprincip’, der er udviklet af den danske psykolog og videnskabsteoretiker Simo Køppe (2006, 2008). Køppe ser grundlæggende psyken som noget, der producerer

betydning. I forlængelse heraf betragter han de forskellige kropslige sanser som sideordnede ’ernæringskanaler’ for betydningsproduktionen, hvilket han kalder ’betydningsmodaliteter’. Det, vi normalt tænker på som sanser, er altså for Køppe forskellige måder, som vi skaber betydning på. Det samme er eksempelvis affekter og sprog, selvom disse ’meta-modaliteter’ ikke på samme måde som sanserne har fysiologiske receptorer.

At de forskellige betydningsmodaliteter er ’indbyrdes irreduktible’ betyder, at deres kvalitative og æstetiske betydningsindhold ikke fuldstændigt og restløst kan ’omsættes’ til andre modaliteter. Det, vi eks. oplever visuelt, kan ikke restløst gengives auditivt eller olfaktorisk (red. lugtesanseligt) – og heller ikke sprogligt. Ideen om de irreduktible betydningsmodaliteter implicerer hos Køppe den relativt radikale udviklingspsykologiske påstand, at det nyfødte menneske ikke fra starten har en integreret bevidsthed på tværs af sansemodaliteter, men i stedet flere separate ’rudimentære’ bevidstheder knyttet til de forskellige ernæringskanaler.

Der er altså auditiv sansning, visuel sansning og olfaktorisk sansning – men ingen samlet bevidst oplevelse, hvor det hele knyttes sammen. Først i løbet af den tidlige udvikling og socialisation integreres de forskellige ’bevidstheder’ til et samlet ’sensorium’ – der dog jf. irreduktibilitetsprincippet aldrig kan integrere de forskellige modaliteters betydningsindhold fuldstændigt og restløst. Det betyder selvfølgelig også, at ethvert forsøg på at almengøre denne betydning på tværs af individer altid vil være mindst ligeså u-perfekt.

23

Oplevelsens formtræk Spørgsmålet om den potentielle almengørelse af den æstetiske betydning bringer os tilbage til Kant, idet det er en vigtig pointe i den kantianske æstetik, at den æstetiske smagsdom (x er smuk) gælder alment, selvom den ikke kan retfærdiggøres konceptuelt – hvorfor den også tager prædikativ form. Almengyldigheden kan ifølge Kant kun begrundes under forudsætning af et fælles, subjektivt princip, en overensstemmelse imellem forskellige subjekters oplevelse af verden, som han betegner: ’en fælles sans, der er væsensforskellig fra den fælles forstand, som folk undertiden omtaler som fælles sans (sensus communis)’. Han indrømmer, at han ikke kan bevise eksistensen af en sådan ’æstetisk fællessans’, men han postulerer den, hvilket han mener, at ethvert ikke-skepticistisk tankesystem vil være nødsaget til at gøre. I forhold til både Køppes og Johnsons pointer om umuligheden af at generalisere sansekvaliteterne, er det dog interessant at bemærke, at denne æstetiske almenhed heller ikke hos Kant gælder alle perceptuelle aspekter, idet det eventuelt tiltalende ved eks. en enkelt ’farve’ eller en ’tone’ ikke kan formodes at vurderes ens af alle, og derfor ikke kan siges at være æstetisk. I stedet vedrører æstetikken kun det, som Kant kalder fænomenernes form og ikke deres kvalitet. F.eks. siger han, at hvis vi hypotetisk kan gå ud fra, at farver er ’regelmæssige slag i æteren’, og hvis vi kan gå ud fra at sindet registrerer denne regelmæssighed og dermed ’den form, der forbinder de forskellige forestillinger’, så er der alligevel tale om en ’formel bestemmelse af det mangfoldiges enhed i disse fornemmelser’ og i så fald gør farven sig også fortjent til at blive betragtet som æstetisk smuk. Man kunne fortolke

24

det sådan, at det altså er muligheden for at abstrahere den partikulære perceptions struktur, der gør den potentielt smuk. Omvendt er det kvaliteternes fundamentale partikularitet, der bevirker, at Kant ikke regner dem for æstetiske.

Kants beskrivelser af oplevelsens formtræk minder meget om den amerikanske psykiater, psykoanalytiker og spædbørnsforsker Daniel Sterns (2010) begreb om vitalitetsformer, der netop beskriver fænomenologiske hændelsers amodale (eller ’tværmodale’) form (eller ’kontur’) i forhold til intensitet og intention. Eksempelvis har en lyd og en bevægelse det tilfælles, at de begynder på et bestemt tidspunkt, og varierer i intensitet indtil de ophører. At vitalitetsformerne er amodale betyder, at de frit kan transformeres - ikke bare intrapsyisk (altså mellem individets sansemodaliteter) men også interpsykisk - imellem individer.

Intra- og intersubjektivitet Den opmærksomme læser har muligvis bemærket et vist begrebssammenfald imellem Descartes og Køppes betegnelse for den intrasubjektive integration af sansemodaliteterne (sensorium commune) og Kants betegnelse for det intersubjektive fundament for både erkendelsesmæssig og æstetisk almengørelse (sensus communis).

Sammenfaldet kan forklares, idet det er ligefremt at antage, at de amodale formtræk, som kan overskride (eller ’oversætte betydningsindhold imellem’) de intrapsykiske sansemodaliteter, ligeledes kan overskride den interpsykiske barriere imellem forskellige individers subjektive oplevelser af verden. Oplevelsens kvaliteter er således

Illustration af Linda Fønss

principielt hverken mere eller mindre ’individspecifikke’, end de er modalitetsspecifikke.

Stern viser netop, at disse to overskridelser er nært forbundne og konstitueres sammen, idet han beskriver vitalitetsformernes tværmodalitet som forudsætning for det udviklingspsykologiske begreb om intersubjektiv affektiv afstemning. Hvis en moder eks. skal signalere reel indlevelse og forståelse af barnets følelse af fryd og begejstring (altså ’hvordan’ denne mentale ’hændelse’ føles), er det ifølge Stern ikke nok, at hun imiterer dets fysiske udtryk for begejstringen, idet dette blot viser, at hun har registreret de fysiske korrelater for den psykiske oplevelse. I stedet kan moderen ’oversætte’ de dynamiske formtræk ved barnets reaktion til en anden modalitet. Eks. vil hun besvare barnets motoriske handling (’åbning af ansigtsudtrykket’) med en vokalisation (’jaaAAAaa’), der matcher vitalitetsformen i en anden modalitet - hvilket altså omtrent vil sige, at den har den samme rytmiske struktur. Dette fungerer ifølge Stern for barnet som tegn på moderens overensstemmelse med barnets følelsestilstand og etablerer således en ’højere grad af intersubjektivitet’ end den, som vil kunne skabes ved nøjagtig imitation. Man kunne formulere det således at moderens ’matching’ af vitalitetsformen er med til at konstituere fællessanselig overensstemmelse – både intersubjektivt (imellem moderen og barnet) og intrasubjektivt (på tværs af de forskellige betydningsmodaliteter i barnet selv).

Det fører mig til en muligvis lidt uortodoks fortolkning af Kants klassiske diktum om, at nydelsen ved det skønne er glæden ved de mentale fakulteters ’frie spil’.

Inden for min begrebsramme kunne man formulere det således, at den æstetiske proces netop er et udtryk for

det friere og friere (men aldrig fuldkommen frie) ’spil’, som er transformationen og integrationen af betydningsindhold på tværs af betydningsmodaliteter – en transformation som er essentiel for at binde dem sammen til fællessanselig overensstemmelse. Det gælder både for det enkelte subjekt og på tværs af hele menneskeheden.

På den måde er æstetikken både subjektkonstituerende, men også den proces hvorved intersubjektiviteten konstitueres og udbygges mod højere grader af overensstemmelse. Æstetik er altså her simpelthen den proces hvorved og hvormed sanserne (i en meget bred forstand) forenes, og fællessansen konstitueres og udbygges Hvis psykologien skal kunne forstå og beskrive den integritet og sammenhæng, der kendetegner såvel subjektet som intersubjektiviteten, kan det derfor for mig at se kun lade sig gøre ved at studere det æstetiske spil, som det fremtræder i menneskelig perception, interaktion og kommunikation.

Bibliografi -

- - - -

Johnson, M. (2007) The Meaning of the Body: Aesthetics of Human Understanding, Chicago, The University of Chicago Press Kant, I. (2005/1793) Kritik af dømmekraften, Frederiksberg, DET lille FORLAG Køppe, S. (2006) Psykens opståen, Nordisk psykologi 2006 Køppe, S. (2008) Emergence of the Psyche, Nordic Psychology 60, (2) Stern, D. (2010), Vitalitetsformer: Dynamiske oplevelser i psykologi, kunst, psykoterapi og udvikling, Køben havn, Hans Reitzels Forlag

25

Systematisk Nonnormativ Akut Vidensskabsteoretisk Service Af Oskar McWilliam og Thomas Ilsøe

S.N.A.V.S er en velrenommeret, statscertificeret, selvbestaltet, konsulterende coaching-virksomhed bestående af epistemologiske konsulenter, der beskæftiger sig med de problemer, ganske almindelige studerende og akademikere kommer ud for i dagligdagen. Vi udbyder pakkeløsninger og individuelt specificerede coachingforløb til individer i akut videnskabsteoretiske krisesituationer.

Tilbudspakker 1. Deconstruction of materialised subject-object problems in the postmodern orchestrated society (problemer i parforholdet).

2. Machiavellian analysis of core essential conflicting expertise in modern science; The Prince has never been naked (lederkursus for iværksættere: stå op, bliv hørt og undgå grønne afgifter!).

3. Marxist history contextualised by dialectic structural analysis of material semiotic alterations (går du og mangler dagpenge?).

4. Dadaistic compositions and Hegelian juxtapositions; Overcoming virtual didactic difficulties (hjælp til DIN skoleopgave).

5. Phenomenological Risk Assessment Management – The Dasein in your backyard; How to avoid being at all (hermeneutiske cirkelslutninger til enhver lejlighed).

26

6. Cartesian division of cogito and physicality; Implantation on the senses of beingness (virkelighedstjek).

7. Gestalt psychological statistical mathematics seminar; How 1 + 1 = π (få din SU til at slå til).

8. Deleuzian becomings - difference and repetition; Be different, that’s the way to be! (videnskabsteoretisk mode- og designinnovation).

9. Negative topographies of causal explanations of time and space divides; Against positivistic predictability and the search for the quintessential (kom godt i gang med at genere og nedgøre naturvidenskaberne).

MÅNEDENS SÆRTILBUD: 10. Neoscientific nexus-based generalisations of reasons within matter and deletions beyond (modargumenter til pladderhumanister).

”Hey you wanna see a movie?”

”No we’re Japanese, let’s go watch a schoolgirl bang an octopus”

Hentai

- Når blyanten er større end pikken Af Jakob Bæk Kristensen

Hvis du er træt af mainstreamporno og de begrænsninger, som selv pornostjerners kroppe har, skulle du overveje japansk hentai. Tegnet porno har mange fordele ikke mindst en tradition for massevis af nysgerrige tentakler. Jakob Bæk Kristensen analyserer forskellen på mainstreamporno og hentai gennem Foucault og Deleuze.

- Red.

Dialogen ovenfor er taget fra en cut-away sketch fra den amerikanske serie Family Guy. Scenen viser to unge, mandlige japanere, der high-fiver, hvorefter en blæksprutte kommer hoppende og på spøgefuld vis jagter en pige i skoleuniform henover skærmen. Selve sketchen er en symptomatisk indramning af det japanske fænomen hentai.1 På dansk er det bedst refereret til som tegnefilmsporno og har de senest par år gjort sig mere bemærket i den vestlige verden, dog uden at have opnået mainstream-status.

Selvom scenen er satirisk og på mange måder repræsenterer en total simplificering af anime-tegnefilm og japansk kultur, så formår den i al sin enkelthed samtidig at opsummere nogle af de mest grundlæggende træk

ved hentaigenren i forhold til indhold, stil og historie.

Siden filmmediets fremkomst har dets potentiale til at fremstille den menneskelige krop været et særligt interessepunkt, og pornografien blev allerede en genre i 1900’erne.

Men hvordan forholder vi os til kroppen og dens seksualitet, når den fremstilles med tegnefilm og ikke beror på den fotografisk realistiske gengivelse? De fleste mennesker kan relatere til spændingen ved at se et andet menneskes nøgne krop blotlagt i en intim, seksuel situation, mens man i al hemmelighed kigger på. Flere teoretikere der har skrevet om pornofilm, bl.a. Slavoj Zizek og Linda Williams, refererer til filmmediet som intrinsisk voyeuristisk, hvilket vil sige, at filmmediet naturligt

27

sætter tilskueren i en voyeurrolle. Gælder denne spænding ved voyeurisme også for tegnede film, eller skal det ses i et andet lys, når porno skabes med blyant i stedet for med mennesker?

Siden midten af 1990’erne er produktionen af hentaiserier vokset markant. Hentai adskiller sig ikke blot formelt fra mainstreamporno ved at være tegnet i stedet for opført af skuespillere, men det er en genre, der er anderledes i både udtryk og indhold.

Hvilke historiske faktorer der kan ligge til grund for, at hentai dyrker dæmoner og fangarme i stedet for traditionelle samlejer, vil jeg forklare ved at kigge på Michel Focaults analyser af seksuelle diskurser. Hentaigenrens æstetiske stil samt dens måde at skabe bevægelse på, er markant anderledes end i mainstream porno, hvorfor jeg vil udpege denne forskel i en teknisk stilanalyse. Gennem en deleuziansk forståelsesramme, vil jeg desuden vise, hvordan animation og live action hver især bruger pornografi til at afsøge forskellige filmoplevelser.

Fangarme og dæmoner i stedet for pik og patter Det er ingen hemmelighed at den traditionelle pornofilm er en af de mest forudsigelige og fladtrådte genrer, der eksisterer i dag. Selvom forskellen mellem hentai og live action porno er stor, er begge skyldige i en vis genreredundans, da hentai er mindst lige så forudsigelig i dens inddragelse af specifikke elementer. Den anerkendte pornoforsker Linda Williams (f. 1946) har med sine studier af mainstream hardcore pornografi (ref. Hard Core (1989)) bl.a. forsøgt at kortlægge genren og dens mest tilbagevendende elementer. Williams kriterier for en succesfuld pornofilm inkluderer oralsex på mand, oralsex på kvinde, vaginalt samleje i mere end en stilling samt et money shot (mandlig ejakulation).

Selvom hentaiserier er betydeligt mere fantasifulde, indeholder de ofte en række tilbagevendende elementer, som indgår i størstedelen af populære hentaiserier; man kan fremhæve: fangearme, dæmoner, skolepiger, tvekønnede væsener samt hyperbolske teknologier. Det er ikke ualmindeligt, at man i sit første møde med hentaiporno stiller spørgsmålstegn ved, hvordan genren skulle kunne levere den samme form for kropslig ophidselse, man ofte forbinder med mainstream porno. En

28

ung ninjaskolepige der kopulerer en mangefangarmet monstrøs, dæmonisk skabning i en mytisk paralleldimension2 er så langt væk fra ens egen seksuelle erfaring, at genren bliver slået hen som noget, der er forbeholdt mennesker med en særlig fetichs. Denne målgruppeklassificering er ikke helt forkert, men ej heller den fulde historie.

Michel Focault (f. 1926) introducerer i sit værk The History of Sexuality, Vol. I: The Will to Knowlegde (1976) to begreber: scientia sexualis og ars erotica. Ifølge Focault er scientia sexualis den diskurs, der har domineret den moderne vestlige måde at organisere viden om sex på inden for medicin, psykologi, jura samt pornografi. Scientia sexualis er drevet af en søgen mod sandhed, en viljen til viden, som konstruerer moderne seksualitet ud fra erfaringer, der er målbare eller bygger på tilståelser.

Ved at gå ud fra scientia sexualis som den dominerende diskurs inden for dannelsen af pornografien som genre, kan man udlede, at mainstream pornografi behandler den seksuelle nydelse med et mål om at forstå og bringe den frem i lyset.

Ars erotica er derimod en diskurs, der bygger på videreførelsen af viden om sex gennem æstetiske udtryk samt filosofiske eller religiøse tankesæt. Ifølge Focault har diskursen især været fremherskende i oldtiden, samt i mange ikke-vestlige samfund (særligt Japan, Kina og Indien). Ars erotica traditionen er ikke drevet af et ønske om at afmystificere den seksuelle nydelse, men snarere at lade den komme til orde på en mere subjektiv maner gennem fx kunst. I Japan findes der bl.a. en gammel kunsttradition, Shunga, hvor man maler og tegner seksuelt eksplicitte situationer, der nogle gange indeholder fantastiske elementer som for eksempel samleje med en blæksprutte.3 Ars erotica tradtionen behandler sex som noget, der skal inspirere og udfordre fantasien, modsat scientia sexualis hvor porno forbindes mere direkte med at søge sandheden om den entydige seksualitet. Ifølge Linda Williams er en af drivkræfterne bag mainstream pornografien et ønske om at afsløre mystikken bag kvindekroppens seksuelle nydelse. Det er ikke fordi mandens nydelse ikke er vigtig, men man behøver ikke kredse om den, fordi the money shot altid beviser den mandlige seksuelle nydelse. Ifølge Williams er en af de

er er dæmoner eller bliver besat af dæmoner, hvis kendetegn er, at de eksploderer i et virvar af fangearme, når de bliver seksuelt ophidsede. Ligeledes i serien Twin Dolls (1995) ser man et eksempel på en kvinde, der bliver besat af en dæmon, hvorefter hendes hår som en anden Medusa forvandles til en ustyrlig mængde penisformede fangearme. Resten af filmen agerer hun mere som mand end som kvinde. Der bliver dog ikke lagt vægt på den nyopdagede kønsidentitet, men snarere på hvordan karakteren inkarnerer penetrationens kraft adskilt fra dens strenge kønslige forståelsesramme.

mest centrale elementer i pornofilmen en søgen efter at se kvindekroppen blive underkastet ufrivillige, ukontrollerbare spasmer som følge af samleje.

Blotlæggelsen af den seksuelle nydelse ligger i naturlig forlængelse af filmkameraets evne til at vise os verden, som den er; hvilket ofte er blevet fremhævet som det mest essentielle ved filmmediets ontologi.

Når man taler om filmmediets ontologi forbindes det tit med den uomtvistelige og næsten umedierede realisme, der ligger i den fotografiske gengivelse af virkeligheden.

Derfor kan man også sige at den sandhedssøgende scientia sexualis er tæt forbundet med fremstillingen af sex på film. Filmmediets evne til at vise os verden i dens ligefremhed som ontologisk forankret i selve apparaturet er der blevet sået meget tvivl om, men findes stadig som et element i tilskuerens subjektive filmoplevelse.

Vi har en tendens til at tro på filmen som den rene og skære virkelighedsgengivelse.

I den forstand kan man også se en fundamental forskel i oplevelsen ved hentai frem for traditionel mainstream porno. I hentai har man ikke med virkelige kroppe at gøre, og billedet besidder ikke den samme fotografiske præcision. Man kredser ikke på samme måde om de såkaldte kropslige spasmer hos kvinden, da alle sådanne spasmer ikke ville besidde den samme immanens som i live action. Alligevel er hentai og live action porno meget enige i deres fokus på kvinden og penetration af kvinden. Hvis manden anonymiseres i live action pornofilm, er det ingenting i forhold til hentai porno, hvor manden snarere mister sin kønsidentitet. Et særligt træk ved meget hentai porno er brugen af tvekønnede og ukønnede kroppe. Kvindens partner bliver en materialisering af penetrationens kraft, der ikke er forbundet med en kønnet krop. Dette udmønter sig i mange forskellige kombinationer af skabninger for eksempel kvinder med penis, dæmoner og monstre, robotter. Ofte bliver den mandlige krop mere eller mindre reduceret til en ukendelig, kødfuld pulserende masse med evnen til at udskyde et væld af fangarme, der kan vride og dreje de kvindelige karakterers kroppe i grænseoverskridende stillinger, mens de får udforsket hver eneste kropsåbning. En af de klassiske serier inden for hentai, Legend of the overfiend (1989), indeholder næsten ikke et eneste billede af en penis, da hoveddelen af mandlige karakter-

I hentai udvider man begrebet om den seksuelle nydelse ved at anskueliggøre den gennem fantasifulde billeder og fortællinger, hvor kroppen ikke er underlagt virkelighedens restriktioner, men kan flytte sig og forvandle sig på en hvilken som helst måde, kunstneren skulle ønske det.

Flydende bevægelser og flade kroppe I ’Family Guy’-sketchen er blæksprutten og skolepigen begge animeret på en meget stiv og livløs måde, som om de snarere bliver trukket henover skærmen i stedet for selv at bevæge sig. Satiren er selvfølgelig overdrevet i sit udtryk, men det er et udtryk for en meget markant stil inden for al japansk animation.

Inden for animation skelner man typisk mellem full animation og limited animation. Full animation forbindes ofte med Disney, der altid har mellem 18 og 24 tegninger per sekund, hvor limited animation oftest har 8 – 12 tegninger og forbindes med billigere producerede animationsfilm for eksempel de gamle Flintstones (1960). I Japan har man siden Anno Hideaki (f. 1960), også produceret hyper-limited animation, der har helt ned til 6 tegninger pr sekund. Det siger sig selv, at færre tegninger betyder lavere produktionsomkostninger og stort set alle hentai produktioner er derfor hyper-limited animation.

Man må næsten gå ud fra, at Gilles Deleuze ikke havde set japansk animation af nogen art, da han skrev, at animationsfilm tilkendte sig en kartesiansk geometri.4 For den kartesianske geometri og perspektivisme er præcis, hvad man kan forbinde med Disneys animationsfilm, hvor der gøres meget ud af at skabe dybde i billedet på en måde, der bibeholder størrelsesforhold og naturlige relationer, når kameraet bevæger sig rundt i billedet.5 Samtidig bliver alle karakterer underlagt rotoskopering,6 hvilket skaber mere motorisk korrekte bevægelser, der fremhæver kroppens plasticitet og tilføjer mere live-action realisme til de animerede figurer. I animeog hentaiproduktioner bruger man ingen af overnævnte teknikker, hvilket i hovedtræk skaber et fladt billede, hvor karakterne synes at svæve mere end de skaber fremdrift gennem koordineret kropslig bevægelse. Thomas Lamarre kalder dette for the superflat image, hvor animatorerne skaber dynamik i billedet ved trække de enkelte figurer og baggrunde forbi linsen frem for at animere figurernes bevægelser. Dette kombineres med genbrug af bestemte bevægelser, der ofte indebærer at kun dele af billedet er i bevægelse og nogle gange endda kun dele af figurens krop.

29

Illustration af Linda Fønss

30

Ved at søge mere imod den kartesianske perspektivisme understreger Disney og meget andet full animation en tendens til at udnytte filmmediet, der lægger vægt på den fotografiske gengivelse af virkeligheden, hvad man også kan forbinde med mainstream porno og scientia sexualis. Hentai placerer sig altså stilmæssigt længere væk fra scientia sexualis og tættere på en ars erotica, hvor baggrund og forgrund flyder mere sammen. Ligesom at mainstream porno udnytter den kartesianske perspektivisme, kan hentai også siges at udnytte den flade billedstil. For eksempel giver brugen af tentakler mulighed for at holde kroppen svævende i luften, hvilket fungerer betydeligt bedre i hyper-limited animation, fordi man ikke på samme måde bliver nødt til at animere kroppens bevægelser, når kroppen blot svæver og i princippet er mere statisk. På den måde kan man udsætte kroppen for en masse perverterede bombardementer, alt imens den nærmest holdes i ”suspended animation”.

Man kan (i et deleuziansk filmperspektiv) sige, at den kartesianske perspektivisme, der er kendetegnet ved Disney, giver bevægelse forrang over figur; figuren eksisterer altså kun i den immanente strøm af enkeltbevægelser og besidder ikke substans til at eksistere uden for denne strøm. Immanensen er det selvsamme, der skaber troværdighed og et indtryk af realisme, og som siden tidernes morgen har været med til at fascinere og gøre filmmediet unikt. På den måde kan man sige, at japansk animation og hentai, ved at løsrive sig fra kartesiansk perspektivisme, skaber en film, hvor figuren har forrang over bevægelsen, og derfor giver plads til narrativer, der er betydeligt mere komplekse og fantasifulde.

Blyanten som potensforlænger ”I’m Amano Jyaku, the half-breed of the beast realm” (Legend of the Overfiend) er sjældent en sætning man ville høre i mainstream porno, der ofte reducerer deres karakterer til simplificerede roller som pizzabud og sygeplejerske.

I forlængelse af disse tanker, relaterer hentai sig også på det æstetiske plan mere til en ars erotica tradition, hvor man i det hele taget søger væk fra det ”realistiske” og åbner for et univers, hvor fantasien har frit spil.

En helt præcis deleuziansk måde at fremhæve dette på ville være at sige, at intervallet mellem billederne i en scientia sexualis modus beror på den immanens, der skabes herved. Immanensen i at se kvindekroppens førnævnte ufrivillige spasmer, kan kun skabes med filmkameraet og den fotografiske troværdighed, der medfølger. I en ars erotica modus må samme immanens i stedet overføres fra intervallet mellem billederne over på selve billedet. Derfor udnytter hentai filmmediet på en særegen måde, hvor lagene i billedet flyttes og trækkes over skærmen i et fladt, dehierarkiseret univers, der i højere grad byder tilskueren at læse sin egen fantasi ind i selve billederne.

Ud fra denne distinktion vil jeg foreslå en oplevelsesmæssig forskel mellem mainstream porno og hentai: Mainstream porno gør brug af filmmediets evne til at dele virkeligheden op i 24 virkelighedstro fotografier per sekund, hvilket skaber immanens, hvor bevægelsen har forrang og derigennem byder tilskueren at sætte sig i kameraets sted, hvilket spiller på tilskuerens rolle som voyeur. Hentai overfører immanensen til selve billedet, hvilket giver figuren og skabelsen af billedet forrang over bevægelsen og derigennem sætter tilskueren i animatorens sted. Når fangearmene fastholder og suspenderer den kvindelige krop, får animatoren frit spil til at udsætte hende for alverdens fantasifulde perversioner, alt imens eksplosioner og transfigurationer af mennesker og dæmoniske skabninger folder sig ud i fuldt flor i det omkringliggende sceneri. Det er disse eventyrlige, ubegrænsede muligheder, der også appellerer til tilskuerens egne fantasier om seksuelle fortællinger på en måde, der er adskilt fra scientia sexualis diskursen fokus på den fysisk baserede seksuelle nydelse.

Denne artikel har tidligere været bragt i tidsskriftet KULTURO #37: I PERIFERIEN

NOTER 1 Selve ordet på japansk betyder ”pervers” eller ”bøjet mærkeligt”.

2 La Blue Girl (1992) 3 The Dream of the Fisherman’s Wife (maleri, Japan, 1814) 4 Den kartesianske perspektivisme og geometri kan mest enkelt betegnes som en visuel repræsentationsmodus,

der søger at bevare korrekte proportioner i billedet og på alle måde give et verdensbillede, der appellerer til det

rationelle subjekt. Deleuze nævner den kartesianske geometri i forbindelse med animation i sin bog ”Cinema I” (1989) 5 Dette har Disney bl.a. opnået gennem deres originale opfindelse: The Multiplane Camera 6 Rotoskopering er en animationsteknik, hvor man først filmer et menneske, der udfører den bevægelse, man

ønsker at bruge i sin film, hvorefter animatoren tegner figuren ”ovenpå” denne bevægelse så at sige.

31

Mill og frihed Af Adam Vorting

Har nutidige fortalere for liberalisme misforstået begreberne om handlingsfrihed og frihedsindskrænkning? Med udgangspunkt i en analyse af forholdet mellem Mills liberalisme og hans utilitarisme søger denne artikel at gøre op med liberalistiske parodier og vise, at frihed hos Mill er foreneligt med velfærdstænkning. Læs med og se, hvordan Adam Vorting, nyudklækket cand.mag. i filosofi, i en personlig samtale med læseren finder de millianske frihedsargumenter frem fra gemmerne.

- Red.

Mill den Misforståede Den klassiske liberalisme, laissez-faire økonomi og minimalstat. De fleste kender positionen, men for sjældent er argumenterne bag ordentligt ekspliciteret. Her vil jeg forsøge at give en kort oversigt over John Stuart Mills argumenter i henholdsvis On Liberty og Utilitarianism for, hvorfor Friheden (!) bør være rettesnor for samfundet.

Mange moderne liberale henviser til en særdeles sløj og, ifølge undertegnede, fejltolket Millianisme; hvis de da overhovedet tager sig sammen til at argumentere. Det argument, der oftest bruges, er en eller anden version af: ”Frihed [uspecificeret; dvs. begrebsmæssigt ubrugeligt] er et almenmenneskeligt ønske - derfor Frihed!” Mills argument er heldigvis noget bedre, som vi skal se nedenfor.

I denne forbindelse er der tre forskellige spørgsmål, der bør stilles: 1) Hvordan forholder Mills utilitarisme sig til hans liberalisme? 2) Er friheden et middel til et mål for Mill? samt 3) Hvis vi kan påpege at en så fri stat som muligt, ikke er den stat, som gør flest muligt mennesker lykkelige, må vi da revidere eller afvise Mills frihedsargumenter? Igennem artiklen vil noget, der forhåbentligt

32

ligner elegante kritikker af både umoralsk og ekstremistisk frihedstænkning, måske dukke op, men jeg vil overlade ekspliciteringen af disse kritikker til den opmærksomme, engagerede, pæne og velduftende læser (i stedet for den dovne forfatter).

Trækkerdrenge versus Bach Nå, lad os begynde ved begyndelsen: Mills utilitarisme i forhold til hans liberalisme. Mills utilitarisme er, underholdende nok, ikke den parodi, som mange forsøger at gøre utilitarisme til: Mest mulig nydelse til flest muligt, med længst mulig udsigt. Mill forsøger at undgå Aristoteles’ klassiske kritik af det hedonistiske liv som et liv, der egner sig mere til svin end mennesker (NE, 1098 Cirka). Det gør han igennem en række relativt solide argumenter, som kan findes i starten af Utilitarianism.1 Her forsvarer Mill det, man kalder flerniveaus-utilitarisme. Flerniveaus-utilitarisme står i kontrast til klassisk hedonistisk utilitarisme ved at hævde, at der er forskel på nydelsen fra forskellige kilder, så nydelse som regel inddeles i højere og lavere former for nydelse. Derfor er det bedre at få X nydelse ud af at se et teaterstykke end af at vælte sig i trækkerdrenge (af han-, hun, eller hvad de nu ellers har lyst til at identificere sig som- køn) og kokain.2 Man kan sagtens kritisere denne

position som en meget lidt solid og ganske snobbet udgave af utilitarisme, men den har imidlertid sine fordele - for eksempel vil de færreste mene, at det giver mening at sammenligne den nydelse, man f.eks. får ved lykkeligt-forelsket-elskov, med den nydelse man får ved fordrukne one-night stands (selvom der ikke bør siges onde ord om fordrukne one-night stands - hvad jeg havde kaldt meningsløs druk-sex, indtil jeg kom i tanke om at sex er en auto-telisk3 aktivitet). Det er den kvalitative forskel, der ligger i de forskellige typer af velbehag, som jeg håber, Mill mener med ‘højere’ og ‘lavere’ nydelser. Blandt de højere nydelser er der klassisk set også de nydelser, der findes i for eksempel kunst, kultur, venskab og naturligvis filosofi.

Fair; men det, jeg trods svinkeærinder er nået frem til, er, at Mill abonnerer på en differentieret utilitarisme med en hierarkisk inddeling af nydelserne. Positionen indeholder dog den modifikation, at “den eneste evidens, der kan fremvises, for at noget er ønskværdigt, er, at folk ønsker det”;4 hvilket betyder, at idealiserede ideer, om hvad folk bør ønske, må afvises, hvis det ikke forholder sig sådan, at folk rent faktisk har de præferencer. Mill kan angribes for at være i nærheden af at begå en naturalistisk fejlslutning. Men der siges ikke, at det, der ønskes, er ønskværdigt (A => B), blot at det, der ønskes, er det, der ønskes (A=A, hvilket jeg anser for at være et godt princip at arbejde ud fra i det meste filosofi).

Hvorfor frihed?

Men nok svinkeærinder, nu til Mills liberalisme. Hvordan argumenterer Mill herfor ud fra en differentieret utilitarisme med en hierarkisk inddeling af nydelserne?

Det åbenlyse millianske argument for liberalismen burde være, at der er en universalmenneskelig præference for frihed. Men i dette argument bliver spørgsmålet, om hvorvidt liberalismen er et godt værdisæt at bygge et samfund omkring, degraderet til et epistemisk underbestemt spørgsmål. Et spørgsmål der sandsynligvis ikke engang længere hører hjemme i politisk filosofi, men i de empiriske videnskaber. Argumenterne for Mills liberalisme er mere sofistikerede.

Først og fremmest taler Mill om frihed på flere forskellige måder. Den politiske frihed opdeler han i to distinkte områder: For det første etableringen af politiske friheder, dvs. rettigheder og pligter, hvis overskridelse gav borgerne carte blanche til modstand og for det andet etableringen af magt-begrænsninger, dvs. som regel indførelsen af parlamenter i de europæiske lande. Det er dog ikke disse to primære versioner af politisk frihed, jeg er interesseret i, men derimod den tredje version af begrebet om politisk frihed: handlingsfriheden. Hvor de to første er juridiske og moralske forsikringer imod statsovergreb, indeholder handlingsfrihedsbegrebet også friheden fra sociale stigma samt friheden til at gøre skade på sig selv om ikke på andre. Det vil sige, at de første to friheder er nødvendige, om end ikke tilstrækkelige betingelser for handlingsfrihed.

Om handlingsfriheden skriver Mill, at den udelukkende må begrænses med hensyn til andre menneskers tilsvarende frihed, fordi - og det er dette, der er omdrejningspunktet for denne artikel på trods af den længde du, kære, smukke, dejlige, velduftende læser, har måtte gennemgå for at nå hertil – der er to mulige argumenter for forbindelsen mellem handlingsfriheden og maksimeringen af menneskelige lykke. Disse er: a) Handlingsfriheden er et alment-menneskeligt ønske, og hvis mennesker nægtes den, bliver de kede af det (det argument har vi diskuteret lidt, ovenfor) og det stærke argument, b) “Menneskeheden får mere ud af at lade

33

34

hinanden leve sådan, som den enkelte finder godt, end ved at tvinge hverandre til at leve, som de andre føler er godt.”5 Det, som i min bog, gør b) til det stærkere argument, er, at det baserer sig på normative antagelser og ud fra plausible normative antagelser slutter til plausible normative konklusioner. Det står i modsætning til a), hvor en deskriptiv antagelse om, at handlingsfrihed er en alment-menneskelig interesse, bliver basis for et normativt argument og derved gør hele argumentet kontingent. Det er her, at den implicitte kritik af Mill bliver nødt til at blive ekspliciteret. For imens de fleste af os nok vil medgive ham, at de fleste mennesker til de fleste tider ønsker at få lov til at gøre, hvad de vil, er det bestemt ikke alle mennesker til alle tider, der mener, at det at handle fuldstændigt auto-telisk er ønskværdigt.

Indvendingen her er, at der kan være problemer i at beskrive fuldstændigt frivillige handlinger.

Når vi derudover inkluderer Mills begrænsninger af den retfærdigt udøvede magt fra f.eks. den offentlige menings side og andet socialt pres, bliver det meget tydeligt, at der ikke eksisterer et frit samfund i egentlig milliansk forstand. Her må man især pege på det sociale pres, der eksisterer i samtlige samfund, for at den enkelte i en eller anden forstand retter ind i forhold til normen i det samfund – uanset om den norm er usædvanligt undertrykkende eller blot lettere undertrykkende. Dette behøver selvfølgelig heller ikke at være et problem. Så vidt jeg kan se, opstår problemet først, hvis vi accepterer, at det på visse tidspunkter kan være den størst mulige lykke for flest mulige, at nogle bliver undertrykt, ofret eller på anden behandlet i modstrid med deres egen interesse, fordi dette skulle øge den samlede lykke i verden. Hvordan vil den gode millianer så forholde sig til det?

Begræns dit bål!

Imidlertid lader vi faktisk også os selv og andre begrænse i uskadelig frihedsudøvelse. Tag et eksempel, hvor undertegnede grundet et middelsvært anfald af hobby-pyromani anskaffer sig en mark i Jylland og en 30-40 m3 brænde, et års forbrug af Ekstrabladet, samt en pakke tændstikker; kombinerer disse til et bål, der vil kunne ses et par kilometer væk og undlader at informere Brandvæsnet. Uanset om jeg har fuldstændigt kontrol over det enorme bål, så er der ikke nogen, der har tænkt sig at have tiltro til, at jeg har. Jeg får en bøde, og mit ganske majestætiske bål bliver slukket. Vi er altså ofte af hensyn til den offentlige orden eller af andre hensyn klar til at begrænse det enkelte individs handlemuligheder, selvom disse ikke er til direkte skade for andre mennesker.

Lad os kigge lidt i Mills eget anvendte afsnit6 for eksempler. Først og fremmest hævder han, at f.eks. frihandel bygger på eksterne non-moralske principper. Dette står i kontrast til de normative argumenter for handlingsfriheden, som f.eks. argument b) bygger på. De normative argumenter betragter vi som valide på trods af udviklingen i de videnskabelige resultater. Men konklusionen om eksterne non-moralske principper skyldes udelukkende, at Mill respekterer Smith og resten af sin samtids frihandelsøkonomer. Vi må derfor antage, at den gode millianer er klar til at droppe de forældede antagelser, hvis hun bliver præsenteret for overbevisende argumenter imod dem. Mill giver en række andre eksempler, der kan klargøre hans holdning til frihedsbegrænsning. Det gælder forholdet til arbejdsregulering, sanitet eller forbuddet imod salget af gift; som han ser som fuldstændigt legitime forbud, hvis de er effektive. Det, som her bliver princippet, er, at den enkelte selvfølgelig på uskadelig vis skal have lov til at handle, som hun vil, men at samfundet gerne må forsøge at indskrænke mulighederne for at velmenende individer ved uheld eller at ondsindede individer med overlæg kan gøre skade på andre.

Mill og velfærdsstaten Derved bliver den traditionelle (parodisk) liberale fortaler [frihed-for-frihedens-skyld-må-aldrig-begrænses-heller-ikke-hvis-folk-kommer-til-skade] til præcis, hvad han altid har været: En parodi. Mills argument er sofistikeret og sætter friheden til at handle, tænke og mene over de resterende friheder som f.eks. friheden til at eje, undertrykke eller forsvare nedarvede privilegier.

Ifølge min læsning af Mills frihedsbegreb, betyder det, at Mill sandsynligvis ville have meget få kvaler ved at støtte en eller anden form for skandinavisk velfærdsstat.

Det skyldes, at frihedsbegrænsningen i en skandinavisk velfærdsstat finder sted ud fra præcis samme princip, som gør sig gældende i Mills egne eksempler. Altså må vi konkludere, at vi ikke er nødt til at afvise Mill af den grund, at Danmark er verdens lykkeligste land. Vi er i hvert fald næppe nødt til at afvise principperne i hans tankegang. Derimod må vi indse, at den videnskab, han anvendte for 155 år siden, er forældet, og at man derfor bør overveje det intime forhold, det har til visse af hans ideer grundigt, hvis man ønsker at være en moderne millianer. Her tænker jeg primært på den økonomiske laissez-faire tilgang til samfundsordninger. For at opsummere: Friheden er et middel til at skabe mest muligt nydelse for flest mulige. Dette gælder dog primært friheden til at handle, som den enkelte finder bedst uden socialt pres.7 Og for at besvare det tredje indledende spørgsmål: Argumenterne holder stadig, men der er visse præmisser, som bør afvises og erstattes med moderne, videnskabeligt underbyggede præmisser.

NOTER 1 Mill (1993), s. 6ff.

2 Man kan også tænke på den oplevelsesmæssige forskel på flødeskumskager og Bach – med eller uden Gödel og Escher.

3 Ordet betyder selv-formålssættende, men jeg holder mere af auto-telisk, da det minder folk om, at det rent

faktisk er en adaptation af et Aristoteles-begreb. Til de studerende, der ikke måtte kende mig; spørg en tutor,

hvorfor dette ligger mig på sinde - hvis det rager jer en høstblomst.

4 Ibid. s. 36 5 Ibid., s. 81 6 Ibid. kap. 5: Applications 7 Dette er et aspekt af Mill, som jeg desværre ikke har fået belyst nok i denne tekst, men som jeg klart mener, er

et af hans meget stærke aspekter. Mill har en af de skarpeste penne imod social pres og normernes tyranni.

Bibliografi -

Mill (1993): Utilitarianism, On Liberty, considerations on representative government, Everyman Paperbacks

35

36

NYT FRA FILOSOFISK FAGRÅD At tænke uden at lære er nytteløst. At lære uden at tænke er farligt. - Konfucius Af Anne-Sophie Sørup Nielsen Fagrådet er platformen, hvor vi tænker over, hvordan vi vil studere, hvilke emner vi vil studere og i hvilket socialt miljø vi vil studere. Samtidig er fagrådet den politiske platform, hvor vi også forsøger at realisere disse tanker i tæt dialog med særligt HUM-rådet, studienævnet og administrationen på MEF. Men før vi introducerer det fremadrettede politiske program for efteråret, så lad os svare på, hvad vi har lavet over sommeren og i sidste semester.

Vi har selvfølgelig sejret! ”Men hvordan har I sejret?”, spørger I så. Her er et par eksempler: *

Installering af vindue i caféen

*

Styrket internt fællesskab på faget til f.eks. *Bier und Wahrheit*

* Tværfaglig renovering af café og fagrådslokale *

Læsegrupperne er blevet tænkt ind i under- visningen for at opnå et aktivt studiemiljø

*

Krav om én skriveøvelse før eksamen i Logik 1 ved ændring i studieordningen

*

Tavle over administrationspersonale og arbejdsopgaver for at øge gennemsigtigheden på instituttet (under udvikling)

*

Opnået bedre dialog med administrationen

* Etablering af Filosofisk Fagråds første bestyrelse

Men lad os ikke svælge i fortidens storhed. Et spritnyt semester står for døren, og vi har allerede skudt det i gang med det første fagrådsmøde. Her blev der valgt en dugfrisk og uskyldsren bestyrelse bestående af disse virkelystne mennesker: Studienævnsrepræsentant og anerkendt aktivist Sofia Luna, The Man with the Money - Lasse Thoresen, HUM-rådspigen Morten B. Danielsen, Propaganda-duoen Philip Eickmayer Hansen og Magnus Nickelsen og sekundanterne Laura Goret og Lise Lerche.

Det første Fagrådsmøde er allerede holdt og vores første aktivitetsplan er på plads. Den udstikker både de kort- og langsigtede planer for fagrådsarbejdet, som vi i løbet af de kommende fagrådsmøder prioriterer ud i konkrete delmål og handlingsplaner.

DET ER NU, DET BLIVER SPÆNDENDE! - Så hold fast: 1.

Studieordningsændring: Synopsis-eksamen i Filosofihistorie 1 og 2 Der er blevet udtrykt stor utilfredshed over eksamensformen i Filosofihistorie 1-2 – både blandt studerende og undervisere.

Fagrådet har foreslået, at denne erstattes med synopsis-eksaminer (30 min. forberedelse, 30 min eksamen i én synopsis)

2.

Mere natur på Søndre Campus!

3.

Kandidatstuderende retter opgaver på Bache lor-niveau

Både med henblik på en lærerig udfordring

for KA-studerende og en mere uddybet

respons for BA-studerende.

4.

Mentorordning tilknyttet læsegrupperne på første semester

5.

Faglig hyttetur med forskerforedrag,

værksteder, udendørsaktiviteter, fest og hygge.

6.

Bedre forhold mellem de studerende, undervisere og administrationen ”We’re all in this together”

7.

Kritik af nye retningslinjer vedrørende intro- forløbet

Her er tale om skærpet kontrol af tutorerne,

forkortelse af rusturen, sammenfald

mellem introuge og underviser-kurser m.m.

8.

Forbedring af evalueringer i undervisningen.

Vi ønsker for det første at understrege, at evalueringerne er administrationens primære kilde til kritik af undervisningen.

Derudover mener vi, at selve skemaernes udformning skal revolutioneres

37

Det glæder mig at kunne annoncere allerede nu, at første punkt på aktivitetsplanen allerede er i hus!

Eksamensformen i Filosofihistorie 1+2 er ændret som foreslået ovenfor. Derudover er antallet af spørgsmål i Praktisk Filosofi 1 ændret til 8-12 (fra 12-15) i henhold til nedskæringen fra 15 til 7,5 ECTS-points”.

Vi glæder os som gæve små hamstere til at tage hul på alle de nye udfordringer, og vi vil hjertens gerne have endnu flere engagerede og kritiske folk på holdet.

- Så er DU interesseret i ét eller flere punkter på planen? Eller har du flere gode idéer til næste semester eller længere ind i fremtiden? Så mød op og vær med til at diskutere fremtiden for dit studie.

Fagrådsmøder bliver afholdt hver tredje mandag (næste gang d. 29. september) i fagrådslokalet ved MEF-caféen og alle er velkomne!

Don’t be a loser – Make a difference!

Politisk ukorrekt, men stadig politisk - Filosofisk Fagråds forkvinde, Anne-Sophie Sørup Nielsen

38

Tankens Bagside

Horisontalt

Vertikalt

1.

Hegels initialer.

5.

Græsk filosof der regnes for lægekunstens grundlægger.

2.

Efternavn på dansk filosof der har slået sine folder som model i New York.

6.

Filosof der regnes for den første til at formulere er/bør-problemet.

3.

Efternavn på filosof hvis latinske navn er Cartesius.

8.

Slavoj Žižek kommer fra dette land.

4.

Det græske navn for pligtlære.

10.

Det græske navn for renselse.

11.

Platons længste dialog.

7.

Metaetisk position som Simon Black- burn har kaldt sin teori en kvasi udgave af.

9.

Efternavn på logisk positivist der deler fornavn med et kendt rensdyr.

Af Adam Finnemann