Bavnen 2016, nr 2

Ii *

L

.' - i;

tfejefelglni &MMi@ W 1

Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening Formand: Skjold Christensen Vejlbyvej 2E, Vejlby Tlf. 5195 8717 skjold.christensen@hotmail.com Næstformand: Uwe Clausen Solvænget 7, Strib Tlf. 2135 0992 euclausen@gmail.com

Kasserer: Vagn Møller Rojle Bygade 95 Tlf. 5313 1395 kskhandel@live.dk

Sekretær: Johannes Gregersen Tangmosen 2, Strib Tlf. 2139 3275 johannes.gregersen@stribnet.dk

Ole Legaard Soborg Alle 46, Strib Tlf. 3066 0667 Leegaard@stribnet.dk Medlemskab Ring/mail til et bestyrelsesmedlem.

Kontingent: 45 kr. for enkeltmed­ lemmer uden postforsendelse og 70 kr. for par og enkeltmedlemmer med postforsendelse. Medlemmerne far Bavnen to gange om året og kan deltage i foreningens arrangementer.

Nyttige adresser og links Lokalhistorisk arkiv for StribRøjleskov sogn, ligger på 1. sal over biblioteket i Strib, www.striib.dk Historiens Hus, Algade 8, Middel­ fart. www.middelfart-museum.dk

^aftnen Udgivet af Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening Nr. 2__________________________ 2016

Indhold Kære læser Staurby Skovs historie Husmandsliv på 11 tønder land Barndom i Vejlby Skov

1 2 13 25

Holdet bag Bavnen Redaktion: Poul Christensen Skovlunden 69, Strib 5500 Middelfart tlf. 2124 6820 poulc@stribnet.dk

Layout/op sætning: Poul Christensen Korrektur: Ingrid Piesner, Uwe Clausen og Kaj Henningsen Distribution: Uwe Clausen, Annette Radoor, Børge Jeppesen, Ketty Hansen, Skjold Christensen, Finn Fauk, Vagn Møller og Jørgen Lundsgaard.

Tryk: MV-Tryk a/s ISSN 0906-5008

Næste nummer februar 2017 med deadline den 15. december.

Kære læser

Simon Hansen var cn af de husmænd, som overtog en lod, da Billeshave blev udstykket i 1926. Vi følger ham og hans kone, Anna, på de 11 tondcr land, der gav ham og hans familie et slid­ somt, men også godt liv.

I fremtiden bliver Staurby Skov en kommunal skov. Foreløbig har Middel­ fart Kommune forpagter skoven med forkøbsret. Planen er at åbne skoven til rekreative formål til glæde for borgere, foreninger og andre mulige brugere.

1 løbet af efteråret bliver planerne me­ re konkrete, og det skal ske i et samspil med skovens fremtidige brugere.

Hvad er så skovens fortid og historie?

Den gennemgår Knud Madsen. Bron­ zealderhøje vidner om, at der boede mennesker her i hvert fald for knap 4000 år siden. Her har Staurbybønderne gennem århundreder haft jordlodder, hvor de har hentet tørv og gærdsel, og hvor kreaturer har græsset.

Først for 150 år siden begyndte ejeren, Stamhuset Hindsgavl, at omdanne kratskoven til en egentlig skov, som skulle drives kommercielt. Det prote­ sterede Staurby-bøndernc over, men måtte give sig til sidst. Siden er skoven blevet mindre, da jernbaner og en bro krævede jord, og der blev udstykket arealer til villaer m.m. Og så har der været krybskytter i skoven, og den har været et udflugtsmål.

Det sidste bliver den nok igen.

Ruth Jørgensen er tidligere leder af Teglgården i Middelfart. Derfra kender mange hende. Hun har skrevet sin livs­ historie til sin familien. Bavnen har fået lov til at bringe det første afsnit om hendes barndom i Vejlby Skov.

Dengang var efternavnet Olsen, og hun voksede op på et husmandssted som den næstyngste i en børneflok på 10. Hun fortæller om det helt alminde­ lige liv fra midt i 1930’erne og til midt i 1940’crnc: Skolegang, meget arbejde, familielivet i sorg og glæde, børncdrillericr, storvask, lordagsforbercdelscr, troen, søndagsskolen, livet i nabolaget, fester, sammenhold, højtiderne og for­ ældrenes slidsomme liv.

God læselyst.

Poul

Der har været mange små landbrug i vores område. Husmandsbrug kalder vi dem. I dag er næsten alle nedlagt som landbrug. Men helt op til 1970’ernc gav de livsgrundlaget for mange familier.

Der skulle dygtighed, sparsommelig­ hed og hårdt arbejde til, for at det kun­ ne løbe rundt. En del måtte supplere indtægten med en bibeskæftigelse.

1

Staurby Skovs historie Af Knud Madsen

Staurby Skov ligger på et stærkt kupe­ ret terræn mellem Middelfart og Strib.

I skovens indre er endnu bevaret en­ kelte gravhøje, som vidner om bronze­ alderfolkets tilstedeværelse. Tidligere spejlede træernes kroner sig i Lillebælt; men efter halvandet hundrede års om­ fattende bane- og vejanlæg samt villa­ bebyggelse, er skoven for længst ad­ skilt fra bæltet.

De tidligste efterretninger Den første indirekte efterretning om Staurby Skov finder man i Kong Val­ demars Jordebog fra 1231, hvor lands-

Middelfart Kommune har overtaget Staurby Skov og vil udvikle skoven i en mere publikumsvenlig og rekrea­ tiv retning. Det vil ske i dialog med foreninger, borgere og andre inte­ ressenter. Et udvalg af interessenter skal rådgive byrådet om, hvordan borgerne kan inddrages, og hvordan skoven kan udvikles. Kommunen er i gang med at kortlægge stier, kultur­ historiske værdier, naturværdier m.v.

I denne artikel fortælles om skovens historie. byen Staurby nævnes for første gang.

Byen har formentlig faet sin nuværen­ de placering i det 11. eller 12. århund­ rede; men dens alder og navn er bety­ deligt ældre. For middelalderen blev landsbyerne med jævne mellemrum flyttet, når jorden var udpint. Staurby betyder byen, som ligger ved skoven,

Bronzeal­ dergravhøj i Staurby Skov på arealet, der kald­ tes Småhøje. Der er rester af flere gravhøje i skoven.

(Foto: Poul Chri­ stensen)

hvorfra man får staver, dvs. pæle eller stokke, som bl.a. anvendtes ved opfø­ relsen af lerklinede vægge. Ordet sta­ ver er i dag ved at glide ud af sproget, men er bevaret i f.eks. "bogstaver”.

Formentlig er også vendingen ”at løbe sig en staver i livet” adskillige bekendt Den skov, hvorfra Staurbys bønder hentede deres staver, var Staverskov, som første gang nævnes i de skrifdige

..... 4 \

kilder i 1461, da der udstedes et Vcnds herreds tingsvidne på, at en vej på Bø­ gelund Mark bør være alfarvej og hver­ ken gærdes eller omgraves, ”itcm at aldrig nogen haver bevaret sig i en Skoff Stauffuerskow med Skofleje eller Oldcngield, Kongens Foged paa Hintzegawl ene undtagen”.

Skovens udstrækning har ændret sig i tidens lob. Flere stednavne vidner om Udsnit af matri­ kelkort, der er tegnet i 1794 og senere påført oplysninger her­ under nye matr.nr. Hver gård i Staurby havde en lille smal moselod i nord og en eller flere større lod­ der. I mosen kun­ ne bønderne grave tørv og høste tagrør. På de øvrige lodder har der forment­ lig være græsare­ aler mellem små­ skov og krat, hvor bønderne kunne hente gærdsel til hegn.

Der har været diger omkring lodderne. På kortet findes en række stednav­ ne. (Kort: Geoda­ tastyrelsen)

dig påbegyndte man anlæggelsen af en tilsvarende, men aldrig færdiggjort fæstning, Sofieodde, på Stribs Odde.

Til byggeriet anvendtes masser af tom­ mer, og langt inde fra Fyn blev det af bønderne kort til Strib. Under Sven­ skekrigene 1657-60 forarmedes olden­ skovene på nordsiden af Røjlehalvocn.

Man hører under disse forhold intet til Staurby Skov, som måske efterhånden var reduceret til en kratskov, der sam­ lede sig om mosen og områdets mange kildevæld. I 1664 fik Jens Lassen til Dalum skøde på en lund ved navn Grundet, som tilhørte Staurby by. Og­ så den kan have været en del af Staur­

by Skov.

et tidligere storre sammenhængende skovområde. Således nævnes allerede i 1295 Gunnæskogh (Gunnis skov), som lå syd for gården Hesselager. Ca. 1624 hedder det at ”Stribsodde gaar vd fra en skou, som kalidis Strib oc hor till Hindzgawells Slott”. Det er denne skov, der lå som en stribe mellem Staurby Mose og Gammelslot (Soborg), der har givet navn til Stribs Odde og byen Strib. 1 tidens lob sam­ lede skoven sig mod vest omkring Staurby Mose ud mod Lillebælt. Staurbys bonder havde stor nytte af såvel skov som mose og strand. I skoven græssede heste og kreaturer, svinene gik på olden, og man fik brændsel, tommer til byggeri og gærdsel til ind­ hegningerne. Mosen gav torv, tagror og ho, stranden sand og tang.

Staurby og hermed Staurby Skov har stort set altid hort under Hindsgavl, forst som krongods, siden i adelens eje. Herregården ejede i 1586 sytten af Staurbys atten gårde, ogi 1775 ejede man samtlige byens tyve gårde. I 1584 fik Hans Johansen (Lindenov) til Hundslund af kronen skode på et lille enemærke i Stafverskouf og flere skov­ parter sammesteds. Da biskop Jacob Madsen i 1589 visiterede Vejlby kirke og gjorde de sædvanlige topografiske optegnelser, noterede han et antal sko­ ve i sognet, men mærkværdigvis ikke Staurby Skov. Om en af skovene hed­ der det, at den lå langs stranden og tilhørte velbårne Laurids Brockenhus til Egeskov. Det kan have drejet sig om Staurby Skov eller en del af denne.

Midt i 1600’tallet blev fæstningen Fredcriksodde (Fredericia) anlagt ved ind­ sejlingen til Middelfart Sund, og samti­

Stednavne I 1794 blev Staurby udskiftet, og af udskiftningskortet fremgår en del sted­ navne i skov og mose. Den nordlige del af skoven og mosen kaldes Gon­ gen, den midterste Hengesmosc Mark og den sydligste Skicrbek Skov Mark.

Blandt mindre partier i skoven nævnes navne som Troilemaal, Stakket Nor­ reagre, Botemaal, Flieres Mose, Strittenbergsmaal, Stavermaal, Usselfangsmaal, Oxendal, Dosehatte og Busens Eng. I den nordlige del af skoven ud­ går en række odder eller hoveder mod vest ud i mosen. Det nordligste kaldes Norrehoved, derpå folger Lange-, Stak­ ket- og Kolkerhoved, Knosen, Usselfangs- og Rubekshoved.

Fra skoven kendes fra hhv. 1885 og 1927 et par navne som Gungesdovskoven og Gongerspor. Deres belig­ genhed er usikker; men de har formo­ dentlig sammenhæng med navne som Gongen eller Gunnæskogh. Rubæk4

ken, som løber gennem Staurby Mose, nævnes indirekte i 1532, da Rubæks Mølle første gang omtales. Navnet betyder „bækken, som løber gennem det ryddede land”. Bækken har et til­ lob, som ifølge udskiftningskortet hed­ der Myntekildc. Den gamle sognevej (Staurbyskowcj), som fra ost fører gennem skoven til Staurby Strand, ei­ set benævnt Tangvejen.

Ved udskiftningen fik hver gård i Stau­ rby en eller flere skov- og moselodder, og fra denne tid stammer vel de mange jorddiger, som endnu træffes rundt omkring i skoven. Bønderne indhcgncde deres jord ved at grave grøfter, og på den opgravede jord rejstes et gærde.

Udskiftningskortet viser i øvrigt, at skoven på dette tidspunkt bestod af

“W

Hindsgavl lod en del af godsets jorder tilplante med skov, og i hans planer indgik ønsket ’W atfå dannet enfredskov af den kratskov, som la på Staurby Mark mellem Middelfart og Strib, og som borte til fastegårdene i Staurby. Hed tilplantningen af Hindsgavls marker var der nemlig vundet efaringfor, at selv dårligejorder kunne frem­ bringe skov, og da fasterne ikke havde andet ud afskoven, som den var, end lidt gardsel og nogle dårlige ton' afmosen, blev der i 1856 foretaget en landvasenskommissionsforretning hvorved detfastsloges, at alle de 20 fastegårde i Staurby godt kunne undvare deres skov- og moselodder, og endda vare tiltrakkelig til en gårdmandsfamilies eniaring som loven bod, idet ingen afdem derved fik under 40 tdr. Id. gi. mål. Men dafastene ikke ville afstå straks, blev det bestemt, at nårfasteledighed indtraf skulle skov og moseloddeniefratages gårdene, og hele arealet, der udgjorde ca. 275 tdr. Id., blev derefter opmålt og kortlagt. I slutningen af 1859 og begyndelsen af 1860 inddroges de forste parceller, og i 1903 indto­ ges den sidste parcelfra gården Christiansdal”.

i

t/

inlÉn

kV

Utilfredshed Det vakte stor utilfredshed blandt Staurbys bønder, at de således blev frataget deres skov- og moselodder, og de havde sogneforstanderskabets støt­ te. Vreden rettede sig mod den nye ejer siden 1858, som også hed Niels Basse Fønss (1827-1907). Bønderne gik rettens vej, men uden held. Den 30.11.1869 bragte Middelfart Avis et indlæg af oberst A.F. Tscherning, der tilhørte partiet Bondevennerne. Heri påviste han bl.a., at der gennem årtier var begået uret mod bønderne i Staur­ by. Hindsgavls ejer havde således lidt

Rubækken i Staurby Mose. (Tegning: Knud Madsen)

flere adskilte dele, og i et skøde fra 1700’tallet træffer man en lokalitet kal­ det Staurby Mellemskov.

Fredskov Niels Basse Fønss (1793-1858) på 5

efter lidt fort en stor del af afgifterne på skov- og moseloddeme over på bondemes agerjord, inden han inddrog skov og mose til herregårdens eget brug, og bøndernes hartkorn var ikke blevet nedsat til trods for de mistede lodder. Godsbesidderen havde efter­ hånden indskrænket i deres ret til at udnytte gærdsel og torv, og i vinteren 1863-64 gav han militæret tilladelse til at hugge ris til skansebrug på bonder­ nes lodder og tog sig selv betalt derfor, men nægtede bønderne deres andel.

Heller ikke Tschernings argumenter blev hort.

Sikkert til stor irritation for Hindsgavls ejer forbod en række af Staurbys fæste­ bønder i 1863 al jagt på deres jorder, hvilket også gjaldt godsbesidderen.

Ved en forglemmelse havde godset ikke fået indfort i fæstebrevene, at man forbeholdt sig jagtretten; men det rå­ dede man siden bod på ved fæsteskif­ te. Til erstatning for den skovlod, som den jagtglade Hans Pedersen på Christiansdal mistede i 1903, kobte han i 1915 af en nabo et areal, som blev til­ plantet med skov og fik navnet Rue­ tved.

I 1866 blev jernbanen mellem Middel­ fart og Strib taget i brug, hvilket med­ forte, at fæstere, som havde skovpar­ celler, mistede jord. I forbindelse med dobbeltsporets anlæggelse, taget i brug 1911, blev der atter inddraget skovare­ aler. Endnu et jernbaneanlæg kom til at berøre skoven, nemlig Nordvestfyenske Jernbane, som på en længere strækning forte gennem skoven med udgravninger og dæmningsarbejde til følge. Banen eksisterede fra 1911-66.

Skovfogedhuset i Staurby Skov ca. 1900.

(Foto: Middelfart Byarkiv/Fangel) Skovfogeder og skovarbejdere Da Hindsgavl havde sikret sig tilladelse til at oprette Staurby Skov som fred­ skov, begyndte man at tilplante, og i de følgende år blev der jævnligt afholdt auktioner, hvor man solgte gærdsel, boge- og egeudhugst, humlestaver osv.

De forstc plantninger med nåletræ forlob uden storre succes. Skovens drift blev ledet af godsets skovrider; medens det daglige arbejde blev besør­ get af skovfoged og skovarbejdere.

I 1850 opforte godset en grundmuret, stråtækt skovfogedbolig med en ud­ længe i bindingsværk, og omtrent 1856 blev Jørgen Jørgensen ansat som den forste skovfoged. Siden fulgte Hans Larsen, Hans Hansen og Kristian Thorup. De forste skovfogeder havde en smule landbrug og desuden plantesko­ le, hvorfra de solgte til privat side.

På ældre kort ses, at skovfogedboligen lå omgivet af marker. Efter 1920 er skoven i perioder blevet drevet af skovejeren. (For nærmere omtale af skovfogederne i Staurby Skov, se Bav­ nen 2015, nr. 2).

6 I

Staurby Skov først i 1900-tallet. Bane­ strækningen Middelfart-Strib blev taget i brug i 1866 og Den nordvestfynske Jernbane i 1916. (Kort: Geodatastyrel­ sen)

skoler drog i skoven for at nyde natu­ ren eller lade sig underholde på skellig vis. Staurby Skov eller Krat blev også mål for sådanne udflugter. I 1859 arrangerede Middelfart Sangforening en udflugt til skoven med musik, dans og beværtning. Efterhånden blev den foretrukne festplads ”Dalcn ved Mads Jørgensens Banke”, som lå på en skov­ lod tilhørende gårdfæster Mads Jør­ gensen på Stensgård nær det sted, hvor siden Den danske Andelsskole blev opført. Her begyndte gæstgiver H.P. Schott i Middelfart i begyndelsen af 1Z/-.. "<& s 1870’ernc at afholde høstfester, Skt. Endnu kendes navnene på nogle af Hans-fester mv. med fortæring og ef­ arbejderne i skoven. En af dem var terfølgende dans. Cirkus kunne man Peder Hansen, som i 1875 fæstede også tilbyde. Middelfart Avis meddelte Bogcdalhusct. En anden var Rasmus således den 22.9.1877: ”/ morgen: Host­ fest i Dalen i Staurly Krat. I den afrikanske Petersen, der arbejdede i såvel Staurby Skov som andre af Hindsgavls skove.

Cirkus givesflere store brillante Don­ stillingerfra Kl. 4/2 Eftermiddag med 12 Da Staurby Skov i 1918 blev solgt fra godset, fulgte han med og arbejdede firbenede Artister, hvoriblandt dresserede frem til 1924, da han fyldte 70 år. En Heste og dresserede Hunde samt en dresseret tredje arbejder var Jørgen Hansen, der Gedebuk, der vandrerpaa Linie m.m. En brasiliansk abe som Skolerytter. Ærb. I. oprindelig havde sin arbejdsplads i Wolff, Konstberiderfra Moskan”. skovene på Fænø, men i 1909 sammen Året efter meddelte avisen den med hustruen Marie flyttede til det lille 6.9.1878: "Hostfest i Dalen i Staurby Krat landbrug Møllelund ved Strib landevej Sondagen den 8de September 1878. Kl. 4 til for at arbejde i Staurby Skov. Her ar­ 5V2 Koncert (Hornmusik) af brigademusik­ bejdede han endnu i 1946, 75 år gam­ korpset fra Fnderits; Kl. 6 begynder Dandmel. sen paa Salonen. Dækkede borde saavelsom andre Forfriskningerfonfindes. Adgangen til Skoven som udflugtsmål Festpladsen betales med 20 Ørefor Voxne, 1 1800’tallets anden halvdel blev det 10 Ørefor Bom; til Salonen er Prisen den almindeligt, at familier, foreninger og 7

.' sv,

.*v.;'

.

for gården Karensminde og fortes her­ fra dl Middelfart. Det fortælles, at da byen skulle erhverve grunden til vand­ værket, tilbod man kammerherre Basse Fonss 30.000 kr. i erstatning. Han for­ langte imidlertid 70.000 kr., og så måt­ te der foretages ekspropriation, hvor vurderingen blev sat til 6.000 kr. Kam­ merherren appellerede og opnåede en forhøjelse til 6.500 kr.

Det hed sig siden, at nar Basse Fonss korte forbi vand-værket i skoven, så vendte han altid hovedet den anden vej. Samtidig med vandværkets anlæg­ gelse blev også den skovvej etableret, som omtrent fra skov foged boligen forer mod nord forbi vandværket og ud til Strib landevej. Vandværkets for­ ste maskinmester, Emanuel Nielsen, fik sit virke her i 36 år. Han blev efter­ fulgt af Otto Nielsen. Vandværket er flere gange udvidet i tidens lob, således i 1925 og 1967.

/ /.P. Schott. Vesten /ru Bakken. B/in.is.rttes Vesten ti! naste

Ved saJanne fester mistede deltagerne som regel smykker, torklæder, parasol­ ler osv., hvilket fremgår af de følgende Ju^es efterlysninger i avisen. 1 1886 omkom H.P. Schott ved en drukne­ ulykke: men de stort anlagte festers tid : skoven var allerede forbi omkring 1SSA Udflugterne fortsatte dog. An­ ders Hansen i Staurby Krat annoncere­ de i 1S80, at spadserende kunne få kogt vand dl kaffe, mælk dl chokolade og : almindelighed også opsat mælk, smør og brod. Man kunne også få kaf­ fen hos skovfoged Hans Hansens ko­ ne. Da han og hustruen i 1920 flyttede fra skoven, tyede de kaffe tørstende skovgæster ned dl den gamle ledvog­ terkone Ane Marie Jensen. Hun boede i det vogterhus, som blev overflødigt, da viadukten ved Staurbyskowej blev bygget i 1917.

Hindsgavl sælger skoven I 1908 blev Hindsgavl overtaget af F.N. Basse Fonss (1862-1922), som var syg, hvorfor en kommission blev’ nedsat i 1910 til at administrere godset.

Der blev udarbejdet en salgsplan for fæstegodset, ogi 1918 blev Staurby Skov solgt dl proprietær N.P. Autzen.

Middelfart by havde haft mulighed for at købe skoven, idet bankdirektør A.C. I lansen, Middelfart, testamenterede byen et legat kaldet ”A.C. Hansens Fond”, hvis formål var at købe "stamhuset Hindsgavl med dl- og un-

Middelfart vandværk I 19 • j blev Middelfart vandværk med nik ørende maskinhus og bestyrerbolig anlagt i Staurby Skov. Vandet blev pumpet til et højdereservoir lidt nord

T.-C < 1

Middelfart Vandværk i Staurbyskov 1951. (Foto: Udlånt af Knud Madsen)

7

8

dcrliggcnde jorder og skove, herunder Fænø og eventuelt Staurby Skov”.

Middelfart erhvervede siden uden an­ vendelse af fondets midler en del af godset, men ikke Staurby Skov.

Efter Autzcns overtagelse gik rygtet, at skoven skulle omhugges. 1 1919 solgte han den til proprietær Gerhard Mat­ zen, men beholdt den del, som lå vest for banestrækningen Middelfart-Strib.

Her anlagde Autzen de følgende år strandvej og solgte byggegrunde i stor stil, hvilket skete under stort postyr og mange retssager, bl.a. fordi han forbod Staurbys bondcr at krydse sin private Strandvej for at hente sand og tang ved stranden. Han blev beskyldt for ulovlig skovhugst og si-den domt her­ for.

1 1923 gik Matzen fallit, og DiscontoInstitutct i Middelfart overtog skoven.

Der blev afholdt flere tvangsauktioner, inden Autzen i 1926 overtog skoven som ufyldestgjort panthaver. Omkring dette tidspunkt udgjorde skovens sam­ lede areal 153 hektar, have og gårds­ plads 1 og byggegrunde 4.

Forstkandidat Stoffregen 1 1928 solgte N.P. Autzen Staurby Skov med grusgrav og tilhorende grunde til forstkandidat Knud Gøtzsche Stoffregen for 150.000 kr. Stof­ fregen flyttede straks efter ind i skov­ fogedboligen med hustruen Mylia, født Møller, med hvem han samme år var blevet gift. I de følgende år blev flere arealer solgt fra skoven.

1 1931 besluttede FDB at bygge egen skole og lægge den ved Middelfart, som lå centralt i landet, og hvortil for­ bindelsen blev bekvem, når Lillebælts­ broen stod færdig og lyntogsdriften var sat i værk. Man valgte at bygge Den danske Andelsskolc på banken øst for Skærbæks Mølle med den fremragende udsigt over bæltet mod Middelfart, Lillebæltsbroen og Lyngs Odde. Andelsskolcn blev indviet den 3. december 1932, og dens første for­ stander blev L.A. Godsk.

Stoffregen udlejede et par arealer i skoven til kreaturgræsning, nemlig den vestligste del af Staurby Mose og en eng beliggende syd for Staurby Skov vandværk. Det var muligvis en gam­ mel skik, og den fortsatte helt op mod 1970. Om vinteren blev der fældet træer, og da skoven ikke selv rådede over trækkraft, lejede man heste hos omegnens husmænd til at slæbe stam­ merne frem til skovvejene. Skovarbej­ derne måtte så vidt vides selv sdlle med værktøj som økser, kiler og save.

Villaer og vandværk 1 1933 fik Stoffregen tilladelse til at udstykke skovens sydvestligste hjørne med den begrundelse, at der kun var meget få byggegrunde tilbage på

Viadukten førte Staurby Skovvej un­ der jernbanen i 1917. (Foto 1957 ud­ lånt af Niels Autzen) 9

ind i skovens drift. Når julen stod for doren, kobte mange af omegnens be­ boere deres juletræ i Staurby Skov.

Skovfoged Thorup holdt i øvrigt mink, et erhverv som startede i skovens nær­ hed i 1930’eme og siden blev en min­ dre industri i området.

Philipp Brorsen dode omkring 1953.

Herefter blev Staurby Skov administre­ ret af sønnen Kaj Brorsen frem til 1959. I 1954 overdrog han skoven til sine to børn, Mette og Lars Brorsen, og sidstnævnte var skovens administra­ tor fra 1959-76. Lars Brorsen var i 1966 skovrider med adresse i Knabelbjerg ved Korinth.

I 1976 overtog Mette Brorsen skoven som eneejer. Kort tid efter blev hun udsat for en arbejdsulykke, som berø­ vede hende forligheden i begge ben.

Dette har dog ikke hindret hende i at passe skoven, som i dag omfatter 122 hektar. Den drives på traditionel vis, men med særlig vægt pa juletræer og pyntegrønt som væsentligste indtægts­ kilde.

Strandvejen. Her opstod siden Skovs­ vinget. I 1935 stiftedes andelsselskabet Strandvejens Vandværk, som skulle forsyne beboerne på Strandvejen og i Staurby Skov med vand. Vejlby-Strib kommune godkendte selskabets love og gav tilladelse til nedlægning af ror­ ledninger i kommunens veje. Vand­ værket blev anlagt i Staurby Skov grus­ grav. Der var rift om vandet i området, idet også Sindssygehospitalet, Andels­ skolen og private husejere havde deres indvindingsrettigheder at pleje. I 1936 tildelte en landvæsenskommission Strandvejens Vandværk 32.000 kubik­ meter årligt. Vandværkets første for­ mand blev ingeniør Kragh, kasserer blev skovejer Stoffregen. I 1940 havde vandværket 63 andelshavere og forsy­ nede 68 husstande med vand.

Da projekteringen af den ny Lillebælts­ bro fandt sted i 1960’erne, viste det sig, at vandværket lå i skudlinjen; men ved at lave et indhug med lodrette beton­ vægge i vejdæmningen, blev det reddet.

Det blev dog en stakket frist, for da broen i 1970 blev taget i brug, anvend­ te man om vinteren urinsyre til afis­ ning. Syren trængte ned i vandværkets brønd, og en halv snes år senere blev det lukket. Bygningen blev stående i mange år, men er nu fjernet.

Ekspropriation I 1964 eksproprierede staten 3,5 hektar af Staurby Skovs 126 hektar til motor­ vej og brorampe, hvorved den sydlig­ ste del af skoven, som udgjorde 3 hek­ tar, blev afskåret fra den øvrige skov.

Ved viadukten måtte man afstå et min­ dre areal, så der kunne skabes vejfor­ bindelse fra Staurbyskowcj til Strand­ vejen. Af Staurby Moses sydlige del blev 5 hektar eksproprieret til opmaga­ sinering af jord fra motorvejsbyggeriet.

Dette areal fik skoven dog tilbage, da motorvejen var færdig.

Familien Brorsen I 1938 solgte Stoffregen Staurby Skov til tommerhandler Philipp Brorsen, Vordingborg. Skoven var på dette tids­ punkt vurderet til 114.000 kr.; men købsprisen var efter forlydende 146.000 kr. Stoffregen blev boende så længe, at han kunne sætte skovens nye bestyrer, skovfoged Kristian Thorup,

10

Omkring midten af 1960’crne stoppe­ de Kristian Thorup som skovfoged.

Han flyttede til Rojlemoscvcj i Strib, hvor han etablerede en planteskole.

Her døde han i 1991. 1 1968 blev hotel Staurby Skov taget i brug på arealet sydvest for skovfogedboligen, som ved samme lejlighed blev solgt til direktør­ bolig, medens skovens ejer byggede nyt. Hotellet blev omkring 1980 kur­ susejendom for Den danske Bank og blev i 2002 overtaget af Strib Idrætsef­ terskole. 1 1990 indviede Middelfart kommune et centralrcnscanlæg i Staur­

by Mose.

r ''

Jagt og krybskytteri i skoven I 1924 var jagten forpagtet af propri­ etær rXndcrsen, Brogård, og under en jagt samme år blev udbyttet 2 rådyr, 3 harer, 3 fasaner og en sneppe. 1 1950’erne - velsagtens også før - blev der hvert efterår afholdt klapjagt i skoven.

Jagten foregik på den måde, at klapper­ ne fra den ene ende af et skovstykke, en såt, drev vildtet frem mod den an­ den ende. Jægerne stod placeret ved såtens sider og modsatte ende. Det nedlagte vildt var først og fremmest harer og fasaner, til tider en skovskade, ræv eller kat. Klapperne var elever fra Strib Skole, som i dagens anledning med overlærer P.O. Poulsens tilladelse fik lov til at deltage. Lønnen for dagens arbejde var en femkroneseddel og til frokost en sodavand og et stykke wie­ nerbrød. Madpakke måtte man selv medbringe. Klapjagterne ophørte om­ kring 1960.

Krybskytteri har også fundet sted. 1 1928 fandt man et rådyr, hvis bagben

Grusgraven i Staurby Skov ca. 1890.

(Foto: Byarkivet i Middelfart/Fangel)

var skudt i stykker. Dyret, som havde ligget nogen tid, blev straks udfriet af sine lidelser. Samme år observerede man en rå, der havde fået et ben skudt over, hvorefter det var groet skævt sammen.

Staurby Skov grusgrav Første gang, der i større stil blev fore­ taget grusgravning i skoven, var i årene op til 1865, hvor en banke bag Skær­ bæks Mølle blev jævnet med de tilstø­ dende marker. Gruset blev anvendt som belægning på banestrækningen Middel fart-Strib.

1 forbindelse med byggeriet af Sindssygchospitalet i Middelfart i 1880’crne blev der gravet grus i det område, som siden blev overtaget af Den danske

11

Andelsskole. Udgravningen kaldtes siden Ørnereden. I 1930’erne planere­ de og udgravede skolens elever Ørne­ reden, så den kunne anvendes til friluftsarrangementer, boldspil mv. I 1889 lod Hindsgavl udlicitere afdæk­ ningsarbejdet til en ny grusgrav i sko­ ven.

Flere udgravninger i skoven vidner om, at her er foretaget grusgravning; men det blev området lidt nordøst for Skovsvinget, som med tiden blev det foretrukne. I 1922 var her anlagt et privat sidespor for proprietær Matzen, og der ekspederedes 531 vogne med 6.500 tons sten, som blev anvendt på DSB’s banestrækning mellem Middelfart-Odense.

Da skoven i 1928 blev solgt til forst­ kandidat Stoffregen, kaldtes grusgra­ ven stor og meget udbyttegivende.

Gruset blev anvendt til byggeri og til Vejlby-Strib og andre kommuners uasfalterede veje. I 1930’erne og 40’erne arbejdede her en halv snes mand. Der blev anskaffet maskineri og transport­ bånd med skovle, og der blev opført et træskur, hvor arbejderne kunne holde deres spisepauser. Arbejdet i grusgra­ ven var sæsonbetonet; men en del af arbejderne fandt om vinteren beskæfti­ gelse ved træfældning i skoven. Om­ kring 1960 blev der atter anskaffet nyt maskineri, og arbejdet kunne efterhån­ den passes af to mand. 1 1964 måtte grusgraven lukkes, idet den fynske mo­ torvej blev ført tværs gennem området.

Et nyt brud blev anlagt lige nord for motorvejen; men eksisterede næppe længere end til 1970. Arbejdet foregik de sidste år ved direkte pålæsning med gummiged, og sten og ral blev ikke

længere frasorteret gennem et ryste­ værk. I den forladte grusgrav ligger nu en mindre so.

Kilder: Blombeig, Aage Fasmen Fyns vilkår under svenskekrigene 1657-1660, 1973.

Hansen, H.: Kongeborgen Hindsgaul (i: Arbogfor historisk Samfundfor Odense og Assens amter, V7IL 1920).

Hansen, H.: Herregården og Stamhuset Hindsgaul (i: Arbog for Historisk Samfund for Odense og Assens amter, X, 1922).

Hansen, Harriet: Christiansdal. En sen fastegård under Hindsgavl. (Manuskript), [1996?].

Kraks storre gårde og skove, 200!.

Kr onens skoder på afhændet og erhvervet jordegods i Danmark, bd. 1, 1892.

Kronens skoderpå afhændet og erhvervet jordegods i Danmark, bd. 2, 1908.

Madsen. Jacob: Biskop Jacob Madsens visi­ talsbog 1588-1604, 1995.

Middelfart Avis.

Middelfart Venstreblad.

Odense amts bebyggelsesnavne / udg. aj Sted­ navneudvalget, 1969.

Petersen, Age: Vejlby - minder, virke og tro, 1972.

Petersen, Age: P7 i Middelfart og vore råd­ huse, 1968.

Præsteindberetninger til Ole Wom, II. Indbe­ retningerfra Arhus, Fyns og Eunde stifter 1623-25, 1974.

Staurby (i: Landsbyregistrering i Fyns amt.

Historisk forhold. Middelfart kommune, 1983).

Viinhol't-XieIsen, Ears: Nordvestfyenske Jernbane, 2011.

Artikel er en revideret udgave af artikel i Vends 2001.

12

Husmandsliv på 11 tønder land Så snartforårsarbejdet er overstået, går han i gang med at bygge stuehus, stald og lade oppe ved Wojleskovvejenfor enden afhans smalle jordstrimmel. Den slår et knæk ved den store undejordiske sten og nærmest ligner en boo­ merang.

Anna og Simon Hansen overtog i 1926 lod nr. 6 af Billeshaveudstyk­ ningen. De og 12 andre statshus­ mandsfamilier startede på nybyg­ germanér en ny tilværelse. Besked­ ne kår var det, men med slidsomt arbejde fik familien sit udkomme og et godt liv op gennem 1930’erne, 40’erne og 50’erne og overskud til at virke i husmandsbevægelse og sogneråd.

Anna og Simon Hansen overtog jor­ den den 26. marts 1926. Ved lodtræk­ ningen fik de lod nr. 6 af de 13 stats­ husmandsbrug, som herregården Billeshavcs jord nord for Strib blev til.

Det udløste et lån på 10.500 kr., som skulle bruges til at etablere sig for: byg­ ge stuehus, stald og lade, købe såsæd, husdyr, maskiner og redskaber.

Familien bestod desuden af seks må­ neder gamle Inger og Simons forældre, Karen Marie (57 år) og Jens Hansen (65 år og aldersrentenyder), som flytte­ de ind i soveværelset, da stuehuset stod færdigt. Indtil da blev de alle bo­ ende i Middelfart og cyklede frem og tilbage.

Det var hårdt arbejde for alle familie­ medlemmer fra tidlig morgen til sen aften. Jorden var misligholdt. Det

”På detjævne, på detjævne, ikke i det himmelblå, der har livet sat dig stævne, der skal dn din prøve stå”.

PI. Iz. Kaalnnd

Af Poul Christensen En lærke slår sine triller i luften over mar­ ken, men den horer Simon Plansen ikke.

Plan harver og støder igen på stenen, der rager op i muldlaget. Det måjeg gøre noget ved senere, tænker han. Plan bojer sig ned, lofter den lejede harve og hypperpå den ligeledes lejede hest. Snart må han igen standse og lofte harven^ så han kan befri tændernefor endnu en samling senegræsstængler medgrønne spi­ rer.

Plan har travlt med atfå sine 11 tonder land gjort klar til at så byg og havre, græs og roer, så han kan fåfoder til heste, grise og koer til efteråret.

'ii

I 3

Den nyopførte ejendom ca. 1928 med kålhave og frugttræer i forgrunden.

(Foto udlånt af Svend Erik Rasmussen)

13

l'i

II.

Sli H. Ar

irius Nielsen liel

louensga;

Hans Jens Peter

1 u Jens Chr.

/ri I Chr. Fr^f

m Billeshave

[nsen lauj

z

Karl 01a> lidsen

Nord

larius C

\ Haks Chr

iansen Plan over Billeshave­ udstykningen 1926

.■j’

Langtved

ndeskov

øjle (årup V

*.cO

Udsnit af kort fnrKort og Matrikelstyrelsen

mærkede de især med de enorme mængder senegræs. Det samlede de efter harven med river i bunker og korte det læs på læs i en trillebor op til vej en og smed det ned i den dybe mer­ gelgrav.

Simon lejede en lille såmaskine, og korn og frø kom i jorden. Nu kunne han gå i gang med at bygge.

Han gravede ud til stuehuset på ca. 100 m2. Den bomstærke murerarbejds­ mand gravede et mere end to meter dybt hul til kælderen. De mange trille­ bor-læs blev hældt i mergelgravcn, som dog stadig fremstod som en fordyb-

Billeshaveudstykningen 1926 Rigsdagen vedtog i 1919 loven om lens-, stamhuses- og fideikommisgodsers overgang dl fri ejendom.

Det betød, at stamhuset Hindsgavl skulle afgive jord til statshusmands­ brug. Fænogaard blev udset dl for­ målet. Men det undgik ejeren, Carl Lawaetz, ved at kobc Billeshave af enkefru Hey for 300.000 kr. 193 tønder land af Billeshaves jord blev til husmandsjord.

Jorden blev opdelt i 16 lodder. Nr. 1 forblev Billeshavejord. Lodderne 2 til 14 (13 lodder) blev nye stats­ husmandsbrug. De to sidste lodder blev tillægsjord, som gik til eksiste­ rende landbrug på egnen.

De 13 lodder på hver ca. 11 tønder land blev ved lodtrækning fordelt til 13 familier den 26. marts 1926. Med hvert lod fulgte et statslån på 10.500 kr. Kun 8.000 skulle forrentes med 472 %. Efter tre år skulle der betales afdrag af hele lånet.

Jorden var forsømt og af blandet bonitet. Fra god muldjord til ret sandet jord, som er karakteristisk for Røjlehalvoen, hvor ismasseme i sidste istid har rodet rundt i jorden.

ning i enden af det, som skulle blive til haven. Han bar cementsten dl mure­ ren, og huset voksede dag for dag. Det blev indrettet med en baggang med nedgang dl kælderen under kokkenet, hvor der blev indrettet spisekammer.

Der var en indgang dl kokkenet. Her skulle familien spise deres måltider dl daglig og få varmen fra et jern kom fur med en vandgryde i. Der var en stue 14

Anna og Simon Hansen

Hans Simon I lansen blev født i Ørsted sogn i 1893. Blev i 1924 gift med An­ na Kirstine Jørgensen, fodt i 1895 i Udby sogn. Han arbejdede som murerar­ bejdsmand i Middelfart, inden han og Anna overtog lod nr. 6 af Billeshaveudstykningen i 1926.

Simon Hansen gik med brask og bram ind i arbejdet i husmandsbevægelsen.

Først i den lokale bestyrelsen, hvor han blev formand i 1937, så i kredsbesty­ relsen, hvor han også blev formand i 1939. Han viste gerne sit veldrevne land­ brug frem til markvandringer og til gæster.

Som mange husmænd var han medlem af Det radikale Venstre, som havde store tilslutning på Nordvestfyn og i Vejlby-Strib Kommune. Han kom i sog­ nerådet. Ved valget i maj 1943 var Det radikale Venstre fortsat det største par­ ti i sognerådet med fire mandater. Simon blev genvalgt med 73 personlige stemmer og blev sognerådsformand. Samtidig opgav han sine poster i hus­ mandsforeningen. Han fortsatte som sognerådsmedlem i perioden 1946-50.

Anna og Simon fik deres udkomme af husmandsstedets 11 tønder land.

De havde ikke som flere naboer/kolleger lønnet arbejde ved siden af. Arbej­ det i husmandsforeningerne var ulønnet. Da han blev sogneråds formand fik han af kommunen installeret telefon, Røjle nr. 109, og modtog et vederlag på 450 kr. om året.

Anna Hansen var en aktiv medhjælpende hustru. Hun var heller ikke bange for at tage fat på det slidsomme arbejde i mark og i stald. Hun satte en ære i, at alt var i orden hos dem. Parret fik to børn. Inger Marie i 1925 og Jens Ove i 1933. Anna døde i 1972. Simon døde i 1976.

med en kakkelovn. Derudover var der ikke andre opvarmningskilder i mange

år. 1 enden mod syd var der to værel­ ser. I det største skulle bcdsteforældrc-

15

nc have stue og soveværelse, det andet blev Anna og Simons soveværelse.

Midt i nordfacaden var den fine ind­ gang med en entre.

Stald- og ladebygningen blev bygget sammen med stuehuset. Fra bagind­ gangen gik en dor ind til bryggerset, hvor der blev installeret en gruekedel. I den anden side af sydenden var der et alt-muligt-rum og et lokum. Fra altmuligt-rummet kom man ind i stalden.

Til venstre var der to stier til smågrise.

Derefter syv båse til koer og en bås til kalve. Til hojre to stier til soer, stald­ indgang med en passage og to båse til heste og roerum med en lem i væggen ud til laderummet for nordenden af bygningen. Fler var en port i begge sider, så man kunne køre igennem med en vogn, når man skulle læsse roer af eller række kornneg op på loftet over stalden. Fler blev senere installeret en kværn, og tærskeværket fik sin plads her. Med ajlebeholderen som funda­ ment byggede de et hønsehus. Vand til husholdning og dyr pumpede de op fra en brønd nede i haven og bar det ind i kokken, vaskehus og stald i spande og junger. Da de flyttede fra Middelfart hen på efteråret, kunne de om aftenen, når dagens arbejde endelig var slut, tænde en petroleumslampe inde i huset og slappe lidt af.

Simon svang leen Da byggearbejdet var færdigt, kunne Anna og Simon gøre byggeudgifterne op til 7.500. Når det ikke blev dyrere, skyldes det familiens og især Simons egen indsats. Der var også penge fra lånet til at købe husdyr og maskiner.

Men først skulle hosten overstås. Mar-

kerne blev indrettet med syv-marks skifte. To med græs, to med roer og tre med korn. FIo blev slået med le. Simon svang også leen den fors te host, da byg og havre var hosteklar. Anna bandt negene, som blev sat i stakke. En ton­ de land kunne de nå på en god dag. De lejede en vogn til at kore kornet hjem.

Senere kom der roer i roerummet.

Nu kunne de kobe dyr. Et par soer og fem rode koer i forste omgang. Koerne kostede 200-300 kr. stykket. De to he­ ste kostede hver 300 kr. De var brune og lignede islændere. Hoppen fik nav­ net Tulle og vallakken Fritz. Dem tjen­ te han en ekstraskilling pa ved at leje dem ud. Han kobte et andelsbevis i Rojle Mejeri, som han derefter levere­ de mælk til.

Det forste år lejede han et tærskeværk, der skulle trækkes med håndkraft.

- Det var strengt, sagde den stærke husmand, da han i 1973 fyldte 80 år.

Næste år kobte Simon et tærskeværk og sammen med en nabo en hestegang, så heste kunne aflose mennesker som trækkraft.

Hestegangen er stillet op ude på gårdspladsen.

Tulle og Frit% er spændtfor, og Jens driver de to heste rundt. Tænder på tandhjulgriber ind i hinanden inde i midten af omgangen. Derfra udgår en snurrende aksel, dergår ind til tær­ skeværket inde i laden og en remfår tærske­ værkets cylinder til at snurre rundt og sold til at bevæge sigfrem og tilbage i hurtige bevægel­ ser. De har kastet neg nedfra loftet. Simon tager negene et efter et, losner det omviklede stråbånd ogfodrer tærskeværketforsigtigt, så cylinderen ikke mister hastighed. Kernerne faldergennem soldene, kommer ind i hejsevær­ ket og rutsjer derfra ned i en sæk, bundet om

16

en tud. Avnerne sandes på et sold og glider ned til avnblæseren, som puster dem gennem ror op på loftet til et aflukke af lægter be­ klædt med tomme salpetersække. Halmen glidergennem den nedadhæ/dende halmryster inde i værket og ender på ladegulvet. Her står Anna og kratter halmen sammen i bundter, snor et halmbånd om og stabler knipperne i små stakke.

De holder tærskepause, heste ogfolk. Anna går op på loftet og kasterflere neg ned, og Simonforker halmknipperne op til Anna.

Kornsækkene tager Simon på nakken, går overgårdspladsen, tager stigen op på stuehus­ loftet, hvor der er kornmagasin. Defleste af de 40-50 sække, som tærskeværketfyIder hvert år, går han den tur med. Frem og tilba­ geDe kobte mere. En kassevogn, så de ikke længere skulle leje en vogn. En roerasper og en hakkelsemaskine, beg­ ge til håndkraft. De købte en kværn, som hestene trak i hesteomgangen. 1 de følgende år lejede han hos en nabo en aflægger til at skære kornet af. Anna fik høns og begyndte at sælge æg til

Røjlcskov Brugs. Køkkenhaven var blevet anlagt ude i marken op til ha­ ven. Familien blev selvforsynende med de fleste madvarer. Anna fik også an­ lagt en have syd for stuehuset på den skrånende grund. Hun plantede et væld af buske og blomster. For enden af haven var mcrgelgraven blevet en fordybning med en rødtjørn midt i og hortensiaer ud til skellet.

Arbejdsdag fra kl. seks til syv aften Anna og Simon var kommet godt i gang. Arbejdsdagen begyndte sædvan­ ligvis kl. seks om morgenen. Køer, heste og grise skulle fodres. Der skulle muges og strøs. Koerne skulle malkes.

Foråret og høsten var de rigtig travle perioder og længere arbejdsdage. Der var noget at se til hele tiden. De hak­ kede roer. Koerne skulle pa græs og flyttes. Høet skulle slås, vendes og ko­ res hjem. Roer tages op og køres hjem.

De kørte møg ud og spredte det på markerne. Markerne skulle piøjes.

Kornet tærskes, så der hele tiden var foder til dyrene. Bygninger og redskaAnna, Jens Ove og Inger i haven som­ meren 1939,hvor den er vokset godt til. Foran dem dæks­ let til den brønd, som de fik vand fra de første år. Der er gange, kantet med buksbom. I bedene stauder og blomster.

(Foto udlånt af Svend Erik Rasmus­ sen)

17

ber vedligeholdes.

De fik flere koer. Slagteren i Rojle køb­ te tyrekalvene for en billig penge.

Kviekalvene blev lagt til. Der blev handlet med kvier og koer, så besæt­ ningen blev forbedret. En dag blev en rod ko krydset med en jersey-tyr. Det kom der mere mælk ud af, og Simon kom hjem fra dyrskuet i Nørre Aaby med mange æres- og førstepræmier.

I 1930 kobte Simon en petroleumsmo­ tor, der skulle trække tærskeværk og kværn. Der blev bygget et lille skur til den for enden afladen. Når blæselam­ pen havde varmet motorens glodehoved op, drejede man håndsvinget rundt. Djuung, djuung, sagde det, og motoren korte. Et remtræk gik gennem muren til værk og kværn. Tærskevær­ ket fik en pakker, og der blev sat en slidske til, så værket skubbede halmen op på loftet. Anna, en bedsteforælder eller Inger tog halmen fra, favnfuld efter favnfuld, og stablede den løse halm.

Nn skal den store sten væk. Vi er nok i sidst i 1920 'erne. I nogle efterårsdage har Simon gravet en to meter dyb rende omkring stenen, som viser sig at være kæmpe stor.

Han sender bud efter Røj,leskovs.meden, Niels Chr. Hansen. Han harforstandpå, hvordan manfjerner en sådan sten, og har tilladelse til at bruge dynamit. Mange naboer er stimlet sammenfor at overvære sprængningen. Sme­ den lægger dynamit rundt om stenen og tænder lunten. Ville går i dækning i behorig afstand.

Der lyder et brag men da rogen har lagt sig står stenen uskadt tilbage.

Simon graver mere, og nogle dage senere kom­ mer smeden tilbage med en endnu stone porti­ on dynamit. Nnforegår det i al nbemærket-

hed uden nysgenige tilskuere. Smeden tænder lunten, og mens den hvæser, lober han og Simon over bag nogle træer i skellet. Der lyder et kæmpe brag, jord og stenstiimper flyvergennem luften. Kæmpestenen er sidet til skærver og blokke. De ligger omkring på marken og de storste i hullet. Naboerne kom­ mer og hjælper til. De korer 6-7 kassevogn­ fulde læs hjem tilgården. De store blokke bakser de med loftestænger, kæder og heste­ kraft samt en god portion håndkraft op på et stort træbræt, som Tulle og Fnt% bruger alle deres kræfterpå at trække hjem. Mange år senere vil sonnen, Jens Ove, med en frontlæs­ ser på sin gravemaskine fjerne de store blokke fra ejendommen. Vrontlæsseren kan lofte 700 kg. To må han lade ligge. De erfor tunge.

Og så harJens Ovefåetfortalt, at der var hugget et kors på stenen. Men det ville hans far ikke melde videre, for han ville ikke have arkæologer til at forsinke fjernelsen aj stenen.

Noget af en revolution Seks naboer oprettede i 1934 et lille vandværk på Anton Nielsens jord ud til Rojleskovvej. Nu fik de lagt vand ind i husene — til kokken og vaskehus samt til stalden hos Anna og Simon.

Endnu en forbedring midt i en tid, hvor landbrugskrisen havde hærget i flere år. Som i det øvrige landbrug - og samfundet i det hele taget - var der smalhals. Anna og Simon klarede sig igennem, sikkert med en blanding af dygtighed, sparsommelighed og flid.

Men engang stod der et minus på 400 kr. i brugsbogen, og så var z\nnas æg­ gepenge modregnet.

- Dem betaler I, når I kan, sagde udde­ ler Nielsen, som senere fik sine penge.

I hvert fald en enkelt af de oprindelige husmænd gav op i den svære tid. Man-

18

i I

5 I

ge måtte tage ekstrajob: en mælkerute, små job i perioder som reservepost, daglejer osv. Tiderne blev bedre.

Livet på husmandsstedet blev også præget af, at Simons far døde i 1933 og hans mor i 1939. I lobet af 1930’erne og 40’erne blev børnene større og be­ gyndte at hjælpe til i landbruget. Det var der også brug for, for Simon brug­ te mere og mere tid på sit arbejde i husmandsforeningen og sognerådet.

Mange dage måtte Anna også malke og fodre om aftenen, når Simon var til mode.

Sidst i 1930’erne sendte de bud efter en elektriker for at få lagt strom ind. l ian trak kabler fra elmasten på vejen hen til stuehusets østgavl. Elektrikeren rumsterede oppe på loftet. I lan borede og hamrede. Ledninger kom i ror, der gik ned i hvert rum i stuehuset til en afbryder og hen til et lampested i lof­ tet. Han fortsatte ovre i stalden. Efter nogle dage kunne de bare trykke afbry­ derknappen ned, og der kom lys i stu­ en eller i stalden fra en elektrisk pære.

Og knappen op, så slukkede lyset. Ti­ den med petroleumslamper og flager­ muslygter og meget famlen rundt i mørke i hus og i stald var forbi.

- Det var noget af en revolution, siger Jens Ove i dag.

De fik også lagt kraft ind, alt sammen fra Middelfart Elværk. De udskiftede petroleumsmotoren og kobte sammen med en nabo en elektromotor. Den blev forsynet med et par gummihjul, så den let kunne flyttes.

Kolde aftener foran kakkelovnen Den 9. april 1940 blev Danmark besat at tyske tropper. Det betod stilstand i udviklingen af landbruget og mangel på mange varer, men også gode priser på landbrugsvarer. Det gav ekstra ar­ bejde for sogneråds formanden, som skulle administrere rationeringsmærker på en lang række varer. De havde også fået radio og hørte BBC’s udsendelser på dansk. I de sidste måneder af besæt­ telsen, da Gestapo var ved at optrevle den vestfynske modstandsbevægelse, skjulte de en frihedskæmper fra Mid­ delfart.

En enkelt investering blev dog mulig.

Sammen med tre naboer kobte Simon en selvbinder for 600 kr. Tre heste skulle der til for at trække maskinen gennem kornmarken og fa knive, sejl og binder til at spy bundne neg ud på stubmarken.

Kolde vinteraftener — og dem var der mange af i de år — sad Anna, Simon og Jens Ove på spisebordsstole i en halv­ cirkel foran kakkelovnen i stuen med benene oppe på en fjerde stol og lod sig gennemvarme. Endelig en hyggestund sammen, inden de skulle ind i de kolde værelser og sove.

Tulle og Fritz foran kassevognen i ca.

1946-47, Simon (forrest) og Jens Ove kører foderroer hjem. (Foto udlånt af Svend Erik Rasmussen)

19

Efter fem dage havdejens Ove et par ski, som han bandt på sine gummistøv­ ler. Men skiene tabte facon, og de kun­ ne også let ryge af støvlerne. Efter et par år fik han sit livs julegave. Et par rigtige ski og skistøvler. Med dem kun han bedre suse ned ad stien fra parke­ ringspladsen ved Røjlc Klint til et styk­ ke ud på det frosne vand på Lillebælt.

Lise, Lasse og en nabohest foran selvbin­ deren 1948-49. Simon på selvbinderen, københavnerdrengen Børge Skjoldager og Jens Ove. (Foto udlånt af Svend Erik Rasmussen)

Jens Ove var nu ene barn tilbage. Efter syv års skolegang i Røjle-Taarup Skole blev Inger konfirmeret i 1939 og kom ud at tjene.

1 nogle vinterdage under krigen tog Simon sig tid til at lave et par ski til Jens Ove. Han høvlede to brædder til og spidsede dem i snuden. Så kogte han dem i grukedlen. Han gik op på loftet med de varme og bøjelige bræd­ der, satte dem i rullen og spændte dem fast, så forenden buede om trærullcn.

70 kg på nakken som 14-årig Efter befrielsen i 1945 blev det muligt at forbedre landbruget. 1 1946 forlæn­ gede han laden, og i den ene side af loftet blev der indrettet kornmagasin.

Nu skulle de ikke længere bære kornet over på loftet i stuehuset. Kværnen blev flyttet ind under kornmagasinet, så kunne kornet næsten af sin selv gen­ nem et hul i loftet løbe ned i kværnen og blive til grut.

Men kornsækkene skulle op på korn­ magasinet, når det var tærsket. Og der var kommet flere sække end i de første år. Byg- og havremarkerne kastede flere fold af sig.

14-årige Jens Ove tog sin tørn.

Simon holdt af natur og jagt. Søndag for­ middag i sæsonen gik han på jagt, her (til venstre) sammen med gartner Harald Hansen (Simons svo­ ger), på tillægsjorden sidst i 1940'erne. Så vankede der hare- og fasansteg på mid­ dagsbordet. (Foto udlånt af Svend Erik Rasmussen)

Sækkene med nytærsket byg starpå gulvet ved siden af tærskeværket. Han bakser en sæk op på sækkeløfteren. Med alle sine kræf­ ter drejer han håndtaget og hæver brættet med den 70 kg tungejutesæk til ryghojde. Han stiller sig med ryggen til sækken, lofter venstre arm op og griber fat om tutten. Han tager en dyb indånding og bojer lidt ned i knæene og lidt frem i én bevægelse. Han retter sig op, og sækken hvilerpå den unge mands nakke.

Han går hen til trætrappen. Forsigtigt skridt for skridt stiger han op ad trappen, kigger ned og sikrer, at han hargodtfodfæste. På det næstoverste trin griber han med højre hånd fat i det kraftige tov, der hænger ned fra et spær. Plan kommer op og går indpå gulvet.

Plan bojer sigfrem og lidt ned og slippergre­ bet om tutten. Bygkernernefosser ud afsæk­ ken. Han bojer sig mere og tommer sækken på gulvet, hvorfra en stovsky rejser sigfra kornbunken. Så går han ned efter den næste sæk.

Jens Ove var i konfirmationsalderen og havde i flere år taget sin torn. Alle­ rede som syv-otte-årig kunne han be­ tjene en letharve og en plov med to

heste foran. Endnu for begyndte han at hakke roer og vende ho. Han hakke­ de hakkelse og raspede roer — med håndkraft. Sådan var det. Alle var i sving med det, de kunne. Som 10-årig korte han sin forstc tur alene i charabanc’en, da han med Tulle og Fritz hentede to tanter på Rojle Station. For den bedrift indkasserede han en to­ krone af tanterne. Og nu bar han tun­ ge sække med korn.

- Når vi forst fik ”tavet” pa det, var det ingen sag, siger Jens Ove i dag, og han mener ikke, han har taget skade af det.

Farvel til Tulle og Fritz Tulle og Fritz har tjent familien godt i over 20 år, og nu gik det mod enden for de to dyr. En dag kom slagterne fra Rojle og Kauslunde. De trak hestene ud på marken. Her blev de skudt, og de to slagtere fik hver en hest, som blev kort væk i Rojlc-slagterens varebil.

- Jeg gemte mig. Det skulle jeg ikke opleve, husker Jens Ove. Forinden havde Simon kobt to nye heste. Simon, nabo Richard Jespersen

Jens Ove og Simon kører roer ind fra kulen en vinterdag ca. 1949. Lasse og Lise foran vognen.

(Foto udlånt af Svend Erik Rasmussen)

Anna og Simons ejendom sommeren 1950. Bemærk trappen på skråningen midt i haven. Ude til venstre er der en lys stribe med hindbær og bag ved en række rødpil.

Op til jul skar de tynde 40 cm lange grene af træerne og satte dem i vand indendørs.

De spirede, og inden gartner Hansen i Strib og andre overtog dem bundtvis til jule­ dekorationer, "smuttede" de hinden af de bristefærdige rakler. (Foto udlånt af Svend Erik Rasmussen)

delfart. Han kunne ikke styre den lille ko. Dyrlægen mente, at "kælvningen gik hende på hjernen". Han gav det råd, at der blev lagt en isblok på koens pande. Sådan en havde de i områdets fællesfryser, som stod i deres lade. De lagde blokken i en sæk og bandt den fast i Lille Gormsens horn, så blokken lå på koens pande. Det tog galskaben, og de kunne beholde koen i mange år.

Det betød også, at der kom jerseykøer i alle syv båse. De gav mere og federe mælk, og afregningerne fra Rojle Meje­ ri blev større.

Forinden havde de købt en malkema­ skine, og det var slut med håndmalk­ ning, spand og den trebenede skam­ mel.

og Jens Ove cyklede en sommerdag til Skovby ved Bogense, hvor en heste­ handler havde tre heste til salg. En kæmpestor hest og to nordbakker. Na­ boen fik den store, og Simon de to nordbakker. De trak de tre heste og cyklerne den lange vej hjem. De holdt en pause hos familie i Baaring, hvor de blev budt på middagsmad. De to nye heste fik navnene Lise og Lasse.

Nogenlunde samtidig købte Simon sin første rene jerseyko, som fik navnet Lille Gormsen efter sælgeren, gårdejer Gormsen i Gamborg. Det var en lille bitte ko, der gav utrolig meget mælk.

Men den blev tovlig, når den skulle kælve. Da det skete første gang, ringe­ de Simon efter dyrlæge Møller i Mid­

22

kranset af træer mod syd og vest. Rød­ tjørnen nede i bunden havde vokset sig stor. Oppe ved stuehuset stod ha­ vebordet og nogle stole i læ bag en række tæt plantede lindetræer. Her kunne de slappe af en ledig stund og fra forår til efterår nyde et blomster­ væld og gronne farver i alle nuancer.

Mod vest ud til kokkenhaven og frugt­ træerne stod en række stauder. Haven var Annas stolthed — dog kunne hun ikke selv finde på at tage det ord i sin mund.

Anna og Simon Hansen i Annas have under et besøg hos sønnen ca. 1970.

(Foto udlånt af Jens Ove Hansen)

Forst i 1950’eme installerede smede­ mester Mortensen i Kauslunde et olie­ fyr og centralvarme i stuehuset. Der kom radiatorer i alle rum. Der var nu også indrette tre værelser og et toilet med håndvask på loftet.

Haven var Annas stolthed Anna arbejdede ude og inde, men al­ lermest holdt hun af at passe sin have, der var anlagt på det skrånende areal syd for stuehuset. Oppe ved huset var der et plateau med græsplæne og bede: roser og stedsegrønne buske. I et stort bed plantede Anna knoldbegonier ud om foråret, og de blomstrede i et rodt flor hele sommeren igennem, til den første nattefrost satte ind. På skrånin­ gen var plantet stenbedsplanter og stauder. Midt for forte en trappe på 10 -12 trin ned til næste plateau. De var belagt med flade stykker fra kæmpe­ stenen. Der var stensætninger på beg­ ge sider af trappen. Haven var om-

En lordag eftermiddag et af de forste dr efter befrielsen går Anna i sin have og luger og nipper, river og klipper, som hun plejer om lordagen. I 7 er ijuli måned — en fin som­ merdag.

En hoj, tynd dame går hen mod hende.

- Undskyld, atjeg maser mig på, men måjeg se Deres have, sporger hitn på rigsdansk.

- Jeg kan se fra vejen, at den er smuk.

- Ja, vars’go’, svarer Anna.

De gdr omkring i haven. Damen sporger til blomster og planter.

- i\ldjeg byde på en kop kaffe, sporger An­ na.

- Ja, tak, smiler damen.

Anna serverer kaffe itrider lindetræerne. De har meget at snakke om.

Det endte med, at damen den følgen­ de sommer blev indlogeret som som­ mergæst. Hun hed froken Frilander og var lærerinde i Kobenhavn. Hun boe­ de pa jens Oves værelse, som var ble­ vet indrettet på loftet. Det var netop blevet ledigt, da Jens Ove var kommet ud at tjene. Det blev froken Frilanders sommerfristed i flere år. Selv om hun betalte for opholdet, hjalp hun til med

23

ger om, hvad der skefe og blev sagtfor mange år siden. Derfor kan dennefortælling kun tilnærme sig virkeligheden.

Afsnit med kursivskrift og skrevet i nutid er baseret på kilder, men der er taget enfortællemæssigfrihedfor at variere og levendegøre historien.

madlavning og opvask og blev næsten en del af familien i flere somre.

I 1950’ernc tog sønnen, Jens Ove, me­ re og mere over. I 1954 flyttede han hjem. Han bod på og fik en mælkerute til Røjle Mejeri. Indtægterne herfra skulle være hans løn. Han købte en Fergusontraktor, og de skilte sig af med Brune, som havde efterfulgt de to nordbakker. Jens Oves Ferguson blev begyndelsen til hans maskinstation. 1 1959 overtog han ejendommen. Anna og Simon blev boende i stuehuset til 1969, hvor dc flyttede til Middelfart hos datteren, Inge, som nu boede i et hus i Hessgade.

Artiklen er tidligere bragt i Vends

2014.

1 dag bebos 12 af dc 13 husmandsste­ der. Parcel nr. 13 blev i 1965 solgt til Danske Olieberedskabslagre. Syv har beholdt jorden og drives som fritids­ landbrug. Resten har solgt jorden fra, bl.a. til Agro Tech, som fra lod nr. fem driver forsøgsvirksomhed med afgrø­ der. Jorden på de 12 lodder dyrkes, og lærken „triller” stadig foråret ind.

Sammenholdet i den tidligere hus­ mandskoloni er også bevaret. Mens nogle få storlandmænd driver det me­ ste af Røjlehalvøens jord, og Røjle Me­ jeri er blevet en lille bitte del af den globale koncern Arla Foods, pumper et af Danmarks mindste vandværker, husmandsvandværket fra 1934, ufor­ trødent fint vand op til beboerne på seks tidligere statshusmandsbrug.

Artiklen byggerpå interview medJens Ove og Aase Hansenforåret 2014, avisartikler og Knud Madsens bog Herregården Willeshave, 2000.

Hovedkilden erJens Ove Hansens erindrin24

Barndom i Vejlby Skov Ruth Jørgensen voksede op på et husmandssted som den næstyngste i en børneflok på 10. Hun fortæller om det helt almindelige liv fra midt i 1930’erne og til midt i 1940’crne: Skolegang, meget arbejde, familie­ livet i sorg og glæde, bornedrillerier, storvask, lørdagsforberedelser, troen, søndagsskolen, fester, sam­ menhold, højtiderne og forældre­ nes slidsomme liv.

Ruth Jørgensen har skrevet sine erindringer til sin familie. Bavnen bringer afsnittet om Ruths barndom i Vejlby Skov om­ kring 1940. Ruth, som dengang bar efternavnet Olsen, drømte om at blive sygeplejerske. Det lykkedes.

Hun blev gift med Knud Aage Jør­ gensen. Ruth arbejdede nogle år på Middelfart Sygehus, men skiftede spor og blev ansat på Skovgades Plejehjem i Middelfart. I 1975 blev hun leder af det nye plejecenter med ældreboliger, Teglgården, hvor hun virkede dl pensioneringen i 1993.

Af Rittb Jotrensen

Jeg blev fodt i Vejlby Skov sondag den 26. juli 1931 kl. ca. 4 morgen. Min mor Kirsten og far Svend Olsen havde i forvejen 8 born. Jeg var ikke noget ønskebarn. Mine forældre var 43 og 44 år, og der var gået fire et halvt år, hvor der havde været stilstand i børneføds­ lerne. Kirsten og Svend blev gift den 10. november 1910 og havde fået et barn ca. hvert andet år.

Mit barndomshjem var et husmands­ sted med tilhørende 4 tonder land.

Huset var stråtækt og bindingsværk, der var en dagligstue og den store stue, et kokken, et soveværelse, et børnevæ­ relse, et bryggers og et spisekammer.

På loftet var der et værelse. For at komme derop skulle man ud i loen, op ad en stige og hen over et loft uden lys.

Fra bryggerset var der dør ud til loen, hvor også wc’et var. Fra loen gik man ind i stalden, hvor der var en hest, 2 koer og nogle grise.

Vi havde også en hund og nogle katte.

Over loen var der korn- og høloft.

Der var en gårdsplads foran huset og en have med plæner og blomster samt et par store træer på den anden side.

Lige uden for bryggersdoren var der en brond med pumpe, hvorfra vi fik det vand, vi brugte. Det var et stort arbej­ de at pumpe det op og bære det ind i spande.

Bag ved prydhaven var der et hønse­ hus. For enden af huset et frugthus.

Resten af jorden var tilplantet med frugttræer og bærbuske. Der var selv­ følgelig også en urtehave. Imellem ræk­ kerne med træer blev der dyrket roer, kom og græs.

Far var murer og var derfor væk fra hjemmet mange timer hver dag. Der­ for var det mor, der sammen med os born skulle sørge for, at alt arbejdet i hjemmet blev udfort.

25

■i K Bl Luftfoto af barndomshjemmet sidst i 1940'erne. Klintholms nyplantede frugtplan­ tage i forgrunden.

Første erindringer En af mine første erindringer er fra jeg er ca. 5 år. Jeg husker savnet af mor og en sær trist stemning i hele huset. Mor var væk i lang tid, og det var Kirstine, min ældste søster, der skulle overtage mors arbejde. Jeg har nok ikke forstå­ et, hvad der foregik, men har senere erfaret, at min ældste bror Johannes lå på Haslev sygehus og skulle do. Mor sad hos ham i 3 uger.

Jeg fik en dag at vide, at nu kom mor hjem, og jeg glædede mig meget. Vi skulle allesammcn køre i bil ud for at tage imod hende. Det var en nabo, der kørte for os. Vi nåede ud til Indslev, hvor vi mødte rustvognen. Der var mange mennesker ude på vejen, hvor vi holdt. Ud af en stor sort bil kom mor, og hun så mig slet ikke.

Hun så mig slet ikke. Følelsen af for­

ladthed kan jeg mærke endnu. Jeg hu­ sker ikke mere fra den dag, ej heller noget om begravelsen af Johannes. Jeg var ikke fyldt 5 år, da han døde; han var 20 år ældre end mig, og jeg husker ham ikke. 1 dag kan jeg selvfølgelig godt forstå, at det har været en umåde­ lig svær dag for mor, efter at hun hav­ de været alene med Johannes i 3 uger på et hospital og været hos ham, da han døde.

Derpå at køre fra Haslev til Vejlby i rustvogn med sin døde søn og så blive mødt på en landevej af hele familien, naboer og venner for derefter at afle­ vere kisten i kapellet ved Vejlby Kirke.

Men det er altså noget af det første, jeg erindrer.

Som jeg husker hverdagene i min barndom, var de præget af meget ar­ bejde. Alt var i faste rammer og vel

26

tilrettelagt; alle havde et arbejde at gorc helt fra vi var små.

Hjemmet var meget præget af mine forældres meget stærke tro. De tilhorte Indre Mission. Vi gik i kirke og i søn­ dagsskole, der blev holdt andagt og sunget meget. I min erindring var der megen alvor.

Anden verdenskrig begyndte, da jeg var 9 år. Jeg kan tydeligt huske 9. april 1940 og fars alvorlige ansigt. Jeg gik i skole om morgenen, men vi blev sendt hjem igen. Jeg husker lyden af flyvema­ skinerne, og hvad vi børn gik og talte om på vejen hjem. Det var skræmmen­ de og uhyggeligt. Vores ellers så trygge og rolige hverdag var pludselig blevet rystet.

Der er selvfølgelig også mange gode og glade oplevelser. Vi var jo mange i hjemmet i mine forste barneår.

Jeg fik en lillebror, da jeg var et år, så på 21 år var det blevet til 10 born, men vi har jo aldrig boet hjemme på samme tid. Reglen var, at når et barn fyldte 14 år og blev konfirmeret, blev det sendt ud at tjene og klarede herefter sig selv.

Jeg husker, vi var 5, og vi var i det ene­ ste borneværelse, der var. Der var kun 2 senge, men det tænkte vi ikke over, vi kendte jo ikke til andet.

Når jeg fortæller mine børnebørn om det, tror de, jeg er fra oldtiden. De har svært ved at forstå, hvordan vi klarede os uden telefon og TV. Legetoj havde vi heller ikke meget af, men vi havde hinanden, og der var altid nok at be­ skæftige sig med.

jet blev lagt i blod i vand tilsat soda.

Aftenen før selve vaskedagen blev ko­ getojet kogt i grukedlen i sæbevand (skidtkogt), næste morgen blev tøjet lagt over i en stor balje, som stod på en vaskebænk. Hvert enkelt stk. toj blev skrubbet på et vaskebræt. Det kom ned i en balje vand, skyllet og kom tilbage i grukedlen og kogt igen, så igen i baljen til en ny skrubbetur, hvorefter det blev skyllet i 3 hold vand, vredet op, og var så klar til ophængning. Alt foregik jo ved håndkraft. Alt vandet blev pumpet op og båret ind. Det ku­ lorte toj blev, efter at have ligget i blod, skrubbet på vaskebræt og skyllet i 3 hold vand.

Når vejret var til det, blev tøjet hængt op på lange snore på gårdspladsen. Det betod meget for husmoren, at tojet var blændende hvidt. Efter følgende skulle tojet jo tages ind, noget skulle stryges eller rulles, lægges pænt sammen og lægges på plads. En del skulle stoppes eller lappes, inden det kom i skuffer eller skabe.

Jeg husker engang, at snoren knækkede og hele den fine hvide vask endte på gårdspladsen. Det er vist den eneste gang, jeg har oplevet mor græde; alt arbejdet var spildt, alt skulle gores om.

Hovedrengøring To gange om året, forår og efterår, skulle hele huset gores hovedrent. Det var hårdt arbejde, alt sengetojet skulle ud og luftes, borstes og bankes. Alt det toj, der ikke kunne vaskes (det var me­ get mere end nu), skulle også luftes.

Det blev hængt ud på snore, alle lom­ mer blev tomt, og tojet blev plctrenset og børstet. Lofterne blev vasket. Vi

Storvask En gang om måneden blev der holdt storvask. Det foregik over 2 dage. To­

27

havde bjælkelofter, som det var rigtig hårdt at vaske. Det var især om foråret meget snavset efter kakkelovns fyring vinteren igennem.

Vinduerne blev pudset, alt træværket sæbet af, alle møbler, skuffer og skabe fik en omgang, gulvene skuret og fer­ niseret og rene gardiner hængt op. Det tog mange dage at rengøre hele huset, for dyrene skulle fodres og koerne malkes, alt det almindelige daglige ar­ bejde blev udført samtidig med hoved­ rengøringen.

Skolegangen Det var en almindelig landsbyskole med 2 klasser og én lærer. 1., 2. og 3. skoleår var lille klasse, 4., 5., 6. og 7. skoleår var store klasse. Vi gik i skole hver anden dag.

Fagene var dansk, regning, historie, geografi og religion. Pigerne havde desuden håndgerning. Skoledagen be­ gyndte altid med morgensang. Vi var omkring 30 i klassen. Det var jo en helt umulig opgave for én lærer med så mange børn på forskellige klassetrin.

Lærer Hansen gjorde det nok så godt, som det var muligt, men det var nu ikke godt.

J eg syntes, det har været svært at kom­ me videre og komme i uddannelse med så lidt boglig viden. Jeg ville på et tidspunkt gerne have været på realsko­ le. Jeg vidste nemlig meget tidlig, at jeg gerne ville være sygeplejerske, og spurgte far om det var muligt, men nej, der skulle ikke gøres forskel. Ingen af mine søskende havde gået på real­ skole. 1 øvrigt sagde far: ”Det er kun præstens og de store gårdmænds børn, der går der”.

Senere har jeg tænkt, at der jo nok heller ikke har været penge til det. Alt i alt gik min skoletid også godt, og no­ get fik jeg da også lært. Der var meget, der skulle læres udenad, bl.a. salmevers og katekismus. Vi havde mange lektier for, og meget lidt tid til at få lektierne lært og lavet ordentligt.

Det var nemlig en fast regel, at der kun var en time til lektier, uanset hvor lidt eller hvor meget vi havde for. Dagene var meget skematisk inddelt, en time til lektier, én time til leg, den øvrige tid var til arbejde.

Drillerier på børneværelset Det kan måske, når det sådan kommer på skrift, se meget hårdt ud, men så­ dan tror jeg ikke, vi oplevede det. Så­ dan var vores liv. Vi kendte ikke til andet; vi led ingen nød, selv om det var småt med penge, småt med ros og anerkendelse, kærtegn var der ingen af.

Vi lærte at arbejde, at gøre tingene så godt som muligt, at gøre som der blev sagt, og så i øvrigt lægge vort liv i Guds hænder. Han sad jo deroppe i himlen bag skyerne og kunne altid se os. Selv vore tanker var ikke skjult for ham. For mig kunne det ofte virke skræmmende, men jeg ved, at for mine forældre var troen dyb alvor. Det var den, de levede på, og det bedste de kunne gøre for os.

Der var da også mange gode dage, med gode og sjove oplevelser. Min bror Niels Jørgen var min helt og be­ skytter i mine første år. Han passede altid på mig og hjalp mig, når de andre drillede mig. Jeg var vist lidt af en tu­ desisse, det syntes Arne og Ellen i hvert fald. De elskede at se mine tårer.

28

Vi 4 boede en årrække sammen i bør­ neværelset med de 2 senge. Pigerne skulle være i den ene, og drengene i den anden, men det blev på grund af drillerierne ofte til, at jeg sov hos Niels Jørgen. Jeg elskede ham og savnede ham meget, da han som 14-årig kom ud at tjene.

Det med drillerierne var nu ikke så alvorligt. I det store og hele havde vi det godt med hinanden, enedes godt om arbejdet, og som voksne har vi altid haft det godt, når vi var sammen.

Børnene hjalp til Vi born var med i alt arbejdet, lige fra vi var små. Noget var mere sjovt end andet, men som jeg husker det, foregik det altid på en rolig måde. Vi fik be­ sked på, hvad der skulle gøres, og så blev det gjort. Om sommeren var det mest bærplukning. Der var uendelig mange stikkelsbær, men også jordbær og hindbær, mirabeller og kirsebær. Så var der kartofler, der skulle graves op.

Senere var det æbler og pærer, der skulle plukkes. Ind imellem skulle roer­ ne hakkes og senere tages op, høet og kornet hostes og kores ind. Far slog græs og korn med le, og vi gik og rev sammen og bandt neg.

Hvis efterårsvejret var vådt og koldt,

Ih

-fe

fi

kunne det være lange og drojc dage, når æblerne skulle plukkes. Der var mange lange rækker med træer, mange ugers arbejde.

Det må især for mor havde været hårdt. Mor havde dårlige ben, gik altid i ortopædiske sko. Hun kunne ikke bruge træsko eller støvler, så det var med galocher pa skoene i regnvejr og sole. Regntøj som i dag havde vi heller ikke. Mor var med i arbejdet hele tiden, bortset fra den tid, det tog at lave mad.

Præcis kl. 11 gik mor ind i kokkenet, og lige så præcis kl. 12 stod maden på bordet. Når vi havde spist sov mor til middag. Vi born vaskede op, ordnede kokken, pudsede komfur og messing­ stang, og så havde vi fri en time. Om sommeren blev den brugt til at bade i, vi boede tæt på Båring vig, det var dej­ ligt med en s vomme tur. Vi badede tit også i regnvejr. Sommetider fik vi også lov til en strandtur efter aftensmaden.

Dagens måltider Hvorfor vi altid fik varm mad om mid­ dagen, når far var på arbejde, og halv­ delen af ungerne var i skole, ved jeg ikke, men sådan var det. Om aftenen blev der serveret opvarmet mad til dem, som havde været fraværende og rugbrod til de øvrige.

Alle måltider var altid på bordet på faste klokkeslæt. Jeg kan ikke huske tidspunktet for morgenmaden, men vi fik som regel ollebrod, så frokost kl. 9, middag kl. 12, eftermiddagskaffe kl. 15, aftensmad kl. 18 og aftenskaffe kl. 21.

Mor var altid tidligt oppe. Der skulle Badetur til Båring Vig sammen med Arne og Kirstine (i vandkanten) ca. 1938.

om der var meget at gøre. Jeg kan end­ nu mærke fornemmelsen, jeg havde sådan en lørdag sidst på eftermidda­ gen, når vi var ved at være færdige.

Huset var rent, alle forberedelserne gjort, havegangene lugede og nyrevne, og mor bad mig hente blomster ind og pynte op i dagligstuen. Det var rart.

Lørdag aften efter spisetid kom der varmt vand i den store zinkbalje, og vi blev badet og fik rent undertøj på.

tændes op i komfuret, laves morgen­ mad og smøres madpakker. Far skulle ddligt af sted. Han arbejdede nogle år som murer på Kabelfabrikken i Mid­ delfart. Han kørte på en gammel mo­ torcykel. Koerne skulle malkes, og mælken bringes op for enden af vejen til en bestemt tid, så den kunne kom­ me med mælkevognen til mejeriet i Rojle. Der var ikke noget at sige til, at vi alle måtte bidrage med, hvad vi kun­ ne, men hele ansvaret lå på mors skuldre.

Søndagsskole hver anden søndag Søndagene holdt jeg også meget af.

Efter morgenmaden sang vi morgen­ sang og holdt en lille andagt.

Så mange som muligt skulle i kirke kl.

10 i Vejlby Kirke. Nogle skulle blive hjemme og sørge for maden, og tage imod dem, der kom hjem på besøg.

Der kom altid nogle af vore søskende, som var ude at tjene; nogle kom til middag, andre senere. Ofte kom der også onkler og tanter. Jeg tror aldrig mor vidste, hvor mange der kom, men der var altid mad nok.

Hver anden søndag blev der holdt søn­ dagsskole i vores dagligstue. Det be­ tød, at når der var vasket op efter mid­ dagen, blev nogle af møblerne båret ud og bænke sat ind. Kl. 14 kom børnene.

Som regel var der mange, og en del havde en forælder med. Far var en af underviserne, men der var også andre.

Der blev sunget og fortalt bibelhisto­ rie. Det varede omkring en time, så blev børnene sendt ud at lege, og alle de voksne fik kaffe, og mors gode bag­ værk svandt ind.

Så var der en stor opvask, meget op­ rydningsarbejde og ikke så lang tid, til vi skulle i gang med forberedelserne til

Lørdagens forberedelser Lørdage og søndage var altid anderle­ des end andre dage, og derfor glædede jeg mig altid dertil. Det var ikke week­ end. Det kendte vi ikke dengang, lør­ dag var arbejdsdag og også skoledag, men det var en dag, hvor vi ikke arbej­ dede ude, i hvert fald når man var pige.

Vi forberedte os på søndagen, som var helligdag. Huset skulle rengøres, vin­ duerne pudses, maden til søndagen, hvor vi altid var mange, skulle forbere­ des så godt, som det nu var muligt.

Der fandtes ikke køleskabe eller dyb­ frysere, kun et spisekammer med salt­ kar og et flueskab, ikke engang et kæl­ derrum. Jeg husker, at på meget varme dage blev noget af maden lagt i en spand og hejst ned i brønden.

Der blev altid bagt meget, i min erin­ dring var det nærmest bjerge af bag­ værk. Mor var ikke nogen mesterkok, men hun var utrolig god til at bage.

Der blev fyret op i komfuret, og så blev det til sigtebrød, franskbrød, bol­ ler, sandkage, kringle, lagkager, bagte æblekager og flere slags småkager.

Jeg kunne godt lide vore lørdage, selv-

30

aftensmaden, men alligevel husker jeg det som gode dage, men de søndage, hvor der ikke var søndagsskole, var de bedste.

Aftensmåltidet søndag var hyggeligt.

Der var lidt mere spændende mad end til hverdag. Vi fik bl.a. blødkogte æg, men selvfølgelig måtte vi ikke frådse; f.eks. skulle der spises 2 hele stk. rug­ brod til et æg. Jeg husker engang, jeg rigtig ville nyde mit æg, så jeg spiste 2 stk. brod kun med margarine. Derefter ville jeg spise ægget, men nej, den gik ikke, for at få ægget måtte jeg spise endnu en skive brød.

Der var som regel mange om bordet.

Arne og jeg nod at have de store sø­ skende hjemme. Efter spisetid begynd­ te de jo at tage afsted igen. Dagen slut­ tede med aftensang og bon.

Mandag følte jeg ofte savnet og tom­ heden. De 2 dage var gået så hurtigt.

Den gode mad og alt bagværket var spist, gæsterne var væk, en ny uge var begyndt.

Krigsårene Jeg var 9 år, da Ellen kom ud at tjene, så nu var der kun Arne og mig tilbage, det var i 1940. Det år flyttede mine morforældre ind hos os. De var blevet gamle og sloje og kunne ikke klare sig selv. Det var en stor omvæltning. De kom til at bo i soveværelset, og far og mor måtte bo i den store stue. Far og mor havde prøvet det for, idet mine farforældre også havde boet hos os i deres sidste tid, men det kan jeg ikke huske. Farfar dode som den sidste af dem i 1932.

Far var ikke på Kabelfabrikken mere.

Han havde andet arbejde, men var

også mere hjemme.

Ja, der skete store forandringer i de ar.

Der var krig. Det mærkede vi ikke så meget til ude i Vejlby Skov, men de voksne var anderledes. Der var mange ting, der ikke kunne fås, der var mørk­ lægningen, mangel på brændsel og rati­ onering på mange varer.

Mine bedsteforældre dodc med få må­ neders mellemrum det samme år, de kom. Arne og jeg flyttede op på lofts­ værelset, børneværelset blev nedlagt, bryggerset og spisekammeret gjort storre. Kokkenet gjort i stand og fik nye skabe.

Der var stadig meget arbejde, og vi var færre til at udfore det. Frugtplantagen gav efterhånden storre udbytte, og indtægten under krigen var nok også steget. Det betod, at far var mere hjemme og tog sin del af slæbet.

Mor var ikke så stærk mere og var ofte syg. Hun havde som for omtalt dårlige ben. Da hun fik sit 3. barn som 29årig, fik hun årebctændelsc i begge ben og skinnebenssår, hvilket hun kom til at doje med resten aflivet. Når skinne­ benssårene i perioder var særligt slem­ me, kom der dagligt en hjemmesyge­ plejerske for at behandle sårene. Karen sygeplejerske var en statelig dame, me­ get nydelig i blå kjole med hvid krave og et stort hvidt forklæde. Hun var også en meget venlig og myndig per­ son. Jeg så meget op til hende, og det var på grund af hende, jeg meget tidlig var klar over, at det var sygeplejerske, jeg ville være.

Livet i Vejlby Skov Vejlby Skov var et Lille område, hvor alle kendte alle. Der var et godt sam-

31

sang han: Køb en lille sild, så bliver du så mild. Mor var ikke så glad for Søren fisker, for han blev lidt sur, hvis hun ikke købte noget.

Brugsen blev bestyret afjensigne. Hun var, da jeg var barn, en ældre dame med tilbageredt hår med knold i nak­ ken, ufiks i tøjet, bestemt noget af en særling. Der stod altid på disken en hankeløs kop, som hun drak kaffe af.

Men Jcnsignc var rigtig god til sit job.

Hun kendte alle familierne og deres økonomi. De fleste købte på bog, (det vil sige på kredit, med aftalte faste af­ drag). For nogle kunne det være svært at betale, hvis der var sygdom, arbejds­ løshed eller andre grunde. Alt det fulg-

menhold og stor hjælpsomhed naboer­ ne imellem. Når der var sygdom eller barsel, ja, så var det en selvfølge, at man hjalp hinanden.

Vore nærmeste naboer kom vi også sammen med til spisning eller aften­ kaffe engang imellem. Jeg kan huske nogle hyggelige pølsegildcr, der blev holdt, når vi havde slagtet gris. Så var der fersk kød, og man bød de nærme­ ste naboer på flæskesteg og medister­ pølse. Fersk kod var vi ikke forvændt med. Det meste af den nyslagtede gris blev lagt i saltkarret, nogle flæskesider og skinkerne blev røget og hængt op på loftet på skorstenen.

Der var også en brugsforening, hvor vi gjorde næsten alle vore indkøb. Der kom en slagter rundt til alle husene en gang om ugen, ligeledes en bager og en fiskemand. Han hed Søren og boede nede ved stranden. Han kørte på cykel rundt og solgte sine fisk. Nogle gange

En sommergæst med tre børn fra Klint­ holm på besøg i ca. 1944. Far står sam­ men med mig med en jerseyko og en kalv.

32

te Jensine med i, og så fik folk rimelige aftaler. Men fattige folk skulle ikke frådse. Der skulle kobes fornuftigt ind, mente hun. Derfor fik man ikke altid det med hjem, der stod i bogen. En­ gang havde mor skrevet en pakke hav­ regryn, men jensigne gav os havregryn i los vægt, de var billigere.

En af vore nærmeste naboer var Klint­ holm, en temmelig stor gård, hvor der i en del år var sommerpensionat. Der blev jeg i de sidste krigsår bedt om at hjælpe til nogle timer hver dag med kokkenhjælp, rengøring af værelser, senæring og opvask. Det var fine folk, som var gæster der, direktorer og lig­ nende fra København og Odense, så det var noget af en oplevelse for sådan en lille bondepige på 12-13 år at lære at senære for dem. De talte et sprog og havde nogle manerer, som jeg ikke var vandt til, men som jeg husker det, var de flinke og venlige.

Fester med megen forberedelse Der skete meget andet i de år. Flere af mine ældre sos tre var forlovede, og så skulle der jo holdes bryllup. Det forste var i 1939, det næste i 1940. Det var store begivenheder, som også krævede meget arbejde. Det var igen mor, det gik mest ud over. En af vore naboer, en enlig froken på alder med mor, kom nogle dage for festen for at hjæl­ pe med forberedelserne. Vi kaldte hen­ de for Moster. Hun lavede altid boller­ ne til suppen. Kodet til kødbollerne skulle hakkes 12 gange, og det foregik med håndkraft på en lille hakkemaski­ ne, som var fastgjort på enden af kok­ kenbordet. Der sad Moster på en tabu­ ret og hakkede kod i timevis. For at

holde styr på omgangene blev der lagt en tændstik, hver gang fadet var tomt.

Hver eneste lille kødbolle blev lavet med en teske og blev kogt i en gryde med vand. Melbollerne blev lavet med en bollesprojte, og da der under krigen ikke var mulighed for at kobc margari­ ne, blev de lavet med honsefedt, og det blev nogle fine boller.

Dagen for festen kom kogekonen.

Hun fik 20 kr. for 2 dages arbejde, og så havde hun også en gave med. Me­ nuen bestod som regel af suppe og kogt hønse- og oksekod med peber­ rodssovs. Desserten var gerne æbleka­ ge. Suppen blev kogt i bryggerset i grukedlen.

Der skulle selvfølgelig være rent i hele huset. Møbler skulle flyttes, borde og bænke stilles an, og der skulle skaffes soveplads til mange. Høloftet blev også taget i brug, og Moster havde også ekstra sengeplads.

Det var ikke kun ved bryllup, det fore­ gik som her beskrevet. Der blev jo holdt runde fodselsdage, konfirmatio­ ner, begravelser af bedsteforældre, fars og mors sølvbryllup m.m.

Hvor pengene kom fra, har jeg svært ved at forstå, og hvordan vi kunne være så mange i det lille hus, ved jeg heller ikke, men mange var vi. Vi var jo selv en stor familie. Dertil kom onk­ ler og tanter, og de nærmeste naboer var også med. Og ved bryllupper var der jo også gommens familie.

Hjemme og på besog Hverdagene var jo de fleste, og som tiden gik, ændredes de jo også. Far var nu mest hjemme, så Ame og far passe­ de mest det udendørs arbejde. Mor og

33

nygift, boede hun i Ribe. Arne og jeg var på ferie der nogle dage. Vi var 9 og 10 år og rejste alene. Det var i 1941, og der var mange tyske soldater i toget.

Hvor var vi bange, lige indtil vi igen nåede Middelfart og kunne gå ombord på Røjlegrisen. Men det var rart at væ­ re hos Kirstine og Kristian. Vi blev forkælede med god mad og sjove ople­ velser, bl.a. var vi i biografen for første gang i vores liv, men vi fik meget be­ stemt at vide, at vi ikke måtte fortælle det hjemme, hvad vi heller aldrig kun­ ne finde på. Det blev regnet for en stor synd at gå i biografen.

1 1943 var Kirstine flyttet til Grenå.

Kristian var fotograf, og de havde købt en fotoforretning i Grenå. Mor ville gerne besøge dem, så hun og jeg rejste derop nogle dage. Det var midt om vinteren og meget koldt. Der var igen mange tyske soldater. Mor var mindst ligeså bange for dem, som jeg var, men de var nu meget høflige. Der var ikke varme i toget, og jeg husker det som en hel dags rejse. Men igen, det var rart at være hos Kirstine. Hun har altid været meget dygtig til mange ting, bl.a. at sy. Mens vi var der, syede hun en kjole til mig i brunt riflet fløjl med et lille blomstcrmønster. Den var jeg me­ get glad for. Jeg havde på det tids­ punkt aldrig før fået en ny kjole. Jeg var jo nr. 7 i rækken af piger, så der var aldd brugte kjoler til mig. Alligevel gav den kjole anledning til nogle tårer. Da den en tid havde været søndagskjole, skulle den, inden jeg voksede fra den, bruges til skolekjole. Jeg glædede mig til første skoledag i den fine kjole, men ak, mor forlangte, at jeg tog forklæde på. Jeg græd mine modige tårer, men

jeg var stadig med ved bær- og frugt­ plukning. /\.rnc og jeg gik i skole, men ellers arbejdede jeg inde. Der skulle gores rent, vaskes toj, bages, syltes og henkoges, slagtes gris m.m.

Der blev fortsat holdt søndagsskole, og der kom mange om søndagen.

Nogle af vintrene i den periode var meget kolde, og det var svært at skaffe ordentlig brændsel. Det var rigtig koldt at komme op om morgenen. Der skul­ le som det første tændes op i komfuret og i kakkelovnen i stuen. Vandet, vi skulle vaskes i, var iskoldt, så det gik vi let hen over. Der var i perioder så me­ get sne og så megen kulde, at vi ikke kom i skole. Det var på en måde gode dage. Dyrene skulle jo passes, men derudover kunne vi ikke lave noget, så sad vi alle 4 i stuen med ild i kakkelov­ nen og frostroser på ruderne. Mor og jeg havde selvfølgelig håndarbejde, far læste højt af gode og spændende bø­ ger. Det var trods kulden og krigen hyggelige dage.

Det skete ikke ofte, at vi var andre steder. Det meste foregik i hjemmet, eller i hvert fald i den nærmeste om­ egn. Det hændte, at vi var cyklende til Middelfart eller var med på familiebe­ søg andre steder. Mine morforældre boede nogle få år i Bogense, som de var flyttet til for at være i nærheden af en søn. Jeg husker én gang at havde været med på besøg der. Engang var Arne og jeg på få dages ferie hos en farbror i Fredericia. Jeg har også været med far på besøg hos en farbror i Odense. Det var en stor oplevelse, vi rejste med Røjlegrisen derud (NordVestfynske J ernbane).

Da Kirstine, min ældste søster, var 34

intet hjalp, og mod til at tage forklædet af på vej til skole havde jeg ikke.

Højtider Alle årets højtider blev der dengang gjort meget ud af. Vi gik i kirke på alle helligdagene, og om søndagen var vi altid mange.

Julen var noget, vi altid glædede os til.

Det var ikke på grund af gaver, for dem fik vi ikke mange af. Det var selve stemningen og glæden ved at vore sø­ skende kom hjem.

Der var mange forberedelser, ja, i min erindring er det hele december, der stod i julens tegn. Grisen blev slagtet og megen god mad lavet. Der blev bagt et utal af kager. Pynt til træet lave­ de vi også selv, stjerner, jakobsstigcr, hjerter og kræmmerhuse m.m. Det sad vi med om aftenen, mens far læste

julehistoricr for os, og selvfølgelig blev der som vanligt brugt megen tid på rengøring.

Juleaften fik vi som regel gåsesteg, vi havde jo selv både gæs og ænder. Når stegen var spist, fik vi altid bævrebudding, en slags saftgele med cremesovs.

Den aften blev jeg fritaget for opva­ sken. Jeg fik en ny julebog og lov til at læse, mens de store søstre klarede kok­ kenet. Når alle derefter var samlet i dagligstuen, gik far ind i store stue og tændte træet. Døren havde været låst hele dagen. Så blev alt lys slukket, dø­ ren gik op. Vi tog hinanden i hænder­ ne og gik ind til træet, syngende: Her kommer Jesus dine små. Under det sidste vers stod vi stille rundt om træ­ et, mens vi sang: Her står vi nu i flok og rad om dig, vort skønne hjerteblad.

Ak hjælp, at vi og alle må i Himlen for din trone stå!

Vi sang mange salmer, far læste Jule­ evangeliet, og vi sang igen. Derefter blev gaverne delt ud, der var en gave til hver fra mor og far, og nogle små­ ting fra de store. Et år fik jeg min gam­ le kludedukke Grete med nyt hoved og nyt tøj, et andet år fik jeg nye laksko.

Efter gaveuddelingen fik vi kaffe, ka­ ger og godter, og som noget helt sær­ ligt en appelsin med en sukkerknald i.

Appelsiner måtte vi undvære, mens der var krig. Det var gode juleaftner, og helligdagene husker jeg mest som

hyggelige.

Selvfølgelig var der år, hvor vi ikke var

Ruth som 12-13 årig.

35

så mange. Efterhånden som flere blev gift og andre flyttede længere væk, kun­ ne det ikke aldd lade sig gøre at kom­ me hjem.

Mellem jul og nytår blev søndagssko­ lens julefest holdt. Det foregik i vores hjem. Alle de børn, der gik i søndags­ skolen, blev inviteret med forældre til at deltage, og der kom altid mange. Der blev sunget og leget om træet, og alle børnene fik en godtepose.

Juleevangeliet og nogle historier hørte også med. Der blev serveret saftevand, kaffe og kage. Denne aften var der dog altid nogle koner, der havde kage med.

De hjalp også med senæring og op­ vask.

Frihedsbudskabet fejret 1 maj 1945 var krigen forbi. Jeg husker tydelig den 4. maj, da fredsbudskabet kom i radioen. Det var en glad aften, der blev fejret sammen med naboer, som også havde nogle ægte kaffebøn­ ner. Vi børn sad og lyttede til de voks­ nes snak og hørte om frihedskampen, som også var foregået i Vejlby Skov.

Det havde vi ikke haft nogen anelse om. Det var på nabogården Klintholm, der var gemt våben og skjult friheds­ kæmpere m.m.

Der var megen glæde den sommer. Vi begyndte at kunne købe flere ting, men det varede dog helt dl 1951, inden den sidste rationering ophørte. I foråret 1946 blev jeg konfirmeret og skulle så ud at tjene og for fremtiden klare mig selv. Jeg havde selvfølgelig stadig mit hjem, men det forventedes af os, at vi nu kunne stå på egne ben. Det var bå­ de spændende og skræmmende.

Barndommen var slut.

36

Foreningen 2016/2017 Middelfart Museums planer om et psykiatrisk museum Mandag 21. november kl. 19.30 i Strib Sognegård 1888 åbnede Sindssvgeanstalten ved Middelfart pa markerne syd for byen. Det blev oprindeligt bygget til 400 patienter fra Fyn og det sydlige Jylland, men blev i 1890’erne udvidet til 700 patienter. I hospitalets storhedstid i 1950’ernc var der dog op til 1250 patienter. I 1970’erne og -80’crne blev tiere og flere patienter udsluset fra hospitalet og i 1999 lukkede den sidste afdeling.

I en tidligere patientbvgning vises udstillingen „Middelfart Sindssygehospital 1888-1999”.

Museumsinspektor Maiken Norup fortæller om, hvordan der arbejdes med at gorc udstillingen til et egentligt museum.

Generalforsamling Mandag 6. marts kl. 19.30 2017 i Rojle Forsamlingshus Arrangement efter generalforsamlingen er en del af programmet for 2017 og an­ nonceres i næste nummer af Bavnen.