
2 minute read
Galla: Fine jakkesæt, pæne kjoler og dans Galla: Fine jakkesæt, pæne kjoler og dans
from Sukkerchok 010
by Sukkerchok
Nu er det snart tid til Galla, hvilket betyder 3.g’ere i deres pæneste tøj, fin middag og den traditionelle lanciers-dans. Men hvad gør man, hvis man ikke ved hvad for noget tøj, man skal have på, og hvordan pokker danser man lanciers? Læs med her, så du kan få noget hjælp til tøjkrisen, eller har brug for at vide hvad det skide lanciers er!
Den 11. maj holder Sukkertoppen deres årlige gallafest for 3.g’erne, hvor 2.g’erne kan få lov til at komme og feste med uden 1.g’ere. Men hvad sker der egentlig til Galla?
Advertisement
Før 2.g’erne får lov til at deltage i festlighederne senere på aftenen, står den røde løber og fotograf klar, så 3.g’erne kan ankomme fint og fornemt til skolen, hvor der vil blive budt velkommen med lidt at drikke. I atriumgården bliver der dækket flot op med borde og pynt til mad og drikke. Det er som regel også her, at diverse vindere af årgangens nomineringer (fx årgangens stræber) bliver afsløret. Når maden så er spist, og spændingen stiger, skal 3.gerne gøre klar til at vise, hvad de har lært af lanciers i kantinen, hvor lærere og elever (både fra anden og tredje årgang) står klar som publikum til at heppe på dem. Der vil traditionen tro blive fundet en vinderkvadrille, som er den gruppe af dansere, som gør en ekstra god indsats. Først herefter begynder alle festlighederne, som vi kender dem fra de normale gymnasiefester - men med særlige festlige indslag fra lærerbandet, der nok skal fyre en banger eller to af.
Hvad pokker er lanciers?
Selskabsdansen Lanciers - eller les Lanciers - er en typisk gymnasietradition, hvor man danser sammen i grupper, kaldet kvadriller. En kvadrille består af fire par, der skal lave nogle bestemte trin gennem fem runder. Du kan hurtigt lære at mestre de basale greb og vendinger, hvis du tilmelder dig et eller flere af de små kurser, som udbydes på skolen - for Morten og Emilie står igen for at undervise i lanciers efter skoletid, så husk at melde dig på, når tilmeldingen kommer op. Du behøver ikke stille op med hele din kvadrille til at øve - bare du kommer og lærer de basale greb og indholdet i de fem runder. Hint: Det består af en masse gentagelser.
Hvad så med tøjet?
Traditionen tro plejer drengene at møde op i deres fineste jakkesæt og pigerne i deres pæneste balkjoler. Dog kan man altid vælge at skille sig lidt ud. Man kan som dreng finde jakkesæt i nogle lidt vildere farver frem, eller som pige kan man finde noget som ikke er helt så stereotypisk som fx buksedragt, eller kjole i nogle lidt mere prangende farver eller faconer.
Men selvom det er traditionsrigt at møde op til galla i fint tøj, er det selvfølgelig ikke et must, så hvis man hellere bare vil møde op i jeans og hoodie, er det også helt okay.
Nogen vælger også at bryde stereotypen med det fine tøj helt, og klæder sig ud i nogle sjove kostumer eller outfits. Så hvis man vil have en lidt sjovere aften end de andre, er det også en mulighed!
Hvis du har et sjovt outfit på, eller gerne vil dele et minde fra gallafesten i år, så send endelig et billede til Sukkerchok-redaktionen på Instagram eller ved mail (sukkerchok.sukkertoppengym@gmail.com). Så kan det være du bliver vist frem til resten af skolen på vores Instagram.