Maj 1969 - nyt anlæg, Ellens leverpostej, Svanelunden i Hjørring, avisartikel og Super Love........................................................s

Maj 69: Vi havde bestilt en del nye instrumenter, der begyndte at dukke op i maj måned. En stor investering på afbetaling gennem Søren Thuesen, der havde skrevet købekontrakten under hos Bjørnholt Musik i Silkeborg. I avisen blærer Thuesen sig af, at vi har investeret 80.000 kr (nutidspenge ca. 650.000 kr) i instrumenter og er tæt på gennembrud i udlandet. Det var nu at omgå sandheden lidt lemfældigt. Men nu var vi for alvor i kløerne på Søren Thuesen (se artikel side 35). Jørgen fik Rogers trommer, Ejvind fik Leslie til sit Capri-orgel, Erik fik Fender Stratocaster guitar og Marshall stack, Søren fik Fender Precision bas og sanganlægget blev Dane Supersound rack m. 2 stk. Dane højttalere (4 stk. 12” Celestion speakers i hver) og 3 stk. Shure 545/S pistolmic (se bilag 1/6-8). Per Ole Larsson stod som nævnt før bag Dane Supersound forstærkere og højttalere. I vores research har vi fundet ud af, at hans fortrinlige produkter blev ret populære - også blandt ret kendte bands (bl.a. Savage Rose og Peter Belli & Four Roses - se bilag 1/7). Et sjovt kuriosium er, at da LED ZEPPELIN første gang spillede i Danmark i 1968 brugte Robert Plant et DANE SUPERSOUND mixeranlæg, 1 stk. 4x12" kabinet i hver side med 1 stk. 4xhorn på toppen. Han skulle efter sigende aldrig have set et mixer set-up, hvor mixer, forstærker 2 mono 50 watt og en echo-maskine sad i et stativ, men adskilt således at man kunne udvide efter behov med flere amps og mixere. Dane Supersound højttalere ses th. i billedet m. Robert Plant og Jimmy Page.

Stifteren af Rotosound James How etablerede i 60’erne et showroom/forretning i den populære Denmark Street i London (nicknamed Tin Pan Alley), hvor der udover Rotosounds egne produkter blev solgt andre mærker. Også her var Dane Supersound repræsenteret. Denmark Street var en rigtig musikgade med indspilningsstudier, musikforretninger og Gioconda caféen, hvor kendte musikere mødtes. David Bowie rekrutterede sit første backing band i denne cafe. Stones, Kinks, Jimmy Page m.fl. havde deres gang i denne gade (se bilag 1/9).

James How tv. præsenterer et Dane Supersound anlæg i forretningen i Denmark Street. 24. maj 1969: Barbicans spillede til det værste arrangement, jeg har været med til som musiker, i Struerhallen, gymnastikforeningsfest. Der var lynchstemning mod os, og vi blev forulempet på det groveste, et under vi slap afsted uden skrammer. Vi spillede nu osse selv lidt op til publikum. Erik tuperede sit hår helt vildt inden han gik på scenen for at provokere folket, og det lykkedes. Og så syntes den lidt ældre del af publikum, at vi spillede for højt, så de ville hellere have danseorkestret Sonor Kvartetten, som vi skiftedes med, på scenen. På et tidspunkt fik Ejvind den besked, at hvis vi ikke holdt kæft, så ville de knække hans orgel.

Det var lyst, da vi kørte hjem med vores trofaste, gode gamle Kjellberg ved rattet i den hvide VW bus. Comb Trade kørte også med ham. Husker nogle morgener hvor man vandrede hjem efter at have læsset ud i kælderen, svedig og træt, men fuglene begyndte at synge og solen strålede allerede på den tavse by, solen havde virkelig gyldent røde stråler. Det var dejlige oplevelser. Vi oplevede ofte, at Jørgens mor Ellen havde stillet en nylavet/hjemmelavet leverpostej til os, når vi kom hjem om natten/morgenen. Så efter placering af instrumenterne i øvekælderen, satte vi os i spisestuen og nød leverpostejen. Det var en dejlig måde at afslutte et Ellen i spisestuen. spillejob. Ellen var et fantastisk sødt, venligt og betænksomt menneske, der betød rigtig meget for os.

25/26 maj 1969: Endnu engang var vi dumme og fattige nok til at spille i Hjørring på Svanelunden. Et af de dårligste, mennesketomme, fjendtligt indstillede steder, vi har faktisk kun haft dårlige erfaringer med det, men har alligevel været der ofte. Fra vi var nystartede og sov i et koldt og klamt sommerhus, og Jønne døddrukken for vild i klitterne. Men de sidste gange var der (i hvert fald for mig) en formildende omstændighed, der hed Jane. Hun var som en engel for os, vi var trætte og nedslåede og så kom vi med hende hjem til the, og det var bare så enormt skønt, at vi alle blev forelskede i hende. Det blev mig, der blev den udvalgte. Den sidste aften skulle hun have et lift hjemad og satte sig resolut på skødet af mig og nyssede mig til Kjellbergs udelte fryd, han spurgte efterfølgende altid til hende. Hun sørgede også for, at vi kom derop 4 dage i juni (20.-23. juni), hvor jeg sov om dagen, spillede om aftenen. Efter optræden gik vi alle hen til hende. Ved 3-tiden forsvandt de andre hjem på hotellet, og jeg oplevede en række dejlige morgener sammen med hende – mens vi hørte Vanilla Fudge. Det var her jeg første gang traf Bressums Maja, som var Janes veninde og boede ved siden af (vi kom straks op at skændes om en Beatles-plade ”John & Yoko”).

En af de første gange vi spillede i Svanelunden, fik jeg (Søren) pludselig midt i et sæt en forfærdelig trang til at lade vandet, så jeg skyndte mig ud på bagscenen. Desværre var scenen bogstaveligt skrå, så efter ret kort tid løb en sø af tis ind på scenen – pinligt. Det var også i Svanelunden, vi oplevede at nogle piger, såkaldte go-go dansere, dansede i et bur ved siden af scenen. Det var ret specielt, og vi har senere fundet ud af, at Søren Thuesen også havde den slags i sit katalog (se bilag 3/7).

Svanelunden i Hjørring

Artikel fra Randers Folkeblad 14/6/69 om vores investering. Philip Philipsen fra Brande var ret pikeret over, at en fyr fra Jelling hævdede, at provinsen ikke havde gode beatgrupper. Derfor nævnte han bl.a. Barbicans, der sagtens kunne hæve sig til det københavnske niveau. Udklippet er fra musikbladet Super Love i foråret 1969.