RÅDGIVNINGEN Virkningsevaluering af Rådgivningen Settlementet Vesterbro
INDHOLD
INTRODUKTION
3
OPSUMMERING AF HOVEDPOINTER
4
EVALUERING OG DATAGRUNDLAG
5
RESULTATER
6
VIRKEMIDLER
19
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER & UDVIKLINGSPOTENTIALER
28
INTRODUKTION Rådgivningen i Settlementet Vesterbro yder uvildig, frivilligbaseret rådgivning, særligt for mennesker i udsatte positioner. Med afsæt i Settlementets sociale arbejde tilbyder Rådgivningen støtte til mennesker, der kæmper med komplekse udfordringer som gæld, sygdom eller manglende adgang til basale rettigheder. Mennesker, der søger rådgivningen, kan dermed stå i en hverdag præget af alt fra PTSD, stress og angst til fysiske smerter og langvarige overbelastninger af forskellig karakter. Rådgivningen fungerer i høj grad som en brobygger mellem de rådsøgende og det offentlige system, og indsatsen er, ifølge denne evaluering, præget af dyb faglighed og en stærk forankring i målgruppens behov. Rapporten præsenterer resultaterne af en virkningsevaluering af Rådgivningen, udført fra august 2023 til maj 2026 af SocialRespons for Settlementet Vesterbro og støttet af TrygFonden. Ud over denne rapport er evalueringen formidlet gennem et løbende tæt samarbejde samt to interne workshops med Rådgivningen Vesterbro. Evalueringen har haft til formål at belyse den værdi og de resultater, Rådgivningen skaber, først og fremmest for de rådsøgende, men også for samarbejdspartnere og frivillige.
Med udgangspunkt i kvalitative og kvantitative data, herunder interviews, workshops og selvevalueringsdata, beskriver rapporten: Hvilke virkninger Rådgivningen har for de rådsøgende, herunder hvordan den øger chancelighed, skaber ro og håb, og styrker borgernes handlekompetence. Hvilke virkemidler der ligger bag disse resultater, herunder Rådgivningens målgruppeforståelse, kommunikation, uvildighed og helhedsorienterede tilgang. Hvilke opmærksomhedspunkter og udviklingspotentialer der kan styrke Rådgivningens fremtidige arbejde. Evalueringen viser, at Rådgivningens tilgang, der er præget af tryghed, uvildighed og faglighed, spiller en afgørende rolle for at nå mennesker, der ellers ville være i risiko for at falde uden for systemets rammer. Rapporten bidrager hermed både med en beskrivelse af Rådgivningens resultater og med indsigt i, hvordan lavtærskeltilbud som rådgivning kan skabe varig forandring for mennesker, der befinder sig i udsatte positioner.
3
OPSUMMERING AF HOVEDPOINTER Rådgivningen i Settlementet Vesterbro skaber konkret forandring og øget chancelighed for fx borgere, der falder mellem stole i mødet med systemet. Gennem en lavtærskelindgang, faglig og uvildig rådgivning og en stærk målgruppeforståelse formår Rådgivningen at støtte borgere, der ellers er i risiko for ikke at få hjælp. Den holistiske og medmenneskelige tilgang, præget af ro, faglighed og tryghed, giver de rådsøgende ikke blot konkrete løsninger, men også redskaber til selvhjælp, bevidsthed om rettigheder og et nyt perspektiv på sig selv og sin situation. Evalueringen har identificeret seks kernevirkninger: Ro og håb om forandring: en grundlæggende tryghed, der gør det muligt at finde håb. Hjælp til selvhjælp: vejledning, der styrker de rådsøgendes autonomi og handlekompetence. Bevidsthed om lovgivning og rettigheder: viden, der reducerer usikkerhed og styrker borgeres position over for myndigheder. Øget chancelighed i mødet med systemet: en brobyggerfunktion, der sikrer, at også mennesker med meget komplekse sager får hjælp. Et andet perspektiv på sig selv: nedbrydning af skam og skyld, der åbner for nye måder at forstå og håndtere sin situation på. Konkrete løsninger på praktiske problemstillinger.
Disse virkninger opnås gennem seks centrale virkemidler: Stærk målgruppeforståelse: en dyb indsigt i de rådsøgendes udfordringer og behov. Klar, hurtig og opfølgende kommunikation: tillidsskabende konsistens og gennemsigtighed. Fordomsfri og normaliserende tilgang: nedbrydning af skam og opbygning af værdighed. Uvildige med høj faglighed: en neutral instans, der skaber tryghed og tillid. Helhedsorienteret tilgang: bred faglighed og samarbejde, der dækker hele den rådsøgendes situation. Konsekvent fokus på de rådsøgende: fleksibilitet, følgeskab og tilpasning til den enkeltes behov.
4
EVALUERINGS METODER OG DATAGRUNDLAG Evalueringens fokus Med denne virkningsevaluering har vi undersøgt, hvilken værdi og hvilke resultater Rådgivningen skaber primært for de rådsøgende, men også for samarbejdspartnere. Dertil har vi haft fokus på, hvilke aktiviteter, metoder og virkemidler, der leder til disse resultater og for hvem. Derudover har evalueringen samlet relevante opmærksomheder og potentialer til Rådgivningens videre arbejde og forankring.
Evaluerings metoder og data Evalueringen er baseret både på kvalitative og kvantitative data. Herunder dybdegående interviews, fokusgruppe, samt workshops med personale og frivillige i Rådgivningen. Den kvantitative data stammer fra Settlementets DATAGRUNDLAG selvevaluering, et system udviklet af SocialRespons, hvor Rådgivningen indsamler data via opfølgende telefonsamtaler med rådsøgende, der har benyttet rådgivningen mindst tre gange. DATAGRUNDLAG
KVALTITATIVE METODER Enkeltinterviews Der er afholdt 12 dybdegående interviews med rådsøgende, eksterne samarbejdspartnere og ansatte i Settlementet.
Fokusgruppeinterview Der er afholdt 1 fokusgruppeinterview med seks frivillige for at opnå forskellige nuancer og perspektiver på indsatsen.
Workshops Der er afholdt to workshops i projektperioden for at understøtte relevant udvikling, samt for at kvalificere evalueringens tilgang og fund. I løbet af perioden er der afholdt: En opstartsworshop En lærings- og analyseworkshop
5
RESULTATER
RESULTATER: KAPITLET KORT FORTALT Dette afsnit belyser de konkrete virkninger Rådgivningen har skabt for de rådsøgende. Sidst i afsnittet præsenteres også kort resultater for samarbejdspartnere og frivillige. Med afsæt i evalueringens data beskriver dette afsnit, hvordan Rådgivningens indsats øger chancelighed, skaber ro og håb, og styrker de rådsøgendes evne til at handle og navigere i systemet og ikke mindst bidrager til en mere positiv selvfortælling. På den næste side præsenteres Rådgivningens resultater i tal og data fra deres egen selvevaluering. Dernæst vises fem nedslag i en rådsøgendes rejse i samarbejdet med Rådgivningen og den betydning det kan have at få hjælp til at skabe ro, tryghed og overblik over egen situation.
Der kommer en bevidstgørelse eller et eller andet. Det gjorde der, og det var bare virkelig, virkelig rart. Jeg var jo sådan en beholder under tryk.
7
RESULTATER I TAL Denne graf viser resultaterne af Rådgivningens selvevaluering. Data er indsamlet blandt de rådsøgende i Rådgivningen. Grafen belyser, hvordan de rådsøgende oplever rådgivningen og dens effekt på deres situation. Selvevalueringen viser en høj grad af tilfredshed fra de rådsøgende, der overordnet oplever at blive forstået og lyttet til. Derudover oplever 64%, at der er sket ændringer i deres situation og 73%, at de har fået mod på at tage fat i andre problmer.
8
FEM NEDSLAG I EN RÅDSØGENDES FORTÆLLING “Jeg har jo egentlig gerne ville gøre det selv, men det har jeg ikke kunne overskue, fordi jeg har været for syg og har ikke kunnet samle tankerne omkring det. Det har bare givet en masse frustration i lang tid. Derfor har jeg heller ikke overskud til at skulle løse de der problemer selv”.
“…deres måde at håndtere udsatte på, det er sådan, at man går derfra med en ro i maven, og man føler sig værdsat, og man føler sig hørt, og man bliver behandlet så fantastisk som et rigtigt menneske”.
Skam, udmattelse og forkerthed Sygdom, overbelastning, systembelastning
“Efter lidt tid så havde jeg det sådan, ej det gør jeg lige selv. Og så havde jeg gjort det, og så havde jeg det sådan, ej jeg kan godt tage én mere. Jamen så ville jeg også prale lidt over for hende [rådgiveren]. Og så var det egentlig også sådan, ej, no biggie. Sådan var det jo ikke i starten, men det blev det jo lidt til”.
Ro på situationen og “systemet”
Et trygt og forstående rum
“Og så til at starte med, var jeg fuldstændig drænet fra alt energi og livskraft. Jeg kan huske, at det var en kæmpe overvindelse for mig, at spørge en ”voksen” om hjælp. Det er altid gået galt. Jeg roder ikke meget, men det her har været så rodet. Det synes jeg er pinligt”.
“Det har betydet, at jeg har gået ud derfra og har kunnet sove om natten samtidigt med at jeg er blevet meget mere klar over hvad jeg selv skal handle på. De har hjulpet mig meget til selvhjælp”.
9
VIRKNINGER FOR DE RÅDSØGENDE
Modellen illustrerer den overordnede fortælling om Rådgivningen, som den fremstår blandt samarbejdspartnere, frivillige og rådsøgende. Evalueringen viser, hvordan Rådgivningens tilbud øger chanceligheden – især i mødet med systemet – og når de borgere, der ellers ofte falder uden for de etablerede rammer. Denne virkning skyldes Rådgivningens kultur og tilgang, der skaber konkret værdi for både de rådsøgende og samarbejdspartnere og som dermed bidrager til øget chancelighed på samfundsniveau. I modellens centrum står de seks mest tydelige virkninger, som evalueringen har identificeret. Ro og håb om forandring udgør kernen i disse virkninger, og går også på tværs af de øvrige virkninger. Virkningerne uddybes i de følgende afsnit.
Øger chancelighed Lige(stillet) adgang til systemet. Sikrer at borgerne får den hjælp og rådgivning, de har brug for
Indgang & adgang
Hjælp til selvhjælp
Alle oplever at være velkomne Uvildig rådgivning Helhedsorienteret rådgivning og stor rummelighed
Bevidsthed om lovgivning og rettigheder
Ro og håb om forandring Konkrete løsninger på praktiske problemstillinger
Øget chancelighed i mødet med systemet
Videre virkninger Større overskud i livet Mindre stres og sygdom
Andet perspektiv på sig selv
10
RO OG HÅB OM FORANDRING
“jeg tror, at det at brugerne her ved, at de altid har muligheden for at gå til rådgivningen og få hjælp, det giver en enorm tryghed og sikkerhed i tilværelsen, faktisk. (...) Det skaber en tryghed i folks tilværelse, som er meget, meget afgørende for ens livskvalitet, men også at man ikke… At tingene bliver grebet, før de bliver for store” Samarbejdspartner Evalueringen viser, at de rådsøgende i mødet med Rådgivningen opnår større ro og et styrket håb om forandring. Det fremstår som en af evalueringens mest centrale og gennemgående virkninger. De rådsøgende oplever at få hjælp til at skabe klarhed over deres situation og overblik over deres muligheder. Både samarbejdspartnere og rådsøgende peger på, at netop denne klarhed og dette overblik ofte var gået tabt, inden de kom i kontakt med Settlementets Rådgivning. Som en rådsøgende fortæller: “Jeg må sige, at min byrde… jeg tabte lige 50 kg af den tunge rygsæk. Jeg har stadigvæk sådan lidt, fordi man er så meget oppe at køre, man har søvnproblemer, man er stresset. Så derfor gør det også, at man har svært ved at overskue bare kontakte ens egen læge, hvilket er så vigtigt. Men det hun gav mig bare den ene gang, så vidste jeg bare, at det altid er Settlementet, jeg kontakter fremadrettet. Og jeg kontakter dem mange gange. - Rådsøgende
For de rådsøgende er det tryghedsskabende at vide, at der altid er hjælp at hente. Ifølge en rådsøgende har det "direkte betydning for ens livskvalitet". Det skaber større ro på flere områder af livet og giver håb om, at problemerne kan løses med den rette hjælp. Samtidig får de rådsøgende lettere øje på deres egen handlekraft, hvilket en samarbejdspartner peger på er en vigtig forudsætning for recovery. Som en samarbejdspartner beskriver det: “Det kan være noget med, at de har fået et klarere overblik over hvad mulighederne er. De oplever, at det har givet dem håb for, at det godt kan løses. Det er ikke sikkert, at Settlementet kan løse det for dem, men de får en oplevelse af, at det kan faktisk godt lade sig gøre – man kan godt gøre noget ved det her.” -Samarbejdspartner Der peges også på værdien af at vide, at der er et sted at henvende sig, hvor man bliver grebet, før problemerne vokser sig for store. Som en frivillig fortæller: "Og det var totalt skuldrene ned, og øjnene lyste op, og han var bare sådan, gud, okay, jeg har en plan, jeg har muligheder lige nu. Han var så glad, de første to gange, han var her, der græd han hele vejen igennem næsten." - Frivillig
11
HJÆLP TIL SELVHJÆLP
Gennem Rådgivningen vejledes de rådsøgende til at handle og agere selvstændigt i mødet med myndigheder og til at sætte sig ind i relevant lovgivning. Det er med andre ord hjælp til selvhjælp - en tilgang, der styrker de rådsøgendes oplevelse af mestring og autonomi. “De har givet mig så meget ro med deres rådgivning, så jeg selv har været i stand til at tage den videre selv. Og faktisk også været i stand til at læse op på ting selv. Og vidste hvad der skulle til for at komme i mål. Og har fulgt det til punkt og prikke.” – Rådsøgende
Den anden rådsøgende illustrerer, hvordan selvtillid og motivation vokser, når opgaverne bliver mere overskuelige. Empirien peger generelt på, at Rådgivningen lykkes med at aktivere de rådsøgendes egne ressourcer. Overblikket styrkes desuden ved, at Rådgivningen skaber klarhed og gennemsigtighed i de processer, der knytter sig til samarbejdet med forskellige myndigheder. Det understøtter oplevelsen af hjælp til selvhjælp og bidrager samtidig til øget tillid til systemet gennem en bedre forståelse af de relevante processer.
Rådgivningens tætte vejledning og relevante guidning bidrager til, at de rådsøgende i højere grad kan klare hverdagen uden støtte fra Rådgivningen. Det betyder, at de oplever større selvstændighed og i højere grad får øje på deres egne handlemuligheder. “Og så havde jeg sådan: ej det gør jeg lige, det her. Og så havde jeg lige gjort det, og så havde jeg sådan, ej jeg kan godt tage én mere. (...)” – Rådsøgende Citaterne understreger, hvordan Rådgivningens indsats skaber varige forandringer ved at give de rådsøgende redskaber til at håndtere fremtidige udfordringer. Den første rådsøgende beskriver en bevægelse fra afmagt til handling, fra at føle sig overvældet til at opleve klarhed og struktur.
12
ØGET BEVIDSTHED OM LOVGIVNING OG RETTIGHEDER
Evalueringen peger på, at de rådsøgende bliver mere bevidste om deres rettigheder og muligheder. Det giver dem større mod og bedre forudsætninger for at handle i deres egen sag og gøre brug af de rettigheder, de har. Det kan blandt andet handle om at tale om svære emner og italesætte egne behov over for jobcentret, hvilket nogle ellers kan være tilbageholdende med af frygt for sanktioner eller andre negative konsekvenser. Evalueringen viser eksempelvis, at nogle rådsøgende er bange for konsekvenserne ved at klage over deres aktiveringsforløb og derfor bliver i et forløb, de oplever som nedbrydende.
Viden og forståelse styrker dermed både borgernes mulighed for at gøre brug af deres rettigheder og deres handlemuligheder i mødet med myndighederne. Grundet flere af de rådsøgendes mistillid til og dårlige erfaringer med myndighederne, får Settlementets rådgivning en særlig stor rolle og værdi, da de rådsøgende oplever stor tillid til den viden og de informationer, de får fra Settlementet. Dette handler ligeledes om, at Rådgivningens frivillige er uvildige.
“Jeg hører nogle gange noget andet, end det de reelt siger, fordi tonen er på en ret hård måde. For mig lyder det lidt truende. Og så siger de hos Settlementet, at hun skal jo fortælle dig det og det. Det er ikke hemmeligt, det skal hun faktisk oplyse dig om.” - Rådsøgende For de rådsøgende er det særligt værdifuldt at lære lovgivningen og deres rettigheder at kende, fordi det mindsker usikkerheden og utrygheden i mødet med myndighederne. Det opleves eksempelvis som tryghedsskabende at vide, at man har ret til at klage uden at risikere at miste sin ydelse, eller at man ikke kan komme i gældsfængsel.
13
ANDET PERSPEKTIV PÅ SIG SELV
Evalueringen peger derudover på en virkning, som udspringer af den handlekraft, flere oplever at opnå gennem de øvrige beskrevne virkninger. Flere af de rådsøgende fortæller, at samtalerne i Rådgivningen giver dem et nyt perspektiv på sig selv og deres situation. Det sker blandt andet ved, at deres selvfortælling flyttes fra skam og skyld til en forståelse af, at deres situation er mere almindelig og håndterbar, og at de selv har mulighed for at handle. Som en rådsøgende forklarer:
På tværs af de rådsøgende gives der udtryk for, at mødet med rådgiverne får dem til at se på sig selv og deres situation i et mildere lys. Perspektivet bliver både mere omsorgsfuldt og mere konstruktivt, hvilket gør det lettere at handle på deres situation. Den reducerede oplevelse af skam og skyld bidrager samtidig til en bredere og mere nuanceret forståelse af deres situation og styrker troen på, at den kan ændres - ét skridt ad gangen.
“...så har vi jo ligesom vedtaget, at nu er det det her perspektiv, vi går med. At vi kan ikke rigtig bruge det der [skam og pinlighed] til noget, fordi det faktisk ikke er helt sandt. Ikke bare er det åndssvagt, men det er jo ikke virkeligheden, at det var for rodet til at rette op på, eller at det var pinligt. Der er jo også en masse politikere, der bliver fældet for dårlig økonomi. Hvorfor skulle jeg synes, det var helt frygteligt? Når ikke jeg bruger mere, end jeg har. For det gør jeg ikke. Det er bare blevet rodet for mig.” - Rådsøgende
14
KONKRETE LØSNINGER PÅ MANGEARTEDE PROBLEMER
Rådgivningen hjælper med at løse helt konkrete problemer, hvor de ikke kun hjælper på vej, men følger helt til dørs. Det er de her ting - små og store - som betyder, at folk ændrer opfattelse af deres egen situation, og som giver tryghed. Nedenstående citater illustrerer nogle af de konkrete ting, Rådgivningen bistår med, og som viser bredden i Rådgivningens tilbud. Oversættelse af breve fra kommunen, m.fl.
Jeg har været inde mange gange med sådan nogle små spørgsmål, du ved, som jeg har været forvirret over. Og nogle breve jeg ikke forstår. - Rådsøgende
Adgang til sundhedsydelser
Vi har også snakket meget om tandlæge og tilskud. Og thank God, fordi det er bare… ja… - Rådsøgende
Hjælp til budgetlægning og økonomioverblik
Vi har også brugt rigtig meget tid på sådan noget med budget. Det har også været en kæmpe kæmpe hjælp, for jeg kan ikke overskue det, som i overhovedet ikke. Rådsøgende Støttemuligheder til familiemedlemmer
Så hjalp hun mig til, at jeg burde have fået hjælp til efterskoleophold for min yngste. - Rådsøgende
15
RESULTATER FOR SAMARBEJDSPARTNERE
Tryghed i at kunne henvise borgere til Rådgivningen; man ved at folk er i gode hænder og bliver hjulpet godt videre
Mindsker arbejdspres; man kan give opgaver fra sig, som Rådgivningen kan hjælpe med
Får viden om håndtering af fx gældsproblematikker, som kan styrke ens egen vejledning og støtte til andre borgere
Fagprofessionelle får mulighed for at få en anden relation til den rådsøgende, hvis Rådgivningen er med som “oversætter”. Det at Rådgivningen er med til møder eller kommer ind som formidler af en kontakt til en sagsbehandler giver en anden ro for borgerne, som betyder at der kan bygges en anden slags relation mellem fx borger og sagsbehandler.
“... så kan jeg bare sidde og tænke ”ååh” og læne mig tilbage. Og det er den der tryghed, som jeg synes sådan en organisation som Settlementet giver. Det er netop det der med, at når man overleverer en opgave til dem, så ved man også et eller andet sted, at den er i trygge hænder.“
“Også fordi det vil aflaste mig. Fordi det tager tid. (...) Også fordi så vil jeg kunne bruge tiden på alt det der andet sociale arbejde.”
“Fordi dem, der er frivillige økonomiske rådgivere derinde, de har altså nogle helt andre kompetencer, end jeg har. Som strækker sig meget videre. Og det udnytter jeg. Og så lærer jeg noget.”
“Ja, jeg opfører mig ikke anderledes, uagtet om de er der. Men jeg kan bare mærke, at borgeren er nemmere at have en samtale med. Fordi det er gennemsigtigt, der er ikke noget, der er skjult...”
16
RESULTATER FOR FRIVILLIGE
De frivillige fortæller, at det generelt opleves værdifuldt og meningsfuldt at være frivillig i Rådgivningen. Samtidig beskriver de, at de erfaringer og den viden, de opnår gennem det frivillige arbejde, også kommer dem til gavn i deres øvrige arbejdsliv og faglige virke uden for Settlementet. De frivillige fremhæver følgende virkninger:
Glæde
Ny viden
Kollegaskab
Værdsættelse
1.Glæden ved at hjælpe andre: De oplever stor mening i at kunne hjælpe mennesker videre og se de rådsøgende finde ro og sænke skuldrene. 2.Ny viden og faglig udvikling: De frivillige opnår ny viden gennem samarbejdet med andre faggrupper og lærer af hinandens kompetencer – fra bankrådgivere til socialrådgivere. 3.Oplevelsen af at være værdsat: De frivillige oplever, at deres indsats bliver anerkendt gennem gode rammer, omsorg i hverdagen og et setup, hvor der bliver taget hånd om dem. 4.Kollegaskab og fællesskab: Samværet med de øvrige frivillige har stor betydning og fremhæves som særligt værdifuldt blandt de pensionerede frivillige.
17
VIRKEMIDLER
VIRKEMIDLER: KAPITLET KORT FORTALT I dette afsnit uddybes de centrale virkemidler, der danner grundlaget for Rådgivningens resultater. Evalueringen peger på, at det netop er kombinationen af målrettet faglighed, menneskelig nærvær og en struktureret tilgang, der gør, at Rådgivningen formår at skabe tryghed, empowerment og konkrete løsninger for de rådsøgende. Afsnittet belyser, hvordan disse virkemidler samlet set bidrager til at nedbryde barrierer, styrke de rådsøgendes handlekompetence og sikre en mere retfærdig adgang til systemet.
Så der er noget med menneskesynet... som jo bygger mennesker op i stedet for at køre dem ned. Og alle dem, jeg har mødt derinde, de falder egentlig meget godt i hak med det. En nysgerrighed på hvad der er sket i stedet for bare at ” du skal tage dig sammen”. 19
SEKS CENTRALE VIRKEMIDLER
Modellen her præsenterer de identificerede virkemidler, der karakteriserer rådgivernes tilgang og centrale greb, og som skaber positive virkninger for de rådsøgende. Virkemidlerne er udpeget på baggrund af de rådsøgendes og samarbejdspartnere udtalelser om og møder med Rådgivningen.
Uvildige med høj faglighed
Fordomsfri og normaliserende
Helhedsorienteret tilgang
Stærk målgruppeforståelse
Klar, hurtig og opfølgende kommunikation
Konsekvent fokus på de rådsøgende
20
STÆRK MÅLGRUPPEFORSTÅELSE
Rådgivningens stærke målgruppeforståelse bidrager i høj grad til at nå mennesker med erfaringer præget af svigt og mistillid og for at skabe de resultater, evalueringen peger på. Først og fremmest bidrager målgruppeforståelsen til, at de rådsøgende føler sig mødt, grebet og forstået. Både rådsøgende og samarbejdspartnere fremhæver dette som en gennemgående styrke ved Rådgivningens indsats. “Det var bare den måde, at... Det var forståelsen. At jeg var forvirret, men de forstod uden at jeg... og jeg forklarede mig meget dårligt, for når man sidder og er så presset, så snakker man i øst og vest og er helt omtosset. Du ved… Jeg behøver ikke at skulle overforklare det. De ved godt, hvad det handler om, når man er i den situation (...) jeg tænkte, wow, det her var næsten for nemt. Kan det virkelig passe? Altså fordi man forstår... man skulle næsten tro, at de selv have været igennem det.” - Rådsøgende
Rådgivningens stærke målgruppeforståelse bidrager til, at de rådsøgende føler sig trygge og har tillid til, at rådgiverne forstår, hvad der er på spil, og har erfaring med lignende problemstillinger. Den stærke målgruppeforståelse fremhæves også af samarbejdspartnere som en af Rådgivningens særlige styrker. De peger på, at den bidrager til høj kvalitet i mødet med de rådsøgende, styrker samarbejdet med eksterne aktører og også kommer til udtryk i Settlementets politiske arbejde. Samlet peger evalueringen på, at målgruppeforståelsen bidrager til at skabe ro og håb om forandring hos de rådsøgende.
Som citatet illustrerer, oplever den rådsøgende en høj grad af forståelse for sin situation og en oplevelse af at blive genkendt og mødt. Denne oplevelse står i kontrast til mange af de rådsøgendes erfaringer fra mødet med myndigheder og andre institutioner.
21
KLAR, HURTIG OG OPFØLGENDE KOMMUNIKATION
Klar, hurtig og opfølgende kommunikation skaber ifølge både rådsøgende og samarbejdspartnere en oplevelse af tryghed. Hjælpen fremstår som tilgængelig, konsistent og pålidelig.
“Jamen det der med at følge op og hun vender tilbage. Så kan det godt være at hun har overhørt et telefonopkald eller noget. Men det der med, at hun er konsistent. Jeg kan regne med hende. Hun siger også det, hun gør.” - Rådsøgende Som citatet illustrerer, opleves det som tillidsskabende og tryghedsskabende, at rådgiverne følger op, vender tilbage og handler på de aftaler, der indgås – også når der går et par dage, eller når Rådgivningen har særligt travlt. I tilfælde af sygdom blandt rådgiverne fremhæves det desuden som vigtigt at få hurtig besked, da det skaber ro og vished om, at der fortsat følges op.
Tydelig kommunikation fremhæves også som et centralt virkemiddel. Rådgivningen er tydelig om, hvad den kan og ikke kan hjælpe med, og denne forventningsafstemning opleves som værdifuld for både de rådsøgende og samarbejdspartnerne. For de rådsøgende betyder det, at de hurtigt kan få afklaret, om Rådgivningen er det rette tilbud. For samarbejdspartnerne giver det klarhed over, hvornår Rådgivningen kan bidrage, og hvornår andre tilbud er mere relevante. Som en samarbejdspartner udtrykker det: “Og så fortæller de også, hvad de kan og hvad de ikke kan. Og det er også en vigtig pointe for mig (...) Allerede selvfølgelig i den første henvendelse, hvor jeg får at vide om de kan hjælpe. Eller ikke kan. Og hvis tidshorisonten, det siger de også, er fem eller seks uger, og jeg tænker det er sgu for lang tid, så prøver jeg selv.” - Samarbejdspartner
De frivillige peger ligeledes på betydningen af at gribe det momentum, der opstår, når de rådsøgende rækker ud efter hjælp. Hurtige tilbagemeldinger – eksempelvis ved at ringe tilbage eller besvare beskeder – opleves derfor som særligt vigtige for målgruppen.
22
FORDOMSFRI OG NORMALISERENDE
Centralt for de rådsøgende står det, at rådgiverne bidrager til at nedbryde den skam, som mange rådsøgende forbinder med at søge hjælp. De udfordrer de negative selvfortællinger, som de rådsøgende kan bære på, og som er præget af skam og lavt selvværd. Den fordomsfrie og normaliserende tilgang gør det lettere for de rådsøgende at se deres situation og udfordringer som forståelige og håndterbare frem for som et personligt nederlag. Dermed skabes et grundlag for, at de rådsøgende kan udvikle en mere omsorgsfuld og konstruktiv forståelse af sig selv og deres situation. Den fordomsfrie tilgang kommer blandt andet til udtryk gennem følgende virkemidler: Stærke relationelle kompetencer Både samarbejdspartnere og rådsøgende fremhæver rådgivernes stærke relationelle kompetencer og deres evne til at møde mennesker i øjenhøjde. Den menneske-til-menneskeorienterede tilgang opleves som både tryghedsskabende og relationsopbyggende. Rådgiverne har med andre ord en stærk forståelse for målgruppen og er gode til at skabe tillid ved at tage sig tid til den enkelte. At blive mødt som et værdigt menneske De rådsøgende fremhæver, at det har stor betydning at blive mødt som et værdigt menneske.
For flere står denne oplevelse i kontrast til deres tidligere erfaringer. “Hun kan også et eller andet i forhold til hvor jeg er sådan, ”ej, åh det er også bare mig, ej det burde jeg også. Alle andre voksne de kan jo.” (...) Og så gør hun det også meget mere som et mellemmenneskeligt problem. Det er ikke bare sådan: ”ja det kan jeg godt se. Det har du da ikke styr på.” - Rådsøgende Rummelighed Den fordomsfrie tilgang har betydning gennem hele rådgivningsforløbet, også hvis en rådsøgende møder op til en aftale i påvirket tilstand. Her opleves det som særligt vigtigt, at de ikke skal frygte at blive bortvist eller mødt med fordømmelse, bebrejdelser eller løftede pegefingre. “De kommer uden fordomme. Og de ved godt, hvad det er for en population, de kommer ned til. De ved godt, at det er patienter, som er udfordret både psykisk og afhængighedsmæssigt. Og de møder dem der, hvor de er. Og der er heller ikke en løftet pegefinger i forhold til, hvis halvdelen af det gæld, de har, er opbygget, fordi de har gæld til pushere. Altså de møder dem uden fordomme. Jeg tror egentlig, det er det klareste, jeg kan sige.” Samarbejdspartner
23
UVILDIGE MED HØJ FAGLIGHED
For flere af de rådsøgende virker det tryghedsskabende, at Rådgivningen er en uvildig instans. Det betyder, at de søger hjælp hos Rådgivningen, fordi man i Settlementet ikke får oplevelsen af at være en "sag", som det kan være tilfældet andre steder. For nogle rådsøgende ligger værdien af uvildigheden i, at Rådgivningen ikke er bundet af eksterne interesser. Det bidrager til en oplevelse af, at man kan stole på, at den rådgivning, man modtager, er korrekt og uafhængig. Samtidig sænker uvildigheden barrieren for at søge hjælp, fordi de rådsøgende føler sig trygge og i sikre hænder. En samarbejdspartner beskriver betydningen af Rådgivningens uvildige faglighed således: “... så er det sådan en slags form for uvildig bankrådgiver. Altså en, der kan se det på begge sider, kan se, at det her er ordentligt. Altså der er ikke noget her, som ikke er ordentligt.” Samarbejdspartner
24
HELHEDSORIENTERET TILGANG
Rådgivningens helhedsorienterede tilgang er et virkningsfuldt element i både de rådsøgendes og samarbejdspartnernes oplevelse af Rådgivningens værdi og funktion. Til denne tilgang knytter der sig særligt to centrale virkemidler: Bred tværfaglighed Rådgivningens brede faglige kompetencer gør det muligt at anskue de rådsøgendes situation fra flere perspektiver. Et konkret virkemiddel, som de frivillige fremhæver, er, at der altid er to rådgivere med forskellige fagligheder til stede i Rådgivningen. Det giver mulighed for at bringe flere faglige perspektiver i spil og styrker rådgivningen, fordi rådgiverne kan trække på hinandens kompetencer. Samtidig understøtter det en fleksibel tilgang, hvor de rådsøgendes livssituation kan udfoldes, og hvor rådgivningen kan tilpasses, efterhånden som udfordringer og behov ændrer sig. “Det dækker jo så bredt, du ved. Og jeg har altid fået hjælp. Jeg ved også godt, at de kan jo ikke hjælpe med alt, men jeg tænker bare, at nu prøver jeg, og faktisk har det været inden for deres ramme. Men de kan jo altid henvise mennesker til det rigtige sted.“ -Rådsøgende
Sammenhængende støtte på tværs af tilbud De rådsøgende fremhæver, at det skaber stor tryghed, at Rådgivningen både kan hjælpe med at navigere i relevante støttemuligheder – også når de ligger uden for Rådgivningens eget område – og henvise videre, hvis andre aktører er bedre rustet til at hjælpe. Det vidner om stærke samarbejdsrelationer til andre organisationer og bidrager til, at Rådgivningen opleves som værdifuld, også når hjælpen består i at skabe adgang til andre relevante tilbud. Som en rådsøgende udtaler: “Lige nu med det der med jobcentret, så var der en eller andet, som sagde, at hvis ikke jeg finder ud af det, så har vi en eller anden, som selv har arbejdet i Jobcentret, som ved alt muligt, som er helt vildt sød og som kan hjælpe os. Så hvis ikke jeg kan, så ved jeg om nogen, der kan. (...) Så du ved, at du fik alt det der med... jamen der var et sikkerhedsnet. Vi er ikke bare alene ude på snoren.” - Rådsøgende. Samarbejdet med andre aktører og de frivilliges brede faglige kompetencer bidrager samlet til, at de rådsøgende oplever at have et sikkerhedsnet. Samarbejdspartnerne fremhæver desuden, at Rådgivningen er en stærk samarbejdspartner, blandt andet på grund af dens åbenhed og samarbejdsvilje.
25
KONSEKVENT FOKUS PÅ BRUGERNE
Afslutningsvis peger evalueringen på, at Rådgivningens konsekvente fokus på de rådsøgende udgør et overordnet virkemiddel, som kommer til udtryk på flere måder. 1.Tilpasning til den enkelte: Rådgivningen tilpasser indsatsen til den enkelte rådsøgendes behov, situation og udfordringer.
“Og igen den her åbenhed. Jeg har oplevet, at det hænger selvfølgelig også rigtig meget sammen med en stor loyalitet og fortrolighed og tillid i enkelte relationer. Men jeg synes også, at det afspejler en kultur, de har, hvor de går efter bolden og ikke efter alt det andet.” - Samarbejdspartner
2.Tæt opfølgning: Brugerfokuset kommer til udtryk gennem en tæt og vedholdende opfølgning, hvor de rådsøgende oplever at blive fulgt gennem hele forløbet. Rådgivningen kontakter eksempelvis de rådsøgende, når de har modtaget en afgørelse, for at drøfte dens betydning og de næste skridt. 3.Fleksibilitet og forståelse: Rådgivningen udviser forståelse for målgruppens livssituation og de barrierer, der kan gøre det vanskeligt at møde op til aftaler. Derfor mødes manglende fremmøde med forståelse frem for sanktioner eller bebrejdelser. 4.Et gennemgående politisk og strategisk fokus med afsæt i brugernes erfaringer: Samarbejdspartnerne peger på, at Rådgivningen har et stærkt politisk og strategisk fokus, der er tæt forankret i de rådsøgendes levede erfaringer. Denne kobling mellem praksis og interessevaretagelse fremhæves som en væsentlig styrke.
26
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER & UDVIKLINGSPOTENTIALER
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER OG POTENTIALER
I nedenstående præsenteres de identificerede opmørksomhedspunkter og udviklingspotentialer, som rådsøgende, frivillige og samarbejdspartner har gjort opmærksomme på i evalueringsprocessen.
ØGET FATTIGDOM OG REFORMER Opmærksomhed på et øget behov pba. ændringer af lovgivning samt en stigende fattigdom, som påvirker målgruppens livsbetingelser negativt.
FLERE RESSOURCER TIL FORTALERVIRKSOMHED Der ses potentialer og en styrke i at løfte den politiske debat og holdninger udadtil og indadtil.
PRES OG VENTETID SOM BARRIERE I perioder, hvor flere søger hen til Rådgivningen, sker det oftest med en vis akuthed, der kan skabe ventetid og pres på ansatte og frivillige.
OPMÆRKSOMHED PÅ “SMARTE” SAMARBEJDER Der ses potentialer i nye samarbejder der deler målgruppe for at lette ressourcetrækket ved behov.
STYRKEN VED AT VÆRE ET MINDRE STED Rådgivere peger på styrken ved at være et “lille sted med tyk viden”, som muliggør at rykke på noget “strategisk og politisk.
ØGET FOKUS PÅ OPSØGENDE INDSATS Der ses potentialer i, at Rådgivningen holder oplæg ‘ude’, hvor borgerne føler sig trygge for at øge tilliden.
ØGET DIGITALT FOKUS Frivillige peger på potentialet i, at digitalisere Rådgivningen, for at sænke barriererne for at søge hjælp og få en samtale.
BROBYGGER: SUNDHEDSVÆSEN OG PSYKIATRI Der er potentialer i et styrket fokus på at bygge bro mellem sundhedsvæsen, psykiatri og civilsamfund.
28
INFORMATION OM PUBLIKATIONEN Udarbejdet i maj 2026 af SocialRespons for Settlementet Vesterbro
Støttet af TrygFonden