STEMMER UD AF BOKSEN






VÆRDISKABELSE
VIRKEMIDLER
VÆRDISKABELSE
![]()






VÆRDISKABELSE
VIRKEMIDLER
VÆRDISKABELSE
Denne rapport samler op på en virkningsevaluering af DFUNKs indsats Stemmer ud af boksen. Evalueringen er gennemført af SocialRespons, som har fulgt projektet fra januar 2024 til november 2025.
Projektet løber fra juli 2023 til december 2026. Indsatsen er støttet af TrygFonden med øvrig støtte fra Foreningen Roskilde Festival, FRipuljen og DAPP - Dansk Arabisk Partnerskabsprogram.
Stemmer ud af boksens primære målgruppe er unge med flugterfaringer, der kun i lav grad har adgang til det formelle demokrati. Indsatsen har til formål at styrke deltagernes selvtillid og handlekraft til at deltage i demokratiet på egne præmisser og vilkår.
Den sekundære målgruppe er borgere, som deltager som publikum til den primære målgruppes aktiviteter, herunder taler, paneldebatter og udstillinger. Formålet værende at skabe øget viden og forståelse hos publikum gennem mødet med Udtalere og Fortællere.
Indsatsen består af uddannelse af Udtalere og Fortællere samt Udtaler- og Fortælleraktiviteter i form af:
Udtaler-forløbet som er en kreativ meningsdanner-uddannelse, der klæder de unge på og giver dem værktøjer til at bruge deres stemmer i den offentlige samtale.
Fortællernetværket som er et netværk de unge kan træde ind i, hvis de har lyst til at dele deres personlige historie. Her bliver de trænet i historiefortælling og kan bookes af for eksempel skoler til at komme ud og holde Fortælleroplæg.
Udtaler- og Fortællereaktiviteter, hvor Udtalere og Fortællere er ude at møde publikum gennem forskellige kreative formidlingsformer såsom taler, filmvisning og udstillinger.

Stemmer ud af boksen er målrettet unge med flugterfaringer. Indsatsens formål er at styrke de unge i at dele deres perspektiver og fortælle deres egne historier på den måde de ønsker, samt give dem redskaber til at indgå i den offentlige samtale. Indsatsen har fokus på kreativitet, tryghedsskabelse og at give de unge kompetencer og agens, som de kan bruge i deres hverdag. Indsatsen er opdelt i to spor: Udtaler-forløbet og Fortællernetværket.
Udtaler-forløbet er en kreativ meningsdanner-uddannelse for unge med flugterfaringer. Uddannelsen strækker sig over et halvt år med fire uddannelsesweekender og Graduation, hvor Udtalerne fremviser deres taler og kreative produkter. Forløbet har til formål at styrke de unge i at dele deres perspektiver og egne historier samt give værktøjer og selvtillid til at indgå i den offentlige samtale.
De får undervisning i tematikker såsom grænsesætning, historiefortælling, taleskrivning og brug af kreative og kunstneriske produkter som formidlingsformer. Til dette er der indhentet eksterne undervisere med ekspertise inden for hver deres felt.
Alle Udtalere bliver inviteret til at deltage i alumnegruppen med mulighed for efteruddannelse og at blive indsluset i Fortællernetværket.
Fortællernetværket består af unge mennesker, som giver indsigt i, hvordan det er at leve som ung med flugterfaringer i Danmark. Deres tilgang har fokus på personlige fortællinger og dialog.
Fortællernetværkets oplæg er et tilbud til skoler, institutioner og virksomheder.
En Fortæller er et ungt menneske med flugterfaringer, som er blevet undervist i at fortælle sin historie og facilitere rum med fokus på refleksion og dialog med publikum.
Det er de uddannede Udtalere, som får mulighed for at blive en del af Fortællernetværket. Som Fortæller indsluses man på en årlig uddannelsesweekend, hvor man får redskaber til at fortælle sin historie, skabe trygge rum og facilitere dialog.
Fortællerne modtager løn for Fortælleroplæg.
Evalueringens fokus
Evalueringen er en virkningsevaluering og læringsopsamling af Stemmer ud af boksen.
Den fokuserer på værdiskabelsen for de deltagende unge i Udtaler-forløbet og
Fortællernetværket. Her undersøges, hvilke resultater indsatsen har bidraget til, samt hvilke virkemidler, der er med til at skabe resultaterne.
Dertil er der fokus på den sekundære målgruppe – borgere uden flugterfaringer, som er vidne til Udtalerne og Fortællernes aktiviteter. Her undersøges, om og hvordan indsatsen har haft et forandringspotentiale for publikum, herunder om de har fået nye perspektiver på og øget forståelse for unge med flugterfaringer.
Evalueringen har samtidig et fokus på læringer og opmærksomhedspunkter i indsatsen og peger på potentialer for udvikling og forankring.
Evalueringens metoder og data
Evalueringen baserer sig på et mixed methods design. Det kvalitative datagrundlag består af dybdegående interviews (både enkelt- og gruppeinterviews) samt observationer og onspot interviews på tværs af indsatsens centrale aktører. Det kvantitative datagrundlag består af surveybesvarelser blandt hhv. Udtalere, Fortællere og publikum. Derudover indgår projektets egne data i form af målopfølgning og logbøger.
29 interviews fordelt på:
4 Udtalere
2 Fortællere
3 samarbejdspartnere
2 interviews med projektgruppe
1 fokusgruppe med undervisere
17 on-spot interviews med publikum
10 observationer fordelt på Folkemødet på Bornholm, Ungdommens Folkemøde, SMK Fridays, Graduation og Fortælleroplæg
4 surveys fordelt på en før- og efter måling til Udtalere, en afsluttende survey for Udtalere og Fortællere samt en survey til modtagere af Fortælleroplæg
1 opstartsworkshop samt 1 analyseworkshop med projektgruppen
Materiale og data fra Stemmer ud af boksen (registreringer og målopfølgning)
Evalueringen viser, at Stemmer ud af boksen med projektets aktiviteter skaber værdi for både
Udtalere, Fortællere, de mange publikummer samt for DFUNK som organisation.
Værdiskabelse for Udtalere og Fortællere
Deltagerne oplever en positiv udvikling både fagligt og personligt. De får nye kompetencer og konkrete redskaber til at udtrykke sig – mundtligt, skriftligt og kunstnerisk – og opnår øget viden om blandt andet kultur og den demokratiske proces. Forløb og aktiviteter bidrager til selvindsigt, mod og fællesskab, hvor deltagerne føler sig anerkendt og oplever mening med deres virke som Udtalere og Fortællere. Den samlede virkning er øget demokratisk selvtillid og handlekraft: troen på, at man kan – og bør – gøre sin stemme gældende.
Virkemidler i indsatsen
Fire elementer er centrale i forhold til at skabe ovenstående virkninger: 1. Kreativ og personlig formidling, som giver deltagerne ejerskab over egne fortællinger og mulighed for at bearbejde erfaringer gennem kunst og ord, 2. Et stærkt støtteapparat, der fremmer den enkeltes motivation, mod og personlige udvikling, 3. Alsidighed og professionalisme i undervisning og samarbejde, som understøtter dels deltagernes udvikling, dels det gode eksterne samarbejde, samt 4. Det levende møde med publikum, der skaber konkrete erfaringer med at blive hørt og tage ordet i offentlige rum.
Værdiskabelse for modtagerne
Publikum opnår ny viden, øget forståelse og nye perspektiver på, hvad det vil sige at være ung med flugterfaringer i Danmark. Den personlige og kunstneriske formidling gør oplevelserne nærværende og relaterbare og bidrager til større empati og refleksion. Flere føler sig inspireret og motiveret af det mod og den styrke Udtalere og Fortællere udviser.
Virkemidler i Udtaler- og Fortælleraktiviteter
Virkningen for publikum understøttes af tre centrale greb: 1. Kreativ og kunstnerisk formidling og produkter, som vækker følelser og skaber indlevelse hos modtageren, 2. Den personlige fortælling, der skaber forbindelse og dermed øget forståelse, samt 3. Alsidigt og bredt samarbejde på tværs af arenaer, som bringer aktiviteterne ud til et mangfoldigt publikum.
DFUNK har fra indsatsens start været bevidst om, at aktiviteterne kræver medarbejderressourcer, og derfor er afhængig af projektstøtte. Evalueringen bekræfter denne vurdering og viser, at indsatsen fortsat kræver en håndholdt tilgang, både i rekruttering af deltagere, gennemførelse af aktiviteter og i opsøgende arbejde. DFUNK har dog i projektet opbygget nogle bæredygtige strukturer i Udtaler- og Fortællerindsatsen i form af: 1. Gode rammer for fastholdelse, 2. Styrket netværk og 3. Stor rækkevidde.
Nedenfor fremgår et overblik over resultater for perioden juli 2023 til november 2025 i forhold til aktiviteter i Stemmer ud af boksen.










UDTALERE OG FORTÆLLERE









UDTALER- OG FORTÆLLERAKTIVITETER
Projektet har - grundet rekrutteringsvanskeligheder - ikke opnået de forventede resultater, der var opstillet i projektansøgningen, hvad angår antal uddannede Udtalere og Fortællere. Omvendt er det værd at bemærke, at projektet - trods de færre deltagere end forventet - har overgået de forventede resultater for Fortælleroplæg, haft markant flere samarbejder, udviklet flere produkter, samt nået ud til næsten dobbelt så mange publikum end antaget.

Modellen nedenfor illustrerer fem centrale resultater for Udtalere og Fortællere. På de følgende sider udfoldes disse.
KOMPETENCER OG VÆRKTØJER
ANERKENDELSE
OG MENING
NETVÆRK OG FÆLLESSKAB
SELVUDVIKLING
Et centralt resultat ved indsatsen er, at deltagerne gennem Udtaler-forløbet og deres virke som Fortællere tilegner sig nye kompetencer og konkrete værktøjer til at deltage i den offentlige samtale.
I før- og eftermålingen er Udtalerne blevet spurgt om, hvorvidt de oplever, at de har evnerne inden for en række parametre, der relaterer sig til deltagelse i den offentlige samtale. Her ses en stigning på 8 ud af de i alt 10 parametre i forhold til, hvor mange der oplever, at de har evnerne inden for aktiviteterne efter deltagelse i indsatsen.
Graferne til højre viser en top 4 over de evner, hvor der er sket den største stigning i antal deltagere, der oplever, at de har evnerne fra før til efter deres deltagelse i forløbet.
I interviews beskriver Udtalere og Fortællere ligeledes, at de er blevet bedre til at formidle deres budskab og stå på en scene, og at denne udvikling i høj grad er fortsat efter Udtaler-forløbet, hvor de har deltaget i forskellige aktiviteter, som har ladet dem afprøve deres nye kompetencer i praksis.
En anden kompetence, der fremhæves af flere af deltagerne, er deres danskkundskaber. Flere deltagere beskriver her, hvordan Udtaler-forløbet og Fortællernetværket har givet dem mulighed for at øve sig og dermed blive bedre til dansk - mundtligt såvel som skriftligt.
Mit dansk er blevet meget bedre end før. Så nu har jeg mere mod til at sige tingene højt og sige min mening, når jeg er uenig med folk. - Udtaler og Fortæller
Survey og interviews peger samtidig på, at deltagerne gennem Udtaler-forløbet tilegner sig konkrete værktøjer - for eksempel i forhold til brugbare greb man kan bruge til at håndtere en skriveblokade, sætte grænser, engagere publikum eller tøjle sin sceneskræk - som er med til at gøre dem bedre rustet til at gøre brug af deres stemme.
Således viser evalueringen, at deltagerne har fået nye såvel som forbedrede kompetencer, som styrker deres oplevelse af, at de har evnerne til at deltage i den offentlige samtale på forskellig vis.
Jeg har gennem Udtaler-uddannelsen fået konkrete værktøjer og redskaber til at deltage i den offentlige samtale på egne præmisser

Evalueringen viser, at deltagerne gennem forløbet tilegner sig ny og brugbar viden, som kan være med til at styrke deres selvtillid, handlekraft og tilhørsforhold til det danske samfund.
Øget viden som resultat hænger tæt sammen med de kompetencer, Udtalerne tilegner sig gennem Udtaler-forløbet. For eksempel må man formode, at den sprogtræning forløbet bidrager med også kan have en positiv effekt på evnen til at tilegne sig viden, idet sprogbarrierne bliver mindre - og man dermed bedre kan følge med i for eksempel nyhederne eller undervisningen på sit studie.
Dertil kommer, at Udtalere og Fortælleres deltagelse i Udtaler- og Fortælleraktiviteter virker alment dannende.
Dels fordi Udtalere og Fortællere får adgang til en række institutioner og platforme, som kan være med til at udvide deres kendskab til for eksempel kulturelle institutioner (såsom Det Kongelige Teater og SMK) og politiske arrangementer (såsom Folkemødet på Bornholm og Ungdommens Folkemøde). Dels da deltagelsen i disse arrangementer som Udtaler og Fortæller kan være med til at bidrage til øget indsigt, hvad enten det gælder kunstens betydning eller den demokratiske proces.
Denne virkning understøttes af resultater fra førog eftermålingen, der viser en stigning, hvad angår Udtalernes oplevelse af, hvor meget de ved om samfundsmæssige spørgsmål.
Er du enig eller uenig? (n=8)


Udtalere og Fortællere oplever, at de gennemgår en selvudvikling igennem forløbet. Dels i forhold til at blive klogere på sig selv, og dels i forhold til at opbygge en større selvtillid og mod på at deltage i den offentlige samtale.
Udtaler-forløbet og Fortællernetværket er med til at gøre deltagerne klogere på sig selv.
Det jeg nok allermest tager med mig fra uddannelsen er, at jeg har lært mig selv at kende som person. [...] Man rammer jo virkelig ind til hjertet, ind til knoglerne. At kunne sidde og have den her selvrefleksion. Og finde noget ro også. Jeg fandt rigtig meget ro i min fortælling. - Udtaler
Ved at arbejde med personlige fortællinger i workshops, får deltagerne tilbudt et refleksionsrum, hvor personlige tanker, tvivl og usikkerheder behandles. Som citatet ovenfor illustrerer, er det med til, at man lærer nye ting om sig selv, samtidig med at det kan virke terapeutisk at behandle det svære.
Dertil kommer, at deltagerne, gennem Udtalerog Fortælleraktiviteter, udvikler sig ved at afprøve deres nye kompetencer i praksis. En erfaring, der kan være med til at give dem konkrete succesoplevelser med at bruge deres stemme og blive hørt og dermed også give en styrket tro på sig selv og mod på at deltage i den offentlige samtale.
Jeg fik mere mod. Jeg blev stærkere [...] Gennem Udtaler følte jeg, at jeg har en stemme som bliver hørt. Du ved, i Syrien har du en stemme, men kan ikke bruge den. Og som flygtning i Danmark, har du en stemme, men kan ikke bruge den særlig godt. [...] Ved at være en del af DFUNK blev jeg opmærksom på min stemme, at den er til for at blive hørt, og at jeg ikke skal skamme mig over den. - Udtaler


Udtalere og Fortællere bliver en del af et støttende og motiverende fællesskab, mens de får styrket deres netværk. Fællesskabet og netværket styrker ligeledes muligheden for at deltage i den offentlige samtale.
Evalueringen viser, at Udtaler-forløbet bidrager til, at deltagerne bliver en del af et stærkt og støttende fællesskab.
Dynamikken var mega god på holdet, og vi klikkede rigtig godt allesammen. Fordi vi var så lille et hold, kunne vi virkelig komme ind på hinanden og være der for hinanden. - Udtaler
Gennem det intensive undervisningsforløb, hvor ens personlige perspektiver bliver delt og behandlet med ligesindede, oplever Udtalerne, at de knytter bånd og støtter hinanden.
I forlængelse heraf ses i eftermålingen en stigning i antallet af Udtalere, som oplever, at de er en del af et fællesskab, hvor man inspirerer hinanden til at gøre brug af sin stemme.
Her vurderer 5 Udtalere sig helt eller delvist enige inden Udtaler-forløbet, mens 8 erklærer sig helt eller delvist enige efter Udtaler-forløbet.
Også de kvalitative resultater peger på, at det fællesskab og netværk, som Udtaler-forløbet bidrager til, er med til at give én mod på at bruge sin stemme. Som en deltager fortæller:
Jeg havde et større netværk, da jeg startede som Fortæller pga. Udtaler-forløbet. [Jeg] kendte til folk i DFUNK og andre steder, i andre organisationer. [...] [Det gav] selvtillid, vil jeg sige. Det gjorde det nemmere at være en del af fællesskabet og en del af det danske samfund.Udtaler og Fortæller
Deltagelsen i Udtaler-forløbet bidrager til et øget netværk inden for, men også uden for DFUNK. Således sker der en brobygning ud til andre dele af civilsamfundet, som - med ovenstående Udtalers egne ord - gør det nemmere at være en del af det danske samfund.
Evalueringen peger samtidig på, at deltagerne oplever, at de er i stand til at inspirere og engagere andre gennem deres virke. Ved sammenligning af før- og eftermålingen ses en betydelig stigning i, hvor mange af Udtalerne, der oplever, at de har evnerne til at mobilisere andre. Her vurderer 1 ud af de 8, inden Udtaler-forløbet, at de har evnen til at få andre til at deltage sammen med sig, mens 6 ud af 8 vurderer, at de har evnen til at få andre til at deltage sammen med sig efter endt Udtaler-forløb

Et centralt resultat for deltagerne er, at deres virke som Udtalere og Fortællere bidrager til en oplevelse af at blive anerkendt samt at bidrage til en vigtig og meningsfuld sag.
Gennem Udtaler-forløbet og Fortællernetværket føler deltagerne sig set og hørt. Ikke blot af de øvrige unge, undervisere og DFUNK medarbejdere, men også i en bredere sammenhæng af de samarbejdende institutioner, såvel som modtagerne af deres aktiviteter.
Flere af deltagerne peger i den forbindelse på den positive effekt, som anerkendelsen i offentlige sammenhænge har på deres selvfølelse og selvtillid. Som en Udtaler beskriver:
Personligt giver det mig selvtillid og følelsen af, at jeg eksisterer i det her samfund. - Udtaler
Her er de Udtaler- og Fortælleraktiviteter, som Udtalere og Fortællere deltager i efter uddannelsen, centrale i at give deltagerne positive erfaringer, der bekræfter dem i, at deres stemme er vigtig og har ret til at blive hørt.
Resultatet understøttes af før og eftermålingen, hvor der er sket en stigning i, hvor mange Udtalere, der erklærer sig helt enige i, at de har holdninger, som er værd at lytte til efter deltagelse i Udtaler-forløbet.
Samtidig beskriver Udtalere og Fortællere, at de er drevet af ønsket om at bruge deres stemme som respræsentanter for en befolkningsgruppe, som ellers ikke bliver hørt. For Udtalere og Fortællere er det meningsfuldt arbejde at deltage i den offentlige samtale, som en måde at oplyse, inspirere og påvirke andre.
Det er vigtigt for mig [at være Fortæller], da jeg tror på, at jeg gennem min egen fortælling også fortæller andres historier. - Udtaler og Fortæller
At opleve, at man bliver anerkendt og at ens virke er meningsfuldt, er med til at understøtte den enkeltes trivsel ved at give dels mod og styrke, dels formål og retning i tilværelsen.
Evalueringen peger på, at de fem centrale virkninger beskrevet i dette afsnit samlet set er med til at øge deltagernes demokratiske selvtillid og handlekraft. 1
Sammenholder man definitionen af demokratisk selvtillid og handlekraft (se boks til højre) med evalueringens fem centrale virkninger, viser det, at deltagerne får øget deres demokratiske selvtillid såvel som handlekraft gennem:
tilegnelsen af nye kompetencer, værktøjer og viden, hvilket gør dem bedre rustet til at bruge deres stemme i offentlige sammenhænge.
en selvudvikling, som indbefatter en styrket tro på sig selv og øget mod, der gør det nemmere at tage aktiv del i den offentlige samtale.
netværk og fællesskab, som dels fungerer som en støtte og inspiration, dels giver adgang til platforme, hvor man kan bruge sin stemme.
anerkendelse og mening, der giver deltagerne positive erfaringer med, at omverdenen er responsiv og deres virke som Udtalere og Fortællere meningsfuldt.
[Det giver mig] empowerment når jeg ser, hvordan min historie kan inspirere andre, følelsen af at give noget tilbage og at jeg er en del af en større gruppe. - Udtaler og Fortæller
Operationalisering af demokratisk selvtillid og handlekraft
I evalueringen tager vi udgangspunkt i følgende forståelse af demokratisk selvtillid og handlekraft, som dækker over en indre og ydre dimension.
Den indre dimension handler om at tro på og opleve, at man kan sætte aftryk på sine omgivelser, og oplever, at man har: viden om samfundsmæssige forhold
modet til at gøre sig gældende og sætte aftryk
kompetencerne til at gøre sig gældende og sætte aftryk.
Den ydre dimension handler om at tro på og opleve, at samfundet er responsivt overfor det, man har på hjerte, og at det er muligt at engagere andre i at sætte aftryk ved at: ens omverden er lydhør over for det, man har på hjerte det er muligt at engagere andre, der deler ens interesse, i at sætte aftryk.
Det har givet mig styrke. Det har givet mig fællesskab. Det har givet mig plads. Jeg deler mine meninger, og jeg bliver hørt.”
- Udtaler

Modellen nedenfor illustrerer fire centrale virkemidler, der samlet set er styrkende for at skabe resultater for Udtalere og Fortællere. På de følgende fire sider udfoldes disse.
Udtaler-forløbets undervisning i kreativ og personlig formidling er med til at bidrage positivt til den enkeltes personlige udvikling.
Jeg oplever, at poesien blev et frirum for dem. Et sted, hvor de kunne eksperimentere med ord og udtryk uden at blive korrigeret eller vurderet. Flere
Udtalere fandt nye måder at sætte ord på erfaringer og følelser, de måske ellers ikke havde et sprog for. - Underviser i skrivning (Uzma Akbari, forfatter)
At Udtaler-forløbet har fokus på kreative og kunstneriske formidlingsformer, har en positiv effekt på den enkeltes personlige udvikling.
Gennem kunstneriske og kreative greb bliver det netop muligt at behandle sin personlige livshistorie, sine udfordringer og traumer:
Der er måske nogle ting, man tror, man er kommet over – men indser, at det er man faktisk ikke. Der er stadig et traume, ikke? Så når man får det ned på papir, føler man “okay, wow”. Det føles som terapi, og det er også godt at dele det med andre. For livet er ikke et lykkeligt, rosenrødt liv fyldt med blomster. Nej, slet ikke. Livet er hårdt. - Udtaler
Den kreative behandling og formidling af det svære - gennem tekst, film, keramik m.m. - er således med til at give deltagerne mulighed for at bearbejde det svære på flere måder. Dertil kommer, at det kreative element bidrager til, at de bliver givet et rum, hvori de kan dele det med andre gennem de produkter, de producerer.
Et andet centralt element ved Udtaler-forløbet og Fortællernetværket er, at formidlingen handler om det, den enkelte Udtaler har på hjerte.
I Udtaler-forløbet fik jeg lov selv til at klippe [filmen], klippe alt det vigtigste for mig sammen, ud fra mit budskab og hvordan jeg synes, det skulle være. Det har været fantastisk. - Udtaler
Som citatet illustrerer, får deltagerne mulighed for at sætte deres personlige præg på og komme ud med deres personlige budskab i formidlingen. Det giver kontrol og ejerskab over deres egen fortælling - da de står som afsender, og arbejder aktivt med deres personlige fortælling gennem produktet.

Kendetegnende for indsatsen er et fokus på at skabe støttende rammer for deltagerne. Det er med til at skabe et trygt fællesskab, som fremmer den enkelte deltagers motivation, mod og personlige udvikling.
I indsatsen er det af høj prioritet at skabe trygge og støttende rammer for deltagerne.
Det gør man blandt andet ved at have fokus på at opbygge et godt støtteapparat omkring deltagerne i projektet gennem tæt kontakt mellem projektgruppen og deltagerne, og brug af greb såsom check-in og check-ud i forbindelse med aktiviteterne. Det skaber tryghed hos deltagerne, når de ved, at der bliver taget godt hånd om dem igennem forløbet, ikke mindst, når de skal ud blandt publikum og fremføre deres personlige fortællinger og budskaber.
Der var en stor åbenhed fra de unges side, men også en sårbarhed, som krævede, at jeg som underviser hele tiden balancerede mellem at skabe et trygt rum og samtidig udfordre dem kreativt. Samarbejdet med DFUNK har været støttende, og det gav mig en god ramme at læne mig ind i.
- Underviser i skrivning (Uzma Akbari, forfatter)
En anden måde, man arbejder for at sikre deltagernes tryghed, er gennem undervisningens rammer. Med fokus på temaerne grænsesætning og digitalt selvforsvar bliver deltagerne klædt på til, hvordan man passer på sig selv i den offentlige samtale.
Dertil kommer, at man har fokus på deltagernes styrker og ressourcer, de besidder.
Når vi bygger historien op, så laver vi aldrig offerhistorier. De skal være helte i deres historie, det er vigtigt - ikke sådan noget “nå så skete det og så gik det ellers stille og roligt ned ad bakke”. De er helte. - Underviser i storytelling (Runi Lewerissa, skuespiller)
Gennem et fokus på “heltehistorier” bliver arbejdet med ens personlige fortælling en opbyggelig proces, som støtter den unge i at finde styrke og håb.
Evalueringen peger desuden på, at de støttende rammer går udover projektet, og at DFUNK generelt set opleves som et støttende fællesskab, som gør det nemmere at bevæge sig ud i verden. Som citatet nedenfor illustrerer, kan DFUNK, for nogen, således udgøre det sikkerhedsnet, de ellers ville mangle.
Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg var deprimeret. DFUNK forstod det, og selvom jeg ikke var frivillig i den periode, hjalp de mig rigtig meget. [...] Da jeg så følte, “okay, nu er det tid til at komme tilbage” – og de også sagde, “det er tid til, at du kommer tilbage, vi har brug for dig, vi holder af dig” – så følte jeg “okay, de her mennesker er mine mennesker”.. [...] Jeg kan ikke forestille mig mit liv i Danmark uden DFUNK. For mig er Danmark lig med DFUNK. Det er som et andet hjem. Det er her, jeg hører til. - Udtaler og Fortæller
Indsatsen er karakteriseret ved en alsidig og professionel ramme, som er styrkende for dels deltagernes faglige og personlige udvikling, dels det gode samarbejde eksternt.
Det er virkningsfuldt, at projektet er alsidigt og byder på workshops inden for en række forskellige områder. Her arbejder deltagerne med flere forskellige formidlingsformer - fra film over poesi til taleskrivning - såvel som temaerne grænsesætning og digitalt selvforsvar.
Altsammen under kyndig vejledning fra forskellige eksperter på hver deres felt.
Jeg synes, at workshopsne er mega fede. Jeg synes ikke, at der skal ændres på dem, der kommer ud og holder de workshops. [...] Det har været så fedt og jeg har virkelig taget noget med fra hver workshop - Udtaler
Gennem workshopsene får deltagerne en bred vifte af nye kompetencer på forskellige områder, samt mulighed for at gå på opdagelse i egne styrker og svagheder - og således udvikle sig såvel fagligt som personligt.
Samtidig er det væsentligt for projektets virkning, at undervisere og ansatte er stabile og professionelle. De formår at skabe et trygt rum, præget af respekt og omsorg omkring deltagerne, som føler sig mødt og motiverede for at deltage og udvikle sig i forløbet.
Dette rum skaber medarbejdere fra DFUNK blandt andet ved at have nogle klare rammer for deres tilgang - fra for eksempel sprogbrug (såsom at man er ‘ung med flugterfaringer’ frem for ‘flygtning’), til check-in og check-ud efter hvert arrangement.
Den professionelle ramme er ligeledes noget projektets samarbejdspartnere fremhæver ved DFUNK som samarbejdspartner:
Det er de bedste samarbejdspartnere, jeg har haft. De er jo super tjekkede på alle mulige måder. Det er jo også DFUNK, som har stået for at organisere workshopsene [...]. Så det har virkelig været en god samarbejdspartner fra mit perspektiv. - Samarbejdspartner på alumniweekend (Mikkel Rytter, professor på Aarhus Universitet)
Dette gør sig ikke mindst gældende, fordi projektets ansatte ligeledes investerer meget tid på rammesætningen, når de samarbejder med undervisere på forløbet og ansvarshavende ved de events, som de deltager i.
Mødet mellem deltagerne og publikum er et centralt virkemiddel i projektet, som har betydning for den enkeltes personlige udvikling, og herunder for at styrke deltagernes demokratiske selvtillid og handlekraft.
Helt konkret giver mødet med publikum adgang til en offentlig arena, hvor deltagernes stemmer bliver hørt.
En ting er, at vi har skrevet teksterne [...]. Men tekster skal jo også læses op, ellers så findes de jo ikke rigtigt. Så det var en del af det, at få noget feedback fra publikum, og at de unge havde oplevelsen af at kunne stå foran et større publikum og læse deres tekster op, og få noget god respons på det. - Samarbejdspartner på alumni-weekend (Mikkel Rytter, professor på Aarhus Universitet)
Det er i mødet med modtageren, at Udtalere og Fortællere oplever, at samfundet er responsivt over for det, de har på hjerte.
Flere både Udtalere og Fortællere beskriver det at vise og dele sin personlige beretning foran et publikum som en positiv oplevelse, som er med til, at man føler sig set og anerkendt.
Min tale handlede om en, der hed Jørgen. Jeg kunne høre en i baggrunden, der sagde, “Fuck Jørgen”, fordi personen var så sur på ham. Der fik jeg en rigtig rar følelse i maven, fordi “øj, der er nogen, derer sure på Jørgen, ligesom mig”.
- Udtaler
Som citatet illustrerer har publikum som oftest en positiv og opbakkende respons, hvilket kan være med til at give modtageren en oplevelse af anerkendelse og mening, samt øget tro på sig selv.
Samtidig har mødet med publikum den helt konkrete effekt, at Udtalere og Fortællere får træning i at deltage i den offentlige samtale ved at indgå i mange forskellige rum.
Så det var også nogle ret forskellige rum, man indtrådte i. Og så det her med, som det jo er på Folkemødet, at der sidder nogle ægte mennesker og lytter, og der er rigtig mange mennesker, der byder ind og stiller spørgsmål bagefter. Det der med at få lov til at have ejerskab over sin egen fortælling og holde det rum, var en rigtig god oplevelse for mange, når vi snakker med dem om det. - Projektmedarbejder, DFUNK
Opsummerende virker mødet med publikum styrkende for dels oplevelsen af anerkendelse, mening og tro på sig selv, og dels for tilegnelsen af nye kompetencer. Dette er alle resultater, der kan være med til at styrke deres selvtillid og mod på fortsat at deltage i den offentlige samtale.
Modellen nedenfor illustrerer fire centrale resultater for de modtagere, der har været til Fortæller og Udtaler arrangementer. På de følgende fire sider udfoldes disse.
Et centralt udbytte hos modtagerne af hhv.
Udtaler- og Fortælleraktiviteter er tilegnelsen af ny viden.
Mange blandt modtagerne af de forskellige
Udtaler- og Fortælleraktiviteter oplever, at de er blevet klogere, når de har deltaget i projektets aktiviteter.
Dette ses særligt i forbindelse med Fortælleroplæg ude på folkeskolerne, hvor langt de fleste i surveyen angiver, at de har fået ny viden af at høre oplæggene.
Dette synes at have en positiv effekt på tilegnelsen af ny viden, hvor i alt 90% i surveyen erklærer sig helt eller delvist enige i, at de er blevet klogere på hhv. årsager til at flygte såvel som regler og lovgivning på flygtningeområdet i Danmark.
Som del af et Fortælleroplæg er der rum for dialog mellem Fortæller og publikum, hvor publikum har mulighed for at spørge ind til alt fra, hvorfor der var krig i Syrien til dansk asyllovgivning.
Ligeledes fortæller flere publikummer fra forskellige aktiviteter i interviews, at de har fået ny viden om, hvad det vil sige at være ung med flugterfaringer i Danmark, og at det har givet dem et mere nuanceret billede af målgruppen.
Det med opholdstilladelse, at man har noget at frygte, for man kan miste det sådan her [knipser] på én dag, og så er du ikke velkommen i landet mere. Det kan skræmme en. - Publikum til Fortælleroplæg
Evalueringen viser, at Udtaler- og
Fortælleraktiviteter bidrager til en øget forståelse for unge med flugterfaringer hos modtagerne.
Jeg har lært, hvor svært det er at være flygtning i et nyt samfund. - Folkeskolelev til Fortælleroplæg
Foruden at få ny konkret viden, er det tydeligt, at modtagerne får en øget forståelse for unge med flugterfaringer og deres levede liv.
I surveyen til folkeskoleelever vurderer 93% sig helt eller delvist enige i, at de er blevet klogere på, hvordan det kan være at være på flugt fra sit hjem, mens 95% erklærer sig helt eller delvist enige i, at de er blevet klogere på, hvordan det kan være at være ung med flugterfaringer i Danmark.
Gennem de personlige beretninger får modtagerne en øget forståelse for unge med flugterfaringer - herunder hvad man som ung med flugterfaringer går igennem. Som en folkeskoleelev forklarer:
Det kan godt være, at det lyder meget kliché at sige ’øjenåbner’, men det er det virkelig. Når man tænker over, hvilken historie der ligger bag at komme hertil.
- Folkeskoleelev til Fortælleroplæg
Udtaler- og Fortælleraktiviteter giver således modtagerne et indblik i menneskene bag beretningerne, som igen bidrager til en øget forståelse for unge med flugterfaringer generelt.
Hvis der kommer nogen, der er flygtet i vores klasse igen, forstår man måske bedre, hvordan de har det. De har det måske mere på samme måde som hende [Fortælleren], lige når de kommer hertil.
- Folkeskoleelev til Fortælleroplæg
Som citatet illustrerer, kan den øgede forståelse for unge med flugterfaringers oplevelser være med til, at man fremadrettet bedre kan sætte sig ind i andre med flugterfaringers sted.
Udtaler- og Fortælleraktiviteterne bidrager med nye perspektiver på målgruppen. Dels ved at bryde med den negative repræsentation man ellers kan støde på. Dels ved at sætte fokus på mennesket bag “flygtningen”.
På tværs af interviews med publikum til projektets aktiviteter går det igen, at deltagerne opleves som stærke og inspirerende. Når den oplevelse kobles med øget viden om og forståelse for menneskene bag beretningerne, så medfører det en alternativ og mere positiv repræsentation af de unge med flugterfaringer, end mange er vant til at møde i medierne.
Det gør sig både gældende i forhold til etniske minoriteter i bred forstand, såvel som i forhold til begrebet ‘”flygtninge”, som ofte er ladet med negative associationer, såsom at man som “flygtning” er en udgift frem for en ressource.
Jeg tror, jeg ser anderledes på dem, fordi man ser og hører ofte kun om folk, der er af anden etnisk baggrund gennem medierne i forhold til, hvad de laver af kriminalitet og sådan nogle ting. Så får man jo et dårligere syn på dem. Men når man så hører om sådan noget her, så ser man jo helt anderledes på dem.
- Folkeskolelev til Fortælleroplæg
Gennem de personlige beretninger tager deltagerne dermed kontrol over egen repræsentation, som bliver positiv i mødet med publikum.
Dertil kommer, at de personlige beretninger, som deltagerne præsenterer i taler, fortællinger og gennem kreative formidlingsformer som film, fotos, tekster og keramik, giver publikum et mere tydeligt billede af menneskene bag beretningerne.
Det er ikke mindst gældende for unge blandt publikum, som kan spejle sig i, at det er en anden ung, som fortæller sin personlige historie.
Ligesådan kan langt de fleste spejle sig i de hverdagslige elementer, som for eksempel kommer til udtryk gennem fortællinger, kortfilm, fotos og tekster deltagerne har produceret, og som handler om universelle temaer som uddannelse og dannelse, forældreskab og fremtidsdrømme.
På den måde flyttes fokus fra det prædefinerede begreb “flygtning” til mennesket bag fortællingen, som er meget mere end det.
Så ser man flygtninge på en anden måde. [...] Man ser jo mennesker i stedet for. Det synes jeg er superfedt. Det kunne ligeså godt have været skolepiger, som ikke var flygtninge, der skulle stå og forklare de billeder. Det mangler man tit, for der bliver snakket om flygtninge som om, at det er det eneste, de er. Det synes jeg faktisk var rigtig godt.
- Publikum om event på SMK Fridays
Evalueringen peger på, at Udtaler- og Fortælleraktiviteter er en kilde til inspiration og motivation for flere modtagere.
Jeg har lært, at man aldrig skal give op. - Folkeskoleelev til Fortælleroplæg
På tværs af interviews med publikum til projektets aktiviteter går særligt ét synspunkt igen: at deltagerne er modige, idet de tør stille sig op foran en masse mennesker og dele deres personlige beretning samt perspektiver på samfundet. Dette inspirerer ikke mindst unge mennesker, som oplever, at de kan spejle sig i Udtaleren/Fortælleren som et andet ungt menneske og på denne måde lade sig inspirere af det mod og den styrke, de udviser ved at stå foran et publikum og fortælle om noget sårbart og svært.
Jeg synes faktisk, det er ret modigt, at hun tør at stå frem og fortælle om sine følelser og udfordringer. - Gymnasieelev om film på Ungdommens Folkemøde
Det er svært at vide i hvor høj grad den inspiration, som publikummer giver udtryk for omsættes til reel handling.
Dog erklærer 76%, i surveyen til publikum ved Fortælleroplæg, sig helt eller delvist enige i, at oplægget har givet dem motivation for selv at handle.
Samtidigt peger de øvrige resultater (ny viden, øget forståelse og nye perspektiver) på, at modtagerne gennem deres deltagelse i Udtaler- og Fortælleraktiviteter får bedre forudsætninger for at handle på et oplyst grundlag - om det gælder i den offentlige samtale eller i mødet et menneske med flugterfaringer. Eller, som nedenstående eksempel illustrerer, ved at søge mere viden om, hvordan man kan være med til at gøre en forskel, efter at have fået øjnene op for de vilkår, unge med flugterfaringer lever under:
Der var engang, hvor jeg var ude og holde oplæg på en højskole. Flere dage efter kunne jeg se, at en af eleverne havde skrevet til mig på Instagram. Hun ville rigtig gerne hjælpe, men vidste ikke, hvor hun skulle starte. - Udtaler og Fortæller



Modellen nedenfor illustrerer de tre centrale virkemidler, der er med til at skabe resultater hos modtagerne. På de følgende sider udfoldes disse.
ALSIDIGT OG BREDT SAMARBEJDE
Den kreative og kunstneriske formidling er et centralt virkemiddel i forhold til dels modtagernes oplevelse og udbytte og dels for, hvem man når gennem indsatsen.
Den kreative og kunstneriske formidling er helt central for modtagernes oplevelse og udbytte af projektets aktiviteter og produkter. I interviews med publikum på tværs af aktiviteterne er det tydeligt, at den kreative og kunstneriske formidling er noget, der rører publikum. At deltagerne i deres produkter anvender kreative udtryksformer såsom fotografi, film, musik og poesi er med til at vække modtagerens sanser og følelser, hvilket skaber indlevelse og refleksion hos den enkelte.
Det er det kunsten også kan på en eller anden måde. Den kan få budskabet ind i folks hjerter gennem følelserne og alt muligt. - Publikum til SMK Fridays
Samtidigt åbner indsatsens kreative og kunstneriske aktiviteter døren til en række forskellige samarbejdspartnere. På denne måde får deltagerne adgang til en bred vifte af modtagere, som de ellers ikke var kommet i berøring med. Både rent fysisk ved, at de deltager i det pågældende event, men også i forhold til at nå ind til den enkelte gennem det kreative og kunstneriske som medie. Flere modtagere har ikke nødvendigvis opsøgt
arrangementet ud fra et ønske om at blive klogere på unge med flugterfaringers livsverdener, men snarere fordi de blev tiltrukket af formatet - om det gælder en filmvisning til SMK Fridays eller man på Ungdommens Folkemøde er faldet over fotoudstillingen, idet man kom forbi DFUNKs telt. På denne måde åbner de kunstneriske produkter op for, at man når ud til et bredere publikum end ved fx politiske arrangementer. Og igen gør modtagelsen anderledes, da det frem for at blive læst ind i en politisk kontekst giver anledning til en mere indlevende og følelsesmæssig respons, der kan virke samlende.
Vi tror meget stærkt på kunstens evne til at udvide horisonter, give perspektiver, skabe en samhørighed, vække empati - ja, skabe en større forståelse for vores forskelle og vores ligheder uanset levede erfaringer og baggrund. Jeg tror, at der er en meget stor værdi i det her med at tale ud fra et fælles udgangspunkt.
- Samarbejdspartner på SMK Fridays (Sasha Carlson Peifer, Kommunikations- og oplevelsesmedarbejder, Statens Museum for Kunst)

Den personlige fortælling er et centralt virkemiddel i forhold til at skabe en forbindelse til og refleksion hos modtageren, som er med til at give en øget forståelse og nye perspektiver.
“Den personlige fortælling” dækker over dels deltagernes ansigt-til-ansigt-møde til talks, taler eller Fortælleroplæg, dels det personlige budskab, som Udtalernes kreative produkter tager afsæt i.
Den personlige fortælling er med til at gøre budskabet mere relaterbart og følelsesmæssigt tilgængeligt for modtageren:
Når det er et menneske - du får deres navn at vide, du får at vide, hvem de er, og så hører deres historier - så bliver man også rørt på en helt anden måde, end hvis man bare hørte om flygtninge generelt. - Publikum til Fortælleroplæg
Gennem Udtalerne og Fortællernes personlige fortælling om temaer såsom hverdag, familie, drømme og håb, bliver der sat fokus på mere universelle aspekter af det at være menneske. På den måde sker der et skift i fokus fra forskelle til ligheder mellem modtager og afsender, hvilket er virkningsfuldt i forhold til at vække modtagerens følelser og skabe spejling.
Hvis jeg havde lukket øjnene, så kunne den historie have været fortalt af hvem som helst. Den er universel, forstået på den måde, at den går ind under huden. Jeg kan så levende forestille mig, hvad nu hvis det var mig eller min familie.
- Publikum til filmvisning
Når deltagerne selv står frem og deler deres egen personlige historie, giver det fortællingen en særlig styrke, som gør indtryk og indgyder respekt hos modtageren:
Når man tør være sårbar overfor en stor forsamling, så viser man jo et stort mod. Jeg lover dig, det giver respekt. [...] Det kan være nogle rigtig hårde historier, så man får respekt for den, der står og fortæller det. - Underviser i storytelling (Runi Lewerissa, skuespiller)
Den personlige fortælling fungerer således som et middel til øget forståelse, refleksion og nye perspektiver, idet den giver modtageren mulighed for at opleve empati og forståelse for fortælleren, samt være vidne til dennes mod, ressourcer og styrke. .

Et centralt virkemiddel ved Udtaler- og Fortælleraktiviteterne er, at de giver adgang til mange forskellige arenaer og modtagere, som man ellers ikke ville nå ud til.
Når aktiviteterne flytter fortællingerne ud i det offentlige rum – på museer, festivaler og uddannelsesinstitutioner – skabes der kontaktflader, hvor nye relationer og erkendelser kan opstå. Det handler både om at bringe deltagernes stemmer tættere på “folket” og om at møde modtagere dér, hvor de allerede færdes.
At aktiviteterne udspiller sig i åbne og tilgængelige rammer gør, at man når ud over de traditionelle formidlingsfora og det i forvejen engagerede publikum. Den fysiske placering og det uformelle format sænker barrieren for deltagelse og nysgerrighed – da det ofte ikke kræver et forudgående kendskab til emnet eller en bevidst beslutning om at deltage. Som en modtager beskriver oplevelsen:
Alting er lige foran øjet. Normalt skal man selv lede efter sådan noget her, og det tager tid, men når det er et åbent sted, og det bare altsammen er foran dig, så er det en anden følelse, og det er nemmere. Så man lærer meget på én gang. - Publikum på Ungdommens Folkemøde
Samtidig åbner indsatsen døren til et mangfoldigt netværk af samarbejdspartnere, som bidrager til at nå forskellige segmenter af
publikum. En projektmedarbejder fortæller om samarbejdet med Copenhagen Jazz Festival:
Det har været rigtig fedt at være flere partnere om det, for det, der har været tanken har været at kunne krydse [vores indsats] med folk, der kommer og bruger festivalen til musik. Og på Copenhagen Jazz Festival har de et ældre publikum, mens vi har mere fat i de unge.
- Projektmedarbejder, DFUNK
Det kontinuerlige arbejde med at lave aktiviteter inden for forskellige arenaer skaber både synlighed og rækkevidde. I løbet af projektet, har der været samarbejder med blandt andet: Folkemødet på Bornholm, Ungdommens Folkemøde, Copenhagen Jazz Festival, DRC –Dansk Flygtningehjælp, Roskilde Festival, CPH:DOX, Christiansborg, Det Kongelige Teater, Nicolai Kultur, Institut for Menneskerettigheder, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aarhus Festuge, SMK Fridays, turkis Mino Danmark, Ungdommens Røde Kors, Red Barnet og Politiken.
Det brede og alsidige samarbejde giver således deltagerne mulighed for at blive set og hørt i mange forskellige sammenhænge og sikrer, at fortællingerne når et bredere og mere varieret publikum. På denne måde fungerer virkemidlet både inkluderende og demokratisk: det åbner rum for forskellige stemmer, erfaringer og publikummer, og styrker dialog og forståelse på tværs af aldersgrupper og sociale kontekster.


Et fokusområde i projektet og evalueringen har været forankring af metoder og viden, både hos DFUNK selv, deltagere, modtagere og samarbejdspartnere. DFUNK har samtidigt fra start af været bevidst om, at aktiviteterne kræver medarbejderressourcer, og derfor fortsat kræver projektstøtte. Evalueringen bekræfter denne vurdering og viser, at indsatsen fortsat kræver en håndholdt tilgang, både i rekruttering af deltagere, gennemførelse af aktiviteter og i opsøgende arbejde over for skoler, organisationer og andre samarbejdspartnere.
Derfor har evalueringens fokus i forhold til forankring været rettet mod, hvordan DFUNK kan videreudvikle og forankre projektets erfaringer i organisationens øvrige arbejde. Her viser evalueringen positive tendenser. Selvom projektet – helt som forventet – fortsat er afhængigt af ekstern finansiering, har DFUNK opnået noget finansiering i form af betaling for Fortælleroplæg, og i nogle tilfælde, hvor samarbejdspartnere har bidraget økonomisk til aktiviteter. Det vidner om gensidigt værdifulde samarbejdsrelationer og et begyndende potentiale for selvbærende elementer.
Samtidigt peger evalueringen på, at der i projektperioden er opbygget væsentlig organisatorisk viden, strukturer og relationer, som tilsammen udgør et solidt fundament for den fremtidige videreførelse og udvikling af indsatsen.
I det følgende præsenteres de væsentligste resultater, opmærksomhedspunkter og udviklingspotentialer for en fortsat forankring og videreudvikling af DFUNKs arbejde.
Virksomme rammer for fastholdelse
Evalueringen peger på, at indsatsen rummer gode resultater og forudsætninger for at blive en velforankret del af DFUNKs arbejde, både hvad angår samarbejder og fastholdelse af deltagere.
Det viser sig blandt andet ved, at man i løbet af indsatsens levetid har fået oparbejdet et bredt og mangfoldigt netværk af samarbejdspartnere (se s. 8). Hertil oplever DFUNK en stigende interesse udefra, hvor flere etablerede institutioner aktivt henvender sig med ønsker om samarbejde. Denne udvikling hænger sandsynligvis sammen med den øgede synlighed, som projektets outreach-aktiviteter har skabt.
De mange samarbejder skaber værdi både for Udtalere, Fortællere og for den brede modtagerskare, som møder dem gennem aktiviteter og fortællinger.
Dertil kommer, at DFUNK gennem indsatsens levetid har fået etableret et stort netværk af unge kreative meningsdannere i form af Udtalere og Fortællere.
DFUNK har gennem årene fået oparbejdet et stort netværk af unge, som har lyst til at sætte ord på deres liv og deres situation. Så på den måde er de jo en succeshistorie. - Samarbejdspartner på alumni-weekend (Mikkel Rytter, professor på Aarhus Universitet)
Evalueringen viser netop, at man i høj grad lykkes med at fastholde tidligere årgange af Udtalere. Som en projektmedarbejder fortæller:
Noget af det, der var rigtig fedt ved SMKsamarbejdet var, at der deltog Udtalere fra både 2021, 2023 og 2024. [...] Det der med, at folk stadig har lyst til at være med. Og på skrivekredsen [...] har det været ret fint med to deltagere fra 2022, som ikke havde været aktive i lang tid, men nu har lyst til at være aktive igen. [...] Fordi i mange organisationer er det jo tit et projekt på fire måneder til et år, og så er det det. [Men i den her indsats] er der nogle medarbejdere, der har skabt en kontakt, skabt en sikkerhed, og en vedvarenhed.
- Projektmedarbejder, DFUNK
Citatet illustrerer, hvordan DFUNKs relationelle tilgang og kontinuerlige kontakt til alumner understøtter, at deltagere vender tilbage og fortsætter deres engagement – et vigtigt pejlemærke for forankring.
Et andet virksomt greb er den brobygning, der sker fra Udtaler-forløbet over i Fortællernetværket, som er med til at give Udtalere et konkret fællesskab, jobmulighed og nye aktiviteter at gå ind i efter endt Udtalerforløb.
Det skaber sammenhæng og fællesskab på tværs af årgange og roller.
Samlet vurdering
Samlet set viser evalueringen, at DFUNK har opnået markante fremskridt i forankringen af metoder, netværk og deltagelsesformer.
Organisationens relationelle tilgang og kontinuerlige kontakt til tidligere deltagere fremstår som en særlig styrke, ligesom de mange eksterne samarbejder har udvidet rækkevidden og styrket indsatsens omdømme. Alt i alt peger evalueringen på, at DFUNK gennem projektperioden har opbygget et solidt fundament for fremtidig videreførelse og udvikling af indsatsen.




Udarbejdet af SocialRespons for DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom.

Støttet af:
Medfinansieret af:



SocialRespons er en analysevirksomhed, som leverer projektudvikling, evaluering og rådgivning inden for det sociale område. SocialRespons er specialiseret i inddragelse af målgrupper og medarbejdere samt anvendte proces- og resultatevalueringer.
Publikationen kan frit citeres med angivelse af kilden. Ved gengivelse af publikationen modtages produktet gerne af SocialRespons. www.socialrespons.dk