12 minute read

Resultater for de unge

Next Article
Introduktion

Introduktion

PROJEKTETS RESULTATER

Projektet er med til at skabe konkrete resultater, som de unge kan bruge i deres hverdag lige nu, men det er også med til at skabe nogle byggesten for de unge, der kan skabe langsigtede resultater.

Advertisement

I dette følgende vil vi beskrive de resultater, som projektet skaber for de unge. Det er både resultater som de unge i de fire cases selv fremhæver, men også resultater som arbejdsgivere og/eller samarbejdspartere oplever hos de unge. Samlet set oplever de unge dels at få kendskab og erfaringer med arbejdsmarkedet, som giver dem nogle personlige sejre, dels møder de nye mennesker og afprøver sig selv i nye roller, hvilket kan være med til at give dem et nyt positivt narrativ og selvbillede. Tilsammen skaber resultaterne nogle vigtige byggesten for unge, som kan være afgørende for deres fremtidige liv, uddannelse og arbejde.

Ud over disse resultater oplever aktører i projektet, at fritidsjobindsatsen har en positiv betydning for deres generelle indsats, relation og samarbejde med de unge. Fx ser de boligsociale medarbejder projektet som et konkret redskab i deres arbejde med de unge, og at projektet dermed understøtter deres relationsdannelse til de unge i området. En relation som kan være svær, fordi de unge kan være svære at engagere i de boligsociale aktiviteter. Projektet er med til at skabe tillid til de boligsociale medarbejdere og et godt ry om helhedsplanerne og deres arbejde. Projektet skaber dermed nogle sideresultater, som andre aktører oplever som positive. Det gælder også for kontaktpersoner fra kommunen og den samlede SSP-indsats, som samarbejder med projektet omkring fritidsjob til særligt udsatte og kriminalitetstruede unge. De fremhæver, at fritidsjobindsatsen er et vigtigt tilbud at kunne give de unge og fortæller, at fritidsjobkonsulenterne i nogle situationer bliver et vigtigt bindeled mellem en ung og myndighederne (fx kontaktperson, skole eller fritidsklub), da nogle unge i højere grad forpligter sig til et fritidsjob og dermed til relationen til fritidsjobkonsulenten end til fx skolen. Projektets fritidsjobkonsulenter bliver i disse tilfælde, den aktør, som de unge har en god og hyppig kontakt med, og som dermed kan bidrage til at brobygge den unge til andre aktører i det bredere samarbejde omkring den unge.

RESULTATER FOR DE UNGE

LØN OG KENDSKAB TIL ARBEJDSMARKEDET

Det, de unge selv fremhæver, er først og fremmest den løn, de får gennem deres fritidsjob. For de fleste unge er det første gang, at de tjener deres egne penge, hvilket giver de unge et indblik i pengenes værdi.

Udover at de unge tjener deres egne penge, får de også en mere generel viden om arbejdsmarkedet gennem projektet fx viden om NemKonto, skat og feriepenge. Denne viden får de unge fra de lokale fritidsjobkonsulenter, som hjælper de unge i opstartsperioden. Denne viden er brugbar for de unge, hvis de senere skal have et ordinært fritidsjob.

Altså før jeg fik et arbejde så… Altså du kendte ikke ligesom værdien af penge, fordi du fik bare af forældre eller.. Men her så er jeg meget det der, “Åh, jeg får det her. Hvor meget skal jeg sætte til side? Ej, jeg kan ikke lige bruge det her”. Du bliver meget påpasselig med, hvad du bruger penge på, og du ved, om du skal spare op eller alle de ting, det lærer du også i en ung alder. Og hvis man er frisk… Når man lærer det i en ung alder, så hjælper det meget, når du bliver ældre.

- Ung i projektet

PERSONLIGE SEJRE

De unge oplever at få selvtillid og stolthed, gennem deres fritidsjob. Denne øgede selvtillid og stolthed kommer særligt til udtryk hos de mere udsatte og sårbare unge, som oplever at blive anerkendt for deres arbejdsindsats. Den anerkendelse, de unge oplever at få, gør, at de føler sig stolte af deres fritidsjob, hvilket fx ses ved måden, de fortæller om deres fritidsjob til venner og bekendte. Denne stolthed er et vigtigt resultat, da den unge oplever at få en personlig sejr, men derudover skaber det også positive fortællinger om projektet i boligområdet, men også generelt om det at have et fritidsjob. De unge fortæller, at de oplever at få et øget ansvar, da de gennem deres fritidsjob mærker, at der forventes noget af dem. Det medvirker til, at nogle unge bliver mere ansvarsbevidste, fx hvad angår at møde til tiden, tage mere initiativ, stoppe med at kigge på sin telefon i arbejdstiden mv.

Jeg har fået meget ansvar, så man blev mere bevidst omkring ens omgivelser, hvad der var mit ansvar, og hvad der var andres. Jeg blev også mere bevidst på tiden, møde til tiden og ikke komme for sent. Jeg følte, det gjorde mig klar til at få et arbejde et andet sted, fordi det var en god måde at komme videre på.

– Ung i projektet

NYE MØDER MED NYE TYPER MENNESKER

De unge lærer at tale med nye mennesker. Det kan både være kunder men også kolleger. Flere arbejdsgivere fortæller, at de har oplevet, at den unge gennemgår en personlig udvikling ved at skabe kontakt til kunder og kollegaer, fx ved at de bliver bedre til at præsentere sig selv, være imødekommende eller selv tage kontakt. De unge får gennem projektet således erfaring med at møde nye mennesker, hvilket er en positiv erfaring, som kan være med til at styrke den unge i skolen og på arbejdsmarkedet.

Alt afhængig af virksomheden eller samarbejdspartnerens størrelse lærer de unge også at samarbejde med en eller flere kollegaer. De unge får indsigt i, hvor vigtigt det er at kunne samarbejde på en regulær arbejdsplads. Det styrker de unges viden om arbejdsmarkedet og giver dem erfaringer, der styrker deres samarbejdsevner. Derudover lærer de unge også om rollefordeling på en arbejdsplads.

De har lært en ny måde at tale med mennesker på, hvor de ikke behøver at ændre sig, men hvor de sagtens kan pjatte med kunderne og skabe en god relation. I starten går de rundt og er helt generte, de tør ikke at gå hen til folk og ventede på, at jeg gav dem en ordre. Løbende opbygger de modet til at gå hen til kunderne og spørge, om de kan hjælpe med noget.

- Arbejdsgiver

NYE BEGYNDELSER OG TANKER OM FREMTIDEN

Samlet kan fritidsjobbet ses som en ny begyndelse for mange af de unge. Dels som begyndelse på et arbejdsliv, men også særligt for de udsatte unge en begyndelse i forhold til deres tanker om, hvem de er og skal være. Det sker fx ved, at de har haft positive erfaringer med at afprøve sig selv i nye roller.

Fritidsjobbet styrker de unges tro på dem selv og deres evner. Arbejdsgivere fortæller således, at de ser en udvikling i, hvordan de unge taler om deres muligheder og ønsker til deres fremtidige uddannelses- og arbejdsliv.

De unge får nogle indsigter i og erfaringer med arbejdsmarkedet, som udvider deres perspektiv på fremtiden og deres muligheder. Dette sker fx gennem samtaler med deres arbejdsgiver og kollegaer.

Vi ser generelt, at de i løbet af deres ansættelse hos os bliver mere bevidste om deres fremtidsplaner ift. arbejde og uddannelse. Flere af de unge drenge har efterfølgende udvist en interesse for at læse salg og business, hvor det nok er en interesse, de har haft i forvejen, men den er blevet stimuleret, efter de har fået konkrete værktøjer gennem salg af juletræer.

– Arbejdsgiver

Jeg er blevet inspireret meget af min chef, den måde han gør sine ting og det der med forretning

og nogle ting, han laver. – Ung i projektet

DEL 3: LÆRINGSPUNKTER

Projektet har gjort sig en række erfaringer i den periode, hvor de har arbejdet med fritidsjob, som både projektet selv og andre aktører kan have glæde af at bruge i arbejdet med fremtidige fritidsjobindsatser. I det følgende præsenteres en række opmærksomhedspunkter, som er udarbejdet på baggrund af evalueringen. De beskriver både udfordringer, udviklingspotentialer og idéer til udvikling af indsatsen.

REKRUTTERING AF VIRKSOMHEDER – TYDELIGHED OM DET SOCIALE PROJEKT

En udfordring for projektet har været at rekruttere lokale private virksomheder til at være en del af projektet. Størstedelen af de fritidsjob, de unge har fået, har været i offentlige finansierede eller støttede institutioner. Disse job giver også de unge en værdifuld arbejdserfaring, men de adspurgte unge fremhæver selv ”rigtige job” som de bedste og forbinder ofte det med at arbejde på en café eller i en butik. Det gør de, fordi at her kan de mærke, at der er brug for dem og fordi de løfter det, de oplever, er reelle arbejdsopgaver.

Når det gælder rekruttering af arbejdsgivere, er der forskel på, om rekrutteringen er målrettet virksomheder eller offentlige finansierede eller støttede institutioner og herunder også en forskel på hvilken rolle muligheden for, lønkompensationen spiller.

De private virksomheder peger på vigtigheden af, at projektet tydeliggør fritidsjobindsatsen som socialt arbejde, for så ved virksomheder, at det kræver lidt ekstra af dem. Det giver også virksomhederne mulighed for aktivt at vælge en social profil og gøre en forskel for et ungt menneske og evt. deres lokalområde. Det er derfor vigtigt for dem, at projektets fortælling er gennemsigtig og ærlig. Her kan et konkret forslag til rekrutteringsarbejdet være, at der arbejdes med målrettet formidling fx professionelt producerede informationsmateriale særligt rettet mod private virksomheder med de overordnede rammer og krav. Dette vil kunne bidrage til at tydeliggøre projektets rammer og målsætning og styrke virksomhedernes oplevelse af at være med i en større indsats.

Flere virksomheder giver udtryk for, at de ikke synes lønkompensation er så vigtigt. I vores analyse fremstår lønkompensationen dog som noget, der giver virksomhederne luft til fx at tale med de unge om andre ting end arbejdsopgaverne (fx samtaler om uddannelse og fremtid mv.). Hvis der ikke havde været lønkompensation, ville der være en risiko for, at flere arbejdsgivere i virksomheder havde haft et større fokus kun at tale med de unge om oplæring og arbejdsopgaver mv. fremfor også om uddannelse og fremtid.

For de lokale institutioner og organisationer er lønkompensationen ofte afgørende for deres deltagelse i projektet, da de ellers ikke ville have haft råd til at ansætte en fritidsjobber. Her er det ikke lige så vigtigt at fortælle om projektets sociale værdi i indsatsen, da de lokale samarbejdsaktører ofte selv arbejder med at løfte sociale opgaver i området, og derfor er bevidste om det sociale aspekt i projektet. Lønkompensation er derfor en vigtig faktor i forhold til rekruttering af denne type arbejdsgivere.

VIRKSOMHEDER HAR BRUG FOR VIDEN OM ARBEJDSMARKEDETS REGLER

Arbejdsgiverne i projektet, herunder særligt de private virksomheder, oplever, at de mangler viden om de aktuelle arbejdsmarkedsregler, der gælder for unge under 15 år. Dette kan have en af afskrækkende effekt, da de oplever det som krævende og uoverskueligt at finde frem til denne viden. En del af konceptet i projektet er netop at fritidsjobkonsulenterne tilbyder hjælp og sparring til samarbejdspartnere og virksomheder. En udvidelse af denne hjælp kunne fx være konkret viden i form af en ’startmappe’ med arbejdsmarkedsregler og lignede

MULIGHED FOR HJÆLP TIL LØNUDBETALING KAN VÆRE VIGTIGT VIRKEMIDDEL

Flere samarbejdspartnere fremhæver det administrative arbejde med lønudbetaling som besværlig, hvilket kan betyde at de ikke fremhæver kompensationen som så vigtigt (se side 22). Projektet har som løsning på denne barriere tilbudt at stå for lønudbetalingen direkte til den unge. Det er i Sydhavnen sket gennem boligforeningen og på Nørrebro har det fungeret lidt på samme måde, ved at den lokale fritidsjobaktør, FRAK har stået for udbetalingen af løn. Det tegner et billede af, at en mulighed for at tilbyde virksomhederne at stå for udbetaling af løn direkte til de unge kan være et vigtigt virkemiddel, især for at få private virksomheder til at indgå i projektet.

ANSÆTTELSESPROCESSEN ER VIGTIG

Et af de resultater, som vi ser for de unge, er, at fritidsjobindsatsen giver de unge praktisk erfaring og viden om arbejdsmarkedet, fx erfaring med jobansøgning og jobsamtale. De unge italesætter selv denne erfaring som brugbar. Derfor fremstår det også vigtigt, at ansættelsesprocessen ligner en ordinær ansættelse. Projektet er i praksis blevet nødt til at tage hensyn til samarbejdspartnernes og virksomhedernes behov og har derfor været nødsaget til fx at skulle springe jobansøgningen over. På baggrund heraf har projektet erfaret, at det er svært i praksis at få fritidsjobindsatsen til at ligne et ordinært fritidsjob.

DET BREDE SAMARBEJDE KAN GIVE UDFORDRINGER

Projektet har et bredt samarbejde med andre lokale aktører fx ungdomsklubber og kontaktpersoner fra kommunen. Både samarbejdspartnere og projektet selv ser det brede samarbejde som gavnligt for deres arbejde. Projektmedarbejderne oplever imidlertid også, at det brede samarbejde kan give udfordringer. Det sker fx hvis en aktør føler så stort ejerskab over projektet, at han/hun handler på egen hånd uden om de procedurer, fx ift. jobansøgning, ventelister mv, som projektet har opsat. Det er fx sket at en samarbejdsaktør har lovet unge job, selvom der var etableret en venteliste eller startet en ung i job uden der er afholdt forældresamtaler eller skrevet en ansøgning. Sådanne situationer giver udfordringer ift. at sikre gennemførelse af konceptet.

ANSÆTTELSE EFTERFØLGENDE SKAL MÅSKE IKKE VÆRE SUCCESKRITERIE

Det er kun en lille andel af de unge i projektet, der er brobygget videre til et fritidsjob samme sted, som de var ansat gennem projektet. Det hænger blandt andet sammen med, at en stor del af de unge har været ansat i en institution eller organisation, hvor der ikke er afsat penge, og det derfor ikke er muligt at arbejde som fritidsjobber. Spørgsmålet er, hvor vigtigt det er at have netop dette som målsætning for et projekt som dette, eller om det er vigtigt at lægge vægt på, at det bliver de unges første fritidsjob – der bliver springbræt til et job, de kan få et andet sted efterfølgende.

BRED MÅLGRUPPE GIVER SYNLIGHED OM PROJEKTET

På trods af projektets meget direkte kriminalpræventive fokus har der været arbejdet med en bredere målgruppe end beskrevet i ansøgning til Trygfonden (2016). Det, at projektet har formået at arbejde med en bred målgruppe, betyder, at projektet har skabt en fortælling om, at projektet er for ALLE UNGE og ikke kun udsatte eller sårbare unge. Det er en styrke, fordi de unge dermed ikke oplever at være en del af et socialt projekt eller indsats, hvor vi ser at projektet ansætter at mange forskellige typer af unge med forskellige baggrunde får et fritidsjob gennem projektet. Derudover giver den brede målgruppe også projektet mulighed for at samarbejde med mange forskellige samarbejdspartnere og private virksomheder, da disse også naturligvis har forskellige ønsker og krav til deres fritidsjobbere.

SUCCESFULD SAMARBEJDE MED SSP MEN DET NØDVENDIGGØR EKSTERN FINANSIERING

I projektet har der været samarbejde med SSP Sydhavnen om fritidsjobforløb for særligt udsatteog kriminalitetstruede unge. Hér har SSP i denne projektperiode fundet midler, der har muliggjort udvidelse af specifikke ansættelser, så disse unge har arbejdet flere timer om ugen end dét, der generelt ligger i et fritidsjobforløb, men indenfor de givne tidsrammer svarende til alderen. SSP oplever det som et givende samarbejde, der tilbyder et godt supplerende greb til arbejdet med denne meget udsatte målgruppe i form af bedre integration, selvforsørgelse, livsduelighed og en ændret positiv kontakt mellem den udsatte unge og områdets professionelle.

Fremover er der imidlertid en udfordring forbundet med samarbejdet, idet SSP ikke må betale for de unges lønmidler med egne søgte fondsmidler, hvorfor det ikke er muligt for SSP fast at at medfinansiere fritidsjobforløb, hvilket vil anses som drift. Dette giver udfordringer ift. fremadrettet at finansiere sådanne forløb og synliggør et behov for anden finansiering til disse specifikke forløb i indsatsen.

This article is from: