Fædregruppen på Amagerbro i København har til formål at få fædre til at gøre en positiv forskel for børn og unge i lokalområdet ved at opkvalificere dem til aktive rollemodeller. Opkvalificeringen, også kaldet temaforløbet, handler dels om at give fædrene viden om børne- og ungdomsliv, som de kan bruge i familielivet og dels om at klæde dem på til at være opsøgende i området ved bl.a. at præsentere dem for lokale børne- og ungeaktører og give dem værktøjer til at kommunikere med unge og andre forældre.
SocialRespons har fulgt Fædregruppen siden begyndelsen af 2016 for at evaluere indsatsen og løbende spille viden tilbage til projektet. Denne rapport er den endelige afrapportering. Rapporten henvender sig til alle, der har interesse i Fædregruppen på Amagerbro og til alle, der har interesse for arbejdet med fædreindsatser i det hele taget.