På vegne af Det Kriminalpræventive Råd har vi undersøgt børn og unges oplevelser, når de som bystandere overværer online mobning og/eller ulovlig billeddeling.
Undersøgelsen præsenterer dybdegående viden om bystanderadfærd som fænomen – hvordan de unge handler, når de støder på digitale krænkelser, samt hvilke handlemuligheder og barrierer de oplever i situationen. Herudover præsenterer den – med afsæt i børnene og de unges oplevelser, perspektiver og ideer – en række behov og løsninger til udvikling af fremtidige forebyggelsesinitiativer.
Undersøgelsen bygger på kvantitative og kvalitative data i form af interview, fokusgrupper og workshop med i alt 56 børn og unge i udskolingen, såvel som en spørgeskemaundersøgelse med over 1000 besvarelser fra børn og unge i udskolingen og på ungdomsuddannelser.