Issuu on Google+

. Det Springende Punkt prÌsenterer: Nøgler til overtonernes univers


De første fire oktaver (vindinger) af oktavspiralen med indføjede vokallyde, cirkeltal og solfège


Set i lyset af overtonerÌkken er musik de naturlige tals sprog - dets atomer og molekyler er primtal og produkter af primtal En spiralvinding svarer til musikkens oktav, proportionen 1:2. Principielt: At vende tilbage til en kendt kvalitet i nyt leje: 1-2-4-8-16-... er oktaver af primen, do. 3-6-12-... er oktaver af den rene kvint, so. 5-10-... er oktaver af den rene store terts, mi. Osv. OvertonerÌkkens intervaller: 1:2 Første oktav: 1:2 oktav. 2:4 Anden oktav: 2:3 ren kvint; 3:4 ren kvart. 4:8 Tredje oktav: 4:5 ren stor terts; 5:6 ren lille terts; 6:7 septimal terts; 7:8 septimal sekund. 8:16 Fjerde oktav: 8:9 stor heltone; 9:10 lille heltone;... 15:16 stor halvtone. Osv.


Korrespondancerne mellem toner, fonetik og resonansområder i kroppen skal ikke fortolkes alt for firkantet! I eksemplet udspringer overtonerne fra et G i bassens dybe leje, hvorfra rækkens nr. 2 og 3 faktisk ikke kan fremhæves (menneskestemmen kan fremhæve overtoner i frekvensområdet ca. 330-2.640 Hz ~ e-e'''). I sagens natur frembringer alle toner overtonerækker, og det universelle er intervallerne mellem rækkens elementer. Kroppen er et meget komplekst resonanssystem, så toner med lav frekvens finder ikke kun resonans i den nedre del af kroppen; lyse toner ikke kun i den øvre, men den generelle sammenhæng er evident: Dybe toner søger nedad, lyse toner søger opad i kroppen, som sproget også intuitivt antyder med begreberne 'dyb' og 'høj'. Vokallyde kan til en vis grad frembringes syntetisk med en kombination af to eller tre sinusbølger fra tonegeneratorer. Ved overtonesang fremhæves ét element fra rækken med indstillinger af ansatsrøret, som ligger tæt på talesprogets vokaler. Men sammenhængen er ikke absolut: Hvilken overtone, som fremhæves af hvilken vokal, afhænger af toneleje, stemmekvalitet mm.


Generelt vil de lave elementer i overtonerækken bedst kunne fremhæves med vokallyde fra bagtungeområdet, mens de højere elementer tydeligst kommer frem i fortungeområdet. Tydelige overtoner kræver opøvelse af tungen som præcisionsinstrument. Ved de højere, fløjtelignende overtoner, hvor vokalligheden forsvinder, arbejder tungespidsen med meget præcise bevægelser under den hårde gane. Heltallene indikerer frekvenser som er multipla af primærfrekvensen i stemmelæberne. Vær opmærksom på, at den tekniske side af overtonesang ikke kun vedrører mundhulen, men er et komplekst samspil mellem bug, mellemgulv, bryst- og halsmuskler samt åndedræt og kropsholdning.


Det er en stor fordel at opøve bevidsthed om de tre primære områder af ansatsrøret, hvor lydbølgernes passage mest fundamentalt kan udvides hhv. indsnævres: - Mellem læberne: m - Mellem tungespids og hård gane: n - Mellem bagtunge og blød gane: ŋ Ved bevidst og langsomt at åbne til vokallyde fra disse tre 'nynnere', vil det være muligt at frembringe distinkte overtoner. Ligesom flageolet-tonerne på en guitar eller andet strengeinstrument dannes overtonen på basis af den korte del af den delte bølge (streng). Ansatsrørets flageolettoner opstår således mellem hhv. læberne og det område, hvor tungen har skabt en præcis indsnævring. Den længere del af lydbølgen vil her findes mellem stemmelæberne og indsnævringspunktet.


Den svingende streng er - ligesom stemmelæberne - et komplekst mønster af flere samtidige svingningstilstande. Flageolettoner kan ved let berøring af strengen lokkes frem i knudepunkterne. Denne teknik giver samme spinkle og lyse tone ved eksempelvis 1/5, 2/5, 3/5 og 4/5 (stor terts, 5x frekvensen af strengens fulde længde). Hvis man i stedet med fingeren presser strengen mod instrumentets gribebræt, vil de ovenstående toner fremkomme. Markeringerne 1/1, 1/2, 1/3, 1/4, 1/5 og 1/6 (fed) angiver overtonerækken. Der er kun vist en del af spektret; de første 6 af en principielt uendelig række.


De buede linier her skal ikke associeres med svingende strenge, men angiver interval-relationer (kursiv) mellem overtonerækkens elementer (oprette heltal). Længdeproportioner refererer her til intervallernes relative størrelser. Rækkens nr. 7 og 11 er i denne forbindelse udeladt, da intervalnavnene refererer til tonesystemer (pythagoræisk, 'ren stemning', ligesvævende osv.), hvor disse naturtoner i sammenhængen ikke lyder rent.

De rene intervaller mellem overtonerækkens nr. 1-12: 1:2 oktav 2:3 ren kvint 3:4 ren kvart 4:5 ren stor terts 5:6 ren lille terts 8:9 stor heltone 9:10 lille heltone 3:5 ren stor sekst 5:8 ren lille sekst 5:9 ren lille septim


Vokalmandalaen er et landkort for sangere. Den giver et overblik over de organiske sammenhænge og muligheder med mundhulens instrument. Den rytmiske del af det musikalske sprog udtrykkes her bedst med plosiverne. Nynnelydene frembringes af nasalerne. Vokallydene er basis for klangfarven. Sidstnævnte er her repræsenteret ved initialer i danske pigenavne. De tre primære organiske sekvenser kan øves i begge retninger på lange toner. Ved at begynde fra centrums åbne [ɑ] konvergerer de hver især mod en primær nasal, som videre sættes an i samme område som de primære plosiver.


Vokalmandalaen er ikke tĂŚnkt som en erstatning for det klassiske IPA-diagram, som her bringes som reference. Her angives ĂĽbningsgrader og placering af vokallydene i en 'stiliseret mundhule'.


Endnu et diagram som belyser den direkte sammenhæng mellem sproglyde og musik. Det viser, hvordan vokallyde i det svenske sprog kan opfattes som en kombination af to formantfrekvenser. (fra Johan Sundberg: Röstlära) Formantbegrebet dækker ikke kun over resonansfrekvenser, men refererer også til åbningsgrad i bestemte områder af ansatsrøret, hvor sprogets musikalske klang 'inkarnerer'!


Begrebet klang er - som det forhåbentligt fremgår - centralt. Det kan fortolkes som hver tones unikke sammensætning af overtoner, og forener tre fundamentale erkendelsesområder, som alle har essentiel betydning for bevidsthed som sådan: - Fonetik: sproglyde, vokaler. - Matematik: proportioner, brøker. - Musik: intervaller, trin. ... tre fundamentale sprog flettes i lyset af overtoner sammen til ét universelt, med dybe rødder i kroppen.


Tonen fletter tid og rum sammen! Til tidsaspektet - frekvensen - er uløseligt knyttet et rumaspekt - bølgelængden. De relaterer til hinanden efter en simpel formel: f x λ = k, og er således omvendt proportionale. f står for frekvens, λ for bølgelængde og k er konstanten, lydens hastighed i luft ved omkring 20oC, ca. 343 m/s. Eksempel: Bølgelængden til tonen c på 256 Hz: 343 m/s : 256 s-1 = 1,34 m = λ


Albrecht Dürer (1471-1528), som fødtes og udfoldede sin kunst i Nürnberg, er mester for dette anatomiske proportionsstudie. Læg mærke til målestokken yderst til venstre overtonerækkens proportioner: 1/1- 1/2- 1/3- 1/4- 1/5- 1/6- 1/7- 1/8- 1/9- 1/10 Dürers karakteristiske streg finder du også i den skitserede menneskeskikkelse på dias 4 i denne præsentation.


Links mere information og lytteoplevelser: www.musikkensmønster.dk www.overtonesang.dk www.overtone.cc


Nøgler til overtonernes univers