Kvinden i tre stadier

Kvinden i tre stadier

Sort-rød-hvid meditation over Edvard Munchs kvindesyn

Skye Løfvander Det Springende Punkt

Edvard Munch (1863-1944): Kvinden i tre stadier (Sfinx), 1894.

Olie på lærred, 117 x 250 cm, Bergen Kunstmuseum.

Det følgende består delvist af uddrag fra siden Munch og Madonna og hæftet af samme navn, men nye refleksioner og henvisninger er kommet til.

Udgivet på www.detspringendepunkt.dk, februar 2018

Da jeg blev student, fik jeg nok den hvid-rød-sorte hue på og tog på translokation med klassekammeraterne, hujende og bællende gennem lyse landskaber, men jeg havde ligget syg under prøven i skriftlig dansk, så formelt set var jeg endnu ikke færdig. Sommeren var kontrastfyldt: Jeg var ung, smuk, klog og charmerende, men den kæreste, der, som den første for alvor, havde åbnet den røde del af kærligheden for mig, havde også smittet mig med mononukleose, som gjorde mig ukampdygtig til eksamen. Jeg fyrede kæresten, fordi jeg ikke følte, at vores forhold kunne bære, at min mor lå derhjemme i en lang og sej dødskamp med kræft. At jeg havde fået huen på før tiden, var ikke mindst for hendes skyld, da hun så fik opfyldt ønsket om at se sin søn som student. Hun døde i august, og jeg kom kort efter op til sygeeksamen.

Opgavesættet havde min rektor – der senere i en periode blev min ’svigerfar’ – som medlem af den landsdækkende opgavekommision været med til at udforme. Jeg valgte – som jeg ofte gjorde – billedopgaven: Og man kan jo starte med centrum: rødt-rødt-rødt, åbent, ’Suzanne Brøggersk’, skrævende og udfordrende, essensen af kvindelig sanselighed og seksualitet. Det er den af de fire skikkelser, som er tættest på en naturalistisk gengivelse.

Men der er også en kvindeskikkelse, som er sort-sort-sort som død, mørke og sygdom, og som tydeligvis er den gestalt, maleren selv føler sig mest beslægtet med i øjeblikket. For det er vel en spejling af ham, den sorte mand, som ses længst til højre, adskilt fra de tre kvinder af en træstamme og noget rødt-rødt-rødt …

Maleriet er ellers figurativt, men plamagen dér taler næsten udelukkende i kraft af sin farve og form, og den er ikke anbragt ved et tilfælde, for den findes også i en variant med titlen Sfinx fra 1894 og i den meget senere version Kvinden/Sfinx fra 1925:

Der er almindelig enighed om, at en vigtig markering af Munchs kommen til sig selv som maler af 'sjælekunst' er 'Inger ved stranden' fra 1889, der viser kunstnerens søster Inger i hvid kjole, og som foruden portrætlighed fremmaner landskabets og hendes stemning: indadvendt, drømmende og melankolsk. I 1884 havde han malet hende i sort konfirmationstøj. Jeg foreslår ikke tolkningen, at 'Kvinder i tre stadier' blot skildrer Munchs eros formet af søskenderelationer, men den har ikke været upåvirket af opvæksten, der blandt andet var præget af moderens og hans yndlingssøsters sygdom og død, som det blandt andet kommer til udtryk i 'Det syge barn', hvis første version blev malet i 1886:

'Inger på stranden' er malet ved Åsgårdstrand, som bliver en reference for kystlinjer i senere værker, og det er også værd at nævne Munchs fascination af kystens sten- og klippeformationer, som han senere sammenlignede med "forunderlige væsener, der ligner trolde." (udateret notat).

"Han satte sig ved Havstranden – der flød de lange bløde Bølger indover mod Stranden og brast en efter en – De speilede Himmelens hvide Skyer – en blank skinnende Overflade men indunder de smale Bølgestriber såes grønne Stene – mørke forunderlige Former – og Syn i en ny Verden derunder – Det var Backfischens Digt til Havet – Livet med dets Gaader – og dets speilklare Overflade." (udateret, fra skitseblok) Et andet tema er træet som skel mellem mand og kvinde, der også findes i Metabolisme (oprindeligt: Adam og Eva,1898-99).

Farvesymbolikken er nok mere tilfældig i de tidlige værker med søstrene, men inden for temakredsen, kan den i Munchs univers i grove træk udlægges som følger: •Hvid: Uskyldig, drømmende lys, let, fjern, svævende, æterisk og

sangvinsk/flegmatisk.

•Rød: Sanselig, sexet, selvbevidst, krævende, konfrontatorisk, udadvendt og

kolerisk.

•Sort: Knugende, rugende, melankolsk, dyster, indadvendt, dømmende og

melankolsk.

Munch kalder de tre kvinder for henholdsvis længslens kvinde; den livslystne/skøgen og nonnen/sorgen/døden.

Derudover knytter de tre sig også til livsfaserne ungdom-modning-alderdom. De tre farver taler også deres sprog i alkymien (albedo-rubedo-nigredo), i indisk filosofi, gunaerne (sattva-rajas-tamas), i eventyr (sne-blod-ibenholt) og så er det de grafiske fags tre grundfarver 'Kvinden i tre stadier' i de to versioner ovenfor viser ikke udviklingen i Munchs relation til de tre kvindeskikkelser, men den ses skildret i mellemliggende arbejder med temaet. Denne udvikling er betinget af en konfrontation med det røde element, som står imellem Munch og kvinderne, så det går vi nu i lag med:

Med kunstnerhånd

11. september 1902 kom Munch, mens han var sammen med sin kæreste Tulla Larsen på Åsgårdstrand, galt af sted og fik et skud i hånden. Den følgende dag tog han på hospitalet, hvorfra röntgenbilledet findes.

At det er berettiget at tillægge denne røde form en selvstændig betydning underbygges af et beslægtet værk med den talende titel Løsrivelse (Separation, 1896. Olie på lærred, MunchMuseet, Oslo): Her er træet ikke det, som adskiller, tværtimod det, som med sin livskraft kan række ud mod den hvide, fjerne og drømmende pigegestalts hår – som en berøring eller velsignelse. Den røde form spejles og belyses af den hvide hånd som – med rød kontur – griber til hjertet. Et gæt vil være, at den i sin skikkelse under bæltestedet konstant vil søge berøring med smukke kvindekroppe … og den hånd, som søger at befamle og omklamre livet, kan pludselig blive dødens redskab, som det også ses i selvportrættet fra 1895 med skeletarm i rammen!

Idet den mandlige figur i 'Tre stadier' og ‘Løsrivelse’ må skæve ned til det røde – måske for at holde det i ave – kan han ikke se, komme i berøring med eller kontakte kvinderne direkte … eller Kvinden, med stort K! For det er jo akkurat én kvinde, det handler om, ved første øjekast simpelthen kvinden i tre livsaldre, men det er mere end det: Hun er Anima, spejlinger af hans egen kvindelighed, det som bevæger hans liv, sjælen!

'Hænderne' fra 1895

Hænder, 1893.

Hænder, 1893-94

Teorien om den røde hånds symbolik understøttes af maleriet Hænder i centrum.

Bemærk den hvide hånd med rød kontur nederst til venstre! I versionen til højre taler underlivet også taler i kraft af den røde farve. Modellens positur går igen i følgende foto:

Munch og modellen

Fotografiet er fra Munchs studie i Berlin og er taget i 1902, samme år, han kom til byen. Man ser 'Kvinden i tre stadier' lænet op ad væggen bag modellen. Det er malet syv år tidligere og må være medbragt fra Oslo, hvilket også vidner om dets betydning for kunstneren. Maleriet indgik i Munchs udstilling 'Fremstilling' på Berliner Sezession, ligeledes i 1902. Modellen er Rosa Meissner, som Munch benyttede meget. Det nedenfor viste portræt fra 1907 hænger i Hiroshima Museum of Art, og det anslås, at hun på det tidspunkt er 44 år gammel, altså jævnaldrende med Munch.

Grædende kvinde, 1907.

At Rosa Meissner var modellen for 'Grædende kvinde' bliver tydeligt på baggrund af et fotografi fra 1907 fra Warnemünde, hvor den tågede skikkelse til venstre på er Rosas søster Olga.

De to sad model til et dobbeltportræt i 1907, og selvom Munchs forhold til Rosa næppe har været som Rafaels til La Fornarina, så bliver hun ikke bare brugt som bærer af projektioner og malerens mere eller mindre forkvaklede eros, men som et menneske, en person.

Munch med sin model Rosa i Warnemünde i 1907. Det er ikke svært at se, hvem der har siddet model til grafikken med titlerne Kvinden med rødt hår og grønne øjne/Synd fra 1902.

Ind i dansen Livets dans, 1899-1900, Nasjonalmuseet, Oslo.

Munchs egen karakteristik af kvinderne i 'Tre stadier' var:

“Den mørke, som står mellem træerne er nonnen – som kvindens skygge – sorgen og døden. Den nøgne er livslystens kvinde. Ved siden af dem igen den lyse kvinde som vender sig mod havet – mod uendeligheden. Det er længslens kvinde. Mellem træerne, længst til højre står manden – i smerte og uden at fatte.”

Titlen på billedet var også Sfinx ... med associationer til skæbne og gådefuldhed, her i tidens norske ortografi fra brev til kæresten Tulla Larsen, 1900: "Jeg har seet mange kvinder som har tusinder af vexlende udtryk – som et krystal Men ingen har jeg truffet som så udpræget blot har tre – men stærke. Det er forsåvidt underligt – som deri ligger forudanelse – Det er nemlig fuldstændig mit billede de tre kvinder – Du husker jo hvad Dr R. sagde om studien til den ene – Du har et udtryk av den dybeste sorg – noget af det mest udtryksfulde jeg har seet – … som de gamle præ-rafaliters grædende madonnaer – så når Du er glad – jeg har aldrig seet et sådant udtryk af strålende Glæde som om pludselig sol gødes over Dit ansigt – Så har Du det tredie ansigt og det er det som gjør mig bange – det er skjæbneansigtet, Sfinxen – Der finder jeg alle kvindens farlige egenskaber."

Det er imidlertid tydeligt, at der sker en udvikling i kunstnerens relation til det modsatte køn.

I Livets dans fra 1899-1900 er de tre kvindeskikkelser tættere på og i kontakt med hinanden og knapt så hårdt trukket op som typer … og selvom manden ikke ser forløst og opstemt ud, er han trods alt inde i livets røde dans. "(...) dansende med min første Kjærlighed – det var Erindringen om hende – Ind kommer den smilende lyslokkede Kvinde – der vil tage Kjærlighedens Blomst – men den lar sig ikke tage – Og på den annen Side ser hun sortklædt i Sorg på det dansende Par – udkastet –" (fra udateret notat) Det var kendetegnende for Munch, at han arbejdede længe med temaer og udfærdigede mange variationer, således findes Livets dans også i en version fra 1925. Værket inviterer i øvrigt til en beskuelse af Munchs tilbagevendende brug af ikonografiske elementer i naturen, blandt andet Solens spejling i vandet.

Separation, 1894

Kvinden i tre stadier/Sfinx, 1899

Kvinder I, 1895