Issuu

Studier

Knud Brant Nielsen 1991

Udgivet p책 Det Springende Punkt 2010

STUDIER indeholder tre studier der er stadier på en vej og udformet i henholdsvis september, oktober og november 1991

Hemisfærisk Orddannelse søger at indkredse og definere stof til en praktisk orienteret arbejdshypotese, der postulerer en komplementær ordforarbejdning i ordstamme og ordendelse: 'hemisfæremytologi' afsøges som igangsættende idebank.

Stå

er et forsøg på at lave et materiale til brug for arbejde med sproglig opmærksomhed: forestillingsstrukturer og bogstaver kobles sammen til ekspremer for at bevidstgøre forbindelsen - og afprøve overgangen - mellem kropssprog og verbalsprog.

Analog-digital logologi

fortsætter den første studies overvejelser og lægger op til en komplementær arbejdsform: et visuelt-intellektuelt arbejde med ordfeltets digitale højreside, afbalanceret af et auditivt-kropsligt arbejde med ordfeltets analoge venstreside.

- status -

opfatter de tre studier som stadier på en vej, der kan føre ti1 en praktisk-teoretisk formulering af en poetisk/ekspressiv etymologi som nødvendigt afbalancerende modspil til voksende computerbrug (digitalpædagogik er der resurser til): målet er en samoplevende/ samtalende pædagogik/metodik der i ordet hører og ser menneskets mulighed for som krop-sjæl-ånd-enhed at skabe og blive skabt.

Med tak til Sigurd Tiensuu, der tegnede og derved gjorde stå mulig! Hovedstadens Ordblindeskole, november 1991 Knud Brant Nielsen

Knud Brant Nielsen:

Hemisfærisk Orddannelse -

en praksis-orienteret arbejds-hypotese –

Ordene er som mennesker, de har ansigter, de ser på mig. Jeg ser deres højreside til venstre og deres venstreside til højre. I ordenes højreside møder jeg min venstrehjerne og i ordenes venstreside min højrehjerne.

højre hemisfære/ hjernehalvdel

venstre hemisfære/ hjernehalvdel

Efterfølgende udkast til beskrivelse af sproglige højre- og venstrehjernefunktioner er forsøgt skrevet parallelt, konsekvent således, at højrehjernefunktionerne ses i venstre klumme, og venstrehjernefunktionerne i højre klumme. Hjernefunktionerne som komplementære polariteter fremgår af stikord (egne og andres, se ’tillæg’): konkret

abstrakt

multipel

sekventiel

forbindende kredsende

definerende fremadrettet

poetisk

prosaisk

mytisk

mental

metaforisk

rationel

imaginativ

deduktiv

De komplementære processer anskueliggøres af denne notatteknik (Buzan: Brug hovedet bedre):

højre hemisfære ordstammer u ro-

venstre hemisfære ordendelser - lig hed er ne s

- forstavelser og stammer har plads i ordskemaets venstre side -

- aflednings- og bøjningsendelser har plads i ordskemaets højre side –

Øjnenes to udelukkende hjernehalvdel.

“Øjnenes to højre synsfelter har udelukkende forbindelse til den venstre hjernehalvdel. Her er overkrydsningens asymmetri total”

venstre synsfelter har forbindelse til højre

(Steen Larsen: Den arbejdende hjerne). Mens hørelsen (og endnu mere følelsen) er mindre udpræget asymmetriske, er således synet - og dermed læst og skrevet sprog helt asymmetrisk (og afhængigt af god forbindelse via corpus callosum som formidler af synsindtrykkene også til den anden hjernehalvdel). I læst og skrevet sprog er ordskemaets endelser (i højre side af ordskemaet) således naturligt venstre hemisfæres arbejde, idet denne er den primære modtager (dvs. uafhængig af corpus callosumtransmissionen) af højre synsfelts information.

Den praksis-orienterede arbejdshypotese om hemisfærisk oplevelse, opfattelse og forståelse af enkeltordet beskæftiger sig med ordbetydning, som ses som præget af hjernehalvdelenes komplementære forarbejdningsmåder: betydningsindholdene i endelserne karakteriseres ved ’venstre-hjerne’-processer og betydningsindholdene i ordstammerne ved ’højrehjerne’processer. Arbejdshypotesen går ikke af vejen for ’hemisfæremytologi’, hvis denne kan føre til praktisk frugtbare og forsvarlige pædagogisk-metodiske forslag. Det er her ikke afgørende hvor i hjernen forarbejdningen sker, men at der synes at være tale om komplementære arbejdsprocesser i ord-skemaets to halvdele. Heraf hverdagsterminologiens jævne og somme tider forenklende udtryk, som “højrehjernen skal ikke blande sig i endelserne, selvom den synes de ser forkerte ud, for det er ikke dens område” og “venstrehjernen sætter endelserne til efter helt klare regler for rækkefølgen, fx. først afledninger, så bøjninger - først ubestemthed, så bestemthed.”

konkret (figurer m/tekst af ’Bogen om læsning I)

abstrakt Figur 120:

Figur 119: Der opholder sig et tobenet dyr på et begrænset tilholdssted i et mindre ferskvandsagstigt vådområde. Dyret er en mindre andefugl.

En mere abstrakt version af læsebogsteksten kan f.eks. se således ud:

Med så få konkreter som i figur 120 bliver denne tekst underlig svævende og blodfattig. De fleste vil finde det vanskeligere at læse denne mere abstrakte version end den oprindelige.

stammer endelser

ordstammedominerede ord.

stammer endelser

Der

lille

ophold

hus

sig

toben

dyr

lille

på

Sø

begræns et

Rap

tilhold

Rap

sted

lille

mind

and

ferskvand s agtig t

vådområde Denne opstilling af figur 119-teksten med ordstammer til venstre og endelser til højre for midteraksens hvide snit anskueliggør den konkrete teksts formodede tendens til at bruge

Analysen af figur 120-teksten i ordstammer og -endelser illustrerer den mere abstrakte teksts tendens til øget brug af ord med endelser.

multipel konkret u ro Elementerne u r o vekselvirker ’radiært’ - med hinanden i ordet ‘uro’ og med sig selv og hinanden i andre ord (se nederst) - i et tæt væv af ekspressive betydninger.

sekventiel abstrakt lig hed er ne s endelserne føjes til stammen i fast rækkefølge mod højre følgende læseretningen ’lineært’ fremadrettet: - lig- : ’afleder’ til tillægsord

’modsætning’

’bevægelse’

’hvile’

- hed- : ’afleder’ til navneord

- er- :

’afbøjer’ til flertal

- ne- : ’afbøjer’ til bestemthed I læseretningen: ’bevægelsen’ (r) bringes til ’hvile’ (o), idet kontrasten frem hæver ’orden/ harmoni’. Mod læseretningen: ’ro’ slår om i sin ’modsætning’ til navneordsbetydningen ’røre’ (= ’ikke-hvile’) Mangfoldlgheden (det multiple) bekræftes af homonymet ’ro’: ’bevæge årer’, hvor ’bevægelse’ (r) vekselvirker med ’rund’ (o) til betydningen ’rund bevægelse’ Det konkrete træder frem ved modsætningen i homonymerne ’hvile’/ ’bevæge årer’ som kropsligt-motorisk kontrast. ’ro’ udgør således en (i dette tilfælde endog homonymt komplementær) konkret betydning, multiplikativt potenseret af de ekspressive betydningsindhold. – ’Uro’ vekselvirker desuden med endelserne ’lig hed er ne s’, idet de i alt seks stavelser med fire forskellige vokaler rytmisk understøtter udtrykket ’ikke hvile’ - overensstemmende med ’højrehjernen’, hvis natur er at overskride grænser, at transcendere. Analog med denne overskridelse af grænser er den radiære og multiple vekselvirkning med andre ordstammer, fx. røre, rotere, rotor, motor, rist, rast.

- s- :

’afbøjer’ til ejefald

Det sekventielle fremgår enkelt af, at de fem endelser sammenkædes i kun denne rækkefølge. Enkeltled kan udelades, men rækkefølgen kan ikke ændres. Det abstrakte ses af de fem betydninger, som alle er begreber, der repræsenterer kategorier. -lig-hed-er-ne-s udgør en samlet abstrakt betydning, adderet af de fem begrebsindhold. Denne samlede overkategori er i sin betydning uafhængig af og uden vekselvirkning med stammen: om denne er ‘uro’, ‘fest’ eller ‘besvær’ ændrer principielt ikke på overkategoriens betydning. Dette overensstemmer med ’venstre-hjernen’, hvis natur er at afgrænse, at definere. Modsat den radiære transcenderen af det definerede er den lineære og sekventielle tendens til at danne veldefinerede ord og sætninger.

multipel forbindende Det multible manifesterer sig som en broget variation af ofte også indbyrdes forbundne ‘logogrammer’, idet enkeltordene i seriøs vekselvirkning associerer sig som ‘ord-landkort’: ordene indgår som neuroner i vidtforgrenede net, der kan minde om topografiske tema- eller emnekort, snart præget af landskabets naturskabte, organiske former, snart kendetegnet ved bybilledets kulturbetingede strukturer. For eksempel: rable slabre klavre kravle ramle

rasle plapre blafre klatre klandre

sekventiel definerende Det sekventielle træder frem i de skemaer, som traditionelt bruges i undervisning i ordbøjning, fx.: 3°

højest

2°: 1°:

højere høj

Eller i tidslinien, som i lige så høj grad præger vores tænkning:

skvaldre flagre

datid *

førdatid

Eller: -umpe -aske

nutid *

fremtid *

førnutid

førfremtid

Endelig i de fire kategorier:

kl-

klumpeklaske

dumpe daske

ental

sl-

slumpe slaske

flertal

bumpe baske

plumpeplaske

ubestemt

bestemt

Den sekventielle tænkning præger alle tre skemaer: gradbøjningens ‘fremad-opad’, tidslinjens ’fremadrettet er fremtidsrettet’ og navneordsskemaets ‘flere og bestemt er mere end én og ubestemt’.

rumpe- dasker Eller: O

‘rund’

’omslutte’

’rund’

’indeni’

Ordafledning danner en række udbyggede kategorisystemer, der rubricerer ordene efter endelserne, fx:

sol

mur

rund

prik

-ist

-ere

klode

rum

rulle

-istisk

-ering

korona

mund

trille

inde

-isme el.

-ation

bold

lomme

dreje

lille

-ativ

pose

vams

rotere

bitte

-ator

pokal

skærm

skrue

kim

RING

’om’

’krum’

’ring’

kreds

ring

tom

krave

kringle

Med de mange muligheder for udskiftning også af foransatte morfemer kan en enkelt ordstamme forgrene sig til en kompleks, stor struktur af veldefinerede, altså klart betydningsadskilte enkeltord: in-

krans

de-

krone krukke

… OMKRING!

-ere -form- -ering

trans-

-ation

osv.

multipel kredsende poetisk “Rundt omkring ved søen stritter sivets ringmur; …” (Holger Drachmann) Rytmen, versopstillingen, ledstillingen viser, at ordene er poetiske: en meddelelse, der indkredser noget uafsluttet, en åben virkelighed. Digtet udtrykker mangfoldige mulig heder. Bogstavkompositionen anskueliggør højrehjernens forarbejdning som indkredsende med brug af vekselvirkninger på kryds og tværs ofte som symmetrier - hvorved digtets udtryk akkumulerer energi i en mu1tipel proces:

sekventiel fremadrettet prosaisk ”Man vil foranstalte fjernelse af sivet, der står og stritter ved søen rundt omkring ringmuren” (Søposten) - og dermed er sagen afsluttet, det er færdigt arbejde, prosaisk: en bestemmelse, der følges op af en handling. Og det var så det. Prosateksten betyder entydig konsekvens. Syntaksen er fremadrettet og afspejler venstrehjernens forarbejdning som målrettet: subjektet (man) er rettet mod objektet (beskæring), der defineres (der står og stritter ved søen rundt omkring ringmuren) - en sekventiel proces: man x

Højrehjernen konkretiserer ved at udtrykke sig gennem bogstav-indhold, der ofte ikke kan defineres eksakt, men som til gengæld angiver mangfoldig forbindelse:

vil foranstalte -------- o

fjernelse →

Venstrehjernen abstraherer til entydig betydning ved brug af en konventionel syntaks, der følger hverdagskommunikationens vante skemaer.

r: rund m: omsluttende i:

indeni, centrum

kr: krum, kreds str: langstrakt st: lodret De poetiske konkreter er forestillingsstrukturen ‘kreds’ der omslutter forestillingsstrukturen ‘langstrakt’ - det er som tallene 0 og 1, der spænder hinanden op til potent poetisk udtryk.

Det prosaiske abstrakt er ‘orden’.

mytisk Kronos er søn af Uranos og Gaia, altså barn af Himmel og Jord. Han er den yngste af titanerne og fader til Hera og Zeus og til Demeter, Hades, Poseidon og Cheiron, dvs, guder og halvguder, der tilhører nattens sfære. For at forhindre opfyldelse af spådommen, at et af hans børn ville gøre sig til hersker over ham, slugte Kronos sine børn,…

mental men Metis, Athenes moder, gav ham en drik, så han udspyede de slugte børn. I den senere kamp mellem titan er og guder sejrede sønnen Zeus over faderen, og Kronos blev forvist til skyggeverdenen. (I, 243) Mytens indhold er ensbetydende med den mentaltlyse dags sejr over den mytisk-dunkle nat. (I,255) (kilde: Jean Gebser: ’Ursprung und Gegenwart, dtv)

Menneskehedens udvikling følger stadierne arkaisk - magisk - mytisk - mental - integral. I denne ud-vikling afspejler Kronos-Metis-Zeus-myten menneskets kamp for at frigøre sig af mytisk bevidsthed og opnå mental bevidsthed, frembrydende i klassisk græsk kultur (fra Pythagoras til Aristoteles) og fuldbyrdet med renæssancen (fra Petrarca til Leonardo) - hvorpå nedtællingen begyndte til næste stadium, det integrale, der integrerer samtlige hidtidige bevidstheder i en helhed, hvis fødselsveer er vore… Til overvejelse og drøftelse uddrages og udledes polære stikord af Jean Gebsers grundige gennemgang, sluttende med spejlroden ‘gher-regh’: mytisk kredsende ønske & opfyldelse auditiv polar (supplerende) mytologisk (alment gyldig) indadvendt (mod sjælen)

mental mål- og høj(e)re-rettet vilje & opnåelse visuel dual (modsættende) filosofisk (individuelt gyldig) udadvendt (mod omverdenen)

indånding

udånding

drøm

vågenhed

rus (dionysier) erindrende skuen datidsorienteret (erindring, muse)

handling (dramaer) projicerende spekuleren fremtidsorienteret (hensigt, mål)

anskuet og tydet verden

tænkt og forestillet verden

nat-mørke-jord-hule-uterus

dag-lys-himmel-søjle-fallos

matriarkalsk imagination (ind-bild-ning) erfaring symboler irrationel- akausal

patriarkalsk abstraktion (fore-still-ing) forestilling formler rationel - kausal

& spejlrødderne ’kredse; begære’: ’gher’ kreds, kurve, cirkel, krone, kreere; kræve

’regh’: ’bevægelse i lige linie’ ret, regel, regere, erigere, dirigere; række

- tillæg Tabel 1. Udtryk, der beskriver intelligensens dualistiske teori med en liste over de forfattere, der brugte dem. Akhilinanda Assagioli Austin Bateson & Jackson Blackburn Bronowski Bruner Cohen De Bono Deikman Dieudonné Freud Goldstein Guilford Hilgard Hobbes (ved Murphy) Humphrey & Zangwill W. James A. Jensen Kagan & Moss D. Lee Levi-Strauss Levy & Sperry Lomas & Berkowitz McFie, Piercy (ved Spearman) McKellar Maslow Neisser Oppenheimer Ornstein Pavlov C. S. Peirce Polanyi Price Radhakrishnan Reusch Schenov (ved Luna) Schopenhauer C. S. Smith Weils

manas intuition divergent analog følelsesbetonet imaginativ metaforisk relationsbetonet horisontal receptiv kontinuert primær konkret divergent impulsiv fri imaginativ eksistentiel associativ relationsbetonet nominel mytisk gestalt integrering korrelation autistisk intuitiv multipel uden tidsperspektiv holistisk andet signal ampliativ uden ord komposition integrerende eidetisk simultan subjektiv helhedsorienteret heterarkisk

M. C. Wjttrock o.a.

buddi intellekt konvergent digital intellektuel deduktiv rationel analytisk vertikal aktiv diskret sekundær abstrakt konvergent realistisk styret propositionel differentiel transformationel analytisk lineær positiv analytisk differentiering relation realistisk rationel sekventiel historisk analytisk første signal eksplikativ med ord reduktion rationel diskursiv successiv objektiv atomistisk hierarkisk

’Menneskets dobbelthjerne’ NN

af Knud Brant Nielsen illustreret af Sigurd Tiensuu

Det er så længe siden jeg lærte det, at jeg ikke kan huske hvordan det gik til Og sådan er det for de fleste af os. Nu kan vi bare og har helt glemt, at det simpelthen var helt vildt og skønt at kunne rejse sig op og stå på sine to ben helt alene bare stå - stå!

Når vi står, har vi en lige linie igennem kroppen. Vi oplever en lodret linie igennem os. Denne lodrette linie bruger vi, når vi ser fx en træstamme. Linien gør, at vi kan forstå hvad en træstamme er.

Vi sammenligner træstammens lodrette linie med vores egen lodrette linie - vi oplever træstammens lodrette linie - og forstår træstammen, der står, ligesom vi står. Og når vi vil udtrykke det der står, bruger vi ofte ord med ST: træet har en stamme, planten har en stængel blomsten sidder på en stilk stigen står op ad stilladset stakittet støttes af stolper Vi bruger også ST om det der er lige uden at være lodret: en fiskestang, en politistav, en lysestage Fælles er den rette linie, strukturen ’lige’.

Mange ord med R har bevægelse i sig. Det kan være store bevægelser eller små bevægelser. I ord med bogstaverne IRRE er det fine, små bevægelser, som når noget vibrerer. Det er pinden der pirrer i en myretue det er kroppen der dirrer af kulde det er glassene der klirrer, når færgen slår bak og hesten der virrer med hovedet, når myggesværmen svirrer.

ST R STR

= ’lige linie’ + = ’bevægelse = ’bevægelse i lige linie’ .

STR er som et enkelt regnestykke, der sætter den lige linie i bevægelse ved at strække den, som når man strammer en snor, eller når planten stræber mod lyset. Det er lange bevægelser, når hesten bliver striglet eller tøjet bliver strøget. Ved at strække opstår det langstrakte, den langstrakte form. Strammer man en metaltråd, får man en streng, og vejstriber ligner papirstrimler. I naturen finder vi den lange strand eller strømmen i åen, i byen er der gader og stræder.

Modsat STR, der bevæger sig væk fra et punkt:

↔ (strække), er KN, der bevæger sig hen mod et punkt:

→← (knibe). Knibe kan to fingre eller en knibtang, men kun fingre kan knipse. Knuder kan knyttes - også når man knebler eller knipler. Og der er lyd på KN, når gulvet knirker eller storken knebrer. Det man kniber sammen bliver massivt, tæt, fast: på snoren en knude, på tøjet en knap, i træet en knast. I kroppen har vi både knæ og kno, knogle og knyst - måske endda håret sat op i en knold på "knoppen".

Mange ting med ST har den rette linie gennem sig; dvs. strukturen ’lige’. Mange ting med KR har den krumme linie gennem sig; dvs. strukturen ’krum’. I køkkenet buger vi krus og krukke. Hos bageren finder vi krans og kringle og krumkage. På cyklen ses en krank, i maskinen en krumtap. Den rette linie kan krumme til krølle og krusedulle. Der er mange ord med krumme bevægelser: katten krummer ryg og kradser med kløerne, larven kryber, barnet kravler, blæsten kruser bølgerne.

Analog-digital logologi - en komplementær ordlære (med tanke på danskundervisning i almindelighed og specialundervisning i særdeleshed) Kære børn får let for mange navne, så her bruges Kjeld Fredens’ (og andres) begrebspar analog-digital (se tillæg) på ordfeltets halvdele: analog på ordets venstrefelt (stamme) og digital på ordets højrefelt (endelser). Nogle stikord karakteriserer: analog: skaber sammenhænge, kontinuitet forhold og fænomener sammenføjes

digital: trækker grænser deler verden i facts

større eller mindre berøring

analyse

såvel som, ligesom, både og

enten eller

Analog og digital er komplementære, idet de på samme tid udelukker hinanden og supplerer hinanden, begge er nødvendige og sande.

Overkrydsning af synsbaner: Venstre halvdel af genstanden opfattes med begge nethinders højre halvdel. Informationen fra begge øjnes højre halvdel behandles i hjernens højre halvdel. Den anden side af genstanden behandles i den venstre hjernehalvdel. Overkrydsningen sker synskrydset. (Tor Nørretranders: Mærk Verden)

Ordfeltets deling modsvarer synsfeltkrydsningen. Heraf koblingen mellem ordfelt og hemisfæremytologi og begrebsparret analog-digital: orddel:

stamme

endelser

ordfelt:

venstre del

højre del

hemisfæremytologi: begrebspar:

’højrehjerne’ analog

’venstrehjerne’ digital

analog……………………………………………………………………………………………....digital Ordets højre side (endelser) - det digitale - er metodisk ret vel gennemarbejdet: materialeudbuddet er stort, der er gedigen tradition for solid træning af denne side af ordene. Men ikke mindst øget fremmedordsbrug tvinger til revision, og computeren - hvis væsen er digitalt imødekommer ved at tilbyde visuelle muligheder for præsentation af endelsesfeltets subtraktioner og additioner, for eksempel: Mens endelsefeltet fastholdes, varieres stammen: Isme

egoisme

nationalisme

chauvinisme

naivisme

Ist

egoist

nationalist

chauvinist

naivist

Istisk

egoistisk

nationalistisk

chauvinistisk

naivistisk

eller: pulver

automat

motor

isere

pulverisere

automatisere

motorisere

isering

pulverisering

automatisering

motorisering

eller: destruere

destruktion

destruktiv

struktør

konstruere

konstruktion

konstruktiv

konstruktør

rekonstruere

rekonstruktion

instruere

instruktion

instruktiv

instruktør

Forsøgsvis kan alle felter udfyldes: ”Find de ord der bruges. . .”: parere

parering

paration

parat

paratør

parabel

reparere

reparering

reparation

reparat

reparatør

reparabel

apparere

apparering

apparation

apparat

apparatør

apparabel

separere

separering

separation

separat

separatør

separabel

præparere

præparering

præparation

præparat

præparatør

præparabel

afparere

afparering

afparation

afparat

afparatør

afparabel

paratør

separabel

- “tast § - og se de brugte”: parere

parering

‘eparere

reparation

parat

apparat separere

separation

præparere

præparation

afparere

afparering

separat præparat

Tidligere betjente man kunder, i dag servicerer man samme, snart kan vi få opdelingen i servicable og inservicable, underkategoriseret efter grad af servicabilitet i lærebogen ’Servication’ med brug af konsekvent parallel orddannelse - slubrende lækker digital mekanik: variere

irritere

servicere

officere

variabel

irritabel

servicabel

officabel

variabilitet

irritabilitet

servicabilitet

officabilitet

variation

irritation

servicatlon

offication

- og den fleksible sprogbruger - her endelsesmekanismebeherskeren: dén, der kan dét dér digitale - er vinderen. Der bliver behov for bevidstgørelse og træning - og computeren er det fødte redskab. De tre disponible alfabetiseringer (progressiv, radiær, retrograd) giver nye muligheder for ordskanning, fx følgende opstilling af ord med stammen -form- : form

deformation

uniform

eksformere

formal

deformerbar

uniformere

eksformation

formalisere

deformere

uniformisere

formalisme

deformitet

uniformisering

transformation

uniformisme

transformator

uniformitet

transformer (!)

formalist formalistisk

reform

formalitet

reformation

formant

reformator

informant

format

reformatorisk

informatik (!)

formation

reformere

information

formativ

reformisme

informativ

forme

reformist

informator

formel (!)

reformistisk

Informatorisk

transformere

formere

informer (!)

formular

informere

formulere formulering

transformering

Disse ord kan analyseres til en sekventiel struktur - her vedføjet bøjningerne: Forstavelse

Kerne

afledning

afledning(er)

bøjning

ant

(e)

(e)de

bøjning

(al)

uni

atik(!)

(e)nde

ation

(e)r

ativ

(e)t

ator atorisk

form

(el(!))

kon

_____

er(!) ere

ering

iserbar eks

(ul)

trans

isere

_____

isering

(e)n

isme

(e)t

istisk

(e)r

itet

(e)rne

ist

Bortset fra ’!-ordenes’ bøjning (der har konsonantfordobling eller e-bortfald) følger ordene forbavsende konsekvent dette mønster. hvilket giver gode muligheder for visuel præsentation af netop fremmedordenes regulære strukturering, fx: formere

deformere

reformere

uniformere

informere

formerer

deformerer

reformerer

uniformerer

informerer

formerede

deformerede

reformerede

uniformerede

informerede

formeret

deformeret

reformeret

uniformeret

informeret

formerende

deformerende

reformerende

uniformerende

informerende

former !

deformer !

reformer !

uniformer !

informer !

eller: formere

formerer

formerede

formeret

formerende

deformere

deforinerer

deformerede

deformeret

deformerende

reformere

reformerer

reformerede

reformeret

reformerende

uniformere

uniformerer

uniformerede

uniformeret

uniformerende

informere

informerer

informerede

informeret

informerende

eksformere

eksformerer

eksformerede

eksformeret

eksformerende

transformere

transformerer

transformérede

transformeret

transformerende

Afledte navneord bøjes så konsekvent og enkelt, at man kun behøver særgennemgang af de fire afledninger ’er ik sel dom’, der let læres på remse… land

skab

høj

sejl

ads

ven

inde

hed

syer

ske

saml

ing

konge dømme

byg

ning

mal

klkk

ert

fang

jag

konfer ence

brygger s

organ isme

kvart

fris

appar

disko

tek

aktiv

itet

mot

fabrik

ant

produc

ent

erne s

føl

else

tjen

este

assist

ance

rne

ure

arrange ment dlvi

sion

produk

tion

organis

ation

revis

ventil

ator

bil

ist

apparat ur funktion ær ingeni

ør

Fire afledninger afviger: ’er

sel

dom’

dom

sel

eren

dommen

sle

ikken

ene

domme

slen/slet

ikker

dommene

slerne

ikkerne

erne

(For god ordens skyld nævnes at denne sporadiske gennemgang næppe er uden lyde: en grundig gennemarbejdning af området ville kræve revision v/sprogligt kyndige)

Afrundende: de digitale processer - ikke mindst i fremmedordene - synes at være så konsekvente, at det kunne overvejes, om ikke danskundervisningen af voksne - ikke mindst ordblinde - med fordel meget tidligt i forløbet fokuserede på netop de mange afledninger og deres bøjninger for at vise, hvor megen sproglig mekanik der er aldeles regulær og konsekvent. De traditionelle undtagelser kunne så bearbejdes siden. Med computeren som arbejdsredskab synes muligheden oplagt.

Med ekspremet ’I~lille(bitte)’ spilles på intethed og lidenhed, så vidt at selv i i alting svinger med og understøtter ekspremet, ligesom første i i ingenting ekspressivt smitter det andet i så det virker forstærkende tilbage. Sådan virker det analoge, ifølge sin natur medlevende. Flere ekspremer fordelt på flere ord kan samspille til fælles udtryk: ordet vrøvl indeholder ekspremet ’VL~upræcis’ (ævl, bavl, bøvl, snøvl ...) der snakker godt til ’VR~vride (vrænge, vrisse, vrante, vrage, vralte ...). Fællestemaet er ’ikke-orden’.

Så vidt om ordfeltets digitale side.

Tilsvarende er ordet sludder opbygget: ’UDDER~ustruktureret’ (mudder, kludder, pludder ...) svarende godt til ’SL~formløs’ (slaske, slatten, slap, sløv ...). Udtrykket ’sludder og vrøvl’ har således fire ekspremer (SL, UDDER, VR, VL) i samspil til at udtrykke ’ikke-orden’. Hvert af de fire ekspremer er del af et ekspremfelt der svinger med - mere eller mindre åbenlyst. (Se nedenfor!)

Analoge processer skaber sammenhænge, sammenføjer forhold og fænomener i større eller mindre berøring med hinanden, er såvel som, ligesom og både og. Sådan fungerer det poetiske, det ekspressive, i ordene, i sproget - vekselvirkende. Mange ord med i benævner noget der er lille, her kobles bogstav i og udtryk lille til ekspremet ’I~lille’, som i ordene lille, mini, kim, bit. Og det analoge følger sin natur og breder sig hvor det kan til andre ord som i denne tekst:

Dette samlede ordfelt resonerer i følgende tekst: “Vrøvl, derimod, har ikke den store dybde - det vitterlige vås er netop tilfældig snak; sludder, der ikke kan siges kortere, fordi der intet system er i det ...“ (Mærk Verden s. 111)

”… Måske man snarere skulle tale om at det netop er en forstyrrelse i ingenting, in nihilo, snarere end ex nihilo Verden er ikke opstået ud af ingenting: verden er opstået inde i ingenting. Alting er ingenting - set fra indersiden. Altet er intet - set indefra. Vi er indeni intet.” (Mærk Verden s.432)

Her forenes initialerne i vrøvl og sludder i ordet vås der resonerer og bringer vitterligt til at medklinge mens snak af det samlede ordfelt ovenfor henter snøvl hvis s-ø-l udefra inddrager pløs der ikke er pænt dansk men godt jysk for munddiarrhoē.

Teksten står som en poetisk tætvævet - ekspressiv kohærent - tekstur: in nihilo initierer processen, et festfyrværkeri af i-lyd, kulminerende i sidste sætnings lysende lyd: “Vi er indeni intet”.

Der er ingen ende på det — det er rablende analogt: indkredsende, inddragende…

SLUDDER OG VRØVL slaske

kludder

vride

bavl

slumre

pludder

vralte

kravl

sløse

skudder

vrænge

skravl

slap

-mudder

vræle

savl

sløj

(&)

vrisse

tvivl

sløv

pjadder

vrante

ævl

slim

pladder

...

kævl

slam

sladder

trævl

slud

smadder

bøvl

slubre

skvadder

snøvl

Det er sandt at har man sagt A må man sige B - det er digital, sekventiel tænkning. Lige så sandt er det at om man har sagt A har man sagt hele alfabetet det er analog, radiær tænkning. Bogstaverne er som skuespillere der kan spille alle roller, dog er nogle bedre end andre til netop dén rolle ... Gælder det fx ’vedvarende bevægelse’ er en hæmmelyd (suse, røre) bedre end lukkelyd, der til gengæld egner sig for ’bevægelsesimpuls (spark, stød, skub). Det bedste danske bidrag om ekspresslve ord som jeg kender er skrevet på engelsk af Otto Jespersen (Lingvistica 1933) og omhandler vokalen i med betydningen lille: et væld af eksempler og levende iagttagelser og overvejelser fylder teksten. En vigtig påpegning er at koblingen i med udtrykket ’lille’ kan være af ret sen dato, overensstemmende med Otto Jespersens udviklingstænkning: der bliver flere og flere ekspressive ord - og - de ord der bedst bevares er de ord der har stærkest ekspressivt islæt. Det kunne fx komme til at gælde for bit (mindste datamat-informationsenhed) der er kunstigt dannet af binary digit - og ekspressivt vellykket. Det danske ord stå har en indoeuropæisk rod stā med samme betydning (samt betydningen stille). Her sammenfalder den historiske etymologi med den ekspressive, hvilket langtfra altid er tilfældet: karrusel kommer af arabisk kurradsch som betyder ’leg med træheste’ hvilket er interessant nok; dog er den ekspressive oplevelse af karussel som noget der kører rundt nok nærmere de flestes karruseloplevelse. Etymologi er læren om etymos, hvad der er sandt, ægte, egentligt. Ordet sand er af indoeuropæisk oprindelse, en lang tillægsform med betydningen værende- og egentlig er af tysk oprindelse med betydningen ’hvad der tilhører én som ejendom’. Således tegner der sig såvel en historisk, traditionel etymologi (Dansk Etymologisk Ordbog) som en ekspressiv etymologi, der omhandler ordenes her-ognu-oprindelse, en lære om det der i og gennem ordene er éns eget, sagt anderledes: en poetisk etymologi, der drejer sig om det der kan blive ens eget gennem ordenes oprindelse her og nu, når de opleves i intenst nærvær. Her indfinder sig ordparret prosaisk-poetisk. Prosalsk kommer af latin prorsus ’fremadrettet’. Umiddelbart irrelevant men ikke middelbart: Otto Jespersen gør op med det sprogsyn som drives af forestillingen om en første gylden tidsalder og som

følgelig er historisk bagudrettet, jævnfør gængs etymologidefinition (Gyldendals Fremmedordbog): ‘videnskaben om ordenes oprindelige betydning’;

afstamning

‘et ords ældst kendte form eller betydning’; ‘et låneords form i det sprog ordet er lånt fra’; Poetisk kommer af græsk poiein ’skabe’. Skaben er her-og-nu-liv, en poetisk etymologi må handle om her-og-nu-oprindelse, må være læren om min skaben af det der er mit eget - og dermed om min selvtilblivelse - igennem sproget. Er det - også – ’sproglig opmærksomhed’ ? I det poetisk etymologiske arbejde er den historiske etymologi et væsentligt arbejdsredskab, men kun et redskab. De to etymologier kan være sammenfaldende, men er det ikke nødvendigvis - og er dog begge fuldt ud deres egen sandhed. Poetisk etymologi understreger det fritskabende, men ansvaret er det samme som digterens. En mangfoldighed af sandheder af individuel art - som kaldes digterisk frihed. Vil man have fællesskab kommunikere - søges også den fælles sandhed - og der mødes man i ordene. I en sandheds, ægtheds, egentligheds oplevelse der er i stadig forvandling, i frihed under ansvar. Ekspressiv etymologi ville være en lige så god benævnelse, fordi den understreger udtrykket, idet den bygger videre på Mark Johnsons tanke, at sprogets rødder er “metaforen, det billedlige og bevægelsesmæssige konkrete i sproget” (jf. tillæg). Via vore kropslige aktiviteter opbygges oplevelses-/ forståelses-/ forestillingsstrukturer, som vi forsøger at udtrykke ved brugen af ekspremer i ordene, der bliver ekspressive ord. Dette er hypotesen bag billedordbogen ’stå’. Ikke ’image schemaet’ i sig selv, men dettes kobling med bogstaverne til ekspremerne ’ST~lodret/lige’, ’STR~strække’, ’KN~ knibe’ og ’KR-krum’. … Med en komplementær polarisering analog og digital forstået som auditivt-kropsligt & visuelt-intellektuelt (computerorienteret), som ’fri-af-stolenog bundet-til-stolen’ vil der kunne skabes en sund balance mellem krop og ’knop’ og mellem mundtligt og skriftligt. …

Computeren er et vidunderligt arbejdsredskab for endnu urealiserede muligheder ud fra stringent pædagogisk-metodisk samt lingvistisk holdbar tænkning. Mennesket er ikke mindre vidunderligt. Som skabelse. Som tilblivelse. Således er - når alt kommer til alt - poetisk/ekspressiv etymologi læren om menneskets skaben og dermed skabelse i og gennem ordet.

Status Før eller siden vil et gennemarbejdet materiale til dansk/specialundervisning fremkomme: området endelser er traditionelt rodfæstet og dertil computervenligt - rigtig digital-snack - så resurser hertil vil flyde tilstrækkeligt til at sproglig og pædagogisk ekspertise i fællig vil kunne skabe et velfunderet og effektivt undervisningsmateriale. Knap så klart tegner sig ordstammeområdet, som det er dets natur. En afklaret grundlæggende sprogbrug til beskrivelse af processerne findes endnu ikke. Arbejdet er henvist til intuition og musisk tilnærmelse. Eksakt definérbart er det ikke - men kan nok indkredses i al sin mangfoldighed. Arbejdsopgaven med det analoge ordstammeområde er dobbeltsidig: konkret hverdagsorienteret (som forsøgt i ’stå’), dvs. idé- og materialeudformende samt overvejelsespræget. Altså en hverdagsorienteret dobbelthed: ’det skal fungere’ og ’det skal have mening’. Netop ved bevidstgørelsen af ordfeltets komplementaritet kan en tilnærmelse ske på relevant vis: ordstammefeltet er musisk, så der må tænkes musisk. Her byder musikteorien på analogisérbar terminologi: ordet som tema opbygget af motiver (bevægelses-elementer). Og da ekspremerne i deres væsen er udtryk, og da udtryk er bevægelse, synes denne vej farbar, så meget mere som ekspremerne ofte indgår I ord for emotioner (’VR~vride’ i vred, vrissen, vrippen, vranten, vrøvlet; ’GL~glide’ i glad) - og idet ’emotiv’ og ’motiv’ rimer smukt, rundne af samme kærne moveo: ’jeg bevæger’… En status i bevægelse – et ståsted for udvikling – …

Tillæg: Kirsten og Kjeld Fredens: Musikalsk Odyssé Folkeskolens musiklærerforening, 1991 Tænkning og kommunikation forudsætter en kode. Vi har set, hvorledes de fem kompetencer har hver sin. Men kompetencerne arbejder også sammen, så der sker oversættelser fra én kode til en anden. Information kan være kodet analogt eller digitalt eller begge dele på én gang: ikonisk. Den digitale kodning er præcis. Den trækker grænser ved at adskille. Her kan man som i logikken tale om et enten eller. Den analoge er derimod kendetegnet ved at skabe sammenhænge, på samme måde som intuitionen kan skabe sammenhænge. Her taler vi ikke om analyse, om at dele verden ind i facts. Vi taler om kontinuitet. Forhold og fænomener sammenføjes; der behøver ikke at være absolut sammenfald eller identitet, men kun en større eller mindre berøring. Der er fx analogi mellem kroppens bevægelse og bevægelse i musikken. En kop er analog til et indre billede af en kop: Der er analogi mellem det ydre og det indre rum. Sætningen ”hun spiste morgenmad og kørte derefter på arbejde” er en symbolsk verbal repræsentation, men med et stærkt analogt element, fordi der er lighed mellem ordenes rækkefølge og handlingens tidsmæssige forløb: Først spiste hun, og så kørte hun på arbejde, ikke omvendt. Det er mest relevant at skelne mellem analoge og symbolske (digitale) sider af en repræsentation i stedet for at klassificere fænomener som enten det ene eller det andet. Analog og digital forudsætter hinanden på samme måde som intuition og refleksivitet. Det analoge danner baggrund, er kontekst for det symbolske eller digitale. På tilsvarende måde er kroppen og dens konkrete handlen i omverdenen baggrund for det symbolske verbalsprog. Dette synspunkt kommer fx til udtryk i nye sprogteorier (Johnson, 1987; Lakoff, 1987), hvor man hævder at metaforen, det billedlige og bevægelsesmæssige konkrete i sproget, er sprogets rødder. Man har således påvist analogier mellem sprogets metaforer og kompetencerne for krop, rum og musik. Vores rumlige opfattelse af, hvad der er for eller bag, op eller ned, ude eller inde, har betydning for forståelsen af rumlige metaforer. Som et eksempel herpå er begreber som sundhed, liv eller glæde (analogt til en bevægelsesmæssig og rumlig fornemmelse af opad). Begreber som sygdom, død og sorg er ’ned’. Noget er oplivende, og man kan være nedkørt - sproglige metaforer, hvis baggrund er den krops-kinæstetiske og den spatielle kompetence.

Analogien har imitationens karakter. Man kan imitere andres måde at tale på, at bevæge sig på eller handle på. Vi siger, imitationen er lykkedes, når man kan efterligne en anden til forveksling. Imitationen skaber identitet, men hensigten med analogien er at skabe ligheder. Analogien er derfor mere end imitation, fordi identitet kun er én form for lighed: den absolutte. Det er analogien, vi benytter, når vi skaber eller forsøger at forstå noget intellektuelt nyt. Kroppen har her spillet en afgørende rolle: Afstande har været målt i dagsrejser eller fod, og man har talt på fingrene. Menneskets tidligste opfattelse af en flyvemaskine afveg ikke meget fra analogien om en flyvende fugl, og de første undervandsbåde var ikke identiske med men analoge til fisk. Det er analogien, vi bruger i hverdagen, langt mere end logikken. Har jeg ikke et glas at drikke af så ser jeg mig om efter noget, der ligner - noget analogt. Sproget er fyldt med analogier: En synål har et øje og kaffekanden en tud; flasken har en hals, og stolen har både ryg, sæde og ben. Analogien i sproget, som vi møder i metaforerne, peger på den afgørende rolle, analogien spiller i hverdagen. Når vi i musikken beder eleven om at spille lettere, hurtigere eller om at opbygge en spænding; eller når vi beder ham om at spille mere lyseblåt, så er det alt sammen analogier, vi arbejder med. Her kommer processproget til sin ret, når det giver eksempler på noget, man kender til. Man skal opbygge en spænding i musikken, men analogien er: Forestil dig, at du kravler op ad et bjerg eller går op ad en trappe. De fleste daglige aktiviteter er styret af anaIogier. Skal vi pludselig tage en beslutning, gør vi det på spontan, analog måde: Vi gør, hvad vi har gjort i lignende tilfælde. I denne situation arbejder intuition og praktisk tænkning sammen. Analog tænkning er nødvendig, hvis vi skal handle økonomisk i hverdagen. Det er den, vi møder i nervesystemets økonomiprincip, som siger ”Væk mig kun, når der sker noget interessant!” I de fleste tilfælde løses opgaven bare - intuitivt, ved hjælp af analogislutninger. Det er først, hvis det ikke virker, at vi beder refleksiviteten om assistance.