FiliongGONG10

FiliongGONG Organ for GONG - Foreningen for Overtonesang og Lydhealing nr. 10, september 2005

Indhold: Nyt fra bestyrelsen Nyt fra Sverige Gøgen og Nattergalen Grottor, Grodor, Gryende Röster Intervaller Djembe, Daf, Darbouka Musik og Tal

/ Reuven Tsur / Johan Laserna / Skye Løfvander

… samt kort nyt, faste rubrikker, Fugl-i-onggong, anmeldelser, anekdoter, begivenhedskalender og meget andet!

FiliongGONG er organ for GONG Foreningen for Overtonesang og Lydhealing www.gong.dk Vi er uafhængige af økonomiske, politiske og religiøse interesser.

Bladet, som udkommer fire GONG årligt, sendes til medlemmer af foreningen og til særligt interesserede, som måtte ønske det.

Pris i løssalg: 40,- kr. + porto. Abonnement uden medlemskab: 100,- kr.

Indmeldelse i GONG sker ved indbetaling af kr. 200,- på foreningens girokonto: 10015529.

Netbank eller indbetaling via bank: Reg. nr. 0440. Ved netbank/indbetalingskort bruges kode +01.

Husk at oplyse dit navn og hvad indbetalingen skal dække!

Eventuelle spørgsmål vedrørende indmeldelse og betaling kan ske til formanden: Susanne Eskildsen, 30 24 40 32, s.eskildsen@c.dk GONG er en ung forening, som forsøger at favne musikalske udtryk som overtonesang, intuitiv sang, akustiske improvisationer og performance.

Foreningens formål er at skabe muligheder for træning, leg, forskning og fordybelse i sammenhængen mellem stemme, klang, krop og psyke.

Vægten lægges på overtonesang og helhedsskabende lydudfoldelse med henblik på både kunstneriske, terapeutiske og meditative aspekter.

Dette søges realiseret gennem sangaftener, koncerter, undervisning og netværksdannelse samt oprettelse af vidensbank og kontakt med andre foreninger, grupper og individer med beslægtede interesser.

Bladets indhold skal så vidt muligt relatere til foreningens formålsparagraf. Alle er velkomne til at bidrage med indlæg, helst pr. e-mail eller diskette. Redaktionen kan dog ikke garantere, at alle indlæg trykkes. Med tiden opstår formentligt en redaktionsgruppe, men indtil videre sker redaktionelle henvendelser til: Skye Løfvander, Fredskovhellet 2 G, 21, 3400 Hillerød Tlf. 44 64 07 37/ 20 97 07 01, skye.lofvander@gmail.com Oplag, nr. 10: 160 eks.

Deadline, nr. 11: 20. november.

Bestyrelsen i GONG, valgt på generalforsamlingen 26. februar ’05: Formand, regnskabsfører: Susanne Eskildsen

30 24 40 32

s.eskildsen@c.dk (ændres i løbet af efteråret)

Næstformand, kasserer: Grethe Kure

35 55 18 24

grethekure@mail2life.com

Vibeke Veddinge

39 90 24 25

vibekeved@ofir.dk

Tove Majbritt Thomsen

39 20 02 26

tove.majbritt@mail.dk

Skye Løfvander

44 64 07 37

skye.lofvander@gmail.com

… du er altid velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlemmerne!

Øre af Lykke Det er dejligt, når foreningen starter sine aktiviteter igen efter en velfortjent sommerferie: der pusles med planer, nye mennesker mødes, det summer af aktivitet. Om vi ligefrem bliver øre af lykke er måske nok et spørgsmål, men det mærkes, at vi atter er i gang. I skrivende stund har vi holdt de første to sangaftener med stor succes og både Spirekoret og Træningsgruppen har lagt fra land og har allerede vist hver deres form for liv og dynamik, så det kan vi kun være glade for.

Redaktøren har været til en række møder i Styregruppen for Stemmens Dag. Arrangørgruppen er nu udvidet til fem foreninger, idet ALF, Audiologopædisk Forening også er trådt ind.

Efter at have kigget på de alternative muligehder, som var Københavns Rådhushal og Tappehallerne ved Tuborg i Hellerup, har vi nu rettet kikkerten ind mod Rundetårns Bibliotekssal 1. april.

Og så er vi ellers gået i gang med at skrive projektoplæg, lægge budgetter og søge om penge hos diverse fonde. Vi regner det til vores fordel at arrangørgruppen er så bredt sammensat og temaet så vigtigt for alle, at det kun kan blive et unikt arrangement.

Ører, Næse & Mund … er hvad du må være forberedt på at tabe, når du får chancen for at lytte til den monochord som en lille kreds af foreningsmedlemmer har lejet af Annette Kryger for det kommende års tid og som nu står i Tårnstudiets behandlerrum.

Vi har også lagt hårdt ud med koncerter, først i Cisternerne Under Søndermarken med Siboni/ Løfvander/ Vogel, siden i Rundetårn med Jane Winthers sjælesang og syngeskåle.

Til førstnævnte arrangement kunne man have mistanke om, at kulden stadig sidder i kroppen på folk fra David Hykes koncerten i marts, eller også var tidspunktet, kl. 18, onsdag, et dårligt valg, for der var alt for få gæster på trods af megen PR. Det kan man sige med vægt, fordi koncerten var vellykket, det er ganske enkelt et magisk akustisk rum, vi der har at gøre med!

Jane Winther blev også ramt af trægheden, idet vi savnede tilmeldinger til workshoppen, som vi derfor var nødt til at aflyse.

Det var altså på mange måder også en noget trist start, fordi vi sel er overbeviste om, at vi præsenterer arrangementer af en god kvalitet til en rimelig penge og tror på, at publikum findes.

Så der skal lyde en opfordring til dem, der ved, hvor de gemmer sig, om at hjælpe med at lokke dem frem fra deres skjul!!

Desværre kan den slags oplevelser mærkes på budgettet. Vi klarer os nok med skindet på både næse og ører, men det er nu alligevel mere rart at have medvind. Kom til koncert i Rundetårn 29/10!

Jane Winthers koncert i Rundetårn blev heldigvis velbesøgt og man kan igen roligt sige, at de der ikke oplevede koncerten virkelig gik glip af noget.

Som anmelder må man finde en sjældent brugt glose som ynde frem og derudover har Jane i sin fremførelse en nærmest magisk ro, hvor pauserne ånder lige så nærværende som hendes fantastisk klart klingende stemme, som hun bruger med stor sans for melodiske strofer… Og så er hun tilmed vældig sympatisk!!

Tør man håbe, at dette blot var begyndelsen af et godt bekendtskab?

Der er tale om et healingsinstrument, som i sit ydre fremstår noget i retning af et smukt spisebord, om end lidt smalt. Det er af typen med 60 strenge, 30 stemt i a, 30 i d, og en resonanskasse udformet som en halv tønde med hvælvingen nedad og herunder strengene udspændt. Oven på dækket kan man så ligge i fuld længde og modtage den meget magtfulde klang direkte. Instrumentet er bygget af schweizeren Joachim Marz og tiden vil vise i hvilken udstrækning vi vil bruge det til at give individuelle behandlinger eller om det skal indgå som klanginstrument ved fællessang.

… men bare fordi vi får adgang til nye instrumenter og nye oplevelser, betyder det ikke, at kærligheden til de gamle ruster, slet ikke når disse er lavet af aluminium og kan indhylle os i de reneste, klare toner. Med andre ord er det stadig muligt at købe de fantastiske hightech syngeskåle monteret med indvendigt håndtag til en nærmest fornærmende billig pris. På billedet ses, hvordan de også kan bruges!! Se også annoncesiderne!

Hvorfor har du så Store Ører?

Der er ingen tvivl om, at David Hykes er overtonesangens Store Stygge Ulv og Buddha i én og samme person, som med sin Soufle de Seigneur og andre beåndede sange blæser indre og ydre lydmure omkuld.

Quantum Seminars har, foreløbigt for dette og det kommende år, overtaget arrangementerne med ham og byder på koncert 17. november 19.30 i Islands Brygges Kulturhus og workshop 19.-20. november i Phendeling på Nørregade.

Yderligere info: www.quantumseminars.dk

Nå, det korte af det lange var egentlig bare et forsøg på trøst til de læsere som gennem de seneste par numre af bladet er blevet kræset for med artikler om bilkørsel og togrejser.

Transporttemaet er langtfra udtømt, men budgettet for bladet rækker desværre ikke til at sende en reporter til vejrs eller på krydstogt, så ligesom med de øvrige løbende temaer, er læserne meget velkomne til at blande sig med deres bidrag om lydoplevelser under transport.

Som nævnt mangler vi både fra søen og fra flyrejser, for ikke at nævne ski og skøjter, men de allerede berørte felter, biler og tog, behøver vi heller ikke betragte som udtømmende beskrevet.

Øreflip … og dermed har vi så heller ikke fem flade øreordspil tilbage for denne gang, men for de særligt lydhøre bringes her et billede af Milarepa i traditionel lyttepositur. Det er ham som fik tilnavnet Tibets Største Yogi og som i henhold til overleveringen meddelte sine indsigter gennem 100.000 sange. Med henvisning til overskriften og i anledning af H.C. Andersen-året skal vi tilføje: dikke-dikke-dikke-dikke-dik-dik-dik!

Nynnes dagbog Den Danske Ordbog: nynne vb.

Synge en melodi lavmælt for sig selv med munden lukket.

Flyveører Når man lader sig transportere, gælder det om at bruge ørerne på rette vis, og ikke kun til at høre med, for det er balanceorganerne i det indre øre der holder regnskab med, om vores position i rummet svarer til det indtryk som de øvrige sanser, ikke mindst synet, giver os. Og disse organer kommer på arbejde når det gælder transport, hvor disse oplysninger fra forskellige sanser ofte er i modstrid. Dette er en af grundene til, at det er vigtigt at kigge ud ad vinduet, når kvalmepunktet nærmer sig, for så bliver der mere overensstemmelse mellem indtrykkene.

Promilleklang En fulderik viste sin lejlighed frem til et par venner fra bodegaen. De blev overraskede over at se en kæmpestor gong ved siden af sengen.

- Hvad laver den kæmpestore gong i dit soveværelse, spurgte de - Det er ikke en gong, det er et talende ur, svarede han - Hold da kæft, hvordan virker det?

Så greb han en stor kølle som han med et mægtigt sving hamrede ind i gongen. Da lød det bag væggen: - For helvede, dit fulde svin, klokken er tre om morgenen!!

Lyddoktor forsvundet!

I tidlige numre af FiliongGONG har lyddoktoren Ali Quot været en af de bærende skikkelser med spændende artikler om alt fra sangteknik via celleharmoni til laserlysets overtoner. Som tiden gik, blev Ali Quot dog mere og mere mellemfornøjet, da han ikke følte, at man gjorde brug af ham i et omfang som stod mål med hans evner. Der har manglet dråber der kunne få hans visdoms bæger til at flyde over med svar på alt mellem himmel og jord, hele sommeren har han r praktisk talt ikke modtaget et eneste spørgsmål til sin brevkasse. Dette har tynget ham i en grad, så mennesker der kender ham godt har berettet, at han var holdt op med den karakteristiske nynnen for sig selv og siden 11. august har ingen set noget til ham. Dette var ellers hans deadline for denne udgave af bladet.

Dette træk skal ikke tolkes som et forsøg på at sælge ud af Ali Quots brevkasse, redaktøren håber stadig, han vender tilbage og med lidt hjælp fra læserne er der vel håb om, at han får frisk mod.

Hvis nogen af læserne skulle antræffe doktor Ali Quot, bedes de ufortøvet henvende sig til redaktøren. … og se så at får brygget på nogle spørgsmål!!

Reuven Tsur

Dr. Ali Quot

Redaktøren har grebet til den nødløsning i stedet for brevkassen at bringe uddrag af den klassiske Carl Barks-historie: Anders And, Lyddoktoren i Arbejde

Det ville fylde for meget at bringe hele historien, så nyd nu i stedet højdepunkterne med de pragtfulde lydtransskriptioner inde i bladet!

Der mangler måske blot den lille detalje, at vores andevenner kom i knibe igen, fordi ikke kun nattergalene var vendt tilbage, men også risfuglene!!

Endvidere har redaktøren kontaktet den internationalt anerkendte ”lyddoktor” Reuven Tsur – og det skal forstås helt seriøst! – som har indvilliget i, at vi bringer hans artikel om gøgen og nattegalen som denne udgaves Fugl-i-onggong.

Vi er meget stolte af og glade for tilladelsen fra Reuven Tsur til at bringe hans artikel i bladet. Han er Professor Emeritus i hebræisk litteratur på Tel Avivs Universitet. Han har udviklet en teori om kognitiv poetik som han har anvendt på rim, lydsymbolik, poetisk rytmik, metaforbegrebet, poesi og alternative bevidsthedstilstande, historiske stilarter, genrer, arketypiske mønstre, oversættelsesteori, kritisk kompetence-semiotik, komparativ litteratur, kognitive studier, litteratur og psykologi, lingvistik og empirisk æstetik.

Til denne lange række af fagdiscipliner og emneområder skal tilføjes et par ord om semiotik, som i korthed er læren om sprog i form af tegn på alle skabelsens niveauer. I en vis forstand skal dette studium ses som en reaktion mod tendensen til at fortolke alt ud fra tilstande som kan måles og vejes, hvor adfærd groft sagt reduceres til kemi og elektricitet. I semiotik beskæftiger man sig med den egentlige mening bag udtrykket i stedet for at reducere det til noget andet.

Herhjemme har vi kunnet få en meget fin indføring i dette områdes mange fascinerende facetter fremragende formidlet i Jesper Hoffmeyers ugentlige klummer i Politikens Videnskabstillæg.

Lenes drøm om overtonesang

Grottor, Grodor, Gryende Röster

2 dage før min datters hjemkomst her i august efter en lang rejse havde jeg denne - meget specielle drøm: Jeg befinder mig sammen med min datter og nogle andre unge mennesker i et museum eller eksperimentarium. Pludselig er vi to alene i et kæmpestort hvidt kvadratisk rum med buet loft.

Der er helt stille. Vi står midt på gulvet, som er af is. Nedenunder isen er der vand med delfiner i, ved vi. Jeg begynder at synge overtoner for at fylde rummet. Opdager, at isen derved slår en tynd revne. Vi er igen stille, lytter efter – jo delfinerne svarer langt nedefra med pibende stemmer!

Jeg kommer i tanker om, at ænderne om vinteren må have et hul i isen for at klare det. Jeg forestiller mig, at solen skinner ind ovenfra – og der smeltes et hul i isen...

Jeg vil lade drømmen stå for sig selv. (Naturligvis skyndte jeg mig at synge en sang for hende, da hun kom ...) Lene R.

/ Johan Laserna (grodor= frøer) Intervjuaren: ”Skulle man kunna säga att vissa av de ljud ni får fram när ni sjunger är … primitiva?”

Pavarotti: ”Inte primitiva! Djuriska!”

Alle er velkomne med bidrag til temaet om musik og sang i drømmelivet! Red.

Hej från Sverige!

Intresserade av övertonssång är välkomna att gå med i SONG - Skånes övertonssångförening!

Föreningen kommer att arrangera sångaftnar, kurser, konserter och kanske så småningom en övertonssångfestival.

Medlemsavgiften för år 2005 är 100 kr.

Postgiro 47 96 429-1 SONG välkomnar till sång i Klosterkyrkan söndagar kl. 20 enligt nedanstående prel. datum.

18. sep., 2. okt., 16. okt., 30. okt., 13. nov., 27. nov., 11. dec.

Den djuriska rösten I sin bok Singing with your own voice berättar den amerikanska sångpedagogen Orlanda Cook hur hon brukade förvånades över sina skådespelarelevers högt utvecklade förmåga att härma (efterligne) djur utan att de hade vuxit upp vare sig på landet eller i vildmarken: ”Om tillfället och omständigheterna är de rätta så kan eleverna yla som vargar, hoa som ugglor, gala som tuppar (haner), skrika som babianer, bräka som får, skria som åsnor (æsler)…”

Den här vanligt förekommande förmågan att härma djur såg Cook som en viktig nyckel till vad hon kallade ”den naturliga delen av den mänskliga rösten.” När samma elever blev ombedda att sjunga hade de nämligen inte längre tillgång till de delar av sin röst som de använde för att härma djuren. Dörren till den naturliga rösten var då plötslig stängd. Men varför?

När eleverna försökte härma djur var det en lek som de spontant gav sig in i med liv och lust, fullt beredda att vända ut och in på sig själva och sina röster i jakten på det rätta ljudet, ivrigt lyssnande efter minsta antydan till något som kunde leda i rätt riktning. När eleverna istället skulle sjunga förvandlades hela deras attityd. Då återföll de genast i de röstmönster som de byggt upp under ett helt liv. De blev plötsligt stelare i kroppen, ängsliga och allvarliga, och deras röstomfång krympte påtagligt. Där de tidigare obekymrat experimenterat med röstljud försökte de nu kontrollera sig själva och åstadkomma en röst som skulle bli accepterad som ”vacker”, ”bra” eller helt enkelt bara ”rätt”.

Fra Sverige kan også berettes, at Gösta endnu engang har aflagt besøg i Tjekkiet til en overtonesangfestival. En af de mest markante oplevelser var at følge korlederen Jan Staneks ambitiøse arbejde med at skabe korværker, hvor de fremtrædende overtoners rolle tydeligt bliver skrevet ind i partituret.

Gösta (Singis Khan, Farbror Knarr, kært barn har mange navne) har også taget initiativ til at præsentere overtonesangen i de svenske folkeskoler, foreløbig har han besøgt en klasse i Lund, men har desuden lavet en tekst til det idekatalog som lærerne derovre modtager.

Orlanda Cook, i färd med at ge utlopp för lite primitiv röstenergi

Det som eleverna lyckades komma i kontakt med i sökandet efter de djuriska lätena var något som Cook kallade för primitiv röstenergi. Den primitiva röstenergin finns naturligt hos alla människor, menade hon. Den är ordlös och är oftast ett oreflekterat uttryck för en känsla eller en omedelbar och spontan reaktion på en situation: ”utrop, skrik, tjut, vrål, suckar, kluckanden, skrockanden, skrän, skratt och gråt.” Alla dessa icke-verbala ljud betraktade Cook som röstens råmaterial.

När eleverna under hennes systematiska ledning utforskade sin naturliga röstenergi blev deras röst starkare, registret bredare och klangen fylligare.

Cook dog 2001 men den som vill bli hennes elev kan skaffa sig boken och fördjupa sig i den. Det är den väl värd – den är sprängfylld med fakta, entusiasm och praktiska övningar.

Inspirerade röstexperiment En del av glädjen med att sjunga övertonssång är just det förutsättningslösa och lekfulla utforskandet av rösten. Ju mer man söker desto mer finner man, och ju längre man håller på desto mer övertygad blir man om att det egentligen inte finns några gränser för hur en människa kan låta.

Forskare hävdar att vår röstapparat i sin nuvarande form utvecklades för några hundra tusen år sedan. Det är ett tankeväckande faktum att det talade språket och vår egen art homo sapiens gör gemensam entré i världshistorien.

Anatomiskt sett anses detta ha gjorts möjligt genom att struphuvudet sänktes så att det hamnade längre ner i halsen. Jämfört med till exempel homo erectus, en annan av förgreningarna i hominidernas släktträd, fick vi på så sätt större avstånd och volym mellan stämband och läppar och därmed möjlighet till en betydligt rikare nyansering av vår röst, bland annat fick vi förmågan att forma vokalljud.

Vi vet inte om talet evolutionärt sett föregick sången, eller om det var tvärtom, men kanske har de utvecklats parallellt och är bara två sidor av samma mynt? Alla ljud vi gör med rösten och som vi håller ut på får ju en sorts sångkvalitet. Lyssna bara på ett nöjt spädbarns ljuvliga små strövtåg med sitt joller.

Kanske är det en längtan tillbaka till denna spontana, improviserade och fullkomligt naturliga gryningssång som är den hemliga strävan inte bara i övertonssångarnas snäva cirklar utan i all sång?

Det finns många spännade vägar att gå för att hitta nya och outforskade trakter av sitt röstlandskap. Det räcker med att vända sig till naturen för att snabbt bli erbjuden en outtömlig mängd möjligheter. Tillbringa till exempel en småblåsig natt i ett träd och lyssna på hur vinden spelar i det.

Gå djupt in i denna fantastiska musik och ha den levande inom dig när du i mörker och tystnad – och med stämbanden bortkopplade! – använder din egen kropp, din munhåla, läppar och tänder och öron för att bli en del av musiken.

Man kan också göra som medlemmarna i SONG gjorde den 23 maj i år. De begav sig till Oxhagen i Fyledalen (i östra Skåne) för att pröva möjligheten att musicera med parningslystna lövgrodehannar.

Området kring Oxhagen består av naturbetesmarker med täta växlingar mellan små gräsfält, träd, buskage, dungar (krat) och små fisklösa vattensamlingar – ett idealiskt område för lövgrodan. Den lilla (5 cm) grodan, hylas arborea, finns bara i Skåne och har varit på utdöende men hämtat sig och antalet individer varierar nu mellan 5.000 och 12.000.

Løvgrodan, hylas arborea

De nio expeditionsmedlemmarna anlände strax före skymningen. Det blev en underbar försommarkväll, så trolsk och myggrik som bara en svensk – och förmodligen dansk – försommarkväll kan vara. Och det dröjde inte länge förrän det magiska ljudet av knarrande lövgrodehannar fyllde luften.

Ljuden kom från hundratals osynliga individer utspridda i våtmarkernas höga gräs. Var och en av dessa röster var imponerande kraftfull och när de hetsade varandra som mest var det nästan bedövande starkt. Att sjunga med dem visade sig vara förånansvärt lätt och de verkade inte ta illa upp över att få denna oväntade konkurrens från däggdjuren. Det var väl mest Gösta som stressade dem lite när han emellanåt lät undslippa sig ett mäktigt knarrande. Han blev dock snabbt överröstad av en massiv moteld från de gröna och artriktiga långbeningarna. Den kraftfulla och böljande kören av klangfulla knarranden blev till ett slags bordunstämma som gav övertonsången ett överraskande fritt spelrum.

På vägen tillbaka till parkeringsplatsen passerade vi en annan, mycket mindre vattensamling, där en blygsammare kör körde för fullt och som emellanåt interfolierades av en eller ett par klockgrodor. Elller möjligen av ett par pygméer från Centralafrika. Det lät likadant och det var för mörkt för att vi säkert skulle kunna avgöra saken.

På det hela taget var det en lyckad expedition och SONG kommer definitivt att verka för förnyade musikaliska möten mellan djur och människor.

För den som inte har tillgång till ett träd, inte tycker om mygg eller har ett problematiskt förhållande till naturen vill jag nämna att det finns en fantastisk trippel-CD – Les voix du monde/Voices of the World – som ger ett slags provkarta på olika vokala traditioner från hela världen och som är rena guldgruvan för den som vill experimentera med sin röst och behöver lite inspiration i väntan på att det änglalika jollret ska infinna sig.

De två första skivorna behandlar olika tekniker och den tredje olika former av flerstämmig sång – polyfoni. Teknikerna delas in i olika grupper: rop, skrik och larm; röst och andning; tal, deklamation och sång; omfång och register; klangfärger; röstförvrängning; ornamentering; tekniker där man sjunger in i eller imiterar olika instrument; användning av övertoner.

Resonanta hålrum Under en semesterresa till södra Kreta i juni passade jag och några andra SONG-medlemmar på att undersöka ravinernas och grottornas akustiska egenskaper.

Kreta är geologiskt sett att betrakta som ett konglomerat av sönderbruten sten och grus som den afrikanska kontinenten ungefär som en plog pressar upp ur havsbotten. De geologiska krafterna har skapat ett berglandskap genomkorsat av en väldig mängd vandringsbara raviner.

Enligt (ifølge) det grekiska grottsällskapet – The Greek Speleological Society – finns också mer än 3000 grottor på ön, varav Zeus grotta, Dikteon Andron, är den mest berömda. Ravinerna visade sig vara fina akustiska rum, medan grottorna var en besvikelse (skuffelse).

Finns det något dystrare än att befinna sig i en svåråtkomlig och nyupptäckt grotta och full av förväntan pröva hela sitt register utan att få tillstymmelse till svar? De flesta av grottorna visade sig var sådana nollresonanta potatissäckar.

En och annan kunde visserligen kvickna till en smula på någon enstaka frekvens, men var i övrigt var de måttligt intresserade av att kommunicera med oss. Några få visade känslighet för mer än ett frekvensområde men ingenstans fann vi några riktigt intressanta ekokammare.

Förmodligen finns de kretensiska godbitarna loklaiserade till bergsområdena kring Rethymnon och Heraklion.

Det ska erkännas att SONG-medlemmarnas förväntningar blivit omotiverat höga av ett kapitel i Lucie Raults Musical Instrument: Craftsmanship and Traditions from Prehistory to the Present där författaren redogör för några intressanta studier av tre grottor i Ariège i Frankrike.

Studiernas syfte var att se om det fanns något samband mellan dessa grottors musikaliska egenskaper och de många rituella målningar från den äldre stenåldern som finns där.

Undersökningarna utfördes med rösten och i totalt mörker för att man inte skulle veta var målningarna fanns. Det visade sig att de var utförda på just de ställen i grottorna där de akustiska egenskaperna efterklang, ljudstyrka och resonans var särskilt påtagliga. På de ställen där minsta viskning gav upphov till en imponerande genklang var målningarna särskilt talrika. De starkaste akustiska effekterna fick man om man nynnade med stängd mun eller om man höll sig till vokalerna A och O och om röstljuden var av låg frekvens.

Man upptäckte också att de platser i de många gångsystemen som visade tonala skiften var markerade med målningar eller tecken.

Förekomsten av målningar på ställen där ekot besvarade grottgångens grundton med en kvint antyder också att människor uppmärksammat detta intervall redan för mycket länge sedan.

Paleolitisk väggmålning av en bisonoxe i Niauxgrottan i Ariége, utförd vid en plats med särskilt starka ekkoeffekter

Men grottor av den kaliber som finns i Ariège växer ju inte på träd och tills SONG och GONG gör en gemensam resa dit får vi kanske fortsätta att nöja oss med att undersöka de grottor och håligheter som finns inuti våra egna kroppar.

Munhålan är ju också en grotta och till skillnad från de ur akustisk synvinkel lite småtrista hålrummen på södra Kreta är den häpnadsväckande resonant. Precis som man kan uppfatta och använda en grotta som ett musikinstrument kan man betrakta munhålans system av gångar och hålrum som ett sådant.

En grundläggande egenskap hos de allra flesta instrument som utnyttjar fenomenet resonans är nämligen att de särskilt framhäver de övertoner som faller inom vissa givna frekvensområden. För varje grundton som man kan spela på instrumentet finns det alltså en given uppsättning övertoner som kommer att lyftas fram och som på ett påtagligt sätt kommer att färga den akustiska upplevesen av grundtonen.

Sådana frekvensområden med ”förhöjd respons” kallas formanter.

Ung tibetansk buddhismunk undersöker en snäckas spektrum av overtoner

Nu är det ju så att de flesta instrument är utformade på ett sådant sätt att deras formanter inte går att ändra på. En grotta eller en gitarrlåda har den form den har och därmed har den vissa bestämda frekvensområden som den kommer att lyfta fram mer än andra. Ett av de få instrument där formantfrekvensområdena kan ändras under spelets gång är den mänskliga rösten.

Genom att munhålans form ändras samtidigt som stämbanden håller en viss ton kommer de övertoner som faller inom olika delar av frekvensbandet att framhävas. Det är detta som händer när man frambringar olika vokalljud och det är utgångspunkten för all övertonssång.

Trans-resonans Ett av skälen till varför det är så svårt att lära sig tala ett nytt språk utan brytning när man nått en viss ålder är att man inte förmår justera de olika delarna av munhålan tillräckligt exakt för att få fram de helt korrekta ljuden. Hela det komplicerade muskulära och mekaniska samspelet mellan käke, läppar och tunga har vant sig vid det egna språkets och den egna dialektens exakta inställningar och det är svårt att göra de ytterligt små justeringar som krävs.

En person som bryter avslöjar sig obönhörligen som en person med invandrarbakgrund och det är vi ju ganska vana vid, men en kvinna som låter som en man får verkligen omgivningen att höja på ögonbrynen. I en värld där allt fler män väljer att byta kön är det faktum att män och kvinnor låter så olika ett växande problem.

En som skrivit en mycket intressant artikel om detta – ”How to develop a female voice” – är författaren, musikern och fotografen Melanie Anne Phillips. Under den period av sitt liv då hon bit för bit övergick från att vara man till att bli kvinna kämpade hon även intensivt med att förändra sin röst. Av en slump hittade hon en dag ett läge då hon plötsligt lät precis som en kvinna.

Hon lyckades hålla kvar detta läge och under flera år finslipade hon alla detaljerna i sin nya kvinnliga röst. Det hon upptäckte var att den avgörande skillnaden mellan en kvinnlig och en manlig röst inte är tonhöjden – som den tusenåriga västerländska vokaltraditionen indoktrinerat oss att tro – utan resonansen och klangen.

Kan detta verkligen stämma? Låt oss titta närmare på hur ljudet av en röst egentligen uppstår. Lite förenklat går det till så här. Luft som befinner sig i lungorna pressas med hjälp av den väldiga diafragmamuskeln upp mot struphuvudet. I struphuvudet sitter stämbanden, eller (med en mer korrekt anatomisk benämning) stämläpparna, små slemhinneklädda veck. När luften pressas förbi vecken börjar de vibrera och alstra snabba serier av ljudvågor.

Ljudvågorna passerar sedan genom de resonanta gångarna och håligheterna i svalg och mun- och näshåla. Under denna turbulenta färd inverkar ljudvågorna på varandra på en mängd olika sätt som ger det samlade ljudet sin utpräglade klang.

Ljudet som kommer ut ur munnen blir en spegling av stämbandsvibrationernas möte med röstapparatens materia. Det finns inte två personer som har identiskt lika röstapparater och dessutom kan man genom att ändra på formen, storleken och texturen hos dessa gångar och håligheter utvinna en enorm klangmässig nyansrikedom.

Eftersom ett normalstort manligt struphuvud är ungefär dubbelt så stort som ett kvinnligt kommer det att vara resonant för lägre övertoner. Om en man och kvinna sjunger samma ton med stämläpparna, till exempel ett C, kommer de båda tonerna att ha olika klanger eftersom de båda C:nas mönster av övertoner kommer att se olika ut.

Melanie Anne Phillips upptäckte att när hon talade i falsett så spände hon musklerna kring sitt struphuvud på ett sådant sätt att hela spektrumet av övertoner dämpades. Men i ett viss läge, genom att bara spänna övre delen av struphuvudet och på så sätt minska struphuvudets resonanslåda, kunde hon tysta de låga övertonerna men behålla de höga. Överraskad upptäckte hon då att hennes röst fick ”en autentisk kvinnlig resonans vid alla tonhöjder.”

Phillips’ artikel finns att läsa på nätet. Här berättar hon också intresseväckande om att det inte på något vis räcker med att ens röst låter kvinnlig – och att man ser ut som en kvinna – för att man ska uppfattas som sådan.

Avgörande egenskaper hos det kvinnliga sättet att tala är det dynamiska registret (kvinnor använder ett större register än män, håller en jämnare tonhöjd men varierar sin melodi mera), uttal och artikulation (män uttalar orden med kant, kvinnor rundar av, mjukar upp), ordbruk (det finns ord som bara män respektive kvinnor använder), grammatik (män använder oftare än kvinnor grammatiska konstruktioner för att hävda sin maktposition), och slutligen kroppsspråk (som intressant nog påverkar rösten, till och med när man talar i telefon).

Phillips är mycket medveten om att detta handlar om kulturellt konstruerade stereotyper, men de gäller i förvånansvärt många kulturer och hennes artikel är först och främst skriven för män som bytt kön och som vill uppfylla omvärldens förväntningar. I slutet av artikeln skriver hon, med glimten i ögat: ”Denna artikel handlar inte om att befria sig från stereotyper utan om att bli en. Så fort du lyckats med detta kommer du att få massor av skäl att befria dig från den!”

Resonansmassage Låt mig nu bara avslutningsvis – och fortfarande med resonansfenomenen som vägvisare – tränga ytterligare ett stycke in i den egna kroppen.

Paradoxalt nog leder denna väg mot det inre via några exempel där ljudkällan ligger utanför oss själva.

Resonans är ett fenomen med många dimensioner.

Hela den revolutionerande utveckling med radiosändningar som ägde rum under 1900-talet bygger på det fysikaliska fenomenet resonans.

Enkelt uttryckt lyckades man bygga små föremål – kristaller – med mycket specifika naturliga frekvenser. Ett föremåls naturliga frekvens är den frekvens med vilken föremålet börjar vibrera om det får en stöt utifrån.

A-strängen på en stämd gitarr är sådan att om man knäpper på den så börjar den naturligt vibrera med en viss frekvens – den frekvens som vi uppfattar som tonen A. Det intressanta är att man faktiskt kan sätta strängen i rörelse bara genom att sjunga en ton med samma frekvens. Det uppstår då en så kallad sympatisk vibration.

Om en radiosändare sänder ut en mycket specifik frekvens och det någonstans finns en en kristall med samma naturliga frekvens så börjar kristallen vibrera.

Eftersom den yttre kraften (radiossignalen) vibrerar med exakt samma hastighet som den inre (kristallen) kommer det att börja byggas upp energi i kristallens vibrationer. Även om signalen som tas emot är ofattbar svag så kommer energin till slut att bli så stor att den räcker för att driva exempelvis ett högtalarmembran som låter oss höra signalen tydligt och klart.

Gruppmassage (?) i Shanghai i 1949

När man spelar gitarr kan man med sin egen kropp uppleva något snarlikt. Om man på vanligt sätt håller gitarren och slår an en sträng kan man känna hur gitarrens botten vibrerar mot bröstet.

Om man låter sig fyllas av den här vibrationen en stund och sedan mycket svagt sjunger samma ton får man en stark förnimmelse av att gitarrens sträng vibrerar inuti i ens egen kropp.

Mina egna finaste upplevelser från övertonssång i grupp har jag från stunder då jag lyssnat intensivt till de toner som kommit från de andra i gruppen och sedan tagit en mycket svag ton som jag sedan försiktigt ändrat så att den förstärkts av tonerna utifrån. Det är en fantastisk känsla att förnimma hur ljudstyrkan ökar och minskar utan att förändringen kommer sig av att man själv varierar den kraft man lägger i sången. Det påminner lite om att ratta på en gammaldags radiomottagare och höra signalen blir starkare eller svagare vid minsta vridning.

Skillnaden mellan de båda fenomenen är att om man med sin egen röst ligger en aning högre eller lägre än tonen utifrån så blir vibrationen starkare än om man ligger på exakt samma frekvens. Det uppstår ett slags kraftigt pulserande rytm. Det är samma sak som händer när man sjunger med en sångskål och sjunker ner lite under skålens ton.

Och samma fenomen som de bulgariska kvinnokörerna eftersträvar när de genom att medvetet sjunga en aning ostämt får fram en alldeles speciell genomträngande klang.

Jag kan verkligen rekommendera att pröva denna lite annorlunda metod vid improviserad gruppsång. Att koncentrera sig på vibrationen istället för tonhöjden ger en underbar känsla som masserar både kroppen och själen – och sedan låter det ju dessutom fint!

Aum: denna stavelse förklaras vidare så: det tillkommande är endast bortom dessa tre tider, allt detta är brahman. och det är fyrdelat.

är hela världen. Den förflutna, nuvarande och aum, och vad övrigt är, är också endast aum, ty Detta själv är brahman,

Den första delen är den allomfattande, som i vaket tillstånd, medveten om det yttre, med sju lemmar och nitton munnar upplever de grova tingen.

Den andra delen är den skinande, som i drömmande tillstånd, medveten om det inre, med sju lemmar och nitton munnar upplever de enskilda tingen.

Djupsömn är då den sovande inte hyser några önskningar eller ser några drömmar. Den tredje delen är den visa, som i djupsömnens tillstånd har blivit ett enda förtätat medvetande, fullt av sällhet, som upplever sällhet, vars mun är tanken.

Detta är alltings herre, detta är den allvetande, detta är den inre styraren, detta är alltings sköte, ty det är varelsernas upphov och bortgång.

Johan, som til daglig layouter bøger, supplerer med følgende tekstuddrag: Texten kallas Mandukya upanishad och är en av de kortaste av de tidiga upanishaderna, troligen skriven strax före vår tideräkning. Den har fått stor betydelse genom några lärde utläggningar av texten som gjordes på 500-talet.

Den fjärde förstås så: inte medveten om det inre, inte medveten om det yttre, inte medveten om bådadera, inte förtätat medvetande, inte medveten, inte omedveten: det osedda, icke urskiljbara, ogripbara, utan kännetecken, oföreställbart, obeskrivligt, till sitt väsen blott självmedvetande, mångfaldens upphörande, stilla, gott, utan tvåfald.

Detta är självet, som man skall lära känna.

Med avseende på stavelserna är detta själv stavelsen aum; med avseende på de enskilda ljuden är ljuden dess delar, och delarna är ljuden a, u och m.

Det vakna tillståndet, det allomfattande, är det första ljudet a, eftersom det omfattar (äpti) eller är främst (ädimattva). Den som känner detta omfattar allt han begär och blir den främste.

Det drömmande tillståndet, det skinande, är det andra ljudet u, eftersom det utökar (utkarsa) eller är av två slag (ubhaya). Han som känner detta utökar sin samlade kunskap och blir måttfull; i hans släkt föds ingen som inte känner brahman.

Djupsömnens tillstånd, det visa, är det tredje ljudet m, eftersom det bygger upp (miti) eller upplöser (apati). Den som känner detta bygger upp hela denna värld och blir dess upplösning.

Det fjärde är utan ljud: det icke urskiljbara, mångfaldens upphörande, gott, utan tvåfald.

Således är aum sannerligen självet. Den som känner detta träder själv in i självet.

Gøgen og Nattergalen

/Reuven Tsur Oversat af Skye Løfvander. Læs mere på: http://www.trismegistos.com/IconicityInLanguag e/Articles/Tsur/default.html

Jeg foreslår, at problemet bliver præsenteret gennem et velkendt lingvistisk-litterært fænomen: onomatopoietika. Onomatopoietika er efterlignelser med sproglyde af naturlige lyde. Der eksisterer en åben mængde af lyde i verden, men som jeg nævnte ovenfor, (i tidligere artikel, red.) indeholder de fleste alfabeter nogen-og-tyve bogstaver som i ethvert sprog dækker over et lukket system på omkring 50 (op til maksimalt 100) sproglyde. Ikke desto mindre har vi en tendens til at acceptere mange tilfælde af onomatopoietika som tilstrækkelige fonetiske gengivelser af de naturlige lyde.

Hvordan kan sproget med et så begrænset udvalg af lyde imitere det uendelige antal lyde som faktiske findes?

Spejdermærker fra øen Man, Sydengland, gøg og nattergal

I en fabel af Izmailov fortæller gøgen sine provinsielle naboer om den vidunderlige sang, som den har hørt nattergalen synge i et fjernt land.

Gøgen havde nu lært sig denne sang udenad og indvilger i at gengive den for de nysgerrige naboer. De er alle meget ivrige efter at lytte til denne enestående sang, så gøgen begynder at synge den for dem: ”kukkuk, kukkuk, kukkuk”.

Historiens morale er, at det er, hvad der sker ved dårlig oversættelse af poesi.

Denne artikels tese er, at Izmailov ikke er helt retfærdig overfor gøgen (skønt han nok har ret, når det gælder oversætterne). Når du oversætter fra et semiotisk system til et andet, bliver du begrænset af målsystemets muligheder. Gøgen havde intet andet valg end at bruge gøge-sprog til sin oversættelse. Det afgørende er, om hun brugte de muligheder i gøgesproget som bedst ville kunne formidle nattergalens sang. Når det kommer til stykket, gjorde Izmailov sig skyldig i samme forbrydelse som han anklager gøgen for. Gøgen anvender jo hverken talelyden [k] eller [u], faktisk anvender den slet ingen sproglyde. Men en poet, og det gælder alle poeter, er begrænset til de fonemer, som findes i beskrivelsen af hans sprog, han kan kun oversætte gøgens sang indenfor dette systems rammer. Oversættelsen vil blive vurderet som vel udført, hvis han formår at vælge de sproglyde, som mest minder om gøgens kald.

Det, som er på spil, er oversættelsen fra nogle opfattede kvaliteter fra virkeligheden til et et semiotisk system... eller fra et semiotisk system til et andet, og faktisk er gøgens kald også et semiotisk system. Oversættelsens præcision afhænger af, hvor finkornet tegn-enhederne i målsystemet er.

Hvis målsystemet er tilstrækkeligt finkornet og de bedste valg bliver foretaget til at gengive kildefænomenet, er der en chance for, at de to vil opfattes som ”ækvivalente”.

Tag nu den fugl som nogle kalder ”kukkeren” (på engelsk: cuckoo, latin cuculus, tysk: kuckuck, red.): Dens navn siges at have en onomatopoietisk oprindelse, det siges at imitere den lyd, fuglen laver, og om fuglen siges at den udsender lyden [kukuk]. Jeg har antydet, at fuglen reelt hverken udsender sproglyden [k] eller [u], faktisk udsender den slet ikke nogen sproglyde. Den udsender vedholdende to lyde med et karakteristisk toneinterval imellem sig, groft sagt en lille terts.

Disse lyde er kontinuerlige, har et stabilt toneleje og intoneres meget abrupt. Min hypotese er, at overtonestrukturen i den stabile lyd ligger tættest på formantstrukturen i en rundet bagtungevokal og at formantovergangen, indikerer et [k] før et [u]. Dette er forklaringen på, at fuglens navn i mange sprog indeholder denne lydsekvens [ku].

[2] I menneskesprog er tonehøjder, i hvert fald når vi taler europæiske sprog, noget der hører til tonesproget, ikke til det egentlige ordforråd.

Følgelig vil det toneinterval som er karakteristisk for gøgens kald ikke afspejle sig i fuglens navn, man kunne også sige, at ordforrådet ikke er finkornet nok til også at indbefatte toneintervaller.

For at afprøve denne hypotese udsatte jeg gøgens sang (optaget på bånd af Israeli Nature Conservation Association) for en frekvensanalyse, idet jeg sammenlignede den med de tre kardinalvokaler [i], [a] og [u] (som er inkluderet i det fonetiske applikationsprogram SoundScope).

Der er ganske meget baggrundsstøj i optagelsen af gøgen, og jeg kunne ikke lave et anvendeligt spektrogram. Men omtalte program giver muligheden for at uddrage formanterne af sproglydene. En sammenligning mellem de første to ”formanter” i gøgens kald og kardinalvokalerne afslørede oplysende resultater. (Se ill. 1)[3]

Ill. 1: Den øvre rammes kurver viser den første og anden formant af de fonetiske vokaler i- a- u og kald. I den nederste ramme præsenteres samme lyde i deres bølgeform.

På nævnte hjemmeside findes også lyden.

I den øvre ramme fremstår lydene [i], [u] og [kuku]’s første formant som tilnærmelsesvist rette, horisontale linier mellem 0 og 500 Hz. [a]’s første formant bølger oppe omkring 1.000 Hz, hvor den akkurat berører den anden formant.

Gøgens ”første formant” minder meget om den første formant for [i] og [u], både når det gælder form og frekvensområde, omend den er mere regelmæssigt vandret og adskiller sig betragteligt fra udseendet af [a]’s første formant. Det som man kunne kalde anden formant i gøgens sang er meget mere uregelmæssig end tilsvarende formant for [a] og [u], men fremviser lignede træk og breder sig groft betragtet over samme frekvensområder, om end en smule højere. I overensstemmelse med min hypotese viser overtonestrukturen i gøgens sang større lighed med [u] end med de to øvrige kardinalvokaler.

Min anden hypotese er imidlertid blevet blankt modbevist: der er ingen dele af gøgens sang, der lyder som [k]; vi hører faktisk mere noget i retning af [huhu]. Der er heller ikke spor af [k] i udskriften af lydprogrammets analyse. Lad os, inden vi går i lag med dette problem, kaste et blik på de frekvenskonturer, som vi kan uddrage af optagelsen af gøgens sang og af kardinalvokalerne (ill. 2)

Ill 2: Den første figur viser lydprogrammets analyse af gøgens kald, det andet de tre kardinalvokaler udtalt af en mandsstemme. Den øvre ramme i begge figurer viser frekvenskurvens konturer, mens den nedre ramme viser de tilsvarende lydes bølgeform.

Den første observation er, at gøgens sang ikke kunne præsenteres indenfor den samme ramme som vokalerne, da dens primære frekvens ligger omtrent 5-6 gange (!) højere end vokalerne udtalt af en mandsstemme. Den når næsten op på 780 Hz og har et nedre ekstrem på nøjagtigt 580 Hz, hvorimod vokalernes intonationskonturer i illustration 2 når op til omkring 135 Hz og ned til omkring 95 Hz (den typiske frekvensspredning for mandsstemmer ligger mellem 80- 150 Hz, den typiske kvindestemme mellem 120- 280 Hz). Det bemærkelsesværdige at notere sig er, at gøgens kald og vokalen [u] opfattes som værende lige mørke i klangen på trods af den enorme afstand i tonehøjde.

Dette skyldes, at den oplevede mørke klang kommer til udtryk ikke som følge af den primære tonehøjde, men gennem overtonestrukturen, som viser sig at have afgørende ligheder.

Jeg har fremført, at toneleje ikke som sådan hører til den menneskelige sprogkode, men til den tonale beskrivelse af musik.

Som det indikeres af illustration 2, viser der sig at være store forskelle mellem frekvenskurverne for gøgens kald og talte vokaler. Kurverne for de isolerede vokallydes intonation viser sig at sprede sig over et betragteligt frekvensområde, og det toneleje, som en sådan vokal opfattes som værende talt i, vil oftest være uforudsigelig. I modsætning hertil sætter gøgens sang abrupt i gang i et meget veldefineret toneleje.

Jeg antager, at det er denne pludselige og præcise intonation, vi opfatter i gøgens sang, der bliver indikeret i det menneskelige onomatopoietikon som den ustemte lukkelyd [k].

Den tilsyneladende lydlige lighed med denne lyd må alene henregnes til pludseligheden i gøgens intonation.

Gøgens præcise og pludselige intonation kan således ikke oversættes til noget entydigt i det menneskelige ordforråd, da man netop ikke opererer med toneleje der, men beskrives i stedet med en konsonantlyd der også intoneres pludseligt, men som i øvrigt ikke har noget med tonehøjde at gøre.

Nu er der mindst tre ustemte lukkelyde i det menneskelige sprog, [p], [t] og [k]. Hvorfor er det da akkurat [k] som opfattes som passende i adskillige sprog til at gengive gøgens sang, og ikke en af de andre? Der er to mulige svar på spørgsmålet. For det første er [p] og [t] fonetisk betragtet “diffuse” konsonanter, mens [k] karakteriseres som kompakt og dermed mere abrupt. For det andet er der spørgsmålet om sproglydenes samartikulation: [u] er en bagtungevokal og er dermed lettere at udtale sammen med det velare [k] end med det dentale [t] eller det bilabiale [p]. (velar henviser til ansats ved velumporten, ganesejlet, dental til tænderne og bilabial til læberne, red.).

For bedre at forstå samartikulationens lovmæssigheder, inviteres læseren til at udtale ordene “kilde” og “kål” og vil givetvis bemærke, at [k] i det sidste, foran bagtungevokalen, udtales fra et meget dybere område i svælget.

Nu hænder det også, at gøgens kald oversættes til andre semiotiske systemer som for eksempel lyden af en blokfløjte eller andet blæseinstrument som det er tilfældet i Legetøjssymfonien af Mozart. På forskellige indspilninger anvendes forskellige instrumenter til at gengive gøgens tema, så det vil være til begrænset nytte at analysere disse toners overtonestruktur. Intonationen er for disse instrumenter ofte også abrupt, selvom lyden ved kunstnerisk fremførelse oftest minder mest om et [h]. Musikeren har mulighed for at artikulere den abrupte kvalitet ved at anvende tungespidsen i berøring med tænderne til at frembringe noget som minder om "tu-tu". I modsætning til det talte sprog tillader dette semiotiske system muligheden for at gengive toneintervallet en lille terts. Der frembringes en jævn og vedholdende lyd med et eksternt instrument, der rækker ud fra læberne, så hensynet til samartikulation begrænser ikke den pludselige intonation til [k], så [t] bliver lige så anvendeligt, måske endda mere anvendeligt.

Således findes i de to semiotiske systemer forskellige forvrængninger i gengivelsen af gøgens naturlige kald i henhold til deres respektive begrænsninger. De benytter forskellige midler i form af tegn og forskellig syntaks for kombinationen af disse tegn. Ingen af systemerne tilbyder helt præcise lyde til gengivelse af gøgens sang; indenfor hvert system må man foretage et valg af de lyde som ligger nærmest den lyd som det er målet at gengive.

Dette er det bedste et semiotisk system kan tilbyde når det gælder repræsentationen af kvaliteter opfanget i virkeligheden eller i et andet semiotisk system. En lydimitation vil opleves som svarende til den imiterede virkelighed, hvis det anvendte semiotiske system er tilpas finkornet på de relevante områder, og man vel at mærke vælger de mest relevante muligheder indenfor systemet.

For at vende tilbage til fablen om gøgen og nattergalen, skal vi ikke dømme gøgen for dens gengivelse af nattergalens sang oversat til gøgesprog, vi skulle snarere dømme den for graden af tilstrækkelighed, hvormed den vælger de af gøgesprogets muligheder som ligger tæt på eller langt fra nattergalens sang.

Fodnoter: 1. Periodiske lyde er blevet beskrevet (May and Repp, 1982: 145) som ”gentagne signalsekvenser med en tilsvarende struktur”, hvorimod aperiodisk stimuli har en ”vilkårligt vekslende bølgeform”, som ”kan have et større antal særegne karakteristika at genkalde”.

De gentagne signalsekvenser med en allerede hørt struktur, kan i lytteren fremkalde en relativt afslapet form for opmærksomhed (der kommer ingen overraskelser, man kan forvente, at de samme bølgeformer dukker op igen). Således vil periodiske lyde generelt opleves som letflydende. De mere vilkårligt skiftende bølgeformer af aperiodisk lyd med deres særegne træk, vil opleves som uorden, som forstyrrelser af den ”afslappede form for opmærksomhed”. Således vil aperiodiske lyde opleves som grove, skærende, turbulente og lignende.

2. Min baggrund for denne generalisering er anekdotisk.

Det passer for tysk, engelsk, fransk, ungarsk og hebræisk, som er de sprog jeg har kendskab til, og at dømme efter Izmailovs fabel også for russisk. Jeg har ikke været i stand til at indsamle information om afrikanske og amerikansk-indianske sprog. Når det kommer til gøgen, er det tænkeligt, at der har været gensidig afsmitning mellem de nævnte sprog. Men i så fald må vi forklare, at der synes at være lille påvirkning mellem dem indbyrdes, når det kommer til ikke-onomatopoietiske navne. Eksempelvis minder nattergalen, på engelsk ”nightingale”, kun om sit tyske modsvar, mens den på fransk hedder ”rossignol”, på ungarsk ”fülemüle” og på hebræisk ”zamir.

Efter at have skrevet forudgående kommentar, mødte jeg tilfældigvis en ung kinesisk kvinde fra Beijing, og spurgte hende, hvad det kinesiske ord for gøg var. Hun fortalte, at det var [pu-ku]. [k]-lyden kom fra dybt nede i halsen og på den anden stavelse var der en faldende og stigende tone, som ikke mindede om det karakteriske interval i gøgens sang. Jeg skylder en sinologen Lihi Laor tak, som fortalte mig, at man ikke på kinesisk har +/- stemt opponens, kun +/-aspireret opponens. Min oplevelse af, at det var en dyb [k]-lyd indikerer, at det er et ikke-aspireret [k], faktisk både plosivt, ustemt og ikke-aspireret. Til hendes store overraskelse angav alle hendes kolleger, som talte hver deres kinesiske dialekt, nøjagtigt det samme navn for gøgen.

Man må overveje om den dybe [k]-lyd underbygger min samartikulationshypotese, de uapirerede plosiver kan underbygge min hypotese om abrupte ansatser.

Den både faldende og stigende tone i [ku]-lyden antyder, at man end ikke på kinesisk kan leksikalisere det lile terts-interval i sproget, det er de lingvistiske rammer som ligger til grund for tonen.

(På kinesisk kan to ord, der ellers udtales ens, have vidt forskelig betydning, hvis de udtales hhv. med stigende og faldende tone, med andre ord, på kinesisk har melodien betydning for meningsindholdet, red.)

3. Hvis du ved hjælp af programmet indsætter gøgens kald I vokal-vinduet (eller omvendt), bevares formanternes graf nøjagtigt, men lyden bliver betydeligt forvrænget.

ABCDeforismer

/Skye Ved en beklagelig fejltagelse var denne fortsatte serie om bogstavernes sjæl gledet ud i sidste nummer af bladet. Vi var kommet til G. Som det tidligere er blevet gjort klart, forholder det sig med disse aforismer omtrent som med svenskere: Det er én del snus til én del fornuft, om resultatet så også bliver snusfornuftigt, er helt op til den enkelte at vurdere.

G ganelyden genererer bagtungeklang og (gen-) giver sig selv igen og igen.

Gurgl i grå-grønt grumset gift, segn groggy og sig grrrr! Søg g-nøglen på Google, hvor geniet Georg Gearløs giver den gas: Gestalt, gevalt, gevær og gevir, lad dig ikke generere af dårlige gener, gør dig til, gør det godt, gå i gang, gå igen og igennem og gak-gak! Gæt en gang: Har nogen god grund til at Gø og Gokke?

H Ha-ha, det har en hønsehund!! Den halser hæst med hud og hår, som havde den hul i hovedet, for det er ikke hip som hap, om man hyler, hvisker, hoster eller hiver efter vejret. Halsen holder himmel og helvede fra hinanden… når der ikke er hul igennem!

Kom Herren i hu at du holder ham hellig!

I Midt i livets inciterende, ivrige og virile spil, irriterer lidelsens drillerier, smilet stivner, ideerne indfinder sig ikke. I er linien med dirrende prik, ideernes indfoldede kim, hvis spirer vil liv…

LIV VIL!!

J Jeg vejer nøje mine ord: ja-ja og nej-nej, som Jesus jo sagde, øje for øje og nej for den høje.

Jeg jubler eja og jamrer jereminader, for jeg har hjemme i J-land, hvor jægerne jo jævnligt jodler.

K’s karakteristiske kant kan kun komme ved at klemme, knibe, knytte. Knæ knirker, kukure kukker, kalkuner klukker ved bækken og kakafonien kører kækt, der hakkes og rokkes!

Kaperen Kaspers harske kapers skal skam straks kasseres.

Vakse vaskere og flaksende flasker, baksende baskere, aksen i asken og taksen i tasken.

Djembe, Daf, Darbouka

/Skye

Hvis der stadig er nogen, som bilder sig ind, at trommer siger bummelum, skulle de kaste et blik på instrumentnavnene i overskriften. For man har lov at gætte på, at netop de forskellige navne på klodens forskellige trommer må afspejle visse onomatopoietiske træk, hvilket vil sige at man direkte i navnet kan høre lyden af tingen!

Og akkurat de nævnte trommer er nogle af de mest markante i verdensmusikken og egentlig ikke bare valgt ud, fordi de begynder med eller indeholder et D! - Trommer taler dunder!

I næste nummer af bladet fortsætter vi med dundun, tombak, tabla og bodhran … og når man på dansk taler om trommer, og nu tabla og tombak er nævnt, kan vi lige gøre opmærksom på, at d og t sættes an samme sted i mundhulen, men henholdsvis blødt og hårdt/ eksplosivt.

Noget lignende har vi med parrene b og p samt g og k.

Og for lige at gøre denne lille krølle færdig og knytte an til et tema i en anden artikel i dette blad, er det netop disse konsonantlyde, der sammen med r udgør klassen ”de dobbelte” i det kabbalistiske grundskrift Sepher Yetzira. De øvrige to kategorier er de tre ”mødre” m, a og s samt de tolv ”enkelte”.

Hvis man, som det sker i den vestlige rytmik, anskueliggør trommernes lyd med noder og ved at tælle, kan der ofte komme et stort gab mellem den kropslige oplevelse og den teoretiske forståelse. Hvis man i stedet benytter et egentligt rytmesprog, hvor man laver lydstavelser som beskriver slagene på trommen, vil der ofte skabes en bro mellem det rationelle og det kreative sind.

Dette sker bl.a. når man lærer arabiske rytmer og i det indiske konnakol-system. Her får hvert slag en kort fonetisk betegnelse, et lydord.

I det arabiske system vil de åbne og dybe slag midt på trommeskindet således synges som et dum, mens lige ottendedele anslået hvor skinmdet møder rammens kant eksempelvis kan synges teke- teke- teke- teke.

I konnakol vil trioler i deres grundform synges taki-ta. En sekvens der går i fire, synges ta-ka-dimi, og så videre.

For at lære at holde pulsen tilføres en ”thalum”, der er en cyklus af klap og håndbevægelser, som ligeledes er forskellig alt efter taktarten.

Det arabiske rytmesystem er på dansk bedst blevet beskrevet af Lars Bo Kujahn, som også underviser i perkussion i København og Hillerød.

Konnakol har guitaristen Henrik Andersen specialiseret sig i og skrevet udførligt om.

Netop det rytmiske element er et af musikkens dybeste rødder og at følge det gennem musikkens historie siger en masse om menneskets forhold til urkraften i tidernes gang.

Blues, jazz og hele den deraf afledte moderne rytmiske musik var ikke opstået uden slaveriet som bragte trommesproget til den nye verden, hvor den befrugtede de europæiske former, som måske akkurat på det tidspunkt også var blevet lige lovligt dresserede gennem den klassiske og romantiske musik.

Men på indeværende tidspunkt, hvor den såkaldt rytmiske musik dominerer hele den globale kultur, er det karakteristisk, at alle de fine nuancer og komplekse mønstre som kan bygges op og udtrykkes med rytmerne, nu groft sagt er forfladiget til en gang bevidstløs 1-2-3-4 på et meget dominerende og oppumpet trommesæt.

Det er derfor ikke mærkeligt, at mange søger den healing af den rytmiske dimension, som man kan finde i verdensmusikken. Her følger en kort præsentation af nogle af de vigtigste trommer: Djembe: Træ med gedeskind

En tromme med smæld i og som derfor let trænger igennem. Derfor er den oplagt til at præsentere de af musikkens signaler, som alle skal rette ind efter. Trommen kan spændes hårdt op ved hjælp af et sindrigt snoresystem i netværk rundt om lydkroppen.

Djemben en voldsom opblomstring i halvfemserne i vestlige kreative kredse, hvor der nu nok også findes en del der har fået nok, fordi den er så dominerende og gennemtrængende.

Man kan spille på den ved at anbringe den mellem benene som på illustrationen eller man kan sidde på den eller bære den i rem. I oprindelsesområdet blandt Malinkefolket, som bor i Guinea og Mali i Vestafrika er djemben det naturlige underlægning til dans og musik i bred forstand… og folk, der har været der, kan snakke med om, at dér danses der altså!!

Når flere djember spiller sammen kan der i den afrikanske musik opstå komplekse poly-rytmer i flere lag og det er noget af det mest fascinerende ved den rytmekultur, især fordi den står i så skarp kontrast til vores tendens til at skrive alting ned.

Man skal være ualmindelig dygtig til rytmenoder for at få styr på hvad der sker, og bagefter er det jo alligevel for sent!

Darbouka: Findes bl.a. i en ægyptisk og en tyrkisk version.

Lydkropen er vaseformet og den mest udbredte model er en simpel aluminiumskrop med et tyndt og hårdt opspændt skind (nu oftest af kunststof), som kan stemmes med spændeskruer. Denne trommes klang er ligesom djembens beregnet til det korte markante smæld, om end den djembens lyd oftest er dybere og med mere krop.

Darboukaens styrke er, at man, selvom den har en markant lyd, kan spille den med stor indlevelse og følelse med spilleteknikken, som for en stor del inddrager fingerblommerne sammen med hånden.

Dette betyder også, at man kan lave meget komplekse og hurtige mønstre og inddrage diverse tricks med knips osv. Darboukaen bærer ofte rytmedelen alene i mellemøstlig musik.

Daf: Som det fremgår af illustrationen, kan en traditionel daf ikke stemmes, da skindet er nittet fast til den smalle ramme, som er meget stor, henved en halv meter i diameter. Skindet er oftest ged og i kraft af størelsen særlig temperaturfølsomt, trommer med naturskind skal gerne varmes op inden man spiller dem, og det gælder i særlig grad de større.

Man vil opleve en dyb, ofte næsten flaprende lyd, som har en hypnotisk effekt og traditionelt er den næsten udelukkende blevet brugt af mænd til zikr, rituel sufisang, men der findes mindst en dygtig kvindelig persisk daf-spiller i København.

Første gang undertegnede oplevede instrumentet live var til en fuldmånefest i et hippiekollektiv i Valby, hvor Ali Rahimian spillede og oplod sin røst til længselsfulde, inderlige sange som ofte blev fremført næsten råbende… det var og er magisk!!

En væsentlig del af den hypnotiske effekt opstår også fordi der, som det fremgår, er fastgjort ringe til rammens kant og når trommen nærmest kastes rundt syder, simrer og bruser det fra ringene imens.

Papiroktaven

/Skye Kig på dit FiliongGONG! Hver side er et velkendt format, nemlig A4. Men hvis du breder bladet ud er det naturligvis A3, nemlig det format sætteren har sat det i og trykkeren trykt det i (det er for øvrigt samme person som også redigerer bladet).

A3 er altså dobbelt så stort som A4, som igen er dobbelt så stort som A5… og så fremdeles Lademanns Leksikon: Oktav (latin): den ottende; papir- og bogformat, der fremkommer ved foldning tre gange, så at der bliver 8 blade. Endvidere et trin på 8 toner i den diatoniske skala.

Det ulykkelige ved Lademanns forståelse - og de fleste andres i øvrigt - er, at man benytter sig af den forklaring, som handler om kultur, ikke natur.

Det er jo langt mere interessant, at oktaven er et universelt fænomen, som handler om proportionen 1:2, fordobling og halvering, end at der er otte trin i en diatonisk skala!!

Samme overfladiske indfaldsvinkel har betydet meget forvirring, idet kvinten i sin essens handler om tallet 3 (tredeling) og tertsen i sin essens handler om 5 (femdeling), selvom navnene synes at indikere det modsatte. Kvint og terts henviser til tonernes placering i en heptaton skala.

Det er dog interessant, at netop foldning kommer på banen, for man kunne mene, at det halvere et ark papir ved foldning netop er et udtryk for den universelle oktav-proces.

Og der er noget ganske særligt ved A-formatet, idet netop dette format, og ingen andre, bevarer sine proportioner ved halvering: forholdet mellem den korte og den lange side af papiret vil være ens uanset om vi taler A5, A4, A3 eller en af de øvrige A-formater.

Hvis vi vælger at kalde den korte sides længde for 1, vil den lange sides længde være √2 som i decimaltal jo er 1,414..

I fladens to dimensioner, papirets foldning, vil proportionen 1:√2 være den som bevarer kvaliteten ved halvering, altså det samme vi oplever i liniens ene dimension ved halvering, proportionen 1:2, eksempelvis i en svingende streng (f.eks. guitar) eller luftsøjle (f.eks. fløjte).

I musikken er den højere oktav samme tone i en ny udgave. Ved foldning af A-format sker det samme: samme proportioner på et nyt niveau, samme oplevelse.

Hvis vi ser på proportionen 1: √2 i én dimension er historien en ganske anden. Hvis to strenge med de relative længder 1 og √2 slås an, vil vi opleve tritonus, djævlens interval, musikkens mest dissonante funktion.

√2 er den det proportionale midtpunkt mellem 1, primærtonen, og 2, oktaven, for 1: √2 = √2: 2 Rent musikfilosofisk er det interessant at notere sig, at der i vores måde at skabe rammer om musikkens funktioner findes et absolut topmål for konsonans: oktaven (hvis vi ser bort fra primens fuldstændige identitet) og et absolut topmål for dissonans: tritonus, og de to eksisterer ikke uden hinanden. Det kan blandt andet føre til overvejelser om hvor meget tal kan sige om subjektive oplevelser. Med henvisning til artiklen om tal og musik sidst i dette blad, skal atter gøres opmærksom på Platons ”tyrannens tal”, 729, som svarer til 36, eller 6 kvintskridt, som netop leder os til tritonus, djævlens interval.

729: 512 (hvor 512=29, altså en oktaveringsfaktor) giver naturligvis et resultat tæt på √2 Opgave: hvilken tredimensional figur bevarer alle sine proportioner ved halvering (gennemskæring)?

Intervaller

/Skye ”Man må vise de overmætte, at et melodisk tertsspring må betragtes som en Guds gave, en kvart som en oplevelse, og en kvint som den højeste lykke.”

Carl Nielsen

En stor del af fidusen med overtoner er forståelsen af, hvordan musikkens fundamentale intervaller opstår mellem elementerne i rækken.

Men mange har aldrig lært at identificere de forskellige intervaller eller ved måske slet ikke, hvad et interval egentlig er.

Intervallet er et godt begreb at starte med, hvis man vil opbygge et musikalsk sprog, for det er en af de mest enkle og grundlæggende fænomener, groft skitseret er det simpelthen et forhold mellem to toner.

Det spændende er, at disse forhold slår forskellige følelser og oplevelser an, når man lytter til dem.

Intervallet kan man lytte til ved at lade de to toner klinge samtidigt, eller man kan slå dem an en ad gangen.

Et interval kaldes stigende, når den dybeste af tonerne anslås først, og faldende, naturligvis, hvis den lyseste anslås først.

Når man lærer musik, vil de fleste pædagoger rette deres undervisning mod, at man lærer intervallet at kende ”som det er”, men mange af os har brug for støttehjul langt hen ad vejen.

Det bedste støttehjul vil måske være at opbygge en fortrolighed med solfege-navnene, do-re-mi-…

Kombineret med bevidsthed om overtonerækken kan man således finde intervallernes rødder og bruge det i øvelser.

Men vi er mange, som derudover vil have brug for at hægte oplevelsen op på noget velkendt, som eksempelvis et tonespring i en sang.

Nedenfor er eksempler på en række børnesange, hvor bestemte intervaller står tydeligt frem, fordi melodien netop hopper frem og tilbage mellem to toner i begyndelsen af sangen.

Efter solfegenavnene står intervallet som elementer fra overtonerækken (tal i fed):

Ren Kvart Vil du, vil du, (… med mig ud i marken gå).

Traditionel Do’- so- do’- so- … (4- 3- 4- 3-… ). Her faldende.

Den opadgående kvart fra do vil blive do- fa, men i overtonerækken findes den rene kvart kun som et forhold mellem kvint og efterfølgende oktav af primærtonen, altså so-do’.

I proportioner, faktorer fra overtonerækken, bliver so-do’ til 3:4 (eller 6:8 eller 9:12) Stor terts Ude midt i Rude Skov (har jeg gemt en hule).

Bjarne Jes Hansen mi- do- mi- do- mi- do-… (5- 4- 5- 4- 5- 4-…)

Her faldende.

Den store og den lille terts kan man blive fortrolig med gennem sekvensen do- mi- so, 4- 5- 6, som er dur-treklangen, den store terts kaldes undertiden dur-terts, den lille mol-terts.

Lille terts Jeg gik mig ud om kvælden (omkvæd: Kuk-kukkuk-kuk-…). Svensk folkemelodi, gjort kendt af folkesangeren Cæsar.

So- mi- so- mi-... (6- 5- 6- 5-…). Her faldende.

Gøgens kukkuk in natura er ikke altid den lille terts. Visse orgler har indbygget en mekanisme som efterligner gøgens kald og der blander man i intervallets høje tone en stor og en lille terts.

Mange komponister har anvendt gøgens kald i musikalske værker, og her er det oftest den lille terts, man hører.

Læs også temaet i Fugl-i-onggong Stor sekund Jeg går og hedder Frede, hvad hedder du, min bror han hedder Filimus.

Niels Jørgen Stehen Her stigende.

Do- re- do- re- do- re- re- do- re- do- re- do- redo- re- re- re- do- re-…

8- 9- 8- 9- 8- 9- 9- 8- 9- 8- 9- 8- 9- 8- 9- 9- 9- 8- 9-…

Denne sang fra børneprogrammet om Sørøver Sally har den uofficielle verdensrekord for melodier som længst holder sig til et tonemateriale på kun to toner.

9 er i øvrigt 3x 3, hvilket musikmatematisk betyder, at den store sekund er kvintens kvint.

Der er i vores måde at inddele oktaven 12 forskellige intervaller+ primen som er fuldstændig samklang.

Der er mange gode måder at øve intervaller systematisk, især ved at finde de komplementære egenskaber, f.eks. er kvart og kvint komplementære indenfor oktaven (kvint+ kvart= oktav, 3/2x 4/3= 2), mens lille terts og stor terts er komplementære indenfor kvinten (stor terts+ lille terts = ren kvint, 5/4x 6/5= 3/2). … men det er fint at starte med de ovenstående.

Hvordan er din stemme?

/Skye Hul, knirkende, kvidrende, vrængende, gravrøst, stentorrøst, skærebrænderstemme, fistelstemme, fløjtende, skærende, fløjlsblød, mat, luftig, hæs, inciterende, indsmigrende, entusiastisk, skarp, gennemtrængende, tonløs, vrissen, trist, klagende, vemodig, modfalden, sonor, forpint, deprimeret, vredladen, stresset, aggressiv, hård, blød, glad, sensuel, munter, fornøjet, opløftet, ekstatisk, rolig, knarvorn, begejstret, medfølende, melankolsk, kolerisk, flegmatisk, sangvinsk, kærlig, hidsig, hadefuld, sympatisk, energisk, sløv, ligeglad, træt, tenor, bas, alt, sopran…

Hård Stærk Ru Grov Dyb Kraftig Kompakt Positiv Rationel Åben Robust Stigende Stakeret Hurtig

Føj selv flere til listen hvis du har lysten, ellers gå videre til følgende spørgsmål: Hvilke parametre skal man vælge for at beskrive en stemme godt, hvis man skal bruge så få som muligt?

Hvis man rigtigt skal pejle sig ind på en stemmes særlige væsen, vil det måske være en ide at tænke langt mindre kategorisk og i stedet fabulere mere, således kan man lege associationslege, når det gælder stemmer:

Der skal naturligvis indgå begreber som primært handler om klangen, andre som især sigter til styrken, og så skal man kunne beskrive rytme og tonefald i talen. Endelig må der være et gradueringssystem, så stemmen ikke blot beskrives som enten stærk eller svag, men at der findes et par trin derimellem.

Hvis stemmen i fokus nu var: - et dyr - en farve - en vejrtype - et redskab - en plante - et materiale - …

Det interessante er, at man for at beskrive en stemme ofte må ty til subjektive parametre, i hvert fald er det noget, vi ofte benytter os af, når vi til daglig beskriver andre menneskers udseende.

Og hvordan skal man oversætte det til et skema, når man netop er blevet enige om, at en person har ”smil i stemmen”, som jo ikke bare lader sig indfange af noget der minder om objektive begreber?

x x x x x x x x x x x x x x

xxx xxx xxx xxx xxx xxx xxx xxx xxx xxx xxx xxx xxx xxx

x x x x x x x x x x x x x x

Blød Svag Glat Fin Lys Tynd Luftig Negativ Emotionel Lukket Sart Faldende Flydende Langsom

hvad ville den stemme så være?

Nedenstående er en stemmetest, som du kan udsætte dig selv og din omgangskreds for. Men glem ikke at noget så levende som en stemme hverken kan eller skal sættes i bås, den vil skifte med situationer og behov, så brug ikke testen til snæver bedømmelse, men til at sætte ord på dine sansninger!

Her sættes stemmeegenskaber op i polære par, hvor vægten kan være mere eller mindre til en af siderne eller i balance, en ring om det midterste x betyder således, at stemmen ligger midt imellem de to yderpoler.

Ved hvert par, kan man således sætte ring om et af de fem X’er.

Systemet er slet ikke færdigudviklet, idet flere af parametrene lapper over, men så kan du indsende dine forslag til forbedringer.

Det er imidlertid også interessant, at man for at få billedet klart netop har brug for fine nuancer.

… og hvordan tror du, hendes stemme lyder?

Musik og Tal … og noget om at bekende kuløren

/ Skye

Med denne udgave af FiliongGONG runder vi nummer 10 i udgivelsesrækken, og nu kan redaktøren ikke holde på hemmeligheden længere: Planen med bladet, og den sammenhæng det indgår i, er, som jeg ser det, sådan hen ad vejen at få lagt fundamentet for intet mindre end et universelt sprog, som omfatter såvel musikken og sproglydene som matematikken og den kropslige dimension - en vision som ikke lader den i Johannes’ Åbenbaring meget efter: ”Og jeg hørte en lyd fra himlen som lyden af vældige vande og som lyden af voldsom torden, og den lyd, jeg hørte, lød som harpespillere, der slår deres harper. Og de synger en ny sang foran tronen og de fire levende væsener og de fireogtyve ældste, og den sang kunne ingen lære undtagen de éthundredefireogfyrretusinde som er købt fri af jorden.”

Hvis nu vi var langt ude på den sædvanlige måde, lavede vi en sekt, som handlede om at vinde frelse ved at være blandt de 144.000, som kan synge bestemte overtoner, ikke-sandt?!

Men netop fordi mange går galt i byen, ikke mindst når det gælder religiøst betonede billeder, hvor tal spiller en rolle, er vi nødt til at gå i kødet på nogle af de værste vrangforestillinger… og så kan vi forhåbentlig gøre det med glimt i øjet, ydmygt, beskedent og på en saglig og konstruktiv måde… så ingen opdager det før det er for sent og klangen udgår fra den store GONG!!

Vi anbringer os i et landskab af holistiske tolkninger og visioner og en stor del af disse er præget af for lidt (selv-) kritisk sans og refleksion i dybden om, hvad begrebet sammenhæng egentlig kan holde til, for alt hænger jo sammen, ikke-sandt?!

I længslen efter en spirituel identitet, som egentlig i sig selv er noget af en selvmodsigelse, er mange kun alt for villige til ubetinget tillid til inspirationer og forestillinger om helhed. Og ofte er der et tabu mod at stryge mod hårene og være kritisk. Men nu får de altså grovfilen!!

Det kan da ganske rigtigt skabe en anstrengt atmosfære, hvis der altid skal peges fingre og hvis kun de rigtige holdninger, inspirationer, betragtninger og udtryk er godt nok. Når der enkelte steder i dette blad gås i rette med visse udtryk, er det ikke fordi holdningspolitiet har meldt deres ankomst. Vi vil fortsat lege, eksperimentere, begå fejl og lufte kvarte, halve og hele sandheder… og give andre plads til det samme!

Klarhed betyder også markeringer i ny og næ… og jeg ved også godt, at uanset hvilken kosmologi eller holistisk sammenhæng man bekender sig til, så er livet altid større end beskrivelsen af det!

I denne artikel om tal og musik, som de fleste af disse bemærkninger knytter sig til, vil nogle måske mene, at vi kommer rigeligt ud af tangenter, som ikke umiddelbart synes at have med hverken lydhealing eller overtonesang at gøre. Men fidusen er akkurat, at healing handler om at samle splittede sind, og det kan man roligt påstå er et tema, når det gælder overvejelser om tallenes mening og deres tilknytning til sproglydene… og en af de gyldne nøgler til overtonesang - og musik i det hele taget - det som gør det til andet og mere end endnu et kunstnerisk udtryk, er at forstå det som en leg med proportioner, tal!

Andre vil måske mene, at de har hørt denne sang og dens strofer før, det vil jeg være glad for, i og med det vel betyder, at man genkender noget.

Men jeg vil nu alligevel mene, at her trods alt kommer nye perspektiver og sammenhænge!

Musikken taler direkte til krop og sjæl. Samtidig kan musikkens indre struktur beskrives og fortolkes rationelt… og det skal forstås helt bogstaveligt!

Ratio (latin): fornuft, tænkeevne; undertiden i betydningen logisk grund eller bevisgrund.

(Lademanns Leksikon).

Men det betydningsaspekt som eksempelvis har farvet det engelske begreb ratio handler slet og ret om forhold mellem størrelser, proportion… og det er en overset nøgle til musikkens fundament.

Hvad er det vi gør med vores tal? De fleste mennesker oplever vist, at tal primært taler gennem noget tørt, teknisk og uden indre liv, men mon ikke denne oplevelse grunder i kulturelt??

I skolen øver vi os i at abstrahere, tænke uden konkret indhold, så det anses for avanceret at regne stykket 2+3= 5 uden den konkrete benævnelse og henvisning til det skabte. Vi skal lære det almene, at det er underordnet, om det handler om 5 æbler eller stridsvogne, for princippet gælder hele vejen igennem.

Senere vil vi måske beskæftige os med andengradsligninger og ubekendte x-faktorer: x2-3= x+3 … og lærer at regne med to løsninger x=3 og x=-2, så her står vi også overfor negative størrelser.

Men al denne dyrkelse af abstraktion betyder ikke nødvendigvis, at vi får mere udviklet sans for tallenes væsen og egenskaber. Dette skal bl.a. forstås i lyset af at vi har ladet maskiner overtage en lang række vigtige funktioner lige fra hovedregning på den ene side og til at skabe erotisk stemning på den anden!!

Som eksempel kan nævnes, at undersøgelser har påvist, at kun en fjerdel blandt de studerende på lægestudiet - der dog immervæk er et naturvidenskabeligt studium - formår at dividere to brøker med hinanden. Så kan man meget bogstaveligt tale om en kultur uden proportionssans!

Man kan også læse dagens avis og med sikkerhed finde eksempler på journalister som roder rundt i procentregning, det er bl.a. begrebet procentpoint som synes svært at forstå, selvom de fleste journalister netop får særlige kurser i det.

Det er vigtigt at tænke på, at store dele af matematikkens sprog, uanset hvor tidløs og universel den kan synes, gennemgår vigtige kulturelle udviklinger og mange elementer som vi regner for selvfølgelige har kun været en del af dette sprog i forholdsvis kort tid.

Det kan nævnes, at decimalog positionssystemet, de tegn vi anvender for regningsarterne, negative tal og ”tallet” 0 alle først er blevet alment eje indenfor de seneste par hundreder år. Nok så vigtigt er det, at de er blevet indført, ikke kun et praktisk, regningsmæssigt spørgsmål, nej, det ændrer fundamentalt vores måde at opfatte verden og vores placering i den.

Hvis du en skønne dag skulle få tid til overs, og overvejer at læse O’s Historie så prøv i stedet med et filosofisk sind at sætte dig ind i ”tallet” 0’s historie!! … eller hvis du absolut må læse førstnævnte, så hav den anden parat til næste gang!!

Matematikkens sprog har spist sig så meget ind i os, at det undertiden kan synes problematisk at uddrage essensen af tallenes væsen: at tænke klart og præcist som de inviterer til, men uden at dræbe sjælen, som den alt for automatiserede brug af tal desværre kan lede til.

Holisme handler om at fortolke verden som en helhed, og hvem ønsker ikke det? For vi oplever det jo netop som én verden på trods af de mange sanseindtryk, som blander sig på alle mulige niveauer. Holisme kan ofte ses som en reaktion mod den partikuliserede indfaldsvinkel til livets mysterium, som kan være resultatet af de naturvidenskabelig og matematiske fag.

Mange af de holistiske fortolkninger af verden minder dog om den situation, som opstår, når man giver et barn et puslespil, som egentlig er for svært: Barnet magter måske at samle dele af rammen og de dele af motivet, hvor der er klare kontraster, men i det tætte grønne bladhang og på den vidstrakte og ensfarvede blå himmel kan det være svært at finde de brikker, som passer sammen.

Barnet ved, at der skal blive et helt billede ud af det, og i frustration begynder det utålmodigt at mase brikkerne ned, tvinge dem sammen på steder, hvor de egentlig ikke høre hjemme, og opnår blot at få ødelagt spillet.

Det heldige er, at man naturligvis bare kan købe et nyt puslespil.

Det er faktisk mere kompliceret i den virkelige verden, når man i den grad får indarbejdet sammenhænge, at det bliver svært at komme ind til den sande natur. Sammenhænge, som kun findes til en vis grad, lighedstegnene mellem chakraer, farver, toner, tegn, tal og planeter osv., antager jo en form for kulturel hjernevask uden respekt for disse felters dybde, facetter og mange dimensioner.

Hvis man påstår, at rodchakraet er rødt, den farve de fleste mennesker kan se med deres fysiske øjne, har man for det første overset, at en stor del af rodchakraets natur hører til den subjektive verden, endvidere, at det, som alt andet levende, er underlagt forandring, og når det gælder farven, at der er fanden til forskel, om en rød er cinnober eller magenta, hvilken overflade den sidder på, dens mættethed osv., osv. Kort sagt: et chakra har mange dimensioner, en farve ligeså, hvis man sætter lighedstegn uden at reflektere over præcis hvilke omstændigheder denne lighed gælder under, begrænser man i stedet for at åbne for nye dybder.

De moderne numerologer er på jagt efter tallenes energi. Dette skal i høj grad forstås som en reaktion mod kulturens meningstømte brug af tal, hvor man har glemt tallenes væsen, det kvalitative aspekt, mens tallene reduceret til abstrakte størrelser, værktøj, anonyme hjælpemidler eller med andre ord: det kvantitative aspekt er i højsædet.

Som udgangspunkt vil den kvantitative betragtning være lineær: Det mindste hele tal er 1, det første element i en tællerække, som bevæger sig af sted derudaf som et TGV-tog på skinner.

Den kvalitative betragtning derimod er cyklisk.

Den vil også som udgangspunkt have tallet 1, men det er mere i forstand af enhed, helhed, hvorved 1 bliver til alt, det første, det største, det eneste tal. De øvrige elementer fremkommer ved deling af helheden.

”Kvanti-tal”

”Kvali-tal”

Abstrakte symboler Mønster/ figur Uendelig tallinie Helhed og dele Måle og veje Musik 0 er fiks-og spejlingspunkt Alting går op i 1 Anonyme redskaber Væsen/ særpræg/ egenskaber

Tallene har med andre ord både kvalitative og kvantitative aspekter Den ene måde at betragte tallene på kan ikke leve uden den anden, så det handler ikke om at få aflivet kvanti-tallene, men at få genoprettet balancen og få musikken og kvaliteten tilbage i tallene!

Hvis man skulle anskue de kvalitative tal på en række, vil det være som figur-tal, f.eks. som den delte cirkel:

Et eksempel på dette er rækkefølgen på de tre første tal/ tegn i hebraisk og græsk: 1- 2- 3= alefbet - gimel hhv. alfa- beta- gamma, som jo modsvarer vort alfabets a- b- g, ikke a- b- c, selvom praktisk talt alle numerologer anvender koden a=1, b=2, c=3.

Så alfabetets energi er altså her reduceret til et spørgsmål om rækkefølge, en rækkefølge som oven i købet er blevet mere eller mindre vilkårlig i kraft af tidens omskiftelser. Man skulle mene, at en analyse af lydtegnenes energi-aspekt mere skulle handle om lyd - altså indhold - end form/ rækkefølge.

Nu fortaber det sig jo desværre lidt i tågerne, præcist hvad de gamle kulturer sigtede til med deres alfabetiske rækkefølge, meget taler for det er noget astronomisk/astrologisk, altså et tids/rum-aspekt, men det er under alle omstændigheder ikke dækkende for alle lydseriens energimæssige egenskaber. Her er det oplagt at pege på naturens dybe sammenhæng mellem vokalrækken u- o- å- a- æ- e- i og overtone/ naturtonerækken, altså en anden rækkefølge, måske med den dybeste rod af alle.

Netop i det moderne studie af vokallydenes klanglige opbygning bliver det klart, at hele billedet er ret komplekst, så når der sættes lighedstegn mellem et lydtegn og en bestemt plads i en række, er det ikke en magi, som får verden til at lyse forklaret, men en magi som låser og begrænser.

Tigeren er kommet i bur til alles beskuelse, men den kan akkurat ikke leve det liv, som er hele essensen ved at være tiger!

I numerologien søger man sammenhængen mellem tal og lyd ved at koble tal og alfabet på forskellige måder. Det sker ganske enkelt ved at sætte lighedstegn på tværs, eksempelvis a=1, b=2 osv.

Det moderne alfabet har gennemgået mange udviklinger på sin vej i en blød bue sammen med religiøs filosofi fra mellemøsten og Ægypten via Sinai og Israel til Grækenland og Rom og videre nordpå.

Det er karakteristisk, at de kulturer, som har dannet grundlag for den kabbalistiske tankegang, anvendte lydtegn, alfabetet, til også at beskrive tal.

I den forstand kan man i numerologien spore en længsel tilbage til den tid, hvor alef/ alfa simpelthen betød 1, tallene og lydtegnene var dele af samme mysterium.

Længslen er absolut forståelig, men verden vokser og mening er ikke endimensional!!

Med de mange ændringer i alfabetet der er sket, er sammenhængen tabt af syne eller blevet helt vilkårlig.

En anden anke ligger i, at hvert tegn dækker over flere lyde samt det faktum, at visse lyde anvendes langt mere end øvrige og at antallet af tegn ikke er direkte kompatibelt til det 10-talssystem man prøver at tvinge magien ind i.

Noget tilsvarende sker, når man søger at tolke numerologisk på astrologiske systemer ud fra et 10-talssystem, når hele essensen er, at de fleste af disse sidste er uløseligt knyttet til et 12talsssystem Et skrøbeligt punkt i det meste af den moderne numerologi er også, at operationen med en kode, hvor hvert lydtegn laves om til et tal, blot er en enkelt af den traditionelle kabbalas komplekse system. Det er den del af disciplinen som kaldes gematri, og den stod bestemt ikke alene i traditionen, som opstod i kraft af alfabetets udvikling som partikuliserede lydtegn, hvor hver lyd beskrives med ét tegn, ikke som tidligere hver stavelse eller hvert ord. Det betød, at man blev optaget af at se, hvor mange forskellige måder disse grundelementer kunne kombineres og lagde grunden for en stor del af matematikkens kombinatorik, hvor trekanttal, kvadrattal og fakultetstal er nogle af de vigtige elementer.

Det påstås ikke, at mange ikke kan opleve, at der sker magiske ting ved at skifte navn af numerologiske hensyn, men det skyldes nok i høj grad, at det under alle omstændigheder er et stort skridt at skifte den del af sin identitet som er knyttet til navnet og så kan placebo fl…, undskyld tro flytte bjerge!

Primtal: 2- 3- 5- 7- 11- 13- 17- 19- 23- …

Trekantstal: 1- 3- 6- 10- 15- 21- 28- 36- …

Kvadrattal: 1- 4- 9- 16- 25- 36- 49- 64- …

Kubiktal: 1- 8- 16- 27- 64- 125-…

Fibonaccital: 1- 1- 2- 3- 5- 8- 13- 21- … (dette er den primære række, der findes flere!)

Fakultetstal: 1- 3- 6- 24- 120- 720-…

Alle disse rækker af tal har noget figurligt strukturer og mønstre - og dermed noget væsensagtigt knyttet til sig.

Fibonaccirækken bruger naturen i sit skaberværk i vid udstrækning. Det træder tydeligst frem i spiralerne på kogler, ananas, solsikker osv., men findes overalt i naturen og er basis for det gyldne snit.

Primtallene er fra en musikalsk betragtning naturens måde at indføre nye toner i skaberværket. Hvis man skal analysere et tals energetiske indhold er det mest oplagt, at forstå det som en tone. Da hele naturen i kraft af overtonerækken står og tæller, ligger det faktisk lige for at oversætte tal til musik.

Hvis man skal kritisere den moderne holistiske kultur – og det synes jeg man skal – er det iøjnefaldende at dens udøvere sjældent - næsten aldrig - har øjne for de områder, hvor man faktisk har forståelse for tallenes og lydenes væsen som et sprog, nemlig matematikken og musikken.

Musikken er netop energiaspektet af lyd og tal, matematikken beskriver faktisk oftest tallenes væsen og egenart, om end det beskrivende sprog kan blive tørt og teknisk.

Hvis man vil lave en holistisk tal-og lydlære er der ingen grund til at kaste vrag på disse discipliner, slet ikke hvis det, man stiller i stedet, er banalt og ensporet.

Den moderne numerologis hele fundament bygger på én simpel operation, nemlig tværsum, så hvis en numerolog ønsker at kende tallet 729’s inderste væsen bliver regnestykket 7+2+9= 18, hvis tværsum man igen uddrager: 1+8= 9, hvorved man har reduceret til et enkelt ciffer, 9, som man dernæst tolker på, efter sigende ud fra oldgamle traditioner.

Men numerologer glemmer helt, at det er en meget begrænset del af et tals væsen, der udtrykkes gennem dets tværsum. Tværsum har ganske vist en betydning for vores talsystems cykliske opbygning, det vil vi vende tilbage til i artiklens fortsættelse i næste nummer.

I mellemtiden kunne man så undersøge tallets forhold til følgende rækker:

Tallene bærer på mening og egenart, og det kommer tydeligst til udtryk i musikkens grundstrukturer: Hvis man kalder længden af en svingende streng eller et rør – f.eks. en fløjte - for 1, så vil en 2deling (og 4-deling, 8-deling osv.) bringe oktaven frem.

En 3-deling vil give os den rene kvint.

Og 5-delingen kalder den store terts frem.

Disse tre, 2, 3 og 5 er samtidig de første tre primtal.

2 er altså oktaven.

Alle lige tal er højere oktaver af mere fundamentale toner, således er eksempelvis tallet 10 (2x5) en højere oktav af primfaktoren 5, som i naturens tonerække - skabelsens alfabet - er den store terts.

Alle ulige tal kan opløses til deres sammensætning af primtalsfaktorer: tallet 15 er 3x5 eller musikalsk betragtet den store terts (5) til den rene kvint (3). Kvintens store terts er den store septim= 15.

Ovenfor nævnte 729 er 3x3x3x3x3x3 eller 36, som musikalsk betragtet er seks på hinanden følgende kvintskridt, hvorved man ender på fa#, den forstørrede kvart, tritonus, djævlens interval… Kært barn har mange navne og det gælde også de slemme, funktionen er den mest dissonante af alle og blev følgelig af Platon kaldt ”tyrannens tal”.

Tallet 30 opløst til primfaktorer vil være 2x3x5 og afslører sig derved som sammensat af musikkens tre mest basale funktioner, oktav, kvint og stor terts. Netop af denne grund bliver oktaven mellem 30 og 60 så interessant, bl.a. kan man med længder beskrive en durskala med hele tal som alle kan opløses til nævnte primfaktorer: 30- 32- 36- 40- 45- 48- 54- 60 kan omtydes til do’- ti- la- so –fa- mi- re –do.

30 betyder, som det forhåbentligt nu er fremgået, i sig selv ti, stor septim, men trinfølgen svarer til en dur-skala, hvorfor vi blot kan omtyde, ligesom man kan spille en dur-skala flere steder på klaveret.

Ingen som har bare snuset til musikkens intervaller og deres særpræg vil benægte, at de tre musikalske funktioner oktav, kvint og stor terts påvirker sind, krop og følelser på meget forskellige måder, og peger på vidt forskellige processer.

Oktaven handler om identitet, oplevelsen af det samme på et nyt niveau og dermed skabes en ramme om hele musikken. Den store terts sætter sit præg på dur-tonalitet og kvinten er det centrale anker i en skala og i harmoniske bevægelser, foruden at være toneskalaernes primære generator/ frembringende faktor.

De hele tal er naturens musik, som det kommer til udtryk i overtonerækken eller naturtonerækken.

Naturen tæller, når den skaber musik, naturen skaber musik, når den tæller!

Men tallene kommer også til syne på andre måder i naturen, vi har allerede snuset lidt til botanikkens brug af fibonaccirækken, men det som de fleste nok lægger mærke til er hele den blomstrende floras måde at gennemspille temaet cirklens deling.

En blomsts kronblade er i de allerfleste tilfælde et meget elementært geometrisk mønster:

I hele rosenfamilien som også dækker æble, pære, brombær, hindbær, hyben, jordbær, og stenfrugter som abrikos, fersken, kirsebær, nektariner og blommer, inviteres vi og insekterne af præcis fem smukke hvid-rosa kronblade sirligt ordnede omkring blomstens bæger.

I kålfamilien finder vi korsblomstrede planter, altså med fire kronblade.

Dette nævnes fordi blomsterne præger vores sind, springer i øjnene og ganske enkelt er smukke!

Og så fordi det netop er et eksempel på, hvordan man kan spore noget der dækker over et kvalitativt aspekt ved at tælle.

Magien ligger i at figuren taler til os med deres væsen og egenskaber, der er stor forskel på ”trehed” og ”femhed”, det handler bl.a. om vinkler.

Dette vil man foruden musikalsk bl.a. også kunne åbne for forståelsen af ved at gå til mineralverdenen og studere dens bindinger og vinkelforhold. Det er sandelig ikke ligegyldigt for et vandmolekyles egenskaber (at vand er vådt f.eks.) hvilke vinkler bindingerne mellem brintatomerne og iltatomet har. Og det giver mening i sig selv, som et naturens smukke geometriske sprog, at netop vand krystalliserer i komplekse 6-delte isblomster.

Det er kombinationerne af de laveste primtal, 2, 3 og 5 som er mest fremstående både i mineralriget, planteriget og dyreriget ganske enkelt fordi det er det simpleste og fordi det er dem vi umiddelbart genkender, det gælder også i musik som ovenfor antydet. Og det er absolut ikke uinteressant, at hvert af disse primtal ”hersker” over hver deres rige.

- I mineralriget vil de trigonale bindinger skabe de stærkeste strukturer. Ovennævnte snefnugs seksdeling indeholder også 3-delingen i sig, idet heksagonen er opbygget af seks trigoner.

- I planteriget betragtes netop rosenfamilien blandt biologer som planternes evolutionære krone, og det er altså ikke kun fordi de er smukke og frembringer skønne frugter, men set i et udviklingsperspektiv. I den forstand kunne man med et poetisk billede anføre, at planteriget stræber mod det 5-delte.

- Dyreriget, herunder mennesket, har udviklet sig på basis af den simple spejlsymmetri, altså opbygningen af to nærmest identiske halvdele omkring et midterplan: 2-deling. Det er ikke et princip som ikke har eksisteret i hele klodelivets ca. 3,8 milliarder års historie, idet de første primitive væsener med denne symmetri udviklede sig for 600 millioner år siden. Det drejer sig om nogle små fossiler, man har fundet i det sydvestlige Kina, ikke mere end en femtedel millimeter lange, og ovale i formen. For det blotte øje er det bare små prikker, men forskere har identificeret mund, kropshulning, mave og føleorganer (Scienceexpress 040603)

Sproglydenes Kombinatorik Trekantstal:

Kvadrattal:

Mange har som børn prøvet at trække garn mellem søm, der står i en cirkel på en plade. Man kunne også tænke det som mennesker i en rundkreds, hvor ideen er at finde ud af, hvor mange kombinationer af håndtryk der kan gives. De gamle kabbalister så billedet for sig af elementerne i deres alfabet stillet op i en cirkel:

Men hvad nu hvis det ikke er alle som skal hilse på alle? Man kunne jo f.eks. prøve at se, hvad der sker, hvis man deler bogstaver i to klasser: vokaler på den ene side og konsonanter på den anden, eller vi kan dele to hold til fodbold og så se hvad der sker med kombinationsmulighederne:

Antallet af forbindelseslinier mellem bogstavelementerne vil følge rækken af trekanttal i henhold til illustrationen:

Før en landskamp i Parken lytter de to mandskaber til nationalmelodierne, og mens de holder rækkerne, defilerer det ene hold forbi det andet, så alle 11 på det ene hold kan give hånd til hver af de 11 på det andet. Det giver i alt 11x11= 121 håndtryk, altså kvadratet af 11…!

I eksemplet deler vi op i et vokal-hold (A, E, I) og et konsonanthold (B, C, D) Med to hold med hver ét element, bliver der 1x1 mulighed: A-B Med to hold med hver to elementer, bliver der 2x2 muligheder: A-B, A-C, E-B, E-C Med to hold med hver tre elementer, bliver der 3x3 muligheder: A-B, A-C, A-D, E-B, E-C, E-D, I-B, I-C, I-D. Med to hold med hver fire elementer bliver der 4x4 muligheder

Hvis der er to bogstaver/ mennesker/ søm (A, B), er der 1 mulig forbindelse: A-B Hvis der er tre bogstaver/mennesker/ søm (A, B, C), er der 3 mulige forbindelser: A-B, A-C, B-C Hvis der er fire bogstaver/mennesker/ søm (A, B, C, D), er der 6 mulige forbindelser: A-B, A-C, A-D, B-C, B-D, D-C Hvis der er fem bogstaver/mennesker/ søm, er der 10 mulige forbindelser: A-B, A-C, A-D, A-E, B-C, B-D, B-E, C-D, C-E, D-E (Til alle disse sæt findes naturligvis et med omvendt rækkefølge.)

Hvis der er 22 elementer (som i det hebræiske alfabet) er der 231 mulige forbindelser.

I Sepher Yetzira (et kabbalistisk grundskrift, hvor tal og bogstaver er skabelsens elementer) står: ”Hvordan kombinerede og vejede Han dem?

Alef med dem alle og alle med Alef Bet med dem alle og alle med Bet Hjulet drejer rundt og således er der 231 porte.

Og alt der er dannet og alt der er talt udgår fra ét udtryk.” … Bevidsthed og sprog hænger sammen - i begyndelsen var ORDET!

… og så fremdeles! Her kommer man på sporet af sprogets små lydbestanddele, vi kan jo sige både ib og ad og eb på dansk, og der findes naturligvis et tilsvarende sæt med konsonanter nævnt først.

Fakultetstal Hvis det har betydning, hvilken plads det enkelte element står på og det således ikke er lige meget om det hedder A-B eller B-A, skal vi kigge på fakultetstal:

Lyden af de fire elementer

Sepher Yetzira: ”2 sten bygger 2 huse, 3 sten bygger 6 huse, 4 sten bygger 24 huse, 5 sten bygger 120 huse, 6 sten bygger 720 huse, 7 sten bygger 5040 huse.

Gå ud og tænk, hvad munden ikke er i stand til at sige, og hvad øret ikke er i stand til at høre.”

2 sten: AB, BA (2 huse) 3 sten: ABC, ACB, BAC, BCA, CAB, CBA (6 huse).

4 sten: ABCD, ABDC, ACBD, ACDB, ADBC, ADCB, BACD, BADC, BCAD, BCDA, BDAC, BACD, BADC, CABD, CADB, CBAD, CBDA, CDAB, CDBA, DABC, DACB, DBAC, DBCA, DCAB, DCBA (24 huse). …osv.

Disse Kabbalistiske betragtninger fortsættes i næste nummer, læs bl.a. om tværsum samt 7 og 12!

Et af de vigtigste elementer i musikken er pausen og det man med et engelsk udtryk kalder suspense, på godt dansk udsættelse.

Hvad er det da, man udsætter, og er vi ikke vant til fra dagliglivet, at udsættelse er et irritationsmoment?

Jo, og akkurat fordi vi har vænet os til, at musikken i højere grad end dagliglivet fremstår som noget afrundet, vil man kunne pirre og stimulere ved ikke bare at runde af og lade tingene falde på plads ved sidste tone som de plejer.

De fleste har nok hørt udtrykket "skuffende kadence", hvor man netop, i stedet for at afslutte en sats med det forventede subdominantdominant-tonika, laver en omvej eller en overraskelse, og fidusen er naturligvis, at skuffelsen bliver pirrende, gør os vågne!

I denne serie om de fire tilstandsformer lagde vi hårdt ud med at beskrive elementerne jord og vands rolle i musik, og man kunne vel forvente, at der blev rundet af med ild og luft. Den forventning skal nok blive opfyldt, dog ikke uden svinkeærinder. I sidste nummer bragtes således nogle generelle betragtninger om de fire elementer og denne gang vender vi tingene på hovedet og præsenterer den afgørende pointe midt i forløbet, ovenikøbet på en poetisk måde!

Det er Knud Brant Nielsen som med en meget smuk oversættelse af en tekst fra Avesta besynger jordens skønhed. Naturligvis er kvintessensen kærlighed. Dette kunne man måske sammenligne med en af de mest kendte europæiske mandalaer, nemlig den, hvor Kristus optræder i midten af et kors bestående af tyr, løve, ørn og engel for evangelisterne Lukas, Markus, Johannes og Matthæus og som med en vis rimelighed kan fortolkes som de astrologiske tegn tyr, løve, skorpion og vandbærer, der repræsenterer hhv. jord, ild, vand og luft, hvor Kristus som kærlighed bliver kvintessensen.

Jordens Skønhed Jordens skønhed, himlens luft skovens grønt og blomstens duft skyggested i sommer hed hvisker: "Gud er kærlighed!"

Gulerod og gyldenris priser hver på deres vis mens de smykker mark og bed viser: "Gud er kærlighed!"

Avesta er de hellige skrifter for Zarathustradyrkere, en tradition hvis oprindelse er oldgammel og som i moderne tid bl.a. bringes videre gennem Mazdaznan-bevægelsen.

Ordet mazdaznan stammer fra zendsproget. Ma betyder spor, Gud; zda betyder viden, kende, tænke, kundskab, mestertanke; znan er den afkortede form for yaznan og betyder mestre, kontrollere, udøve mesterligt. Altså vil mazdaznan sige det samme som den store mestertanke, der mestrer alt, eller kort sagt: mestertanken.

Vi vil muligvis kigge mere på mazdaznan i senere numre af bladet, da man her har mange interessante teorier og arbejdsmetoder, når det gælder sprog og musik.

I det efterfølgende digt har Vinbeke Veddinge givet sit bud på de fire elementers liv.

Vind der driver hav og sky sol som varmer land og by regn der stille siler ned siger: "Gud er kærlighed!"

Det, der gi'r naturen sprog og som skriver livets bog melder verden god besked mærk det: "Gud er kærlighed!"

Kilder: Avestea im Lied, s. 155 + Avesta in song, s. 289 Melodi: Avesta im Lied s. 155. (lv- kbn)

Elementernes Liv

/Vibeke Veddinge

Gisp – luften trænger ind i stoffet - og forvandler Livet leves med ild og vand - og forvandles og dør med et suk Kunne vi bare se det, vi har til fælles.

Tænk hvilket overskud af energi vi fik.

Hvilke udvekslinger.

Hvilke skabelser.

Hvilken leg og kærlighed.

Jord, Vand, Ild og Luft - så forskellige i er - og dog har i alle til fælles det forvandlende.

Jord, Luft, Ild og Vand er betingelser for liv, og tyngdekraften holder os sammen Jord, dit slægtskab med andre kloder Er endnu din hemmelighed – Har du lighed med dem, Som du har med Luft, Ild og

Mazdaznan-sol

Vand?

GONG præsenterer: Ursang - Workshop med Bolette Schiøtz

Lørdag d. 8. oktober, København.

AFLYST!

Workshoppen søges i stedet afviklet til foråret.

Koncert med Gerhard Kaimer Lørdag d. 29. oktober kl. 20.00 i Rundetårns bibliotekssal Gonger og klangskulpturer Billetter ved indgang. Medlemmer af GONG: 60,- kr. Ikke-medlemmer: 75,- kr.

Gerhard Kaimer er måske mest kendt som forfatter både til børnebøger og bøger for og om blinde, men han har også beskæftiget sig med musik i mange år. Som musiker spiller han på håndsmedede gonger og klangskulpturer bl.a. lavet af waliseren Steve Hubback (der har lavet vores logo-gong). Den nu 73-årige Gerhard Kaimer har en fortid som socialrådgiver, programmedarbejder på DR og senest som psykoterapeut.

Hans koncert vil både indeholde en musikalsk del og talte indlæg om lyd, musik og bevidsthed.

Kulning & Råb – Power sang for kvinder med Helle Thun Koncert 11. november, workshop 12. november, København Introduktionskursus i svensk kulning [kylning]/Kuh-lock/kaukning Kulning [kýlning] er en tusindårig gammel nordisk sangteknik, oprindeligt et musikalsk arbejdsredskab fra svensk sætertradition, raffinerede melodiske signalsystemer med høj grad af improvisation.

Kulning har den nordiske folkemusiks urtone og naturens storhed i sig. Under de rigtige forhold kan sangen høres op til 10 km's afstand. Kort sagt: Kulning er råstyrke og skønhed i ét!

Deltagerne vil få inspiration, "værktøj" og arbejdsmetoder til at udvide deres stemmers potentiale.

Deltagerkrav: Nogen vane med at bruge stemmen til andet end snak, samt at du kan synge rent og har en vis portion mod og legesyge!

Kursusleder: Helle Thun, prof. sanger med klassisk baggrund. Hendes speciale er svensk traditionel folkesang og nordisk etnisk sang samt vokal improvisation.

"Det er sjældent at høre en dansker som virkelig kommer ind under huden på den nordiske folkemusiktradition. Helle Thuns evne til at formidle det karakteristiske i den nordiske sangtraditions udtryk, er et værdifuldt tilskud til musikkulturen. Det er spændende at der er nogen, der interesserer sig for en musikform der efterhånden er uddød i Danmark." Ivar Mæland (N) organist, rektor ved Vestervig Kirkemusikskole.

Mere info: Helle Thun på mobiltlf: 28 69 80 37 eller mail: hellethun@tiscali.dk

Workshops: info, tilmelding og betaling: Tilmelding sker ved indbetaling af beløbet på girokonto 10015529.

Netbank eller indbetaling via bank: Reg. nr. 0440. Ved netbank/indbetalingskort bruges kode +01.

Husk at oplyse dit navn og hvad indbetalingen skal dække!

Info-telefon i forbindelse med workshop: Susanne 30 24 40 32 eller Skye, 44 64 07 37/ 20 97 07 01 Pris: Medlemmer ved tilmelding senest 14 dage før workshop : 450,- kr. derefter: 650,- kr.

Ikke-medlemmer ved tilmelding senest 14 dage før workshop: 550,- kr. Derefter: 750,- kr.

TILBUD fra GONG-shoppen: Syngeskåle i aluminium, store, solide, 26 cm i diameter, monteret med indvendigt håndtag, så man kan gå med dem. De fungerer også fint stående. Leveres med ruskindsbetrukket "rørepind". Meget smuk, fyldig og blød klang og en vedholdende tone, der stemmer omkring as, nogle lidt dybere, andre lidt højere.

Fantastisk terapeutisk redskab og til sangtræning.

Kvaliteten er høj, så prisen er aldeles GONGurrenceforvridende!

Medlemmer 200,- kr.

Ikke-medlemmer 250,- kr.

Henv.: Skye, 44 64 07 37 eller til andre GONG-folk ved aftener i Tårnstudiet.

ANNONCER Regler for annoncesiderne: Medlemmer annoncerer gratis for aktiviteter med relation til overtonesang og lydhealing, dog kun faktuelle oplysninger, tid, sted, pris osv. Øvrige annoncer: 1/6 side (1/3 spalte) ½ side

50,- kr.

100,- kr.

Kommende workshops med Gösta og Skye: I Dybden med Overtoner Lørdag-søndag d. 24.-25. september kl. 10-17 i Liberiet ved Lunds Domkirke, Sverige Pris: 900 kr, 700 kr for medlemmar af GONG samt for unge og studerende.

Onsdag d. 28. september- lørdag d. 1. oktober Begge dage kl. 13, Solberga Gård, Öland, Sverige Kostnad: Kursavgiften är 700 SEK och kostnad för logi är 400 SEK (två nätter). http://www.forntidsfika.com/kurs_i_overtonssang .htm Mail: Goesta.Petersen@djingis.se Tel. +46-4612 53 27 Skye: 44 65 07 37/ 20 97 07 01 Koncerter/ sangbegivenheder: Demonstration for retten til et rent liv Christiansborg Slotsplads, torsdag d. 6. oktober fra kl. 13.00. Siboni/ Løfvander/ Vogel optræder og sætter kollektiv sangbegivenhed i gang. KOM !

Københavns Kulturnat, fredag d. 14. oktober Geologisk Museum, Nørre Voldgade 5-7, 18.30, 19.30 og 23.30 og Kapellet på Kapelvej, Kbh. N. kl. 21.00 Michael Schilling, Hanne Siboni, Helle Thun, Skye Løfvander og aktivt publikum: Den Nøgne Stemme.

Akustisk Byvandring i Helsingør til byens kulturnat med Hanne Siboni, vokal og Karsten Vogel, saxofon, lørdag d. 31. oktober, se program!

Stained Glass Music: Siboni/ Løfvander/ Vogel i Cisternerne Under Søndermarken, søndag d. 27. november kl. 17- 20 Slip Stemmen Løs med Sulajma Balling og Jette Borly På Sjælevejen Værftet, Allégade 2, 3.tv., 3000 Helsingør Onsdage 26/10, 27/11, 9/11, 16/11 9 og 23/11 kl. 19.00- 21.00 Pris: 750, kr ved tilmelding.

BG-bank 0272-4954604735 Sulajma: 25 21 36 45, d316288@inet.uni2.dk Jette: 26 81 68 20, jette@borly.dk

Åbne Lydaftener på Djursland med Thor Sejer Weimar Toning, Overtoning, Intuitiv sang, Stilhed, Leg & Kreativ udfoldelse.

Den 2. tirsdag i måneden, 19.30 - 21.00 på Friskolen i Gjerrild. 20,- kr. pr. gang. www.weimarsweb.com Mail: liv@weimarsweb.com Tlf. 21 403 487 "Crystalbowl chakra set" sælges 8-10-12-14-15-16 og 18 tommer øvre diameter Kun brugt få gange - købt over nettet hos www.awakeningimages.com Inkl. forsendelse og told og moms gav jeg 10.000 kr., sælges for 8.000 kr.!

Flemming, 61667569 Continuum Movement - en dags kurser Ved hjælp af vibrationer af lyde og åndedræt påvirkes bevægelsen af vores celler og væsker i kroppen.

Kan tages enkeltvis eller samlet efter ønske: 27/8 , 10/9, 1/10, 22/10 -2005 Adresse: Ophelia, Gasværksvej 4e, Kbh. V. 19/11, 10/12 -2005 Adresse: Hejrevej 39,3. Kbh. NV. Kurserne er fra kl. 11 til ca. 17. Pris pr. dag 500 kr Tilmelding en uge før kursus start til Jeanne Jensen tlf.: 35269206, mobil: 20162184 Email: jeanneje@tiscali.dk Hjemmeside: www.jeannejensen.dk Power-Designs efterårssæson – Ny kalender på vores hjemmeside: www.power-design.dk/kalender Med tak og kærlige hilsener, Petrine & Birgit Lynge, Power-Design På Syngende Grund er udkommet Øvelser, kapitler om sprog, meditation, tal og musik. CD med øvelser.

Pris 195,- kr. Kontakt Skye, 44 64 07 37

ISSN NR. 1604-2484 Returadresse: FiliongGONG c/o Skye Løfvander Fredskovhellet 2G, lejl. 21 DK-3400 Hillerød

Åbne arrangementer i GONG www.gong.dk Sangaftener Anden tirsdag i måneden, kl. 19.00- 21.45: 11. oktober 8. november 13. december Tårnstudiet, Vesterbrogade 40, 5. Kbh. V. Bus 6A til Vesterbro Torv Sangaftener er åbne for alle og indeholder som regel guidet gruppemeditation, fælles improviseret sang, øvelser med vejledning og andre kreative indslag.

Undlad venligst at ringe på mellem 19.10- 19.45, hvor vi mediterer.

Info: Skye: 44 64 07 37/ 20 97 07 01 eller Susanne: 30 24 40 32 Entré: medlemmer 30,- kr., gæster 60,- kr.

Stilhedens Sang Torsdage op til fuldmåne, kl. 19.00: 27. oktober 3. november 17. november 1. december 12. januar 9. februar Hellig Kors Kirke, Kapelvej, Nørrebro Stille meditation og fælles sang i cirkel i Hellig Kors Kirke efter overstået vesper (som indeholder salmesang, bibeltekst og velsignelse, ca. ½ time).

Info: Skye 44 64 07 37/ 20 97 07 01 SONG - Skånes övertonssångförening, Lund Välkomnar till sång i Klosterkyrkan söndagar kl. 20 enligt nedanstående prel. datum.

18. sep., 2. okt., 16. okt., 30. okt., 13. nov., 27. nov., 11. dec.