De syv frie kunster - musik

De syv frie kunster - Musik

En prĂŚsentation af Det Springende Punkt

.

De syv frie kunster har et rodlag i den karolingske renæssances lærdomstradition og de første europæiske universiteter, og består af:

- Trivium: Grammatik, Retorik & Dialektik som med tiden blev til humaniora

Fine illustrationer, ikke sandt!?

Jeg har imidlertid ikke kunnet komme deres oprindelse nærmere end dette. Beklager!

- Kvadrivium: Aritmetik, Astronomi, Geometri & Musik som med tiden blev til naturvidenskab

Astronomi Aritmetik

Musik

Geometri

Her vælger vi musik!

Dannelsesfaget musik (-teori) har altså rødder i 'naturvidenskab', og er i denne sammenhæng tæt knyttet til aritmetikken, tallære.

Her udspændes fundamentale intervaller, der angives som proportioner.

Værdierne er 6 : 8 : 9 : 12. Husk dem, for de skal have en renæssance!

Rafael (1483-1520): Skolen i Athen. 1509-10. Fresko. Vatikanet

Rafael fyldte murfladen i pavens bibliotek med klassiske filosoffer, mange af dem i skikkelse af kendte personer fra hans egen samtid i Rom. Således afbildedes Platon i Leonardo da Vincis skikkelse centralt, skulder ved skulder med Aristoteles. I forgrunden sidder Heraklit i Michelangelos skikkelse ved en kubisk sten. Men kig nu længere til højre i den røde cirkel!

Bramante (1444 - 1514 ) var på tidspunktet for freskoens tilblivelse travlt optaget som Peterskirkens arkitekt. Maleriets scenografi med tøndehvælv og kassettelofter afbilder hans ideer for byggeriet, som på det tidspunkt var under opførelse. Det var ved Bramantes mellemkomst, at Rafael kom til pavehoffet, hvor han hurtigt steg til stjernestatus, og Rafael overtog ved Bramantes død et par år senere hvervet som arkitekt på Peterskirken.

Bramante i rollen som Euklid nagler sin passer til tavlen på gulvet, og bliver således repræsentant for GEOMETRI.

I gruppen til højre herfor står Rafaels ven Baldassare_Castiglione i rollen som Zarathustra med stjernesfære, og maleren har indføjet et selvportræt med mørk baret i halvprofil ved siden af kollegaen Il Sodoma med lys baret. Med ryggen til står Ptolemaios (som blev blandet sammen med en egyptisk regent) med krone og globus. Visdomsgudinden Pallas Athene våger fra sin niche over højre sides aktiviteter, og gruppen legemliggør ASTRONOMI:

Venstre side overvåger Apollon med lyre i sin egenskab af fører for muserne.

I gruppen på gulvet noterer Pythagoras - taltroldmanden over dem alle - i sin bog.

ARITMETIK.

... men der er mere: En engleagtig skikkelse med en tavle!

Tavlen er på græsk og viser i meget kondenseret form nogle centrale pythagoræiske musikkoncepter. Epogdoon betyder proportionen 8:9, som svarer til en heltone.

Romertallene er VI, VIII, VIIII & XII, altså 6-8-9-12. HOV! Her har vi vist været før!

De øvrige græske intervalbetegnelser: Diatessaron (gennem fire): Kvart. Diapente (gennem fem): Kvint. Diapason: Grundtone/ oktav.

Nederst er afbildet den hellige tetraktys: 1 + 2 +3 + 4 = 10

Oversat: I oktavens ramme 1:2 (mellem seks og tolv) genererer den rene kvint og kvart, hhv. 2:3 og 3:4, heltoneintervallet. De skabende intervaller er altsĂĽ proportioner mellem vĂŚrdierne 1, 2, 3 & 4.

På monochordet kan man se, hvilke intervaller længdeproportioner med delingerne 1, 2, 3 og 4 afføder. Enheden kan vælges frit. Hvis den eksempelvis er 10 cm, vil monochordets streng her være meget realistiske 120 cm. Intervallernes proportioner skal forstås i lyset af strengens overtoner.

Tak til Knud Brant Nielsen!

Man har af gode grunde været meget opmærksom på det kvantespring, den visuelle kunst foretog med centrum i den italienske renæssance, hvor man bl.a. løste perspektivets mysterium. Bramante var en vigtig skikkelse i den proces, og Rafael viser mesterskab i sin beherskelse af centralperspektivet på niveau med Leonardos Den Sidste Nadver. Både Bramante, Leonardo, Michelangelo og Rafael var arkitekter.

Men det var bestemt ikke teknik det hele, hvilket bliver helt indlysende ved at betragte den tilsvarende udvikling i brug af farver, skildring af psykologi og gengivelse af mineraler, planter, dyr og mennesker.

De tre dimensioner fik liv på fladens to!

Skete der noget tilsvarende i musikken?

Banebrydende var udviklingen af polyfoni og den harmoniske kadence , som ledte til dur-mol-tonaliteten.

Det er en række akkorder, som gør brug af de naturlige intervalspændinger mellem tonika, dominant og subdominant, som henholdsvis bygger på prim, kvint og kvart - 6:8:9:12 med andre ord ... øh tal! ;-) En af de førende musikere og teoretikere var Franchinus Gaffurius (1451-1522), som bestred posten som kantor i Milanos Domkirke.

Træsnit fra Franchinus Gaffurius' Theorica Musicae fra 1492, som på sit felt var næsten lige så betydningsfuld som Columbus', opdagelse samme år.

Foruden diapente: 2:3, kvint og diatessaron: 3:4, kvart, har han fat i intervallerne til og fra naturtone nr. 5: Dytonus: Ren stor terts, 4:5 Semidytonus: Ren lille terts 5:6

Gaffurius skrev den første bog om musik, der er blevet udgivet i Europa ved hjælp af Gutenbergs metode med løse tryktyper. Det var i 1480, og den hed Theoricum Opus Musicae Disciplinae.

De flest kunsthistorikere mener, at Leonardo på sit eneste kendte mandsportræt gengav netop Franchinus med nodepapir. Leonardo var selv en meget dygtig musiker, og det vil være mere relevant at få afklaret, hvad noderne siger, end at bruge tid på de florerende mysterie-gisninger.

Desværre er det vanskeligt at læse, men det ser ud til at være frygisk modus.

Se, lyt og læs mere om da Vincis musikmysterium !

Som på Skolen i Athen findes musikkens talproportioner i billedets venstreside.

På katederet: En flakon.

3:4:6 svarer naturligvis til 6:8:12

Som på Skolen i Athen findes geometriens tal og dens instrument, passeren, i billedets højreside.

På katederet: Et timeglas

Træsnittet viser Franchinus i færd med at undervise i musik og proportion. Han har tolv tonale elever, så hvis du tæller prim, halvtone, heltone, lille terts osv. fra venstre, vil den midterste figur med ryggen til os faktisk være repræsentant for beskueren, for dig og mig! ... og han forråder den ren harmoni ved at inkarnere tritonus, det mest dissonante interval af dem alle!

Men den vise mester har ikke et snævert syn på harmoniens dybere væsen, idet han siger 'Harmonia est discordia concors', som betyder omtrent det samme som Heraklits (ca. 535–ca. 475 f.v.t.) 'Harmoni er modsætningers forening'. Lige rundt om hjørnet, fra hvor Franchinus arbejdede, var Leonardo travlt optaget af sit værk Den sidste nadver.

Flere af træsnittene fra Teorica Musicae bliver ofte gengivet. Det mest kendte er nok det til venstre med Jubal, Philolaus og først og fremmest Pythagoras, som eksperimenterer med musikalske størrelser, længder og vægte i proportionerne 6:8:9:12. Desværre holder bl.a. myten om Pythagoras og de musikalske smedehamre ikke for en moderne akustisk analyse.

Til højre: Platons musikalske lambda-figur, en musikalsk skabelsesmatrice. Se mere her!

En anden af tidens store musikalske mestre, Josquin des Prés, var også aktiv i Milano, og ven med både Leonardo og Franchinus.

Hans Kyrie af Missa Pange lingua er fyldt med 6:8:9:12-proportioner i såvel form, harmonier, rytme og melodi.

Slutningen forudgriber den efterfølgende tids udvikling af den harmoniske kadence.

Tak til Knud!

Den pythagoræiske tavles 6:8:9:12 viser, hvordan den rene kvint, 2:3, og den rene kvart, 3:4, danner den store heltone, 8:9, inden for oktavens ramme, 1:2. Mønsteret har en perfekt symmetri.

Fremkomsten af andre intervalrelationer - også med andre rammer end oktavens kan beskrives på en lignende måde: 1:2:3:6 1:3:4:12 1:3:5:15 2:3:4:6 2:4:5:10 2:5:6:15 3:5:6:10 4:5:8:10 5:9:10:18 12:15:16:20 15:18:25:30 20:24:25:30 30:32:45:48

(2:3= ren kvint); (3:4= ren kvart); (3:5= ren stor sekst); (3:4= ren kvart); (4:5= ren stor terts); (5:6= ren lille terts); (5:6= ren lille terts); (5:8= ren stor sekst); (9:10= ren lille heltone); (15:16= ren stor halvtone); (18:25= tritonus); (24:25= ren lille halvtone); (32:45= tritonus)

Den pythagoræiske tavle udgør også fundamentet, 'fødderne' i Gaffurius' kosmologiske diagram, som på basis af musikkens intervaller, med muserne og de modale kirketonearter som mellemled, rækker til planetsfærernes orden.

... samme scenario i en lidt mere poetisk gengivelse: Apollon sidder med lyre (lut) i hånd på sin trone i fiksstjernernes sfære.

Han er 'den ubevægelige bevæger' (Aristoteles/ Xenofanes) og lader den trehovedede slange (fortidnutid-fremtid/ de tre rumlige dimensioner) stige ned gennem planetsfærerne og jordens elementer. Hver sfære regeres af en muse og en modal skala, kirketoneart.

Ved jordens kerne har komediens muse, Thalia, sin plads. En anden Thalia, en af de tre gratier, har plads ved Apollos side..

"Mentis Apollineae vis has movet undique musas" ~ Muserne bevæges overalt af Apollons ånd.

Det skal forstås i lyset af renæssancens forståelse af 'krop-sjæl-ånd', hvor - det kardinale princip, fiksstjernesfæren, det ubevægelige, repræsenterer ånd; - bevægelse, anima (jf. animation, at animere) repræsenterer sjæl; - det faste princip, det skabte, elementerne, repræsenterer krop.

Med muser og planetsfærer bringes vi tilbage til de syv frie kunster, hvis egentlige ophav er Martianus Capella , en romer som levede i det femte århundrede i Madaura og Karthago i hhv. det nuværende Algeriet og Tunesien.

I Værket 'Om Mercurs formæling med Filologien' introduceres ideen om de syv frie kunster repræsenteret ved hver sin muse. De er den ædle Filologis tjenerinder ved brylluppet.

Allegorien fik en kolossal betydning for den karolingske renæssance i Europas tidlige middelalder.

Hosstående gengivelse af Musikkens muse er fra en italiensk udgivelse fra 15. århundrede.

Herrad von Landsberg, ca 1180: Septem Artes Liberales.

De syv frie kunster i kreds om visdommen, Sophia, med Platon og Sokrates for sine fødder.