n mongolsk morin khuur, hestehovedfidel.
Ved sine besøg i København har overtonesangeren Hosoo gjort meget ud af, at forgængeren for dette instrument - et hestekranium med skind spændt over hulheden og påsat strenge - er blandt de instrumenter på kloden, som har den ældste historie.
Koblingen mellem hest og strengeinstrument findes ikke kun i Mongoliet. Eksemplet her er en trestrenget hestehoved-rebek fra England, omkring 1325-1350. British Library.
Leonardo havde en livslang fascination af og passion for heste.
I 1482, da Leonardo var 30 ür gammel, rejste han fra Firenze til Milano. Han byggede en lira i form af et hestekranium af sølv med 20 strenge, som han medbragte for at overrÌkke som gave til hertugen Ludovico Sforza, der blev hans nye arbejdsgiver.
Her er en rekonstruktion af Leonardos egen lira da braccio. Han akkompagnerede s책ledes sin egen sang, og stod p책 det punkt ikke tilbage for nogen i sin samtid.
Der er kommet megen fokus på det ganske naturlige element af gåder og rebus i renæssancekunsten. Den får alt, hvad den kan trække ... og lidt til, så tolkningerne tenderer ofte mod det spekulative. Leonardo syslede meget med rebusser, og her er et eksempel (som jeg desværre ikke har i original form). Fiskekrogen benævnes amo, så med L-formen givet, tolkes gåden som: L'amore mi fa sollazar (kærligheden giver mig glæde), idet noderne står for re- mifa- sol- la.
Og her er sĂĽ et formodet selvportrĂŚt af hovedpersonen
Omkring 1515 maledes denne Johannes Døber, hvis fremtoning, smil og gestus (som ellers i princippet er helt i overensstemmelse med traditionen) ikke rigtig formidler indtrykket af en asketisk ørkenprÌdikant!
Flere fingre som peger: Omtrent på samme tid frembragtes på Leonardos værksted denne Johannes Døber. Vi kender den dog kun med de tilføjelser, som blev malet ovenpå i 1600-tallet, så han pludselig fremstod som en Bacchus (romersk version af Dionysos). Skikkelsen har nu panterskind og vedbendkrans, og Johanneskorset er blevet til en thyrsus-stav (som i mysteriereligonen var toppet af en piniekogle og omviklet kulørte bånd). I forhold til musik er der et vigtigt tema med apollinsk musik (ordnet, harmonisk, kosmos) overfor den dionysiske (orgiastisk, ekstatisk, kaos).
Musik rører ved den skønhed der udspringer af kontakt med sanselighedens inderste. Som anden kunst er det en forvaltning og forvandling af drift. Tegningen 'Den inkarnerede engel' findes ikke i de fleste bøger, men er autentisk Leonardo - med alt hvad den indeholder. Misfarvningen omkring den nederste pegende legemsdel skyldes senere tiders forsøg på at viske den ud. Det er oplagt malet efter samme model som på de to foregående billeder, formentligt Leonardos smertensbarn, værkstedets lille djævel med tilnavnet Salai.
Denne form for skønhedsdyrkelse er tidstypisk - dengang blev engle også afbildet som hankøn, men med meget feminine træk. Tiden var også rå, Italien var præget af krige mellem småstaterne. Denne unge fyr, Gian Galeazzo Sforzas portræt - som er malet i 1483 af Leonardos assistent, Giovanni de Predis - er bl.a. taget med, fordi han viser disse træk, fordi han peger, er en Sforza fra Milano og fordi han som voksen giftede sig med...
Isabella af Napoli (1470-1524). Malet af Rafael (1483-1520) eller hans assistent Giulio Romano omkring 1518.
... og Rafael ser vi her i et formodet selvportrĂŚt i nĂŚsten samme positur fra et maleri, som forsvandt i forbindelse med anden verdenskrig. Som Leonardo et multigeni: arkitekt, maler, leder af Roms udgravning mm.
Endnu et fingerpeg: Et af Rafaels mest kendte værker, Skolen i Athen, fuldførte han i 1511 i en alder af 28 år. Midt i Vatikanets hjerte malede han den klassiske verdens filosoffer og guder på symbolmættede fresker. Her ses Platon og Aristoteles i freskens centrum. Deres pegen hhv. opad mod ideernes ubesmittede verden og nedad-fremad - samler og igangsætter hele billedfladens dynamik og dialektik.
Det er kendt fra traditionen, at de gamle filosoffers skikkelser blev udstyret med træk fra kulturpersonligheder fra Rafaels samtid, og Platon bygger på Leonardo. Vi er her et par år inden Leonardos maleri af den pegende Johannes Døber, som altså også vil kunne betragtes som Leonardos kommentar og svar til det portræt Rafael her giver af Leonardo. Platon har sit pythagoræiske værk, 'Timæus', under armen. Aristoteles bærer sin 'Etik' frem på låret.
... og her er hele skilderiet. Aritmetikken og musikkens venstre halvdel med Pythagoras nederst er under opsyn af Apollon med lyre. Til højre præsiderer Athene/ Minerva, visdommens gudinde med sit spyd over geometrien og astronomiens halvdel. De to guder mødes i myten om muserne. Under Athene sætter pavens hofarkitekt, Bramante, sin passer i tavlen på jorden. I gruppen bag ham har Rafael malet sig selv ind i halvprofil. Han kigger direkte ud mod beskueren.
Det var Bramante som havde banet vejen for den unge kunstner ved pavehoffet: de to kom begge fra Urbino og var tæt forbundne. Bramante var ligeledes ophavsmand til freskens 'scenografi'. Han arbejdede nemlig på den tid med opførelsen af Peterskirken, og de rundbuede hvælvinger med kasettelofter har Rafael kalkeret derfra.
Efter Bramante overtog Rafael hvervet som hofarkitekt, bl.a. med ansvar for Peterskirken, som flere gange undervejs skiftede plan, og først meget senere blev fÌrdiggjort med det tredje store geni, Michelangelo, som chefarkitekt. Her er Bramantes plan.
I gruppen modsat Bramante, som manifesterede sin impuls nedad, ses denne tavle med pythagorĂŚisk tankegods, som refererer til Platons opadpegende finger.
Samme proportioner anskuet som længder af en svingende streng. Vi kalder hele længden 12. Halv strengelængde giver oktav, 6, osv. Ved at inddrage både venstre og højre side fremkommer de to sekvenser 1-2-3-4 og 6-8-9-12.
Et eksempel fra middelalderen på Pythagoras' tavle. Vore dages universiteter stammer direkte fra de klosterskoler, der blev oprettet i middelalderens 'karolingske renæssance' (navnet henviser til Karl d. Store, 742 el. -48- 814). Her var lærdommen struktureret i hhv. 'trivium' (grammatik-retorik-dialektik, disse fag blev siden til 'humaniora') og 'kvadrivium' (geometri-astronomi-aritmetik-musik, som siden blev til 'naturvidenskab' - musik blev altså betragtet som 'eksakt videnskab'!). Det er denne opdeling i fire fag, som ligger til grund for Rafaels komposition af Skolen i Athen: Til venstre: musik og aritmetik. Til højre: geometri og astronomi.
Legen med strengelængder har dybe rødder. Her ses solfége-systemets (dore-mi) fader, Guido sammen med biskop Theobaldus. Vi er tilbage i tiden fra omkring forrige årtusindskifte.
Her er en illustration fra en af tidens musikteoretiske hovedvĂŚrker, Theorica Musica af Franchino Gaffurio, kantor i Milanos domkirke og ven med Leonardo. Han er hovedperson i da Vincis musikmysterium, fordi han er afbildet pĂĽ Leonardos eneste mandsportrĂŚt, som kommer senere. Her studeres proportioner ud fra elementerne 2-3-4-5-6. Diapente: Ren kvint, 2:3 Diatesseron: Ren kvart, 3:4 Dytonus: Ren stor terts, 4:5 Semidytonus: Ren lille terts, 5:6
Mere fra Franchinos værk: Progressionen af oktaver, 1-2-4-8, udgør venstre ben, mens kvinterne (duodecimer), 1-3-9-27, udgør det højre.
På et tryk fra tyske Gregor Reisch' værk, Margarita Philosophica fra 1503, ses Boethius og Pythagoras i aritmetikkens (Gudinden Arithmeticas) helligdom. Oftest fokuseres på kampen mellem arabertal og regnebræt, men billedets dybere tema udspringer fra gudindens skød: 1-2-4-8 ad venstre ben, 1-3-9-27 ad højre.
Det Springende Punkts opdagelse, som minder lidt om Eulers regel om summen af punkter, linier og flader i pythagoræiske legemer (antallet af punkter + flader minus antallet af linier = 2). De to progressioner, styrer (stadig) hele vores fortolkning af tid og rum.... og opleves og erkendes i øvrigt klart som musik! Hyperkubussens firdimensionale virkelighed ydes naturligvis ikke retfærdighed i to dimensioner, hvor det bliver skyggen af en skygge. Det hjælper lidt at se den som animation. Søg på nettet under 'Tesserakt' eller Hyperkubus (Hypercube).
De rene proportioner er basis for såvel billedkunst som musik. Citat af Leonardo: "Og hvis du siger, musik komponeres på basis af proportion, så skal du se, at jeg har anvendt de samme proportioner i maleri." Man kan faktisk ikke undgå at 'finde noget', hvis man leder med harmoniske briller. Det er imidlertid ikke altid i dybere forstand noget som oprindeligt har været tilsigtet. Illustrationen skal mest ses som en lille leg.
... som dog naturligvis kan udvikles!
Der var i den tid ét menneske som i særlig grad havde ry for at beherske proportionernes spil i musikken, Leonardos gode ven Josquin des Prez (1450-551521). des Prez var også ansat ved Sforzas hof. Luther, som fødtes samme år som Rapfael, havde fin sans for musik og som gik til Rom til fods i 1510, sagde i et kendt citat, at andre komponister måtte indrette sig efter tonernes vilje, mens det omvendte var tilfældet med Josquin: han fik dem til at gøre som han ville!
Kyrie-satsen af Josquins sidste messe, Missa Pange Lingua (ca. 1518) er gennemsyret af 1-2-3-4 og 6-8-9-12. Messen udmÌrker sig endvidere ved at indeholde vendinger, som forudgriber den følgende tids udvikling med tonale kadencer.
I Milano blev en af Leonardos opgaver en i samtiden berømmet kolossal rytterstatue af Sforza. Her ses skitsen til støbeformen. Bronze bruges også til kanoner, og det blev det fantastiske værks skæbne i en tid, der - som allerede nævnt - også var præget af krig.
Leonardo arbejdede i Milano nærmest dør om dør med Bramante, som var en af frontfigurerne i udviklingen og beskrivelsen af centralperspektivet, som vi allerede har set på Rafaels Skolen i Athen. Leonardo demonstrerede 13 år tidligere en tilsvarende beherskelse i Den sidste nadver. Bramante var dog ikke de to store geniers eneste fælles bekendt. I Leonardos Milano-tid var en af Rafaels tætteste venner, Baldassare Castiglione, også tilknyttet Sforzas hof. Han blev især kendt for sin bog Hofmanden, hvor en dannet mands dyder beskrives, og i en tid som denne gjaldt det både musikalitet, smægtende elskovsvers og at bakse med store sten. Rafaels portræt af vennen er for den tid helt usædvanlig dyb og nøgen psykologisk skildring (ca. 1515, Rom), og skylder i øvrigt Leonardo en hel del i malestil!
Her er Leonardos milanesiske arbejdsgiver, Ludovico Sforza, fra Sforza-altertavlen, 1496
.. og her kommer så Leonardos eneste mandsportræt, som med stor sandsynlighed er Franchino Gaffurio (1451-1522). Han var kantor i Milanos Domkirke og en af tidens førende musikteoretikere. Hvis man har sans for gåder og koder, kan man jo starte med at spørge sig selv, om nodearket måske kunne fortælle noget!?
Desværre er det noget utydeligt, men sandsynligvis er der er en c-nøgle ud for Franchinos ringfinger, så de mest synlige noder er en trinvis nedgang fra c til e (frygisk modus) efterfulgt af et spring opad. Det kunne man såmænd sagtens spinde en ende over.
Der var også musik til at flankere Klippegrotte-madonnaen, som blev til i samme periode i Milano.... og hvor der peges!! ... mange har bemærket ligheden mellem englens ansigtstræk og portrættet af Gaffurio.
... Alterstykket havde malede nicher på fløjene med musikengle af Ambrogio de Predis: en grøn med lira da braccio og en rød med lut!
... og vi slipper vel ikke helt uden om det!
Franz Gnaedingers geometriske analyse af Den sidste nadvers grundlæggende geometri, et 6x12 kvadrat-netværk. Mange stirrer sig blinde på pyramidekomposition og gyldne snit, når det ret klart fremgår af overleveringen, at de grundlæggende kompositionprincipper i renæssancens malerkunst var brug af de rene proportioner - som i musikken - og hel- og halvdiagonaler (som naturligvis afføder 'pyramider').
... og som før nævnt: Man kan altid 'finde noget' i værker, som er bygget op af rene proportioner. En italiener overbeviste sig selv om, at Leonardo med brød og hænder egentlig mente noder. Ved at indtegne fem nodelinier og spille partituret bagfra, fremkommer da også en slags musik, men, men, men...!
Hvorfor ikke gå til samtidens eksperter, som nu Leonardos ven Franchino!? På dette træsnit, som stammer fra De harmonia musicorum instrumentorum, 1518, og som kunne anskues som en parafrase over Den sidste nadver, siger Franchino "Harmonia est discordia concors" - noget i retning af: "Harmoni er, når modsætninger går op i en højere enhed." Citatet viser tilbage til Heraklits "verden er en enhed af modsætninger". Som Kristus er det stille punkt i et oprørt hav af de tolv disciples hænder, er Franchino hævet over sine tolv tone-disciples konsonans og dissonans, og fordømmer ikke den mest dissonante tritonus, som synes at forråde harmonien. Hvis man tæller prim, sekunder og tertser fra venstre, er den centrale skikkelse, med ryggen til, denne dissonans, som i kraft af sin position er 'stedfortræder' for beskueren - dig og mig! Læg igen mærke til tonetal og -længder: Orgelpiber til venstre, passer til højre!
Endnu et par illustrationer fra Franchinos værker: Til venstre spilles kirketonearterne på orgel. Ovenfor en af de mest kendte: Selveste Pythagoras eksperimenterer med strenge, rør og glas. Desværre holder flere af eksemplerne ikke for et kritisk lydfysisk blik, men principperne er for såvidt gode nok, og så får vi endnu engang luftet 6-8-9-12!
... og kommer videre til en kosmologisk tavle, hvor de syv himmellegemer og fiksstjernehimlen symboliseres længst til højre. De forbindes med oktavens syv trin og kirketonearterne og længst til venstre muserne, som våger over kunstarter der kommer til udtryk gennem bevægelse (anima, sjæl). Apollon, øverst med sin lyre, er den 'ubevægelige bevæger'. Han behersker den trehovedede pythiske slange (fortid-nutidfremtid/ rummets tre retninger), og sender den ned gennem sfærerne og de fire elementer. Der er en Thalia, komediens muse, længst nede under jorden og en Thalia, en af de tre gratier (som inkarnerer ynde, skønhed, gavmildhed, charme) højst oppe ved Apollons højre hånd!
... og som punktum Franchinos kosmologiske diagram, hvis fødder udgøres af 'Pythagoræiske tavler'.
Afsluttende bemærkning: Billedmaterialet danner basis for Det Springende Punkts foredrag om renæssancens kosmologi og kreative genier med musikken som omdrejningsakse. Den ledsagende tekst er i stikordsform og yder ikke emnet retfærdighed, ligesom flere af de vigtigste pointer ikke afsløres her. Foredraget som bygger på billederne ridser også forhold op omkring Ficino, Medici-familien og det platoniske akademi: forudsætninger for den her behandlede kunst og filosofi. Diskussionen der åbnes for: Hvornår er det muligt at sige: "Som foroven således også forneden" (fra Smaragdtavlen, Hermes Trismegistos, oversat af Ficino)? Bliver new agebevægelsen med sin svælgen i kosmologiske korrespondancer og analogier til 'old age', fordi man mangler refleksion og indsigt i, hvilke begrænsninger der ligger i anskuelsesmåden (som naturligvis også har sine positive sider)?