Andreas

ANDREAS Mais Wendling

Oprindelig udgivet pĂĽ Sigvaldis Forlag, 1969

.

Denne udgave: Det Springende Punkt , Hillerød 2014 www.detspringendepunkt.dk

Andreas var 17 år, da ridder Asker giftede sig med jomfru Ingerth. Dermed var en skøn tid forbi, og Andreas tog lutten på ryggen og drog af lande.

Han gik, som stien førte ham, og så kom han til Rhinland, ind i de underlige skove, hvor

døvnælderne groede opløbent mellem de faldne stammer. Men når han nippede de hvide blomsterhoveder af og sugede den lille dråbe honning ud, var han hjemme i Danmark igen.

Han sad på stengærdet hos Ingerth, og hun havde sit guldkors om halsen. Det var kirketid, og der var ingen, der kunne finde dem, og døvnælder smagte så godt af Ingerths hånd.

En gloende middag kom han til en stor slette, hvor der lå et herberg; men han gik ikke ind, for han havde ikke flere penge. I stedet tog han lutten ud af lædersækken og stemte den, og

det varede ikke længe, før han havde en hel horde omkring sig. Han blev helt overvældet og

turde ikke se på nogen bestemt, for han plejede ikke at spille for folk, han ikke kendte, og han havde endnu aldrig spillet for penge som en gøgler. Han vidste heller ikke, hvad alle de mennesker ville høre, men da de begyndte at trænge ind på ham, tog han mod til sig og kom frem med en af sine egne viser.

Den var, som viser er flest, med rim og blomster. Ny for ham, der ikke vidste bedre.

"Det lader til han mener det," sagde en mand, der gik ned i krumme knæ for at kigge ham ind i ansigtet, "kan du mere af den slags, minnesanger?"

Andreas sad med sænket hoved; hånden hvilede på lutten, og han var langt væk for dem.

Men så var der pludselig en, der dunkede ham på skulderen: "Tør øjnene, landstryger, der er en stor herre, der vil tale med dig"

Da han så op, fik han øje på en gammel mand, en lille runken en, der næsten druknede i sit kostbare tøj; han havde ringe uden på handskerne og løftede bønfaldende de funklende hænder i solskinnet: "Ridder Kadra vil føre min dejlige Griseldis med sig, og jeg kan ikke værge hende. Vil du ikke hjælpe mig. Du ser ung og rask ud."

Andreas ville så gerne være noget, og så fulgte han med ind i stuen, hvor der sad en stor

ridder ved den ene bordende og spiste meget sultent og hurtigt. Ved siden af ham sad en ung jomfru og pudsede æbler til ham Hun så op med bange øjne, da de andre kom Ind. Ridder

Kadra så også op fra sin mad. "Sid ned," sagde han, "få lidt at leve af, inden du skal dø." Så

spiste han færdig uden ellers at tage sig af dem. Omsider lagde han nakken tilbage og målte Andreas med et smil, "Ja-ja," sagde han, "så lad os se, hvem der skal eje den skønne Griseldis."

Alle gæsterne fik travlt med at slæbe bænke ud på den store plads og forsyne sig med kunder og krus.

Der blev hamret kæppe ned i jorden og hængt kapper over som solsejl.

"Du skulle aldrig være gået med til det," sagde kroværten og trak Andreas lidt til side, "han regner med at gøre det af med dig som ingenting, ellers ville han nok have slået mave først, efter alt det, han satte til livs. Og hugger han ikke hovedet af dig, så går i hvert fald fingrene.

Du kommer aldrig mere til at holde på en lut."

Andreas vejede sværdet i hånden og gik fra ham uden at svare.

Nu havde den gamle mand og jomfruen fået plads i et par stole fra storstuen, og allersidst kom ridder Kadra ud, gnavende på et af æblerne.

Så begyndte da tvekampen. Jorden støvede op af græsset omkring dem og strimede deres svedige hud. Andreas smagte salt og støv, hans hud var kold, men indvendig brændte han, og pulsen dunkede rødt i ørerne. Han så, at den lille jomfru fulgte ham med øjnene henne fra sin skyggefulde plads.

Hvor længe det varede, havde han ingen fornemmelse af, men pludselig så han ridder Kadra ligge i græsset og stønne og bede for sit liv. Selv stod han med et hug under øjet og tog efter vejret. "Nu ser du vel, hvem Griseldis tilhører," sagde han og stak sit stumpede sværd i bæltet.

Men ridder Kadra lagde hovedet tilbage i et vældigt grin og sprang op uden hjælp. Og alle gæsterne lo, da han trak fletningerne af den unge jomfru, og den gamle mand lo og rettede sig op, idet han slog den kostbare kappe til side for gøglerdragten. Kun drengen i jomfrukjolen så ned i jorden.

"Se!" råbte ridder Kadra, "der kommer jo den skønne Griseldis, som du har kæmpet for."

Andreas vendte sig om. Bag ved ham stod en lille grå hest.

Uden at sige et ord, gik han hen efter sin lut. Men da han tog den op, mærkede han, at den lille grå hest var fulgt efter ham. Latteren brølede omkring ham som et mareridt.

Så smed han sig på hesten og huggede hælene i siderne på den. Han fulgte ingen vej, blot tværs over sletten og ind i skovene.

Og det rasende ridt endte hovedkulds ned ad en skumrende skråning med kvas og bregner.

Lutten fløj ud over hans hoved og blev borte.

Andreas blev liggende med hænderne for ansigtet og hørte den lille hest pruste og sparke sig på benene neden for skrænten. Der var også en ugle, der skrikkede et sted. Ellers var skoven stille og klam.

Men så på én gang - pludseligt, som det kan ske i drømme - var han ikke alene mer. Han vidste ikke sikkert, om han havde hørt noget, men da han tog hænderne fra ansigtet, så han lidt oppe på skrænten en mand i en støvblå kappe, en ridder på en dejlig, brun hest.

Manden havde også set Andreas, og han svang sig ned og kom hen til ham; han bøjede hans hoved bagover og så på skaden. "Der var du nær blevet enøjet," sagde han, "hvad er du for en knægt?"

"Andreas."

"Jeg er Maximilian, søn af Gardarus på Birting," sagde ridderen.

Maximilian fik den sølle knøs i sadlen igen og fandt hans lut i bregnerne, og så red de en god stund endnu. Til sidst kom de til en flod, der løb dybt nede i langsomme slyngninger.

"Nu er vi hjemme," sagde Maximilian, "derovre ligger Birting."

Landet på den anden side var skov, så langt man kunne se, men inde på en klipperyg lå en

stor grå borg i det sidste lys fra vesthimlen. Nede i skyggerne førte en bro af stenbuer over

vandet, og da de var midt på broen, blæste Maximilian i sit horn for at melde deres komme.

De red, op gennem skoven, der blev mere og mere spredt, og endelig lå borgen foran dem på den nøgne klippe. Porten var åbnet, så de kunne ride lige ind, og så snart de var inde, blev der lukket bag dem.

Andreas stod med armen ind over halsen på den lille hest og hørte stemmer og trin tørne imod langs murene; men så stilnede lydene, som om der groede mos på alting, og han kom gennem

et blødt tusmørke med mange trapper og sad til sidst med lukkede øjne I en lille stue.

Maximilian var der også og tog sig hårdhændet-forsigtig at såret i kinden. Der duftede stærkt

og bidende af tørrede urter, og Andreas hørte de tykke salvekrukker skure mod hinanden, når Maximilian ledte imellem dem.

Siden sad han forknyt over aftensbordet med en gabende smerte i såret. Maximilian spiste uden at sige noget, og der var ikke andre end de to i salen. Ridder Gardarus var på rejse med sine elleve kæmper. Andreas gjorde sig meget store tanker om ham og frøs bare ved synet at hans tomme stol.

De næste dage gik Andreas om på Birting med hænderne trukket op i ærmerne og med en

stor forbinding om sit fortumlede hoved. Udenfor stod skovene i et susende slør at regn, og han frøs tit og tyede ned i staldene, hvor han syslede med ridetøjet og blev veltilpas ved at gøre en smule nytte. Maximilian viste sig kun en gang imellem, men det skete, at han bad Andreas om at spille, og han ville også nok høre nyt udefra.

Således gik der tolv dage, og såret i kinden lukkede sig.

En aften stod de oppe på Birtings højeste tårn og hørte blæsten komme dragende hen over skoven langt borte fra. "Vil du blive her og være min følgesvend?" spurgte Maximilian. "Det vil jeg gerne," sagde Andreas.

I det øjeblik hørte de et skovhorn ovre på den anden bred. Ned ad den mørke skrænt kom mange fakler; de drog ud over broen og spejlede sig i det brede vand. Maximilian svarede rytterne med sit horn, og ildglimtene bevægede sig op gennem skoven, der grønnedes, hvor de red frem.

Det var Gardarus, der vendte hjem med sine elleve kæmper. Deres kapper var sodet af

faklerne, og soden skinnede i deres ansigter. Maximilian og Andreas kom ned i gården, og Maximilian gik frem for at holde stigbøjlen for sin far; men da så Gardarus Andreas.

Uden at tage øjnene fra ham rev han faklen ud af den nærmeste hånd og løftede den lige imod ham. Andreas veg tilbage for hans øjne.

"Hvem er han?" spurgte Gardarus.

"Det er min følgesvend Andreas," svarede Maximilian.

Men Gardarus rettede sig op i en forfærdelig vrede. "lkke så længe jeg råder her," sagde han.

"Skal han bort, rider jeg med," svarede Maximilian.

Det fik Gardarus til at besinde sig. "Lad os gå ind," sagde han.

De gik ind i stensalen, og der blev dækket bord til Gardarus; men han spiste kun lidt, og da han havde spist, kaldte han Andreas hen til sig.

"Du er jo nok uskyldig," sagde han, "for du kan næppe vide tilkommende ting. Men det er blevet sagt mig, at en følgesvend skal drage en ulykke over min søn. Derfor må du bort," "Med min gode vilje skal jeg ikke skade ridder Maximilian," svarede Andreas lavmælt.

Gardarus betragtede ham længe. "Du har et sår i kinden," sagde han, "og jeg skulle kende følgesvenden på hans sårede ansigt. Således blev der sagt."

"Hvem sagde det?" spurgte Maximilian vredt.

Gardarus målte ham et øjeblik og svarede: "Mester Alberich af Rewol, han der bor i det land Munecteom øst for Nethafloden."

Men navnet skræmte ikke Maximilian. "Et sår er et dårligt kendetegn," sagde han, "hvermand har fået skrammer i sin læretid."

"Ridder Gardarus," sagde Andreas, "lad mig rejse til Mester Alberich og spørge ham selv, om det er mig. Hvis I vil sige mig vejen, tager jeg af sted med det samme."

"Jeg takker dig for din gode vilje," sagde Gardarus, men bliv her natten over. I morgen skal du få rejsekost, og jeg skal ridse et kort for dig, så du ikke farer vild,"

Andreas sov ikke meget den nat, og så snart han hørte folkene nede ved staldene, stod han op og gjorde sig rede til rejsen. Inden han var færdig, kom Gardarus selv ind til ham og gav ham en tavle med et indridset kort. I dagslyset så han anderledes ud; øjnene var ikke så skinnende hvasse.

"I bærer de samme støvede klæder som i går," sagde Andreas, "I har siddet oppe i nat for min skyld."

"Ikke for din skyld alene," svarede Gardarus.

Han var igen i de store skove og red i mange dage. Det var solskin, og han red helt alene i sine egne tanker.

Stien blev til en jordvold mellem to søer, hvor sivene groede højt. Det var midt på dagen og

helt stille. En flok ænder blev skræmt op og strøg baskende hen over søen og ind i skoven.

Der lå et lille lavt tårn derinde, men det var ikke mester Alberichs tårn, og der var langt til Nethafloden endnu.

Om aftenen nåede han til en dal, hvor der lå en by ved bredden af en rolig flod. Der var ingen mure og volde om, kun hegn af kaprifol og hvide blomster, der duftede og lyste i

skumringen. Han red som gennem en stor have og kom ind i gaderne mellem rige og fornemme huse. Dørene stod åbne i den lune aften, og der var dejlig musik og lys i vinduerne.

Nede ved floden stod folk i glade klynger og så ud over vandet, hvor både med tjæreblus i stavnen sejlede omkring. Og ude på broen vrimlede det med folk, som dansede kædedans fra

den ene bred til den anden. Men det var ikke Nethafloden, og der var langt til Mester Alberichs tårn endnu.

Nogle af folkene kom hen til ham og indbød ham ivrigt til at være med. Men da han havde

set lidt på sommerfesten i den dejlige aften, drev han hesten over broen, ind og ud mellem de

dansende, bort gennem haverne på den anden side og op af den lune dal, op i den onde kulde.

Sent den næste aften hørte han langt borte fra en brusende, vedvarende lyd; og som han red frem, blev skoven bar og fattig og holdt til sidst helt op. Skrænterne ned til Nethafloden var kun gult og sort grus. Floden væltede sig skummende hen over stenene og førte store stammer med sig. Over den kunne ingen bro føres.

Andreas holdt stille og målte, hvor langt der vel kunne være til den anden bred. Han ville så gerne være noget, og han ville ikke vende hjem til Birting med uforrettet sag. Så styrede han sin hest ud i vandet.

Men floden var som vinter, og den skyllede højt op om hans skuldre og tog vejret fra ham.

Han blev revet af sadlen og ført af sted mellem de tumlende stammer. Han gik under.

Da kom der et prustende hoved gennem vandet, og han kendte sin lille grå hest og slog armene om dens hals. Hesten var vild i øjnene, den svømmede og kæmpede, dukkede for

stammerne og stred sig over. Da den omsider plantede sine lave ben på den anden bred, slap

Andreas sit tag og blev liggende som død på jorden, mens vandet løb ud af hans næse og mund. Men hesten blev stående og nappede småt til ham, indtil han satte sig over ende.

"Så er det vel bedst at se, hvor vi nu skal hen," sagde han. Men da han ville tage kortet frem, opdagede han, at floden havde taget det.

Han blev siddende og frøs en tid, indtil kulden blev ham for stærk. "Vi må jo se at komme i hus," sagde han modløst, "hvis der da bor andre end Mester Alberich i det her land."

Skrænten var for stejl til, at han kunne ride op ad den i mørke, og han begyndte møjsommeligt at klavre op i det løse grus. Midtvejs oppe fandt han en jævnere hulvej og kom omsider op på en stor hede med tynde træer. Han satte sig op på Griseldis og lod hende gå, hvor hun ville.

Hun travede af sted hele natten, og i den grå morgen nåede de et højland, hvor store blokke ragede op af ler og grus. Stride, sorte buske med blåduggede bær lå hen ad jorden; Griseldis nippede til dem, og Andreas spiste dem også, selv om de var så sure, at det hvinede i tænderne.

I løbet af formiddagen blev det regn og bidende blæst, men da havde Andreas allerede fået øje på tårnet langt borte på et højdedrag. Han trak ærmerne ud over fingrene og knyttede hænderne om tøj og tømme. Bare lidt endnu, så var han i hus.

Opad og opad travede den lille hest, stampede igennem ler og regnstrømme, der silede ned

over stenene, og endelig blev der læ. Den susende regn stilnede om dem; de stod ved foden af Mester Alberichs tårn, og lange dryp plaskede ned fra murkronen.

Andreas lod sig glide ned på jorden og så op ad muren. Porten sad højt oppe, og der var ingen trappe op til den. Men som han stod og grundede på, hvordan han skulle komme ind, hørte han nogen skyde bommene fra indenfor og så porten åbne sig og en stige blive skudt ned. Han vendte sig om mod Griseldis, men hun var der ikke mer.

"Kom op, Andreas," kaldte det oppe fra porten, og så huskede han på sit hverv og klatrede op ad stigen.

Der stod tre mænd oppe i portrummet; de to holdt i stigen, og så snart han var inde, trak de den op og lukkede porten. i halvmørket så Andreas, at den tredje gav ham tegn om at følge med, og de gik opad en stentrappe, der snoede sig i en tyk, rund søjle.

I det rum, hvor de kom ind, var der et underligt lys, og Andreas så, at det kom fra et stort vindue af det klareste rav. Regndråberne løb ned ad det udvendig og slørede udsigten.

"Kom hen til ilden og varm dig," sagde manden, "om lidt skal du få noget at spise." Andreas forstod, at manden måtte være Mester Alberich, og så af og til hen på ham. Han var klædt i fløjl, hvis farve skiftede i folderne som solens skin i havet. Han havde sat sig i en stol nær

ilden og dryssede krummer ned i en skål, hvor der svømmede to små røde fisk. Når han holdt fingrene helt ned til vandoverfladen, steg fiskene op og snappede krummerne, og han smilede ganske lidt. Det syntes, som om han havde glemt sin gæst. Først da Andreas havde spist den mad, som en af mændene bragte op, vendte Mester Alberich sig imod ham og spurgte om hans ærinde.

"Siden I kendte mit navn, ved I nok også, hvad jeg vil," sagde Andreas.

"Jeg kan ikke have alting i hovedet på én gang," svarede Mester Alberich, "men jeg tænker, jeg ved lidt om dig. Du har jo et sår under øjet."

Andreas rejste sig op. "Sig mig det, Mester Alberich, er det mig, der skal bringe ulykke over ridder Maximilian?"

Vismanden begyndte igen at drysse krummer ned til de røde fisk. "Dit tøj er næsten tørt," sagde han, "gå rundt i tårnet og se dig om. En af mine mænd skal følge dig. Se på mine skatte og læs i mine bøger, hvis tiden falder dig lang, og husk på, at vi har en streng nat for os."

Det meste af dagen gik Andreas omkring i det store tårn sammen med en af mændene. De steg dybt ned under jorden, og frem af mørket gnistrede ridetøj med ædelsten; kar og fade og ringe glødede med buede sider, og skønne våben lynede med blå klinger og fremmede ornamenter. De kom op i en stor sal med udskårne bjælker i loftet og mange skabe af

sjældent og duftende træ, hvor Mester Alberich, gemte sine bøger. De steg op ad trappen i den runde søjle og så mange andre rum; kun én dør gik de forbi, og endelig nåede de ud på den øverste, flade tinde, der endnu var våd af regnen. Langt borte kunne Andreas se Nethafloden som et tåget strøg, der skjulte skovene på den anden side.

Han vendte så tilbage til salen med de mange bøger og sad ved et vindue og læste, lige til det

blev mørkt. Så kom manden og hentede ham ned i stuen med ravvinduet, hvor der stod mad til ham. Mester Alberich var der ikke, og manden gik også; men noget efter kom han tilbage, og Andreas fulgte med ham op i tårnet til den dør, de før var gået forbi.

Han blev lempeligt skubbet indenfor i mørket, og døren blev lukket bag ham.

Et sted i mørket gik en anden dør op, og Mester Alberich kom ind med et tykt lys, som han

stillede fra sig på en bjælke. Andreas så, at rummet var temmelig lavt; Mester Alberich nåede næsten til loftet. Han bar ikke mer den lange fløjlsklædning, men stod i en gråhvid kofte som en ganske almindelig mand.

"Nu er det tid til at tage ved," sagde han, "her skal du være i nat."

Andreas så sig om; han skimtede ligesom et stort, tungt hjul af træ med en underlig

bjælkebygning ovenpå, der forsvandt op i mørket gennem et hul i loftet. "Er det en kværn?" spurgte han.

"Det kan du godt kalde den," svarede Mester Alberich, "den hører til mit spilleværk. Kom, skal du se."

Han tog lyset og gik hen i en krog, hvor en stige førte op gennem en lem. Andreas fulgte

efter og stak hovedet op i et højt og koldt loftsrum. En skov af bjælker og skygger voksede op

i mørket, og lyset ramte de blankslidte indersider af uendelig mange klokker, store og små i sindrige rækker og grupper.

Mester Alberich gik helt op og åbnede lugerne mod alle verdenshjørner. "I nat skal vi arbejde," sagde han, "jeg skal finde svaret il dig; men så må du trække mit spilleværk imens, for ellers tænker jeg ikke godt."

"Der hvor bjælken er slidt, spænder jeg dig for," sagde han, da de var kommet ned igen, "og så går du rundt med hjulet og hører mine syv sange deroppefra. Du vil få dem at høre mange gange."

"Det bliver tungt," sagde Andreas.

Mester Alberich nikkede. "Lige for lige," sagde han og spændte ham fast. Han stillede lyset på gulvet og ville gå; men Andreas kaldte på ham.

"Der var en ting mere, jeg ville spørge om," sagde han bønligt, "der er en frue i Danmark.

Hun blev ikke min; men hun er så meget i mine tanker. Hvad skal der blive af os?"

Mester Alberich gik atter hen til døren. "Se til, du holder længe ud," sagde han, "så skal jeg gøre mit."

Så såre han havde lukket døren efter sig, lagde Andreas sig fremefter; men det store hjul var

ikke til at rokke. Hvis han ikke havde set de slidte klokker, ville han have troet, at spilleværket var rustet fast, fordi ingen havde brugt det i mange år. Nu kastede han sig fremefter igen og igen, og endelig knagede det i hjulet, og han kom et skridt fremad. Det var

tungere, end han havde forestillet sig, og han turde ikke tænke på de mange timer, han havde foran sig.

Skyggerne drejede sig hen over væggen, blev tykke, blev smalle, segnede, voksede, krydsede hinanden og skiltes, og ovenover begyndte klokkerne at runge og klinge. Det hjalp ham. De syngende tunger lokkede ham, og hjulet blev lettere. Gang på gang kom sangene igen, han kendte dem og sang med på dem.

Men det varede kun en tid. Han blev for åndeløs til at synge, benene ville ikke mer, og hjulet gik næsten i stå. "Ingerth, Maximilian," sagde han højt, "Ingerth, Ingerth." Et skridt, et til.

Hjulet kom i gang, skyggerne rørte sig igen.

Ja, de rørte sig, de drejede og segnede, blev brede og blev smalle, på gulvet, på loftet, på væggen rundt og rundt. Og gulvets sten blev bløde, det var som at vade i dybt sand, kun bjælken over brystet var hård og tung. Og klokkerne dansede og dinglede, de brølede og lo. Og

sangene flød sammen i en tyk ringen med dumpe ryk i stablernes træværk. Ingerth, Maximilian.

Lyset var brændt ned, og den nye dag krøb ned til ham gennem loftslugen, da en af mændene kom ind og spændte ham fra. Spilleværket standsede et sted i den fjerde sang, og stilheden slog

ham omkuld. Men manden rejste ham ganske roligt op og ledte ham ned ad de mange trin til Mester Alberichs stue.

Mester Alberich sad i den gråhvide kofte og spiste med lukkede øjne; men da de kom ind, så han om efter dem og nikkede god morgen.

"Er det mig, er det mig?" spurgte Andreas ude af sig selv.

"Sæt ham ned," sagde Mester Alberich, og manden førte Andreas hen til en stol og gik nedenunder.

"Ja, det er dig," sagde Mester Alberich, "og det kunne jeg godt have sagt dig i går; men nu kan jeg sige dig mere end jeg kunne til Gardarus. Du skal bringe en ulykke over Maximilian, medmindre du vender den mod dig selv."

Andreas stirrede tomt på ham. "Ingerth?" spurgte han.

"Så meget ved jeg," svarede Mester Alberich langsomt, "at selv om du er redet af lande, har du ikke set hende sidste gang."

Andreas borede knoerne ind i øjnene og rokkede fra side til side. "Det kommer ikke så vidt, for nu dør jeg," sagde han, "de klokker har splintret mit hoved."

"Du er ikke mere døende, end jeg var, da jeg kom ned til morgen," svarede Mester Alberich med sindsro, "spis og sov. Det hjælper."

Andreas blev endnu en dags tid i tårnet; så var han frisk igen, og en morgen blev stigen sat ud.

Han tog afsked med Mester Alberich og klatrede ned på jorden. Griseldis stod dernede og ventede på ham.

Det var stille vejr, mens Andreas red gennem Munecteoms land. Solen stod bag ved skyerne, og skyggerne på jorden var næsten usynlige. Andreas lod Griseldis bestemme farten; selv om han

var udhvilet, var han underlig spag som efter en lang feber. Han sad slapt i sadlen og grundede over Mester Alberichs ord.

Lyden af den vilde Nethaflod vækkede ham af hans tanker; Griseldis stod stille oppe på

skrænten og ventede på, at han skulle bestemme sig. Med forundring så han, at ingen træstammer kom drivende, så langt han kunne se, og da han red ud i vandet, mærkede han, at strømmen nok var rivende, men vandet var ikke koldere end så mange andre floder.

Denne gang bestemte han sig for at overnatte i byen med de dejlige haver. Men da han red ned i dalen, fandt han kun et vadested med nogle små huse. Han standsede ved et af dem, som lå bag en filtret hæk af bukketorn og kaprifol; en gammel kone sad udenfor under tagskægget.

“Var her ikke midsommerfest for nogle dage siden?" spurgte han.

Hun så vist på ham og nikkede et par gange: "Joh, det var her nok, Andreas. Og hvis du havde standset her og danset her, ville der have været fest endnu til din ære. Al den skønhed er kun til, hvis du vil den."

Andreas dukkede sig og red over vadestedet; han sørgede noget over den skønne by, men snart efter tænkte han igen over den onde lykke, som skulle ramme enten Maximilian eller ham selv.

En middagsstund, da han ikke var langt fra Birting, hørte han nogen kalde, og han så Maximilian komme ridende ned over en åben skråning i en sky af støv og solskin, To store, smidige hunde fulgte ham og for halsende frem.

Gensynet slog ud som en ild af glæde i Andreas' sind; men samtidig gruede han for at fortælle, hvad Mester Alberich havde sagt.

Men Maximilian spurgte slet ikke. "Det er godt at se dig igen, sønnike," sagde han, "og du har både arme og ben med hjem."

Da de kom til Birting, fulgte han med Andreas op i stensalen, der lå solforladt med ubevægelige faner ned fra hvælvingerne.

"Er det så dig, Andreas?" sagde Gardarus. "Ja, det er mig," sagde Andreas.

Men Maximilian havde set kniven og kastede sig imellem, så faderen tumlede tilbage mod bordkanten. Ingen sagde et ord.

Gardarus satte sig, beskæmmet og rystet.

"Så skal det vel være sådan," sagde han lidt efter til Andreas, "sandt at sige synes jeg selv om dig. Men mit sind er delt. Din bestemmelse gør, at jeg må sky dig."

"Ridder Gardarus," sagde Andreas tøvende, "jeg fik også at vide, at ridder Maximilian ville gå fri, hvis jeg vendte ulykken mod mig selv."

"Du har fået hårde vilkår," sagde Gardarus, "og kan du bære dem, har jeg heller ingen ret til at kny."

En augustdag året efter, da Maximilian og Andreas vendte hjem fra et strejfridt, så de nogle fremmede svende ude i sommerfolden med en flok støvede heste; en af de elleve kæmper stod hos dem.

"Gæster i gårde," sagde Maximilian glad, "sørg for hestene, Andreas." Han svang sig ned og løb ind gennem porten.

Andreas tog den Brune ved tøjlen og red langsomt hen mod folden. Han frøs. Han så en af mændene stå med et dækken over armen. Det var svært og kostbart arbejde, der glimtede af

metaltråde, og han kendte kun alt for godt det danske klovåben: herr ridder Asker og fru Ingerth.

Svendene hilste på ham; det var ridder Askers folk, og han kendte ingen af dem.

Det lod til, at ridder Asker var blevet syg på rejsen. Andreas bad til, at han rejste alene – i kongens ærinde måske.

Men da han trådte ind i gården, så han Maximilian stå der i den klare dag og tale med Ingerth.

Så gjorde han omkring, inden hun havde fået øje på ham, og flygtede ned over klipperne,

gennem skoven og helt ud på broen. En tid lang stod han rådvild og stirrede ned i det glidende vand, vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv. Til sidst listede han tilbage til

sommerfolden. Svendene var der ikke mer, og han satte sig i solen fladt på jorden og rev ørkesløst nogle græstotter op. Griseldis kom luntende og troede, de var til hende, og han lod hende ligegyldigt spise af hånden. Så blev hun stående ved siden af ham og småsov, og de

andre heste sov i den flimrende middagshede. Andreas sad med optrukne knæ og gloede blindt ned for sig.

- Det trak ud med ridder Askers sygdom, og Andreas kunne ikke blive ved med at skjule sig for Ingerth. En aften kaldte Maximilian ham ind for at spille, og han kom ind i stensalen, nyvasket og gråhvid i kinderne.

Ingerth kendte ham med det samme, og hendes hånd for op til guldkorset, men hun sagde ikke noget.

Andreas hørte ikke meget af, hvad Maximilian sagde, og han spillede som i søvne og kunne ingen ord huske.

- Til Birting hørte en have, som lå inde i skoven. Det var ikke til at sige, hvor skoven holdt op og haven begyndte, for blomsterne skød op hist og her langt inde mellem træerne, og buske med dryppende klaser groede i underskoven, og midt inde i haven stod skovtræer som søjler og bar deres susende hvælvinger over bedene.

I sensommertiden blussede roser og røn, og brombærvildnis duftede under træernes skygge.

Om morgenen var det stille vejr, og luften var fuld af blinkende spind. Op ad dagen drog blæsten hen under en stormblå himmel og bruste i de store træer; men haven lå så trygt nede i skovbunden; det svajede kun lidt gennem de spinkle rønnetræer. Og aftenen kom igen med stille, og mørket gemte Birtings have i sin hule hånd.

Det var en sådan aften, at Andreas gik sin egen sti med lutten på ryggen og kom ind i haven.

Han vidste nok, hvor han var, og stod en tid og lyttede frem i det grønne mørke.

Så hørte han, hvordan det ringlede derinde, i rytme som en rolig gang. Og nu så han også en kvinde komme gående; hendes kjole var mere sort end rød, det røde var kun som en ulmen i

folderne, en glød, der ustandselig vågnede og døde, når hun gik. Kjolen slæbte i det dybe græs, og nøglerne ringlede fra hendes bælte.

Ingerth var det, nu kendte han hende på håret. Hun så også ham og standsede.

"Andreas," sagde hun.

"Jeg vidste ikke, du var her," sagde han, "det var godt, jeg gik herned."

"Vil du mig noget?" spurgte hun.

"Ja, være hos dig," svarede han.

Ingerth smilede. "Du er ligesom du altid har været."

"Det er du ikke," sagde Andreas alvorligt.

Hun så ned og legede med nøglerne. "Og du er blevet minnesanger," sagde hun. ,Følgesvend kalder de mig," sagde Andreas, "det andet kommer måske."

"Minnesangere lever af at længes," sagde Ingerth, "ønsker du det?"

"Du må ikke spørge mig på den måde," sagde han.

"Vil du helst, at jeg går?" sagde hun, men han standsede hende stumt og vildt og holdt hende fast.

Hun gjorde egentlig ingen modstand, blev bare stille og forsvandt for ham, og han tænkte, at han havde forskrækket hende, og blev meget angerfuld.

"Jeg gør dig jo ikke noget," sagde han, "kom, sæt dig på stenbænken, så er du dronningen i de underlige skove ligesom dengang hjemme."

"Vokser du aldrig fra dine lege," sagde hun mildt, men fandt sig i, at han ordnede hendes kjole og lagde en rose i hendes skød.

"Vores lege," sagde han.

Hun var lige ved at græde, men han så det ikke.

Nu skal jeg opfylde Mester Alberichs spådom.

Han lovede mig et gensyn, men han sagde mig ikke, hvordan det skulle blive. Det bliver min egen sag at bruge det ret eller forspilde det.

Han tog lutten af skulderen og stemte den, stod med lukkede øjne næsten i svimmelhed, mens leg og spådom flød sammen for ham. Kun lutten i hans hænder var virkelighed.

Så trådte han meget rank hen foran hende med lutten mod sit bryst.

"Du ophøjede dronning over alle skove, hvor jeg færdes, vil du tage imod mig og være min frue? Jeg ejer en lut og en hest; det er et sølle tilbud til en dronning. Men kan du tage imod mig, sådan som jeg er, så skal du få min kærlighed og sangene i min lut - og kan du ikke, skal du få det alt sammen alligevel."

Ingerth bøjede hovedet og kunne ingenting svare; hun kom til at ryste over hele kroppen.

Andreas havde taget et greb i lutten, og en brudt og skøn akkord løftede sig mellem træerne.

Den blev hængende oppe under bladene og voksede for hans øren, som om den kom fra umådelig mange klokker.

Så var han igen i stensalen, den første aften, da Maximilian kaldte ham ind, og alle de ord, som flygtede den aften, hver gang han prøvede at gribe dem, de samlede sig nu, så han selv næsten undrede sig over at det var så enkelt.

Siden jeg drog af lande så jeg ikke sommeren mer.

Linden rækker sin krone af fuglesang op i himlen, morgenlyset lokker rådyrene ud i engene, og fiskenes skygger flimrer i stimer hen over flodens bund.

Al verden står i frodighed omkring mig.

Det minder mig om så mange tanker, og jeg mærker ikke sommeren.

Jo, jeg mærker den!

Al verden står i frodighed.

Al verden.

Men jeg er en døvnælde, der har mistet sin rod.

Hvad hjælper mig rosens duft og lindens skygge nattergalens sang og rådyrenes leg?

Selv flodens vand kan ikke redde mig nu.

Jeg kan ikke glemme stengærdet solen imod mine øjenlåg og åens lyd, mens den silede sagte forbi os.

Som stengærdet tier, tier jeg med dit navn, høje frue.

Men jeg er en døvnælde med lukkede øjne, og du var solen mod min hud og den svale å, når jeg var tørstig.

Siden jeg drog af lande, så jeg sommeren alt for klart.

Ak, døvnælde, hvor kan du vente, at solen skal standse ved dig, fordi du fryser?

Og venter du, åen vil vende sin strøm, fordi du visner?

Hun huskede, hvad der hørte til legen. Nu skulle hun rejse sig og skænke ham rosen som tegn på sin gunst. Men hun gav sig til at græde og slog armene om hans hals. "Hvorfor finder du ikke en anden, som vil være din frue og give dig hele verden og sit hjerte og døvnælder på stengærdet."

"Og det spørger du om," sagde Andreas.

Hun bare græd.

Langt om længe blev hun stille og rettede sig op; så løftede hun kæden med guldkorset over sit hoved og hængte den om hans hals.

"Hvad gør du dog?" hviskede han.

"Å, du skulle have haft meget mere," sagde hun brudt; et øjeblik blev hun stående med hænderne hvilende mod kæden på hans bryst, inden hun pludselig gjorde omkring og løb ind i skyggerne. Han hørte stadig nøglerne ringle, da han ikke længer kunne se hende.

De næste dage så han hende ikke meget, og hun undgik hans blik og talte ikke med ham; men han trængte ikke ind på hende. "Hun elsker mig endnu," tænkte han, og utallige gange, når

ingen så det, tog han guldkorset frem og lukkede det inde i sine hænder; "hun holder af mig endnu, men hun tilhører ridder Asker, og jeg må ikke friste hende."

Omsider kom ridder Asker oven senge og hastede med at komme videre. Andreas hjalp til i staldene og ordnede seletøjet til Ingerths hest; han var meget trist og ligesom ikke rigtig vågen.

Han vågnede først, da de var redet af gårde, og han og Maximilian stod uden for porten og så efter dem. Ridder Asker så sig flere gange tilbage, men Ingerth slet ikke.

"Aldrig mere," sagde Andreas.

"Aldrig mere hvad?" spurgte Maximilian. "Fru Ingerth," sagde Andreas.

Maximilian smålo. "Har du allerede glemt den danske frue, som fik dig til at løbe af lande?"

Nu var rytterne ude af syne.

"Nej -" svarede Andreas hen for sig, "- det var jo hende."

Nu lo Maximilian ikke mer. Og de gik ind.

Det blev vinter, næsten inden sensommeren var forbi. Kulden kom piskende ned i skoven på en eneste nat og plyndrede den for blade og fuglesang. Der var ligesom blevet langt mellem stammerne, men alligevel ikke lysere.

Gardarus drog ud på jagt, som han plejede, og også Maximilian red ud; men han holdt den vildeste færd over bakker og sænkninger, så ingen kunne følge ham; de hørte ham råbe langt borte og blæse i sit horn, og når han kom tilbage, var hesten i ét skum og havde blodige øjne.

Noget synderligt bytte havde han aldrig med.

Floden blev islagt. Først var det kun en tynd, klar skorpe ved morgentide, der slap inde ved bredden og drev i kvas mod bropillerne. Siden blev isen tyk og hvid og skruede sig ind under broen og op over land. Den stod der uge efter uge, og alting var begravet i sne og stille.

Andreas fandt sig godt til rette med vinteren; han kunne spille som aldrig før, og Maximilian hørte gerne på ham og viste sig snart mere som en ven end som en herre. Han gav sig til at

øve Andreas i våbenbrug, og knøsen veg først tilbage for at bære våben imod ham, men siden kom han over sin angst og tænkte ikke hvert øjeblik på Mester Alberichs spådom.

Selvfølgelig gik det ikke for sig uden skrammer, men når det gik hårdest til, lo Maximilian; han var tilfreds med de fremskridt, Andreas gjorde. Som regel øvede de sig i stensalen, og klingerne skar og susede, så det sang under de stille faner. Skoene peb hen over gulvet, et gisp nu og da. Skoven derude var stivnet og stum.

Gardarus vidste om deres øvelser, men forbød dem ikke. Det hændte flere gange, at han kom ind og så på dem, og en sjælden gang greb han ind og rettede dem. Skønt han var noget til års, var der ingen på Birting, der kunne måle sig med ham, end ikke Maximilian.

Men Andreas var to. Bagefter, når de havde lappet hinandens rifter, kunne han sætte sig hen med sin lut og spille sig langt bort fra de andre.

Jeg ved en skov så underlig med gærde af sten omkring; nøglerne hænger på rosenbusk, og stien fører i ring.

Høje træer grønnes i sol, deres kroner er svale og brede; men rosen hun står i nattens dug, hendes blade er brændende hede.

Svenden han rider i skoven, han bærer sit hjerte i skygge, for han må længes al sin tid, så underlig blev hans lykke.

Det ville Maximilian ikke forstå. "Det er løgn, sønnike," sagde han, "ikke al din tid; men det, lyder jo meget godt i verset."

I vintermånederne red de næsten aldrig ud, men da tøvejret endelig satte ind, havde Maximilian ingen ro på sig mer. Han red, til både Griseldis og den Brune var ved at styrte, og sov næsten aldrig.

En dag i april styrtede han selv, men gjorde sig straks fri af hesten. "Bare du havde haft din lut med," sagde han, "så kunne du have gjort en nidvise over en højbåren græsrytter."

Men da de skulle videre, gav han sig lidt; efterhånden blev han mere og mere tavs og lod hesten gå ganske tilfældigt. "Det er lige hårdt nok at holde sig i sadlen," indrømmede han til sidst, "det skurer sådan herinde. Der må være noget brudt. Hvor er vi henne, Andreas?"

"Ikke så langt fra jordvolden mellem de to søer," sagde Andreas, "der ligger en rest af et tårn inde i tykningen."

"Så lad os i himlens navn komme derhen!" brast det ud af Maximilian, og sveden begyndte at sile ned ad hans ansigt, "jeg er syg som det bare djævelskab." Han bandede indædt resten af vejen.

Der var ikke meget andet end en jordkælder tilbage i tårnet, og vandet fra den smeltede sne stod endnu over det meste af gulvet. Men Maximilian kunne ikke ride længere, og Andreas

samlede kvas til ham og lagde sin kappe og den Brunes dækken over. Maximilian sagde ikke meget, da han først lå ned; han så hen efter den Brune. "Tag hende med som skift," sagde han, "hvis hun da orker mere."

Det så det ikke ud til, men Griseldis luntede beredvilligt hen til Andreas. Hendes lange grå ansigt så mærkelig klogt ud, så det næsten gjorde ham bange. Men han gav sig ikke tid til at tænke over det.

Af sted jog han langt uden for alle stier. Det mørknede hurtigt, men han kendte Birtingskovene for godt til at standse, og Griseldis for af sted, så stammerne hvinede om dem.

Det var ligesom hun ikke rørte jorden.

Det var vel noget over midnat, da de kom til en stor sænkning, og oppe fra skrænten så han et bål dernede, der flammede højt op og lyste på en fem-seks mennesker og deres heste.

Da han kom nærmere, så han pludselig den glimtende, metalsyede klo på et af hestenes dækkener. Hans øjne for hen over skaren, men de var alle sammen mænd, og en af dem råbte: "Det er jo den danske knøs. Så må den lange Gardarussøn også være i nærheden."

Ridder Asker sprang op og for frem som en trold. Bladene hvæsede om hans fødder, og ilden

skimede igennem hans hår. Han rev Griseldis' tøjle til sig, og mændene var lige efter og styrtede Andreas af sadlen, så han ikke nåede at tage for sig. Da han ville rejse sig op, trådte

de ham på skuldrene, og han så forbavset og vred op på ridder Asker. Griseldis flygtede kluntet ind i tykningen.

"Rejs dig," sagde ridder Asker omsider, "hvor bliver Maximilian af?"

Andreas kom på benene, men svarede ikke, for han var meget vred og forstod også, at det ikke var hjælp, Maximilian kunne vente sig af ridder Asker.

"Svar mig," sagde ridder Asker utålmodigt.

Andreas løftede hovedet i fjendtlighed: "Han kommer slet ikke."

"Men hvor er han så?" udbrød ridder Asker ude af sig selv, "jeg ved, han ikke er på Birting, men jeg vil finde ham, hører du, Andreas Døvnælde."

Det jog igennem Andreas. "Hvorfor kalder I mig sådan?"

"Lindetræer, roser og rådyr," hånede ridder Asker, "nej, du har ikke skadet hende, Andreas, selv om hun synger din vise både årle og silde. Men Maximilian – og det var ikke uden hendes gode vilje. Nu ved du, hvad jeg vil ham."

Andreas udstødte et skrig, gennemtrængende og afsindigt. Han flåede sig løs af mændenes greb og rendte af al kraft lige ind i et træ, så han gik omkuld og blev liggende med tomme øjne.

Ridder Asker bøjede sig hurtigt ned og stak sin hånd ind under hans nakke. "Halsen holdt,"

sagde han, "- og pandeskallen med." Han blev siddende, til knøsen igen rørte på sig og hostede.

"Ingerth," sagde Andreas pludselig og kom op på albuen, "hvad gjorde I så ved hende?"

"Ikke noget," svarede ridder Asker bittert, "jeg var selv en døvnælde."

Andreas blev siddende med hovedet på knæene. "Å Gud hjælpe mig," sagde han.

"Nu vil du nok sige mig, hvor jeg kan finde ham," sagde ridder Asker. Men Andreas sagde igen ikke andet end "Å Gud hjælpe mig."

En af mændene gik hen til bålet og kom tilbage med et krus øl, som han fik ham til at drikke, Så lod de ham sidde en tid. Ridder Asker rejste sig op og gik omkring som et rastløst dyr.

øjnene søgte hen over skovbunden efter tørre grene, som han kunne træde på og knække.

Han gik så nær på ilden, at heden strammede i ansigtet og tørrede i øjnene, og han gik tættere på endda, rodede op i bålet med en lang kæp, knækkede den flere gange og smed stumperne ind i flammerne.

Endelig gik han tilbage til Andreas, der ikke havde rørt på sig. "Hvor er han?" spurgte han, og han spurgte igen og igen, til knøsen løftede hovedet i stor pine: "Han er langt borte - lad mig dog være."

Ridder Asker rev ham op og holdt ham fast. "Sig så det hele, så får du jo fred. Hvor er han?

Hvor er han?"

Den døvende pine i hovedet vakte mindelsen om Mester Alberichs lave kværnstue og de syv

klokkesange. Så var det altså nu. Du skal bringe en ulykke over Maximilian, medmindre du vender den mod dig selv.

Foran sig så han ridder Askers øjne som den ondeste drøm, men de var ingen drøm.

Lige nu bestemmer jeg selv alt, og der er ingen, der råder mig og vil hjælpe.

Han er ikke ved forstand mer," sagde en af mændene.

"Hvor er Maximilian?" spurgte ridder Asker. "Nej!" sagde Andreas endelig.

Ridder Askers ansigt revnede og ligesom forkullede indefra. Han ruskede Andreas og slog ham og skreg til ham. "Sig mig det! Sig det dog! - Andreas, jeg stikker dine øjne ud, hvis du siger nej én gang til." "Nej," sagde Andreas træt og lettet.

Han skreg kun første gang de stak. Anden gang lå han stille.

Ridder Asker stod og ravede noget. "Døde han?" "Knap nok, men det er snart sket," svarede manden, "skal jeg tage korset af ham?"

"Nej," sagde ridder Asker, "han kan få. brug for det nu. Kast jord på ilden og lad os komme bort." - Men Andreas slap ikke med at dø.

Da han igen kunne sanse, vidste han, at han ikke var alene. Griseldis var der og stødte så småt

til hans arm, og han vidste klart, at der var meget, han skulle udføre endnu. Han kunne bare ikke. Men Griseldis lod ham ikke i ro. Ligesom i fortvivlelse gav hun ham en hov mellem sidebenene; men så stak hun mulen helt ned til hans øre og pustede i hans klæbrige hår.

"Ja, nu vil jeg," mumlede han og prøvede at komme op, "nu vil jeg igen, du lille,giv mig bare lidt tid."

Med en las af sin kappe bundet om hovedet fik han slæbt sig op på Griseldis og lod sig føre, hvorhen hun ville. "Når bare jeg får sagt til Gardarus, hvor Maximilian ligger," tænkte han, "så har jeg vel gjort, hvad jeg skal." Og dag og nat vogtede han på træernes lyd og vejen over

bakkerne, og fuglenes pippen, og solvarmen, der vekslede over ham, og endelig kendte han den stejle skråning og hørte hovslagene ud over den buede bro.

Andreas blev stående med den ene arm ind over hestens hals og hørte, hvordan stemmer og skridt tørnede imod langs murene. Men så stilnede lydene, som om der groede mos på alting, og han mærkede Gardarus' hænder om sine skuldre.

Han tog selv fat om dem, klyngede sig til dem for at holde hovedet klart, mens han snublede gennem sin beretning. Da han tav, var det lodne mørke tomt i forfærdelse; han hørte bare en stille knitren, og der faldt varme ned over hans ansigt.

Gardarus løftede ham op i sine arme og bar ham ind. Nu kendte han følgesvenden på hans sårede ansigt.

For Andreas blev tiden nu forvandlet til en eneste umådelig smerte, som opslugte alle hans sanser. Men feberen og smerten varede ikke evigt, og en dag stak hun sin hånd på et halmstrå

og mærkede atter lagensømmen mellem fingrene, og han følte hen over sengekanten og fandt en knast, der kunne tages ud og puttes ind igen. Så vidste han, at han var kommet igennem, og han fandt også luttens runde, syngende bund, da han langede op ad væggen med en kno.

Engang for længe siden havde natten været bleg himmel og vådt græs i et skovbryn, og dagen var et bagende stengærde med summende bier og rød sol uden for øjenlågene. Nu var dagen tavs og kølig og indesluttet af fire stenvægge; men om natten åbnede væggene sig for et stort

rum, hvor der gik en kvinde med klingrende nøgler i kjolens folder. Han kunne ønske hende hen til sig, og hvis han lod hånden hænge ud over sengekanten, kunne han mærke det tyste fløjl strejfe hen over den. Men undertiden holdt den spinkle ringlen op, og det begyndte at ulme i kjolefolderne, og gløden voksede i hede og farve, men slog aldrig ud i flammer, og det

hele forkullede i en led og sørgelig dynge, mens han borede hovedet ned i halm og lagner og tiggede de små nøgler om at ringle igen.

Hver aften kom Gardarus og så til ham, men han var ikke af mange ord, og hvis Andreas spurgte ham om noget, lød svaret, som om det blev hentet langt borte fra.

Så snart Maximilian overhovedet kunne stage sig frem ved hjælp af en lanse, kom han ind til ham. Lansen gik i gulvet med et brag, og Maximilian satte sig tungt på sengen.

"Hvordan går det med dig i dag?" spurgte han. "Omtrent som i går," svarede Andreas, "og du er altså oven senge nu."

"Ja, noget tyder jo på det."

Så gik samtalen i stå.

Maximilian drog et dybt suk.

"Det står ikke rigtig lige mellem os, sønnike. Jeg tog din Ingerth, og du har givet dine øjne for min skyld. Jeg har trevlet det hele op for præsten, men det angår jo sådan set ikke ham. Det er dig, jeg må snakke med."

Andreas var ikke forberedt på, at Maximilian ville gå lige løs på sagen; men egentlig burde

han have regnet med det. Tålmodighed lå ikke for Maximilian. Han lagde sig tilbage i sengen med den ene arm op over forbindingen.

"Det er så underligt, at du kommer og er ydmyg," sagde han langsomt, ,jeg ved næsten ikke, om jeg ikke hellere ville have, at du tog det som en selvfølge. I var jo to om det, og du vidste ikke dengang, at det var hende, jeg holdt af. Du har ikke gjort mig ondt med vilje."

Maximilian. Du skal ikke gå bodsgang, du skal ride frit i skovene og være søn af Gardarus på Birting. Ellers har jeg mistet jer begge to.

"Og hvad mine øjne angår," sagde han lidt efter, "så kunne jeg vel ikke gøre meget andet end det, jeg gjorde. Jeg ville ikke have brudt mig ret meget om at leve uskadt på herr Askers vilkår."

"Du er ikke så rolig, som du lader," sagde Maximilian.

„Nej, det er sandt nok,” indrømmede Andreas lettet, "jeg sagde vist bare det, jeg helst vil tro. I virkeligheden er det mere speget. Men sådan noget skal vel have sin tid, før man får klaring på det."

Han lå lidt og samlede kræfter. Ynkelig og afpillet så han ud efter den lange feber, med fnug fra forbindingen i kindernes tynde dun. Lagnerne var skjoldede af gammel sved.

Maximilian vovede ikke at trætte ham ved at spørge om mere.

Men noget efter tog Andreas armen bort fra hovedet og vendte ansigtet mod Maximilian, som om han så på ham. "Det må ikke blive sådan, at mine vilkår plager dig og gør dig ufri," sagde han, "det er det, jeg sidst af alt vil have. For så har jeg alligevel bragt ulykke over dig."

"Nej, Andreas -" sagde Maximilian; det kom så besindigt og stædigt på samme tid, "- nej, det er nu ingen ulykke at have en samvittighed. Man ville være et skam, hvis man var ligeglad og tog det som en selvfølge. Du ved nok ikke selv, hvad du forlanger. Du vil gerne blive ved med at være drengen, der lå neden for skrænten med bregnerne, og så skal jeg være sønnen fra

Birting, der samler dig op. Men det er længe siden, Andreas. Du kommer til at lade mig tage min del af plagerne, ellers er der ingen rimelighed i noget."

Andreas ligesom gav slip på sig selv og sank noget sammen.

Så gik det alligevel, som det skulle.

Maximilian samlede lansen op og rejste sig.

"Jeg kommer igen, når du har hvilet dig," sagde han.

Andreas svarede kun med en lille trækning om munden.

Da Maximilian var gået, rullede han sig om på siden for at sove. Guldkorset gled ned fra hans bryst og ramte hans hånd i det samme.

I var jo to om det, og du vidste ikke dengang – I var jo to.

Men jeg er en døvnælde med lukkede øjne.

Rosen hun står i nattens dug, hendes blade er brændende hede.

Kan du tage imod mig, sådan som jeg er, så skal du få min kærlighed og sangene i min lut – og kan du ikke, skal du få det alt sammen alligevel.

Ingerth.

Nøglerne hænger på rosenbusk, og stien fører i ring. lngerth, Ingerth.

En aften, efter at Andreas var blevet rask nok til at færdes i borgen, søgte han op på det øverste tårn og satte sig i et skydeskår med armene foldet om knæene. Han lyttede efter

vinden over træerne og dukkede sig, da en forsinket fuglesværm fløj hen over ham. Han vidste den duftende have dernede i skoven og tænkte sig himlen kølig og uden en sky.

Ingerth. Maximilian. Han rejste sig med et sæt og stod på murkanten længe nok til at mærke styrtet i kroppen. Et skridt. Et til.

,Maximilian!" Nu råbte han det højt og gjorde omkring og sprang ned på gangen, famlede sig frem til trappen. "Ingerth – jeg vil have mine øjne igen, jeg vil have mine øjne igen! Jeg har kun ét liv. Giv mig mine øjne - Gud i himlen!"

Et sted på trappen løb han ind i Gardarus, der lagde sin hånd over hans mund og førte ham ind i sin tårnstue. "Andreas," sagde han, og stemmen var stille og ældet, "kan du sidde på en hest? For så rider vi ud med det samme."

"Hvorhen?" spurgte Andreas.

"Til Mester Alberich," svarede Gardarus.

"Og hvad skulle det hjælpe," sagde Andreas, "I skal ikke vove livet i Nethafloden for min skyld."

"Det er ikke for din skyld alene," sagde Gardarus.

- Så red de ned gennem skoven og ud over den buede bro.

Der blev ikke talt noget videre undervejs; af og til kom der en advarsel fra Gardarus, ikke mere.

Men den stadige vagtsomhed trættede Andreas, og han bedømte ofte fejl og havde svært ved at holde sig i sadlen i det ujævne landskab.

Efterhånden blev det helt elendigt. Rejsen var brændende sol mod huden og tomt, snublende mørke. Han havde ingen fornemmelse af landet omkring sig, og det kunne jo også være det samme.

Men så engang kom genkendelsen tilbage og bragte en ro, der næsten lignede glæde.

Andreas mærkede på luften, at det blev aften. Hestene gik nedad, og Gardarus' styrende hånd hvilede på hans skulder.

"Nu kommer vi til en flod med et lille vadested," sagde Andreas, og Gardarus svarede undrende: "Det mente jeg også; men jeg ser en by og blomstrende haver. Der er fakler på murene og faner på alle tinder."

"Så er det midsommeraften," sagde Andreas, "nu kan jeg også høre musikken."

Da de red ind i byen, kom der straks mange folk hen imod dem, men de trak sig undskyldende tilbage igen og så medlidende efter dem.

Nede på broen gik kædedansen i stå, og Gardarus begyndte tavs at føre hestene over. Men Andreas vendte sig op imod ham. "Sæt mig ned på broen," sagde hun, og da Gardarus ikke gjorde det, lod han sig sikkert glide ned og rakte hænderne frem, til han rørte ved de dansende.

„Nu må I synge og lede mig,” sagde han, "jeg vil danse en kæde igennem."

Støvlerne gungrede i broplankerne, vers for vers flængede igennem hans hoved, hænderne greb og styrede, hårde og bløde, våde og hede. Der lugtede af varmt tøj og tjære, og sødligtvisne blomsterranker strejfede hans ansigt. Grebene blev stærkere; de flyttede ham, da han ikke selv orkede mere. Det var, som om broen havde revet sig løs af flodbunden og gled sidelæns af sted og blev trukket længere og længere.

Ovre på den anden bred løftede de ham op til Gardarus, og Gardarus slog sin kappe om ham og red op i bjergene. Andreas sansede intet i meget lang tid.

På Nethaflodens bred kaldte Gardarus på ham. "Nu må du selv klare dig over," sagde han og hjalp ham ned på Griseldis, "jeg er ved siden af dig hele tiden, men her må enhver tage vare på sig selv. Kan du sidde fast?"

Andreas lyttede ikke så meget efter ordene som efter stemmen: så streng og så angst på samme tid. Han kunne ikke andet end lystre den.

Så red de ud, og strømmen var kold og strid som aldrig før. Til sidst druknede den Gardarus' stemme for Andreas, og han gav op. Han havde ikke mer fat om Griseldis' hals, vandet skyllede over hans hoved som en bølgende kappe i blæst. Han havde ikke vidst, at det tog så lang tid at drukne, og med ét fik han den tanke, at han allerede var død og skulle fortsætte denne pinefulde tilværelse i evighed.

Det gjorde ham vild, og han skreg i rædsel. Men da blev han holdt fast, så han ikke kunne røre sig, og en stemme talte bydende til ham: "Andreas! Ræk din højre hånd ud og sig mig så, hvor du er."

Hans hånd blev fri, og han rakte ud for sig og ud til siden. Så fik han ro, og hånden faldt ned.

"Det er ravvinduet," sagde han, "jeg ligger ved det store vindue."

"Dit hoved vender mod nord, dine fødder mod syd," sagde Mester Alberich, "nu skal du sove."

Der blev stille i tårnet. Mester Alberich satte sig i en stol, og Andreas hørte af og til, at han vendte blade i en bog. Og ganske, ganske blødt hørte han med lange mellemrum, at det dryppede henne ved ildstedet som af tøj, der var hængt til tørre.

- De næste dage lod Mester Alberich ham for det meste være alene; Andreas vidste hverken, hvor Alberich eller Gardarus var, men han tænkte heller Ikke meget over det. Der blev stillet

mad op til ham, og han kunne sove under ravvinduet. Han kom sig snart efter den hårde rejse og begyndte at finde sig til rette, kunne færdes sikkert i tårnstuen. Han hørte ikke andet end

mændene nede i portrummet og små sprøjt henne fra glasskålen, når fiskene slog i vandfladen. Der lugtede godt af brænde og ild, og somme tider skred det sammen henne i vedknuderne.

–

En dag havde han nogle krummer tilbage på sin tallerken, og med ét fik han lyst til at drysse dem ned til de små røde fisk. Han tog nogle smuler mellem fingrene og lod et par af dem

falde. Ventede. Så lod han nogle krummer ligge på fingerspidserne og holdt dem helt ned til

vandet, og lidt efter mærkede han et lille blødt og vådt prik og straks efter et til. Det fængslede ham i en besynderlig glæde, og alting uden for tårnet blev meget fjernt.

Han begyndte at gå omkring i tårnet og kendte hvert trin og alle døre, som om han havde boet der sit hele liv. Han kunne sidde i timevis i kælderen og mærke skålenes ornamenter i sine hænder, snuse til ridetøjets fløjl og læder og lade tungen glide over de kolde, slebne sten.

Han kunne fryde sig over den rette tyngde i et sværd og klingens hvin igennem luften. Alting

var smukt hos Mester Alberich. Oppe i bjælkestuen gik han fra det ene duftende skab til det

andet, vejede bøgerne i sine hænder og fulgte illuminationernes linier af bladguld og tyk farve. Han sørgede ikke over, at han ikke kunne læse.

Det var godt at være hos Mester Alberich.

En dag kom han op i kværnstuen og hørte på sine skridt, hvor lavt loftet hang over hans hoved, Han fandt den slidte bjælke i spilleværket og blev stående med armene oppe på den -

meget længe. Døren var blevet stående åben, og solen kom efterhånden om til den side, så en varm stribe faldt ind over hans ene fod "Nå, her er du," sagde Mester Alberich og kom ind, nu skal jeg vist snart til at se efter, hvad du foretager dig. Hvordan har du det?"

"Godt," svarede Andreas, "sårene har lukket sig helt."

Mester Alberich førte ham hen i solen og bøjede hans hoved bagover for at se på skaden.

Men Andreas rev sig fri og slog en arm for ansigtet. "Lad mig dog blive her!" udbrød han fortvivlet, "det er alt sammen gået i stykker for mig. Hvorfor slog jeg ham ikke ihjel, hvorfor tog jeg ikke Ingerth? Det var i min magt, og jeg gjorde det ikke - og nu har jeg ikke engang mine øjne mere. Hvis jeg skal bort herfra, så giv mig i hvert fald mine øjne igen.

Tag den hvide kofte på, Mester Alberich, og lad os arbejde. Jeg skal trække spilleværket længere end nogensinde, bare I kan få mig til at se."

"Nej," sagde Mester Alberich, "denne gang vil jeg have noget andet. Giv mig din lut og guldkorset."

Andreas holdt vejret.

"Nej,” sagde han endelig, "nej, aldrig nogensinde Mester Alberich stod uden at røre sig og sagde ikke mere.

Den næste morgen blev porten åbnet og stigen sat ud. Andreas tog afsked med Mester Alberich, og Gardarus ledte ham ned på jorden.

Griseldis stod dernede og ventede på ham.