9 minute read
Harald Blåtands ringborge – vejen til UNESCO Verdensarv
Harald Blåtands ringborge
– vejen til UNESCO Verdensarv
I september 2023 fik de fem danske ringborge tildelt det attraktive UNESCO Verdensarvssymbol. Men vejen dertil var ikke uden bump. Mads Runge fortæller her om den lange proces samt ringborgenes særlige status.
Af forskningsleder Mads Runge, Museum Odense, ansvarlig for verdensarvsansøgningen
UNESCOs Verdensarvssymbol placerer en lokalitet i en fornem liga med f.eks. Den Kinesiske Mur og pyramiderne i Egypten og er et kvalitetsstempel, som UNESCO i allerhøjeste grad værner om. At komme på verdensarvslisten er derfor en lang og kompleks proces, som stiller strenge krav til bl.a. beskyttelse, pleje, formidling og forskning.
På verdensarvskongressen i Riyadh i Saudi-Arabien i september 2023 fik vikingekongen Harald Blåtands fem ringborge i Danmark det prestigefyldte stempel ”UNESCO Verdensarv”. I det følgende dykker vi ned i, hvordan en sådan proces foregår, og hvad det er, der gør vikingeborgene til noget helt særligt.
Harald Blåtands ringborge
I slutningen af 900-tallet anlægger kong Harald Blåtand en række næsten identiske, kolossale borge, jævnt fordelt over Danmark. Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge. Borgeby ved Lund i Skåne skal muligvis også tilskrives gruppen, men er endnu kun sporadisk undersøgt. Trelleborg i det sydlige Skåne er sandsynligvis ældre og mangler den perfekte cirkulære form, som de andre borge har. Borgen er derfor formentlig ikke en del af gruppen. Det er altså for nu de fem borge i det nuværende danske område, der med sikkerhed kan tilskrives Haralds borge, og det er dette borgsystem, der i en såkaldt serienominering blev indstillet til verdensarv i en fælles ansøgning.
Harald Blåtand meddeler omkring år 965 på den store Jellingsten, at han samler og kristner Danmark, og anlæggelsen af de fem borge har, sammen med andre store bygværker, understøttet denne ambition (f.eks. udvidelsen af Dannevirke, den palisadeindhegnede kongsgård i Jelling og udvidelsen af halvkredsvolden omkring Aarhus). Borgene har været magtsymboler og -redskaber rundt i landet og domineret lokalbefolkningen. Samtidig har borgene fungeret som beskyttelse af riget overfor udefrakommende fjender.
Borgenes opbygning
Borgene er cirkulære med en ydre voldgrav efterfulgt af et fladt stykke, den såkaldte berme (fig. 3). Her indenfor har en træbeklædt jordvold rejst sig (fig. 2). Volden har haft fire overdækkede porte, en i hvert verdenshjørne, forbundet af to krydsende veje, de såkaldte akseveje. Aksevejene har delt borgens indre i fire, lige store dele, og i hver af disse har fire store huse været placeret.
Aggersborg er med en indre diameter på 240 meter tre gange større end de andre borge og rummer 48 huse, mens der ved Trelleborg, Fyrkat og formentlig Nonnebakken har været 16 huse på borgfladen. Borgring har ikke haft huse – enten fordi, borgen aldrig er bygget færdig eller fordi, den udelukkende har haft en symbolsk betydning. Trelleborg har som den eneste også en mindre forborg med en ekstra række huse.
Udover de konstruktionsmæssige fællestræk, er borgene alle kendetegnet ved en fast landskabelig placering nær datidens centrale veje. Borgene ligger også relativt nær centrale farvande. Tidligere troede man, at man kunne sejle større vikingeskibe helt op til borgene. Nylige undersøgelser ved Borgring (Skalk 2022:2) og senest Nonnebakken har vist, at dette, i hvert fald disse to steder, ikke har været tilfældet. Formentlig har man anvendt anløbspladser og naturhavne nærmere kysten, og her omlastet til mindre skibe eller vogne for på den måde at få materialer frem til borgene. Det er også muligt, at man ved naturhavnene har haft skibe liggende, så man relativt hurtigt har kunnet sejle ud på åbent hav.
Få spor efter kamp
Trelleborg er den eneste af borgene, hvor der er fundet spor efter kamp. Dette ses i form af flere pilespidser ved volden samt afbrændte porte. De andre borge synes ikke at have været anvendt i kamp, og borgene har sikkert almindeligvis været beboet af en mindre gruppe mennesker med krigere, kvinder og børn. Først i krigstid kunne man indkalde en større hær fra oplandets bondeskare.
Borgene har kun været anvendt som borge i en ganske kort periode mellem 970’erne og frem til Harald Blåtands død i 986/987. Haralds efterfølger, hans søn Svend Tveskæg, havde andre ambitioner og ønskede ikke at blive associeret med sin fars meget markante, symbolladede borge.
Ringborgenes vej til verdensarvsstatus
Allerede i 2007 startede arbejdet med at få en række af Skandinaviens vigtigste vikingetidslokaliteter på verdensarvslisten som en afspejling af vikingernes ekspansion og vikingetogterne. I ansøgningen var ringborgene repræsenteret ved Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg, mens Nonnebakken på dette tidspunkt blev opfattet som så ødelagt af aktiviteter fra den moderne by, at den ikke blev inkluderet. Borgring blev først erkendt som ringborg i 2015 og var derfor af gode grunde heller ikke med i den fællesnordiske ansøgning.
Den fællesnordiske ansøgning havde forskellige udfordringer og blev derfor ikke optaget på listen, da den blev behandlet i 2014. Derimod blev ansøgerne anbefalet at overveje en opsplitning i flere, mere fokuserede ansøgninger. Som konsekvens heraf blev Dannevirke-Hedeby optaget på verdensarvslisten i 2018.
I 2015 påbegyndte museerne ved Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg sammen med Slots- og Kulturstyrelsen overvejelserne om en fokuseret ansøgning for ringborgene. Nye undersøgelser ved Nonnebakken havde samtidig påvist, at borgen lå velbevaret under det nuværende Odense, ligesom Borgring var kommet til. Efter grundige overvejelser blev det besluttet at satse på en serienominering med alle fem borge, og i 2018 blev borgene optaget på den såkaldte tentativliste; en liste, som rummer et lands kandidater til verdensarv. Placeringen på tentativlisten i minimum et år er en forudsætning for at blive verdensarv. Mens et land kan have flere lokaliteter på tentativlisten på samme tid, kan et land kun have en lokalitet ad gangen som nomineret til verdensarv.
Universel værdi
UNESCO har stramme retningslinjer for, hvilke elementer der skal behandles i en ansøgning til verdensarv. Bl.a. skal lokaliteten opfylde mindst et af de 10 kriterier, som UNESCO har opstillet for at kunne komme i betragtning.
Det helt centrale i ansøgningen er den såkaldte OUV (Outstanding Universal Value/ Enestående universel værdi), som fastlægger og begrunder, hvilke af de 10 kriterier der karakteriserer en given lokalitet. OUV’en bliver dermed definerende for alle andre elementer i ansøgningen. For ringborgenes vedkommende er det kriterium 3 og 4, der er aktuelle.
Kriterium 3 lyder: Vidnesbyrd om kulturel tradition eller civilisation. Til dette kan ringborgene siges at udgøre et væsentligt element i dannelsen af det nuværende Danmark og dets overgang til en del af det kristne, skriftligt funderede Kontinentaleuropa.
Kriterium 4 lyder: Vidnesbyrd om særlig arkitektur eller bygning. Her er argumentet, at ringborgene udgør særlige bygningsværker med en fast landskabelig kontekst.
Ansøgning på 400 sider
Vigtige elementer i det videre ansøgningsarbejde var afgrænsningen af særligt det udpegede område, dvs. borgene med deres nærmeste omgivelser, men også en bufferzone, der dækker borgenes landskabelige kontekst.
Afgørende var ligeledes en sammenlignende analyse, hvor det blev uddybet, hvorfor ringborgene udgør en unik gruppe set på en universel skala. Endelig var der en række forhold vedrørende påvisning af autenticitet, beskyttelse af og tilsyn med borgene, samklang med de omgivende beboere osv. Ansøgningen, en bog på ca. 400 sider, blev indsendt i januar 2021. Efterfølgende var en UNESCO-ekspert på besigtigelse på de fem borge.
Afgørelsens time...
Endelig var ansøgningen klar til afgørelse på UNESCOs verdensarvskongres i sommeren 2020 i den russiske by Kazan. Udpegningen – eller afvisningen – af verdensarvsansøgninger kan nemlig kun foretages på den årlige kongres af en komite på i alt 21 lande, repræsenterende hele verden. Der er fire svarmuligheder:
1) Optagelse på listen.
2) Referal, dvs. at ansøgningen skal justeres og revurderes indenfor et til tre år.
3) Deferal, dvs. udsættelse af ansøgningen med henblik på en større omskrivning og helt ny ansøgningsprocedure.
4) Ikke optagelse på listen.
Desværre betød krigen i Ukraine, at kongressen måtte udskydes på ubestemt tid, da UNESCO ikke kan afholde deres kongres i et krigsførende land. Et større diplomatisk arbejde gik i gang, og i slutningen af 2022 trak Rusland sig som formandsland. I stedet overtog Saudi-Arabien posten, og dermed var vejen banet for, at kongressen kunne blive afholdt i september 2023 i hovedstaden Riyadh med op mod 1000 deltagere fra hele verden.
Da jublen brød ud
På kongressen deltog en dansk delegation med repræsentanter fra Slots- og Kulturstyrelsen og flere af de involverede museer. På dagen for behandlingen af ringborgsansøgningen – søndag den 17. september – sad alle klar. UNESCOs rådgivere læste hovedtræk af indstillingen og indstillede til, at borgene blev indskrevet på verdensarvslisten. Formanden for komiteen meddelte indskrivning og bankede sin hammer i bordet for at afrunde beslutningen. Derefter var der to minutter til danske takketaler, og glæden brød ud i den danske lejr. Spændingen var udløst og mange års hårdt slid var slut!
Hvad så nu?
Som skitseret har arbejdet hen mod udpegningen været ganske omfangsrigt. En række medarbejdere fra de fem museer og de tilknyttede kommuner har været involveret. Det samme gælder medarbejdere i Slots- og Kulturstyrelsen og i Danmarks FN-delegation. Endelig har en række naboer til de fem borge deltaget i flere møder og bakket processen op på bedste vis. Alt i alt var det et stort teamarbejde, der bar frugt den 17. september 2023. Med udpegningen på plads begynder et nyt arbejde. For fra UNESCOs side betragtes borgene nu som en samlet lokalitet. Det fordrer en høj grad af samarbejde om forskning, formidling og pleje af områderne. En række nye publikumsrettede aktiviteter er allerede fastlagt, og nye besøgsoplevelser og -steder etableret eller på tegnebrættet. Borgene rummer hver forskellige aspekter af historien om borgsystemet, ligesom oplevelserne de fem steder supplerer hinanden på bedste vis. På sigt vil hele den lange proces munde ud i en stor samlet gevinst for borgene, kommunerne og Danmark.
