
3 minute read
Jonas Jensens juledekoration
En af Aalborgs dygtigste blomsterdekoratører - Jonas Jensen - giver her en guide til, hvordan du laver en smuk juledekoration. Selvfølgelig med masser af glimmer og glitter - hvis det står til Jonas.

Advertisement
Du skal bruge:

Oasis Pensel Guldmaling Lys Lysholdere Eukalyptusgrene Efeublade Gran (gerne kunstig) Papao Mandstro Glimmerspray
Sådan gør du:
Start med at male en masse efeublade med guldmaling og drys efterfølgende med glimmer.
Gør din oasis sjaskvåd, så dekorationen kan holde sig frisk i en god månedstid.
Det første, der skal laves på dekorationen, er en god jævn bund med eukalyptusblade, der giver det nordiske neutrale udtryk. Stik dem vandret ind i kransen, så der kommer vinkler på. Det er vigtigt, at hele bunden er dækket, da det danner omridsformen af kransen. Den skal være ca. 10 cm hele vejen rundt. Så kommer vi til det traditionsbundne gran, der hører sig til en juledekoration. Her er der brugt kunstig gran i god kvalitet, hvilket fint kan bruges og give et lækkert udtryk – og så holder det jo ekstra lang tid. Stik gran ind lidt tilfældigt men stadig jævnt fordelt.
Julestemning til ingen penge
De fine guldblade giver en skøn julestemning til ingen penge. Brug dem kun på den ene side af dekorationen for at give den noget rustikt. Skal der være meget pynt eller ikke så meget. Det er helt op til én selv. Og der er vist ingen tvivl om, at Jonas er til meget pynt. ”Jeg elsker at der kommer kontraster til. Hvis det kun er natur – så bliver det for kedeligt.” »







Tilføj nu nogle naturlige grønne efeublade til dekorationen, så du bruger den samme bladform men i forskelligt udtryk. Det giver en god kontrast til hinanden.
Toppen af dekorationen
Start med at fylde eukalyptus på i toppen af dekorationen. Tag nu de flotte papao, som faktisk er en frøstand fra en åkandeblomst. Klip dem så de er 5 cm lange. OBS! Pas på dit tøj, for de kan godt være lidt snasket. Stik papao ind i dekorationen, og sørg for at der er balance hele vejen rundt. Brug nu lidt gran som effekt oppe i midten af dekorationen, og tilføj også mandstro rundt omkring. Afslutningsvis tilføjes nogle af de flotte guldblade helt i toppen. På denne måde bliver materialet fra bunden af dekorationen ført med hele vejen op til top og giver noget ekstra.
Lysene sættes i til sidst
Mange er vant til at sætte lysene i som det første og arbejde ud fra det. Men som Jonas så fint beskriver det, så er der pludselig fem punkter der skal balancere – dekorationen som helhed og de fire lys. Derfor vælger han altid at sætte lysene i til sidst, så man kan lave dekorationen uden at skulle tage hensyn til lysene.
Lysene skal bare sættes i – det behøver ikke at være symmetrisk. ”Går det helt galt – så bare brug glimmerspray. Så går det nok.” Lyder det fra Jonas. Brug lysholdere med stagelys og gerne med 8 lys, nu hvor dekorationen er så stor. Så kan der tændes to lys hver søndag. Med lysholderne er det både trendy og så er det også mere sikkert, da lyset bare brænder ud i selve holderen, hvis ikke man får det slukket.
Mere glimmer
Selvfølgelig skal der mere glimmer til, når det er Jonas Jensen. Og han har et godt råd til at få glimmeret sat godt fast på dekorationen. Lav en blanding af halv vand og halv trælim i en forstøver. Så er det nemt at sprøjte på og efterfølgende drysse med glimmer.
Tip!

Kom friske røde roser i lige op til juleaften. Så står dekorationen hel frisk og skarp.
Brug sort spray eller snespray efter jul og giv dekorationen et helt nyt udtryk, så den kan bruges igen om et år på en helt ny måde.