
2 minute read
ET LEASINGSELSKAB I RIVENDE UDVIKLING
Selected Car Leasings hovedaktivitet er leasing (udlejning) af biler. Det sker i et leasingmarked, der er i kraftig udvikling i Danmark. Det gælder ikke mindst markedet for importerede, brugte biler, som i perioden 2009-2018 er vokset fra ca. 5.400 biler til ca. 30.000. I samme periode har Selected Car Leasing haft en større procentuel stigning end markedet. Specielt er det biler over tre år, hvor periodeafgiften pr. måned er 0,5% af registreringsafgiften på den pågældende bil, der er i vækst.
Det er samtidig primært dette marked, Selected Car Leasing opererer på, og hvor man inden for premiumbiler forventer at blive en af de største aktører i Danmark. Foreløbig opererer Selected Car Leasing fra to adresser i Danmark – på Stensgårdvej i Middelfart og på Strandvejen i Hellerup, hvor interessen for Selected Car Leasings ydelser også er støt stigende.
Advertisement
Udviklingen i regnskabsåret 2018/19
Selected Car Leasing’s resultat for regnskabsåret 2018/19 lyder på 6.301 t.kr. efter skat. Der er tale om en stigning på 22% sammenlignet med det foregående regnskabsår og dermed en tilfredsstillende udvikling af selskabets aktiviteter.
Godt rustet til vækst
Den øgede vækst i selskabet har betydet, at faciliteterne i Selected Car Leasings nye bilhus ud til motorvej E20 ved Middelfart skal fordobles her 2 år efter åbningen. Det nye byggeri forventes at stå færdig til ibrugtagning ved udgangen af 2019, og hermed råder Selected Car Leasing over i alt 5.450 m2 i Middelfart fordelt på administrations- og udstillingslokaler, klargøring, fotoatelier og opbevaring.
Imens byggearbejdet står på, arbejdes der på implementering af helt nye, specialudviklede IT-systemer inden for CRM og kontrakthåndtering, der skal lette og effektivisere de daglige arbejdsrutiner. Tilsvarende er complianceafdelingen under fortsat udvikling.
Ud over en kraftig øget, naturlig kundetilgang bliver væksten i Selected Car Leasing også drevet af moderselskabet Selfinvests investeringslyst, fordi man betragter markedet for leasingbiler i premiumklassen som yderst interessant. Som i alle andre selskaber under Selfinvest er væksten i Selected Car Leasing dog kontrolleret, således fokus fastholdes på indtjening og kvalitet.
Selskabets værdigrundlag bygger på ordentlighed, lederskab og købmandskab. Disse værdier er stærkt forankrede og med til at sikre, Selected Car Leasing har fokus på kundernes behov.
Helt i tråd med Selected Car Leasings strategi skabes der ligeledes alliancer med betydende aktører inden for premiumbiler og finansiering, som vil bidrage til en markant vækst i aktiviteterne.
Selected Car Leasing forventer derfor en signifikant vækst på aktivitetssiden i regnskabsåret 2019/20 samt en øget bruttofortjeneste og indtjening sammenlignet med 2018/19.
TORBEN ØSTERGAARD-NIELSEN

Ejer og bestyrelsesformand
Født i 1954.
Adm. direktør og ejer af Selfinvest-koncernen, herunder United Shipping & Trading Company (USTC) og Selected Car Group.
Selected Car Group er resultatet af en årelang passion for biler og et derigennem mangeårigt samarbejde med Ulrik Larsen, stifter af Selected Car Leasing.
Pr. 30. april 2018 blev Torben Østergaard-Nielsen eneejer af Selected Car Leasing.

Inden da var ejerskabet delt mellem Ulrik Larsen, Bendt Wedell og Torben Østergaard-Nielsen, og i forbindelse med overtagelsen af selskabet udtalte Torben Østergaard-Nielsen:
- Ulrik Larsen og Bendt Wedell har været afgørende for udviklingen af leasingforretningen, og jeg er glad for at Ulrik har sagt ja til at stå i spidsen for den videre udvikling af hele gruppen, og at Bendt fortsætter sit arbejde i bestyrelsen.
BENDT TIDO HANNIBAL WEDELL Bestyrelsesmedlem
Født i 1975.
Godsejer og Lensgreve. Tidligere medejer og bestyrelsesformand (august 2014-april 2018).
Bendt Wedells entusiasme for biler fornægter sig ikke og via både medejerskab og en formandspost i bestyrelsen har han bidraget til, at Selected Car Leasing støt og roligt er vokset til at være en betydelig aktør i Danmark.
Sammen med det øvrige team rundt om Selected Car Leasing sikrer han tilgang til og viden om det fortsat voksende marked, selskabet befinder sig i.
Ulrik Larsen
Direktør og bestyrelsesmedlem
Født i 1974.
Stifter af Selected Car Leasing.
Som en af pionererne i den danske leasingbranche stiftede Ulrik Larsen tilbage i 2009 selskabet Sports Car Leasing (siden 2014 Selected Car Leasing).

Ulrik Larsens enorme viden om klassiske biler er en kendsgerning og årsagen til, at samarbejdet med Torben Østergaard-Nielsen kom i stand for snart 20 år siden.
Ejerrollen er i dag byttet rundt, men samarbejdet fungerer stadig upåklageligt, og ambitionerne for Selected Car Leasing er kun vokset i takt med opbygningen af Selected Car Group.
