Bellmanns guitar - af Thorstein Thomsen

THORSTEIN THOMSEN

s n a m l l Be guitar ROMAN

ROSINANTE

BELLMANS GUITAR

Af samme forfatter:

bare vi har hinanden, roman 2001 roser til mor, roman 2002 han er min bror, roman 2003 en lille lejlighed i nice, fortællinger 2005 den, der hvisker, lyver, roman 2006 sne på hendes ansigt, roman 2008 at elske charlotte, roman 2009 rock hudson skal ikke dø i ukraine, roman 2011

THORSTEIN THOMSEN

Bellmans guitar roma n

Rosinante

Bellmans guitar © Thorstein Thomsen og Rosinante/rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3160-4 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.thorsteinthomsen.dk

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

1. »Hvor var det heldigt, at du smadrede lige den kop,« sagde Jacks mor og så ned på ham. »Den har jeg fået af en idiot.« »Af hvem?« »En dum idiot, jeg kendte for længe siden.« »Hvis du ikke kunne lide den kop,« sagde Thorvald, der var ved at pudse sine nye sorte spidse sko, »hvorfor ville du så have den?« »Det ville jeg heller ikke.« »Men hvorfor har du så ikke smidt den ud?« Karin åbnede skabslågen ind til den lille kost og fejebakken. »For nu har Jack jo heldigvis smadret den.« »Men du kunne da have smidt den ud, før han smadrede den.« Hun lo, mens hun fejede sammen. »Thorvald, man smider da ikke bare en kop ud, som der ikke er noget i vejen med.« Hun lod skårene falde ned i spanden i det åbne skab. »Sådan. Endelig er jeg af med dig.« Thorvald så ned på Jack, der lyste af stolthed. Han havde været ved at formulere et argument mod sin mor. I stedet sagde han med ironiske skrå øjenbryn: »Nåh, Jack. Så fik du slået en kop i stykker, så mor både slap af med idiot og en kop, hun ikke kunne lide.« Han så op på Karin. »Hvis der er noget andet, der skal smadres, så sig det bare til Jack eller mig. Ikke, Jack?« Jack lo.

Den eftermiddag var Jack og hans mor nede for at købe nye korte bukser til Jack. Maj var lige begyndt, det var en eftermiddag i 1957, solen lå skråt og satte skarpe skygger på asfalten. En mand standsede foran dem.

5

»Karin?« »Sofus?« Han tog hatten af og gav hende et kys på kinden. »Hvor ser du godt ud.« Karin svarede ikke. Jack så op på hende. Hun var smuk dengang, hendes ansigt var hvidt og blidt, men solen var hård, så hendes øjne var smalle. Hendes brede mund med de store læber smilede. Jack så på Sofus. Han så ud, som om han var forelsket. »Er du blevet gift?« »Nej,« sagde hun. »Det er samme gamle historie med mig. Jeg fungerer vist bedst sådan her. Nåh ja. Du ser sgu også meget godt ud. Er du stadig gift?« »Jeg er skilt nu.« »Nåh, så kunne hun ikke holde til mere?« »Årh,« sagde han og kiggede ned ad gaden. »Okay.« Hun trak vejret dybt gennem næsen. »Undskyld. Det kender jeg jo ikke noget til.« »Hvad hedder du, lille mand?« »Jack.« Og til Karin: »Hvem har du fået ham med?« »Det er lidt indviklet.« Han nikkede langsomt, som om det var svar nok, og så igen ned på Jack: »Hvor gammel er du?« »Snart otte.« »Okay?« Sofus så ud, som om han regnede på noget. Så droppede han det og slog over i en lidt kunstig latter. »Det går ikke, det her. Vi kan ikke blive ved med ikke at ses.« »Det går sgu da ellers meget godt med det.« Hun smilede. »Du har ikke tænkt på mig mange gange de sidste otte år.« »Årh, der har nu været situationer, jeg har set for mig ...« Karin afbrød ham med en anden stemme. »Så stopper du.« Sofus stak hånden ind under den åbne trenchcoat. »Nu skal du se her.« Han rakte hende et lille visitkort. »Du kan ringe dér i arbejdstiden.« Hun så på det. »Sidder du på kontor? Nej. Eller ...«

6

»Jeg ejer en møbelforretning.« Hun så igen på visitkortet. »Hvorfor står der så Just Møbler?« »Fordi det hedder butikken. Just er død, ak, han ser ikke mere dagens lys. Kun det himmelske.« Jack gled ud af deres samtale. Dagens lys, han så ud i dagens lys. Dér gik folk i skygge ovre på den anden side. En mand kom ud fra Engelsk Herremagasin. Han rettede på sin frakke ved at trække lidt op i reverset. Han stod og så lidt over mod Jack og derpå i den anden retning. Han så dagens lys hver morgen, når han vågnede. Han var levende. Nogle gange havde de voksne tøj på. Nogle gange var de nøgne. Nogle gange var de døde. Som Just Møbler. Så så man dem ikke mere, aldrig mere, og det hjalp ikke at tænke på, at man engang ville møde dem i Himlen, for man var jo ikke i Himlen. Jack blev pludselig grebet af sorg og trak vejret dybt og tvang sig væk fra sine tanker, for det hjalp altid, det hjalp at le. Dagens lys hjalp. Dagens lys, han stod midt i dagens lys. »Det er derovre,« sagde han til sin mor og til manden. »Det er Engelsk Herremagasin, vi skal ind i, ikke?« »Jo, min skat.« »Det står der ovenover. Eng-elsk Her-re-ma-ga-sin.« Han gik i slutningen af første klasse og var god til at læse, men manden var ligeglad. »Skal vi tage en kop kaffe?« Sofus drejede sig og så ned ad gaden i den retning, kroen lå, mens hun svarede: »Det kan ikke lade sig gøre lige nu.« Han pegede på kortet, som hun stadig holdt i hånden. Han nikkede. De sagde farvel, Jack og hans mor gik videre. »Hvem var det?« »Det var én, jeg kender.« »Nåh,« sagde Thorvald nogle dage senere, da han og lillebroren stod og børstede tænder sammen. »Så ligger hun igen og knepper med en eller anden stodder.« Jack brød sig ikke om, at storebroren talte sådan. Han kunne have forsvaret hende, sagt, at hvorfra kunne han vide det, for hun

7

havde selv sagt, at hun var ovre at drikke kaffe hos Bianca. Og selvom de måske var ude at høre jazz, som de nogle gange var, så kunne han jo ikke vide, om Sofus var med. Men Thorvald var næsten voksen, så Jack sagde ikke noget.

Til gengæld vidste han noget,Thorvald ikke vidste. Han kunne have fortalt om Sofus, at de havde kendt hinanden for otte år siden. Måske kunne Thorvald huske ham, måske kunne de have fundet ud af mere sammen. Men det havde Jack ikke lyst til, han spyttede tandpastaskummet ud og skyllede munden.

2.

Thorvald slentrede dovent hjemad. Han standsede og så efter en pige på en cykel, en ung husmor og en brun hund uden halsbånd, der strejfede rundt mellem de tre slagterbutikker i kvarteret, og til sidst på to piger fra parallelklassen på det modsatte fortov, som han et øjeblik fulgte efter, for han var femten og fuld af nye hormoner.

Da han gik forbi sin onkels cykelsmedje, hørte han gennem den åbne dør en guitar spille fingerspil og en mand synge højt og rent.

»Så länge skutan kan gå, så länge hjärtat kan slå, så länge solen den glittrar på böljerna blå ...« Han standsede, stod lidt og lyttede ved cyklerne, der var blevet sat udenfor, gik gennem den lille smalle butik og ind i værkstedet. Onkel Kaj var ved at skifte kranken på en cykel, der hang i kæder fra loftet, men han lod sig altid gerne forstyrre i ethvert arbejde, og i øjeblikket var han mere publikum end cykelsmed.

Manden med guitaren fortsatte med at synge. Guitaren virkede stor på ham. Han var ikke høj, slank om hofterne og usædvanlig bred om skuldrene. Hans hår havde samme farve som hø. De smilede begge to til Thorvald.

8

Da sangen var slut, lagde sangeren sin guitar op på en hylde og rakte ham hånden. »Vær hilset, unge mand. Mit navn er Bellman.« »Thor,« svarede Thorvald, for det var, hvad han gerne ville hedde, han hadede sit navn, men ingen kaldte ham Thor, ingen forbandt ham med det navn.

Bellman så på hans skoletaske. »Åh, belæste ungdom,« sagde han og vendte en cykel på hovedet. »Verden ligger åben for de glade studenter.« »Jeg er ikke en glad student,« svarede Thorvald. »Jeg går bare til skriftlig årsprøve. Jeg skal op i fjerde mellem.« Onkel Kaj sagde: »Thorvald har et godt hoved.« Bellman, der allerede havde fået forhjulet af cyklen, spurgte: »Og i hvilken retning vil den unge Adonis så herefter bevæge sig ind i lærdommens tempel?« Thorvald trak på skuldrene. »Det ved jeg ikke rigtigt. Finde en læreplads vel.« »Husk ikke at tænke for småt, Thor,« sagde Bellman. »Man kan blive bager i Provence og sælge lune flute til solbrune og brunøjede møer, eller man kan blive styrmand og sejle på Godthåb og Rio. Verden er stor, og mulighederne uendelige. 48 gyldenbrune jomfruer venter dig derude under den blå bolle. De kan lære dig meget.« »Jeg kan ikke lige se, hvor de venter,« svarede Thorvald med ironiske øjenbryn.

Onklen spurgte: »Hvordan gik det?« »Det var matematik, så det gik godt. Jeg tror ikke, jeg havde nogen fejl. Nåh, men jeg skal hjemad.« Onkel Kaj sendte et kort stolt blik over til Bellman. Til Thorvald sagde han: »Hils Karin, og fortsat pøj pøj med din eksamen.« Thorvald stod lidt på fortovet. Ovre på den anden side gik to mødre med børn i klapvogne. Han trak vejret dybt. Luften var varm og lugtede svagt af asfalt. Han havde fri indtil næste fag, det var dansk stil, det kunne man ikke forberede sig i, det var ikke engang et rigtigt fag, for der var ikke noget, man skulle lære. Han

9

ville lige ringe til Per og sammenligne resultater. Det var onsdag.

Hans mor kom hjem ved halv femtiden, men skulle ud igen, så i aften havde han stuen for sig selv, når han havde puttet Jack.

Når Jacks mor kom hjem fra arbejde, lugtede hun godt af terpentin og sejolie. Hun kunne have spor af blå eller grøn maling på øret eller halsen, og havde hun ikke neglelak på, kunne man se det sorte under dem. Det første, hun gjorde, var at vaske sine hænder med sæbe, derefter med neglebørsten. Bagefter smurte hun dem ind i Nivea.

Når hun skulle ud om aftenen og stod ved spejlet over kummen og lagde makeup, kunne Jack lide at stå og se hende blive smukkere og smukkere. Dér ved spejlet havde hun let ved at le, forventningen til aftenen fjernede det trætte i hende. »Skal du ud med Sofus?« Hendes hænder standsede. Hun så på sig selv i spejlet, lidt overrasket. »Jeg skal over til Bianca. Det ved du da godt.« Hun var ikke tilfreds med sit svar og fortsatte lidt efter. »Måske går vi ud. Måske løber jeg ind i Sofus, hvem ved? Jeg kommer tidligt hjem, jeg skal jo op på arbejde i morgen.« Hun satte sig på hug, men i en drejet stilling og med samlede knæ på grund af den stramme nederdel. Hun ville have lagt begge hænder på hans kinder, men hun havde mascarakosten i højre hånd, så det blev lidt akavet. »Du ved godt, jeg elsker dig meget højt, ikke?« »Jo.« »Jeg elsker jer begge to meget højt.« Han nikkede og tænkte, at han elskede hende højere end Thorvald. »Giv mig et kys, bare her på kinden.« »Skal du også have parfume på?« »Først til sidst.« »Ja.« Hun fortsatte. Han blev stående. Thorvald stillede sig op bag ham og lagde begge sine hænder på hans skuldre, og Jack fik dår-

10

lig samvittighed over, at han havde tænkt, han elskede deres mor højere. »Du skal bare varme gryden. Spaghettien skal have tolv minutter, men det står på pakken.« »Jaja,« svarede Thorvald overbærende.

Da hun senere gik ned mod stationen, tænkte hun på sex, og hun tænkte, det kunne være sjovt at vide, hvor mange kvinder, ældre og på hendes egen alder, der tænkte som hun. Bianca gjorde.

Og Lotte på arbejdet, selvom hun var meget ældre. Men hvad med sådan en dame, der kom mod hende dér? Selvom hun var tyk i hat og tung frakke, kunne hun jo tænke på hvad som helst.

Måske var hun meget aktiv, det kunne man heller ikke vide. Der var mange mænd, der havde overrasket hende. En mand kunne se halvkedelig ud, men i fjerene kunne han vise en helt ny side af sig selv. At gå her og se uskyldig ud og forestille sig hans krop oven på sig, forestille sig den trænge ind. Hun var nu ud for damen.

Og nu forbi. Nej, det virkede ikke sådan med hende. Men man kunne aldrig vide. Men hun selv tænkte meget på det. Det var svært at få det til at hænge sammen. En gang om ugen var for lidt.

Det gjorde hende rastløs. Men mere blev det ikke til, medmindre man havde en fast. Det havde hun nu.

Træerne var sprunget ud, fortovene virkede så rene på sådan en aften, røde ejendomme på begge sider, lyden fra stilethælene, hun trak læberne ind og rullede dem mod hinanden og fik smagen af læbestift i munden, en smag, der øgede den kriblende fornemmelse.

Thorvald var så stor nu. De hyggede sig, de to, når hun var ude, det vidste hun. Der var så meget med, at søskende skændtes, Evelyn og Marie talte om det indimellem, specielt Evelyns to piger, der stadig boede hjemme. Karin kendte det ikke. Jack og Thorvald kunne altid lide at være sammen, selvom Thorvald måske en gang imellem gerne ville slippe for at være babysitter.

Hun måtte til at spørge sin far og mor. Det var ikke så sjovt, for så begyndte hendes mor igen med alt det dér. Men det er min hobby, mor. Jeg er interesseret i jazzmusik. Årh, du er bare interesseret i

11

at føjte omkring. Hvis jeg var en mand som Kaj, mor, så ville du bare være glad for, at jeg havde en interesse, og Bianca og mig, vi interesserer os altså for jazz, og det kan man jo ikke høre søndag formiddag klokken ti, vel?

Men hun kunne ikke mere byde Thorvald at passe Jack om lørdagen. Om onsdagen, men ikke om lørdagen. Han var en ung mand, der selv skulle ud og feste. Det letteste var at sige det, som det var. Vise ham frem. Sige: Jeg har en kæreste.

3.

Den anden maj 1948 står min mor i første baggård i Kattesundet 14, indre København. Hun er klædt i en slags spadseredragt og sko med stilethæle. Hun har ingen hat på. Hendes hår er stort og krøllet. Hun tænker ikke på mig, for jeg er her ikke. Jeg er ikke engang en tanke endnu. Hun finder opgang C og går op ad en smal trappe med slidte trin, der buer nedad på midten. På grund af den stramme nederdel skubber hun knæene lidt ind foran hinanden. Der er skiltet, Peter Priés bogtrykkeri. Hun banker på døren på første sal og træder lige ind i kontoret.

Der sidder en mand bag et skrivebord, eller han nærmest ligger ned i sin stol med benene oppe på bordpladen. Det er min far, han siger farvel i telefonen og lægger røret på.

Det går op for min mor, at han ikke har tænkt sig at tage benene ned, da han slår ud med hånden mod en stol. Hun smiler, så han kan se hendes store hvide tænder. »Min revisor har udvalgt Dem,« siger han. Han løfter et papir op og lægger det igen. »Jeg skal tale med 12 af de 65 ansøgere. De er nummer to.« Hun svarer ikke. »Er De kontoruddannet?« Hun læner sig tilbage i stolen og vipper samtidig de højhælede sko af fødderne. »Jeg er uddannet danselærerinde. Jeg blev færdig i sidste uge.«

12

»Danselærerinde?« Han studerer et papir intenst. Det er hendes ansøgning. »Ligesom Irene Holm?« Hun ser spørgende på ham.

Han smiler ironisk. »Undskyld, nej, ikke som Irene Holm, det kan jeg da se.« Han gør en pause, men fortsætter så. »Ja, det er en novelle af Herman Bang. Der er en danselærerinde, der hedder Irene Holm.« Han løfter igen papiret, og denne gang læser han lidt. »Jeg dansede konkurrencedans og tænkte, at jeg kunne leve af det, men det er svært, så min far syntes, jeg skulle tage et skrivemaskinekursus, og det gjorde jeg så om morgenen. Jeg er rigtig skrap.« Hun ser rundt i rummet. Her er rodet, men, tænker hun, på en ligesom laber måde. Bøgerne står ikke i reoler, men ligger i stabler på gulvet. Det er mest romaner og kunstbøger. Der er moderne malerier på væggene, som ikke har rigtig ramme på, bare lister. »Hvorfor søger De det her job?« »Det så spændende ud. Sekretær hos én, der laver bøger.« »Vi trykker dem kun. Vi trykker også foldere og reklamer og kedelige ting ...« »Jeg kan godt lide lugten her,« siger hun pludselig. »Lugten af tryksværte?« »Ja.« Der er en pause, hvor de smiler til hinanden. Han begynder pludselig at le, og hun ler med. »Det går vist meget godt med den her samtale,« siger hun, og de ler begge to igen. »Kan De skrive på maskine og stenografere? Nåh ja, det sagde De.« »Jeg er rigtig hurtig på skrivemaskine. Vil De se?« »Hvor gammel er De?« »23.« »Bor De hjemme?« »Narh, både og. Mens jeg uddannede mig, boede jeg i Roskilde.« »Så De bor hjemme nu.«

13

»Ja, men ikke ret længe, det kan jeg godt love Dem. Mine forældre er meget gammeldags.« »De må ikke have fyre med hjem?« »Nej, det skal jeg lige love for, og jeg kan heller ikke gå med hjem til dem, medmindre jeg går ud sammen med min storesøster, som ...« Hun hører, hvad hun lige har sagt, og tilføjer: »Ja, altså ikke sådan at ...« »Hvornår kan De begynde?« »I morgen?« siger hun hurtigt. »De er antaget.« »Hva’?« »De er antaget.« Hun ser ud ad vinduet og tilbage på ham. »Men jeg er kun den anden. Skulle De ikke tale med tolv ansøgere?« »Nej, det er ikke nødvendigt.« Han slår benene ned fra skrivebordet, springer let ud på gulvet. Han er let, spinkel og sporty.

Hans ansigt lyser, når han smiler. Han rækker hånden frem. Hun rejser sig fra stolen og tager den. »Nåh, men så kommer jeg i morgen?« »Vær her klokken otte.« »Tak.« »Hov, mine sko.« Hun stikker i stilethælene, og nu er hun næsten lige så høj som ham. »De har den rigtige indstilling,« siger han. »De vil falde til her.

Hvis De har lyst, behøver De ikke at klæde Dem så fint. Men det er helt op til Dem selv.« Hun går ud ad porten, drejer ned ad Kattesundet, ud til Strøget og til venstre. Hun vil fodre duer. Ha. Det har hun ikke gjort, siden hun var barn. Hun vil købe en pose frø hos manden og fodre duer. Hun har ingen penge, men det har hun råd til.

Duerne sidder tungt på hendes arme og skuldre, og hun kan mærke luften fra deres vingeslag og deres trippen for at få bedre fodfæste. Det bliver for meget, og om lidt vil de skide på hendes

14

frakke. Det må være nok, hun kaster foderet ud på fliserne, og duerne letter fra hende.

Foråret er på vej. Folk skrår over pladsen i lyse, åbne frakker, nogle er barhovedet som hun selv. De ældre har for meget tøj på og for varme hatte. En svajer derovre på en longjohn mellem de almindelige cykler har bare en skindvest og en skjorte på. Hun kan se, han fløjter, men ikke høre det. Hun trækker vejret dybt og smiler. En lyshåret ung mand i en tweedjakke tror, smilet er til ham.

Han smiler voldsomt tilbage. De fastholder hinanden i øjnene. Et stød af lyst går gennem hende. Så er han gået forbi hende.

Hun går ned mod Vesterport Station. Hun vil bo derhjemme resten af maj, og når hun får sin første månedsløn, vil hun finde et værelse.

Hun siger ud i luften: »Jeg glemte at spørge, hvad jeg får i løn.«

4.

Her lugtede af sommer og kridt. Karin parkerede cyklen og gik op ad de udvendige trapper og trådte ind på værkstedet med tunge ben. Hun trængte til ferie. Mens hun satte tasken ind i jernskabet og hængte jakken op på en bøjle, kom Evelyn ind ad døren i den anden ende med en høj, forventningsfuld stemme: »Holm er kommet. Han er på vej herop.« Karin tog sin kittel på, lukkede skabet og gik hen til sin kavalette, hvor hendes pensler stod i en kasseret vase nede fra sorteringen. Hun blev stående ved sin stol ligesom de fem andre.

Døren gik op. Holm trådte ind. »Godmorgen, de damer.« De damer svarede, godmorgen, hr. Holm.

Han sagde til sin assistent: »Stil dem dér.« De nye ting kom op, tre figurer, der var tre eksemplarer af hver, to af dem med hvid underglasur. Holm pegede på dem én ad gangen: »Ugle. Skolepige. Pigedrømme. Her lægger jeg mine skitser til bemalingen.«

15

Ugle var stor og massiv og uden glasur. Skolepige stod hvid og skinnende i en fin kjole med en skoletaske i hånden. Hun havde rottehaler. Pigedrømme sad på en aflang skammel, en ung kvinde i plisseret nederdel og skjortebluse, der spejlede sig i et håndspejl.

Holm sagde: »Nu rejser De Dem, frøkener og fruer, og så defilerer De forbi her og tager den figur, De helst vil arbejde med.« Karin kom til at vælge sidst. Hun ville have taget Pigedrømme, men den forsvandt hurtigt. Hun fik Skolepige. Hun satte sig ved siden af Marie, for der var kun én skitse med farveanvisninger til hver figur.

Holm så ironisk på de tre ugler, der stod tilbage på bordet. »Skyldes Deres valg, eller skal jeg sige fravalg, Deres unge alder?« Damerne lo, mest Lotte, der var 54. »Eller Deres feminine smag?« De lo igen, selvom det ikke var morsomt.

Evelyn sagde: »Måske er farverne ikke så sjove. Brun er ikke så sjovt.« »Sjovt?« sagde Holm. »Kunst behøver vel ikke at være sjovt, gør det?« Porcelænsmalerne så på hinanden. Lotte nikkede. De andre begyndte at nikke. De lo. »Ja, ja. Gå nu i gang.« De arbejdede koncentreret. Senere kom de med kommentarer. »Måske er Skolepige for blå,« sagde Karin. »Ja?« Holm lød stødt, og hun blev usikker.

Han gentog sit: »Ja?« »Jeg ved ikke.« Han hævede stemmen. »Sig det.« Hun turde ikke. »Forstår De ikke,« sagde han og slog ud med sine lange arme og talte ikke mere til Karin, men til sig selv og til alle, »at kunstnere ikke kan leve af rygklappere? Ingen kan leve af rygklappere, heller ikke de fine folk på direktionsgangen, heller ikke fabriksarbejdersker. Rygklappere er et rædselsfuldt folkefærd udsprunget og fremdyrket af en dansk forfængelighedssyge, der gør os til et middelmådigt folkefærd.«

16

Holm, født i 1891 og altså tæt på pensionsalderen, forvandlede sig til en ung mand, når han blev ophidset. Karin så på sine kolleger, der så forventningsfuldt og tilbedende på ham. »Det gælder i alle livets forhold, det gælder i kunsten, i familielivet, det gælder for pokker i kærlighedslivet. Hvem vil have en elsker, der ønsker en rygklapper, ja, en ung mand, som ikke kender kvinden, vil gerne klappes på ryggen og vil ikke høre efter tvivl og falskhed i sin elskedes stemme, men du godeste, hvilken kvinde ønsker sådan en mand? Voksne mænd, vi vil søge i kvindens indre, vi vil rejse med hende ind i elskovens meditative landskab, vi vil kravle op i en kuffert og flyve til fremmede lande, præcis som vi vil afdække, afsløre og flytte beskueren af vores kunst.« Han så på Karin. »Himmel, kvindemenneske, åbn Deres smukke mund, jeg kender Deres hvide tænder, når De smiler, åbn Deres mund og sig, hvad De mener.

Fortæl mig det for pokker.« Karin sagde: »Jeg tænkte bare, at Skolepige var for blå.« Der var en pause, indtil Holm slog ud med hånden. »Videre.« »Hendes kjole kunne være hvid. Med blomster på. Blå blomster.« »Bliver den så ikke for bleg?« Han løftede Karins malede Skolepige og drejede den i sine hænder. »De skal jo forestille Dem, at figuren kommer til at skinne. Ja, det kan De selvfølgelig godt forestille Dem. Herregud, De arbejder i dette materiale dagen lang. Findes der en mellemting?« »En mellemting?« Han nikkede til sit eget spørgsmål. »Ja, en mellemting.« »Man kunne give hende en blå kant på kjolen, er det det, De mener?« »De er tankelæser. Frøken Carlsen, vil De prøve?« Det gav et gib i Karin, hun havde ikke forestillet sig, at han kunne huske hendes navn. »Hvor bred skal den være?« »Det angives ikke. De må klare Dem selv.« Holm spurgte dem ud enkeltvis og lyttede. Indimellem måtte

17

en af porcelænsmalerne hen til vasken, som blev brugt som askebæger, og have en cigaret.

Assistenten sagde, det var det første, han sagde: »Damerne har ikke haft deres formiddagspause, og nu er vi ti minutter inde i frokosten.« Holm så på sin assistent med et overrasket udtryk. Han vendte ryggen til alle og gik hen til døren, som om han var blevet forulempet. Men her vendte han sig om og sagde energisk: »Efter frokost kommer vi tilbage med flere eksemplarer af Skolepige og Pigedrømme. Ingen ugler. Så begynder vi forfra. De damer.« Han forsvandt.

En halv time senere kom han tilbage og fyldte rummet. »En pølsemad med stærk sennep. Hvad er mere vidunderligt? Ikke mange ting. To pølsemadder, hahaha.« Figurerne blev sat på bordet. Porcelænsmalerne valgte et eksemplar, Holm gik selv i gang med en af uglerne. Eftermiddagen forsvandt. Når Holm så op, følte han sig kluntet og langsom, fordi damerne malede så hurtigt.

Assistenten sagde: »Hr. kunstmaler Holm, det er på tide at standse.« »Hvorfor det?« »Fordi fløjten lyder om et kvarter, og damerne skal gøre rent.« »Ja, ja. Den ugle skal brændes. De dér smider vi ud. Den og den og den og den og den skal brændes. Hr. Larsen, det ordner De.« Assistenten svarede ja. »Vi mødes i overmorgen og ser på vores færdige resultater, og så vil jeg tage en beslutning. Vi skal have dem klar nu til julekataloget. De skal i produktion i september.« Holm så ud over damerne. »Så tak for i dag.« Evelyn sagde med øjnene på den pensel, hun var ved at rense: »Hr. Holm, vi har talt om, at Deres skitser, kan man købe dem?« »Vil De købe mine skitser?« Damerne nikkede.

Han vendte sig mod sin assistent. »Husk mig på, at jeg skal

18

have nogle flere skitser med herned på onsdag. Jeg vil forære hver af damerne én.« Han så på Evelyn. »De bidrager til at gøre mit arbejde bedre, og De får ingen tak derfor. Men en skitse skal De da have.« Han kunne ikke skjule stoltheden i sit smil. »Og jeg lover: Ingen ugler.« De lo alle, også assistenten, den unge hvidhovedede mand med de dårlige tænder.

Døren lukkede sig, og de gik i gang med at ordne pensler og gøre rent.

Lotte sagde: »Hvor er han dog en vidunderlig mand.« »Det er synd, han er så gammel,« sagde Evelyn. »Årh, knipsede han med fingeren, så stod jeg der. Harry er 54, men han er meget, meget ældre end Holm.« »Ville du flytte fra Harry? Nej, Lotte, det ville du ikke.« »Det var ikke det, jeg sagde. Jeg sagde bare, at knipsede han, så stod jeg der. Det behøver Harry vel ikke få at vide.« De lo.

5.

Jack stod og så ud i regnen. Hans mor var på weekendtur med Bianca. Det havde hun sagt, det troede alle på, og imens boede han heroppe hos mormor og morfar. Han stod i stuen og kiggede ned på Akkubovej. Den korte blinde vej var ikke bare en vej for Jack, det var en verden. Om sommeren var asfalten varm, og man kunne gå på den med bare fødder og nogle gange brænde sig, men så kunne man gå op på fortovsfliserne, der som regel var køligere, og ellers måtte man hoppe ind i græsset. Vejen kunne være våd af regn, man kunne sidde i et vindue og se den ramme asfalten og se dråberne springe op som små springvand. Om vinteren lå der undertiden sne på vejen. Først var sneen blød, men hen ad dagen kom der flere og flere cykelspor, fodspor og bilspor på den, så den blev fast. Der var små græsplæner foran ejendommene og fliser, der førte op til dørene, så man ikke behø-

19

vede at træde på græsset. Der var to gårde, man kunne lege i, Jacks gård og den anden ovre på den anden side. Man kunne spille fodbold mellem tørrestativerne og op ad garageportene.

Hvis det regnede, var der masser af opgange, man kunne gå ind i, der var kælderrum fulde af nye og gamle cykler. Der var pulterkamre, karnapper under trapper, hvor man kunne tænde en lommelygte, vindueskarme i opgangene, hvor man kunne sidde og se ud og kede sig, og i bunden af hver opgang var der et gulv, som man kunne spille hønseringe på eller kugler eller spille med en blød bold. Men først og fremmest havde Akkubovej en masse lejligheder, og i lejlighederne boede der folk, alle mulige folk, den store Pums, den fine fru Mogensen, den tykke Poeten, der i virkeligheden hed hr. Madsen, Tommys far, der var meget stærk, Henriks far, der havde overskæg og arbejdede i en bank og havde en Opel Caravan. Her var unge mennesker, gamle mennesker og en masse børn.

Vinduet, Jack stod ved, var sat på klem, han kunne mærke nogle friske splintrede dråber på hånden.

Døren gik op nede hos købmand Mogensen. Fru Mogensen kom ud ad butikken med en paraply. Der var ikke mange i kvarteret, der gik med sådan nogle hatte. Dér sad den på hendes hoved, der var smalt med øjne placeret langt ude mod tindingerne som på en hval. Hun var sommerbrun, men det var hun altid på grund af sin Jomi højfjeldssol. Elegant med små skridt svingede hun ud på fortovet i sin lyse spadseredragt. »Hør her, Vera,« sagde morfar bag Jack, der kunne høre på hans stemme, at han igen var stødt på en frygtelig nyhed i Socialdemokraten. »En boremester fra et vandværk i Kerteminde er eksploderet.« Han læste højt. »Han sad i sit skur og forberedte sprængladninger, da ulykken indtraf.« Mormor trådte ind i stuen, han foldede avisen ned og så op og ned ad hende. »Du trængte til de nye sutter.« Og uden overgang: »Der står, at en kat måske var skyld i ulykken. Man fandt rester af en kat. Rester af en kat, står der. Han har ikke set køn ud, ham boremesteren, hva’?« »Vi skal være glade for, at det ikke var her hos os.«

20

»Han er blevet spredt på skurets vægge, og skuret er eksploderet, og de har skullet samle ham sammen over et større område, hvor ...« »Så hold dog op, Ejvind. Jeg bliver syg, når du siger sådan noget.« »Det var ikke sådan ment, men de skriver det jo indirekte, ikke?

Man kan godt lægge til og trække fra. Man fandt rester af en kat.

Den har garanteret hoppet lige op i krudtet og fået det hele til at eksplodere.« »Ja, det ved vi ikke noget om. Er de pæne?« Han så ned på hendes sutter. »Ja, det har jeg jo lige sagt. Man skal passe på med sådan nogle katte.« Telefonen ringede. Morfar tog den. »Hallo, det er Ejvind ...

Nåh, er hun det? Nåh, men ja ... Giv mig ti minutter ... Ja, farvel.« Han lagde røret på og sagde: »Det var Mogensen, der spørger, om jeg kommer over til et slag vest.« »Ja, ja. Begynd nu ikke at drikke.« »Plejer jeg det?« Han skyndte sig at svare. »Ikke ret meget.« Han så på Jack. »Vil du med ned hos Mogensen?« »Ja.« »Herregud,« sagde mormor ærgerligt. »Hvad skal den dreng dog dernede? Høre på nogle gamle fyldebøtter? Skulle det være sjovt?« »Jeg får også sodavand.« Mormor rystede på hovedet endnu en gang og forlod stuen.

Morfar råbte efter hende: »Jack kan lide at høre os fortælle historier.« Og lavere: »Er det ikke rigtigt?« Jack nikkede.

Jack og morfar løb med hinanden i hånden over Akkubovej i skrå småregn, rundt om den røde ejendom og om bag den, hvor garagerne lå. Morfar bankede på bagdøren, lukkede op, og de gik ind i baglokalet, hvor Poeten allerede sad ved det runde bord.

Han var en mand på morfars alder med et gråt, tyndt, pjusket hår, en smal næse og store drømmende øjne, bredere nedadtil, ikke atletisk. Købmand Mogensen var ved at blande kortene.

21

»Det var da en satans regn.« Poeten sagde venligt: »Forband aldrig, jeg siger aldrig, det, der kommer til os fra oven. I Spanien lovpriser de regnvejret.

I Sydamerika danser indianerne regndans og synger gudernes pris.« De havde ikke fået sat sig, før dørklokken i butikken klemtede, og Mogensen måtte derud. »Nåh, man kan vel tage selv.« Morfar gik over til kasserne. »Hvad skal du have, Jack?« »En appelsinvand.« Han tog en sodavand og en guldøl, fortrød og byttede guldøllen ud med en pilsner, satte sig, åbnede for dem begge. »Skål.« A lle tre drak af flasken. Det bankede på bagdøren. Det var Pums, som alle børnene var bange for, fordi han var vicevært, og fordi han var næsten to meter høj og vejede 120 kilo. Mogensen kom tilbage, kortene kom frem, cigaretterne blev tændt. Jack fik papir og sin sædvanlige æske med farvekridt.

Jack sagde: »Jeg så fru Mogensen gå. Hun havde en fin hat på.« »Ja,« sagde Mogensen. »De skal jo have de dér hatte. Ellers er der lukket for det varme vand.« De andre voksne lo. Mogensen så over mod døren, som om han var bange for, at hans kone lyttede. »Det er hendes bror, ja, han har ikke haft arbejde i over et år og er begyndt at ...« Han satte to fingre til mundvigen og nikkede diskret hovedet bagover, for at Jack ikke skulle forstå, hvad svogeren var begyndt på. »Hvorfor tager han ikke et job?« spurgte Poeten. »Så er der ikke tid til alt det dér.« »Det er ikke så let at finde.« »For en rask mand? Det er vel bare at tage, hvad der er. Da jeg rejste rundt i Spanien, mødte jeg en ung smuk kvinde uden arme. Hun kunne flette peddigrør med tæerne. Hvad giver I? Med tæerne. Fantastiske kurve og bordskånere og små skamler og lampeskærme. Med tæerne. Så jeg gider ikke at høre alt det dér med, at det kan jeg ikke, nej, det kan ikke lade sig gøre. Hvis hende dér kunne flette peddigrør med tæerne, så kan din svoger

22

fandeme også finde et arbejde. Han kunne for eksempel starte som vinduespudser.« Jack sad og så på Poeten med åben mund. »Men han er uddannet forstmand,« sagde Mogensen. »Ja, det kan godt være, men hvor mange skove er der tilbage i Danmark nu om dage? Vikingetiden er ovre, er den ikke? Men vinduespudsere vil der altid være brug for. Se bare lige New York med alle de skyskrabere.« »Skyskrabere?« sagde Mogensen med Cecil i mundvigen. »Hvor er det lige, man finder dem her i omegnen?« »Og hvad så? Skal du måske ikke have pudset vinduerne ud til gaden en gang imellem?« Mogensen: »Det gør min kone.« »Hold kæft, hvor er I negative alle sammen. Tænk, hvis I ikke havde nogen arme, så ville I da være den rene ynk at høre på.« Efter morfar og Jack trådte ind i stuen, blev morfar søvnig og lagde sig på sofaen. »Skal du sove nu?« spurgte Jack ærgerligt, for han havde tænkt sig at spørge, om de skulle spille 500. »Nej, jeg skal bare have en lur.« »Men det er da også at sove.« »Nej.« Morfar lukkede øjnene. »Sove er noget andet.« Mormor, der var ved at løse en krydsogtværs i lænestolen, så op over læsebrillerne. »Morfar har drukket for mange øller, og så bliver han søvnig, og så sover han.« Morfar åbnede øjnene. »Mormor forstår det ikke, Jack. Sofaen her er noget andet end en seng. Den er sød. Den er smuk.« »Årh,« sagde Jack. »Den er slidt på kanterne. Det siger mormor selv.« »Den er lidt slidt, men det er, fordi den er fra, da mormor og jeg giftede os. Den er fra før nazisternes tid. Det er ikke en nazistisk sofa.« »Hvad er nu det for noget pjat at sige til drengen,« sagde mormor. »En sofa kan ikke være nazistisk.«

23

»Den her sofa forlanger ikke noget af én,« sagde han i samme tone til Jack. »Den kan man sidde i eller ligge i eller spille 500 i eller, ja, gøre noget andet i. Forstår du det? Nazisterne vil have én til at stå ret klokken det og det. Og de forlanger, at den slags folk gør det og det, og den slags folk gør det og det. Sådan er den her sofa ikke. Man er fri i den. Det er også derfor, den er så let at falde i søvn i.« »Men så sover man da også,« sagde Jack. »Nej, man tager en lur. I sengen sover man. Og det er det, der er i vejen med senge. De er nemlig faktisk lidt nazistiske, når jeg nu tænker over det.« Mormor sagde: »Hvad er nu det for noget pjat?« Han rejste sig op på den ene albue og så over på hende. »Nej, det er faktisk sådan, det er. Du ligger jo også vågen nogle gange, faktisk mere end jeg gør.« »Men det er jo ikke, fordi vores seng er nazistisk, vel? Nej, jeg ved ikke, hvorfor jeg diskuterer det med dig.« »En seng er beregnet til at sove i, ikke? Det er det eneste, man skal dér, ja, måske lige bortset fra, hvis man har lyst til noget andet ...« »Såså, nu skal du ikke komme for godt i gang.« »... men ellers har den kun et formål. Når man ligger der, siger den til én: Sov. Og det skal være nu. Og hvis der så går en halv time, og man stadig er vågen, så begynder den at stille spørgsmål.

Hvorfor sover du ikke? Hvad er der nu i vejen? Kan du så se at få sovet, og det skal være nu. Og hvis man ikke kan lide nazister og ikke kan lide at få ordrer, så vil man ikke finde sig i den behandling, og så kan man slet ikke sove, og så må man stå op af den, ligesom mormor nogle gange gør.« »Står hun op om natten?« Han havde igen lagt sig ned og lukket øjnene. »Spørg hende selv.« »Står du op om natten, mormor?« »Det gør jeg nogle gange. Sådan har det været de senere år, skat. Men det er lidt bedre nu.«

24

»Hvorfor det?« »Fordi, ja, sådan er det altså.« »På den måde er sengen nazistisk,« sagde morfar, og Jack kunne høre, at han nu summerede op, »men den her sofa, den her sofa, den er man fri i. Den forlanger ingenting, bare at man gør, hvad man har lyst til.« Så blev der stille. Jack så på morfars ansigt, munden åbnede sig lidt. Han begyndte at trække vejret højere. Nu begyndte han at snorke. Jack så over på mormor, der bøjede sig lidt frem og skrev et ord i krydsogtværsen. Så rejste han sig op og gik over til det store vindue. Det regnede stadig. Det var lidt kedeligt, men det var helt i orden.

6.

Jack gik med sin mormor i hånden ad villaveje, han ikke kendte.

Han var begyndt i anden klasse, men i dag skulle han hen på en anden skole.

Mormor standsede. »Vi ser os for og går lige over vejen.« »Man må ikke gå skævt over vejen. Det ved jeg da godt. Og her er ingen biler.« De krydsede den tomme kørebane. »Man må heller ikke smide bananskræller på fortovet, for dem kan man glide i.« Mormor tog tråden op på noget, hun tidligere havde sagt: »Og selvom du har, skal du ikke spekulere på det. Tandlægen er meget dygtig. Han er uddannet til at bore, så det ikke gør særlig ondt.« »Hvordan det?« »Jo, først har han fået studentereksamen, og så har han gået mange år på noget, der hedder tandlægehøjskolen. Han ved lige præcis, hvad han skal gøre, og han kan fortælle dig, hvordan du skal gøre for ikke at få huller i tænderne.« »Det ved jeg da godt.« »Du skal ikke være nervøs.« Det var en lun mandag eftermiddag i starten af september.

Jack havde sine pæne korte bukser på og en skjorte med korte

25

ærmer. Hans mormor havde en blåblomstret sommerkjole på og en hvid hat med skygge. De gik ind i en fremmed skolegård, der var fuldstændig tom. Hun så sig om og gik i stå.

Han pegede. »Dér er skiltet.« De fandt frem til et venteværelse med stole i forskellig højde.

Jack satte sig ved siden af sin mormor i en voksenstol. Mormor tog et ugeblad og så på billeder. Han betragtede væggene. De var lysegule og virkede ligesom lugten fremmede og sygdomsagtige.

På væggen overfor hang en anskuelsestavle med et ansigt, der var skåret midt over, så man kunne se ind i hjernen og næsen og munden. Hvordan havde de gjort? Havde de brugt en sav? Var det tegneren selv, der havde gjort det? Eller var det en tandlæge?

Hvem var manden, hvis hoved de havde savet over? Han måtte være død, altså nu måtte han være helt død, men han havde nok været død, allerede før de begyndte at save i hovedet. »Mormor?« »Ja?« Men så syntes han, spørgsmålet var for dumt. Selvfølgelig havde manden været død. Ellers var de jo kommet i fængsel. »Ikke noget.« På den anden væg hang der en meget mindre plakat. Det var en trekant. Øverst var der noget kød og nederst kartofler og porer.

Jack havde set den før. Dengang havde han troet, at den viste, hvad de rige og de fattige spiste. De rige spiste kød, og de fattige nederst spiste kartofler, men nu vidste han, at den betød, at man skulle spise flere grøntsager end kød. Det gjorde de hjemme hos ham. Hans mor og Thorvald fik tre, og han fik to frikadeller, men hos Henrik kunne man få lov til at spise lige så mange frikadeller, man havde lyst til. Det sagde han i hvert fald. »Mormor?« »Ja?« »Hvornår kommer han?« »Han skal lige være færdig med den, der er før os. Tag et Anders And-blad.« »Jeg kan ikke høre, han borer.«

26

»Nu kan det jo være, at det er en pige, der børster tænder hver dag.« Endelig gik døren op. En pige i en lyserød sommerkjole, der var så kort, at Jack kunne se hendes knæ, trådte ud. Bag hende stod tandlægen, der var en ung dame. Pigen havde en lille slikkepind i hånden. »Næste levende billede,« sagde tandlægen. »Jack? Er det dig?« Han sprang ned af stolen.

I tandlægens værelse stod der en anden dame. Hun var ældre.

Hun var ved at rydde op, men da han trådte ind, drejede hun hovedet og smilede til ham. »Det er Jack,« sagde tandlægen. »Davs, Jack.« »Goddag.« Han vidste ikke, om han skulle række hånden frem. »Sæt du dig bare op i stolen.« Tandlægen gik i gang. Hun var stille, mens hun stak sit lille spidse instrument i hans tænder. Nu tog hun de nederste. »Ja, det var det.« »Er vi færdige?« Hun nikkede.

Han blev siddende med en følelse af, at det var gået for hurtigt.

Han så på det stativ, hvor de to bor med ledninger i enden hang.

Han så på skylleglasset og over på det hvide glasskab og på et instrument ovre på det smalle bord uden at vide, hvad det var. »Ja, der er mange ting at se på, hva’?« Han nikkede.

Hun gjorde sine øjne store. »Måske skal du også være tandlæge, når du bliver stor. Kunne du tænke dig det?« Han nikkede.

Mormor sagde til ham på den indsmigrende måde, hun nogle gange brugte, når hun talte med fremmede gennem ham: »Så kan du lære at bruge alle tandlægens instrumenter? Det kunne være spændende, hva’?« »Ja. Så kunne jeg bore folk i tænderne og sætte guld på. Er tandlæger rige?«

27

»Årh,« sagde tandlægen. »Det er så meget sagt. Men vi tjener mere end en grønthandler og en arbejdsmand. Og det her arbejde er nok også sjovere end at veje kartofler og grave grøfter. Tror du ikke?« Han nikkede, mens han kravlede ned af tandlægestolen. Hun rakte en glaskrukke med små slikkepinde hen mod ham. »Sådan én her får man, når man ingen huller har.« »Tak.« De gik ud i den tomme skolegård. Han tog sin mormor i hånden og spurgte: »Tror du, man skal lave mange lektier for at blive tandlæge?« »Arh, du vil ikke være tandlæge,« svarede hun bestemt. »Hvorfor ikke?« »Sidde hele dagen på en stol og glo folk ind i munden, kunne du tænke dig det måske? Dårlig ånde. Dårlige tænder. Hva’? Spyt lige ind i hovedet, når de nyser. Den ene mund, den anden mund, den tredje mund.« Sådan havde han ikke tænkt på det. »Skulle det være bedre at glo folk ind i munden hele dagen end at veje kartofler måske? Hvorfor skulle det være bedre? Hvad er der galt med at veje kartofler? Det er måske ikke fint nok til damen? Så er det bedre at bore huller i folks tænder og give dem slikkepinde måske, så de får endnu flere huller?« De gik et stykke tid uden at sige noget, og Jack tænkte, at måske var det alligevel ikke så sjovt at være tandlæge, selvom tandlæger selvfølgelig havde en masse spændende instrumenter og skabe fulde af mærkelige ting. Måske var det alligevel bedre at bringe kulsække ud til folk, som hans morfar havde gjort, inden han fik dårlig ryg og begyndte at arbejde på akkumulatorfabrikken.

Men at veje kartofler hele dagen, det gad han i hvert fald ikke.

Han sagde: »Man kan også blive pilot og flyve rundt om hele jorden.«

28