I kampens hede

34452_genfærd_125x200.indd 6

16-01-2013 17:12:25

I KA M PE N S H E D E

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 1

19-02-2013 13:44:30

Af samme forfatter Stille nu (2009) Inderst inde (2009) Uden skyld (2010) I nat er du død (2012)

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 2

19-02-2013 13:44:30

Viveca Sten

I kampens hede på dansk ved Bente Møller Sørensen

Rosinante

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 3

19-02-2013 13:44:30

I kampens hede er oversat fra svensk af Bente Møller Sørensen efter I stundens hetta Originaludgaven er udsendt af Forum, Stockholm, 2012 Published in the Danish language by arrangement with Nordin Agency AB Denne udgave © Rosinante/rosinante&co 1. udgave, 2. oplag 2013 Omslag: Anne Kragelund Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-638-2715-7 Printed in Denmark 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 4

19-02-2013 13:44:30

Til min elskede datter Camilla

5

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 5

19-02-2013 13:44:30

6

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 6

19-02-2013 13:44:30

Et hav af hvide skibsskrog fyldte havnen. Overalt lå der lystbåde med festende mennesker. Et virvar af berusede unge bevægede sig frem og tilbage på anløbsbroerne i den lune sommeraften. Men pigen, der kom vaklende gennem menneskemængden, rystede af kulde.

Der var mennesker overalt, men ingen hun kendte. Alle snakkede og lo med ophidsede stemmer. Lyden skar i hende, og hun holdt hænderne op for ørerne for at lukke af for al larmen.

Fortvivlet kneb hun øjnene sammen i aftenlyset, mens hun søgte efter et kendt ansigt.

En gruppe teenagere sad og grillede i sandet, trods forbudsskiltene.

Et stykke derfra stod flere betjente i gule veste, og endnu et par stykker ankom på en rød firehjulscrosser, som standsede op ved hjørnet af Sejlerrestauranten.

Pigen så dem ikke. Hendes lyse hår var uglet og øjnene vidt opspærrede. Hun haltede let, manglede skoen på den ene fod.

Der blev skubbet til hende, og hun stødte imod en papirkurv.

Blikket flakkede frem og tilbage. Hun hulkede og stødte imod en vandpost. Men ingen tog sig af hende, rundtomkring bølgede larmen, den høje musik overdøvede den jamrende lyd, der steg op fra hendes strube. »Må finde båden,« klynkede hun.

Der blev skubbet til hende igen, og denne gang sank hun ned på den solvarme anløbsbro. Udmattet blev hun siddende, ude af stand til at rejse sig op igen. De snavsede kinder var strimede af tårer, og hun mumlede noget, som ingen andre end hun selv forstod.

Hun gøs, og i et forsøg på at blive varmere slog hun armene omkring sig. »Er der noget galt?« 7

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 7

19-02-2013 13:44:30

Et midaldrende par var standset op foran hende. »Har du det ikke godt?« spurgte kvinden og lagde venligt hånden på hendes arm.

Pigen rejste sig og løb sin vej, ud på den lange ponton, som lå i forlængelse af kajen, langt væk fra parret. »Må finde Victor,« mumlede hun.

Musikken var højere nu.

Fra en stor motorbåd pumpede nogle enorme sorte højttalere intensive teknorytmer ud. Lyden var øredøvende, og vibrationerne bredte sig til betonen under hendes fødder. På bådens agterdæk stod et langt mahognibord fyldt med halvtomme glas, cigaretskod og flasker. I en bred hvid lædersofa sad en solbrændt fyr med bar overkrop og en cigaret i hånden. Han lod blikket glide ned over pigens krop. »Føler du dig ensom?« Han grinede og gjorde en cirkelbevægelse med tungen. »Så kan jeg godt hjælpe dig.« Hun standsede op, bakkede og gav sig til at løbe den anden vej igen, tilbage mod land.

En skov af hvide master mødte hende. Hjælpeløst stirrede hun på skibene foran sig. »Victor,« hviskede hun, mens tårerne igen begyndte at trille. »Hvor er du?« Så gav hendes ben efter, og hun sank sammen i sandet.

8

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 8

19-02-2013 13:44:30

Mandag den 16. juni 2008 Kapitel 1

»Det bliver da hyggeligt at se Larssons til midsommer, ikke?« Madeleine Ekengreen vendte sig om mod Victor, men han gad ikke svare sin mor.

Klokken nærmede sig syv om aftenen. En motorlyd uden for vinduet afslørede, at farens Jaguar lige var kørt ind i indkørslen.

Madeleine spejlede sig i den metalfarvede køleskabsdør og rettede på sin blonde frisure.

Hvem tror du egentlig, du narrer? tænkte Victor. Med dine farvede striber og botox i panden. Der er ingen, der tror, at du er femogtredive længere, uanset hvor meget du prøver. »Victor?« »Jeg vil ikke med.« »Det plejer vi da altid,« sagde Madeleine og fik noget anstrengt i blikket, som om hun ikke rigtig forstod, hvor samtalen var på vej hen.

Hun stillede en skål med grøn salat på bordet og blandede den. »Hvad havde du ellers tænkt dig?« fortsatte hun.

Victor stirrede ned i sin tallerken. »Jeg har tænkt mig at tage til Sandhamn sammen med Tobbe og nogle venner. Christoffer har fået lov til at låne deres fars båd, den er skide lækker.« »Sig ikke ‘skide lækker’,« sagde Madeleine automatisk. »Det lyder så grimt.« 9

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 9

19-02-2013 13:44:30

Det var tydeligt, at hun slet ikke var begejstret for tanken om, at han skulle fejre midsommer på egen hånd. »Skal Tobbes far med?« spurgte hun lidt efter.

Victor rystede på hovedet. »Næh. Han skal til Falsterbo, tror jeg.« »Hvad så med Felicia?« Nu nikkede han. »Ja, hun skal selvfølgelig med.« »Hvad siger hendes forældre til det?« Madeleine lød mistænksom, men Victor vidste, at hun godt kunne lide hans kæreste. »De er helt cool.« Egentlig havde Felicia sagt, at hun skulle på landet med Ebba. Og Ebba havde sagt, at hun skulle være sammen med Felicia.

Madeleine så stadig tvivlende ud, men hun vendte sig om og gik hen til kogeøen, hvor hun hentede et fad grillstegt kylling. Der lød et højt smæld fra døren mellem garagen og bryggerset.

Nu ankommer den store Johan Ekengreen, tænkte Victor. »Er det helt sikkert, at Felicias forældre har givet deres tilladelse?« spurgte Madeleine og satte kyllingen på spisebordet. »Hold nu op, mor!« Victor strakte armen frem efter mælkekartonen, som stod midt på bordet, og fyldte sit glas.

Madeleine sagde ingenting. Victor vidste, at han havde såret hende, men orkede ikke at sige undskyld. Hun havde ellers altid så travlt med alt muligt andet, hvorfor skulle hun så begynde at lave vrøvl nu, hvor han for en gangs skyld havde sine egne planer?

Dengang du og far tog til Paris i efterårsferien, var der ingen problemer, tænkte han. Da måtte jeg passe mig selv. »Jeg er seksten, jeg klarer mig,« sagde han. »Vi er for resten skide mange, der skal derud.« Victor vidste, at hun ville reagere på, at han sagde ‘skide mange’, og så udfordrende på hende.

10

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 10

19-02-2013 13:44:30

Madeleine gav op. »Du behøver da ikke blive så sur,« sagde hun. »Jeg forstår ikke, hvorfor du er blevet så sart. Du farer op, uanset hvad jeg siger.« »Det er, fordi du hele tiden er efter mig,« sagde Victor.

Døren gik op, og Johan Ekengreen kom ind i køkkenet. Han fløjtede tilfreds og lod ikke til at bemærke den trykkede stemning.

Victors far var snart treogtres. Han var solbrændt og trænede flere gange om ugen. Håret var kun blevet en smule tyndt. Victor vidste, at han farvede det i smug, så man ikke skulle opdage, at det var blevet gråt. »Hej med jer.« Med et bredt smil stillede han mappen på gulvet og løsnede slipset. Så tog han jakken af og hængte den over en stoleryg. »Victor vil ikke fejre midsommer sammen med os,« sagde Madeleine og så appellerende på sin mand, som for at få ham til at forstå, at han skulle tale alvorligt med sønnen. »Hvorfor ikke det?« Johan Ekengreen så hen på Victor, men inden han nåede at svare, fortsatte Madeleine. »Han vil til Sandhamn med sine kammerater i stedet for at være sammen med Larssons.« Faren lo, selvom Madeleines mine blev stram. »Knægten begynder at blive stor. Han vil feste på Sandhamn ligesom alle andre. Det ville jeg også selv have gjort i hans alder.« Johan tog den åbne vinflaske, der stod midt på bordet, og skænkede sig et glas. Automatisk snusede han til vinen, inden han smagte på den. »Ikke dårlig,« sagde han og tjekkede etiketten på flasken. »Johan, hør nu efter,« sagde Madeleine og tørrede køkkenbordet af med hurtige irritable bevægelser »Må jeg så godt tage af sted, far?« sagde Victor, før Johan fik svaret hende.

For satan, hvor blev han sur, hvis hun satte en stopper for hans 11

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 11

19-02-2013 13:44:30

Sandhamnsplaner. Han havde ret godt med penge, faren havde givet ham en kuvert med flere tusind kroner som belønning for årskaraktererne, som trods alt var blevet ret pæne.

Rigeligt til at han kunne få fat på de helt rigtige sager til midsommer. »Han er ikke gammel nok,« protesterede hans mor en sidste gang. »Han er kun lige fyldt seksten. Det er for tidligt at lade ham tage af sted på egen hånd.« »Jeg går ud fra, at Felicia skal med?« sagde Johan. »Ja.« Victor nikkede uden at se op. Kom nu, farmand, tænkte han, kom nu. »Okay.« Johan Ekengreen så på sin hustru. »Lad knægten få sin vilje. Man er kun ung én gang.« Han tog endnu en slurk af vinen. Det funklede blodrødt i det tynde glas. »Det handler jo trods alt kun om et par dage i skærgården.«

12

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 12

19-02-2013 13:44:30

Lørdag Kapitel 2

Nora Linde tabte vejret, da Wilma Sköld kom ned fra første sal i Den Brandske Villa.

Den fjortenårige havde en sort streg kohl om øjnene, og på vipperne lå et tykt lag klæbrig mascara. Denimnederdelen var så kort, at den lignede et par shorts, og gennem den tynde hvide top kunne man skimte bh’en.

Med en kraftanstrengelse afstod Nora fra at kommentere Wilmas udseende. Hun gik kun i ottende klasse, men sminken gjorde hende ældre og fik hende til at se alt for hård ud. Nora var nødt til at minde sig selv om, at det var Jonas’ opgave at sige det til hende.

Efter kun otte måneder sammen kunne hun ikke begynde at opdrage på Wilma, som om hun var hendes egen datter.

Under hele måltidet havde pigen siddet som på nåle, som om hvert minut, hun måtte undvære sine venner, var en pine. Så snart hun kunne, var hun forsvundet op på badeværelset for at gøre sig klar.

Wilma gik forbi Nora i køkkenet og fortsatte ind i spisestuen, hvor Jonas sad sammen med Adam og Simon. Adam var færdig med at spise, men Simon var stadig i gang med de nye kartofler.

Han elskede de første fine små knolde, som kom i juni, og havde taget sin tredje portion. »Far,« sagde Wilma. »Jeg smutter nu. Jeg har vildt travlt.« Nora var fulgt efter, men blev stående i døråbningen og lænede sig op ad karmen. Det gav et tydeligt sæt i Jonas, da han så sin datter. Sommetider fik Nora en følelse af, at han ikke ville erkende, at hun ikke var en lille pige længere.

13

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 13

19-02-2013 13:44:30

»Skal du i det mindste ikke have en jakke med?« sagde Nora forsigtigt. »Det bliver sikkert køligt ud på aftenen. Du ved, hvordan det kan være herude i skærgården.« Det virkede ikke, som om Wilma hørte Nora. Hun gik et par skridt hen imod Jonas. »Giver du lidt penge?« tiggede hun. »Har du ikke allerede fået dine månedspenge?« »Jooo.« Wilma trak på svaret. »Men dem har jeg brugt.« Jonas løftede øjenbrynene, men stak hånden om i baglommen efter tegnebogen. Han åbnede den, men tøvede så et øjeblik. Som om han overvejede det fornuftige i at give sin teenagedatter et ekstra tilskud. »Åh far, ellers bliver det slet ikke spor sjovt!« Wilma hang ind over en af stoleryggene og lød pludselig barnligt bedende. Et kort øjeblik kunne Nora forestille sig, hvordan hun måtte have set ud som lille, med rottehaler og mellemrum mellem tænderne.

Som ventet kapitulerede Jonas. Han fandt tre hundredkronesedler frem, som han lagde på bordet og skubbede over mod sin datter. »Men jeg vil have det tilbage, som du ikke bruger,« sagde han.

Både hans tonefald og Wilmas tilfredse mine tydede på, at det ikke ville ske.

Adam så op fra sin tallerken og sendte Wilma et langt blik.

Der var kun et års forskel på dem, men foreløbig havde Adam ikke været særlig interesseret i at gå ud om aftenen. Han foretrak at blive hjemme og spille computerspil, med eller uden kammerater.

Nora vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, før han også ville ud og feste, men hun var glad, så længe det varede. Skilsmissen fra Henrik var sket næsten samtidig med, at Adam kom i puberteten, og ingen af delene havde været ukompliceret. »Må man så i det mindste ikke få et knus, før du går,« sagde Jonas og stoppede tegnebogen ned igen.

Wilma gik rundt om bordet og bøjede sig hurtigt frem. Så ret14

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 14

19-02-2013 13:44:30

tede hun sig op, tog et par skridt baglæns og sagde med mistænkelig nonchalant tonefald: »Er det i orden, at jeg er hjemme klokken to?« Jonas rynkede panden. »Klokken tolv har vi jo aftalt. Det ved du, at din mor og jeg er enige om.« »Åh, hold nu op ... det er jo midsommer. Alle de andre bliver ude meget længere. Hvorfor skal jeg være den eneste, der går tidligt hjem? Det er ikke ret fedt.« Stå nu fast, tænkte Nora og var samtidig glad for, at det ikke var hende, der skulle tage slagsmålet. Hun havde nok i sine egne kampe.

Nora blev stående og ventede på Jonas uden at blande sig. Selv Simon var tavs for en gangs skyld og koncentrerede sig om kartoflerne på tallerkenen. »Årh far ... « Wilma lagde hovedet på skrå og så om muligt endnu mere bønfaldende ud.

Jonas skubbede sin tallerken fra sig. »Så siger vi klokken et. Men kun for denne ene gangs skyld. Jeg vil ikke høre ét ord mere om at komme sent hjem hele resten af sommeren.« Wilmas ansigt afspejlede modstridende følelser. Skulle hun blive ved med at plage og risikere at irritere Jonas eller lade sig nøje med den halve sejr?

Klokken et var åbenbart bedre end ingenting, for hun tog et lille dansetrin og sagde: »Det lover jeg. Tusind tak, du er bare kanon.« Wilma lænede sig frem og gav sin far et nyt knus. Denne gang var glæden ægte. Jonas prøvede at stryge hende over håret, men hun smøg sig hurtigt væk.

I forbifarten fik selv Nora et smil. »Hej, hej. Vi ses i morgen.« 15

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 15

19-02-2013 13:44:30

»Pas nu godt på dig selv. Har du mobilen med?« »Ja. ja.« Stemmen var utålmodig, den tynde teenagekrop allerede i bevægelse. »Den skal også være tændt,« sagde Jonas. »Husk det. Du må love, at du svarer, når jeg ringer.« Wilma havde nået at åbne døren og vendte sig ikke om. »Okay, okay. Det skal jeg nok.« Nora sukkede. Wilma snoede Jonas om sin lillefinger, men Nora syntes ikke, hun var særlig nem at omgås. Det var nok meget godt, at de stadig boede hver for sig, hun i den nye lejlighed i Saltsjöbaden, og Jonas i sin treværelses inde i byen.

Her på Sandhamn lejede Jonas Noras gamle hus, som hun havde forladt sidste år, da hun og drengede flyttede ind i Den Brandske Villa, det smukke hus fra århundredskiftet, som hun havde arvet efter sin tante Signe. Det var sådan, de havde lært hinanden at kende.

I denne weekend boede de alle sammen hos Nora, fordi der ingen strøm var hos Jonas. Øens rare elektriker havde lovet at ordne problemet næste dag.

Yderdøren smækkede efter Wilma, og væk var hun.

16

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 16

19-02-2013 13:44:30

Kapitel 3

Wilma smilede tilfreds, da hun forlod huset uden at lukke lågen efter sig.

Hendes mobil bippede. »Kommer du snart? R allerede i havnen/Malena« Hurtigt tastede hun et svar. »Alt okay. R på vej/W« Hun havde overhovedet ikke haft lyst til at fejre midsommer på Sandhamn med sin far og Nora, men da hun fandt ud af, at vennerne inde fra byen kom derud, begyndte hun pludselig at glæde sig til midsommerweekenden, trods Nora og hendes unger. Simon var egentlig ret sød, han ville gerne have selskab af Wilma, når han sad og så tegnefilm. Men Adam var håbløs, han sad bare ved computeren og spillede kedelige computerspil, med eller uden sine lige så håbløse kammerater.

Far og Nora var endnu værre, de gik og gramsede på hinanden, når de troede, ingen så det. Det var pisse irriterende. Ækelt. Hvorfor skulle han også lige møde hende?

Telefonen bippede igen. »Har du ngt med?« Wilma klappede tilfreds på tasken. I Noras gamle kartoffelkælder stod der flere kasser vin. Wilma havde opdaget dem ved et tilfælde, og nu havde hun taget to flasker fra kassen længst inde i hjørnet.

Hele ugen havde hun gået og spekuleret på, hvad hun skulle tage på, og prøvet alle sine toppe flere gange. Til sidst besluttede hun sig for en kort hvid jeansnederdel og en helt enkel top. Hun ville være fin uden at være overpyntet.

17

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 17

19-02-2013 13:44:30

Hos H&M havde hun fundet en ny mascara, som hun egentlig ikke havde råd til. I et ubevogtet øjeblik havde hun stukket den i lommen. Det var forkert, det vidste hun godt, men når de ikke opdagede det, var de selv ude om det.

Wilma var begyndt at hænge ud med den nye gruppe i forårssemestret. Dem i hendes egen klasse var så barnlige, de skabte sig hele tiden. Fyrene var bumsede og fjollede, det ene øjeblik talte de med dybe stemmer, i næste øjeblik røg de op i falset.

De nye venner var meget mere spændende. Især Mattias. Han var halvbror til hendes veninde Malena fra parallelklassen. Der var to et halvt år mellem de to søskende, og han gik på gymnasiet et sted i den indre by.

Malenas bror var høj og mørk, og han havde ladet sit hår vokse langt i nakken. Han plejede at stryge det om bag ørerne, så der stak et par krøller frem. Wilma længtes efter at lade hånden glide gennem dem. Om halsen havde han en sølvkæde, og han var altid elegant klædt i slidte jeans og loafers af ruskind. Han var meget flottere end fyrene i hendes egen klasse med deres hættetrøjer og sneakers. De lignede mest af alt en flok aber.

Wilma var hurtigt faldet for Mattias, men foreløbig virkede det ikke, som om han havde bemærket det. Han talte dårligt nok med hende, selvom hun prøvede at fange hans opmærksomhed, hver gang hun så ham.

Når de havde mødt hinanden, kunne Wilma sidde i timevis bagefter og gennemgå alt, hvad han havde sagt. Hun analyserede hver eneste sætning og måden, han havde udtalt dem på, måden han havde set på hende på, når han sagde noget.

Hun vidste, at hun ikke var alene om at kunne lide Mattias. Han havde mange pigebekendtskaber, og hans mobil bippede uafbrudt.

Indimellem grinede han og viste de andre fyre en besked. Og sommetider kom han med en ironisk kommentar.

Wilma slikkede sig om læberne og følte efter, om lipglossen sad der endnu. Den hed Spring Blossom og var orangerosa. Den var 18

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 18

19-02-2013 13:44:30

også røget med fra H&M, og hun syntes, at den fik hende til at se ældre og mere erfaren ud.

I aften ville Mattias lægge mærke til hende. Wilma følte det i kroppen, i aften ville han forstå, at hun ikke bare var en lille pige, som hans lillesøster havde med som påhæng.

Vinflaskerne i håndtasken var hendes trofæ. Han ville få at se, at hun var med på beatet, at hun også var et fuldgyldigt medlem af gruppen.

Hun var parat til at gøre hvad som helst for at være sammen med ham. »Skal vi drikke kaffen nede ved bådebroen?« sagde Nora og så på Jonas.

Solen stod stadig højt på himlen, selvom klokken nærmede sig otte om aftenen. Det var lang tid siden, det havde været så godt vejr en midsommeraften, og det var vidunderligt at mærke varmen efter den lange mørke vinter.

Jonas trak hende ind til sig. Han førte munden hen over hendes hår og mumlede: »Vi er kun os to i huset.« Nora lænede hovedet mod hans pande og nød at have ham tæt på. »Drengene er hos deres kammerater, og det varer længe, før Wilma kommer tilbage,« hviskede Jonas ind i hendes øre.

Et smil spillede i den ene mundvig, og Nora kunne mærke, hvordan hun reagerede på hans tilnærmelse, en varm følelse krøb fra navlen og nedefter, og en pirrende fornemmelse bredte sig i hele kroppen. Med halvåben mund lænede hun sig frem og mødte Jonas’ læber.

Og tog sig så i det. »Tænk, hvis Adam og Simon kommer tilbage. Det ville være rigtig dumt.« Nora vred sig ud af Jonas’ greb uden at tage sig af skuffelsen i hans øjne.

19

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 19

19-02-2013 13:44:30

»Vi har masser af tid senere,« sagde hun og bøjede sig ned for at hente en bakke fra et underskab. Hun satte to krus, sukker og en kande mælk på den. »Vil du have noget til?« spurgte hun. »En midsommercognac måske?« Han lod ikke til at have taget hende det ilde op, i stedet smilede han så fristende til hende, at hun næsten ombestemte sig. Hun kunne ikke lade være med at standse op og betragte ham, som han stod der lænet op ad køkkenbordet, i jeans og grøn trøje med v-udskæring og sejlersko på de bare fødder. Men tanken om drengene holdt hende tilbage. »Jeg nøjes med kaffe,« sagde Jonas. »Men tag én selv, hvis du har lyst.« Nora mærkede efter. Havde hun lyst til cognac eller noget andet?

Måske en lille avec. De havde delt en flaske rødvin til maden, men det var dejligt med noget til kaffen. Hun tog en flaske armagnac frem og hældte lidt op i et cognacglas. Så tog hun bakken og bar den gennem glasverandaen og ned ad den lange trappe, der førte til terrassen nede ved vandet.

Området lå stadig badet i solskin, og glad latter hørtes fra huset ved siden af, hvor flere gæstende sejlbåde havde lagt til ved bådebroen.

Nabofamilien havde spist ude ved et stort langbord, og duften fra grillen hang stadig i luften. Fra et sted længere henne hørtes tonerne af en snapsevise, efterfulgt af et højlydt ‘Skål!’.

Nora smilede ved den klingende lyd af snapseglas. Det var præcis sådan, en typisk midsommer skulle være på Sandhamn, når alle sad i deres haver med god mad og drikke.

Hun stillede bakken på det hvide træbord, og mens Jonas skruede låget af termokanden, dækkede Nora op med krusene og en plade mørk chokolade, som hun brækkede i småstykker.

Der hørtes kvidren i luften, og da hun kiggede op, fløj en flok svaler højt over hendes hoved. De svævende fugle var et sikkert tegn 20

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 20

19-02-2013 13:44:30

på højtryk, så forhåbentlig ville det gode vejr holde i det mindste de næste par dage.

Tilfreds slog Nora sig ned på en stol og løftede kaffekoppen. Det her er næsten for godt til at være sandt, tænkte hun.

21

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 21

19-02-2013 13:44:30

Kapitel 4

Elin lå på ryggen, og den lille mund var knebet sammen om en sut, der bevægede sig i takt med hendes åndedrag. De små fingre, der tidligere havde været knyttede i vrede og havde fægtet ud i luften, hvilede nu mod den tynde dyne. En bamse lå i det ene hjørne af tremmesengen, og en lille uro med farvestrålende sommerfugle hang på en plasticpind over hovedpuden.

Krimminalinspektør Thomas Andreasson stod ved siden af den hvide tremmeseng i sommerhuset på Harö og betragtede sin datter.

En smal stribe lys sivede ind under de mørklægningsgardiner, de havde sat op for hendes skyld. Det var nok til, at han kunne skelne de fine ansigtstræk. Øjenbrynene var så lyse, at de knap nok var synlige, og håret lå i tynde lokker over ørerne.

Han rørte forsigtigt ved den lille hånd. Neglene var fine og lyserøde, ufatteligt små sammenlignet med hans egne. Brystkassen hævede og sænkede sig i regelmæssig takt, og Thomas kunne mærke, hvordan han selv faldt til ro.

Hans datter sov og havde det godt.

Da hendes storesøster Emily døde tre måneder gammel, havde sorgen været så dyb, at den næsten havde knust ham. Tabet fik ægteskabet med Pernilla til at bryde sammen. De havde begge været ramt af en fortvivlelse, der var umulig at håndtere, og havde først fundet sammen igen for et års tid siden.

Det var Pernilla, der havde taget kontakt og ville have, at de skulle mødes igen. Thomas havde tøvet, angsten for at rippe op i gamle sår sad dybt. Men da de mødtes igen, huskede han kun det lyse og lette: Den sommeraften i Stockholm, hvor de forelskede sig, Pernillas smil under vielsen i Djurö kirke, lykken, da Emily blev født. Det var, som om de aldrig havde været fra hinanden.

22

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 22

19-02-2013 13:44:30

De havde fået en ny chance.

Det var hende, der hjalp ham tilbage efter den alvorlige ulykke på isen uden for Sandhamn for lidt over et år siden, da han var sunket ned i en tilstand, hvor livet var gråt, og han ikke en gang vidste, om han orkede at fortsætte som politimand. Det havde føltes helt uoverskueligt at genoptage arbejdet i Efterforskningsafdelingen, hvor bunkerne hobede sig op, og ressourcerne var alt for små.

Efterfulgt af samvittighedskvaler og en nagende tvivl om egne evner.

Men hvis han holdt op i politiet, hvem var han så?

Den store forandring kom med Elin. Da det gik op for ham, at han skulle være far igen, slap depressionen endegyldigt sit klæbrige greb. Da hun blev født i marts, vågnede han fra sin lange dvale, som om et fint lag støv var blevet tørret væk fra et vindue, så det blev klart og gennemsigtigt igen.

Nu var hun ni uger. Om syv dage ville hun være lige så gammel, som Emily var den nat, hvor hun døde, mens hun sov, uden at Thomas eller Pernilla kunne gøre noget.

Billedet af sin døde datters krop den morgen ville han altid bære med sig. »Thomas. Hvor blev du af?« Pernillas stemme hørtes fra verandaen udenfor. »Kaffen bliver kold.« Thomas kunne mærke, at han ubevidst havde strammet sit greb om barnesengen. Med stor viljeanstrengelse løsnede han fingrene og strøg forsigtigt Elins bløde kind. Hun gryntede lidt og mistede sit greb om sutten, som var ved at trille ud. Hurtigt skubbede Thomas den ind, og datteren begyndte lykkeligt at sutte løs igen.

Med et sidste blik på sin datter gik Thomas ud til Pernilla.

23

34487_i_kampens_hede_1u2o.indd 23

19-02-2013 13:44:30