Statsminister_Anker_Joergensen

120 mm

172,5 mm

Bogen tegner et tæt og levende portræt af Anker Jørgensen gennem alle de dramatiske perioder i hans tid som statsminister og formand for Socialde-

Fra den overraskende udnævnelse i 1972, over Jordskredsvalget, oliekrisen og de store økonomiske forlig til sammenstødene med udenlandske statsoverhoveder, kampen om atomkraften og Christiania. Men også SV-regeringen, Ritz-skandalen, afgrundsdebatten, fodnotepolitikken og de mislykkede forsøg på at genvinde regeringsmagten.

Desuden giver bogen indblik i privatmennesket Anker Jørgensen, i reaktionerne på de politiske rutsjeture og i hans forhold til familien, herunder kam249 mm

pene, han måtte tage med sin ældste søn, der var aktiv på den yderste venstrefl øj.

Thomas Thurah

Den store biografi er baseret på interview med de fleste nulevende ministre

født 1963, mag.art., journalist og forfatter.

i Anker Jørgensens regeringer, medlemmer af folketingsgruppen, politiske modstandere, fagforeningsfolk, embedsmænd og Anker Jørgensens egen familie. Herudover trækker bogen på omfattende skriftlige kilder i form af ikke tidligere udgivne dagbogsoptegnelser, gruppemødereferater og Anker Jørgensens eget arkiv.

Bogen er rig på overraskelser. Både om politikeren og privatmennesket Anker Jørgensen. Den skildrer også, hvor opslidende livet som toppolitiker er, og hvilke tragiske konsekvenser det fik for flere i og omkring Anker Jørgensens regeringer.

Foto: © Flemming Gernyx

9 788771 080124

ANKER STATSMINISTER MINISTER JØRGENSEN

mokratiet.

172,5 mm

120 mm

THOMAS THURAH

En nuanceret biografi om en af Danmarks mest populære statsministre.

58 mm

Hans popularitet stiger lodret.

Det samme gør betalingsbalanceunderskuddet, udlandsgælden og arbejdsløsheden. Han er statsminister under den voldsomste økonomiske krise i 40 år, måske nogensinde. I samme

THOMAS THURAH

STATS MINISTER

ANKER JØRGENSEN

periode, i krisens værste fase, gør han Socialdemokratiet større, end partiet har været siden Jens Otto Krags første folketingsvalg i 1964. Og større end det på noget tidspunkt har været siden. Hvad er forklaringen?

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 3

Thomas Thurah

STATSMINISTER ANKER JØRGENSEN

People’sPress

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

Statsministeriet, oktober 1972.

13:42

Side 12

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 13

3. oktober 1972

Statsminister Men nu er noget sket som jeg ikke helt fatter.

DAGBOGEN

DEN

3.

OKTOBER

1972

De redigerede dagbøger Selve udnævnelsen fandt sted to dage efter, men den 3. oktober blev det afgjort, det var en onsdag. Statsminister Jens Otto Krag havde dagen forinden vundet EF-afstemningen. Han var ikke alene om det, men han havde gjort Danmarks medlemskab og afstemningen den 2. oktober til en personlig sag, i uhørt grad: Tabte ja-siden, ville han blive, vandt den, ville han gå af.

Og så vandt den.

Om aftenen på valgdagen er den socialdemokratiske regering samlet på Krags kontor. Humøret er godt, man har jo vundet. Det er ikke alle socialdemokrater, der ser sådan på det, men ministrene, eller de fleste af dem, gør.

De har vundet. Ved 22-tiden siger Krag til Erling Dinesen, arbejdsminister og Krags nærmeste rådgiver, at han skal tale med ham, inden han går. Dinesen vil ellers gerne hjem, han er træt. Krag når også at gribe fat i Anker Jørgensen, folketingsgruppens næstformand og formand for landets største fagforbund. Han beder ham møde i Statsministeriet næste morgen kl. 8.00. Ifølge Krag selv siger han ikke hvorfor, han nævner åbningstalen, men ikke den egentlige grund.

Ved 2-tiden om natten bryder de sidste op, Krag og Dinesen følges ad ned ad trapperne og ud på Slotspladsen. Her venter de nogle minutter, mens Dinesens chauffør kører vognen rundt om Christiansborg. Imens fortæller Krag om sin beslutning. Han vil træde tilbage. Eller som han siger: “I morgen går jeg af som statsminister.”

Dinesen siger ikke ret meget. Senere har han svært ved at huske, hvad han

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

13

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 14

har sagt. Han vidste godt, at Krag snart ville træde tilbage, det var der flere, der vidste, men ikke, at det skulle ske lige nu. På den anden side forestiller han sig næppe, den nat på Slotspladsen, at han kan tale Krag fra beslutningen. Men det er sandsynligt, at han alligevel har forsøgt.

I ministerbilen beder Krag Dinesen ringe til K.B. Andersen og kun ham, udenrigsminister i Krags regering. Han og Dinesen skal møde i Statsministeriet kl. 7.30. Ifølge Krags plan skal K.B. Andersen konstitueres som statsminister, Dinesen som formand for partiet. Det vigtigste i planen, det, der skal skabe dramaet i morgen, så snart chokket over hans tilbagetræden har lagt sig, siger han stadig ikke noget om. Krag bliver sat af foran sit hjem på Egernvej på Frederiksberg. Fra sin egen telefon ringer han senere på natten til sin departementschef Eigil Jørgensen og beder ham komme i Statsministeriet næste morgen kl. 7.00.

Vi ved, at Krags hustru, Helle Virkner, er i Aalborg, og at Krag tilbringer natten sammen med en ung svensk journalist. Vi ved ikke, hvordan K.B. Andersen tilbringer natten efter telefonopringningen fra Dinesen, men vi ved, at Dinesen selv ligger søvnløs, at han tager en sovepille og stadig ikke kan sove. *** Da Anker Jørgensen fire år tidligere var blevet valgt til formand for de 250.000 medlemmer af Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund (DASF), var han lige inden afstemningen gået sin vej. Fra den samlede kongres, de delegerede, pressen, væk var han, som om noget andet var vigtigere. Senere fortalte han, at han havde sovet. Sovet? spurgte man ham. På en bænk i Landbohøjskolens have. En bænk! Under et stort træ, forklarede han. En hængepil.

Det er en af historierne om ham. En anden, langt senere, måske tre eller fire år efter, at han er trådt tilbage som statsminister, er fra et besøg i Ungarn.

Den danske delegation har fået de sædvanlige blomster, nu har den taget opstilling foran borgmesteren. Efter hans tale er det den tidligere statsministers tur. Da borgmesteren endelig er færdig, er den tidligere statsminister imidlertid forsvundet. Delegationens mest prominente medlem, væk, sporløst. De finder ham foran nogle børnetegninger sat op på en væg bagerst i salen. Han har fisket kameraet op og er ved at fotografere tegningerne.

14

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 15

En tredje fortæller, hvordan han nogle år før under et taffel hos dronningen har taget skoene af under bordet, som han nogle gange gør. En minister, der sidder overfor, kender statsministerens vane og har med en lang tå trukket skoene over på sin side, uden for statsministerens rækkevidde. Afslutningen på taflet nærmer sig, man skal snart rejse sig. Statsministeren bliver klar over, hvad der er sket. Han læner sig ind over bordet og hvæser dæmpet til ministeren: “Nu kommer du fandenraseme med de sko!”

Sådan fortæller man, nogle gange sådan, nogle gange lidt anderledes.

Han står i et nært forhold til virkeligheden, der er ikke noget, der er så vigtigt, at det almindelige ikke er vigtigere. Han er sin egen målestok for det naturlige, det almindelige, og bliver derfor også andres. Foruden målestokken har han endnu en rekvisit, en usynlighedskappe. Han kan trække sig tilbage fra verden, ind i sit eget rum, gøre sig urørlig.

Det er hans to balancepunkter, et ydre og et indre.

Sådan virker det, og sådan skal det fortsætte de næste ti år, måske endnu længere; når forhandlingerne er ved at bryde sammen; når pressen siger, han er færdig. Når det hele er allerværst. Han går en tur ned til vandet og kommer på vejen i tanke om en bog, han engang har læst, eller han går en af sine “natture” og falder i snak med manden i aviskiosken, som har hans pung liggende, fordi han glemte den sidst, eller som viser sig at være en kammerat til en gammel kollega i FDB på Islands Brygge eller kasserer i en kreds på Amager. Eller også tager han hjem til sin elskede, til Ingrid. *** I sin dagbog skriver han under datoen den 3. oktober 1972: “Dette blev den mest chokerende dag i mit liv – jeg er blevet statsminister.” Og videre: “Selvom jeg mange gange er blevet tippet, af pressen især, har jeg altid afvist tanken, fordi jeg ikke har kunnet se noget formål med at J.O. Krag gik. Snakken om at han ikke er populær, er blot normal snak om en nulevende. Han er stadig ung, eller i hvert fald ikke gammel – er det 58 han er? – og når han engang skal gå af om ca. 10 år, så har vi mange andre emner end mig. Derfor, trods snakken, har jeg følt det helt urealistisk.”

To gange har Krag ifølge sin egen dagbog ellers fortalt ham, at han vil pege på ham som sin efterfølger, når han træder tilbage. Den første gang er lige efter regeringsskiftet i oktober 1971. Socialdemokratiet vinder en smal

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

15

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 16

sejr og kan med et enkelt mandats flertal danne regering. Krag afløser den radikale Hilmar Baunsgaard, men er altså knap trådt til, før han tænker på at træde tilbage. Den anden gang ligger ti måneder før, ved LO’s nytårsfest i begyndelsen af januar 1972. Herudover har Krag i en tale ved Anker Jørgensens fødselsdag den 13. juli samme år antydet sine planer. Fødselsdagen blev fejret ved en frokost i Divan 2 i Tivoli. Med er Ankers Jørgensens børn, svigerbørn, gode venner “samt repr. fra soc-dem.”, som han skriver i dagbogen. I sin tale siger Krag bl.a.: “Årene mellem 50 og 60 er de bedste i et menneskes liv. Man har stadig den ungdommelige kraft, men forener den med erfaringen.” Han siger også, at “arbejderbevægelsen har store forventninger” til fødselaren.

Kan Anker Jørgensen efter samtalerne i oktober og januar være i tvivl om, hvad statsministeren har i tankerne?

Aviserne bringer i anledning af forbundsformandens runde fødselsdag interview og portrætter på stribe. Fyens Stiftstidende den 8. juli: “Bliver Anker Jørgensen den næste i Staunings, Hedtofts, H.C. Hansens, Viggo Kampmanns og Jens Otto Krags stol? Flere fremtrædende socialdemokrater tipper ham som en af favoritterne, når timen er inde.” Ninka i Politiken den 9. juli: “For ikke så længe siden mente man, at De måske skulle efterfølge Krag både som partiformand og minister?”. Aarhus Stiftstidende den 10. juli: “Den stærke DASF-formand bliver 50. Han kan nå at blive J.O. Krags efterfølger”.

Tre dage inden folkeafstemningen om EF-medlemskabet holder en gruppe af departementschefer et uformelt frokostmøde. Til stede er bl.a. chefen for budgetdepartementet Erik Ib Schmidt og departementschef i Statsministeriet Eigil Jørgensen. Ved frokosten diskuterer man, hvornår Krag vil træde tilbage. Departementscheferne er enige om, at det vil ske inden for et år. Statsministeren er slidt, han har mistet lysten til det politiske liv og magter det mindre og mindre i forening med det private.

Kan departementscheferne se noget, som gruppens næsteformand ikke kan se?

Erik Ib Schmidt skriver en lille uge efter mødet, den 5. oktober, i sin dagbog: “Vi var enige om, at Anker Jørgensen var en sandsynlig kandidat til statsministerposten og den bedste, man kunne få i dag.”

Krag havde i øvrigt fortalt om sin beslutning, også den del, der angik Anker Jørgensen. Til mindst to, muligvis til flere. Den ene var hans hustru, den anden folketingsmedlem og sekretær for Socialdemokratiets forretningsud-

16

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 17

valg og hovedbestyrelse, Søren Hansen. Det gjorde Krag allerede om sommeren, dvs. i tiden omkring Anker Jørgensens 50-års fødselsdag. Nogle uger senere, i sensommeren, på vej over Christiansborg Ridebane, fortæller Søren Hansen det til sin gode ven, folketingsmedlem Lasse Budtz. Hvem Lasse Budtz fortæller det til, ved vi ikke.

Der er to forhold ved Anker Jørgensens dagbogsoptegnelser fra dagene omkring hans udnævnelse, der ikke fremgår direkte af den trykte udgave. Det ene er, at optegnelserne er skrevet mere end en måned senere. Det andet er, at de er redigerede. Forsinkelsen skyldes formentlig travlhed, han indhenter det fra søndag den 5. november og en måneds tid frem (bl.a. under en ferierejse til Barbados), hvor han fører dagbogen ajour fra januar 1972. Den senere redigering af teksterne dækker ikke over egentlige skandaler eller store hemmeligheder. Men noget dækker den over.

Hvad det første angår, forsinkelsen, røber dagbøgerne først og fremmest noget i kraft af det, der ikke står. Dvs. det, Anker Jørgensen har besluttet at fortie eller udelade.

Optegnelsen om januar 1972 (uudgivet) fylder godt to maskinskrevne sider og omtaler fire dødsfald (Bodil Koch, Aksel Larsen, kong Frederik og forfatteren Aage Krarup Nielsen), arbejdsmandsforbundets 75-års jubilæum, ture med familien og den lange række af møder om EF og flere af deltagerne, 15-16 navne omhyggeligt noteret. Der er også noget om tiden efter udnævnelsen, bl.a. om mediernes – pressens og især tv’s – betydning for en statsminister. Der er sket meget i januar 1972, der endnu i november er værd at mindes.

Samtalen med Krag ved LO’s nytårsfest er det tilsyneladende ikke.

Optegnelsen om juli 1972 (uudgivet) beskriver fødselsdagen i Tivoli udførligt, herunder deltagerne og gaverne (“400 flasker, porcelæn, bøger, billede fra afdelingen”). Der er også noget om hans hustrus, Ingrids, fødselsdag, der blev fejret i familiens sommerhus i to omgange, først for den jyske familie, så for den københavnske. De legede “futtog”, skriver han. En gav et “nudistnummer”.

Men intet om Krags tale.

Optegnelsen om den 2. oktober (udgivet), dagen før udnævnelsen, handler om EF-afstemningen. Det er ikke underligt. Det er heller ikke underligt, at der til optegnelsen er knyttet en erindring om den tilsvarende afstemning

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

17

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 18

i Norge måneden før, der endte med nej-flertal. For mange danskere og på et tidspunkt også for statsminister Krag og forbundsformand Anker Jørgensen var ja’et til EF betinget af et norsk ja. Måske er det heller ikke underligt, at der står meget om Anker Jørgensens egen beslutning om at stemme ja, trods nej’et ved en afstemning på kongressen i hans eget forbund tidligere på året. Eller om hans stedmors – “tantes” – trodsige nej eller “jen”, som hun siger. EF-afstemningen og Anker Jørgensens ja – et ja næsten lige så trodsigt som tantes nej – er en nøgle til at forstå Krags beslutning om at gøre Anker Jørgensen til sin efterfølger. Det vidste Anker Jørgensen både i oktober og november 1972 og sandsynligvis også før.

Optegnelsen slutter: “Sent på aftenen tog jeg ind på Christiansborg.” Til sammenkomsten på Krags kontor. Det er her, regeringen, dvs. hovedpersonerne i næste dags drama, er forsamlet. Det er også her, Krag beder ham komme til et møde i Statsministeriet tidligt næste morgen, et møde, som han på tidspunktet for nedskrivningen af optegnelsen, måneden efter, kender anledningen til og ved, hvad skal ende med. Men han nævner det ikke med et ord. “Sent på aftenen tog jeg ind på Christiansborg.” Og så ikke mere.

Det er til gengæld underligt.

Thomas Nielsen og Kai Petersen Den 3. oktober kl. 7.00 orienterer Krag sin departementschef Eigil Jørgensen. “Til formiddag skal vi afgøre, hvem der skal være landets næste statsminister. Om lidt kommer de én efter én og tror, det skal være dem. Så skal det være klart. Hvis der ikke ligger et fast udspil, går det i skuddermudder.”

Eigil Jørgensen bliver chokeret, sætter sig ned og siger: “Lad mig så få en bajer.”

Så vidt overleveringen, Krags og Eigil Jørgensens egen.

De næste cirka ni timer skal der afholdes en halv snes møder, med alle nøglepersonerne, dem, der sidder nærmest magten, og dem, der gerne vil endnu tættere på den. De ærgerrige. Den halve snes møder udgør tilsammen Krags “faste udspil”, møderne er ikke bare rammen om udspillet, dets iscenesættelse eller orkestrering, de er udspillet. Møderækken, dens tilsyneladende bløde swing og kontrapunktiske finesser, er blevet kaldt Krags genistreg. Hans overlegne intellekts sidste glansnummer.

18

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 19

Det står tilbage, især det, fejringen af den taktiske genistreg, inden Krag selv indleder sin korte rejse mod afslutningen. Som amatørmaler, alkoholiker, utilpas i sit eget tomrum, hvilket er en anden historie, men måske ikke en helt anden.

Erling Dinesen og K.B. Andersen ankommer som aftalt til Krags kontor kl. 7.30. De kender hans beslutning eller en del af den. De ved sandsynligvis også godt, at det er for sent at tale ham fra den. Men de forsøger alligevel.

Dernæst gentager Krag, hvad han allerede har sagt til Dinesen om natten, og Dinesen muligvis allerede sagt videre til K.B. Andersen. At den første skal konstitueres som partiformand, den anden som statsminister. Det er første del af det faste udspil. I det ligger, at ingen af de to skal gøre sig håb om at blive statsminister. I hvert fald ikke med Krags hjælp. Og uden bliver det svært.

Erling Dinesen (f. 1910) er som nævnt Krags nærmeste rådgiver, i hvert fald en af de nærmeste. Han kommer fra fagbevægelsen, var i 14 år formand for Dansk Handels- og Kontormedhjælperforbund. Han har været arbejdsminister i Krags tre regeringer fra 1963, medlem af Folketinget siden 1964 og næstformand for Socialdemokratiet siden 1969. Han tilhører partiets højrefløj, lidt mere til højre end Krag.

Noget lignende gælder K.B. Andersen. Der i øvrigt også er en af Krags faste støtter. Der er imidlertid også forskelle. K.B. Andersen (f. 1914) er akademiker, cand.polit. med en fortid som chef for Statsradiofoniens foredragsafdeling, forstander for Arbejderhøjskolen i Roskilde og redaktør af partitidsskriftet Verdens Gang. Han er kulturel, han er oplysningsmand, et menneske, der kan tænke både abstrakt og konkret, og er, hvad det angår, ikke tynget af beskedenhed. K.B. Andersen var med til at skrive partiets principprogram i 1961. Tre år senere blev han undervisningsminister i Krags anden regering og i 1971 udenrigsminister.

Ingen af dem har noget nært forhold til Danmarks nye statsminister. Den ene af de to – K.B. Andersen – snarere et dårligt, som gradvist skal blive værre.

Kl. 8.00 eller lidt før ankommer Anker Jørgensen for at diskutere talen, som Krag skal holde ved åbningen af Folketinget fire timer senere. Eller for at blive orienteret om dens hovedpunkter. Det tager ikke lang tid. Krag har talen færdig og har muligvis haft det længe. Så orienterer han Anker Jørgensen om sin beslutning om at træde tilbage, og denne gang hører Anker Jørgensen efter. Han er “målløs”, skriver han i sin dagbog, da han senere erin-

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

19

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 20

drer dagen. Dernæst gør han indsigelser, beder Krag genoverveje sagen, minder ham om den politiske situation, opgaverne. Men med samme resultat som Dinesen og K.B. Andersen. Eller som han senere sammenfatter Krags svar i dagbogen: “absolut nej”. Kort efter er mødet slut, og Anker Jørgensen forlader Krags kontor. Nu ved han så meget.

I løbet af formiddagen bliver der holdt to gruppemøder, det ene med deltagelse af partiets forretningsudvalg. Det første møde bliver holdt lidt efter kl. 8, det andet kl. 9.30. Ved ingen af de to møder – møder med partiets folkevalgte – siger Krag noget om sin beslutning om at træde tilbage. Han gennemgår sin åbningstale og får gruppens godkendelse. Heller ikke Dinesen eller K.B. Andersen siger noget. Ved mødet bliver Dinesen opmærksom på et problem, der kan skabe utilfredshed, måske ligefrem uro, blandt medlemmerne af forretningsudvalget. Hvad nu, hvis de er taget hjem, når Krag senere på dagen meddeler sin beslutning fra Folketingets talerstol? Hvad nu, hvis nyheden om, at Danmark skal have ny statsminister, når dem på Storebæltsfærgen? Hvad nu, hvis forretningsudvalgets medlemmer føler sig sat udenfor? Dinesen, K.B. Andersen og Anker Jørgensen taler sammen og beslutter at give en meddelelse om “regnskabsmæssige problemer”, som vil blive diskuteret på et forretningsudvalgsmøde kl. 15.00. Det vil udsætte medlemmernes hjemrejse, det vil afværge skandalen.

Herefter tager Anker Jørgensen fra Christiansborg til sit formandskontor i Arbejdsmandsforbundet i Nyropsgade.

Dagens vigtigste møde begynder lidt efter kl. 10 – nogle siger lidt før 10.30 – og finder sted på Krags kontor. Nu er kredsen udvidet, foruden Dinesen, K.B. Andersen og Krag selv deltager LO-formand Thomas Nielsen og gruppeformand Orla Møller. Herudover deltager tilsyneladende ved en tilfældighed handelsminister Erling Jensen. Ligesom tre af de andre deltagere i mødet – Dinesen, K.B. Andersen og Orla Møller – er Erling Jensen kandidat til statsministerposten. En af dem, man har nævnt. En af dem, der under de rigtige omstændigheder og på et gunstigt tidspunkt kunne overtage efter Krag. En af de ærgerrige. Og muligvis er det derfor, han har gjort sig et ærinde i Statsministeriet og denne formiddag går adspredt rundt foran døren til Krags kontor, indtil først K.B. Andersen og så Krag får øje på ham, og Krag råber: “Erling, kom dog ind og vær med!” Men måske er han ikke ærgerrig nok, i hvert fald er han ikke tæt nok på. For så var han vel blevet inviteret med fra begyndelsen.

20

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 21

Derefter følger Krags “faste udspil”, genistregen.

Han har bragt de magtfulde og ærgerrige sammen, så de på én gang kan sanktionere, hvad han har sat i scene, og forhindre hinanden i at protestere.

Krag vil skabe en eftertænksom pause, en pause, hvor alternativerne til hans eget ønske udelukkes ét for ét. Krag anbefaler ikke Anker Jørgensen. I det mindste ikke ifølge dagbogen. Krag vil ikke have de tilstedeværende til at sige ja til Anker Jørgensen, men nej til den rivalisering og det kaos, der vil opstå, hvis det ikke bliver Anker Jørgensen. I sin dagbog om dagens forløb skriver Krag: “Jeg gentog min redegørelse og gik lidt nærmere ind på spørgsmålet om min efterfølger. Ud fra en række synspunkter vedrørende alder, placering i bevægelsen mv. anbefalede jeg, at man overvejede Anker Jørgensen.”

Anbefalede, at man overvejede. Det er noget andet end at anbefale. Det anbringer pausen, hvor Krag vil have den. På hans side, dvs. ikke efter et nej til Anker Jørgensen, men i god tid før.

Dagbogen fortsætter: “Efter at man havde grundet lidt bordet rundt, blev der givet tilslutning.”

Så kan Krag ringe til Anker Jørgensen og bede ham komme ind i Statsministeriet. Han sætter “ham ind i situationen”, skriver han i dagbogen, men ikke den hele, han siger ikke, at han skal være statsminister. Bagefter ringer han til Folketingets formand, Karl Skytte, og spørger, om han efter sin åbningstale kan få ordet for at give en kort meddelelse til tinget. Han forklarer Skytte hvorfor. Og får formandens tilladelse. *** Hvad ved Anker Jørgensen, forbundsformanden med usynlighedskappen og den naturlige målestok, den uærgerrige, der om et øjeblik får trykket magten i hånden? Ved han noget, eller taler historien sandt, har han ingen anelse?

Spørgsmålet rækker ud over den 3. oktober, og handler ikke kun om, hvem der vidste hvad hvornår. Det handler om Anker Jørgensen selv, om den historie, der i løbet af de kommende ti år og senere endnu skal fortælles om ham. Det handler selvfølgelig også om dem, der fortæller den.

Foreløbig sidder han på forbundskontoret i Nyropsgade. Krag har ringet, han skal komme hen i Statsministeriet. “I løbet af kort tid”, skriver Krag i sin dagbog. Anker Jørgensen kommer, ikke lige med det samme, han taler med sin næstformand, Ejler Sønder. Så de må ringe igen, og så kommer han.

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

21

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 22

I mellemtiden er mødedeltagerne blevet sultne, man er rykket ind på K.B. Andersens kontor og sidder med smørrebrød, øl og drammer. Der findes ikke noget referat fra mødet, ud over hvad Krag har skrevet i sin dagbog, og de andre fortalt pressen. Thomas Nielsen beklager Krags beslutning, men han er tilfreds med valget af Anker Jørgensen. Anker Jørgensen er fagbevægelsens mand, en, der ved, hvad der sker på arbejdspladserne. Orla Møller er også tilfreds, siger han. Både Thomas Nielsen og Orla Møller skal på møder senere på dagen uddybe deres syn på udnævnelsen af forbundsformanden.

Herfra har vi til gengæld referater. Og så enige er de heller ikke.

Det er der flere grunde til, men ingen af dem er entydige, ingen af dem kan tilsyneladende stå alene.

Thomas Nielsen (f. 1917) kan ikke lide Anker Jørgensen. Det er ingen hemmelighed, det er heller ingen hemmelighed, at de er meget forskellige.

Thomas Nielsen er håndformer, dvs. støber, og dermed faglært, i modsætning til Anker Jørgensen, der er ufaglært. Forskellen er i deres ungdom – tilbage i 1930’erne – en del af hierarkiet på arbejdspladsen og dermed i fagbevægelsen. Man deler ikke lokum, man deler ikke fagforening. De faglærte ser ned på de ufaglærte, og Thomas Nielsen ser ned på Anker Jørgensen.

Derudover er der stilen. Thomas Nielsen er fagforeningsboss i klassisk forstand, eller hvad der på den tid er blevet klassisk. En mand i store habitter, brede slips og med guldmanchetknapper og guldring. Den sidste med monogram, T.N. Nogle opfatter det som et udtryk for dårlig smag, andre som et ydre tegn på den stolthed, der igen er en forudsætning for arbejderbevægelsens styrke. Thomas Nielsen ligner sine medlemmer, han deler de samme drømme; et parcelhus ligesom de andre, en ordentlig bil at køre i og ned til varmen om sommeren.

Da det aftenen forinden er blevet et klart ja til dansk medlemskab af EF, ringer de fra Danmarks Radio til LO-formanden og beder ham komme i studiet. Han har lige åbnet en flaske champagne, nu står han og steger muslinger, forklarer han journalisten. Bagefter vil han fejre det med lillemor. Han skal sgu ikke i noget studie.

Anker Jørgensen kommer af ingenting, forældreløs, syv års skolegang, senere cykelbud og lagerarbejder. Han vurderer ligesom Thomas Nielsen fremskridtet på løn, pension, arbejdsret, arbejdsvilkår, men der er også en anden dimension. Da han fylder 18 og bliver fyret fra FDB, begynder han at komme fast på biblioteket i Ølandsgade på Amager. Han læser. Historie,

22

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 23

politik, filosofi, rejseskildringer, Kant og Jules Verne. Georg Brandes og om hvalfangeren Aage Krarup Nielsen. Han læser usystematisk eller efter læsningens og ethvert arbejdes enkleste system; fra en ende af. Og så læser han efter sin interesse. Som nogle gange blander sig med det, han synes skal være hans interesse. Han uddanner sig og er bevidst om det, giver sig selv lektier for, så og så mange sider eller dén eller dén bog. Svære steder i bøgerne skriver han af.

Senere, i befrielsesåret, tager han præliminæreksamen og senere endnu, som fagforeningsmand, arrangerer han rejser til Østrig for lager- og pakhusarbejderne. Han er selv på et kursus i Harvard og på et andet i Salzburg.

Da forbundskontoret på Vodroffsvej skal ombygges og nyindrettes, beslutter han, der i mellemtiden er blevet næstformand, og hans gode ven Kai Petersen, der er formand, at ringe efter Poul Henningsen. Kulturradikalismens, det fornuftiges og det naturliges gode smag, men også det modernes, det raffineredes, det dristiges spydspids.

Mange år senere tænker han tilbage på den tid, da hans læsning begyndte, og skriver i sin dagbog om “den vækkelsesagtige eftertænksomhed”.

Den følgende anekdote er fortalt mange gange: Anker Jørgensen siger fra talerstolen: “Jeg læste for nylig i en bog …” Thomas Nielsen, der sidder på første række, hvisker til sidemanden: “Læser han ikke for mange bøger?”

Der er meget, de er fælles om, men her står de på hver sin fløj i den danske arbejderbevægelse. Thomas Nielsen tilhører velfærdsfløjen, der vil have mere i løn og sky på rullepølsen. Og champagne til sine muslinger. Anker Jørgensen hører til oplysningsfløjen. Han har ry for at være en hård forhandler, han kalder sig historisk-materialist. Men det tjener et højere formål. Vækkelsens eller det vækkelsesagtige? Måske er det ikke nogen overdrivelse. Hvem der er tættest på medlemmerne og det inderste i den bevægelse, de begge to kommer til at bruge det meste af livet på, kan ikke besvares. Af flere grunde, men også fordi det inderste forskyder sig.

Der er en anden historie, der kan forklare forholdet mellem de to. Nogle regner den for den vigtigste, den afgørende, deriblandt partiets senere finansminister og formand, Mogens Lykketoft. Da Anker Jørgensen efterfølger Krag, er den kun et par år gammel og fra Thomas Nielsens formandstid. De sidder begge to i LO’s forhandlingsudvalg, det gør også cheføkonom Holger Jensen, Henry Hansen fra tømrerne, Ella Jensen fra tobaksarbejderne og

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

23

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 24

Edith Olsen fra Kvindeligt Arbejder Forbund. Thomas Nielsen har forhandlet en aftale på plads, den har været omkring forligsmanden, og arbejdsgiverne har godkendt. Her er, hvad man kunne få. Anker Jørgensen siger imidlertid nej, det er ikke godt nok, der skal være mere til hans medlemmer, arbejdsmændene, de lavestlønnede.

Thomas Nielsen bliver rasende. Og på skift tavs, sarkastisk og så igen rasende. Hvis det skal være på den måde, kan han gøre det selv. Herefter forhandler Anker Jørgensen med forligsmanden og arbejdsgiverformanden og får ekstra 10 øre pr. time til sine egne medlemmer.

Der findes en tredje forklaring på det dårlige forhold mellem Thomas Nielsen og Anker Jørgensen, der igen bygger oven på noget af det foregående.

Den handler om førnævnte Kai Petersen, formand i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, hvor Anker Jørgensen er blevet næstformand i 1950. Kai Petersen bliver en del af Ankers Jørgensens uddannelse, en forlængelse af hans læsning på biblioteket i Ølandsgade og foredragene, sprogkurserne, udlandsrejserne.

Kai Petersen er et sammensat menneske. Han har været oliearbejder på Redmolen i Frihavnen hos Danish-American Gulf Oil Company. Han kender arbejdspladserne, taler deres sprog. Under den store oliekonflikt i 1956, en af de største arbejdskonflikter efter Anden Verdenskrig, var det Kai Petersen, der organiserede strejken, forhandlede med arbejdsgivere og tillidsmænd og anførte den deputation, der mødtes med repræsentanter for regeringen.

Sammen med sin næstformand. Kai Petersen er en rigtig fagforeningsboss, en, der ikke kun kender reglerne, men også forstår at udnytte dem. Han er desuden modig. Engang under oliekonflikten ringede de fra BP på Redmolen og fortalte, at en gruppe funktionærer var begyndt at rigge til. Kai Petersen og Anker Jørgensen var sprunget ind i en taxi. Da de nåede frem, var en vis overingeniør Riesbro og ni andre højtstående ingeniører allerede færdige og på vej væk. Kai Petersen havde kaldt dem tilbage og truet med en total lukning af leveringen til BP. Samtidig er Kai Petersen et sart, et skrøbeligt menneske. Eller følsomt.

Han læser bøger, ikke forslugent, men med en tænksom modtagelighed. Han skal noget med sin læsning, forstå af den og vokse med den. Måske er den med til at forme hans forestillinger om det faglige arbejde. Han er for større åbenhed i en tid, hvor fagbevægelsen er alt andet end åben, “fagforstenin-

24

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 25

gen”, som den indimellem bliver kaldt, også af sine egne. Han er for demokrati og fornyelse og kommer også på den måde til at præge Anker Jørgensen. Og så er han i stand til at se tingene fra flere sider, og måske er det også noget, der kommer af at læse bøger.

Her begynder samtidig det sarte og skrøbeligheden hos ham, som også har en forfængelig side. Han går nydeligt klædt, og ikke bare nydeligt, men forfinet. Der findes et fotografi fra Dansk Arbejdsmandsforbunds 29. kongres i 1950. De delegerede fra Lager- og Pakhusarbejderne har taget opstilling foran Idrætshuset, 12 mand, fra kaffebrænderne, soigneringsforretningerne, glasbranchen, Magasin du Nord, kontormaskinearbejderne, sekretær, kasserer og så naturligvis næstformand og formand, Anker Jørgensen og Kai Petersen. Alle er i jakkesæt, bukser med vide ben og høj talje, ingen har vest, men en enkelt har en knappet uldtrøje under jakken. Der er blafrende slips, knyttede næver, stive og skæve kroppe, en generel forlegenhed og noget sjusket over hele opstillingen. Bortset fra Kai Petersen. Én foruden ham er iført dobbeltradet jakke, men i modsætning til hans er Kai Petersens velsiddende, trækker hans figur op i lige linjer og er desuden knappet. Der er også enkelte af de andre, der bærer et lommetørklæde i jakkens brystlomme, men Kai Petersens er alene om at tegne en knivskarp, ligesidet trekant mod det mørke jakkestof. Så er der hans ansigt, han smiler med ganske let foroverbøjet hoved og hænderne fri af ærmegabet, imødekommende, spørgende, inviterende, og som den eneste i hele rækken med begge skuldre synlige, så han i næste øjeblik kan træde et skridt frem og trykke den, der kigger på billedet, i hånden.

Kai Petersen har stil, han skiller sig ud og kan derfor på nogle virke fremmed. Han har til gengæld ikke – modsat fx Anker Jørgensen – noget iøjnefaldende i sit væsen eller i sin fremtoning, der kan aflede opmærksomheden fra det fremmede eller virke forsonende på det. Det gør ham sårbar eller gør hans sårbarhed større.

Anker Jørgensen og Kai Petersen har sans for hinanden. Når de om fredagen har aftenåbent på fagforeningskontoret, har de et par fritimer i løbet af eftermiddagen, hvor de sammen går tur omkring Søerne. Anker Jørgensen kan stadig føle sig som en amatør over for bøgerne, som om det ikke er helt ham selv, og som om det bliver for højtideligt, når han tager nogle linjer af Goethe eller Morten Nielsen med i sine taler. Men han kan konstatere, at det virker, at kulturen og litteraturen får rummet omkring ham og tingene, han siger, til at virke større. Han kan også konstatere, at han får lette-

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

25

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 26

re og lettere ved det. Kai Petersen lægger noget til den fornemmelse. Han har læst meget mere end Anker Jørgensen, og på vej rundt om Søerne fortæller han om André Malraux, Stefan Zweig, om franske, centraleuropæiske, østeuropæiske, amerikanske forfattere. Han kan mere end bare citere dem, han åbner dem, finder forklaringer i dem, som passer med det, de i forvejen er optaget af. I diskussionerne med Kai Petersen er litteraturen ikke bare noget, der bliver lagt oven på tingene, den fører ind i dem.

Kai Petersen har endnu en side, han hører til de ærgerrige. Han vil have magt. Måske tror han, han kan forvalte den bedre end så mange andre. Han har bøgerne at støtte sig til og sin finhed. En anden grund kan være, at han synes, den vil stå godt til den, han er, understrege det raffinerede hos ham.

Magten vil klæde ham og omvendt, han vil klæde den.

I 1956, kort efter oliekonflikten, trækker Kai Petersen sig for at blive sekretær i Arbejdernes Oplysningsforbund, AOF. Senere bliver han hovedkasserer i LO, og da formanden Eiler Jensen træder tilbage på kongressen i 1967, stiller han som konstitueret næstformand op ved valget til ny formand. Han har det meste af LO’s ledelse bag sig, han har også partiets – den socialdemokratiske – ledelses opbakning. Hans modkandidat er LO-sekretær Thomas Nielsen.

Anker Jørgensen er i mellemtiden blevet medlem af Folketinget og forretningsfører i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund og har gode kontakter i LO. En af dem er Kai Petersen. Deres møder er ikke lige så hyppige og naturlige som før, og derfor er deres fortrolighed heller ikke den samme. Anker Jørgensen kunne have advaret Kai Petersen. Han kunne have fortalt ham noget om de fornemmelser, han havde forud for kongressen og af styrkeforholdet mellem Kai Petersen og Thomas Nielsen. Af de tos karakterer.

Thomas Nielsen vinder valget og vinder det stort. Han får 719 stemmer, Kai Petersen 265.

Det rammer Kai Petersen hårdt. Det havde sikkert ikke ramt lige så hårdt, hvis han havde været forberedt på det eller bagefter kunne forstå det. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Thomas Nielsen er et vulgært menneske, han er brovtende, bedrevidende, selvretfærdig. Hvordan skulle Kai Petersen kunne tabe til Thomas Nielsen?

Den tætte forbindelse mellem Anker Jørgensen og Kai Petersen er velkendt i fagbevægelsen. Nogle steder blev de i tiden i Lager og Pak omtalt

26

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 27

som “de to kulturelle”. Forbindelsen har ifølge flere fået Thomas Nielsen til at frygte, at Anker Jørgensen en dag ville gå efter formandsposten i LO. Og at han som formand for en kvart million ufaglærte og med sin personlighed og popularitet ville have bedre chancer end Kai Petersen. Man vælter ikke formanden, ikke dengang, men for Thomas Nielsen er tanken ubehagelig.

Især hvis andre tænker den.

Deri ligger en enkel kendsgerning, som også kan have foruroliget Thomas Nielsen: Anker Jørgensen er ikke Kai Petersen.

Læsningen har de tilfælles, bevidstheden om, at viden, kultur og åbenhed har en lang tradition i fagbevægelsen, fra Stauning, Hartvig Frisch, Julius Bomholt, og at det både er et privilegium, man må tilkæmpe sig, og en af måderne at gøre det på. Mål og middel. Men noget andet adskiller dem.

Anker Jørgensen er ikke sart og lader sig ikke forføre af sin egen følsomhed.

Læsningen kan gøre ham opstemt og give ham en følelse af lethed, som Thomas Nielsen sandsynligvis ikke kender, i hvert fald ikke kender derfra. Men han har samtidig en sans for det nærmeste, situationens her og nu, og under sin usynlighedskappe en sjældent svigtende stædighed.

Det ved Thomas Nielsen, det må han vide. Og det må være det virkelig ubehagelige. For det er nemt nok ikke at kunne lide Anker Jørgensen og at se ned på ham eller foregive at se ned på ham, fordi en side hos ham er som taget ud af Kai Petersen.

Men hvad skal han gøre med den anden side, der er som taget ud af ham selv?

Servietterne Orla Møller har ikke samme betydning for historien som Thomas Nielsen, men trækker sit eget spor i den. Han er en populær gruppeformand, der ifølge en kollega kan blinke med det venstre øje og smile med den højre mundvig. Det skal forklare populariteten, men dækker muligvis også over noget dobbelttydigt hos ham. Han er cand.theol. og var kirkeminister i Krags anden regering fra 1966 til 1968 og skal under Anker Jørgensen blive først forsvarsminister og siden justitsminister. Når han sidder med ved mødet i dag, skyldes det ikke kun posten som gruppeformand, men også populariteten.

Krag ved, at nogen i partiet vil foretrække ham som formand. På mødet skal

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

27

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 28

Orla Møller selv udelukke muligheden, så den ikke kommer til at spille en rolle senere på dagen.

Det går som planlagt, men mere dramatisk, end Krag havde forudset, og vi hidtil har vidst.

Foreløbig venter de fem ved frokostbordet på K.B. Andersens kontor på, at Anker Jørgensen skal komme. Krag skal holde åbningstalen i folketingssalen kl. 12.00, Folketingets medlemmer skal være på deres pladser i salen et kvarter før, når dronningen ankommer. Han har ringet til Anker Jørgensen første gang kl. 10.55, da han ringer igen, får han at vide, at han er på vej i en taxi. Han er fremme kl. 11.30.

Ifølge den trykte udgave af Anker Jørgensens dagbog, er det først ved dette møde, at Krag fortæller ham, at han vil træde tilbage som formand og statsminister. Det har Anker Jørgensen imidlertid – som vi ved – fået at vide allerede om morgenen. Sådan er der flere fejl og unøjagtigheder. En anden er, at Per Hækkerup ifølge den trykte udgave er med ved mødet. Det er han ikke.

En tredje og som en konsekvens af den første, at det først er nu, man drøfter Erling Dinesens og K.B. Andersens konstituering som henholdsvis partiformand og statsminister. Men også det ordnede man jo på mødet om morgenen.

Som nævnt er dagbøgerne skrevet med en vis forsinkelse, fra en til to måneder, efter at begivenhederne fandt sted. Anker Jørgensen kan have glemt detaljerne, byttet om på rækkefølgen, føjet nogen til mødet, som ikke var der.

Det kunne godt være forklaringen, men er det ikke. I Anker Jørgensens håndskrevne dagbøger, som indtil sommeren 2009 stod i reolen i hans lejlighed på Borgbjergsvej og siden da har befundet sig i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, findes fejlene nemlig ikke. Det gør de heller ikke i den afskrift, som på foranledning af arkivet blev lavet i forbindelse med dele af dagbøgernes offentliggørelse i 1989. Ændringerne i denne første del af Anker Jørgensens dagbog inden offentliggørelsen dækker som nævnt ikke over egentlige skandaler. Men noget dækker de over. Nemlig over, at Anker Jørgensen vidste eller i det mindste havde en formodning om, at han skulle være statsminister ved Jens Otto Krags tilbagetræden, og at den tilbagetræden var nært forestående.

Anker Jørgensens dagbog, onsdag den 3. oktober, trykt version: “I Statsministeriet sad der en gruppe om bordet og spiste. Blandt andet Dinesen, K.B., Orla Møller, Erling Jensen, Per Hækkerup og Thomas Nielsen. Krag

28

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 29

sagde: “Anker, nu skal du først ta’ dig en bid brød med sild og så en snaps”.

Så sagde Krag, at han havde besluttet at gå af. Det kunne ikke diskuteres.

Han og Thomas sagde, at kredsen her var enige om, at jeg burde være hans efterfølger. Jeg var målløs, men sagde hurtigt ja.”

Dagbogens originale ordlyd, her umiddelbart efter møderne på Christiansborg om formiddagen: “Jeg tog tilbage til D.A.S.F. [i Nyropsgade], jeg følte at der meget snart ville blive peget på mig. Kl. 11 ringede Krag, om jeg kl. 11.30 ville komme til en bid mad med ham, Thomas N., Dinesen, Orla Møller, Erling Jensen. Krag antyd [endelse mangler] ret kraftig hvad han ville anbefale. Da jeg kom til frokosten, sagde Krag, “nu skal du først ha’ et stykke med sild og så en snaps”. På de tilstedeværendes vegne meddelte Thomas, at alle var enige om, at det burde være mig. Jeg gjorde spagfærdige indvendinger, men sagde hurtigt ja.”

Og så sætningen, der er udeladt i den trykte version: “Ejler Sønder [næstformand i Arbejdsmandsforbundet] havde ellers lige anbefalet mig at sige nej.” Ændringerne i dagbogen har samme virkning som udeladelserne: De tegner billedet af en politiker, der får den største politiske magt foræret uden at have bedt om den og uden at ane det.

Det er historien, som den er blevet fortalt. Bare sådan. *** Dramaet, som Orla Møller skal give anledning til, begynder lidt senere på dagen. Mange hører først om det langt senere, blandt dem Anker Jørgensen.

Egentlig begynder det flere år tidligere og slutter først, da Orla Møller træder ud af politik i 1977 for at blive direktør for NATO’s informationskontor i Bruxelles. Den stilling tiltræder han i januar 1978, året efter dør han.

Det er på mange måder en sørgelig historie.

Krag holder sin åbningstale – den ene af de tre forberedte – i folketingssalen lidt efter kl. 12. Talen rummer ingen overraskelser. Inden da har departementschef Eigil Jørgensen og kabinetssekretær Mogens Wahl orienteret dronningen om, at statsministeren vil træde tilbage. Anker Jørgensens hustru Ingrid – eller Ingse, som hun kaldes af de nærmeste – befinder sig på tilhørerpladserne. Hun kommer hvert år ved Folketingets åbning, bagefter plejer de at gå ud at spise. I år bliver der ikke tid til frokosten, men fordi Anker Jør-

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

29

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 30

gensen vil være sikker på, at Ingrid alligevel kommer, har han fået sin sekretær i Arbejdsmandsforbundet til at ringe til hende. I en senere tilføjelse til dagbogen – ikke en til to måneder senere, men sandsynligvis i forbindelse med udgivelsen godt 17 år senere – er beskrevet en kort samtale, som Anker Jørgensen skulle have ført med Ingrid, ifølge tilføjelsen tilsyneladende umiddelbart før Krags tale.

“Jeg løb op på tilhørerpladserne og fortalte hende, hvad der ville ske. Jeg spurgte: Var det rigtigt at sige ja? Ingse svarede: Ja, hvis du tør!”

Også ifølge den originale version af dagbogen løber Anker Jørgensen op til sin kone på tilhørerpladserne, her lige efter Krags tale. Nogen ordveksling er imidlertid ikke gengivet.

En anden historie fortæller, at Per Hækkerup er faldet i søvn under Krags meddelelse og først vågner, da Krag har talt færdig, og uroen og en mumlen i salen breder sig. “Hva fa’en sker der!” skal han ifølge overleveringen have udbrudt.

Også han kommer til at spille en vigtig rolle senere i historien.

Per Hækkerup (f. 1915) er på det tidspunkt økonomi- og budgetminister og en af regeringens stærkeste og mest respekterede ministre. Men hans forhold til Krag er anstrengt. En del af forklaringen er Per Hækkerups temperament og alkoholmisbrug. Ikke det ene og så det andet, de to ting hænger sammen. Hvor Krag er tilknappet, kølig og kontrolleret, er Hækkerup alt det modsatte. Arrogancen er de til gengæld fælles om, ingen af de to gør en hemmelighed af deres politiske begavelse. Måske af samme grund eksisterer der et konkurrenceforhold mellem dem. En konkurrence, som imidlertid Hækkerup er dømt til at tabe, så længe Krag er partiformand og statsminister.

Det skete i mindre målestok ved regeringsomdannelsen i 1966, da Per Hækkerup – frivilligt, men uden protester fra Krag – forlod udenrigsministerposten for i stedet at blive politisk ordfører og gruppeformand. Det skete igen under skatteforhandlingerne i marts året efter, da Krag opgav det brede forlig, som Per Hækkerup havde forberedt under forhandlinger med Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti for i stedet at lave en smal aftale med det ene af partierne, SF. Og så skete det i marts 1972, da Per Hækkerup som formand for et spareudvalg – “Kulegravningsbanden” – med deltagelse af de daværende fem partier i Folketinget fremlagde udvalgets oplæg, hvorefter Krag undsagde det.

Kategorisk og i fuld offentlighed.

30

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 31

Oplægget havde bl.a. indeholdt en udsættelse af en planlagt forhøjelse af folkepensionen. Gruppen ledet af Per Hækkerup, der som økonomiog budgetminister igen var en vigtig del af regeringen, havde også foreslået en forhøjelse af pensionsalderen fra 67 til 68 år. Det var ikke socialdemokratisk politik, meddelte Krag Hækkerup i regeringens økonomiudvalg. Det mente Per Hækkerup i virkeligheden heller ikke, meddelte Krag senere pressen.

Hækkerup ved godt, at tiden for Krags tilbagetræden nærmer sig, og at diskussionen om, hvem der skal være hans efterfølger, for længst er begyndt.

Han ved også godt, at kom det alene an på begavelse og politiske færdigheder, ville han stå stærkere end de fleste, sandsynligvis stærkere end nogen.

Men hans dårlige forhold til Krag har tilsyneladende allerede afgjort sagen.

Billedet af en beruset Per Hækkerup, der vågner i sin stol i salen og kigger sig forvirret omkring, fuldender indtrykket. Overleveringen, der skyldes Erling Dinesen, som har plads ved siden af Hækkerup, er nu nok ikke helt præcis. Hækkerup sover næppe, da medlemmerne af Folketinget rejser sig og råber et trefoldigt leve for Danmark. Og det er ikke sandsynligt, at han skulle være faldet i søvn i løbet af den korte tid, der går fra det sidste hurra, og til Krag igen står på talerstolen og meddeler, at han vil benytte “en gunstig anledning”, det netop overståede valg, til at træde tilbage.

Men nogen større forskel gør det ikke. *** Umiddelbart efter Krags tale mødes regeringen i ministerværelset lige bag salen. Klokken er da omkring 13. Det er her, Per Hækkerup lægger cigarstumpen fra sig i askebægeret og siger til Krag: “Det kunne du sgu godt have drøftet med de fornuftigste af os.” Og Krag med sammenknebne øjne svarer: “Det har jeg gjort.”

Den ordveksling er dokumenteret. Undervisningsminister Knud Heinesen sidder ved siden af Hækkerup og gengiver den i sine erindringer. Det er også fra ham, vi har beskrivelsen af Krags ansigtsudtryk.

Anker Jørgensen deltager ikke i mødet. Der findes ikke desto mindre i hans personlige papirer et kort notat fra mødet, baseret på andres beskrivelse og sandsynligvis skrevet til støtte for sin senere rekonstruktion af forløbet i dagbogen. Notatet i sin helhed: “Hæk. sur.”

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

31

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 32

Lidt senere bliver Krag kaldt til telefonen. Det er den tyske forbundskansler og socialdemokratiske partileder Willy Brandt, der vil lykønske Krag med valgresultatet dagen i forvejen. For Brandt er opringningen mere end bare høflighed. Han har efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 og frem til krigsafslutningen i 1945 levet som flygtning først i Norge og senere i Sverige. Det nordiske samarbejde, herunder hans samarbejde med partikollegaen Jens Otto Krag, betyder noget særligt for ham. “Nu er der to nordiske socialdemokrater i EF!” siger han ifølge Krags dagbog.

Krag får i løbet af samtalen ikke fortalt Brandt, at han netop har meddelt sin afgang fra Folketingets talerstol. At der kun er timer tilbage af hans statsministertid. At han i realiteten er forhenværende og ikke har del i den politiske fremtid med nye mål og nye opgaver, som Brandt er ved at udmale for ham. Hvorfor ikke? Bo Lidegaard giver et svar i sin bog om Jens Otto Krag: Han vil et øjeblik endnu klynge sig til alt det, han er ved at tage afsked med, et øjeblik endnu være Brandts ligemand og medrejsende.

Den forklaring virker sandsynlig.

Til gengæld er det ikke sandsynligt, at Krag skulle bekymre sig om, hvad Per Hækkerup i mellemtiden kan overbevise sine ministerkolleger om med hensyn til den nære politiske fremtid i Danmark. Ikke ifølge Knud Heinesen, der stadig befinder sig i ministerværelset, mens Krag er ved telefonen, og Hækkerup holder, hvad Heinesen i sine erindringer kalder en “salgstale” for Per Hækkerup. Men en salgstale, noterer Heinesen, der ikke kan overbevise og endnu mindre tryllebinde nogen. Per Hækkerup drikker i denne periode mere end normalt. Han har ry for at kunne bære sine branderter, også gennem langvarige og komplicerede forhandlinger. Men han kan ikke fra sin nuværende position og uforberedt ændre på, hvad Krag har planlagt. Krags faste udspil, genistregen.

Hækkerup er igen dømt til at tabe, men skal om eftermiddagen gøre et sidste forsøg.

Mens ministrene er gået med Krag til ministerværelset, er de fleste af folketingsgruppens medlemmer gået i Snapstinget, Christiansborgs kantine og restaurant med stemningsfulde stuklofter, dybe vinduespartier og vægge tæt behængt med politikerportrætter. Krag har stadig ikke nævnt Anker Jørgensens navn uden for den snævre kreds, men nogen har talt over sig. Vi ved ikke,

32

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 33

hvem det er eller i hvilken hensigt, men vi ved, at flere reagerer med skepsis, nogle endda med modvilje.

Det gør blandt andre Knud Nielsen.

Knud Nielsen (f. 1928) er valgt til Folketinget i Haderslev amtskreds ved valget i 1968. Han er på dette tidspunkt – ved Krags tilbagetræden – 44 år gammel og er ved siden af sit folketingsarbejde adjunkt ved Sønderborg Handelsgymnasium og Handelshøjskole. Han beskrives af flere som et flittigt, vellidt og lidt anonymt medlem af folketingsgruppen. Det tilbageholdende kan skyldes Knud Nielsens temperament og den omstændighed, at han ikke har siddet i Folketinget så længe. Indtrykket kan imidlertid også skyldes, at folketingsgruppen er stor, den har 70 medlemmer, mere end dobbelt så mange som Folketingets næststørste, den konservative gruppe, der har 31. I Socialdemokratiets folketingsgruppe er der flere, der ikke bliver lagt mærke til.

Knud Nielsens fag er sprog, han tager en korrespondenteksamen i 1954 og en translatøreksamen i 1958. Året inden Anker Jørgensens udnævnelse er han en af støtterne bag Fremmedarbejderbladet, et projekt, der opstår på Internationalt Sprogcenter på Frederiksberg. Tanken er at udgive et blad skrevet og redigeret af danske journalister og journalister med indvandrerbaggrund, fremmedarbejdere, som det hedder, og med en tæt kontakt til fremmedarbejdermiljøerne. Det lykkes. Bladet udkommer én gang om måneden i årene fra 1971 til 1977, blandt medarbejderne er der danskere, tyrkere, jugoslaver og pakistanere. Man kan på fire sprog – dansk, tyrkisk, serbokroatisk og urdu – læse om diskussionerne i fremmedarbejdernes egne foreninger, om regler for boligudlejning og om overenskomster på det danske arbejdsmarked. Man kan også læse, hvordan man udfylder en selvangivelse.

Fremmedarbejderbladet er et af de første græsrodsinitiativer, der har til formål at forbedre forholdene for de mange tusinde fremmedarbejdere, der er kommet til landet under 1960’ernes økonomiske højkonjunktur. Det møder velvilje de fleste steder. Jern- og metalvirksomheden Poul Bergsøe & Søn i Glostrup, der beskæftiger mange fremmedarbejdere, yder direkte økonomisk støtte. Det gør også Dansk Arbejdsgiverforening og fagbevægelsen.

Det er i den forbindelse, Knud Nielsen første gang stifter bekendtskab med Anker Jørgensen. Han har tidligere henvendt sig til Erling Dinesen, den socialdemokratiske arbejdsminister, og anmodet om 20.000 kr. som finansiel understøttelse af bladet. Og fået afslag: “Aldrig i livet.” Så prøver han Anker

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

33

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 34

Jørgensen. Han lover Knud Nielsen, at han vil tage sig af det. Senere modtager initiativgruppen bag Fremmedarbejderbladet de 20.000 kr. fra Arbejdsministeriet og får desuden fast støtte fra Arbejdsmandsforbundet.

Knud Nielsen har ingen grund til ikke at kunne lide Anker Jørgensen.

Tværtimod. Han er et brud med “fagforsteningen”, der står respekt om ham, man tror på, hvad han siger. Han har også givet det tilbageholdende folketingsmedlem en personlig succes.

Det er tre andre forhold, der kan forklare den mere generelle modvilje mod Anker Jørgensen.

Det ene er, at Anker Jørgensen kun har siddet i Folketinget siden 1964, ikke har vist sig ret meget, men snarere været medlem på deltid. Desuden har han aldrig været fagminister. Det har naturlige årsager. Han er formand for landets største fagforbund og har brugt sine kræfter i det fagpolitiske arbejde. Det er der forståelse for, omvendt styrker det ikke hans kandidatur.

Det andet forhold er imidlertid vigtigere. Gruppen er ikke blevet hørt, foreløbig er den ikke engang blevet orienteret. Man er vant til, at partiledelsen bestemmer. Og bestemmer, hvornår partiledelsen vil bestemme. Men denne gang er noget gået galt. Da rygtet om, at Anker Jørgensen skal efterfølge Krag, når gruppemedlemmerne i Snapstinget, er der sket netop det, som Krag med sin plan ville forhindre skete på mødet i Statsministeriet tidligere på dagen. Pausen har forrykket sig, den er kommet på modstandens og skepsissens side. De folkevalgte politikere har få minutter forinden hørt statsministeren og partiformanden sige, at han vil træde tilbage, og nu er der allerede udpeget en ny. På nogle virker det uovervejet, forhastet. På andre udspekuleret. I begge tilfælde er det let at sige nej. I forhold til Krags plan for let.

Man må jo have betænkningstid.

En pause.

Det tredje forhold er Orla Møllers popularitet. Han har længe været uofficiel kandidat, højrefløjens, de gamles kandidat, men selv blandt de unge på gruppens venstrefløj anses han for at være en oplagt kandidat. Som gruppeformand, dvs. som formand for den gruppe, der føler sig overset, står han netop i dag særlig stærkt. Det gælder i det mindste så længe, ingen ved, at Orla Møller sad med ved mødet på Krags og senere på K.B. Andersens kontor, at han faktisk blev hørt og i den forbindelse sagde god for Krags kandidat.

Og det ved kun nogle ganske få, for Orla Møller har ikke fortalt det.

34

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 35

*** I Snapstinget opsøger Knud Nielsen på eget initiativ Orla Møller og spørger ham, om han vil være kandidat. Orla Møller svar falder hurtigt: “Ja, hvis der er flertal i gruppen.”

Herefter begynder Knud Nielsen og Niels Alsing Andersen, der ligeledes er medlem af den socialdemokratiske gruppe, og som har siddet ved samme bord i Snapstinget som Knud Nielsen, at indsamle underskrifter til støtte for Orla Møllers kandidatur. Det skal gå hurtigt, der er indkaldt til forretningsudvalgsmøde kl. 15.00, som senere skal udvides med gruppen. De vil ikke spilde tid på at hente papir i et af kontorerne, flere kan være gået, før de er tilbage. I stedet tager de et par servietter fra holderne på bordet og lader dem gå rundt.

Det hele er overstået på kort tid. Hvor mange, der har skrevet under, er uklart. Tallet varierer fra “nogle og tyve” til “nogle og fyrre”. Nogle måneder senere hævder Orla Møller, at det drejer sig om 39. 42 er også nævnt. Vi ved det ikke. Det er imidlertid heller ikke afgørende. Det afgørende er, at gruppen har reageret på det, som flere opfatter som et kup, med et modkup, et oprør nedefra. Og at de fleste er enige om, den 3. oktober 1972 og senere, at Orla Møller har et flertal i gruppen bag sig. Det er ikke gruppen, men hovedbestyrelsen og senere endnu kongressen, der træffer den endelige afgørelse.

En flertalsindstilling fra gruppen vil imidlertid veje tungt. Den vil sandsynligvis også kunne blive udslagsgivende.

Da Knud Nielsen igen taler med Orla Møller og rækker ham de to servietter, nikker den socialdemokratiske gruppeformand og siger tak. Herefter forsvinder servietterne ned i hans jakkelomme, hvor de bliver liggende.

Det sidste er naturligvis også afgørende.

Hvad får Orla Møller til at svare ja på Knud Nielsens spørgsmål, om han vil stille op som kandidat? Forfængelighed? Det er muligt, at gruppeformanden, der var kandidat til at efterfølge Krag, gerne vil holde liv i drømmen, ligesom Krag med sin fortielse over for Willy Brandt holdt fast i en rolle, der ikke længere var hans. Det er også muligt, at han vil markere sig over for partiets ledelse og over for den kommende statsminister. Måske er ja’et til Knud Nielsen og de sammenfoldede servietter i jakkelommen begge dele et pant på en drøm, der fortoner sig, og Orla Møllers, den loyale partikammerats, stilfærdige oprør.

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

35

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 36

Han fortæller senere og ved flere lejligheder om de indsamlede underskrifter og støtten til ham. Første gang kort tid efter at have modtaget servietterne af Knud Nielsen og stukket dem i lommen, da han træder ind på Folketingets læsestue, hvor i forvejen medlem af Venstres folketingsgruppe Henning Christophersen sidder. “Er det nu dig, der tager over?” spørger han Orla Møller.

“Det regner jeg med,” lyder svaret, “nu har jeg foreløbig 42 underskrifter.”

Men underskrifterne fører ikke til nogen afstemning, der kommer ingen lejlighed. For der er ikke planlagt noget gruppemøde ud over fællesmødet med forretningsudvalget. Og den chance lader Orla Møller gå fra sig.

Han kunne være blevet statsminister. Han kunne i det mindste have forsøgt, da han fik chancen. Han gjorde det ikke.

Er der andre forklaringer?

“Manden i midten” Forretningsudvalgsmødet afdækker ikke nyt, hvad det angår. Til gengæld afdækker det en vis uro og utilfredshed.

Der findes to samtidige skriftlige kilder fra mødet, det gælder også hovedbestyrelsesmødet den følgende dag. Et officielt referat og referentens, folketingsmedlem Søren Hansens, noter. De sidste er skrevet under selve mødet og er de mest detaljerede. Derfor bygger det følgende på noterne.

Mødet bliver holdt i ministerværelset bag folketingssalen. Det skulle være begyndt kl. 15.00, men bliver cirka 15 minutter forsinket.

Ved mødets begyndelse er Per Hækkerup fraværende. Hvor han opholder sig, og hvad han foretager sig, er uklart. Han har først sent fået meddelelsen om, at Anker Jørgensen skal efterfølge Jens Otto Krag som statsminister.

Krags manøvre – det faste udspil – har overrumplet ham. Nu skal han gøre et sidste forsøg på at vende situationen. Det samme skal folketingsmedlem Søren Jensen, en af Orla Møllers støtter, en af underskriverne.

Ved mødet deltager: “Preben Larsen, Carl Einar Jørgensen, Knud Rahbek, Niels Enevoldsen, Erik Laursen, Harry Rasmussen, Ejner Hovgaard Christiansen, K.B. Andersen, H. Larsen Bjerre, Erik Hauerslev, Anker Jørgensen, Orla Møller, Erling Dinesen, Søren Jensen, Per Hækkerup, Thomas Nielsen, Søren Hansen.”

Og Jens Otto Krag.

36

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 37

Herefter Søren Hansens udkast og noter: “JOK meddelte, at den beslutning han havde taget om at forlade statsmin.- og formandsposterne ikke behøver yderligere kommentarer.”

Han omtaler de 25 år, der er gået, siden han første gang blev minister, “et kvart århundrede ’ved fronten’”, kalder han dem ifølge Søren Hansen. Og fortsætter: “Jeg er klar over, at jeg udsætter partiet for visse vanskeligheder, men jeg håber imidlertid på, at partiets ledelse kan ligge i gode hænder.”

Herefter om det praktiske: “JOK meddelte, at K.B. Andersen i løbet af dagen konstitueres som statsminister. Understregede betydningen af, at den nye leder bør [sic] snarest muligt udnævnes. Anmodede om at Erling Dinesen konstitueres som partiformand. Foreslog, at Anker Jørgensen overtager posten som statsminister.”

“Anmodede”, “foreslog”.

Herefter er det LO-formanden: “Thomas Nielsen beklagede JOKs beslutning om at gå. Vi kommer til at savne JOK.” Håndskreven tilføjelse: “Tilsluttede sig forslaget om at gøre AJ til statsminister.” Udkastet til referatet fortsætter: “Fagbevægelsen er af den opfattelse, at vi i denne situation bør finde en person som kender arbejdspladserne indefra. Man bør holde sig indenfor folketingsgruppen. Enig om at anbefale Anker Jørgensen. Understregede at det ikke var et ønske om at komme af med Anker. Fremhævede Anker som en betydningsfuld person i fagbevægelsen.

Anbefalede at Anker bør blive statsminister hurtigst muligt.

Hvad angår spørgsmålet om partiets formand, bør det på længere sigt overvejes om statsminister og partiformand bør være samme person. Mente at Erling Dinesen bør fungere som formand indtil partikongressen.”

Først “anmodede” og “foreslog”. Så “enig om at anbefale”. Men ikke “et ønske om at komme af med”.

Herefter: “Anker Jørgensen spurgte om han ikke burde forlade mødet og om ikke hovedbestyrelsen skal med.

Jens Otto Krag opfordrede Anker til at blive (Anker bør ikke gå).

SF + Hertling [Knud Hertling, det ene af to grønlandske medlemmer af Folketinget, desuden minister for Grønland] er enig i Anker.

Thomas Nielsen understregede betydningen af et stort og nært samarbejde med fagbevægelsen.

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

37

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 38

Erling Dinesen mente at forretningsudvalget omgående bør meddele folketingsgruppen forretningsudvalgets indstilling, mente også at hovedbestyrelsen bør indkaldes i morgen.”

Sagen afgøres således af de indviede. Anker Jørgensen skal ikke gå, og sagen ikke genåbnes.

Der følger imidlertid endnu to forsøg. Først fra gruppen.

“Søren Jensen ville ikke bindes, mente at gruppen [måtte] have betænkningstid. Også en del af folketingsgr. medl. ville pege på Anker. Er en af dem der kan tænkes at være Jens Otto Krags afløser, en anden er Orla Møller som ny statsminister. Derfor vil vi næppe få Anker ’konfirmeret’ i gruppen. Der er i gruppen stor tillid til Orla Møller.”

Det er stikordet til gruppeformanden, hans chance for at udnytte de indsamlede underskrifter til mere end en symbolsk markering. Det er nu, han skal sige, som han sagde til Knud Nielsen, at han er kandidat, hvis der er flertal i gruppen. For dermed at påvirke hovedbestyrelsen, der igen kan påvirke kongressen.

Spørgsmålet bliver ikke aktuelt.

“Orla Møller udtalte, at han havde været med til de foreløbige drøftelser.

Mente at en hurtig afgørelse var betydningsfuld. Tilsluttede sig helt og fuldt valget af Anker Jørgensen.”

“Søren Jensen tilsluttede sig helt og fuldt Anker Jørgensen som statsminister.”

Sagen på ny afgjort.

Per Hækkerup er ifølge referatet ankommet kl. 15.20. Først beder han om ordet for at erklære sig enig i indstillingen. Han mener desuden, at man “af hensyn til den politiske balance” bør overveje næstformandsposten. Et uvæsentligt forslag, en markering. Han er tilsyneladende ikke ude på noget.

Eller ude på at markere, at han ikke er ude på noget.

Jens Otto Krag kan herefter konkludere, at “man i forretningsudvalget enstemmigt indstiller Anker Jørgensen som ny statsminister og at hovedbestyrelsen mødes i morgen om sagen”.

Så kommer Hækkerup igen, et sidste forsøg på at genåbne sagen, skabe bevægelse, en eller anden form for handling, der kan udsætte den endelige afgørelse eller tilføje den nye muligheder.

“Per Hækkerup meddelte at ministrene bør stille deres mandat til rådighed.”

38

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 39

Stille deres mandat til rådighed? Opløse regeringen, stille enhver frit, lege stoleleg? De færreste forstår, hvor Hækkerup præcis vil hen. Bortset fra, at han vil skabe en ny situation, fordi han ikke bryder sig om den foreliggende.

Krag afviser tanken.

“Slut 15.35.”

Da folketingsgruppen slutter sig til mødet, er det bestemt. Der findes ingen alternativer, og skulle nogen alligevel tro det, bliver de ved mødets begyndelse belært om det modsatte. Efter forudgående aftale tager Orla Møller som den første efter den endnu siddende statsminister ordet. Han er bekendt med, siger han, at nogle af gruppens medlemmer har peget på ham som Krags efterfølger. Det siger han hjertelig tak for. Han ønsker imidlertid ikke at lade sig indstille, “da både han og partiet vil være bedst tjent med, at gruppen enstemmigt indstiller Anker Jørgensen.”

Det gør gruppen så.

Indstillingen bekræftes på hovedbestyrelsesmødet den følgende dag kl.

14.00. Også her findes der som nævnt to skriftlige kilder, det officielle referat og Søren Hansens noter. Og også her nedtoner referatet en uro og utilfredshed, som fremgår af noterne.

Referatet lyder: “JOK [ Jens Otto Krag] bød velkommen og udtalte, at han gerne ville have indkaldt hovedbestyrelsen til møde den 3. oktober. Af praktisk grunde havde det imidlertid ikke været muligt.

JOK sagde om folkeafstemningen vedrørende EF blandt andet, at selv om der har været forskellige holdninger i Socialdemokratiet omkring EFsagen, skal partiets arbejde føres videre. Mente at tilhængere og modstandere havde været fair over for hinanden i den omfattende debat, der var gået forud for folkeafstemningen.

Flertallet for dansk tilknytning til EF var langt større, end man havde forventet, det betyder, at flere socialdemokrater har stemt ja end først antaget.

Hermed bør denne del af EF-sagen være ude af den politiske diskussion.

JOK gennemgik herefter åbningstalen, der lå tæt opad 4-års programmet. Talen indeholder mere politik end normalt.

JOK meddelte herefter, at han blandt andet med baggrund i folkeafstemningsresultatet ønskede at fratræde som partiformand og statsminister.

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

39

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 40

Forretningsudvalget indstiller, at Anker Jørgensen bliver statsminister, og at Erling Dinesen fungerer som partiformand frem til kongressen 1973.

Hovedbestyrelsen tilsluttede sig med akklamation, at Anker Jørgensen efterfølger JOK som statsminister.

Anker Jørgensen takkede for enstemmigheden og udtrykte stor glæde over valget. Nævnte de store interne stridigheder i Socialdemokratiet omkring EF og håbede, at det ville være muligt at kanalisere “Socialdemokrater mod EEC” ind i partiets arbejde.

AJ tilslutter sig regeringens åbningstale og så gerne, at regeringen fortsætter til 1975, så hele 4-års programmet kan gennemføres.

Hovedbestyrelsen konstituerede herefter enstemmigt Erling Dinesen som partiformand.

Erling Dinesen takkede hovedbestyrelsen og understregede, at det var hans ønske, at man til kongressen 1973 ville kunne finde et yngre medlem til partiformandsposten.”

Akklamation og enstemmighed. EF-debatten afsluttet, ro i partiet. Men referatet udelader noget. Først og fremmest den uens opfattelse af det faste udspil og dansk EF-medlemskab.

Den fremgår af noterne, som Søren Hansen har taget under mødet og støttet sig til, da han skrev referatet. Den uens opfattelse udtrykkes diskret, for en del indirekte, for en anden del ironisk, sarkastisk. Her tilkendegivelserne efter Jens Otto Krags indledning, i den oprindelige rækkefølge og i noternes springende form: “Anker Jørgensen forstod, hvis nogle i hovedbestyrelsen mente at de ikke havde haft tilstrækkelig indflydelse på valget. Takkede for enstemmigheden og udtrykte stor glæde over at være valgt. Store interne stridigheder i Soc.dem. omkring EF. “Vi står over for visse vanskeligheder. Tiden vil læge sårene, det vil vi alle medvirke til.”

Tak til JOK og hans tillid.

Erling Dinesen udtalte – jeg bliver aldrig partiformand, kun fungerende.

Er. Dinesen: “Min betænkning – “hvem i helvede kan det så blive.” Men Anker er den rigtige. Vi vil slutte op bag dig.”

Kai Petersen: Tak til JOK fra LO. Til lykke til Anker.

Erik Davidsen: Opfordrer til landsomfattende hvervekampagne.

Ejner Hovgaard: Til lykke.

40

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 41

Per Hækkerup: På samtlige regeringsmedlemmers vegne tak til JOK, fordi han altid var parat til at lytte. Den samlede loyalitet vi har vist overfor JOK overføres til AJ. Selv med et negativt EF [-valg?] havde vi alle søgt at hele hvad der måtte være af vanskeligheder.

Orla Møller: Takkede JOK – JOK har været det afgørende faktum for at Socialdemokratiet er helt. Takkede på gruppens vegne AJ. Har medvirket til at nedbryde autoritetstro. Til lykke.

Anders Stig Petersen, Frit Forum, meddelte, at det hele tiden har været Soc. mod EEC’s mening at nedlægge [sig] efter d. 2. okt. Det bør ske nu.

Niels Enevoldsen: “gjorde opmærksom på, at ½ mill. af Socialdemokratiets vælgere var modstandere. Derfor vigtigt at partiets ledelse ikke hoverede over resultatet.”

Joh[s]. Madsen ville gerne have haft mere tid til beslutningen.

Slut 15.10.”

Uroen omkring Anker Jørgensens udnævnelse og støtten til den populære gruppeformand skal få et langt efterspil.

Om aftenen den 3. oktober er Orla Møller til selskab hos partikammeraten Ejler Koch. Her omtaler han sig selv – muntert, koket – som “manden, der sagde nej til at blive statsminister.” Eller ifølge en anden kilde: “Se nu på en person, der modstod fristelsen til at blive statsminister.”

Det gentager sig i marts måned 1973, da han til partiavisen Aktuelt udtaler, at han kunne være blevet statsminister, hvis han “havde taget slagsmålet.” Han henviser til servietterne i Snapstinget.

Herefter er historien ude. Det følgende efterår, den 9. september og kort før den socialdemokratiske kongres, tager Berlingske Tidende historien op i forbindelse med et bredt tegnet portræt af den socialdemokratiske gruppeformand. Rubrik: “Manden i midten.” Underrubrik: “Orla Møller, den statsminister vi ikke fik, set i profil inden partiets kongres i næste uge.”

Anker Jørgensen ser artiklen. Han gør et notat i sin dagbog. Han bryder sig ikke om, hvad han har læst.

Det er den første fase af en langvarig magtkamp mellem Orla Møller og Anker Jørgensen. En kamp om at slide den anden op. Til grund for den ligger en dyb politisk uenighed, men også personlige uoverensstemmelser og en forskel i de tos temperament. Og deri endnu en mulig forklaring på, at Orla Møller “modstod fristelsen til at blive statsminister”.

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

41

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 42

Statsministeren Orla Reinhardt Møller er født på Mols i 1916 som søn af arbejdsmand Marinus Møller og hustru Marie f. Svendsen. Faderen står i officielle biografier opført som “præstegårdsforpagter”. Den ansættelse var ifølge sønnen imidlertid kort. Til Malin Lindgren, forfatteren til artiklen i Berlingske Tidende, siger han: “Jeg må tilstå, at oplysningerne i Den Blå Bog er en af de borgerliggørelser, som arbejdsmandssønner bliver fristet til.”

Senere er Orla Møller stolt af sin arbejderbaggrund.

Hjemmet er præget af to strømninger, Indre Mission og Socialdemokratiet. Stadig ifølge Orla Møller selv. Den socialdemokratiske påvirkning kan være en senere erkendelse. I hvert fald begynder Orla Møller sin politiske karriere i Dansk Samling, et centrum-venstre-parti stiftet i 1936 på ideen om en tredje vej, den mellem liberalisme og socialisme. Efter skiftet til Socialdemokratiet bliver han i 1964 folketingsmedlem, fra 1966 til 1968 kirkeminister og fra 1968 gruppeformand.

Inden da er han kommet til tops i Indre Missions børne- og ungdomsorganisation KFUM og K. Han bliver organisationens generalsekretær i 1951, kun 35 år gammel, og bestrider posten frem til 1956.

KFUM og K – Kristelig Forening for Unge Mænd og Kvinder – er på det tidspunkt stadig en konservativ forening, i sin form præget af gamle strukturer og i sit indhold af Indre Mission og dens formand Christian Bartholdy. Man er på fromhedens side, forsagelsens. Men billedet er ikke entydigt, KFUM og K har også eller er langsomt ved at få en frisindets fløj. På den står Orla Møller.

Spændingen kan man genfinde i den internationale moderorganisation.

Man taler om en modsætning mellem en opbyggelig, konfessionel linje og en økumenisk, kulturåben linje. Det kan forklare rummeligheden, dvs. at KFUM kan rumme Orla Møller som ny generalsekretær, og at Orla Møller kan rumme KFUM. Han er blevet cand.theol. i 1940, er de næste to år medhjælper ved Rigshospitalets kordegnekontor og lærer ved Københavns Universitet, inden han i 1942 bliver sognepræst i Borum-Lyngby og senere endnu residerende kapellan ved Ansgarkirken i Aalborg. Sit sidste præsteembede får han i Hasseris, her bliver han sognepræst i 1956.

42

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 43

Efter sigende en drømmestilling.

Orla Møller når også at skrive en række bøger. Om Søndagsskolen (1951), Sjælesorgen i Ungdomsarbejdet (1952), Ungdom finder vej (1953), De 10 bud (1955), En ny Indre Mission (1956). Og til sidst i forfatterskabet: Kristendom og politisk engagement (1972) og Religiøse grundbegreber (1978).

Til billedet af Orla Møller, det sammensatte, måske endda modsætningsfyldte, hører endnu en ting. Han er frimurer. Han nævner det ikke i sine officielle biografier, de færreste ved det, uden at det er nogen egentlig hemmelighed. Ved hans begravelse i 1979 deltager flere fra partiets top. Det samme gør en gruppe mænd iført mørke jakker og hvide handsker.

Orla Møller har også en hustru, Minna Møller. De to bliver gift i 1940, sammen får parret seks børn. Ægteskabet bliver opløst i 1977. Den 7. januar året efter indgår Orla Møller på ny ægteskab.

Orla Møllers anden kone hedder Winnie Russell.

I Orla Møllers tid som minister påtaler Anker Jørgensen ved mindst én lejlighed, at Orla Møller ved arrangementer og på officielle rejser har Winnie Russell med som ledsager. Eller snart hustruen Minna, snart elskerinden Winnie. Påtalen er en irettesættelse. Enten må han holde sig til sin hustru, eller også må han lade sig skille.

Det vides ikke, hvilke bestemte rejser eller arrangementer der har fået statsministeren til at reagere. Der er flere muligheder. I maj 1976 besøger Orla Møller som justits- og forsvarsminister Færøerne. Ved den lejlighed er han ledsaget af Winnie Russell, som på det tidspunkt er blevet medlem af Folketinget. Året før er hun med, da han modtager Pakistans præsident, Ali Bhutto, i Kastrup Lufthavn.

Episoden forværrer det i forvejen anstrengte forhold mellem Anker Jørgensen og Orla Møller. Kilder i Anker Jørgensens daværende regering mener, at det til dels forklarer skilsmissen mellem Orla og Minna Møller i 1977, og at Orla og Winnie Møller forlader dansk politik i 1978. Og Danmark.

Orla Møller møder Winnie første gang på KFUM og K’s lejr i Fuglsø på Mols i 1951. Hun er på det tidspunkt 15 år gammel. Senere bliver hun feriebarn hos Orla Møller og hans hustru i præsteboligen i Hasseris. Winnie hedder på det tidspunkt Lorentzen.

Hun bliver i 1959 gift med den amerikanske musiker Nat Russell. Parret

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

43

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 44

får en søn. Efter skilsmissen fra Nat Russell bliver hendes forbindelse til Orla Møller officiel. Hvor længe de har holdt deres forhold skjult er uklart, men det eksisterer efter alt at dømme, da Krag træder tilbage den 3. oktober 1972.

Orla Møller bliver hos Minna eller i hvert fald i ægteskabet, som det hedder, trods forholdet til Winnie. Det kan skyldes hensynet til børnene. Det kan skyldes hensynet til offentligheden og Orla Møllers position. Det kan også skyldes hensynet til forældrene og den indremissionske fromhed. Begge forældrene, Marinus og Marie Møller, dør i 1976. Året før skilsmissen.

Forholdet er kendt af de fleste i den socialdemokratiske gruppe og i regeringen eller bliver det, da det i oktober 1975 omtales i den kulørte presse. Få taler imidlertid om det, bortset fra til hinanden og i større eller mindre fortrolighed til pressen. Forbindelsen mellem ministeren og det yngre folketingsmedlem er tilsyneladende omfattet af den politiske kulturs uudtalte tavshedsløfte. Eller af en indforståethed i det maskuline fællesskab, som tavshedsløftet muligvis beror på, og som Anker Jørgensen at dømme efter hans reaktion ikke regner sig selv til.

Der er således flere måder at fortolke – eller beskrive – forholdet mellem Orla Møller og Winnie Russell.

På et abstrakt plan og i forhold til Orla Møllers personlige baggrund kan man se det i spændingen mellem kristendommen og det politiske engagement, mellem hovedstrømmene i Orla Møllers barndomshjem og i det danske samfund gennem det tyvende århundrede: pietistisk fromhed og en socialistisk kulturs voksende åbenhed. Set i det billede kan man opfatte begivenhedsforløbet som Orla Møllers forsøg på at balancere mellem de to bevægelser eller at forene dem ved at justere på den første og ikke overdrive den sidste.

Herudover er der to andre muligheder, en negativ og en positiv.

Ifølge den negative er bruddet med Minna og forholdet til Winnie et udtryk for noget selvdestruktivt i Orla Møller, en given efter for gennem et langt liv opdæmmede kræfter eller for kræfter, som fra begyndelsen passede dårligt ind i præste- og politikerlivet. Og som han af personlige, kulturelle eller generationsmæssige grunde ikke havde forudsætningerne for at bringe i en ny balance. For det synspunkt taler afslutningen på hans historie; magttabet, som også var hans tab af magt over sig selv, og et dramatisk voksende alkoholmisbrug.

Den positive fortolkning vil lægge vægten på kærligheden og dens ufor-

44

S TATSMINISTER A NKER J ØRGENSEN

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 45

enelighed med politisk ambition og strømlinethed. Også det synspunkt kan understøttes.

Peter Valenius, cand.jur. og mangeårigt medlem af Socialdemokratiet, er formand for den kreds, hvor Winnie Russell bliver valgt til Folketinget. Han får med tiden et nært og fortroligt forhold til både hende og Orla Møller.

Han ved noget om både historiens konkrete detaljer, og hvad Orla Møller og Winnie Russell har fortalt ham om deres forhold og liv sammen. Han ved, at Orla Møller er lige ved at glemme servietterne i jakkelommen, inden han indleverer jakken til rens. Han kender navnene på flere af underskriverne.

Han ved også eller mener at vide, at det er forholdet til Winnie Russell, der gør det umuligt for Orla Møller at blive statsminister. Men han ønsker at beholde det meste af den viden for sig selv.

Orla Møller havde gjort op, at der var noget andet, han ønskede sig mere i tilværelsen end det her, forklarer han. *** Anker Jørgensen er Danmarks nye statsminister, det bliver afgjort den 3. oktober 1972. Han skal med en kort afbrydelse sidde frem til efteråret 1982.

Det kunne være gået anderledes. Der var flere kandidater. Orla Møller, Erling Dinesen, Per Hækkerup, K.B. Andersen, Erling Jensen. Én er ikke nævnt endnu.

Efter partikongressen i 1969, tre år før Anker Jørgensens udnævnelse, mødes tre fra partiets inderkreds i Jens Otto Krags private hjem på Egernvej. Det er i oppositionsperioden. Foruden partiformanden selv er det partisekretær og medlem af Folketinget Niels Matthiasen, organisationssekretær og folketingsmedlem Søren Hansen og folketingsmedlem Kjeld Olesen. De fire politikere afslutter dagen med whiskysjusser. De diskuterer den netop overståede kongres og mulighederne for at tilbageerobre regeringsmagten.

Sent på aftenen eller først på natten bevæger samtalen sig ind på den lidt fjernere fremtid og spørgsmålet om, hvem der skal efterfølge Jens Otto Krag som formand for Socialdemokratiet og som partiets statsministerkandidat.

Niels Matthiasen stiller Krag spørgsmålet direkte.

Min efterfølger, svarer Krag og peger på Kjeld Olesen, “sidder dér.”

Selskabet er på det tidspunkt beruset. En er faldet i søvn eller er tæt på at gøre det. Der er imidlertid ingen grund til at tro, at Krag ikke skulle have

3.

OKTOBER

1972 • S TATSMINISTER

45

Bog Anker Jørgensen-FINAL:Layout 1

16/09/11

13:42

Side 46

ment det. Han antyder noget lignende ved andre lejligheder, også direkte over for Kjeld Olesen.

Også Kjeld Olesen har en fortrolig, der angiveligt kender årsagerne til, at den udpegede, den oplagte kandidat, ikke ønsker at overvinde de forhindringer, der skiller ham fra den største, politiske magt.

Søren Hansen: “Kjeld Olesen har ikke den nydelse ved magten, som andre har. Han er klar over, hvilket helvede det er at være statsminister og partiformand. Hans temperament er ikke til det.”

Også Kjeld Olesen skal vende tilbage i denne historie.