Socialdemokratiske tænkere - af Anders Dybdal

SOCIALDEMOKRATISKE TÆNKERE

SOCIAL DEMO KRATISKE TÆNKERE ANDERS DYBDAL ( red.)

Indhold Forord 7 INDLEDNING | Anders Dybdal

Socialdemokratisme | Den pragmatiske ideologi 11

RØDDERNE KAPITEL 1 | Claus Bryld

Karl Marx og Friedrich Engels Klassekamp, kapitalismekritik og arbejderbevægelse 31 KAPITEL 2 | Steen Christensen

Ferdinand Lassalle | Staten som garant for frihed 51 KAPITEL 3 | Knud Knudsen

Karl Kautsky | Ortodoks marxisme: teori og politik 67 KAPITEL 4 | Anders Dybdal

Eduard Bernstein | Politikkens forrang og klassesamarbejde 85 KAPITEL 5 | Claus Bryld

Frederik Borgbjerg | Evolution og grundtvigianisme 103

STORHEDSTIDEN KAPITEL 6 | Niels Finn Christiansen

Hartvig Frisch | Vilje til demokrati 119 5

KAPITEL 7 | Jørn Henrik Petersen

K.K. Steincke | Søgen efter idealernes menneske 135 KAPITEL 8 | Gunnar Hansson

Ernst Wigforss | Marxistisk arv og pragmatisme 153

Indhold

KAPITEL 9 | Lars Andersen

John Maynard Keynes | Det gode liv og den stabile markedsøkonomi 171 KAPITEL 10 | Yvonne Hirdman

Alva og Gunnar Myrdal | Den sociale ingeniørkunst 189

NYE TIDER KAPITEL 11 | Olav Njølstad

Gro Harlem Brundtland | Bæredygtighed og ligestilling 207 KAPITEL 12 | Henrik Dahl

Anthony Giddens | Den tredje vej 223 KAPITEL 13 | Søren Kolstrup

Mogens Lykketoft | Fuld beskæftigelse, lighed og flexicurity 241 KAPITEL 14 | Kristian Weise

Joseph Stiglitz | Lighed og markedskritik 259 KAPITEL 15 | Jens Jonatan Steen

Maurice Glasman | Relationel politik for det fælles bedste 277 EFTERSKRIFT | Anders Dybdal

Ideologisk eftertanke | Socialdemokratismen og dens krise 293 Bidragydere 307 Slutnoter 311 Stikordsregister 325

6

Den pragmatiske ideologi

I N DL EDN I NG

Socialdemokratisme

Anders Dybdal

Vi er vant til at få fortalt, at der var to store ideologiske slag i det 20. århundrede. Det ene var en kamp mellem demokratiet og dets alternativer, hvor duellanterne var liberalisme mod fascisme, nazisme og marxisme-leninisme. Den anden store kamp stod mellem kapitalismen og dets alternativ planøkonomien, hvor duellanterne var liberalisme og marxisme. Sejren gik til demokratiet og kapitalismen, og Francis Fukuyama beskrev det i sit berømte essay „End of history“ fra 1989 som liberalismens sejr og historiens endeligt, i den forstand, at kampen om den legitime statsform var overstået. Han mente, at murens fald ikke blot blev afslutningen på den kolde krig eller vedtagelsen af en bestemt periode af efterkrigstidens historie, men derimod „højdepunktet for menneskehedens ideologiske evolution“2.

Det er ikke helt rigtigt. I fortællingen overses det faktum, at ideerne om demokrati og kapitalisme historisk har været på kant med hinanden og ikke kan ses som to sider af den samme sag. Det var liberale og marxister sådan set enige om. Der var en udbredt demokrati-skeptisk gren inden for liberalismen, hvor man frygtede, at demokratiet ville blive en trussel mod det frie marked og ejendomsretten. Marxister frygtede parallelt, at kapitalisterne ikke ville lade demokratiet fungere, da et arbejderflertal potentielt kunne omstyrte kapitalismen, hvilket de aldrig ville tillade. Inden for begge tankestrømninger havde man en frygt for, at demokratiet ville umuliggøre ideologiens projekt.3

11

Socialdemokratisme

Det var i høj grad den socialdemokratiske tænkning, der gjorde demokrati og kapitalisme foreneligt, fordi den gav politikken forrang og satte fællesskabets behov først. Socialdemokratisme er en dramatisk revision af forholdet mellem stat, marked og samfund, der var med til at forme kapitalismen og begrænse den via demokratiets politiske magt, så den kunne underkastes samfundets behov.

12

Den ukendte ideologi I dag kender de færreste politisk interesserede – inklusive mange partimedlemmer – Socialdemokratiets idémæssige rødder. Enkelte vil formentlig argumentere for, at der ikke findes en selvstændig socialdemokratisk tænkning. Få vil formentlig kunne nævne de tænkere eller redegøre for de tanker, der har formet partiets ideologi. Hvorimod de fleste nok vil kende til marxismens syn på klassekamp, historisk materialisme og revolution, liberalismens forskellige ideer om naturtilstanden, „den usynlige hånd“ osv., ja, selv konservatismen, der ellers er kendt for at være en svært definerbar ideologi, har devisen om gud, konge og fædreland.

Selvom ingen ser ud til at ane det, så er socialdemokratisme en selvstændig idétradition. Tænkningen udspringer i slutningen af det 19. århundrede som en afstandtagen fra dele af marxismen, men tankesættet er løbende blevet udviklet gennem refleksion og praktisk politisk arbejde i socialdemokratierne rundt omkring i Europa.

Den væsentligste grund til, at den socialdemokratiske ideologi er så ukendt, er, at der ikke har været den samme akademiske praksis som i f.eks. marxismen og liberalismen. De færreste af socialdemokratismens tænkere kan betegnes som teoretikere i klassisk forstand. Det kendetegnende ved de fleste af dem er, at de ikke kun forsøgte at udvikle samfundsforandrende ideer, men at de også prøvede på at omsætte dem i praksis. Nok var de intellektuelle, men ideerne var et våben i en demokratisk kamp for at skabe bedre vilkår for arbejderklassen. Dette forklarer, hvorfor der på ethvert bibliotek med en samfundsvidenskabelig afdeling kan findes lange bogserier, der sirligt redegør for kompliceret marxistisk teori, der aldrig har været i nærheden af at blive omsat til virkelighed, mens det stadig er vanskeligt at opdrive en bog, der redegør for den socialdemokratiske ideologi. Det vil denne bog forsøge at råde bod på ved at fortælle historien om et af det 20. århundredes mest betydningsfulde ideologier. Udgangspunktet er de tænkere, der har haft størst indflydelse på de socialdemokratiske partiers begrebs- og tankeverden i Skandina-

vien4. Dette kapitel giver et overblik over Socialdemokratiets idéhistorie med enkelte nedslag i partiets programmer og politikker5.

De marxistiske rødder

Den pragmatiske ideologi

Det danske socialdemokrati blev stiftet af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff i 1871 som en afdeling af Den Internationale Arbejderforening (Første Internationale), som Marx syv år tidligere havde været med til at etablere. Det giver sig selv, at Karl Marx og Friedrich Engels teorier (se kapitel 1) var en meget central del af partiets ideologiske selvforståelse fra begyndelsen – selvom Ferdinand Lasalles idéer (se kapitel 2) også spillede en væsentlig rolle.

Socialdemokratiet blev grundlagt som et marxistisk-lassalleansk arbejderparti, stærkt inspireret af det tyske søsterparti SPD, med det mål at skabe bedre vilkår for arbejderklassen, der havde svære kår i 1870ernes industrisamfund. Det skulle ske ved at indføre lige og direkte valgret, en normal arbejdsdag og lade staten tage ansvar for skoleundervisning samt omsorg for syge, gamle og handikappede. Statens arbejde skulle finansieres af progressiv beskatning. Socialdemokratiets første principprogram (Gimleprogrammet) fra 1876 rummede således en væsentlig del af Marx og Engels klasseanalyse og kritik af det kapitalistiske samfund. Partiet stod ifølge programmet foran en politisk strid mellem „arbejderklassen“ og „kapitalisterne“, hvor arbejdernes mål måtte være en afskaffelse af „lønarbejdssystemet“ og en udryddelse af kapitalismens „udbytning“6.

Lasalles indflydelse var også klar at spore i Gimleprogrammet. Socialdemokratiet skulle nemlig etablere en „fri stat“ og bruge den til at gøre samfundet socialistisk. For Marx var staten den herskende klasses undertrykkelsesredskab, og den kunne ikke reformeres, men skulle i stedet erstattes af et proletariatets diktatur som et overgangsstyre til statens hendøen. For Lasalle var kontrollen med staten afgørende for arbejderklassen, da den kunne bane vej for socialisme her og nu gennem almindelig valgret og statsstøttede produktionsforeninger.

I 1886 valgte partiet at dele sig i en faglig del og en politisk del, for at varetage arbejdernes samlede interesser. Målet for begge dele var et socialistisk samfund, men Socialdemokratiet skulle primært varetage de politiske interesser og fagbevægelsen de økonomiske. Der var tale om en pragmatisk arbejdsdeling, hvor fagforeninger tog sig af arbejderens rolle som producent og partiet som statsborger. Parti og fagforening var tæt forbundet og arbejdede grundlæggende mod det samme mål. Tret-

13

Socialdemokratisme

ten år senere indgik De samvirkende Fagforbund (DsF, senere LO) en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, der slog fast, at arbejdsgiverne havde ret til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne var de eneste, der kunne indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold. Med septemberforliget i 1899 var grundstenen til den danske model lagt, og frem mod 1911 blev det fagretlige system etableret med forligsinstitution og fredspligt7. Trods partiets marxistiske paroler om „klassekamp“ indbød fagbevægelsen altså 23 år efter principprogrammets vedtagelse til en form for klassesamarbejde mellem arbejdere og kapitalister med staten som mæglende instans.

Fra ortodoks marxisme til socialdemokratisme Trods arbejderbevægelsens i praksis forholdsvis reformorienterede kurs styrkede partiet sit marxistiske idégrundlag i begyndelsen af 1910erne, inspireret af Friedrich Engels og særligt Karl Kautskys popularisering af den marxske lære – kaldet ortodoks marxisme (se kapitel 3). I 1913 vedtog Socialdemokratiet et principprogram, der beskrev, hvordan den kapitalistiske samfundsudvikling skabte større „elendighed“ for arbejderne og ville ende i „klassekamp“: „Denne samfundstilstand – kapitalismen – umuliggør en retfærdig fordeling af samfundsarbejdets udbytte, fremkalder planløs produktion, hvorved uhyre værdier går til grunde, skaber kriser og arbejdsløshed, splitter samfundet i stadig heftigere interessekrige og spalter det sluttelig i to modsatte lejre i en bestandig mere omfattende og bevidst indbyrdes klassekamp.“ 8

14

Partiets analyse af samfundets tilstand bar præg af den ortodokse marxismes idé om, at kapitalismens udvikling uundgåeligt ville føre til middelklassens proletarisering og samfundets opsplitning i to klasser: Arbejderklassen og kapitalistklassen. Den tilspidsning af klassekampen ville dog ikke ende i blodsudgydelser, da kapitalismen samtidig blev mindre effektiv og til sidst ville bryde sammen. Derfor gjaldt det for Kautsky og andre ortodokse marxister om at mobilisere arbejderklassen til en ikke-voldelig magtovertagelse, når kapitalismen brød sammen.

Det danske program, der var skrevet af de ortodokse marxister Gerson Trier og Gustav Bang, var tydeligvis stærkt inspireret af det tyske Erfurterprograms principielle del, som Kautsky havde forfattet. Det dan-

Den pragmatiske ideologi

ske parti tog derved indirekte stilling i den tyske revisionismedebat, der havde præget store dele af 1900erne. Debatten stod mellem Karl Kautsky, August Bebel og andre, der forsvarede den ortodokse marxismes verdensanskuelse, og Eduard Bernstein (se kapitel 4), der ville revidere Socialdemokratiets marxistiske overbygning.

Bernstein mente, at der var andre og bedre veje til socialisme end klassekamp og revolution. Kapitalismen var ifølge Bernstein ikke på vej mod et sammenbrud, og det var faktuelt forkert, at kapitalismens udvikling skabte en elendiggørelse af arbejderklassen og middelklassen. Bernstein var en stærk kritiker af kapitalismens sociale uretfærdigheder, men han mente, at de empiriske erfaringer pegede på, at kapitalismen var i stand til at skabe velstand til andre end kapitalisterne selv. Der skete ifølge Bernstein ikke en tilspidsning af klassekampen, tværtimod. Arbejderne havde svagt stigende lønindtægter, og den samfundsmæssige rigdom blev ikke kun samlet hos kapitalisterne, store dele af middelklassen fik også gavn af værditilvæksten. Arbejderklassen havde altså et interessefællesskab med de dele af middelklassen, der også led under kapitalismens indbyggede uretfærdigheder.

Den bedste måde at opnå social retfærdighed og fremgang for arbejderklassen på var derfor ved, at de socialdemokratiske arbejderpartier indgik klassealliancer med de progressive liberale partier, der også ønskede demokratiske reformer og en mere retfærdig fordeling af samfundets værdier. Kapitalismens indbyggede uretfærdigheder kunne forene klasserne, og målet var gradvist at fjerne kapitalismens udnyttelse og udbytning gennem den demokratiske stat. Politiske idealer skulle altså styre det kapitalistiske system – ikke omvendt. Politikken skulle have forrang.

I Danmark blev Bernsteins revisionisme dog mødt med stærk kritik af både Socialdemokratiets marxistiske docent Gustav Bang og partiets chefideolog Frederik Borgbjerg (se kapitel 5). Bang mente ikke, at partiet havde en eksistensberettigelse, hvis ikke teorien om kapitalismens sammenbrud holdt stik. Borgbjerg var af en anden opfattelse. Han fandt revisionismens krav irrelevante, fordi Socialdemokratiet i sin praksis allerede var reformistisk indstillet, og han så derfor ingen grund til at forkaste den marxistiske overbygning. Borgbjergs socialistiske grundopfattelse var præget af tanken om evolution og troen på et folkeligt fællesskab mellem arbejdere og bønder. Hans vision var, at samfundet gradvist skulle blive mere socialistisk ved, at det arbejdende folk fik større indflydelse på både staten og civilsamfundet gennem producent- og forbrugsforeninger. Borgbjerg bevægede sig på kanten af marxismen.

15

Socialdemokratisme

Som professor Claus Bryld udtrykker det i kapitel 5, svarede Borgbjergs opfattelse af samfundsudviklingen mere til Bernsteins end til Marx og Engels’. Hovedforskellen var, at Bernstein var bevidst om forkastelsen af marxistisk teori. Det var Borgbjerg og størstedelen af det danske socialdemokrati ikke.

I 1905 bliver det danske socialdemokratis muligheder for at indgå strategiske klassealliancer, som Bernstein og Borgbjerg var fortalere for, forbedret med dannelsen af Det Radikale Venstre. Og med grundlovs­ ændringen i 1915, der gav kvinder og tjenestefolk stemmeret, var vejen i endnu højere grad banet for at indføre socialisme parlamentarisk.

Socialdemokratiet var således i sine første årtier et overvejende marxistisk parti, men der udviklede sig frem mod 1. verdenskrig gradvist en selvstændig socialdemokratisk ideologi bygget på demokrati, reformisme, klassesamarbejde og en vision om en stærk stat, der kunne afbøje kapitalismens negative konsekvenser. Socialdemokrater stolede ikke på, at kapitalismen kunne skabe fremgang og retfærdighed for arbejderklassen, men den adskilte sig samtidig fra marxismen ved at forkaste revolutionen. Løsningen var at styre kapitalismen politisk gennem demokratiet.

Det var til at starte med en ubevidst forkastelse af marxisme, der senere blev ekspliciteret. Ledende socialdemokrater fra Stauning til Krag beholdt dog en stor forkærlighed for Karl Marx. Socialdemokrater har stadig meget til overs for Marx, men ikke så meget til overs fra ham, som Erling Olsen udtrykte det i bogen Den barberede Marx (1979)9.

Til kamp for folkestyret

16

Den socialdemokratiske ideologi som bl.a. Bernstein og Borgbjerg støbte fundamentet for før 1. Verdenskrig, blev gradvist styrket og videreudviklet under partiets storhedstid. I mellemkrigstiden fungerede socialdemokratismen som et bolværk mod tidens totalitære tendenser, mens de idépolitiske kugler til den såkaldt skandinaviske velfærdsmodel blev støbt.

Socialdemokratiets reformistiske strategi blev styrket i årene lige op til og under 1. Verdenskrig, hvor partiets ledelse forstærkede samarbejdet med Det Radikale Venstre og fungerede som støtteparti for Carl Theodor Zahles radikale regeringer, der fastholdt en pragmatisk neutralitetspolitik under krigen. Første verdenskrig ændrede meget i arbejderbevægelsens selvforståelse både i Danmark og internationalt, da krigen betød, at arbejdere i stedet for at kæmpe mod nationale borgerskaber nu gik

Den pragmatiske ideologi

i krig mod brødre i andre lande. Desuden blev den reformorienterede tilgang i Danmark, som chefideolog Frederik Borgbjerg og partiformand Thorvald Stauning var fortalere for, udfordret indefra efter Lenins oktoberrevolution i 1917. To år efter brød den revolutionære fløj ud af partiet og etablerede et venstresocialistisk parti, der året efter blev til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Mellemkrigstiden prægedes af store ideologiske spændinger, og partiets stærke demokratiske idégrundlag blev udfordret både indefra og udefra. Internt i arbejderbevægelsen stredes socialdemokrater og kommunister om magten, samtidig med, at totalitære tankesæt spredtes over store dele af Europa. Partiets chefideolog i mellemkrigstiden, Hartvig Frisch (se kapitel 6), var nådesløs i kritikken af alle revolutionære og doktrinære idéer. Han kritiserede ortodoks marxisme og troede bestemt ikke på socialismen som en historisk nødvendighed. Al magt kommer af viljen til magt, mente Frisch, og han var bekymret for, at det danske samfunds fremtid lige så godt kunne blive præget af bolsjevisme, nazisme eller fascisme som af socialdemokratisme.

I bogen Pest over Europa (1933) kritiserede Frisch det tyske søsterparti SPD for at være så faste i troen på en videnskabelig garanti for socialismens sejr, at de afventede magten i stedet for at gribe efter den. Frisch fremhævede behovet for at fastholde og styrke de skandinaviske social­ demokratier som nationalt orienterede partier, der ikke kun henvendte sig til arbejderklassen, men til hele folket10. Frischs bog blev på mange måder det idémæssige omdrejningspunkt i omstillingsprocessen fra et internationalt klasseparti til et nationalt folkeparti. Ideerne fik stor betydning for Socialdemokratiet, hvilket også afspejles i arbejdsprogrammet Danmark for Folket fra 1934 skrevet af Stauning. Programmet var direkte adresseret „til det danske folk“ og ikke til den internationale arbejderklasse som i det cirka 20 år ældre principprogram. Partiet orienterede sig stadig internationalt, men det var ikke længere et centralt mål for partiet at bidrage til at forene „arbejdere i alle lande“. Socialdemokratiet skulle være et reform­orienteret nationalt folkeparti, der kunne stå vagt mod totalitært tankegods.

Stauning forenede nationen, demokratiet og folket ved hjælp af Frischs og Borgbjergs tænkning. Den socialdemokratiske tænkning var kendetegnet ved at kombinere det konservative nationsbegreb og det liberale-grundtvigianske folkebegreb med demokratibegrebet. Det gav partiet en stærk ideologisk overbygning og gjorde det svært for både konservative og liberale at være imod folkestyret. Konservatismen og liberalismen blev stækket, og Stauning lagde grunden til partiets ideologiske succes.

17

Socialdemokratisme

Socialdemokratiets vælgermæssige fremgang i 1920erne til midten af 1930erne vidner om, at det lykkedes Stauning og partiet at appellere til flere end arbejderne. Jo mere reformorienteret og favnende det danske parti blev, desto større indflydelse fik det socialt og politisk. Det var ikke tilfældet i Tyskland. Samtidig med, at Stauning fik 46,1 % af stemmerne ved valget i 1935, blev den tyske arbejderbevægelse knust af Hitler og det nazistiske parti.11

Velfærdstaten som ideologisk projekt Socialdemokratiets væsentligste mål i 1930erne og frem til 1945 var at stå vagt om det danske folkestyre mod totalitære tendenser inde og ude.

Anden verdenskrig blev demokratiernes sejr, og den socialdemokratiske teolog Hal Koch konstaterede kort efter krigen, at „verden pludselig er vågnet op og har til sin forbavselse set, at den er blevet demokratisk“12.

Nu kunne det ideologiske hovedfokus igen blive en transformation af kapitalismen som økonomisk system, og det blev slået fast i Socialdemokratiets program Fremtidens Danmark fra 1945: „Verden er siden 1939 blevet en nazistisk trussel kvit, men tilbage står et økonomisk system, der ikke formåede at løse førkrigstidens problemer. Dette økonomiske system har i samme grad som krigen bragt sved og tårer over menneskeheden, når kriserne, nøden og arbejdsløsheden for alvor svang pisken. Disse tilbagevendende kriser havde en ikke uvæsentlig andel i de politiske rystelser, der igennem trediverne truede demokratierne og freden for til sidst at føre til nazismen og krigen.“ 13

18

Kapitalismen som økonomisk system var, ifølge programmet, en væsentlig årsag til de totalitære tankers fremmarch som følge af den nød og arbejdsløshed, den skabte under krisen i 1930erne. Nu var tiden derfor kommet til at adressere det økonomiske systems grundlæggende problemer og opnå „fuld beskæftigelse“, „en mere effektiv produktion“ og „social tryghed“. Med programmet i 1945 tegnede partiet de ideologiske hovedlinjer for efterkrigstidens velfærdsstatsprojekt. Som det socialdemokratiske folketingsmedlem Poul Hansen formulerede det i 1945, var målet at sikre en politik, der sikrede „hele folkets velfærd“. Socialdemokraterne begyndte dog først at tale om „velfærdsstaten“ som det vigtigste mål i 1950erne14, til trods for, at velfærdsstaten har rødder langt før ef-

Den pragmatiske ideologi

terkrigstiden. En stor del af reformerne efter Anden Verdenskrig bygger nemlig på ideer og teorier født i starten af det 20. århundrede.

Velfærdsprojektet har både en social, en demokratisk og en økonomisk dimension. Den sociale dimension af velfærdsprojektet i Danmark blev grundlagt af K.K. Steincke (se kapitel 7), der var meget aktiv i idédebatten i 1910erne og 1920erne. Steincke talte ikke om „velfærd“, men han havde blik for vigtigheden af sociale rettigheder for menneskers tryghed og ikke mindst selvfølelse. For Steincke var „socialismen“ ikke bevægelsens endemål. Målet var at fremavle frie, uafhængige og karakterfaste individer og at fremelske personlig hæderlighed, ærlighed, arbejdsomhed og ordholdenhed. Det enkelte menneskes kultur blev ifølge Steincke truet af et samfund præget af forloren medlidenhed og velgøreri. Derfor var der brug for at gøre op med almisseprincippet, der betød, at hjælpen blev ydet ud fra tilfældige skøn over, hvor trængende en borger var. Det knækkede ifølge Steincke individets selvfølelse og skabte ikke uafhængige og selvstændige personer. Statens opgave var ikke at udvise barmhjertighed, men at fastlægge borgernes rettigheder. Denne rettighedstanke blev og er til dels stadig en central del af den socialdemokratiske ideologi, og den blev også en hjørnesten i efterkrigens socialpolitik.

Steincke fik mulighed for selv at reformere socialpolitikken. I 1929 blev han udpeget til socialminister af Stauning, og lidt over tre år senere blev hans store socialreform vedtaget som en del af Kanslergadeforliget.

Reformen fjernede det almissepræg, der havde kendetegnet lovgivningen, og indførte klare regler for borgernes rettigheder. Siden reformen i 1933 har partiet i hovedsagen støttet en universalistisk velfærdsmodel, hvor grundprincippet var, at alle har ret til en række ydelser, der beror på lovbestemte krav og ikke en konkret vurdering af, om den enkelte er trængende. Det gælder ydelser som f.eks. folkepension (1957), bistand/ kontanthjælp (1970) og børnefamilieydelser (1984). Det er derfor, mange betegner Steinckes socialreform som startskuddet til velfærdsstaten.

Velfærdsprojektet havde ikke kun en social dimension, den havde også en demokratisk dimension. Kendetegnende for begge dele af projektet var, at målet var en dannelse af den enkelte som demokratisk medborger.

Demokrati er, som Hal Kock udtrykte det, ikke bare en statsform, det er en livsform, der skal gennemsyre folket. Derfor var ideen, at folket skulle have styrket deres muligheder for demokratisk deltagelse gennem oplysning om tilværelsen, skattebetalt adgang til uddannelse, til biblioteker, kulturinstitutioner samt nyheder fra licensbetalt radio og TV. Folkeskolen var en central del af velfærdspolitikken, og i 1953 blev det i grund-

19

loven slået fast, at undervisningen skulle være gratis. Skolens vigtigste formål var demokratisk dannelse, så medborgerne blev i stand til at tage et ansvar for fællesskabet på alle niveauer.15

Socialdemokratisme

Keynesianisme og velfærd

20

Grundlaget for velfærdsstatens økonomiske tænkning udformes også i 1930erne af økonomerne Wigforss, Keynes og Myrdal. Den svenske socialdemokrat Ernst Wigforss (se kapitel 8) støbte allerede i 1932 centrale politisk-økonomiske ideer til den socialdemokratiske velfærdstænkning i Skandinavien og bidrog med, hvad der ofte er blevet beskrevet som, „keynesianisme før Keynes“. I pamfletten Har vi råd at arbeta (1932) udfordrer han de klassiske økonomiske teorier og opfordrer til at betragte det økonomiske liv, som det empirisk optræder. Wigforss tror på, at staten kan løse den økonomiske krise ved at give borgerne arbejde under lavkonjunktur og foretage nedskæringer under højkonjunkturer. Det er ikke kun en økonomisk iagttagelse, men også et moralfilosofisk perspektiv. Mennesket skal beherske produktionen, ikke beherskes af den, og det økonomiske system skal styres af menneskenes behov for arbejde – ikke af urokkelige økonomiske love.

Den danske regering, og de fleste europæiske regeringer, forsøgte sig med beskæftigelsesfremmende politikker i 1930erne, men det var Wigforss, der som svensk finansminister fra 1932 til 1949 var den første til at omsætte idé til praksis. Den store økonom John Kenneth Galbraith fremhæver i A History of Economics (1991), at „det ville være mere retfærdigt at tale om „den svenske økonomiske revolution“ end den „keynesianske revolution“ i økonomien“16.

Selvom Wigforss var den første, der for alvor nytænkte og eksperimenterede med krisepolitik i 1930erne, var det ubetinget John ­Maynard Keynes (se kapitel 9), der leverede den teoretiske og videnskabelige begrundelse for vigtigheden af statsindgreb i økonomien. Det danske socialdemokrati havde længe savnet en teoretisk model, der kunne forsvare at gøre fuld beskæftigelse til et centralt programpunkt. Det leverede Keynes, og han støttede sågar en progressiv beskatning, der matchede partiets fordelingspolitiske linje. Det tankegods, Keynes havde præsenteret i The General Theory of Employment, Interest and Money (1936) blev diskuteret intensivt blandt økonomerne på Københavns Universitet i 1930erne og blev behandlet i en socialdemokratisk kontekst i 1940erne, hvor bl.a. Jens Otto Krag viste stor interesse for Keynes’ teorier i en kro-

nik i 1944. Keynes forestilling om, at staten skulle gribe ind i økonomien ved at bruge penge i nedgangstider og holde igen i opgangstider, blev en central del af Socialdemokratiets velfærdsstatspolitik i efterkrigstiden.

Det ses tydeligt af partiprogrammet Fremtidens Danmark fra 1945:

Danske historikere har diskuteret, hvorvidt det var Keynes’ ideer, der lå til grund for de finanspolitiske afsnit i partiprogrammet. De fleste kan dog blive enige om, at Keynes var en af inspirationskilderne sammen med bl.a. den svenske økonom Gunnar Myrdal (se kapitel 10).

Den socialdemokratiske økonomiprofessor Gunnar Myrdals tidlige forskning havde behandlet en stor del af de teorier, som Keynes senere valgte at videreudvikle. Myrdal var meget bevidst om den økonomiske teoris politiske dimensioner og lagde vægt på, at „værdipræmisser“ var nødvendige. Det var de både for at drage politiske konklusioner af den økonomiske analyse, men også i selve udformningen af de teorier, der guider analyserne. Flere danske socialdemokrater var betagede af Gunnar Myrdal, bl.a. Jens Otto Krag, der var inspireret af hans tanker om 1930ernes krisepolitik og den flerårige budgetbalance. Krag havde generelt stor respekt for den „delvist videnskabeligt underbyggede kritik af det bestående samfund“ som fundament for socialdemokratisk tænkning. Han understregede dog, at han foretrak at lægge vægten på tænkere som „Keynes og Myrdal“ fremfor „Marx og Engels“18.

Den pragmatiske ideologi

„Statens budget og finanspolitikken har ikke alene betydning, når det gælder om at skaffe staten penge eller om at påvirke indkomstfordelingen. Finanspolitikken har også en fremtrædende plads blandt midlerne til at modvirke de heftige omskiftelser i de økonomiske konjunkturer og til at fremskaffe fuld beskæftigelse.“17

Social ingeniørkunst Krag var mest inspireret af de økonomiske perspektiver i Myrdals forfatterskab, men Gunnar og Alva Myrdals (se kapitel 10) familiepolitiske perspektiver fik også stor betydning for den danske velfærdsstats idé­ debat. Myrdalernes værk Krise i Befolkningsspørgsmålet (1935), som deres bog kom til at hedde på dansk, gjorde familien til et politisk spørgsmål. Familiens trivsel var ikke kun et privat spørgsmål, det vedrørte også staten. Det var nemlig i familien, fremtidens arbejdskraft blev til, og den var vigtig, hvis man skulle opretholde velfærdsstatens sociale ydel-

21

Socialdemokratisme

ser. Derfor skulle staten overtage flere af familiens traditionelle funktioner. Myrdalernes nye perspektiver skabte stor debat på begge sider af Øresund og førte til, at de socialdemokratiske regeringer i begge lande i 1930erne nedsatte befolkningskommissioner, der skulle se på, hvordan staten kunne forbedre familiens forhold med henblik på at øge børnetallet. Den danske kommission anbefalede bl.a. finanslovsbevillinger til oprettelse og drift af børnehaver.

Det var særligt den socialdemokratiske del af kvindebevægelsen med Edel Saunte og Nina Andersen, der udbredte den myrdalske vision i Danmark. Sidstnævnte kunne i 1950erne erklære, at familiepolitik var en officiel politisk strategi for Socialdemokratiet, og det bliver også gradvist skrevet ind i partiets programmer19. Op gennem 1960erne blev de familiepolitiske ideer for alvor realiseret i takt med, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og presset på familien blev øget. I det socialdemokratiske principprogram Solidaritet, lighed og trivsel fra 1977 kunne man glædeligt konstatere, at velfærdssamfundet nu „har overtaget en stor del af den omsorg for børn, syge og ældre, der tidligere blev klaret af den enkelte familie“20.

Demokrati, reformisme, klassesamarbejde og en stærk stat var stadig det ideologiske omdrejningspunkt for Socialdemokratiet, men idétraditionen blev udvidet med social ingeniørkunst, fokus på folket, forestillingen om velfærdsstaten som en kulturinstitution og et keynesiansk økonomisk grundlag. Partiets ideologiske overbygning i efterkrigstiden kaldes ofte for „klassisk socialdemokratisme“.

Opbrud og mellemtid

22

Den klassiske socialdemokratisme gav partiet en stærk position i Danmark indtil 1970erne. Det politiske projekt var under pres: Efterkrigstidens velfærdsstat viste sig vanskelig at finansiere, den politiske og økonomiske internationalisering udfordrede velfærden. Tiden var præget af opbrud og omvæltninger.

VKR-regeringen (1968-1971) havde definitivt overtaget den socialdemokratiske velfærdsvision og forsøgte ikke at reducere hverken velfærdsydelser eller skattetrykket i deres regeringsperiode. En stor offentlig sektor er ikke gratis, og i 1971 nåede Danmark Vesteuropas højeste skattetryk. Det bekymrede i stigende grad vælgerne og flere af de borgerlige politikere, der tidligere havde slået på, at „pengene befinder sig bedst i borgernes lommer“. Socialdemokratiet bekymrede sig dog mindre om

Den pragmatiske ideologi

velfærdens finansieringsproblem og mere om, hvorvidt vi havde den rette velfærd – og om der var nok af den?21.

Aktuelts redaktør Bent Hansen fik stor indflydelse på den ideologiske debat i partiet med bogen Velstand uden velfærd (1969), hvor han argumenterede for, at velstandsvæksten ikke nødvendigvis skabte velfærd.

Fordelingen af indkomst og formuer mellem klasserne var ikke radikalt forandret. Lighedsmålsætningen var ifølge Hansen ikke nået, og velfærdsstaten fortjente ikke sit navn22. Partiets idéudvikling fokuserede på at finde nye veje til at nedbryde klasseskel og skabe lighed, og man fokuserede i mindre grad på de økonomiske vanskeligheder, velfærdstaten var på vej ind i23.

1970ernes økonomiske krise blev en voldsom udfordring for den klassiske socialdemokratiske tænkning. Den internationale konjunkturnedgang kombineret med øget tilgang til arbejdsmarkedet gjorde ambitionen om „fuld beskæftigelse“ umulig, og skiftende socialdemokratiske regeringer stod nærmest magtesløse over for problemet.24 Samtidig mødte Socialdemokratiet sin største vælgermæssige tilbage­ gang nogensinde ved jordskredsvalget i 1973, da partiet mistede en tredje­del af sine mandater. Beslutningen om at blive en del af det europæiske fællesmarked splittede både parti og vælgerkorps. Økonomiens internationalisering og spørgsmålet om EF-medlemskab stillede social­ demokraterne over for et svært valg. Tilhængerne mente, at EF var nødvendig for at fastholde og forøge den økonomiske vækst, der var en forudsætning for en fortsat udbygning af velfærdstaten. Kritikerne frygtede, at EF ville mindske mulighederne for at bevare de særligt nordiske traditioner ift. demokrati, deltagelse og velfærd25. Drømmen om et fælles Norden døde definitivt, og EF blev partiets svar på den internationale økonomis udfordringer.

Socialdemokraterne skulle samtidig forholde sig til en række nye politiske skillelinjer og spørgsmål. Miljøbevægelsen, rødstrømperne, „nej til atomkraft“ og andre sociale bevægelser dannedes og fik stor indflydelse. Ligestilling mellem kønnene havde været en del af partiets tænkning siden etableringen, men spørgsmålet fik en mere central placering i partiets programmer fra 1969, da også miljø og naturfredning blev en del af dem26. Gro Harlem Brundtlandt (kapitel 11) blev en af de første skandinaviske socialdemokrater, der for alvor gjorde ligestilling og miljø til en central del af bevægelsens tænkning. Hun gav det socialdemokratiske lighedsbegreb et tydeligere feministisk indhold, og hun holdt fast i det som norsk statsminister og den første kvindelige leder af et

23

Socialdemokratisme

europæisk socialdemokrati. Brundtlands største indflydelse på partiets ideologiske overbygning var dog hendes forestilling om bæredygtighed.

Brundtland mente allerede i 1970erne, at væksten (særligt i industrien) truede med at ødelægge fremtidens miljø og velfærd. Som leder af FN’s specialkommission for miljø- og udviklingsspørgsmål fra 1984-1987 var hun med til at etablere forestillingen om samfundets bæredygtighed.

Hun føjede en ny dimension til den socialdemokratiske tænkning: Velfærdsstaten skal ikke bare være retfærdig og fremgangsrig – men også bæredygtig.

Samfundsomvæltningerne var store, men alligevel bliver perioden fra 1970erne til 1990erne med professor Ove Kaj Pedersens ord kun en mellemtid mellem „efterkrigstidens orden og nutidens globale orden“27. Perioden er central i Socialdemokratiet idéhistorie, for de store ideologiske uenigheder om velfærdens mål og midler gjorde det svært for partiet at holde sammen på arbejderbevægelsen eller lede landet. Koblingen mellem parti og fagbevægelse blev svækket, og det banede vejen for en mere centralistisk styring af både parti og regering i 1990erne. Medlemmerne mistede indflydelse på partiets politik og fagbevægelsen på statsadministrationen. De samfundsmæssige omvæltninger gav i stigende grad anledning til at gentænke partiets ideologiske overbygning.

Murens fald og de nye tider Den globale orden indtrådte først med fuld kraft i 1990erne med Sovjetunionens sammenbrud, genforeningen af Tyskland og den gradvise åbning af den kinesiske økonomi. Murens fald i 1989 gav de fleste europæiske socialdemokratier inklusive det danske en anledning til at se radikalt anderledes på deres ideer28. I erkendelse af, at samfundsudviklingen var løbet fra ideologien, søgte partierne efter nye veje, der kunne føre dem ud af det, der opfattedes som et vildspor. Forestillingen om at etablere en helt ny ideologisk position – en såkaldt tredje vej – var fremherskende både i Danmark og store dele af Europa.

24

Anthony Giddens (se kapitel 12) er den teoretiker, der tydeligst sætter begreber på denne nye position. Hans samfundsanalyse og politiske anbefalinger blev en stor inspiration for de fleste europæiske socialdemokratier.

Giddens slog i Den tredje vej (1998) fast, at der var behov for en fornyelse af, hvad han betegner som „klassisk socialdemokratisme“ præget af keynesiansk økonomi og veludbyggede velfærdsstater i forskellige for-

Den pragmatiske ideologi

mer. Ideologien var ikke fulgt med samfundsudviklingen, og den havde svært ved at forholde sig til globalisering, individualisering og nye postmaterielle skillelinjer i politik. Derfor foreslog han at gå en tredje vej, der hverken er klassisk socialdemokratisme eller nyliberalisme. Målet var altså ikke at opløse højre-venstre som distinktion, men derimod at skabe et nyt venstre.

Den tredje vej skal adressere det moderne menneskes udfordringer og ifølge Giddens bygge på værdier som „lighed, beskyttelse af de svage og frihed som autonomi“. Giddens kritik af den klassiske social­ demokratismes forestilling om velfærdsstaten var, at opnåelse af velstand oftest blev set som en „tilfældig konsekvens af den fundamentale kamp for økonomisk sikkerhed og redistribution“29. I velfærdsstaten betragtede man sociale udgifter som udgifter, men Giddens mente, at man skulle se dem som investeringer. Sociale investeringer skulle styrke den enkelte og samfundets konkurrenceevne. Globaliseringens skærpede konkurrence gør, at staten skal forholde sig til mennesket på en ny måde.

Dette idémæssige nybrud har Ove Kaj Pedersen rammende betegnet som overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat. Det kendetegnende ved den nye forestilling er, at staten aktivt skal „mobilisere befolkningen og virksomhederne til at deltage i den globale konkurrence – i stedet for (som velfærdsstaten) at kompensere og beskytte befolkningen og virksom­ hederne mod konjunkturudviklinger i den internationale 30 økonomi“ . Den sociale investeringsstat, som Giddens kaldte den (eller konkurrence­staten), er et centralt element i den tredje vej, der derfor har det enkelte menneskes udvikling som sin kerne. For Giddens betyder det, at den enkeltes rettigheder skal følges med forpligtelser, og at velfærdsstaten først og fremmest skal skabe lige muligheder gennem uddannelse (i modsætning til gennem omfordeling). Disse opgaver løses ifølge Giddens bedst gennem et øget samarbejde mellem stat og civilsamfund og ved hjælp af en ny balance mellem stat og marked.

Giddens er sjældent præcis om, hvad den nye balance mellem stat og marked indebærer, men han var og er heller ikke økonom. Det er til gengæld Joseph Stiglitz (se kapitel 14), der blev en af hovedarkitekterne bag den tredje vejs økonomiske politik. Stiglitz er tilhænger af reguleret markedsøkonomi, og han ser markedet og det offentlige som hinandens forudsætninger. Staten skal ikke nødvendigvis løse de opgaver, som markedet ikke selv klarer, men den kan i visse tilfælde være med til at skabe og forme nye markeder. Staten og det offentlige skal altså primært fokusere på de områder, hvor markedet og den private sektor fejler. For Stig-

25

litz er det blandt andet regulering af den finansielle sektor, beskyttelse af miljøet og sikring af en rimelig fordeling af de økonomiske ressourcer.

Socialdemokratisme

Den tredje vej på dansk Giddens analyse af de samfundsmæssige forandringer og politiske ideer har haft stor indflydelse på det britiske New Labour og har været inspiration for centrum-venstre partier i USA og Europa. Det er ikke uden grund, at den tredje vej i dag forbindes med både Bill Clintons New Democrats og med de europæiske socialdemokratiers nyorientering i 1990erne, ikke mindst igangsat af Tony Blair, men også af Gerhard Schröder, Lionel Jospin, Wim Kok, Göran Persson og Poul Nyrup Rasmussen31.

Nyrup-Lykketoft regeringens samfundsanalyse i 1990erne og start 2000erne har store lighedstræk med Giddens’ analyse. Det giddenske fokus på det enkelte individ og dets værdier som pejlemærker for politisk forandring er tydelige i Socialdemokratiets seneste principprogram Hånden på hjertet fra 2004: „For os er mennesket i centrum, og dets velfærd er vores politiske mål. Ethvert menneske skal have mulighed for at virkeliggøre sine drømme om et godt liv inden for fællesskabets rammer (…) Politik handler om værdier. Det er en kamp mellem grundlæggende værdier, om hvordan vi forstår mennesket og dets behov.“32

26

Socialdemokratiet befinder sig ifølge programmet i „globaliseringens tidsalder“, og her er det vigtigt, at „vi er konkurrencedygtige, så der bliver skabt nye jobs i Danmark og Europa på en social og miljømæssigt bæredygtig måde“. Fokus er på det enkelte menneske snarere end folkets eller arbejderklassens udvikling. Det politiske mål er stadig velfærd for det enkelte menneske, og derfor skal individet ikke kun mødes med rettigheder, men også med krav om ansvar og pligter.

Mogens Lykketoft (se kapitel 13) var som partiformand og medlem af principprogramudvalget medforfatter til det seneste principprogram, og hans tænkning i 1990erne flugter på de overordnede linjer med Giddens.

I Lykketofts bog Sans og Samling (1994) argumenterede han for, at Socialdemokratiet skulle sætte værdierne i centrum og finde en tredje vej, der kunne „forlige modsætningerne“ mellem socialismens og liberalismens menneskesyn. For Lykketoft er praktisk humanisme den røde tråd i partiets historie, og det enkelte menneske bør være i centrum for politikken.

Den pragmatiske ideologi

På det mere konkrete plan var der også sammenfald mellem Giddens og Lykketofts perspektiver. Giddens foreslog i den tredje vej, at der i takt med individualiseringen kunne og skulle stilles flere krav til individet, og han foreslog, at man gjorde arbejdsløshedsunderstøttelse betinget af, at modtageren var aktivt jobsøgende. Samme holdning havde Lykke­ toft, som satte det konkrete forslag ind i den danske arbejdsmarkeds­ tradition og bidrog til udviklingen af, hvad der betegnes som den danske flexicurity­-model. Den danske arbejdsmarkedsmodel, der kombinerer det private erhvervslivs adgang til nemt at fyre og hyre folk, med en forholdsvis høj kompensation ved arbejdsløshed, burde ifølge Lykketoft ledsages af en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der bl.a. stillede større krav til den arbejdsløse.

Lykketofts politiske tænkning og praksis har været koncentreret om at finde nye balancepunkter, der kunne forene kapitalismes skiftende ansigter med social retfærdighed og stabilitet. Lykketoft har været optaget af at tilpasse den ideologiske overbygning til en stadig mere globaliseret verden; samtidig har han søgt at gentænke keynsianismens krisemedicin og fastholde et stærkt lighedsperspektiv i et større omfang, end vi kender fra de mest tredje vejs inspirerede socialdemokratier, f.eks. New Labour.

Menneskepartiet og de sociale investeringer Socialdemokratiets kulturelle og økonomiske velfærdsstatsprojekt blev revideret efter murens fald. Giddens, Lykketoft, Brundtland og andre bidrog til at forny socialdemokratismens forestilling om velfærdsstaten i globaliseringens tidsalder.

Statens primære opgave var ikke længere at forme gode medborgere og omfordele samfundets velstand, som det var under den klassiske socialdemokratisme. Nu handlede det i lige så høj grad om at investere i mennesker, så de blev gjort i stand til at bidrage til samfundets økonomiske konkurrenceevne og derved fastholde velfærdssamfundet. Fokus var nu på at skabe lige muligheder for det enkelte menneske, så vedkommende kunne realisere sine drømme til gavn for både den enkelte og samfundets konkurrenceevne. Socialdemokratiet var ikke længere et arbejderparti eller et folkeparti. Det var et menneskeparti, der gennemførte sociale investeringer til gavn for både individ og samfund i globaliseringens tidsalder.

27

Socialdemokratisme

Den røde tråd

28

Socialdemokratisme har siden slutningen af det 19. århundrede udgjort den røde tråd i partiets historie. Ideologien er hverken udvandet marxisme eller kapitalisme med et menneskeligt ansigt – men derimod et selvstændigt tankesæt.

Grundideen er, at kapitalismen skal styres politisk. Politiske kræfter snarere end økonomiske skal og må være drivende for historien, og menneskets behov skal gå forud for andre hensyn. Det er denne ikke-marxistiske pragmatiske udgave af socialisme, der har givet os et nogenlunde fungerende kapitalistisk system, udstrakt frihed og demokrati og et velfærdssamfund bygget på solidaritet.

Disse ideer er blevet skabt, videreudviklet og forsøgt realiseret i og omkring den socialdemokratiske arbejderbevægelse siden 1871. Tænkere som Bernstein, Borgbjerg, Steincke, Keynes og Lykketoft har bidraget til idéudviklingen. Deres ideer har direkte og indirekte været med til at forme den ideologi, der har gjort Socialdemokratiet til det vigtigste danske parti i det 20. århundrede og det danske samfund til et af de mest velstående og velfungerende i hele verden.

Det gode liv og den stabile markedsøkonomi

K A PIT EL 9

John Maynard Keynes

Lars Andersen

Den britiske økonom John Maynard Keynes regnes for en af det 20. århundredes største økonomiske tænkere. Hans hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money udkom i 1936 og markerede et opgør med den indtil da herskende (neo)klassiske ligevægtsøkonomi.

Keynes’ grundlæggende påstand var, at markedsøkonomien overladt til sig selv ikke sikrede den fulde udnyttelse af produktionskræfterne i samfundet og derfor kunne havne i en tilstand med langvarig arbejdsløshed. Årsagen var ifølge Keynes, at „den samlede efterspørgsel“ i samfundet under en krise er for lav til at sikre fuld beskæftigelse. Keynes udviklede en ny og revolutionerende makroøkonomisk teori til forståelse af beskæftigelse, renteniveau, inflation, opsparing, investering og indkomstdannelse. Han fældede en hård dom over den liberale laissez-faire økonomi og hævdede, at staten måtte intervenere i det økonomiske liv for at sikre fuld beskæftigelse. „Keynesianismen“ var i årtier efter 1945 den herskende økonomiske doktrin, og generationer af europæiske og amerikanske økonomer har diskuteret hans teorier. Den omfattende udbredelse har dog medført, at Keynes næppe ville skrive under på alle udlægninger af hans teori. Navnlig Keynes’ egentlige vision for det gode

171

John Maynard Keynes

samfund er, som vi skal se, ikke fuldt sammenfaldende med en keynesiansk politisk økonomi, der har økonomisk vækst som hovedformål.

Keynes’ økonomiske teori udløste på det politiske plan især i socialdemokratiske partier en debat mod slutningen af 2. Verdenskrig. Ikke mindst fordi Keynes som erklæret liberal afviste socialismens såvel politiske som økonomiske grundlag. Han var en frisindet, liberal idealist og abonnerede hverken på materialisme eller klasseteorier. Han ville redde markedsøkonomien– ikke socialismen.

Ikke desto mindre fik hans teori betydning for især de skandinaviske socialdemokratiske partier efter 1945. Hans teoretiske begrundelse for en mere ligelig indkomstfordeling og en mere efterspørgselsstimulerende økonomisk politik i form af „moderne konjunkturpolitik“ blev grebet af socialdemokratiske økonomer i en efterkrigstid, hvor socialdemokratismen befandt sig i et teoretisk vakuum og manglede konkrete redskaber til at løse det beskæftigelsesproblem, som 1930ernes socialdemokratisk ledede regeringer ikke havde været i stand til at løse.239 Det er næppe rimeligt at gøre Keynes til decideret pennefører for det velfærdsstatsprojekt, som socialdemokraterne i de skandinaviske lande stod i spidsen for fra midten af 1950erne og frem. Omvendt havde hans generelle samfundstænkning sit udspring i en særlig britisk socialliberal tradition, der pegede på staten som en forudsætning for frihed og retfærdighed– og ikke det modsatte.

Om John Maynard Keynes (1883-1946) John Maynard Keynes var en britisk økonom og embedsmand. Han betragtes som grundlægger af den moderne makroøkonomiske teori. Han blev født i Cambridge som ældste søn af universitetslærer John Neville Keynes og hans kone Florence. Hjemmet var præget af en akademisk atmosfære og en solid placering i den britiske „upper middle class“. Den velbegavede John Maynard Keynes fik en fremragende uddannelse. Han gik på Eton i årene omkring århundredeskiftet og kvalificerede sig ubesværet til en friplads på King’s College i Cambridge, hvor han påbegyndte universitetsstudier i matematik og moralfilosofi i 1902.

172

Bloomsbury-kredsen Keynes startede sine universitetsstudier, netop som filosoffen G. E. Moore med sin Principia Ethica (1903) iværksatte et opgør med de viktorianske dyder som Gud, Konge og Fædreland. Det var samvittighed, det gode liv, sandhed, kærlighed og skønhed, der skulle være rettesnor for mennesket fremfor gamle normer og traditioner. Den viktorianske nyttemoral blev skydeskive for en kreds af moralske oprørere med base i Cambridge, der foruden Keynes talte blandt andre Bertrand Russell, Lytton Strachey og Virginia Woolf. Under betegnelsen Bloomsbury-kredsen førte de en idealistisk kamp for det sande og skønne i kunst og litteratur – en slags frisindede liberale bohemer optaget af moralfilosofiske spørgsmål.

Den kritiske embedsmand I Cambridge fulgte Keynes desuden forelæsninger hos økonomen Alfred Marshall, og efter tre års studier opnåede han ansættelse i Whitehall som junior clerk i The India Office i 1906. Sideløbende skrev han en afhandling om begrebet sandsynlighed, hvilket sikrede ham en stilling som underviser ved King’s College i 1909. Men det blev som embedsmand, Keynes i første omgang for alvor slog sit navn fast. I januar 1915 fik han på ny ansættelse i den britiske centraladministration, denne gang i finansministeriet. Han var modstander af Storbritanniens deltagelse i 1. Verdenskrig men arbejdede gennem hele krigen som embedsmand og mod slutningen som ansvarlig for at sikre lån fra USA. Ved forhandlingerne i Versailles i 1919 var Keynes den øverste repræsentant for det britiske finansministerium. Han prøvede at få den britiske premierminister Lloyd George til at gå ind på en moderat traktat over for Tyskland. Det lykkedes ikke, og Keynes indgav i juni 1919 sin afskeds­ begæring i protest. Hjemvendt til Storbritannien skrev han The Economic Consequences of the Peace, hvori han fordømte sejrherrernes ydmygelse af Tyskland og mente, at aftalen truede freden og stabiliteten i Europa.

Nyskabende økonom I løbet af 1920erne skrev Keynes flere bøger, der varslede et brud med den hidtil herskende klassiske økonomi. Samtidig begyndte han at optræde som økonomisk rådgiver for både liberale og Labour regeringer.

Grundlæggende var han liberal og havde været medlem af det liberale

173

parti siden 1906, men han afviste de liberale politikeres klassiske økonomiske politik såvel som socialismens politiske og økonomiske teori.

Først i 1936 kom det banebrydende hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money. Det var en samlet kritik af klassisk økonomi og introduktion af en ny makroøkonomisk teori. Han leverede de teoretiske argumenter for, at finanspolitiske tiltag kunne forbedre økonomisk effektivitet og beskæftigelse.

Under 2. Verdenskrig var der igen brug for Keynes i finansministeriet, hvor han i 1942 blev adlet og fik rang som stedfortrædende finansminister. Hans opgaver var at udforme en plan for efterkrigstidens monetære system samt sikre amerikansk finansiering af den britiske krigsførelse. I 1944 skrev han på vegne af den britiske regering under på Bretton Woods aftalen, der omhandlede et fastkurssamarbejde mellem Europa og USA. Han nåede dog ikke at opleve den egentlige keynesianske revolution i efterkrigstiden, da han i 1946 døde af en blodprop i hjertet.

Den klassiske økonomi240

174

John Maynard Keynes så på ingen måde sig selv som socialdemokratisk økonom, og på mange afgørende områder var han langt fra sin tids socialdemokrater. Men alligevel har han haft en enorm betydning for det socialdemokratiske syn på økonomisk politik. Mest af alt fordi han udfordrede den klassiske økonomiske tænkning og tog et opgør med laissez-faire økonomien.

Helt frem til omkring 1930, og altså det meste af Keynes’ eget liv, var den klassiske ligevægtsteori dominerende. Den gik kort fortalt ud på, at økonomisk frihed og det private profitmotiv medfører, at samfundets ressourcer anvendes optimalt med hensyn til tilfredsstillelse af menneskets behov. Prisniveauet vil til enhver tid afspejle forholdet mellem udbud og efterspørgsel. En forstyrrelse af systemet som eksempelvis arbejdsløshed ville kunne afhjælpes ved lønnedgang, således at det igen betaler sig for arbejdsgivere at ansætte arbejdere. Mekanismen bliver populært kaldt den usynlige hånd og henviser til, at markedet selv vil finde løsninger på et hvilket som helst problem.

Grundantagelsen er, at markedsøkonomien er selvregulerende omkring punktet for fuld beskæftigelse, og her spiller renteniveauet en stabiliserende rolle for en tilsvarende ligevægt mellem opsparing og investering. Den klassiske økonomi var i høj grad baseret på den såkaldte

Verdenskrigens betydning I årene før 1914 var Keynes ikke synderligt optaget af samfundsforhold, sociale problemer, demokrati og politik. I Cambridge, forankret i Bloomsbury-kredsen, var Keynes optaget af G.E. Moores moralfilosofi, der var et frontalopgør med de konservative viktorianske dyder. I stedet for at optræde som nyttige samfundsborgere med respekt for traditioner og konventioner, ønskede Moore en handlingsfilosofi, der i stedet for at „gøre godt“ sigtede mod at „være god“. For Keynes åbnede Moore „et paradis på jorden“.243 Op til 1. verdenskrig var Keynes mest af alt optaget af at formulere en rationalt begrundet etik, således at det samvittighedsfulde gode liv ikke blev overhalet af den rene hedonisme. Keynes fandt svaret i en individuel holisme, der også prægede andre af det tidlige 1900tals liberale tænkere. Individet var ikke løsrevet helheden eller fællesskabet. Handlinger måtte derfor måles på samvittighed og overensstemmelse med „det fælles bedste“.

Først med verdenskrigens udbrud begyndte Keynes at udvise et egentligt samfundsmæssigt engagement. Individuel frigørelse og opgør med viktorianske moraldyder blev afløst af tanker om samfundsmæssig kontrol med det kapitalistiske økonomiske system. Han var som embedsmand i Whitehall bekymret over de store lån, som briterne optog i USA. Keynes mente, at Storbritannien risikerede at blive „pantsat til Amerika“.244 Efter bruddet med den britiske premierminister Lloyd George på Versailles-kongressen i 1919 hævdede han i The Economic Consequences of the Peace, at aftalen med store krigsskadeerstatninger truede freden og stabiliteten i Europa.245 Han havde i stedet foreslået, at gæld mellem sejrherrerne skulle nedskrives til nul. Tyskland skulle betale en moderat

Det gode liv og den stabile markedsøkonomi

Say’s lov: At udbud skaber sin egen efterspørgsel. Det bygger Den klassiske teori, som på antagelsen om, at enhver prodominerer både teoretisk og duktionsomkostning i princippet praktisk økonomisk tænkning, modsvares af en indtægt. hviler på så specielle antagelser, På Keynes’ tid blev denne at den kun er anvendelig som klassiske ligevægtsteori især foret specialtilfælde. 242 svaret af Cambridge-professor i økonomi, A. C. Pigou, der havde efterfulgt Alfred Marshall.241 En fortsat høj arbejdsløshed måtte skyldes fagbevægelsens lønkrav eller arbejdsløshedsunderstøttelsens højde. Selve teorien fejlede ikke noget.

175

John Maynard Keynes

sum til Frankrig og Belgien over en lang årrække. USA skulle desuden låne penge til økonomisk genopbygning af Europa. Men han stod alene med synspunktet. Frem for at sikre freden ville det endelige resultat, Versailles-traktaten vedrørende Tyskland, med stor sandsynlighed føre til en ny konflikt mellem Tyskland og Frankrig.

Keynes stod i 1919 i den situation, at den trygge „verden af i går“ fra før 1914, den optimistiske „the edwardian era“, var fortid.

176

Debatten om guldet i 1920erne Storbritannien var i mellemkrigstiden præget af økonomisk stilstand og en arbejdsløshed, der konstant lå over 10 pct. Skiftende regeringer, liberale og konservative, var ude af stand til at vende udviklingen. Den dominerende tankegang blandt finansministeriets økonomer og de ledende politikere var „The Treasury View“.246 Begrebet dækkede over en økonomisk politik, der fastholdt, at lønnedgang, balance på offentlige budgetter og kontrol med pengemængden var de rette midler mod en økonomisk krise. Offentlige investeringer og finanspolitik ville ikke have nogen beskæftigelsesfremmende effekter.

Det lå i forlængelse af denne økonomiske filosofi, at den konservative regering i begyndelsen af 1920erne ønskede at genindføre guld­foden fra før Første Verdenskrig, nærmere bestemt pari fra 1914, dvs. 1£ = 4,86$.

Keynes havde bemærket de voldsomme prisudsving i starten af 1920erne og hævdede, at prisstabilitet var vigtigere end valutakurs­stabilitet. Det var pointen i hans A Tract on Monetary Reform (1923). Når klassiske økonomer hævdede, at valutakursstabilitet på langt sigt var den bedste medicin, svarede Keynes med de berømte ord: „…på langt sigt er vi alle døde“.247 I den aktuelle situation var regeringens plan ganske forkert.

Keynes vurderede, at genindførelse af guldfod ville svække den britiske økonomi internationalt i konkurrence med den amerikanske. En de facto overvurdering af pundet ville medføre, at det britiske omkostningsniveau ville blive 10 pct. for højt. Keynes forudså en stagnation i økonomien på grund af svag eksport og høj rente (som forsvar af guldbeholdningen).

Det ville medføre stigende arbejdsløshed og et betydeligt pres på arbejdernes løn.

Finansminister Winston Churchills gennemførelse af guldfoden i 1925 blev den direkte årsag til en generalstrejke i 1926. Arbejdsgiverne i kul­ industrien krævede 10 pct. lønnedgang, og TUC (britisk LO) varslede generalstrejke. Strejken brød ud den 1. maj, og arbejderne i kulindustri-

„The End of Laissez-faire“: Keynes’ politiske tanker Genindførelsen af guldfoden og generalstrejken blev for Keynes afsættet til en række overvejelser af mere politisk og samfundsmæssig karakter.

Han brød med den del af det liberale parti, der havde støttet Churchill, men omvendt knyttede han tættere bånd til Lloyd George, der overtog ledelsen af det liberale parti i 1926.

Keynes fældede en hård dom over den laissez-faire tradition, der forfægtede individets ret til at søge sin egen lykke som den eneste rettesnor for et politisk og økonomisk system:

Det gode liv og den stabile markedsøkonomi

en strejkede i adskillige måneder, førend de udmattede acceptereDet fundamentale politiske de arbejdsgivernes krav. Keynes spørgsmål for menneskeheden havde stillet et kompromisforer, hvorledes økonomisk slag, der handlede om en beskeeffektivitet, social retfærdighed den lønnedgang, statssubsidier og individuel frihed forenes. 248 til industrien samt styrkelse af efterspørgselen på kul for derved at hæve beskæftigelsen. Den konservative regering holdt imidlertid stand og lod strejken løbe, indtil arbejdernes kræfter slap op. For Keynes, der støttede arbejderne under strejken, var regeringens politik, såvel som TUC’s afvisning af Keynes’ kompromisforslag, eksempler på, hvad klassepolitik og økonomisk ortodoksi førte med sig. Reelt var arbejderne blevet ofre for en overvurdering af pundet.

„Denne teori er så skøn og simpel, at man let glemmer, at den ikke udspringer af virkelige facts, men derimod fra en ufuldstændig hypotese, alene skabt for forenklingens skyld (…) Den konklusion, at menneskets individuelle og uafhængige stræben efter egennytte samlet giver størst mulig velfærd i samfundet, hviler på en række fejlagtige antagelser; at produktions- og forbrugsprocesser ikke er organiske, at individer besidder en tilstrækkelig viden om deres muligheder på markedet, og at alle aktører på markedet har mulighed for at tilvejebringe denne viden.“249 Keynes hævdede en organisk forståelse af samfund og økonomi fremfor en atomistisk. Samfundet skulle forstås som et netværk af gensidigt samhandlende mennesker. Og det var ikke altid, disse individer var rationelle, oplyste, og bevidste om konsekvenser af deres valg. I virkeligheden

177

John Maynard Keynes

var det usikkerhed og uvidenhed, der prægede deres optræden på markedet. I sine studier af sandsynlighedsteori fra før 1. verdenskrig havde Keynes allerede argumenteret for, at beslutningsgrundlag for menneskelig handling ikke nødvendigvis var kendt – og slet ikke ens for alle aktører i samfundet. Når denne laissez-faire liberalisme ikke desto mindre havde været i stand til at dominere så længe, skyldtes det svage modstandere op gennem 1800-tallet. På den ene side en reaktionær konservatisme, der alene havde protektionisme at byde på, og på den anden side en socialisme, der krævede ophævelse af den private ejendomsret.

Der var brug for en „new liberalism“, som Keynes formulerede det. En liberalisme, der så staten som en forudsætning for social og økonomisk stabilitet og ikke som en hindring. Der må være en balance mellem individuelle rettigheder og det sociale fællesskab. Og som eksempler på statens opgave i relation til økonomien mente Keynes, at det var nødvendigt med en styring af prisniveauet samt forholdet mellem opsparing og investering. Hvis den moderne kapitalismes problemer med tilbagevendende kriser og arbejdsløshed skulle løses, måtte der en form for kollektiv handling til.

Social lighed og økonomisk omfordeling er kernepunkter og endemål i den reformerede demokratiske socialisme. For Keynes derimod var lighed og omfordeling først og fremmest midler til at sikre en mere stabil kapitalisme og fuld beskæftigelse. Det var ikke mål i sig selv, og på det punkt adskiller han sig klart fra Labour og socialdemokratismen i øvrigt.

Omvendt var Keynes en skarp kritiker af dels rentier-klassen, der levede af finansiel spekulation, og dels den tendens til den skæbnesvangre „love of money“, der besjælede kapitalistklassen. Kapitalismen havde samtidig fremavlet nogle meget uheldige egenskaber i mennesket.

Keynes omtalte selv sin liberalisme som en „ny liberalisme“, der ville redde kapitalismen fra de frie markedskræfters anarki. I essayet Am I a Liberal? skrev Keynes i 1926 om, at „…bevægelsen fra økonomisk anarki til et system, der bevidst sigter på at dirigere de økonomiske kræfter i retning af social retfærdighed og social stabilitet, vil indebære store udfordringer både teknisk og politisk. Ikke desto mindre foreslår jeg, at opgaven for den „nye liberalisme“ er at søge netop den vej“.250

178

Nyere forskning peger på, at Keynes’ økonomiske teori var baseret på en politisk og moralfilosofisk vision om „det gode samfund“.251 En politisk og

social vision, der havde rødder i en britisk nytolkning af liberalismen, the new liberalism, i årene op til 1. Verdenskrig. En hegeliansk og organisk nytænkning af liberalismen.252 En stabil økonomi var en forudsætning for politisk frihed og liberalisme. Det var i modsætning til, hvad liberale politikere og økonomer havde hævdet hidtil – nemlig at en liberal politik ville føre til økonomisk stabilitet.

Lloyd George gik til valg i 1929 på et program, der indeholdt offentlige investeringer. Det var et program, som Keynes ventede sig meget af. Can Lloyd George do it? var hans „valgtale“ for de liberale, som under George bevægede sig i retning af Keynes’ synspunkt. Men de liberale fik et dårligt valg, og Labour kom til magten.

Labours Ramsay MacDonald dannede regering og gjorde som den foregående liberale regering ofte brug af Keynes som rådgiver. Keynes gjorde sig især bemærket som medlem af regeringens Macmillan Committee on Finance and Industry. Her brugte han stor energi på at tilbagevise „The Treasury View“, og navnlig modstanden mod offentlige investeringer, der ifølge klassisk økonomi blot ville fortrænge private investeringer.253 Keynes argumenterede for, at det klassiske syn på forholdet mellem opsparing og investering ikke var så enkelt. I bogen A Treatise on Money (1930) dokumenterede han, på linje med valgtalen for Lloyd George året før, at offentlige investeringer var nødvendige i perioder, da den private opsparing ikke sikrede tilstrækkelige produktive investeringer.

Som medlem af Labour-regeringens økonomiske råd forsøgte han at få et offensivt finanspolitisk program igennem. Men den økonomiske verdenskrise, der brød ud i 1929, styrkede blot ortodoksien blandt finansministeriets økonomer, der stadig udformede grundlaget for den økonomiske politik. Og et stigende politisk pres på regeringen for at skære ned på de offentlige budgetter fik endelig MacDonald til at træde tilbage i 1931.

Keynes var skuffet og beskyldte Labour for at være optaget af socialistiske utopier fremfor at tage ansvar for at regulere kapitalismen her og nu. Til stor fortrydelse for mange Labour-folk fortsatte MacDonald imidlertid som leder af en ny bred national samlingsregering. Men det gjorde hverken fra eller til, og Storbritannien „gik fra guldet“ den 21. september 1931, arbejdsløsheden steg til 20 pct., og Keynes gik i tænkeboks for at udtænke det endelige opgør med den klassiske økonomi.

Det gode liv og den stabile markedsøkonomi

Keynes og Labour-regeringen 1929-1931

179

John Maynard Keynes

The General Theory

180

I 1936 udkom The General Theory of Employment, Interest and Money, der gav endelig form til en samlet makroøkonomisk teori. Her fremførte Keynes de kætterske tanker, at der ikke i økonomien var nogen meDen overvældende fejl ved det kanisme, der automatisk sikrede, at privat opsparing blev investeret økonomiske samfund, som vi lever i, er dets manglende evne i produktionen. Der var desuden til at sikre fuld beskæftigelse og ikke en mekanisme, der automatisk dets vilkårlige og ulige fordeling sikrede en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft ved af formuer og indkomst. 254 fuld beskæftigelse. Det markedsøkonomiske system var ikke selvregulerende, og aktører på markedet handlede ud fra usikre forventninger til fremtiden.

Keynes angreb klassikerne for ikke at tage højde for betydningen af „den samlede efterspørgsel“ i det økonomiske kredsløb. Dette begreb blev det centrale led i den indkomstdannelsesmodel, som Keynes opstillede til at forklare sammenhæng mellem indkomst, forbrug, opsparing og investering. Den samlede efterspørgsel var ganske enkelt bestemmende for beskæftigelsens niveau.255 En lønreduktion ville derfor ikke afhjælpe arbejdsløsheden på grund af de afledte efterspørgselsmæssige effekter.

Klassisk liberal økonomi fokuserede mikroøkonomisk på udbudssiden, på den enkelte virksomheds eller husholdnings situation. Keynes mente, at den klassiske økonomi drog en atomistisk fejlslutning, hvis samfundsøkonomien betragtedes som summen af enheder.256 Økonomien var en organisme, der skulle betragtes som et hele, dvs. makroøkonomisk. På den måde markerede Keynes et skifte fra fokus på arbejdsudbud til arbejdsefterspørgsel i den økonomiske politik.

Den samlede efterspørgsel bestod af to komponenter: forbrugsefterspørgslen og investeringsefterspørgslen. Når disse to bestanddele ikke modsvarede det samlede produktionspotentiale i samfundet, opstod en ubalance i samfundsøkonomien, der kom til udtryk ved en fastlåst situation med høj arbejdsløshed. Denne ubalance havde to årsager. For det første hæftede Keynes sig ved, at forbrugstilbøjeligheden faldt med stigende indkomst. Han anså det for en „psykologisk lovmæssighed“, at den del af indkomsten, der anvendtes til forbrug, faldt med stigende indtægt.

Så skulle man tro, at den deraf følgende øgede private opsparing ville resultere i øgede investeringer i produktionen. Den klassiske teori antog, at

„Staten er nødt til at udøve en afgørende indflydelse på forbrugstilbøjeligheden, dels gennem beskatning, dels fastsættelse af renteniveau, og dels på andre måder. Desuden må det betragtes som usandsynligt, at banksektorens rentefastsættelse vil modsvare et niveau med fuld beskæftigelse. Jeg betragter derfor en omfattende socialisering af investeringer som den eneste måde, hvorved niveauet for fuld beskæftigelse kan opnås (…) men ud over dette er der ingen grund til at indføre statssocialisme, forstået som et program, der omfatter hele det økonomiske liv i samfundet“.258 Hvis staten holdt gang i de økonomiske hjul, ville den øgede produktion og beskæftigelse gennem den såkaldte multiplikatoreffekt tilvejebringe grundlag for at hente pengene ind igen gennem skatter.

Moderate statsindgreb i form af offensiv finanspolitik og pengepolitik var nødvendige, men Keynes fandt det nødvendigt at advare mod statssocialismen og kaldte sine forslag til indgreb for moderate og konservative. Det frie initiativ var stadig krumtappen i det økonomiske liv.

Statsindgreb skulle med andre ord fylde de huller ud, som det private initiativ ikke formåede.

Keynes ville redde kapitalismen gennem konjunkturpolitik – en overordnet stabilitetspolitik. Som så mange andre i tiden var han klar over, at der i Sovjetunionen fandtes et andet økonomisk system, der stod klar i kulissen, hvis de kapitalistiske samfund bukkede under. Keynes selv var ikke i tvivl om, at han med The General Theory havde kastet kapitalismen den afgørende redningskrans.

Det gode liv og den stabile markedsøkonomi

renteniveauet ville sikre en ligevægt mellem investering og opsparing ved fuld beskæftigelse. Men den forklaring afviste Keynes, der i stedet mente, at det var bevægelser i produktion og indkomstdannelse, der skabte ligevægt mellem opsparing og investering. Han understregede, at renten kunne befinde sig på et niveau, der „…kronisk var for højt til at sikre fuld beskæftigelse“.257 Overladt til sig selv ville den samlede efterspørgsel i økonomien være for lille til at sikre fuld beskæftigelse, enten på grund af lavt forbrug eller for lavt investeringsniveau. På den baggrund var statslige indgreb i økonomien nødvendige for at styrke efterspørgslen. Typisk i form af underskudsbudgettering (i en periode), offentlige investeringer, og lavrentepolitik. Eller endog progressiv beskatning for dermed at øge forbruget i samfundet. Keynes formulerede det selv på følgende måde:

181

John Maynard Keynes

Keynes og socialdemokratismen

182

Spørgsmålet om Keynes’ politiske ståsted har været genstand for megen diskussion blandt Keynes-forskere.259 I høj grad fordi Keynes selv, trods sit medlemskab af det liberale parti, aldrig blev noget „politisk dyr“. Han opfattede sig selv som en uafhængig intellektuel og kunne på ingen måde indordne sig under en partidisciplin. Han havde et ambivalent forhold til politik. Hvor forholdet til de konservative var præget af tør og blank afvisning, var forholdet til Labour mere ambivalent. På den ene side mente Keynes, at mange Labour-folk delte hans ideer, men de var besjælet af tanken om at være et klasseparti. Og deres ledere var styret af følelser frem for ideer. Keynes havde støttet arbejderne under generalstrejken i 1926, men i klassesammenhæng identificerede han sig mere med det veluddannede bourgeoisi. Labour leflede for masserne, hvorimod Keynes var elitær i sit forsvar for et samfund, der skulle styres af de intellektuelle.

Som sit politiske forbillede, den konservative politiske filosof Edmund Burke, var Keynes skeptisk over for massedemokratiet. Folket havde ret til en god regering, men den almene befolkning havde ganske enkelt ikke forudsætninger for at vide, hvad der var bedst for samfundet som helhed.

Hans liberale vision var et samfund, hvor de intellektuelle havde magten til at træffe beslutninger på helhedens vegne. Keynes var elitær anti-materialist, hvor Labour var anti-elitære materialister. Storbritannien var i den uheldige situation, at „…de progressive kræfter i dette land er håbløst delte mellem de liberale og Labour“.260 Alligevel eksperimenterede flere europæiske regeringer med beskæftigelsesfremmende politikker i 1930erne. Og selv i Storbritannien gik Lloyd George i 1929 til valg på et program med lånefinansierede offentlige investeringer. Det nye var, at Keynes leverede en teoretisk og videnskabelig begrundelse for en ny forståelse af det samfundsøkonomiske kredsløb.

Keynes’ ideer om statsindgreb i økonomien blev efter 1945 især adopteret af socialdemokratiske partier – navnlig i Storbritannien og Skandinavien.261 Men en behandling af Keynes som inspiration for socialdemokratismen må tage højde for, at Keynes ikke var tilhænger af en stor offentlig sektor og heller ikke den planøkonomi, som socialdemokrater talte meget om ved krigsafslutningen. På den baggrund har især danske historikere diskuteret, hvorvidt Keynes allerede var inspiration for de finanspolitiske afsnit i det socialdemokratiske program Fremtidens Danmark (1945). Der er dog ingen tvivl om, at Keynes på linje med andre

Det gode liv og den stabile markedsøkonomi

økonomer som britiske William Beveridge og svenske Gunnar Myrdal var blandt inspirationskilderne.262 Keynes leverede en for socialdemokrater længe savnet teori til løsning af beskæftigelsesproblemet. Tilmed var forslag om progressiv beskatning på linje med socialdemokraternes fordelingspolitik. Både i Sverige og i Danmark indgik Keynes i socialdemokraternes planlægning og programudvikling for efterkrigstiden. Verdenskrigens reguleringsøkonomi gav styringsbegejstrede socialdemokrater troen på, at en tæt monitorering af og intervention i markedsøkonomien var et mål for efterkrigstidens demokratiske socialisme – og her kunne Keynes bruges. Hans teori blev eksempelvis genstand for behandling i det svenske socialdemokratiske tidsskrift Tiden, og i Danmark var det især økonomen Jens Otto Krag, der introducerede ham i en kronik i Social-Demokraten i december 1944. Under overskriften „Jævnere Indkomstfordeling“ gennemgik Krag den „konservative“ Lord Keynes’ teori, der „…vælter hele det borger­lige Opsparingssynspunkt over Ende“.263 At den borgerlige Keynes kunne bruges som teoretisk argument for økonomisk omfordeling og offensiv finanspolitik, var en regulær øjenåbner for Krag, der forudså, at man i Danmark ville få brug for hans teori. Krag var dybt involveret i Socialdemokratiets udformning af programmet Fremtidens Danmark. Heri blev begrebet „moderne konjunkturpolitik“ introduceret: „Det er almindelig anerkendt, at krisernes og depressionernes hårde virkning på beskæftigelsen fremkommer ved, at investeringerne og indkomsterne falder, hvorved også forbruget går tilbage. Skal en nedgang i efterspørgslen efter arbejdskraft undgås, må både forbrug og investeringer holdes oppe. Det kan finanspolitikken bidrage til, derved at det offentlige ved sine foranstaltninger erstatter det bortfald i produktion og indkomster, som nedgangen i privat foretagsomhed medfører (…) I finanspolitikken må man derfor stræbe henimod, at de private udgifter plus de offentlige udgifter tilsammen skaber en tilstrækkelig totalkøbekraft, til at fuld beskæftigelse kan opnås“.264 Ved på den måde at koble Keynes til en moderne konjunkturpolitik gjorde Jens Otto Krag det vanskeligt for borgerlige politikere at udråbe i hvert fald den del af programmet som den rene socialisme. Fremtidens Danmark inde­holdt som også de øvrige skandinaviske socialdemokratiske programmer en række socialiseringsforslag vedrørende bedriftsråd på virksomheder og forslag om økonomisk demokrati. Det blev aldrig til noget i praksis

183

John Maynard Keynes

og kan tolkes som rettet mod den forventede fremgang til kommunistpartier efter krigen.265 Tilbage stod den moderne konjunkturpolitik, som i dansk sammenhæng pegede frem mod 1950ernes og 1960ernes såkaldte „stop-go politik“, hvor finanspolitik især af socialdemokratiske regeringer blev brugt til at regulere økonomien, med skiftevis lempelse af finanspolitikken for at hæve efterspørgslen og efterfølgende finanspolitiske stramninger for at undgå inflation. En keynesiansk inspireret finanspolitik blev i de år anvendt for at hæve beskæftigelsen, uden at det samtidig gik ud over valutasituationen.266 1950erne var en modningstid, hvor de keynesianske ideer blev tænkt sammen med ideer om demokratisk socialisme. I slutningen af årtiet var „den moderne konjunkturpolitik“ en integreret del af socialdemokratisk tænkning og politik i Danmark.267 Keynesianismen var i stand til at udfylde et tomrum i socialdemokratisk tænkning efter 1945. Indtil da havde socialdemokrater opereret inden for en teoretisk ramme, oprindelig fra Marx (se kapitel 1) og Ricardo, hvor en elimination af kapitalistklassens profitmotiv ville medføre, at arbejde ville blive aflønnet efter dets rette værdi. Kapitalismens reservearmé ville forsvinde, og der ville være arbejde til alle. Efterspørgsel efter arbejdskraft ville være til stede uanset profitmotivets tilbagegang.

Men Keynes viste, at arbejdsløshed og økonomiske kriser ikke var et udtryk for kamp mellem klasser, som den liberale klassiske teori reelt også påstod, men derimod nedgang i den samlede efterspørgsel. Det åbnede op for en strategi, der i stedet for nationalisering af produktion og kapital sigtede mod en socialisering af investeringsniveauet i samfundet.

Socialdemokrater kunne, på linje med andre politiske partier, med brug af Keynes henlede opmærksomheden på de statsfinansielle muligheder for at påvirke aktivitetsniveauet i samfundet.

Keynes havde i den grad betydning for, at socialdemokrater i Nordeuropa kunne anvise en ny vej til at realisere af målet om fuld beskæftigelse efter 1945. Lige så klart er det dog, at han næppe havde støttet den massive udbygning af velfærdsstaten op gennem 1960erne og 1970erne.

Perspektivering: Keynes’ ideer i dag

184

Keynes udformede sin økonomiske teori i en tid, da de nationale økonomier var relativt lukkede kredsløb. Hans makroøkonomiske modeller præger stadig lærebøger i konjunkturteori den dag i dag, men den keynesianske finanspolitik blev udfordret i 1970erne af perioder med stagflation, det vil sige inflation og arbejdsløshed på samme tid. Globalisering,

økonomisk integration og hastige kapitalbevægelser vanskeliggjorde betingelserne for finanspolitisk styring. Det gav nyliberalismens fokus på deregulering og styrkelse af markedskræfterne fremdrift fra begyndelsen af 1980erne.

Men spørgsmålet er, om Keynes kan lære nutidens politikere og økonomer noget – især under indtryk af den verdensøkonomiske krise, der satte ind i 2008.268

Tidligt i sin økonomiske tænkning slog Keynes fast, at aktører på markedet handler under den præmis, at fremtiden er usikker. Økonomisk adfærd finder sted i en verden hvor det, i modsætning til terningkast, hverken er muligt at kende til eller beregne sandsynlighed for mulige udfald.

Denne usikkerhed spredte sig under den aktuelle krise til banksektoren og til de finansielle markeder på grund af en omfattende deregulering, hvilket i 2008 blev indledningen til efterkrigstidens dybeste og længste krise. En af mange forklaringer kunne være tendensen til skråsikkert at fremskrive og modellere økonomien, som om fremtiden var kendt. Set i det lys kunne der i dag være grund til at indskrive usikre forventninger til fremtiden centralt i økonomisk tænkning som et forsigtighedsprincip.

Træerne er endnu ikke set vokse ind i himlen, selv om mange politikere, finansfolk, og økonomer handlede sådan i 2000erne.

Det gode liv og den stabile markedsøkonomi

1. Fremtiden er usikker

2. Reguleringens nødvendighed I forbindelse med den økonomiske verdenskrise i mellemkrigstiden gik tusindvis af amerikanske banker fallit. Svaret kom i 1933 med vedtagelsen af „The Glass-Steagall Act“, der opdelte den amerikanske banksektor i spekulative investeringsdele og almindelige reelle bankdele. Det skulle sikre den amerikanske småsparer mod spekulation og samtidig forhindre, at banker voksede sig så store og „systemiske“, at de i tilfælde af fallit ville trække en betragtelig del af samfundsøkonomien med i faldet.

En effektiv banklobby fik afviklet dette system i 1990erne, og det hævdes at være en af årsagerne til finanskrisen et årti senere. Ud fra en keynesiansk synsvinkel er krisen et nyt eksempel på, at markedsøkonomien ikke kan fungere stabilt uden statslig regulering. På samme måde vil der med Keynes kunne argumenteres for, at de senere års europæiske sparepolitik ikke er den rigtige kur mod krisens beskæftigelsesmæssige virkninger. Man kan ikke spare sig ud af en krise. Keynes er stadig aktuel, både hvad angår forklaring på krisen og vejen ud af den.

185

John Maynard Keynes

3. Opgør med vækst-filosofien

186

Keyneianismen er ofte blevet taget til indtægt for at anbefale en vækstorienteret økonomisk politik. Det er ikke helt forkert, men heller ikke hele sandheden. Keynes var bestemt ikke en nyttemaksimerende utilitarist.

Tværtimod var han optaget af at skabe de økonomiske rammer for „det gode samfund“ og opfattede økonomi som en moralsk videnskab. Den økonomiske politik skulle i grunden sikre alle borgere en mulighed for at leve „det gode liv“. Det skete først, når der var rigeligt med beskæftigelsesmuligheder. Egentlig var Keynes’ ideal en frigørelse fra markedets konkurrenceåg. Han understregede ganske vist betydningen af det frie private initiativ, men advarede samtidig mod at lade pengebegær og griskhed være styrende for mennesker. Økonomisk vækst var for Keynes ikke et mål i sig selv. Det var alene et middel til at nå endestationen „det gode liv“ i et samfund uden knaphed på kapital og med rigelig fritid til åndelige og intellektuelle sysler. Af samme grund finder man beskrivelser af Keynes som en naiv tænker, der forestillede sig et utopisk samfund ledet af fornuftige intellektuelle, der gjorde det muligt for mennesket at frigøre sig fra økonomiens tvang.

Ikke desto mindre kan Keynes’ vision læses som et alternativ til nutidens herskende overbevisning om, at alle sociale og økonomiske fremskridt er betinget af fortsat vækst.