Land i sigte

Camille Aulkær Andersen

Land i sigte Unge danskeres sejlads i Stillehavet

Frydenlund

Land i sigte. Unge danskeres sejlads i Stillehavet 1. udgave, 2. oplag, 2012 © Forfatteren og Frydenlund, 2007 ISBN 978-87-7887-512-9 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Grafisk produktion: Balto, Litauen Forsidefoto: Anders

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Til Conrad, Johan og Carl – med ønsket om, at I selv en dag må rejse ud i en verden fyldt med eventyr.

Indhold Drøm eller virkelighed 7 I nærkamp med ‘S/Y Close Encounters’ 19 Ilddåb på Stillehavet 35 Min allerførste palmeø 47 Et nyt hav 55 En grundig indsejling 59 Spildtid på havet 73 Paradisiske Palmerston 75 Splitte mine bramsejl 85 Skræk i livet og is i maven 87 Over Tongagraven 99 Hvalernes sommerferie 101 Fuld fart mod Fiji 113 Dykning, djævlerokker og en enkelt undfangelse 115 Mødet med havet 137 Vilde Vanuatu 141 Yndlingssejlads 157 Franske fornemmelser 161 Det sidste seje træk 173 Cirklen sluttes 179 Jeg gør det (aldrig) igen 187

Kapitel 4

Min allerførste palmeø

N

æste morgen aflægger vi havnekontoret et besøg for at få stemplet vores pas og godkendt bådens papirer, så vi kan være på Cook Islands på lovlig vis. Derefter bliver vi bedt om at vente på båden, indtil karantænemyndighederne har været der og undersøgt den mad, vi har om bord. Der går kun et par timer, så får vi besøg. Tre tykke, brune mænd i parier – en slags nederdele – og med store gule og hvide frangipani-blomster bag ørerne hopper af deres støvede motorcykler. De smiler og griner og trykker drengenes hænder, og vi piger får kindkys. Det er næsten flovt, for vi har ikke været i bad i en uge. Nede på båden bliver papirarbejdet ordnet, og mændene konfiskerer venligt, men bestemt, vores sidste citrusfrugter. Dem må vi ikke indføre i landet, for mange folk på Cook Islands dyrker selv frugterne, og myndighederne vil ikke risikere, at der kommer fremmede plantesygdomme hertil.

Som en del af inspektionen skal hele båden sprayes med insekt­ spray, og derfor bliver vi alle sammen sendt på dækket, kahytten bliver sprøjtet over, og lugen ned til den bliver lukket. Undervejs på sejlturen har vi haft en lille flue med, som har hygget sig nede i båden, men nu er dens rejse desværre slut. Insektsprayen skal virke i 15 minutter, og mens vi venter, foreslår mændene høfligt, at vi kan ordne betalingen. Vi er helt forberedt på, at det koster et par dollars at blive ‘tjekket ind’ i hvert land, men der er bare lige

47

Endelig i land. Vi spiser kæmpeburgerepåhavnen, mens grunden gynger under vores søben.

Foto: Linn

48

det, at vores penge ligger nede i kahytten.

Mændene kigger kort på hinanden, og så beslutter de tilsyneladende, at de 15 minutter allerede er gået. Lugen bliver åbnet, pengene betalt og ud kommer fluen frejdigt summende mod friheden og den blå himmel.

Så er formaliteterne overstået, og vi kan få vasket saltet ud af håret. Men inden vi kan se nærmere på Rarotonga, er der en dags surt arbejde, der skal overstås. Båden ligner en slagmark efter så mange dage på havet, og fugten fra de sidste uger med efterår i New Zealand er trængt ind i nogle skabe og stuverum. En del af vores ting er våde og mugne, nogle madvarer er ødelagte, og under Jespers og min køje i stævnen er 20 dåseøl eksploderet på grund af bådens banken i bølgerne og ligger nu i en pøl og gærer. På dørken klistrer saltvand, og alt vores sejltøj er helt hvidt af indtørret salt.

Herude indeholder havvandet op til tre procent salt, mere end tre gange så meget som i Danmark, og det kan ødelægge tøj, sko og udstyr, hvis det ikke bliver vasket ud med det samme. Snart har vi endevendt hele båden, og alt vores grej ligger til tørre på dækket. Hvis båden så rodet ud før, hvor ingenting passede sammen i farverne, er det ingenting imod, hvad den gør nu. Og det hjælper ikke, at den ene store flotte sejlbåd efter den anden ankommer i løbet af dagen og dagene efter. De får lille ‘Close Encounters’ til at se ret smadret ud.

Efter endt dåd med rengøringen kan vi lægge nakkerne tilbage og endelig nyde det syn, der møder os her på Rarotonga. Over øens tætte jungle hæver bjergene sig højt mod den azurblå himmel. Overalt blomstrer hibiscus og frangipani-blomster mellem palmer og agaver. Strandene er hvide og smalle med palmer, der hænger ud over det lave vand, og nogle hundrede meter herfra bruser brændingen mod det ydre rev, der beskytter øen mod det åbne havs store bølger. Rarotonga er en vaskeægte paradisø.

Land i sigte

s

Hibiscusblomst.

Foto: Camille Stillehavsøernes kendetegn – en Frangipaniblomst, som bæres bag ørerne eller i en blomsterkrans. Foto: Camille

s

Cook Islands er newzealandsk territorium og økonomien løber rundt ved hjælp af støtte herfra foruden eksport af blomster og blomsterkranse til Hawaii, kopraproduktion (hampen fra kokosnødder) og salg af de sagnomspundne sorte perler. Møntfoden er newzealandsk, men suppleres af Cook Islands’ egne mønter, og man føler sig hensat til en tegneserie, når man får de små bulede, trekantede mønter i hånden første gang. Befolkningen på Cook Islands er polynesiere, og selvom pigerne som unge er ganske smukke, bliver de fleste ret tykke, når de bliver ældre. Uanfægtet størrelsen er de fleste iført storblomstrede kjoler med pufærmer, og på hovederne har mange af kvinderne blomsterkranse, som de hver dag køber en frisk udgave af på det lokale marked eller fletter selv. Også mændene på Cook Islands er godt i stand, og de fleste polynesiere er fra naturens side solidt bygget. Det er også grunden til, at mange af dem bliver hyret til det newzealandske rugbyteam – de kan vælte de fleste europæiske og australske modstandere omkuld uden stort besvær.

På Rarotonga er der god snorkling og dykning, og i en uge bruger vi næsten al vores tid på at kigge på de flotte tropiske fisk, bade, cykle og vandre på øen. Vi bruger også en del tid alene eller parvis, for turen over Stillehavet og de mange forberedelser i New Zealand har tæret på tålmodigheden og vores lyst til at være sociale. Et par morgener bliver der småvrisset lidt hen over bordet. Det er let at blive irriteret over hinandens små uvaner; rod, der ikke er ens eget, ting, der bliver væk eller ødelagt og ord, der bliver sagt

Min allerførste palmeø 49

50

Land i sigte

Denførsterigtigepalme­ strand på turen står i skærendekontrasttilbarsk sejlads og søsyge.

Foto: Jesper

s

for hårdt. Vi har vist alle brug for lidt tid alene inden næste stræk.

Men vi nødsages også til at tage et par diskussioner for at få renset luften. Det generer i hvert fald mig voldsomt, når surhed og frustrationer får lov til at hænge uudtalt i luften. I det hele taget lærer vi efterhånden nogle sider af hinanden at kende, både gode og dårlige, som vi ikke vidste fandtes, og der er brug for tid og tålmodighed til at lade indtrykkene synke til bunds. Her i starten af turen sliber vi nogle kanter af hos hinanden og skaber nogle bløde hjørner og en overbærenhed med hinandens irriterende sider, som vi senere får god brug for. Vi lever fire mennesker på sammenlagt seks kvadratmeter, så det er klart, at det er en hverdag, man lige skal vænne sig til. Linn og Torben har endda slet ikke boet sammen før nu, og Jesper og jeg er heller ikke vant til at tilbringe så meget tid sammen hver dag. Desuden har vi alle sammen brug for lige at vænne os til den nye tilværelse herude, hvor selv nætterne er svedende varme, og man er langt væk hjemmefra.

Jeg bruger en del tid på at sende mails til dem derhjemme, og en af de første dage ringer vi alle sammen hjem for at berolige de bekymrede forældre og fortælle, at vi er kommet frem i live. De opkald viser sig at koste os flere hundrede kroner hver, så vi holder hurtigt op med at ringe hjem. Fra nu af er den eneste kontakt med venner og familie en e-mail i ny og næ – og måske et brev. Jesper og jeg venter et par pakker fra vores familier, og lige så dejligt det er at vide, at der snart kommer post til os på det lokale postkontor, lige så stressende er det også at vente og håbe på, at pakken når frem, inden vi skal sejle videre. En af de sidste dage, før vi forlader Rarotonga, ankommer min pakke med aviser og lakridser, der bliver nydt i fulde drag, men Jespers pakke kommer aldrig. Først ti måneder efter kommer den retur til Danmark, stadig med aviser, slik og breve i, men nu med en del flere klistermærker, toldsedler og tape viklet rundt om. Den har været i både Europa, New Zealand og Australien. Så vi erfarer altså, at breve og pakker er dejlige, men ikke altid noget, man skal regne med i Stillehavet.

Efter at vi er kommet os over strabadserne på havet, har taget et par diskussioner og har været lidt alene hver især, begynder det sociale alligevel at trække i os igen. Mange af de store både, der er ankommet til havnen, viser sig at være del af ‘Blue Water Rally’

Min allerførste palmeø 51

Close Encounters syner ikkeafmegetisammenligning med bådene fra Blue Water Rally, som vi møder på Rarotonga. Foto: Linn

– en gruppe velhavende mennesker, der sejler Jorden rundt på 20 måneder. Normalt tager det gerne to-tre år at sejle den strækning, men disse mennesker har store dyre skibe, masser af penge og folk til at arrangere deres ankomst i hver en havn, så de kan tilsyneladende gøre det lidt mere effektivt end de fleste almindelige sejlere. Ejerne af mange af bådene hører til nogle af verdens rigeste mænd, men som ansatte har de en del unge som os, og vi får hurtigt nye venner – både blandt kaptajner og matroser. I tropenætterne bliver vores medbragte flaske Gammel Dansk skænket i rigelige mængder, mens røverhistorierne flyver om ørerne på os.

Den ene part af duoen bag et verdenskendt svensk bådfirma sidder iført hawaiiskjorte og røde kinder og lægger an på de unge piger, og en hollandsk it-milliardær fortæller om sit næste sejlerprojekt – en ekspedition til Antarktis på egen isbryder med 12 ansatte, 24 vandscootere og to helikoptere. Selvom vores venners

52

Land i sigte

skibe er temmelig lækre, og ‘Close Encounters’ syner meget lille i forhold til, medfører vores nye venskaber ingen nævneværdig misundelse. Vi er stadig stolte af vores båd og glade for, at vi har sejlet den så langt over Stillehavet allerede, og desuden synes vi, at der er en del mere sport i at sejle en båd som vores. En engelsk pige fra nabobåden, som vi bliver venner med, fortæller os, at hun slet ikke kan sejle. Hun ‘trykker bare på en knap’, som hun siger, for på deres båd er næsten alt fuldautomatiseret. Og vi er da heller ikke helt alene med vores lille båd på 11 meter. I havnen møder vi fire polske piger, der sejler om kap med hinanden to og to i hver deres 28 fods sejlbåd (cirka otte meter). Og nu følte Linn og jeg os ellers lige så seje.

Og mens vi nu er i gang med at få nye venner, møder vi pludselig en dag et par danske fyre, Anders og Nikolaj. De sejler som gaster på en dansk båd, men er hver især ved at stå af, da det tilsyneladende ikke fungerer så godt mellem dem og skipperen. Og da vi har plads til en ekstra mand om bord, er Anders ikke sen til at sige ja til tilbuddet. Endda selvom han måler 1,90 meter, og køjen højst er 1,75 meter lang. Straks Anders er rykket ind i sit nye hjem, døber han køjen ‘hundehuset’, men han bliver alligevel om bord i næsten to måneder.

Efterhånden er vi ved at være klar til at sejle videre, og vi ønsker alle sammen at besøge atollen Aitutaki. En atol er en ring af koraller, der er vokset op langs kraterkanten af en nedsunken vulkan, så der nu kun er en ringø tilbage omkring en smuk blå lagune.

Cook Islands består af i alt 15 øer, der er spredt over et område på størrelse med Indien. De sydlige øer er primært høje vulkanske øer, ligesom Rarotonga, mens den nordlige del af Cook består af de lave atoller, heriblandt Aitutaki. Men i Aitutakis rev er der kun én enkelt passage ind i lagunen, og med en dybde på kun to meter ved højvande er den kendt blandt sejlere for at være svær at forcere. Et par folk i havnen advarer os mod at forsøge, fordi vi stikker 1,9 meter med ‘Close Encounters’, men efter nogle grundige overvejelser beslutter vi alligevel at prøve lykken. Vi låner et søkort af en anden sejler, der selv har opgivet passagen, og efter at have ventet utålmodigt i tre dage på en havnefoged, der kan tjekke os ud fra Rarotonga, kommer vi langt om længe af sted. Nu Min allerførste palmeø 53

Afgang fra Rarotonga.

Nu med en bananklase om bord. Foto: Camille

ligger øhopperiet foran os, solen er varm og humøret højt, da vi stævner ud i Stillehavet igen. Ude agter hænger en klase grønne bananer – på opfordring af de lokale har vi også et par liggende i en plastikpose – for så skulle de modne hurtigere. Jo, sydhavsstemningen er i top, og denne gang er havet et helt andet, end da vi ankom. Bølgerne er noget mindre, og vi begynder at få fornemmelsen af rigtig passatsejlads.

Vores første gast, Anders, hejser storsejlet ved hjælp af et af spillene. Foto: Linn

54

Land i sigte