Kød og blod af Elsebeth Egholm

KØD OG BLOD

ELSEBETH

EGHOLM

KØD O G BLOD L Æ S E P R ØV E

© Politikens Forlag 2014

KAP I T E L 4 Dicte pressede panden mod vinduet og kiggede ned på gaden fra kontoret på tredje.

Det var stadig et nyt syn, men hun savnede ikke Frederiksgade og Telefontorvet, hendes gamle udsigt fra redaktionen, hvor det halve af Århus altid myldrede forbi. Det her var anderledes, og hun glædede sig til at vise stedet til Ida Marie og Anne.

Hun så på sit ur. De måtte også være på vej. Aftalen var, at de skulle komme op og se hendes nye arbejdsplads, og bagefter skulle de en tur ud i virkeligheden.

Men lige nu stod hun her. De andre på kontoret var taget hjem for at holde fredag. Hun var helt alene, og hun nød roen det korte øjeblik og sugede gadens liv til sig. Det var ikke det samme mylder som oppe ved Strøget, men det passede hende godt. Her boede der rigtige mennesker og ikke kun forretningsdrivende og kontorarbejdere. Gaden var smal, og etagehusene lå tæt, smeltet sammen gavl ved gavl. Der kørte så godt som ingen biler. En lille sort kat krydsede vejen fra den ene baggård til den anden; et par unge fyre cyklede forbi side om side. En ældre dame med en hvid puddel ventede tålmodigt, mens hunden tissede op ad en lygtepæl. Hende havde Dicte set før. Akkurat som hun genkendte den unge pige, der trak sin skriggrønne cykel, mens en hætteklædt fyr holdt trit ved hendes side. Pigen havde langt rødt hår og en lang nederdel på, og der var røde plasticblomster viklet om hendes cykelkurv.

Dicte tænkte, at hun nok boede eller arbejdede et sted i nærheden.

Det ringede på dørtelefonen, og hun skulle til at løsrive sig, da fyren ved pigens side vendte ansigtet op mod kontorets vinduer, og hun så ham tydeligt. Det var Alexander; John Wagners søn. De to standsede op dernede og trak en smule væk. Alexander tog diskret noget op af lommen og gav til pigen. Hun gav ham noget til gengæld, og hans hånd lukkede sig om det. Det tog kun få sekunder. Dørtelefonen kimede nu aggressivt, mens det summede i Dictes hoved. Hun lukkede optrinnet ud af sit hoved. Det kunne ikke passe. Hun havde intet set. Og hvis hun havde, ville hun i hvert fald ikke sige noget. Det kom ikke hende ved, var hendes nye doktrin.

- Kom bare op!

2

Hun pressede fingeren på dørtelefonen og lukkede veninderne ind. *** - Og hvad er så det her?

Ida Marie hev Dictes nyeste kup op fra stolen, hvor hun havde slænget den. En varm uldtrøje i en, indrømmet, lidt alternativ farvesammensætning.

- Lortebrun og brækgrøn!

Ida Marie holdt vidunderet op i to fingre. – Ved du noget, vi ikke ved?

Det nye sort?

Hun rakte ud efter trøjen men Ida Marie holdt den bare højere op.

Dicte opgav legen og satte sig tilbage bag sit skrivebord, hvis man ellers kunne kalde det det. Nogens mormor havde venlig doneret det til kontoret, og det lignede et arbejdsbord fra et gammeldags sløjdlokale, med dybe ridser at hjerter og initialer og pletter med nedslidt lak.

- Det er sidste skrig fra Kirkens Korshær, hvis I endelig vil vide det.

Husk, jeg har byttet min superfede journalistløn for frihed. Det er derfor, det hedder FREE LANCE kontoret!

Hun forsøgte med en armbevægelse at favne alt det nye, som hun allerede elskede, selv om det trængte til en skov af kærlige hænder. Anne, der ikke kunne synge, brød ud i en amerikansk hymne og viste dem et par vibrerende håndflader, som stod hun på en cabaretscene: - Freedom, freedom …FREEDOM! - Frihed til at gå i lortebrunt, konkluderede Ida Marie og gnubbede Dictes skulder som en slags trøst. - Det må jeg sige. Du har virkelig sagt farvel til bekvemmelighederne. Skal vi så heller ikke spise skaldyr og drikke champagne ude os dig længere?

- Der er andet i livet end luksus, sagde Dicte og forsøgte at lyde overbevist. - Bo laver en dejlig linseret med karry, og jeg er blevet ret god til GRØD! Udtrykket i Ida Maries ansigt var den sidste løgn værd.

Anne, der ikke var færdig med at undersøge kontoret i Mejlgade (’fedt sted. Hvor ….ungt …’) havde fundet hendes cykelhjelm på stumtjeneren.

- Også KK?

3

Hun tog den på. Det blev det ikke bedre af. Modellen var gammel og Poul Nyrupsk, men den havde været billig. Dicte reddede sin hjelm fra ydmygelse og gemte den bag ryggen.

- Jeg har solgt bilen og købt en cykel ... Det er også mere miljørigtigt.

Anne så skeptisk ud.

- Siden hvornår er du begyndt at gå op i det?

De lod sig ikke sådan narre. Ida Marie satte sig pladask på en stol, der rullede lidt på trægulvet ved bevægelsen.

- Så bilen gik ikke igennem alligevel?

- Den skulle have ny kobling … Og ny gearboks og nyt …

- Karosseri? forslog Anne.

- Ny identitet? sagde Ida Marie.

- Ny ejer, sagde Dicte, der havde fået skrotpris for den gamle Fiat – lige nok til at købe en cykel for.

- Men der er jo langt til Kasted herfra, indvendte Anne. – Og det sner allerede.

- Man kan da godt cykle i sne, sagde Dicte. – Det gør folk. Bare kig ud af vinduet.

De kiggede ud fra tredjesalen, hvor kontorfællesskabet lå, akkurat som hun lige før havde stået og set ned på gaden. Men hvor skyerne før havde truet med sne, var det nu begyndt at drysse. Det så pænt, men koldt ud. Bo ville heldigvis komme og tage hende og cyklen med hjem i sin stationcar, men det valgte hun ikke at sige. Lige nu var der et image, der skulle arbejdes på: Billedet af hende som bæredygtig, ansvarsbevidst og dermed cool. En ny og voksen Dicte.

- Wow, fed udsigt, sagde Anne.

- Fed gade, mente Ida Marie.

De stod lidt og bare kiggede, som Dicte før havde gjort. Det var, som Anne havde sagt, ungt. Mejlgade var de studerendes foretrukne kvarter. Her var billige, hyggelige værtshuse og spisesteder og et par gode spillesteder oven i hatten. Frontløberne og Kaospiloterne var blevet født i Mejlgade. Og henne på hjørnet lå Risras, hvor man kunne ryge en vandpibe og drikke stærk kaffe af guldornamenterede marokkanske glaskrus. Hver en baggård, hver en opgang havde et strejf af tjald og fadøl tilsat et lille gran af oprør.

4

- Det ligner noget fra en julekalender, sagde Anne. – Jul i Mejlgade.

Kunne du ikke skrive den og blive rig?

Pigen fra før kom cyklende den anden vej på sin skriggrønne cykel med de røde blomsterranker om cykelkurven. Dicte tænkte, at hun lignede noget fra en Emily Bronte-roman. En ung fyr hilste på hende med en vinken, idet han skråede over vejen med en rygsæk i kærnelæder og tunge militærstøvler; et par skubbede en barnevogn, der var så gammeldags, at den endnu ikke var blevet moderne igen. En anden fyr, lidt ældre og med fuldskæg, samlede pligtskyldigt noget op efter sin hund, mens et flyttelæs kom trillende med madrasser og en sofa surret sammen på ladet af en Toyota.

Dicte greb sin taske og trøjen.

- Kom! Lad os gå ned og finde en økologisk burger og en bæredygtig øl at skylle den ned med.

De gik på Risras. Burgeren måtte de i første omgang undvære, men øllen var god nok. Det var cigaretrøgen også. Stedet var fyldt op sådan en fredag sidst på eftermiddagen. Gennemsnitsalderen kunne ikke have været meget over 25. Inden de altså selv trådte ind ad døren. Folk sad ved kunstfærdige runde mosaikborde, ikke af den slags hendes mor og far havde haft, men af en mere eksotisk, nordafrikansk model. Nogle spillede backgammon. Tre langhårede fyre delte en vandpibe. Bartenderen lignede noget fra et nyhedsindslag om bz’ere og ekspederede med en cigaret i hånden.

Den ene øl blev til to. Så tre. Anne hentede burgere. Ingen løftede et øjenbryn over den medbragte mad. Dicte sms’ede til Bo, at hun selv fandt hjem. Han tilbød at hente, når hun fik nok af by og bajere. Han holdt øje med hende, vidste hun, og det var ment på den gode måde, men alligevel følte hun det lille pres. Det var hendes egen skyld. Der var sket ting og sager samme sommer, som de endnu ikke havde fået taget hul på. Han ville. Hun skubbede det ud. I mellemtiden gjorde det godt at sidde her, uforpligtende, og sladre om ingenting. Lethed. Det var det, hun trængte til. Gode grin og dumme jokes.

Der var gået et par timer, da de hørte sirenen. Journalisten i hende gav et gib.

- Hvad nu? spurgte Anne. – du er vel færdig med den slags?

Var hun det? Hun havde sagt jobbet som krimireporter under redaktør

5

Kaiser op. Men der var jo andre aviser, selv om freelance stof ikke blev godt betalt i dagspressen, og hun egentlig havde kontrakt på en bog om de værste drabssager gennem de sidste femogtyve år. Der fandtes blade med en højere standard end den, hun var vant til. En god historie var en god historie.

En ny sirene lød. En politibil banede sig vej ned gennem den snævre gade. Dicte rejste sig.

- Der sker vel ikke noget ved at se, hvad det er?

Hun så godt det blik Anne og Ida Marie gav hinanden, inden de rejste sig og fulgte efter. I et glimt forsvandt letheden, og det gik op for hende, at de var akkurat lige så bekymrede som Bo. De skjulte det bare bedre.

Hun åbnede døren ud til gaden, og tiltrængt frisk luft fyldte hendes lunger. En menneskemængde var begyndt at samles tredive meter oppe ad gaden, hvor ambulancen og politibilen holdt.

- Hvad er der sket?

Hun henvendte sig til den nærmeste i kødranden, en kvinde med pelshue og rulamsfrakke.

- Det er vist en, der er blevet overfaldet.

Dicte pressede sig frem i første række. Hun spurgte en mand, der stod med sin cykel. Han vidste ikke bedre besked, men hans sidemand, en ung pige, kunne fortælle, at en fyr – hun nikkede over mod en forpjusket mand med rodet hår og skæg i totter - var kommet ned i sin baggård med skrald og havde fundet en ung pige, der vistnok var død.

- Der var blod over det hele …

Blod. Død. Overfald. Hvad skulle man tro? Anne hev hendes ærme.

- Du skulle ikke være her.

Dicte viftede hende væk. Nu så hun en politimand komme trækkende med en cykel. Den var skriggrøn, og der var røde blomster viklet om cykelkurven. Hendes hånd flagrede op til struben, og hun måtte have sagt noget, for Anne var der som en mis og lagde armen om hende, selv om hun igen forsøgte at gøre sig fri.

- Det er hende, sagde Dicte. – Pigen fra før. Med cyklen.

Anne klemte hende hårdt.

- Kom nu. Så går vi.

- Jeg har set hende før, sagde Dicte.

6

- Ja, sagde Ida Marie. – Vi så hende cykle forbi neden for dit vindue.

- Men også før det, sagde Dicte, og hendes tanker kradsede på indersiden af hendes hjerneskal for at komme ud. Pigen med skørtet og det røde hår. Pigen, der havde fulgtes ad med Alexander og måske købt noget af ham. Og ja, bagefter havde de alle tre set hende cykle alene forbi. Men hvor havde hun set den pige før. Hvor havde hun talt med hende? For det vidste hun pludselig, at hun havde.

Hendes hjerne ville ikke samarbejde. Det var alt sammen siden i sommer. Det hele gik så langsomt i hendes hoved, men hun havde ikke turdet sige det til nogen.

- Her kommer min mand, sagde Ida Marie, da John Wagners sorte passat gled ind og parkerede på fortovet som et varsel om død.

KAP I T E L 5 Wagner slukkede motoren og trak nøglen ud, mens han forsøgte at danne sig et overblik over tableauet foran dem. Der stod en blondine midt i mængden. Han var sikkert både primitiv og chauvenistisk, men det var hende, han først lagde mærke til. Og så det faktum, at hun mindede om Ida Marie.

Det var først, da han og Ivar K. steg ud og banede sig vej gennem kødranden, at han opdagede, at det VAR Ida Marie.

- Du her?

Det lød som en replik fra en hollywoodfarce, men det var det, der faldt ham ind. Nu så han så, at hun ikke var alene. Hendes veninde Anne var der også. Hun stod med armen om en kvinde, han først genkendte, da hun rettede sit stærke blik mod ham. Alt andet ved hende virkede fremmed. Anderledes. Dicte Svendsen havde klippet håret kort, og havde tilsyneladende smidt ti kilo og dermed mistet sine kurver. Der var noget sultent over hendes ansigt, da hun kiggede på ham. Ida Marie havde længe været bekymret. Selv havde han ikke set Svendsen, siden han havde holdt hende i sine arme i et gammelt kalkværk på Djursland og kæmpet for at holde hende ved bevidsthed, indtil ambulancen kom.

Det var fire måneder siden.

7

Han nøjedes med at veksle et par ord med Ida Marie og nikke travlt til de andre to, inden han fugte efter Ivar K. om bag afspærringen og ind i baggården. Han vidste, han burde sige noget til Dicte, og Ida Marie havde da også været efter ham for at besøge hende på hospitalet, men noget i ham gjorde modstand. Det var for kompliceret at forklare, både over for ham selv og over for hans kone. Det samme var tilfældet nu, så han var taknemmelig for at lade arbejdet opsluge ham. Men Dicte Svendsen var i hans baghoved. Det var hun for så vidt altid.

Mejlgades bygninger var gamle og besad alderdommens charme. Engang havde gaden været statelig og havde huset det bedre borgerskab. I nyere tid var den blevet et tilholdssted for ungdommen. Store femværelses lejligheder blev forvandlet til kollektiver eller delelejligheder for studerende, og vedligeholdelsesgraden lod meget tilbage at ønske. Baggården, de trådte ind i, lå omgivet af høje huse. Herinde nåede blæsten ikke at puste sneen rundt. Den smeltede på brostenene så snart, den var landet på dem og gjorde dem våde og glatte. De grå skraldecontainere var samlet i et hjørne, og det var i det hjørne, de to politifolk stod med ryggen til en kælderskakt med armene over kors. Wagner genkendte de ene af dem som betjent Mortensen, en stor kleppert af en uniformeret politimand, som før havde haft et holdningsproblem.

- Og alle er på vej?

Den anden politimand svarede bekræftende. Teknikerne og retsmedicineren var trapperne. De ville nok få et føl på tværs, når de fandt ud af, at pigens cykel var blevet bugseret ud. Wagner og Ivar K smuttede blå overtræksslippers over deres sko og tog latexhandsker på. Betjentene trådte til side, og afslørede liget i trappeskakten.

Wagners hjerte sprang et slag over ved synet, og den første følelse var en overvældende, næsten ukontrollabel vrede, som Ivar K straks satte ord på: - For helvede da også! Kunne han ikke bare have dækket hende til?

Helvede måtte det have været, og djævelen selv på spil, hvis man havde nogen form for tro på Gud og Satan, tænkte Wagner. Pigen var blottet, som om hun skulle ydmyges mest muligt. Hendes hoved lå helt nede i skakten, kroppen halvt op ad trappen. En lang nederdel var trukket op om livet på hende, og hendes strømper og trusser flået af, så ben og underliv lå åbne i kulden. Kønsdelene var som en absurd invitation,

8

og Wagner måtte kæmpe imod en stærk trang til at dække underlivet til. Kønsbehåringen – for denne pige svor åbenbart ikke til barbering – var gulerodsfarvet og smurt ind i blod fra det, Wagner regnede med var en særdeles brutal voldtægt. Pigens udtryk af ren og skær rædsel var et, han aldrig ville glemme. Halsen var lang og slank og flænset op som efter mødet med et rovdyr. Kraven af blodigt kød stod i skærende kontrast til ansigtet, der var hvidt som sneen, der faldt.

- Nogen der ved, hvem hun er?

Den ene politimand, ham der ikke var Mortensen, nikkede mod pigens taske, der lå på brostenene. Ingen havde alligevel turdet samle den op.

Wagner bøjede sig ned efter den. Teknikerne ville skælde ud, men så måtte de jo se at få lidt fart på. Det var en rummelig mulepose i lyst læder. Hans latexklædte hænder fandt en pung i dybet. Han åbnede den og fandt, hvad han søgte. Det gule sygesikringsbevis, visa dankort, sågar et kørekort.

- Janne Kvist Jensen, læste han til Ivar K. – Universitetskollegiet, Vennelystparken, 8000 Aarhus C. Og …

Han fandt endnu et kort. Det var et studiekort fra Aarhus Universitet med navn og nummer.

- Studerende på Musikvidenskabeligt Institut.

Universitetsstuderende. Som Dina Jakobsen. Beboer på et af byens kollegier, også som Dina Jakobsen. Gormsens ironiske bemærkning om signatur flød op til overfladen som en korkprop. Hvad var der gået? To og en halv måned siden Dinas mishandlede krop var blevet fundet ved Moesgaard Strand? De havde vendt hver en sten; de havde haft et par mistænkte, der ikke holdt vand. De var stødt på den berømte mur, men var dog stadig i gang.

Signatur. Wagner hadede det ord. Det smagte af billige krimier og nemme løsninger og opdagere med både en syvende og en ottende sans for mord. Men lige meget hvordan han vendte og drejede det, så virkede en ting sandsynligt, det kunne selv han se: Dina og Janne var sandsynligvis ofre for den samme gerningsmand.

KAP I T E L 6 - Kom nu. Jeg fryser.

9

Ida Marie havde ikke tænkt sig at stå på gaden hele aftenen. Det havde Anne heller ikke.

- Tag nu hjem, Dicte, plagede hun. – Du har ikke godt af det her …. Så tæt på.

- Så tæt på hvad?

Anne sukkede, så snefnuggene dansede. Dicte kunne se på hendes ansigt, at hun kæmpede for at holde en psykologisk analyse af hendes tilstand indenbords, men forgæves. Det tilbageholdte udtryk opløste sig, og ordene væltede ud.

- Hvem tror du, du kan narre? Vi ved alle sammen, du har haft det ad helvede til med det, der skete. Du er traumatiseret, for fanden, det ved du udmærket godt. Men du er for stædig og for … for …

- For dum? hjalp Dicte.

- … for dum, ja…. Nej …

Anne kastede armene i vejret.

- Så tag det dog alvorligt! Hvad siger Bo? Han ligner en kat, der går forsigtigt om den varme grød, for ikke at sige en bombe ….Sig mig, har du overhovedet sagt det?

Anne granskede hende. Ida Marie gjorde det samme. De var de eneste to, der vidste noget. Anne, fordi hun havde søgt tilflugt i Annes lejlighed, da det skete. Ida Marie, fordi hun og Anne hørte sammen i Dictes verden.

Dicte kiggede ind i sneen, der blev ved at dale og hvirvle. Hun havde ikke lyst til det her. Hvordan kunne hun få sagt det uden at såre dem?

De skulle bare være der, i hendes liv, til at grine og pjatte og drikke med. Til at kigge ud af vinduer med og snakke om julekalender og grimme trøjer. Hun var ikke parat til prædikener eller psykologiske udredninger. Det var hun bare ikke. Hun havde det bedst uden. Hun sank og lagde armene om dem begge.

- Tag nu bare hjem, ikke? Bo henter mig om lidt. Jeg lover det.

Anne kiggede på Ida Marie med det der blik. Hun har ikke sagt det, sagde blikket. Hun har brug for hjælp. Dicte følte, hun havde udviklet en ekspertise i lange sigende blikke.

- Okay, sagde Anne så, langsomt. – Men lov nu, at du får det sagt.

Sværger du? Du bliver jo nødt til at vidne ved retssagen, ikke? Du kan ikke undgå det alligevel.

10

- Jeg sværger, løj hun. – Pil nu af med jer.

De gjorde det nølende og nødigt. Men de måtte give slip før eller siden sagde endnu flere blikke, nu alvorligt opgivende. Det var grænser for veninders formåenhed. Og det var pissekoldt, og Dicte kunne ligefrem høre de klaprende tænder.

Så de forsvandt, den ene efter den anden, og hun stod tilbage uden nogen form for hensigt om at ringe efter Bo lige med det samme. Adrenalinen kørte velgørende, byens puls dunkede i hende. Hun sugede mængdens oprømte forfærdelse til sig vel vidende, det var et farligt narkotikum. For selvfølgelig havde Anne ret. Hun havde ikke godt af det. I hvert fald ikke, hvis hun brugte det forkert. Men hun var jo fuldt bevidst om, at hun trængte til spændingen for at dæmpe sine egne dæmoner. Hun havde det hele under kontrol, og det her var hendes form for terapi. Og desuden var der pigen. Den rødhårede. Hun kunne se ansigtet. Hun kunne næsten høre suset fra cyklen, når hun cyklede forbi. Den ivrige trampen i pedalerne; det lille smil om læberne; de spøjse farver og huen og blomsterranken af plastic. Hun kendte hende ikke. Men jo mere hun tænkte over det, jo mere sikker var hun på, at hun kendte nogen, der kendte hende.

Hun ventede, indtil hendes fingre blev blå, og hendes krop begyndte at prikke af kulde, og tæerne mistede følelse i støvlerne. Hun ventede, indtil retsmedicineren og teknikerne kom, og til John Wagner endelig løsrev sig fra det, der måtte være et drabssted. På det tidspunkt havde mængden af nysgerrige opløst sig, men ikke før hun diskret havde taget nogle fotos med sin mobil. Man vidste aldrig, hvad man kunne få brug for. Hun havde sat sig på kantstenen under en gadelygte og frøs numsen i laser, da han endelig kom, heldigvis alene. Ivar K var for længst gået, måske for at underrette de pårørende.

Hun vidste godt, han nødig ville snakke. Ikke efter alt det ude på Djursland. Han følte det akavet, men hun huskede det kun vagt. Mest hans stemme. Varm og rolig havde den beordret hende til ikke at miste bevidstheden; til at lytte til ham, mens blodet sivede ud af hende, og de ventede på ambulancen. Hun huskede også fornemmelsen af at flyde i hans favn, som om hun befandt sig på en luftmadras i en swimmingpool. Sikker. Helt afslappet. Parat til at give slip.

- Sidder du her?

11

Han var alligevel for venligt et menneske til bare at gå forbi.

- Du må da fryse.

- Slet ikke.

Hun blev siddende. Måske var hun frosset fast. Han satte sig på hug foran hende.

- Hvordan har du det?

- Godt. Fint.

- Du ser ikke sådan ud.

- Skinnet bedrager, ved du.

Hun holdt hans blik.

- Er hun … Hm, du ved …?

Hun kunne ikke få det frem og hadede sig selv for det. Kom nu, Dicte, sagde det i hende. Det er bare et ord. En samling bogstaver i en ikke tilfældig rækkefølge. Tre stavelser, intet andet.

Wagner overvejede sit svar længe. For længe.

- Det skal undersøges til bunds, sagde han endelig.

Hun tænkte på byen. På gaden, hun var flyttet ind i. På de unge, der befolkede den og læreanstalterne og kollegierne. Århus var en ung by.

En studieby. Den, der ramte de unge, ramte byens sjæl og udstillede dens sårbarhed.

- Er hun studerende? Er det som med Dina?

Netop den historie havde rystet byen. Den havde også rystet hende.

Også mere, end hun kunne lide at tænke på, og på free lancekontoret havde alle været påvirkede. Århus var deres sted.

- Det kan jeg jo ikke fortælle dig, Dicte.

Det behøvede han heller ikke. Hun kendte ham for godt og så det i hans sært sammensunkne holdning og det matte blik og hele hans udtryk af nederlag. Han ville føle, ansvaret var hans. At han ikke havde evnet at stoppe det og ikke var sit arbejde voksen. Han rejste sig.

-Skal du ikke hjem? Hvor er de andre?

- De gik.

Hun kom på benene.

- Du ser herrens ud, sagde han med pludselig varme.

Hun kørte en hånd igennem håret i et anfald af forfængelighed. I et glimt følte hun sig feminin, en følelse hun havde forsøgt at flygte langt væk fra. Men lige nu og her føltes den rar.

12

- Det tager jeg som en kompliment, smilede hun.

Det trak i hans ene mundvig, idet han vendte om og gik sin vej med en kort vinken.

- Pas på dig selv, Dicte Svendsen.

Hun var lige ved at kalde ham tilbage. Ordene lå på hendes tunge, men de smeltede, som sneen der faldt, og hun fik det ikke sagt. Hun fik ikke fortalt ham, at hun havde set Alexander sammen med pigen bare tre timer før, hun blev fundet død. Hun vidste, at hun burde. Hun vidste, det kunne have en betydning. Men hun nænnede det ikke; lyttede bare til hans skridt, da han forsvandt ind i byens hjerte, opslugt af mørket.

•

13