Mørke strømme - af Arnaldur Indridason

Arnaldur Indriðason

Mørke strømme KRIMI

O V E R S AT A F R O L F S TAV N E M

R o s i na n t e

MØRKE STRØMME er oversat fra islandsk af Rolf Stavnem efter Myrká Copyright © Arnaldur Indriðason 2008 Denne udgave: © Rosinante/rosinante¤co, København 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Harvey Macauley, Imperiet Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2321-0 Printed in Latvia 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Þessi saga er skáldskapur. Nöfn, persónur og atburðir eru alfarið hugarsmíð höfundar.

Denne historie er opdigtet. Samtlige navne, personer og hændelser er skabt af forfatteren.

Rosinante er et forlag i rosinante¤co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

1 Han iførte sig sorte cowboybukser, hvid skjorte og en afslappet jakke, tog et par sorte sko på, som han havde haft i tre år, og tænkte på det sted nede i centrum, som en af dem havde nævnt.

Han blandede sig to temmelig stærke drinks og drak dem foran fjernsynet, mens han ventede på at kunne tage af sted.

Han ville ikke tage derned for tidligt, for nogen kunne lægge mærke til ham, hvis han sad for lang tid på et sted med få mennesker. Det ville han undgå. Det afgørende var at glide ind i mængden, sørge for, at ingen bemærkede ham, være som enhver anden gæst. Han måtte ikke vække opsyn på nogen måde, ikke skille sig ud. Hvis det utænkelige skulle ske, at en eller anden spurgte, havde han været alene hjemme hele aftenen og se TV. Hvis alt gik, som han håbede, ville ingen huske at have set ham nogen steder.

Da tiden var inde, tømte han glasset og gik. Han var en anelse beruset. Han boede tæt på centrum og gik i retning af værtshuset i den mørke efterårsaften. Det vrimlede allerede af folk i byen på jagt efter weekendsjov. Køer var begyndt at danne sig foran de populære steder. Dørvogterne gjorde sig brede.

Folk plagede dem om at blive lukket ind. Musik strømmede ud i gaderne. Madosen fra restauranterne blandede sig med øldunsten fra værtshusene. Nogle var mere fulde end andre.

Dem fandt han afskyelige.

Han blev lukket ind på værtshuset efter relativt kort tid. Det var ikke et af de populære steder, og alligevel var det næppe

muligt at presse flere ind denne aften. Det var perfekt. Allerede på vej ind til byen var han begyndt at spejde efter piger eller unge kvinder. De skulle helst ikke være meget over tredive og helst ikke for intelligente. De skulle være berusede, men ikke for fulde.

Intet undslap hans blik, og han klappede endnu en gang på sin jakkelomme for at sikre sig, at han havde det med. Det havde han allerede gjort flere gange på vejen og havde tænkt ved sig selv, at han var en af disse neurotiske typer, som hele tiden skulle tjekke, om de havde fået låst efter sig, om de havde glemt nøglen, om de havde fået slukket for kaffemaskinen, om der var blus på komfuret. Han lå under for denne tvangstanke og huskede, at han havde læst om den i et populært livsstilsmagasin. I samme magasin var der en artikel om en anden besættelse, han havde. Han vaskede hænder tyve gange om dagen.

De fleste stod med et stort ølglas, og han bestilte et til sig selv. Bartenderen tog ingen notits af ham, og han passede på at betale med sedler. Det var let for ham at forsvinde i mængden.

De fleste folk var på hans alder og var sammen med venner eller kolleger. Larmen var massiv, når værtshusgæsterne forsøgte at overdøve den buldrende rap-musik. Han så sig roligt omkring og bemærkede et par venindeflokke og nogle kvinder, der var sammen med deres mænd, men så ingen, der var alene i byen.

Han havde ikke tømt glasset, før han forlod stedet igen.

På det tredje sted så han en kvinde, han kendte. Han bedømte hende til at være omkring de tredive, og hun lod til at være alene. Hun sad ved et bord i et rygeområde, hvor der sad mange andre, men hun var tydeligvis ikke i selskab med nogen af dem. Hun nippede til en margarita og røg to cigaretter i det tidsrum, han holdt øje med hende.

Der var propfyldt på værtshuset, men ingen af dem, der henvendte sig til hende, syntes at være i byen sammen med hende.

To mænd tiltalte hende, men hun rystede på hovedet, og de gik igen. En tredje mand kredsede om hende, og det var, som om han ikke ville acceptere at blive afvist.

Hun var mørkhåret, havde et kønt ansigt, var en smule buttet og smagfuldt klædt i nederdel og lys T-shirt med et smukt sjal over skuldrene. Der stod San Francisco på T-shirten, og en lille blomst stak op af F’et.

Det lykkedes hende at slippe af med manden, og det så ud til, at han vrissede et eller andet efter hende. Han gav hende mulighed for at falde ned igen og ventede et lille øjeblik, før han gik hen til hende.

– Har du været der?

Den mørkhårede så op, men kunne ikke umiddelbart genkende ham.

– I San Francisco? sagde han og pegede på T-shirten.

Hun så ned på sine bryster.

– Mener du det her? sagde hun – Det er en skøn by, sagde han. Du burde tage dertil engang.

Hun så på ham, som om hun ikke kunne beslutte sig for at sige, at han skulle skride ligesom de andre. Så var det, at hun kom i tanke om at have set ham før.

– Der er mange grunde til at tage dertil, sagde han. Til Frisco.

Mange ting at se.

Hun smilede.

– Er du her? sagde hun.

– Ja, hyggeligt at møde dig. Er du alene?

– Alene? Ja. – Hvad med Frisco? Du skal altså tage dertil.

– Det ved jeg. Jeg har ...

Hendes ord druknede i larmen. Han strøg sin hånd ned over jakkelommen og gik tættere på hende.

– Det er lidt dyrt at flyve dertil, sagde han. Men, jeg mener ... jeg har været der én gang, det var fantastisk. En skøn by.

Han brugte bevidst bestemte ord. Hun kiggede på ham, og han forestillede sig, at hun forsøgte at komme i tanke om, hvor mange yngre mænd hun havde mødt for nylig, der brugte ord som ‘skøn’.

– Det ved jeg, jeg har været der.

7

– Okay. Må jeg måske sætte mig her hos dig?

Hun tøvede et øjeblik og gjorde så plads til ham.

Ingen lod til at bemærke dem inde på værtshuset, heller ikke da de tog af sted sammen godt en time efter og gik hjem til ham ad de øde gader. Da var stoffet begyndt at virke. Han havde budt hende på endnu en margarita. Da han kom tilbage fra baren med hendes tredje drink, greb han ned i lommen efter stoffet og hældte det i drikken. Det kørte fint mellem dem, og han vidste, at hun ikke ville volde nogen problemer.

Kriminalpolitiet blev tilkaldt to dage senere. Elinborg tog imod opkaldet og gav de andre besked. Færdselspolitiet havde allerede afspærret Tingholtstræti, da Elinborg nåede frem til stedet, og teknikerne var ved at bære deres udstyr ind. Hun så distriktslægen stige ud af sin bil. Kun teknikerne måtte gå ind i lejligheden i den indledende fase og foretage undersøgelser.

De frøs gerningsstedet, som de selv kaldte det.

Elinborg planlagde det, der skulle gøres, mens hun tålmodigt ventede på, at teknikerne skulle give tegn til, at hun kunne gå ind i lejligheden. Journalister og reportere stimlede sammen, og hun iagttog dem, mens de arbejdede. De var pågående, og nogle af dem var direkte uforskammede over for de betjente, der spærrede dem vejen ind til området. Hun genkendte to-tre stykker fra fjernsynet, en interviewer-fidus og en, som var studievært på et politisk debatprogram. Hun kunne ikke regne ud, hvorfor han fjumrede rundt i flokken af journalister. Elinborg tænkte på, at dengang hun selv begyndte og havde været en af de eneste kvinder i kriminalpolitiet, da var journalisterne høfligere og langt færre. Hun kom bedst ud af det med dem, der arbejdede på dagbladene. Folk fra den trykte presse tog sig bedre tid. De var mere beskedne og knap så påtrængende og selvhøjtidelige som dem, der havde filmkameraer på skuldrene.

Nogle af dem kunne ligefrem skrive.

Naboerne hang i vinduerne eller var trådt ud i døråbningerne med korslagte arme i efterårskulden. Man kunne se på deres

8

ansigtsudtryk, at de ikke havde nogen anelse om, hvad der var sket. Politifolk var i færd med at spørge dem, om de havde set noget usædvanligt i gaden, noget bemærkelsesværdigt i ejendommen, om de havde lagt mærke til nogen komme og gå.

Elinborg havde engang lejet en lejlighed i Tingholtstræti. Det var før kvarteret blev trendy. Hun havde syntes godt om dette gamle kvarter, som strakte sig op ad bakken fra lavningen, hvor byens centrum lå. Husene var fra forskellige perioder og afspejlede byens bolighistorie gennem et århundrede; nogle var proletariatets beskedne rønner, andre var entreprenørernes villaer. Der havde arbejdere og overklasse gennem tiden boet side om side i fordragelighed, indtil kvarteret begyndte at tiltrække unge mennesker. De fravalgte byens endeløse forstæder, der bredte sig helt op til heden, for i stedet at slå sig ned nær dens hjerte. Kunstnere og alle mulige slags trendsættere flyttede ind i husene, og de nyrige eller supervelhavende købte de gamle grossisthaller. Beboerne bar postnummeret på sig som et logo.

101 Reykjavik.

Lederen af teknisk afdeling kom ud af bygningen og kaldte på Elinborg. Han bad hende træde forsigtigt og mindede hende om ikke at røre ved noget.

– Det er temmelig slemt, sagde han.

– Ja? – Lidt som i et slagteri.

Lejligheden havde egen indgang, som vendte ud mod baghaven, og den kunne ikke ses fra gaden. Den lå i stueplan, og man gik direkte ind i den fra en flisebelagt sti, som førte om bag huset. Det første, Elinborg fik øje på, da hun trådte ind i lejligheden, var liget af en ung mand, som lå på gulvet i stuen med bukserne nede om anklerne. Han var kun iklædt en blodig T-shirt, hvorpå der stod San Francisco, og en lille blomst stak op af F’et.

9

2 Elinborg smuttede inden om en fødevarebutik på vej hjem.

Hun tog sig normalt god tid til at købe ind og undgik lavprisbutikker, hvor udvalget var ringe, og det samme var kvaliteten.

Men nu måtte hun skynde sig. Begge drenge havde ringet og spurgt, om der blev lavet mad, som hun havde lovet, og det bekræftede hun og sagde, at det blev en sen aftensmad. Hun forsøgte at lave mad hver aften for at kunne sidde ned og have en stund med familien, om det så ikke blev til mere end femten minutter, mens børnene skovlede maden i sig. Hun vidste også, at hvis hun ikke lavede mad, købte drengene dyr fastfood for de få penge, som de havde skrabet sammen gennem deres sommerferiearbejde, eller også fik de deres far til at købe det.

Hendes mand, Teddy, som var automekaniker, var håbløs til at lave mad. Han kunne lige akkurat koge noget havregrød og spejle et æg, men så heller ikke meget mere end det. Han var på den anden side god til at rydde op efter maden og holdt sig heller ikke tilbage fra husligt arbejde. Elinborg ledte efter noget nemt og fik øje på en acceptabel fiskefars, snuppede en pose ris, et løg og nogle andre småting, som manglede i hjemmet, og ti minutter efter var hun tilbage i bilen.

En time senere sad de rundt om køkkenbordet. Den ældste dreng brokkede sig over fiskefrikadellerne, fordi de også havde fået noget med fisk aftenen før. Han spiste ikke løg og skubbede det omhyggeligt til side på tallerkenen. Den yngste dreng var mere ligesom Teddy og spiste alt, hvad der blev sat

10

foran ham. Pigen, som var den yngste og hed Theodora, havde ringet og spurgt, om hun måtte spise hos en veninde. De skulle lave lektier sammen.

– Er der kun den her sojasovs? spurgte den ældste dreng.

Han hed Valtor og var netop begyndt på erhvervsgymnasiet.

Han vidste tidligt, hvad han ville være, og var startet på uddannelsen, så snart han blev færdig med folkeskolen.

Elinborg gættede på, at han var begyndt at se en pige, selv om han ikke selv havde nævnt noget om det. Han fortalte aldrig noget om sig selv. Det krævede ikke den store efterforskning at bringe hende på sporet. Der var faldet et kondom ud af drengens bukselomme, da hun for nylig var ved at sætte en vask over.

Hun spurgte ikke til det, sådan var livets gang, men hun var glad for, at han brugte sin fornuft. Det var ikke lykkedes hende at vinde hans fortrolighed. Deres forhold kunne være temmelig anstrengt. Drengen var meget egenrådig og indimellem stridbar.

Det var et karaktertræk, som Elinborg havde svært ved at tackle, og som hun ikke vidste, hvor stammede fra. Teddy kunne bedre håndtere ham. De var begge meget interesseret i biler.

– Ja, sagde Elinborg og hældte en rest hvidvin i sit glas. Jeg gad ikke lave sovs.

Hun så på sin søn og overvejede, om hun burde fortælle ham om sit fund, men hun blev enig med sig selv om, at hun var for træt til at skændes med ham. Hun regnede ikke med, at han ville blive glad for at høre om det.

– Du sagde, at du ville lave oksekød i aften, mindede drengen hende om.

– Hvad er det for et lig, I har fundet? spurgte den yngste søn, som hed Aron. Han havde set nyhederne på TV og bemærket sin mor ved huset i Tingholtstræti.

– En trediveårig mand, sagde Elinborg.

– Blev han slået ihjel? spurgte den ældste.

– Ja, sagde Elinborg.

– De sagde i nyhederne, at man endnu ikke vidste, om det var mord, sagde Aron. Kun, at der var mistanke om mord.

11

– Manden blev myrdet, sagde Elinborg.

– Hvem er det, spurgte Teddy.

– Ikke nogen, vi kender.

– Hvordan blev han dræbt? spurgte Valtor.

Elinborg så på ham.

– Du ved godt, at du ikke skal spørge om den slags, sagde hun.

Valtor trak på skuldrene.

– Var det på grund af narko, spurgte Teddy, at han blev ...?

– Vil I godt holde op med at spørge om det, bad Elinborg.

Vi ved ikke noget endnu.

De var godt klar over, at de ikke skulle presse for hårdt på, for Elinborg fandt det upassende at tale om sit arbejde. Mændene i familien havde altid været meget interesseret i politiarbejdet, og hvis de vidste, at hun var i gang med noget stort, kunne de ikke nøjes med at spørge til sagens omstændigheder, men skulle også komme med forslag til sagens opklaring. Som regel mistede de interessen, hvis sagen trak i langdrag, og så havde hun atter fred for dem.

De så ofte krimiserier i TV, og da drengene var yngre, syntes de, det var spændende og eventyrligt, at deres mor var kriminalbetjent ligesom heltene i serierne. Dog så de hurtigt, at meget af det, hun fortalte om sit arbejde, ikke stemte med, hvad de selv så i TV. Heltene i krimiserierne lignede og bevægede sig som fotomodeller, de var prima skytter og rappe i replikken i kampen mod lumske banditter, lynhurtige til at løse selv den vanskeligste sag, og de citerede verdenslitteratur under hidsige biljagter. De mest gruopvækkende mord blev begået i hvert eneste afsnit, to, tre, fire stykker, og afskummet blev altid sat fast til sidst og fik løn som forskyldt.

Drengene vidste, at Elinborg arbejdede enormt meget for at supplere sin usle løn, som hun kaldte den. Hun sagde, at hun aldrig havde været involveret i en biljagt. Hun havde ikke nogen pistol, eller for den sags skyld en automatriffel, for det islandske politi bar ikke våben på arbejde. Skurkene var

12

som regel stakler, tabere, som Sigurdur Oli kaldte dem, og de fleste var gamle bekendte af politiet. De fleste sager handlede om indbrud, biltyverier og overfald. Narkopolitiet tog hånd om hårde stoffer, mens grovere sager som voldtægter altid havnede på Elinborgs bord. Mord var sjældne, selv om det kunne variere fra år til år. Nogle år blev der slet ingen begået, og andre år kunne det løbe helt op i fire. De sidste par år havde politiet bemærket en ildevarslende udvikling. Kriminaliteten blev mere organiseret, der var flere våben i omløb, og volden blev grovere.

Som regel kom Elinborg dødtræt hjem om aftenen og lavede mad. Så tænkte hun på opskrifter, som hun var ved at udvikle, for det var hendes hobby, eller hun faldt i søvn på sofaen foran fjernsynet.

Drengene hævede indimellem blikket fra deres krimiserier og så vurderende på deres mor, og sammenligningen faldt ikke heldig ud for det islandske politi.

Elinborgs datter var af en helt anden støbning end brødrene.

Det blev tidligt klart, at Theodora var lynende intelligent, og det skabte problemer for hende i skolen. Elinborg havde ikke lyst til at få hende rykket en klasse op, for hun ville have, at pigen udviklede sig sammen med sine jævnaldrende, men undervisningsmaterialet slog langtfra til. Pigen måtte konstant være beskæftiget med et eller andet; hun gik til håndbold, fik klaverundervisning og var spejder. Hun så sjældent fjernsyn og var ikke synderligt interesseret i film og computerspil som sine brødre. Til gengæld var hun en læsehest og læste i døgndrift.

Elinborg og Teddy kunne knap nok holde trit med hendes forbrug af bøger fra biblioteket, da hun var yngre, og ligeså snart hun var gammel nok, sørgede hun for selv at forsyne sig. Hun var elleve år gammel, og nogle dage tidligere havde hun forsøgt at forklare sin mor om Hawkings uendelige univers.

Det skete af og til, at Elinborg talte med Teddy om sine kolleger, når hun troede, at børnene ikke hørte det. De vidste, at en af dem hed Erlendur, og han var noget af en gåde for dem.

13

Nogle gange var det, som om Elinborg ikke kunne holde ud at arbejde sammen med ham, og andre gange var det, som om hun ikke kunne undvære ham. Børnene havde mere end én gang hørt deres mor undre sig over, hvordan en så dårlig familiefar og stivnakket enspænder kunne have så stor sans for kriminalpolitiets efterforskningsarbejde. Hun beundrede hans arbejde, selv om manden selv ikke altid var lige efter hendes hoved. En anden, som hun indimellem hviskede om til Teddy, hed Sigurdur Oli, og af det, børnene kunne opsnappe, var han en stor original. Det skete, at deres mor sukkede tungt, når han blev nævnt.

Elinborg var næsten faldet i søvn, da hun hørte det pusle på gangen. De var alle gået til ro, på nær den ældste, som stadig sad foran computeren. Hun vidste ikke, om han var i gang med en skoleopgave eller bare bloggede eller chattede. Drengen ville næppe gå i seng før langt over midnat. Valtor havde sin helt egen døgnrytme; han kunne gå i seng hen under morgenstunden og sove, helt til det blev aften, hvis det passede ham. Det gjorde Elinborg bekymret, men hun vidste, at det ikke nyttede noget at tale med drengen om det. Hun havde ofte forsøgt, men så blev han tvær og umedgørlig.

Hele aftenen tænkte hun på manden i Tingholtstræti. Gerningsstedet var i en sådan forfatning, at hun ikke havde kunnet beskrive det for drengene, selv om hun havde villet. Manden havde fået skåret halsen over, og der var blod på borde og stole i stuen. Retsmedicineren manglede stadig at aflægge sin rapport. Efterforskernes syn på sagen var, at den, der havde gjort det, måtte have planlagt det. Gerningsmanden var mødt op med den intention at overfalde sit offer. Der var ingen spor efter kamp. Selve snittet var foretaget med sikker hånd tværs over halsen lige nøjagtig der, hvor det gør størst skade. Der var også andre knivmærker på halsen, som tydede på, at offeret var blevet pint et stykke tid. Sandsynligvis var overfaldet foregået hurtigt og kommet helt bag på offeret. Døren ind til lejligheden var ikke blevet brudt op, og det kunne betyde, at manden selv

14

havde lukket op for morderen. Det var også muligt, at gerningsmanden var ankommet til lejligheden sammen med offeret eller været hans gæst. Det lod ikke til, at noget var blevet stjålet, og der var ikke rørt ved noget. Det var derfor ikke sandsynligt, at offeret var blevet angrebet af indbrudstyve, selv om man ikke kunne udelukke, at han havde overrasket dem, inden de rigtig var kommet i gang med deres forehavende. Mandens lig var nærmest tømt for blod, som var størknet på gulvet i lejligheden.

Det tydede på, at han havde været i live, og hjertet havde slået et stykke tid efter overfaldet.

Efter det syn havde Elinborg ikke kunnet få sig selv til at stege blodige oksebøffer, selv om det betød, at den ældste søn mukkede.

15