Ifoelge_Lukas

I FØR

Lige til det sidste tænkte han, at det var de nemmeste penge, han nogensinde havde tjent.

Han rejste sig fra stolen og gik hen langs ydersiden af den mørke trævæg. Kun lyden af hans egne sko brød stilheden, og på den hårdt nedtrampede jord udsendte gummisålerne kun en hvisken.

Tænk engang at dette var et arbejde, man fik penge for. Sidde i tusmørket og vente på morgenlyset. Bevæge sig ud mellem træerne. Snuse ind, mærke duftene. Skovbund og hø blandet med den varme lugt fra dyr. Og gødning, selvfølgelig. Lort, for nu at sige det. Men det generede ham ikke.

Jo mere han tænkte over det, jo nemmere syntes han, det var.

Han skulle bare være der i 24 timer, og halvdelen var allerede gået.

Tage de mest banale forholdsregler og så i øvrigt holde øjne og ører åbne. Det sidste var i længden det sværeste. Han ville sove en halv time et par gange. Måske kun tyve minutter og derefter bevæge sig rundt for at holde trætheden på afstand. Kom han bare igennem de sidste timer af natten og de første om morgenen, ville alt gå af sig selv. Hen over dagen ville der være så stort postyr, at han aldrig fik lejlighed til at falde hen.

Han ville sove inde. Ikke fordi han mente, der overhovedet kunne ske noget, men hvor nemt det end tog sig ud, jobbet, måtte det klares professionelt. Han ville være vågen ved den mindste lyd.

På mobiltelefonen havde han på forhånd kodet telefonnummeret på klienten ind. Det var ikke kommet nemt til ham, det med terminolo5

gien. At kalde det klienten eller bare kunden for den sags skyld. Før i tiden var det helt andre udtryk, der havde været en del af hans hverdag.

Han kunne ikke selv lide at bruge dem, men mange af de gamle kolleger havde været hurtige til at strø om sig med udtryk, der gjorde sig bedre på en bodega. Eller på gaden, når det gik hedt til, og de følte sig trængt. Han brugte aldrig de udtryk selv. Men de løb ofte gennem hovedet på ham. Det gjorde de da. Nogle gange også om kollegerne.

Men de var skiftet ud nu, kollegerne. Den skrattende politiradio fra dengang erstattet af en smart mobil. Ingen uniform. Han kunne tage det tøj på, der passede til lejligheden. Bare han ikke stak ud fra omgivelserne.

Normalt foretrak han at optræde i jakkesæt. Letvægtshabitter, der på den ene side gav en rimelig bevægelsesfrihed, på den anden side sikrede ham et vist skær af autoritet. Men det ville se absurd ud at sidde her i jakke og slips. Så måtte han leve med, at han dagen forinden, da 24-timersvagten begyndte, var blevet fotograferet til en avis i jeans, en kortærmet skjorte og en sweater over skuldrene. Når han var på job, sørgede han som regel for, at man ikke kunne se hans bare arme. Især på grund af tatoveringen på overarmen. Den skar en lille bid af hans seriøsitet, mente han. Ikke meget. Kun lige toppen, men det var også nok. På den anden side var der i dag så mange, der havde den slags.

Han smilede for sig selv og rystede lidt på hovedet af sin trang til at kontrollere alt. Men det var sådan, det var. Han ville have styr på det hele.

På opgaven her havde han forberedt sig minutiøst, selv om han mente, det var lidt overflødigt. Rent over kill, faktisk. Med mobilen kunne han med et enkelt tryk vække klienten og få ham til at være på stedet i løbet af få minutter. Han havde fra starten understreget, at det formentlig aldrig ville ske. Det var en understregning, der skulle indgyde en fornemmelse af total kontrol. Altså, hos klienten. Der skulle – forklarede han – udbryde brand eller blive kastet en bombe, hvis han skulle ringe i løbet af natten. Det ville kun ske, hvis der mod forventning skulle opstå en situation, han ikke havde forudset. Han havde svært ved at forestille sig, hvad det skulle være, men han havde jo mærket, hvor fucked up, de alle sammen havde været dagen i forvejen, og at der var ting, som de mente 6

at have bedre forstand på end ham, det var tydeligt, og måske havde de ret, men det var også af en helt anden grund, de havde købt ham. Købt hans tid, hans ekspertise. Han var blevet hyret som specialist, men han kunne ikke undgå fornemmelsen af, at de bare betragtede ham som kød, som en stor ophobning af muskler og knogler. En rå magt, der for dem selv blev et alibi for, at de med ansættelsen af ham havde gjort alt, hvad de kunne for at forberede sig på årets – og for nogle af dem åbenbart også deres livs – vigtigste begivenhed. I den sammenhæng var han for dem bare en slags dørmand, der skulle passe på det mest kostbare, de enten ejede eller havde ansvaret for.

Så det gjorde han.

Men han nød det også. Igennem mange år havde han ikke været udendørs en hel nat. Der var noget helt særligt over det. Man skulle lige vænne sig til alle de nye lyde igen. Musene i skovbunden, dyrene der bevægede sig rundt i terrænet og kunne høres, om det så kun var hårde, sorte biller, der vraltede rundt mellem brune, knitrende blade, der lå og var visne fra året før. Andre gange var det bare naturen som sådan, grenene, træerne, der svarede igen, når vinden greb fat i dem. Men i den intense stilhed krøb alt så tæt på, at han havde fornemmelsen af bare at kunne række ud og gribe fat om det hele, selv fuglene, når de indimellem flaksede rundt mellem grenene.

Før han gik ud mod lysningen, havde han endnu en gang sikret sig, at låsen var forsvarligt lukket. Han så sig tilbage. Stod stille og lyttede.

Kun skovens vage susen var at høre, plus en stedvis prusten gennem tykke læber inde på den anden side af bræddevæggen. Indimellem lyden af en tung krop, der skiftede vægten på benene, skrabede lidt mod gulvet eller sindigt bevægede sig frem eller tilbage inde i mørket.

Han kastede et sidste blik tilbage mod bygningen og gik langsomt gennem græsset ned mod det store, åbne areal. Ovre i det fjerne, på den anden side af den enorme lysning, lå skoven. Langsomt sneg de første tegn på en ny dag sig hen over det fjerneste hjørne af træerne. En svagt lysende kant trak sig langsomt op over skovens mørke horisont.

Hvis han havde befundet sig i toppen af et af træerne, ville han om kort tid kunne have set solen stå op over Øresund. Eller i det mindste over den svenske kyst. Han elskede solopgangen. Især øjeblikket, når den 7

dukkede op over horisonten, rød og blændende. Det var et mirakel, han ofte havde stået og ventet på. Nogle gange helt alene, mens alle andre bare lå og sov i deres telte eller soveposer. Meget bedre end langtrukne solnedgange, hvor maleriske de så end tog sig ud. Solopgangen var noget andet. Med ét var den der, solen, men før man fik set sig om, var den også så langt oppe på himlen, at magien aftog. Det var de første afgørende sekunder, der var værd at vente på. I dag måtte han nøjes med at se den, når den dukkede op over træerne. Ingen ville nogensinde opdage det, hvis han var væk i et kvarter, mens han kørte ned for at nyde synet ude over sundet, det vidste han, men det ville ikke være professionelt.

Skoven omkransede hele området, og som en hvid streg inden for den mørkegrønne cirkel løb det hvide hegn hele vejen rundt om det åbne areal mellem skovkanterne. Det var et hegn, der næsten naturstridigt bare syntes at fortsætte og fortsætte. Dagen før havde han fået at vide, hvor langt der var hele vejen rundt, hvis han skulle få lyst til at løbe hele distancen. Han blev også belært om, at hegnet hed rails. Som om han ikke havde vidst det på forhånd.

Forsigtigt gik han ned i knæ og dukkede sig under den hvide tværbjælke.

Skoene blev våde ude i græsset. Nu hvor han så det tæt på, var det overraskende langt, og græsbanen, der løb langs med rails, var også mere ujævn og skrumplet, end han havde ventet. På afstand havde det altid set ud som om, hestene kom galopperende i høj fart på en lækker, trimmet græsplæne, men der var selvfølgelig en årsag til, at man i opløbet kunne se jordknolde og græstørv flyve gennem luften, når feltet tordnede forbi med 60 kilometer i timen.

Han tog sin kikkert frem, Zeiss Victory 8x45, med indbygget afstandsmåler. Der var intet at se oppe ved tårnet på inderkredsen ved målstregen. Tribunerne fra 1910 lå også døde hen. Når han lod kikkerten vandre rundt langs skovtykningen og fulgte rails hele vejen, var en let morgentåge det eneste, han kunne se. Jo, der var en ræv på vej ud fra en af de villahaver, der grænsede helt op til galopbanen. Haverne lå så tæt på banen, at de velhavende husejere kunne sidde få meter fra feltet, lige i det øjeblik hestene rundede det sidste sving og brugte de få tilba8

geværende og helt afgørende kræfter op mod mål. En havepavillon var allerede gjort klar til dagens begivenhed, men den hvide nylonbygning inde i en af haverne var stadig helt tom. Ligesom resten af landskabet.

Sceneriet var, som han havde ventet. En sommeridyl. Med tilfredshed tog han kikkerten fra øjnene. På ny gik han ned i knæ og smuttede om på den anden side af rails og gik langsomt op imod staldområdet.

De lave træbygninger lå, som han havde forladt dem kort forinden.

Måske var hestene ved at reagere på det gryende morgenlys. I hvert fald kunne han høre flere af dem rumstere inde på den anden side. Indimellem var han gået ind for at se til hesten, alle mente, ville stå som vinderen, når dagen var omme. Nogle gange stod han lidt og talte til ham.

Strøg ham lidt hen over den brede, hårde næseryg. Nu åbnede han kort døren ind til hesten, der sindigt vendte hovedet om mod ham, men før den for alvor fik ham i fokus, havde han hurtigt lukket døren igen. Som ventet så alt ud til at være i orden.

Den næste halve time ville han sætte sig ned ude i det fri og nyde, hvordan lyset bare voksede mere og mere frem ude over banen. Han trak stolen ud og gik ned i knæ for at sætte sig, da en uventet lyd fangede hans opmærksomhed.

Det var en lyd, han havde svært ved at placere. Måske havde han hørt den før. Måske ikke. Det kunne også bare være et pindsvin, der tøffede igennem bladene. Eller mus. Det var utroligt, så opmærksom man blev på lyde, når man var det eneste menneske, der var vågen, og naturen nu gjorde det, den altid gjorde, uanset om der var mennesker eller ej.

Jo, der var en lyd. Nu var han sikker. Måske var det folk, der af ren spænding ikke kunne sove og derfor var kørt derud alt, alt for tidligt, fordi de lige så godt kunne bruge tiden på noget fornuftigt i stedet for at ligge der og stirre op i loftet og drømme om, hvordan resten af dagen – for alt i verden, og bare denne ene gang i livet – skulle forløbe, så deres drømme kunne blive til virkelighed.

Han fornemmede en bevægelse lidt væk, for enden af væggen. Eller var det ovre i træerne? Han gik langsomt hen, hvor han fornemmede lyden kom fra. Imens lod han hele tiden øjnene afsøge terrænet.

Pludselig hørte han det igen.

Tæt på.

9

Så overraskelsen. Stemmen.

Han pressede mavemusklerne sammen og skreg.

Men munden var lydløs.

Afgav kun en hvæsen. Gurglede.

Derefter. Ingenting.

10

Jul 1973 Kære Far. Jens og Jenny er gode til at holde jul. Vi fik and og flæskesteg.

Først var vi i kirke. Jenny siger, at det skal man. Man skal også sende breve til jul, og hvis man er på ferie.

Skal man tro på Gud, når man går i kirke?

Sidste gang vi skulle i kirke, holdt jeg op med at tro på Gud. Jenny har vekslet checken.

Kærlig hilsen Lukas

11

12. juli – morgen, København

Da lydene på den anden side af væggen begyndte før klokken syv, var det anden gang, Lukas blev vækket den morgen.

Han havde ellers besluttet sig for at blive i sengen, til han bare ikke orkede at blive liggende længere. Nej, han skulle ikke stå op og forholde sig til verden, som den så ud i mediernes let forvrængede tunnelsyn, og til forskel fra ferier var der ikke tale om en overgang. Han kunne lukke øjnene igen, hvis han ville, eller hvis han kunne få ro til det.

Det kunne han tydeligvis ikke.

Fra den anden side af væggen – i dag af alle dage – kom lyden af naboen. Han havde hørt på det i årevis, men det føltes stadig som en indtrængen i hans privatliv. For at undslippe havde han indimellem forsøgt at sove i stuen ud til gaden, men det var mildt sagt ikke nogen forbedring. Her var forstyrrelserne bare bredt ud over samtlige nattetimer og ikke som her reserveret til særlige lejligheder af begrænset varighed.

Det begyndte som en svag mumlen, nærmest udefinerligt, og derefter steg det i styrke. En intens samtale mellem to, som befandt sig så tæt på hinanden, at udenforstående ikke kunne skelne de enkelte ord. Men nok til at kunne høres.

Langsomt skubbede han sig over i den ene side af sengen og lagde forsigtigt øret mod væggen. Han havde ikke taget fejl. Naboen havde nu fået vækket sin kone så meget – eller var det omvendt – at hun hvert femte sekund stønnede hans navn frem. I pauserne lød der indeklemte grynt, hvorefter navnet blev stønnet igen. Når lydstyrken nåede et niveau, hvor navnet tydeligt kunne høres gennem væggen, var de lige ved at være færdige. Det var de langt fra endnu.

Hvis ikke telefonen havde ringet i det samme, var han stået op.

12

Mobilens display fortalte intet om nummeret. Anonymt opkald. Efter en let tøven tog han telefonen.

- Hallo.

- Er du der?

- Ja, gu er jeg der. Hvem er det?

Lukas var ikke i stand til at skjule sin irritation. Han ærgrede sig allerede over, at han overhovedet havde besvaret opkaldet. Ligesom han ærgrede sig over, at han ikke fik lukket døren til sit kombinerede soveog arbejdsværelse, før han gik i seng.

Det var derfor, han var blevet vækket første gang. Ved femtiden.

Et smæk af metal fra brevsprækken og derefter lyden af avisen, der bredte sig ud på gulvet. Den første lyd hørte han kun svagt, men han vågnede altid i de efterfølgende øjeblikke, når han kunne høre tunge skridt, der forsvandt ned ad trappen, etage for etage, fem trin ad gangen.

Efter tyve år havde han stadig ikke vænnet sig til at sove fra lydene, men han var trods alt lykkelig for, at avisen overhovedet dukkede op. I en lang periode kom den kun uregelmæssigt, fordi danske avisudgivere pludselig havde besluttet sig for at sende en million ekstra aviser på gaden. Gratis. Nogen skulle jo dele dem ud, og der var trods alt grænser for, hvor mange polakker der så det som et karriereløft at tage til Danmark for at bære aviser rundt i gaderne. Nu var den værste vildskab i aviskrigen dæmpet, fordi et hold islandske investorer havde begået økonomisk selvmord. Gratisaviserne udkom stadig, men blev ikke længere husstandsomdelt, og faktisk var der vel slet ikke tale om aviskrig længere. Det var mere en overlevelseskamp, hvor aviserne kæmpede for livet. Every man for himself.

Han havde rejst sig op i sengen. Han brød sig ikke om at tale i telefon, når han lå ned. Gennem den åbne dør kunne han se avisen ligge ude i entreen. Allerede nu syntes han, avisen havde ændret karakter.

Den var blevet et fremmedelement. I løbet af én dag. Det var ikke hans avis længere. Linen havde han ganske vist selv kappet, men ville det også betyde, at han fik et andet forhold til det, der stod i den? Og til dem, der leverede historierne. Spørgsmålene var for store til at besvare her på den stille side af klokken syv. Mere påtrængende var det at finde 13

ud af, hvem det var, der ringede så ukristelig tidligt.

- Det er sgu da mig, Henrik. Kan du ikke høre det? Vi sad lige her på Hong Kong og fandt ud af, at du er vores mand.

- Jeres mand?

- Ja, du skal skrive vores første cover. Forsiden, du, den store historie, der skal sælge bladet. Hvad siger du?

Henrik? Der ringede fra et morgenværtshus?

Lukas benyttede den spørgende pause til at få hjernen i gang. Et par sekunder senere gik det op for ham. Henrik Plesner. Manden, der kunne henvende sig til folk, som om han bare lige havde vekslet et par bemærkninger med sidemanden og nu vendte sig om for igen at fortsætte en igangværende samtale. Lukas havde aldrig lært det trick. Det var over et år siden, han havde talt flygtigt med ham, men han havde hørt, Henrik var blevet hyret til et eller andet gedulgt bladprojekt.

- Hallo. Er du der?

- Ja, ja.

- Hvad siger du?

- Hør lige, det er ret tidligt på dagen, og i øvrigt skriver jeg ikke noget som helst. Jeg har lige sagt mit job op.

- Ja, det er sgu da også derfor, jeg ringer til dig. Krogen havde aldrig givet dig lov til at skrive noget for os, vel?

Lukas kunne høre, at Henrik var i høje omdrejninger, men hvem ville ikke være det, hvis man havde tilbragt hele natten på restauranter, hvor man på samtlige bilag kunne skrive, at det handlede om udviklingen af et nyt magasins journalistiske linje. Heriblandt at ringe til diverse journalister før kl. syv om morgenen.

I virkeligheden handlede Lukas’ irritation måske ikke så meget om Henriks opringning. Sandheden var snarere, at han var skuffet. Langt inde havde han håbet, det var Krogen, der ringede. At hans gamle redaktør havde bidt al skam i livet og som det første – midt under læsningen af morgenens stak aviser – havde ringet ham op for at overtale ham til at blive på bladet. Lukas kunne mærke det på sig selv. Høfligt, men nogenlunde klart, ville han sige nej tak, og han ville stadig være i tvivl om sin beslutning, når Krogen, der egentlig hed Krogslund, småbandende og som altid uden at sige farvel, afbrød forbindelsen.

14

- Ved du hvad, Henrik, jeg har sådan set ikke planer om at skrive noget som helst i meget, meget lang tid, og desuden har jeg nogle private sager, jeg skal have ordnet.

- Jeg ved det. Et eller andet med Jylland, men det løber sgu ingen steder. Du skal nok få styret din trang til provinseventyr alligevel, trust me.

Han havde talt med Krogen. Lukas kunne høre det på ham. Nogen måtte oven i købet have løbet i forvejen med rygtet om, at han havde sagt sit job op i en tid, hvor alle andre bed sig fast i bordkanten for at beholde, hvad de havde. En opsigelse, der ikke skyldtes et nyt job som kommunikationschef eller redaktør eller noget som helst andet, men for … ja, hvorfor egentlig? Lukas kunne allerede høre gætterierne ude ved stambordene. Mens han stadig sad tavs og overvejede det svar, som han måske ikke engang selv kendte ordlyden af, brød Henrik ind.

- Nu skal du høre. Om nogle timer ringer jeg til dig igen, og i mellemtiden har du så fået forbindelse med resten af verden.

Lukas var stadig ikke i stand til at holde sig på højde med ordstrømmen i mobiltelefonen, og i stedet for at vente på svar, konkluderede Henrik, at de havde en aftale, hvorefter han lagde på.

Der var ikke noget at gøre.

En ny dag var begyndt.

15