I ondskabens have

I ondskabens have Af Erik Larson

På dansk ved Ursula Baum Hansen Udkommer den 21. maj 2012

Forlaget Turbulenz

I ondskHave_læseprøv.indd 1

27/03/12 12.42

I ondskabens have Da alle andre siger nej, tilbyder præsident Roosevelt ambassadørposten i Berlin til historieprofessoren William Dodd, der bliver USA’s ambassadør i Tyskland fra 1933 til 1937. I begyndelsen er både han og hans seksuelt frisindede datter Martha naivt betagede af nazismens dynamik og energi, og Martha indleder et forhold til lederen af Gestapo. Da volden eskalerer, håber den amerikanske ambassadør på en mildere kurs fra de tyske magthavere, men Hitler har kun hån til overs for ham, og i USA gider ingen høre på ambassadørens bekymringer.

Forfatteren Erik Larson er født i 1954. Han er forfatter til seks non-fiktive bøger, herunder »The Devil in the White City« om massemorderen Dr. H.H. Holmes i 1890ernes Chicago. Bogen har ligget fire år på New York Times bestsellerliste. Han har arbejdet som journalist for Wall Street Journal og Time.

2

I ondskHave_læseprøv.indd 2

27/03/12 12.42

Anmeldelser »Mesterligt fortalt« Information

»Uden sammenligning hans bedste historiske roman« The New York Times

»Fortæller en fascinerende historie ekstremt godt« Financial Times

»Et atmosfærefyldt panorama over det Tredje Rige og dets ledere« Publishers Weekly

»Et imponerende historisk værk« Newsweek

»Læseværdig som en elegant thriller« The Washington Post

»Fremragende og ofte vredesvækkende beskrivelser af Dodd-familien i Hitlers første afgørende år ved magten« Booklist

3

I ondskHave_læseprøv.indd 3

27/03/12 12.42

Uddrag fra I ondskabens have

Ingen ville have det job. Det, der havde set ud til at være en af de mindst problematiske opgaver for Franklin D. Roosevelt som nyudnævnt præsident i 1933, blev en af de mest uoverkommelige. Ambassadørposten i Berlin burde have været en ønskestilling – bevares, det var ikke London eller Paris, men dog en af Europas store hovedstæder og midtpunkt i et land, der gennemgik revolutionære forandringer under ledelse af den nyudnævnte kansler, Adolf Hitler. …

I forhold til den dystre baggrund af udfordringer, Roosevelt stod overfor – verdensomspændende depression, endnu et år med ødelæggende tørke – virkede Tyskland mere som et irritationsmoment end som noget andet.

Det, Roosevelt og finansminister Hull anså for det mest graverende tyske problem, var de 1,2 milliarder dollars, som Tyskland skyldte amerikanske kreditorer, en gæld, som Hitlers regime lod til at være stadig mere modvillig til at betale.

Ingen spekulerede tilsyneladende ret meget på den type personlighed, der nok var påkrævet hos en mand, der skulle kunne optræde effektivt over for Hitlers regering. Handelsminister Roper mente, at »Dodd ville være dygtig til at udføre diplomatiske pligter, og at han, hvis bølgerne gik højt under møder, ville gyde olie på vandene ved at citere Jefferson.« …

Klokken var to, da Dodd forlod Det Hvide Hus og gik hen til udenrigsministeriet, hvor han skulle mødes med diverse embedsmænd og læse meldinger fra Berlin, især de langstrakte rapporter skrevet af generalkonsul George S. Messersmith. Disse rapporter var nedslående.

Hitler havde været kansler i et halvt år og var blevet udnævnt i kraft af en politisk aftale, men havde endnu ikke overtaget magten helt. Tysklands femogfirsårige præsident, feltmarskal Paul von Beneckendorff og von Hindenburg havde stadig den forfatningsmæssige ret til at udnævne 4

I ondskHave_læseprøv.indd 4

27/03/12 12.42

og afsætte kanslere og deres administration og, hvad der var lige så vigtigt, kunne regne med den regulære hærs loyalitet. I modsætning til Hindenburg var Hitler og hans nærmeste medarbejdere forbavsende unge – Hitler var kun enogfyrre, Hermann Göring fyrre og Joseph Goebbels seksogtredive.

Det var sin sag at læse beretninger i aviser om Hitlers uberegnelige adfærd og hans regerings brutalitet over for jøder, kommunister og andre modstandere, for i hele Amerika var der en udbredt opfattelse af, at den slags rapporter måtte være overdrevne, og at der bestemt ikke var nogen moderne stat, der kunne handle sådan. Men her i Udenrigsministeriet læste Dodd imidlertid den ene beretning efter den anden, hvori Messersmith beskrev Tysklands hurtige fald fra demokratisk republik til brutalt diktatur. Messersmith sparede ikke på detaljerne – hans tendens til at skrive langstrakt havde allerede tidligt givet ham øgenavnet ’Fyrre sider-George’. Han skrev om den udbredte vold, der havde hærget i adskillige måneder lige efter Hitlers udnævnelse, og om regeringens tiltagende kontrol over alle områder i det tyske samfund. Den 31. marts var tre amerikanske statsborgere blevet kidnappet og slæbt med til en af Stormtroppernes tæskestationer, hvor alt tøjet var blevet taget fra dem, og de måtte tilbringe natten i kulden. Næste morgen var de blevet banket, til de mistede bevidstheden, og derpå smidt ud på gaden. En korrespondent fra United Press International var forsvundet, men var efter Messersmiths forespørgsler blevet løsladt uskadt. Hitlers regering havde erklæret en endags boykot over for alle jødiske virksomheder i Tyskland – butikker, sagførerfirmaer, lægekonsultationer. Og så var der bogbrandene, afskedigelser af jøder i firmaer, Stormtroppernes tilsyneladende endeløse marchparader og undertrykkelsen af Tysklands engang så levende frie presse, som ifølge Messersmith var kommet under regeringskontrol i en grad, der var værre end »det nogen sinde er forekommet i noget andet land.

Pressecensuren må siges at være total.« I en af sine seneste rapporter virkede Messersmith imidlertid betydeligt mere positiv, hvilket Dodd givetvis fandt opmuntrende. Messersmith rapporterede nu med en ukarakteristisk optimisme, at han så tegn på, at Tyskland var ved at blive mere stabilt og anså, at det skyldtes Hitlers, Görings og Goebbels større selvsikkerhed. »Ansvaret har allerede forandret partiets ledende skikkelser betydeligt,« skrev han. »Alt tyder på, at de stadig er ved at blive mere moderate.« Dodd fik imidlertid aldrig lejlighed til at læse et brev, som Messer­ 5

I ondskHave_læseprøv.indd 5

27/03/12 12.42

smith skrev kort derefter, hvori han tog afstand fra sin positive bedømmelse. Det var mærket ’Personligt og fortroligt’ og var sendt til viceminister Phillips. Brevet, der var dateret den 26. juni 1933, nåede frem til Phillips, netop som Dodd’erne skulle til at rejse til Berlin. »Jeg har forsøgt i mine rapporter at give indtryk af, at partiets spidser er ved at blive mere moderate, men mellemlederne og masserne er lige så yderliggående som før, og det er et spørgsmål om, hvorvidt lederne vil være i stand til at overføre deres moderate holdning til masserne,« skrev Messersmith. »Det begynder at virke temmelig afgjort, at de ikke vil kunne det, og at presset nedefra hele tiden bliver stærkere.« Især Göring og Goebbels virkede ikke længere så moderate, skrev han. »Dr. Goebbels erklærer dagligt, at revolutionen først lige er begyndt, og at det, der hidtil er sket, kun er indledningen.« Præster blev arresteret. En tidligere guvernør for Niedersachsen, som Messersmith kendte personligt, var blevet anbragt i koncentrationslejr.

Han fornemmede et voksende ’hysteri’ blandt nazipartiets mellemledere, der gav sig udtryk i troen på, »at den eneste sikkerhed består i at få alle fængslet.« Landet var roligt, men aggressivt ved at gøre sig parat til krig og udsendte propaganda for at fremmane indtrykket af, »at hele verden er imod Tyskland, som nu ligger forsvarsløs for dens fødder.« Hitlers løfter om fredelige hensigter var illusoriske og kun beregnet på at vinde tid til, at Tyskland kunne genopruste, advarede Messersmith. »Det, de imidlertid allerhelst vil, er afgjort at gøre Tyskland til den mest effektive krigsmaskine, der nogen sinde har eksisteret.« …

Typisk for Dodd talte han meget om amerikansk historie og sagde på et tidspunkt fortroligt til rabbiner Wise: »Man kan ikke skrive hele sandheden om Jefferson og Washington – folk er ikke parate til det og må forberedes først.« Dette forbløffede Wise, som kaldte det »den eneste foruroligende tone i løbet af ugen.« Han forklarede: »Hvis folk skal forberedes på sandheden om Jefferson og Washington, hvad vil Dodd så stille op med sandheden, når han opdager den om Hitler, i betragtning af sit officielle embede?« Wise fortsatte: »Hver gang jeg sagde, at den største tjeneste, han kunne gøre sit eget land og Tyskland, ville være at sige sandheden til kansleren, lade ham forstå, hvordan den offentlige mening, indbefattet den kristne 6

I ondskHave_læseprøv.indd 6

27/03/12 12.42

og politiske, har vendt sig imod Tyskland … blev han ved med at svare: ’Det kan jeg ikke udtale mig om, førend jeg har talt med Hitler: hvis jeg fornemmer, at jeg kan gøre det, vil jeg tale meget åbent til ham og fortælle ham det hele.’« Deres mange samtaler om bord fik Wise til at konkludere, at »W.E.D. føler, at han har fået til opgave at udbrede amerikansk frisind i Tyskland.« Han citerede Dodds sidste bemærkning: »Det vil være ret alvorligt, hvis det mislykkes for mig – alvorligt for liberalismen og alt det, præsidenten står for, og som jeg også står for.« På dette tidspunkt var Dodd virkelig kommet til at betragte sin ambassadørrolle som mere end blot observatør og reporter. Han troede, at han ved hjælp af fornuft og eksemplets magt burde kunne udøve en dæmpende indflydelse på Hitler og hans regering og samtidig bidrage til at skubbe Amerika fra dets isolationistiske retning hen imod et mere internationalt engagement. Han mente, at den bedste fremgangsmåde var at være så sympatisk stemt og fordomsfri som muligt og prøve at forstå den tyske opfattelse af, at verden havde gjort Tyskland uret. Dette var Dodd til en vis grad enig i. Han skrev i sin dagbog, at Versailles-traktaten, som Hitler afskyede så voldsomt, var »uretfærdig på mange punkter ligesom alle traktater, der afslutter krige.« Hans datter Martha udtrykker det endnu kraftigere i en biografi ved at erklære, at Dodd i høj grad havde beklaget traktaten.

Dodd var som den evige historiestuderende kommet til at tro på menneskets medfødte fornuft, og at ræsonnement og overtalelse ville sejre, især med hensyn til at standse nazisternes forfølgelse af jøder. …

Dodd gik op ad en bred trappe til Hitlers kontor, og ved hver afsats mødte han SS-folk med løftet arm i »Cæsar-stil«, som Dodd kaldte det. Han bukkede til svar og nåede omsider hen til Hitlers venteværelse. Kort efter blev den høje, sorte dør til Hitlers kontor åbnet. Udenrigsminister Neurath kom ud for at byde ham velkommen og føre ham ind til Hitler. Kontoret var et umådelig stort værelse, som Dodd bedømte til at være 15 gange 15 meter med overdådigt udsmykkede vægge og lofter. Hitler stod »pæn og rank« iført en almindelig habit. Dodd noterede sig, at han så bedre ud i virkeligheden end på avisernes fotografier.

Alligevel var Hitler ikke nogen særligt iøjnefaldende skikkelse. Det var han sjældent. I starten af hans karriere kunne folk, der mødte ham for før7

I ondskHave_læseprøv.indd 7

27/03/12 12.42

ste gang, nemt affærdige ham som en ligegyldig person. Han stammede fra et proletarmiljø og havde ikke gjort sig særlig bemærket på nogen måde, hverken i krigen, ved arbejde eller som kunstmaler, skønt han selv mente, at han havde store evner på sidstnævnte felt. Man sagde, at han var dovent anlagt. Han stod sent op, arbejdede kun lidt og omgav sig med de mindre opvakte i partiet, som han følte sig mest tilpas sammen med, et følge af indskrænkede personer, som Putzi Hanfstaengl hånligt gav øgenavnet ’Chaufførkliken’, som bestod af livvagter, assistenter og en chauffør. Han holdt meget af at se film – ’King Kong’ var hans yndlingsfilm – og han elskede Richard Wagners musik. Han var ikke velklædt. Bortset fra hans overskæg og hans øjne var hans ansigtstræk ubetydelige og uden særpræg, som om de var påbegyndt i ler, men ikke brændt. Hanfstaengl huskede sit første indtryk af Hitler og beskrev det som: »Hitler lignede en omegnsfrisør, der havde fridag.« Ikke desto mindre havde manden en bemærkelsesværdig evne til at forvandle sig til noget langt mere fængslende, især når han talte offentligt eller ved private møder, og han blev ophidset over et eller andet emne.

Han havde også et talent for at udstråle en oprigtighed, der gjorde tilskuere blinde for hans virkelige motiver og meninger, selv om Dodd endnu ikke have fået lejlighed til helt at bedømme denne side af hans karakter.

Dodd kom først ind på at tale om de mange overgreb på amerikanere. Hitler var hjertelig og undskyldende og forsikrede Dodd om, at gerningsmændene til alle den slags overfald ville blive »idømt den strengeste straf.« Han lovede også, at hans tidligere dekret om at udlændinge ikke behøvede at gøre en Hitler-hilsen, ville blive offentliggjort i vide kredse.

Efter en neutral indledning om Tysklands gæld til amerikanske kreditorer kom Dodd ind på det emne, der lå ham mest på sinde, sagen om den altdominerende udtalelse fra om lørdagen – Hitlers beslutning om at træde ud af Folkeforbundet.

Da Dodd spurgte ham, hvorfor han havde meldt Tyskland ud af Forbundet, blev Hitler tydeligt vred. Han angreb Versailles-traktaten og Frankrigs indsats for at opretholde et våbenforspring i forhold til Tyskland. Han skældte ud over »det uværdige« ved at holde Tyskland nede, ude af stand til at forsvare sig over for sine naboer.

Hitlers pludselige raseri forbløffede Dodd. Han prøvede at virke uanfægtet, selv om han i dette øjeblik var mindre diplomat end professor, der havde med en overspændt elev at gøre. Han sagde til Hitler: »Der er en åbenlys uretfærdighed i den franske holdning; men et nederlag i krig 8

I ondskHave_læseprøv.indd 8

27/03/12 12.42

bliver altid fulgt op af uretfærdighed.« Han nævnte som eksempel Den Amerikanske Borgerkrig og Nordstaternes »forfærdelige« behandling af Sydstaterne.

Hitler stirrede på ham. Efter en kort tavshed blev samtalen genoptaget, og nu sad de to mænd lidt og »udvekslede bagateller,« som Dodd beskrev det. Men så spurgte Dodd, »om en episode ved den polske, østrigske eller franske grænse, hvorved en fjende trængte ind i riget« ville være nok til, at Hitler erklærede krig. »Nej, nej,« svarede Hitler bestemt.

Dodd gik videre. Sæt, spurgte han, at en episode ville omfatte Ruhr-distriktet, et industriområde, som betød særlig meget for Tyskland.

Frankrig havde besat Ruhr fra 1923 til 1925, hvilket havde skabt et stort økonomisk og politisk kaos i Tyskland. Hvis der opstod endnu en sådan fjendtlig indtrængen, ville Tyskland så reagere på egen hånd eller indkalde til et internationalt møde for at løse problemet? »Det ville være min hensigt,« svarede Hitler, »men vi ville måske ikke kunne holde det tyske folk tilbage.« Dodd sagde: »Hvis De i givet fald ville vente og indkalde til en konference, ville Tyskland genvinde sin popularitet i udlandet.« Mødet blev snart afsluttet. Det havde varet i tre kvarter. Selv om det havde været en vanskelig og besynderlig samtale, forlod Dodd alligevel kanslerkontoret med overbevisningen om, at Hitler var oprigtig i sit ønske om fred. Dodd var derimod bekymret for, at han måske igen havde overtrådt diplomatiets regler. »Jeg var måske for direkte,« skrev han senere til Roosevelt, »men jeg måtte være ærlig.« Klokken 18 samme dag sendte han et tosiders telegram til udenrigsminister Hull, hvori han opsummerede mødet og endte med at fortælle Hull: »Helhedsindtrykket af dette interview var mere positivt med hensyn til bevarelse af verdensfreden, end jeg havde ventet.« Dodd gav også disse indtryk videre til generalkonsul Messersmith, som derpå sendte viceminister Phillips et brev – et attensiders, karakteristisk langt brev – hvori han lod til at ville underminere Dodds troværdighed. Han satte spørgsmål ved ambassadørens opfattelse af Hitler. »Kanslerens forsikringer var så tilfredsstillende og så uventede, at jeg tror, at det alt i alt er for godt til at være sandt,« skrev Messersmith. »Jeg tror, vi må huske, at når Hitler siger noget, vil han i det øjeblik overbevise sig selv om, at det er sandt. Han er grundlæggende oprigtig, men er samtidig en fanatiker.« 9

I ondskHave_læseprøv.indd 9

27/03/12 12.42

Messersmith opfordrede til skepsis med hensyn til Hitlers erklæringer. »Jeg tror, at han for øjeblikket virkelig ønsker fred, men det er en fred efter hans eget hoved og med væbnede styrker i baghånden, der konstant bliver mere effektive og kan bruges, den dag det måtte blive nødvendigt.« Han gentog sin opfattelse af, at Hitlers regering ikke kunne betragtes som en fornuftig størrelse. »Der er så mange sygelige træk i den, at det ville være lige så umuligt at forudsige, hvad der sker fra dag til dag, som lederen af et galehus vil kunne sige, hvad hans beboere vil kunne finde på i den næste time eller næste dag.« Han formanede til forsigtighed og rådede faktisk Phillips til at være skeptisk over for Dodds overbevisning om, at Hitler ønskede fred. »Jeg tror, at vi for nærværende … må vogte os for en ubegrundet optimisme baseret på kanslerens tilsyneladende tilfredsstillende erklæringer.« Om morgenen den dag, da Putzi Hanfstaengl havde arrangeret mødet mellem Martha og Hitler, klædte hun sig med stor omhu i bevidstheden om, at hun var blevet »udset til at forandre Europas historie.« Dette var i hendes øjne et eventyrligt påfund. Hun var nysgerrig efter at møde den mand, som hun engang havde betegnet som klovn, men som hun nu bestemt anså for at måtte være »en betagende og spændende personlighed, der må udstråle stor magt og charme.« Hun besluttede at tage sit »mest ærbare og pæne tøj på,« ikke noget, der var for iøjnefaldende eller afslørende, for nazismens ideal var en kvinde, der kun brugte lidt makeup, tog sig af sin mand og fødte så mange børn som muligt. Hun skrev, at tyske mænd »ønsker, at deres kvinder skal ses, men ikke høres, og endda kun ses som vedhæng til den storartede mandsperson, de ledsager.« Hun overvejede, om hun skulle tage slør på.

Hanfstaengl hentede hende i sin kæmpemæssige bil og kørte hende til Kaiserhof, der lå syv gader fra Wilhelmplatz, lige ved det sydøstlige hjørne af Tiergarten. Kaiserhof, der var et fornemt hotel med en stor, hvælvet lobby og en buet, søjlebåret indgang, havde været Hitlers hjem indtil hans udnævnelse til kansler. Nu kom Hitler der ofte til frokost eller te, omgivet af sin ’chaufførklike’.

Hanfstaengl havde aftalt, at han og Martha skulle spise frokost sammen med en anden, nemlig den polske, 31-årige tenor Jan Kiepura, berømt og umiskendelig, og som blev behandlet med ærbødighed af restaurantens personale.

Martha og de to mænd sludrede over te efter frokosten og ventede.

10

I ondskHave_læseprøv.indd 10

27/03/12 12.42

Lidt efter opstod der uro ved indgangen til spisesalen, efterfulgt af den uundgåelige støj af stole, der blev skubbet tilbage og ’Heil Hitler’-råb.

Hitler og hans følge – som ganske rigtigt omfattede hans chauffør – tog plads ved et tilstødende bord. Først blev Kiepura vist hen til Hitler. De to talte om musik. Hitler lod ikke til at være klar over, at Kiepura efter naziloven måtte betegnes som jøde på grund af sin mødrene afstamning.

Lidt efter kom Hanfstaengl hen og bøjede sig ned mod Hitlers øre. Så skyndte han sig tilbage til Martha med beskeden om, at Hitler nu ville tale med hende.

Hun gik over til Hitlers bord og stod der et øjeblik, mens Hitler rejste sig for at hilse på hende. Han greb hendes hånd, kyssede den og sagde sagte et par ord på tysk. Nu fik hun lejlighed til at se nøje på ham: »et vegt, ukarakteristisk ansigt med poser under øjnene, fyldige læber og meget lidt ansigtsstruktur.« Hun skrev, at overskægget på nært hold »ikke virkede så latterligt som på billeder – jeg lagde faktisk dårligt nok mærke til det.« Det, hun derimod lagde mærke til, var hans øjne. Hun havde hørt, at der var noget gennemborende og intenst ved hans blik, og nu forstod hun det straks. »Hitlers øjne,« skrev hun, »var forbløffende og uforglemmelige – de virkede gråblå og var intense, stålfaste og hypnotiserende.« Men hans væremåde var blid – »ualmindeligt blid,« skrev hun – og mindede mere om en genert teenagers end en magtfuld diktators. »Han var stilfærdig, meddelsom, uformel og havde en vis stilfærdig charme, næsten ømhed i sin tale og sit blik,« skrev hun.

Så vendte Hitler sig atter mod tenoren og genoptog med tilsyneladende ægte interesse deres samtale om musik.

Han »virkede beskeden, middelklasse, nærmest kedelig og genert – men alligevel med denne mærkelige ømhed og en appellerende kejtethed,« skrev Martha. »Det var svært at tro, at denne mand var en af Europas mægtigste mænd.« Martha og Hitler gav igen hinanden hånden, og nu kyssede han hendes for anden gang. Hun vendte tilbage til sit bord og Hanftstaengl.

De blev endnu siddende et stykke tid ved teen og smuglyttede til den fortsatte samtale mellem Kiepura og Hitler. Af og til kiggede Hitler over på hende med, hvad hun bedømte som »nysgerrig, forlegen stirren.« Ved middagsbordet samme aften fortalte hun sine forældre alt om dagens møde, og hvor charmerende og fredelig ’Führeren’ havde været. Det morede Dodd, som indrømmede, »at Hitler som person ikke var nogen utiltalende mand.« 11

I ondskHave_læseprøv.indd 11

27/03/12 12.42

Interview med Erik Larson, forfatter til I ondskabens have Dine bøger fokuserer altid på dele af fascinerende historiske begivenheder, som de fleste af os aldrig har hørt om. Det er også lykkedes dig med I ondskabens have, selvom meget er blevet skrevet om Nazityskland. Hvordan kom du på ideen?

Selv før jeg begyndte på min forrige bog, Thunderstruck, var jeg begyndt at overveje at finde en måde at skrive om denne fase af nazitiden. Jeg fik ideen for nogle år siden, da jeg læste William Shirers klassiker, The Rise and Fall of the Third Reich. Jeg vidste, at Shirer havde været korrespondent i Berlin i årene før 2. verdenskrig, men så begyndte jeg at spekulere over, hvordan det måtte have været at opleve disse mørke tider på første række uden den viden, som vi alle har nu, om hvordan tingene endte.

Jeg var på udkig efter karakterer, som både jeg og læserne kunne deltage i fester med, fungere som aflyttere af Gestapo med og gå ture med rundt i Berlins centrale parker som Tiergarten. Et eller andet sted faldt jeg over Martha Dodd og hendes far og blev klar over, at de to kunne fungere som troværdige guider til den tid.

Du brugte tre et halvt år på at researche og skrive I ondskabens have. Var det svært at tilbringe så meget tid med at fokusere på så dyster en periode?

Normalt har de ting, jeg skriver om – selv seriemordere – ikke tendens til at have dyb effekt på min indre sindstilstand. Derfor var jeg overrasket over, at researchen til denne bog tog et ordentligt indhak i mit daglige humør. Jeg var bestemt bekendt med de store linjer i historien om Det Tredje Rige og 2. verdenskrig, men det at dykke ned i detaljerne dag efter dag medførte en slags mild depression. Problemet er, at før du kan begynde at sige noget spændende om denne æra, er du nødt til at nedsænke dig selv i den tilgængelige litteratur, og det vil sige at læse bog på bog og støde på grusomhed efter grusomhed i større og større detaljeringsgrad.

En overgang havde jeg Ian Kershaws fantastiske bog Hitler: 1889–1936 Hubris liggende på mit skrivebord som en slags rejsehåndbog til den tid.

En kort overgang forekom fotografiet af Hitler på dens omslag mig så frastødende, at jeg var nødt til at vende bogen om. Jeg kunne ikke holde ud at kigge på den mand.

12

I ondskHave_læseprøv.indd 12

27/03/12 12.42

Når man ser tilbage, er det svært at forstå, at USA ikke altid har set Hitler som en reel trussel. Hvordan kan det være?

Det er et af de spørgsmål, som er kimen til min nysgerrighed. Politikere taler i dag i meget simple vendinger om “pacificering«, men hvis du prøver at se datidens verden med øjnene fra de folk, som levede der, mens begivenhederne udfoldede sig, bliver billedet langt mere komplekst.

Den periode, jeg interesserer mig for, er fra 1933-34 og dækker hovedsageligt Hitlers første års tid ved magten. På dette tidlige stadie var intet sikkert. Faktisk var den fremherskende overbevisning blandt diplomater og andre observatører, at Hitler og hans mænd var så brutale, så uduelige og så korrupte, at regeringen ikke ville overleve særlig længe.

William Dodd så det i hvert fald sådan. Hans datter fandt imidlertid hele »nazi-revolutionen« fuldstændig banebrydende, ligesom mange andre – chokerende nok – i Amerika og resten af verden gjorde.

Du maler et detaljeret portræt af tiden og dens karakterer. Hvad hjalp dig til at genskabe begivenhederne så virkelighedsnært?

De mest stemningsfulde detaljer kom fra breve, dagbøger og andre materialer, som jeg fandt blandt mine hovedpersoners papirer. For eksempel rummer Martha Dodds papirer på Kongressens Bibliotek på alle måder skatte, som er i stand til at tænde små bål i ens fantasi – hendes babybog, hendes pas, de visitkort med telefonnumre, hun modtog fra personer som Hermann Göring og Joseph Goebbels, hendes små kærlighedsbreve og private notater om mænd og kvinder i hendes liv. Et af dokumenterne indeholder endda to hårlokker fra en af hendes elskere, digteren Carl Sandburg. Når den slags små ting kombineres til en samlet fortælling, hjælper det med at skabe en levende fornemmelse af fortiden for mig og, håber jeg, for læserne.

Hvad var det mest overraskende, du fandt ud af under din research?

Jeg fandt kompleksiteten i tiden meget spændende – hvordan Doddfamilien kunne begå sig blandt personer som Goebbels og Göring og oven i købet nyde deres selskab ved fester, og hvordan Hitlers mænd forekom helt igennem utilfredse med naziregimet. Den mest komplekse karakter af alle var Rudolf Diels, den unge leder af Gestapo. Jeg var foruroliget ved at opdage, at han var meget afholdt af de fleste amerikanske og udenlandske repræsentanter i Tyskland, inklusiv Dodd. Efter krigen vidnede Diels faktisk på vegne af retsforfølgelsen under Nürnberg-retsopgøret.

Mest overraskende var, at Diels havde en affære med Martha, som fandt hans dybt arrede ansigt og charmerende væsen voldsomt dragende. Diels 13

I ondskHave_læseprøv.indd 13

27/03/12 12.42

mistede sit job i foråret 1934. Mændene, som erstattede ham – Heinrich Himmler og hans protegé, Reinhard Heydrich, »det blonde udyr« – var en helt anden historie.

Martha Dodd er en fascinerende karakter – flamboyant, flirtende og udadvendt. Hvad er din endelige vurdering af hende?

Hun var for mig en perfekt linse at se tiden igennem. Til at starte med var hun fortryllet af nazisterne, men efterhånden som hendes første år i Tyskland skred frem med en ophobning af foruroligende møder og begivenheder – og en morderisk weekend – kom hun til at gå fuldstændig imod Det Tredje Rige, og på en meget overraskende måde. I sidste ende viste hun sig at være en principfast kvinde – eller i hvert fald hvad der gik for at være principfast dengang. Hendes liv fulgte en kurve, som – uden at afsløre for meget – nemt kunne være en heltindes i en roman, selvom meget, af hvad der hændte for hende i I ondskabens have paradoksalt nok, ganske givet ville være for usandsynligt for enhver forfatter af fiktion til at blive forsøgt skildret.

Føler du, at ambassadør Dodd gjorde alt, hvad han kunne, for at gøre USA opmærksom på den fare, Hitler udgjorde?

Det er urimeligt blot at begynde på at dømme ham; man er nødt til at se ham i konteksten med hans samtid. Under sin embedstid som ambassadør var han nødt til at balancere på en knivsæg. Derhjemme blev »isolationisterne« stadig mere højtråbende og indflydelsesrige.

Hvis Dodd åbent havde sagt, hvad han mente, var han blevet fyret, før året var omme. Ved én lejlighed – den 12. oktober 1933 – holdt han en tale, han omhyggeligt havde udformet til at formidle kritik af Hitlers regime ved at bruge indirekte historiske analogier. Selv dette medførte en fjendtlig reaktion, både i Tyskland og, mærkeligt nok, i Amerika. På samme tid udtrykte Dodd en naiv tro på, at han gennem argumentation og overtalelse rent faktisk var i stand til at forbedre Hitlers regerings opførsel. Og som mange andre var han af den private overbevisning, at Hitler og hans regering – han opfattede dem som »seks år gamle« – ikke på nogen måde kunne vare ved. Da han forlod Berlin i slutningen af 1937, overskred han alle diplomatiske hæmninger og brugte enhver anledning til at advare Amerika mod faren ved nazi-Tyskland og mod sandsynligheden for en forestående krig, og det i en tid hvor 95 procent af amerikanerne kraftigt gik ind for, at USA skulle blande sig uden om europæiske anliggender. Ved et enkelt foredrag havde han 7.000 mennesker som tilhørere.

14

I ondskHave_læseprøv.indd 14

27/03/12 12.42

Har I ondskabens have ændret din opfattelse af den menige tyskers rolle under Det Tredje Rige?

Det, jeg fandt slående i min research, var, i hvilken grad den tyske befolkning villigt tillod sig selv at blive »koordineret«, hvilket vil sige bragt på linje med den nazistiske ideologi, og hvor let tyskerne accepterede stadigt mere undertrykkende love og adfærd uden protester. For eksempel: Researchere har dokumenteret, at det, som gjorde Gestapo så effektiv som institution, ikke var dens ganske lille antal af fuldtidsagenters efterforskningsmæssige opfindsomhed, men snarere strømmen af angivelser, som blev tilbudt af borgere – venner, naboer, kunder, patienter – som søgte at bruge agenturet til at løse personlig misundelse eller fremme private ambitioner. Mærkeligt nok var selv Hitler frastødt af dette, og på et tidspunkt sagde han til sin justitsminister: »Vi lever i øjeblikket i et hav af angivelser og menneskelig smålighed.«

15

I ondskHave_læseprøv.indd 15

27/03/12 12.42