Hundehvalp af Marie Bjørn

METRO-LITTERATUR 2015 UDGIVET AF Saxo Grafik: Ida Søegren Forside: Alette Bertelsen, AletteB.dk Bidragsyderne har ophavsretten til teksten Saxo har ophavsretten til denne udgivelse © Saxo 2015 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Saxo.com A/S Strandboulevarden 89, 2. th.

2100 København Ø Telefon: (+45) 3815 0510 www.saxo.com/metrolitteratur

Hundehvalp af Marie Bjørn Det var Anas, der først så hvalpen. Den lå dér i vejkanten, tydeligvis såret på den slemme måde. Pelsen var våd, det havde jo regnet. ”Den ka blive rigtig flot, hvis den bliver stor.” ”Hvad?” ”Den race kan blive ret pæn. Labradorer eller hvad de hedder. Folk bruger dem i konkurrencer og sådan noget. Som opstillingshunde”. ”Det er da ikke en labrador?” ”Så en krydsning af en art.”

Og det var min idé, og Anas, der ikke synes om det, at vi skulle slå den ihjel for at redde den, og bagefter begrave den under æbletræet henne på skolen. ”Det er fucking ulovligt. Det er en eller anden nar, der bare er kørt videre. Pisse ligeglad, mand.” ”Men politiet tager sig altså ikke af den her slags.” ”Det skal de sguda.” ”Tror du ikke selv, at de har andet at se til.”

Jeg sparkede noget asfalt løs. Anas vil gerne være politibetjent. ”Det er dyreplageri.” ”Det er værre bare at lade den ligge.” ”Hvor havde du tænkt dig, at vi skulle gøre det?” ”Vi gør det henne i skuret”. ”I skuret?” ”Ja, hvor ellers?” ”Vi kan ikke bare gøre det her? Med det samme?” ”Sguda ikke hvis der er nogen, der ser os.”

Anas sad bagpå knallerten med hvalpen og syntes, det gik for stærkt.

3

Der lugter tykt i skuret. Af skunk og støv og efterårsblade.

Vi lagde den på en skammel med afskallet maling. Den havde været blå engang. Vi prøvede at finde noget at gøre det med.

Der var kun en hammer og en gammel sav. ”Lad os tage saven.” ”Det er bedre, hvis du slår den rigtig hårdt, så dør den med det samme.” ”Så jeg skal gøre det? Glem det”. ”Hvad snakker du om? Tror du, at jeg vil gøre det? Det var også mig, der sad med den, mand”. ”Præcis. Du kender den bedst, den er tryggest ved dig.” ”Fuck dig”.

Hvalpen så på os. Og som altid, når Anas var presset, spredte en rød prikkende farve sig op langs hans hals. Han kunne ikke. Jeg satte saven ved hvalpens hals; pelsen var tyk, selvom den var våd. Huden inde bag ved føltes for langt væk. ”Er den skarp nok?”

Jeg tog fat i begge ender af saven og pressede hele min vægt ned mod hvalpen. Saven borede sig et godt stykke ind.

Hvalpen hylede. Anas åbnede døren og så ud. Den var stadig ikke død. ”Vi skulle bare ha ladet den være.” ”Det skulle du have tænkt på noget før.” ”Shit, se nu gulvet.” ”Det er lige meget; der er ingen, der ved det er os.” ”Hvad hvis de finder ud af det?”

Anas tog sin t-shirt af og begyndte at tørre blod op fra gulvet. ”Lad nu være. De finder alligevel aldrig ud af det.” ”La vær og lyv.” ”At lyve.” ”Du lyver altid.” ”Det hedder ’at’, ikke ’og’.”

Jeg savede. Den sagde ikke mere nu og lukkede øjnene. De 4

var grågule. Fornemmelsen af knogler mod savens metal. ”Hvad?” ”Det hedder lad være med at lyve, og ikke lad vær og lyv.” ”Og hvad så? Du skal lade vær. Der er ingen, der gider det.

Jeg har snakket med flere om det…og de siger det samme”.

Og så faldt hovedet af. ”Den er død nu.” ”Det tog sin tid.” ”Ja.” Jeg havde lyst til at provokere ham, fordi det ikke var ham, der dræbte hvalpen. ”Vi skal smage på blodet.”

Han ville ikke til at starte med. ”Ellers siger jeg, at det var dig, der gjorde det. Jeg kan sige det til din far”.

Han brækkede sig bagefter. Ikke særlig meget, men nok til, at han fik blanke øjne. ”Nu har vi på en måde blandet blod”. Han så afventende på mig.

Vi pakkede kroppen og hovedet ned i en sort sæk og tog knallerten ud til æbletræet. Ingen af os var rigtigt i humør til at grave et ordentligt hul, så det endte med, at vi smed sækkens indhold ud i søen. Jeg satte ild til sækken med min lighter, tændte en joint, tvang mit blik ud over søen, lod som om jeg stenede. ”Gir du lidt?” ”Her.” ”Du siger det ikke til nogen, vel?” ”Nej.” Nogle fugle fløj over søen. Trækfugle måske, jeg kan ikke huske hvad den betegnelse egentlig dækker over. Jeg rejste mig. ”Hvor skal du hen?” ”Det ved jeg ikke, gider bare ikke rigtigt være her mere.

5

Ses i morgen.”

Klokken var omkring syv. Kunne virkelig mærke potten.

Tænkte, at jeg måtte gå den væk. * ”Klokken er kvart i otte.”

Mormor pudsede næse i et gammelt lommetørklæde. Tre gange lige efter hinanden. Så så på mig. Mormors øjne har samme farve som halvstørknet kaffegrums. Så hostede hun. ”Jeg glemte tiden…pludseligt, så...” ”Du skulle have været hjemme klokken halv seks.” ”Jeg ved det godt.” ”Man glemmer ikke bare tiden.” Jeg fokuserede på at tage mine støvler af. ”Hvis du bliver ved med at glemme tiden, så må du få en af de der fodlænker rundt om foden. De strammer, når man glemmer tiden.”

Mormor pudsede næse for fjerde gang. Så hostede hun uden at holde sig for munden. ”Jeg har spist, men Simon har ikke, for det er din tur i aften, hvis altså jeg også skal minde dig om det. Simon virker til at være rigtig sulten; er det ikke rigtigt, lille skat?”

Simons blik var lænket et sted mellem den tomme vase og bordlampen. ”Der er karbonader i mikroovnen.”

Mormor gik ud af køkkenet. Jeg tog min jakke af. Varmede karbonader, sovs og kartofler. En tallerken til mig og én til Simon.

Simon opdagede mig, da mikroovnen bippede. Han begyndte at klappe og sige sine glædeslyde. Jeg kyssede ham på panden; den smagte af sved. Så sagde jeg som en løve. ”Må jeg se et stort gab!”

Han åbnede munden. Jeg sagde som en flyvemaskine og 6

sendte et stykke karbonade derind, mens jeg fjernede savlet med et viskestykke. Det lykkedes mig at give ham elleve mundfulde, før han skubbede til tallerkenen og lod gulvtæppet suge sovsen til sig. Simon elsker, når tallerkener falder ned fra bordet. Jeg samlede kartoflerne op på tallerkenen og bar den hen til vasken. ”Simon, tallerkener har ikke noget at lave på gulvet. Gulvet bliver ked af det, det ved du godt.”

Jeg skyllede en klud og prøvede at tørre sovsen op fra gulvtæppet. Simon fik fat i gaflen, som han kylede over bordet.

Jeg råbte et eller andet og kørte kørestolen hen i hjørnet. Han gav sig til at vræle, og efter et par minutter kom mormor.

Skældte mig ud og sagde, at jeg efterhånden måtte lære, at det aldrig kan være Simons skyld, da han ikke ved bedre. Skyld.

Jeg kunne mærke smagen af hundehvalpens blod. Jernagtigt, men sødere. ”Når man tager sig af Simon, skal man tage sig af ham, som var man et hus af tryghed!”

En sætning hun havde læst i en folder om mentalt retarderede børn i familien.

Jeg spiste fem karbonader og seks kartofler med sovs, mens jeg mærkede, hvordan kvalmen steg fra maven og op gennem spiserøret, som den havde gjort så mange gange før. Jeg gik ud på toilettet, tændte for bruseren og kastede op. Jeg satte mig ned på gulvet. Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg blev siddende.