Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

DETTE

BURDE

skrives

I NUTID ELLE ELLE ROMAN

H

SAMLEREN

Dette burde skrives i nutid

Af samme forfatter Eksempel på liv – 1993 Rester – noveller 1996 Hus og Hjem – roman 1999 Biler og dyr – noveller 2000 Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand – roman 2002 Min mor sidder fast på en pind (med Lars Nørgård) – børnebog 2003 Rødby-Puttgarden – roman 2005 Ned til hundene – roman 2008

Helle Helle

Dette burde skrives i nutid Roman

Samleren

Dette burde skrives i nutid © Helle Helle og Samleren/rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Neel Dich Abrahamsen Sat med Minion Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling isbn 978-87-638-1785-1 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Kunstrådet og Statens Kunstfond for støtte under udarbejdelsen af denne bog. Tak også til Bikubenfonden for Thompson Street.

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

1

Jeg skrev for meget om det trappetrin. Der smækkede jeg mig ude i marts. Der sad jeg og stirrede i april. Der stod min mor og far i dynejakker langt inde i maj. Med hver sit hoved på skrå.

Syrenerne blomstrede. En bus svingede ud fra stationen.

Varm lugt af diesel, så syrener igen. Jeg havde bare arme, luften var lun og mild.

– Du glemte de her, sagde min far og rakte mig posen.

– Vi tager op og vasker ned.

– Far har lagt dem ud, sagde min mor.

De vendte rundt og gik hen til bilen, min mor satte sig ind.

Spand og kost ragede op fra bagsædet. Min far løftede sin hånd til en hilsen, håret hævede sig i vinden. Jeg gik tilbage i køkkenet. Jeg lod døren stå åben efter mig. Jeg tog et glas mælk, jeg hørte dem køre igen. Dette er, hvordan det kunne have været.

Jeg havde pakket og sorteret det meste af natten. Nu var mit gode tøj i den ternede kuffert på køkkengulvet, resten havde jeg smidt ud. Jeg havde fyldt tre sorte affaldssække.

Jeg forstod ikke, hvor alt det tøj kom fra. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde købt så meget. Der var T-shirts og trø5

jer og mange slags gamacher. Sko og støvler, ubrugte genbrugskjoler.

I en af sækkene lå også mine såkaldte tekster. Engang forekom det mig umuligt at kassere en skriftlig formulering, nu var jeg kommet efter det. Jeg havde forsøgt ikke at læse i papirerne undervejs, men enkelte stive sætninger sprang mig i øjnene. Jeg havde kigget væk, jeg havde bakset med den sæk. Jeg skrev generelt for meget om flytninger. Nu den kuffert på køkkengulvet, posen med bukserne lå i vindueskarmen. Udenfor blomstrede syrenerne hvidt, ved vejen, og min mor og far sad i en bil med spand og kost allerede over alle bjerge og Glumsø.

6

2

Jeg havde lejet huset året forinden. Det var en bungalow ikke langt fra togskinnerne. Dorte skridtede afstanden af i sine hvide træsko, mens jeg stod i forhaven og bed i et æble. Udlejeren havde budt os direkte fra træet, hun havde trukket en gren ned, da tre-toget kom ind. Hun var i jakkesæt, det så ukomfortabelt ud. Det slog mig, at hun måske kun var på min alder, omkring de tyve. Hun tog også selv et æble, hun blev ved med at pudse det i bukserne.

– Arbejder du her i byen? sagde hun.

– Nej. Jeg er begyndt at studere i København, sagde jeg og fortrød min at-form, det jakkesæt gjorde ikke noget godt for hende, armene kunne ikke rigtig være i ærmerne.

– Jamen, så er du jo godt placeret her.

– Det var tanken.

– Hvad studerer du? Nu har din mor vist resultatet, sagde hun og kiggede ud mod vejen, hvor Dorte kom klaprende tilbage med vind i de lyse striber: – Syvogtyve meter plus minus, sagde hun højt og løftede sin ene fod i vejret.

– Hun er min faster, sagde jeg.

– Nå, derfor, sagde udlejeren.

7

Vi fik lov til at blive så længe, vi ville, vi skulle bare smække efter os. Vi sad i hver sin sprukne vindueskarm i stuen og talte om huslejen, jeg ville lige kunne klare den uden at tage lån. Der var en fad lugt ude fra toilettet, den mindede om brakvand. Dorte tændte en cigaret, hun havde altid lighteren liggende i selve pakken.

– Det er godt nok et lækkert hus, sagde hun.

– Jeg har jo ingen møbler.

– Du får min kommode med skufferne. Og hønserøvslampen, vil du ikke have den?

– Jeg mangler mere et bord.

– Så du ikke det ovre i skuret?

– Altså her?

– Ja, lige bag døren, sagde hun og hoppede ned, og jeg fulgte efter.

Det var et lille køkkenbord med klapper. Dorte nikkede med cigaretten hængende fra mundvigen: – Kan du ikke se det ved stuevinduet?

– Jeg skal have nogle gardiner.

– Det er da lige meget, du kan altid købe persienner. Se den der, sagde hun og pegede på en kaffedåse på hylden, men så kom der et godstog, og vi fik andet at tænke på. Vi stod i døråbningen og betragtede den lange række af rustrøde vogne.

Før vi gik, tog vi en runde i haven. Ud over æbletræet var der pære og mirabelle og et enormt vildnis bagest, som Dorte mente, måtte være hindbær. Vi kiggede ind ad alle vinduer, det var et godt lys derinde, eftermiddagssolen lagde sig hen over gulvene. Dorte lænede panden mod køkkenvinduet: 8

– Det skal bare shines lidt op, det er det originale Vordingborg.

Så vendte hun sig og rensede skiftevis den ene og den anden træsko for græs og gult mirabellesnask, hun tørrede hænderne i nogle blade og så på sit ur: – Pas på dig selv. Jeg får en gris.

9