Fra uddannelsessystemets udkant

laust torp jensen Fra uddannelsessystemets udkant – fra forsorg til folkeskole

-

Frydenlund

Fra uddannelsessystemets udkant © Forfatteren og Frydenlund 1. udgave, 1. oplag, 2013 ISBN 978-87-7118-092-3 Grafisk tilrettelæggelse: Casper Øbro Korrektur: Peder Norup Grafisk produktion: Balto, Litauen Af samme forfatter: Hvalpsund – fortællinger fra Lovnshalvøen.

2002/2009. Rabøls Forlag.

Radikalisme, revy og revolte – i Vestjylland.

2005. Rabøls Forlag.

Du og jeg. Om personlig etisk standard, empati og dedikation. 2008.

Bogforlaget Frydenlund Udgivelsen af denne bog er støttet af: Vesthimmerlands Kommune LEV Nordjylland Hotelejer Andreas Harboes Fond Frederik og Emma Kragh’s Mindelegat Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og CopyDan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 • fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold

prolog 7 forord 9 indledning 12 tiden før 1950 15

1950’erne den nye forsorg 21 de første eksternatskoler 25

1960’erne aars’ eksternatskole 30 montageskoler − byggeprojektet 36 montageskoler − pædagogik 40 “to nye forsorgsinstitutioner i aars” 44 debilskoler og træningsskoler 49 et byggeri med fejl og mangler 56

1970’erne ethvert barn har ret til undervisning 61 distriktsskolen og pædagogikken 65 normalisering 76 integration, satellitklasser og fremtiden 80

1980’erne udlægning af statens åndssvageforsorg 86 mellem amt og kommune 91 specialbørnehaver og børnehjem 97 specialundervisning for voksne. lov 301 101 undervisning i 1980’erne 108 den “truende” kommunalisering 116

Fra uddannelsessystemets udkant

5

1990’erne ti år efter udlægningen 121 den ny tids udfordringer 125 undervisning i 1990’erne 132 skoletid og skolefritid 140 fra grå blokke til gule murstenshuse 144 specialskolen for voksne, himmerland 150

Efter 2000 pædagogik og politik 156 epilog 164

Registre og oversigter kildemateriale 166 navneregister 170 sagsregister 171 kronologi 173 skoleledere på vestermarkskolen 173

6

Fra uddannelsessystemets udkant

Forord Da jeg kort før sommerferien i 1973 besøgte Vestermarkskolen for første gang, blev jeg modtaget af daværende skoleleder Karsten Krogh ude under pergolaen.

Tiden omkring 1970 var præget af opbrud og fornyelse. “All you need is love”, sang The Beatles, og som oftest var det unge mennesker, der havde de mest vidtrækkende drømme og visioner om en bedre verden, et åbent samfund præget af mindre materialisme og med plads til alle.

Jeg kom fra en stilling på Himmerlands Ungdomskole i Haubro, havde været ansat et år; et turbulent år, hvor alle nye ideer skulle forsøges og prøves af. Min ansættelse blev afsluttet med en samtale med forstanderen: Enten rejser du, eller også bliver du fyret!

Min forsyndelse var, at jeg sammen med nogle kolleger på skolen forsøgte at praktisere undervisningen efter nogle af den tids “Tvind”principper: større elevinddragelse i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af undervisningen og større fokus på praktisk arbejde ud fra devisen om, at læring ikke kun knytter an til åndens, men også til håndens arbejde. Vi var umådelig utålmodige og sikkert også uforstående over for “de andre” − kollegerne − som ikke forstod det, vi forstod!

Jeg husker ikke at have hørt om Vestermarkskolen på det tidspunkt.

Jeg havde imidlertid hørt, at en eksternatskole i Aars havde opslået fire lærerstillinger, hver på halv tid, og da jeg helst ville have et job i området, søgte jeg en af stillingerne.

På ungdomsskolen var det blevet påtalt, at vi som lærere mødte op i skolen på bare fødder. Det kunne man ikke! På den baggrund var mødet med skoleleder Karsten Krogh umiddelbart opmuntrende. Han tog imod − barfodet. Jeg fik stillingen, jeg søgte, 12 timer om ugen. Sangeren Niels Hausgaard blev ved samme lejlighed ansat i en lignende stilling, hans ansættelse varede dog kun et par måneder, før han forlod jobbet til fordel for en pladekontrakt.

Vestermarkskolen hørte dengang under Statens Åndssvageforsorg, og tænkte man dengang som udenforstående på “åndssvage” og “åndssvageforsorg”, tænkte man også anstalt, indespærring og her i Nordjylland Vodskov! Man vidste, de var der, men man så dem ikke, “de åndssvage”; man hørte om dem og gjorde sig sine forestillinger, som fra tid til anden bl.a. fik næring fra avisers og blades foruroligende

Fra uddannelsessystemets udkant

9

reportager fra anstalternes lukkede verden og fra besøgende, som, når de vendte tilbage, kunne berette om de mest bizarre oplevelser.

Fra Ertebølle kunne man med et skræmt blik kigge over mod Livø, dengang øen blev brugt som fangelejr for de kriminelle åndssvage.

Værre og mere truende kunne det næsten ikke blive. Og det blev fortalt, at nogle på tømmerflåder flygtede fra øen eller stak af over isen i hårde vintre. Og nogle forsøgte at svømme over − og druknede.

Jeg var 24 år, da jeg blev ansat på Vestermarkskolen, og jeg følte mig meget i ét med tiden, opbruddet, frisætningen, musikken og alt det, der rørte sig. Men jeg var aldeles uvidende om den fortælling, den historie, jeg med min ansættelse på skolen dumpede ned i og siden blev en del af. Mine forestillinger om de åndssvage havde jeg i 1950’erne overtaget fra mine forældre og det samfund, jeg voksede op i, og mine forældre havde overtaget deres forestillinger om de åndssvage fra deres forældre i 1920’erne. Forestillingen om de bortgemte åndssvage levede på den måde sit eget næsten uforanderlige liv igennem årtierne. På den baggrund og med en læreruddannelse med fysik og matematik som linjefag var det for mig en ganske grænseoverskridende oplevelse at blive ansat på en skole for åndssvage børn under Statens Åndssvageforsorg.

Hvad jeg ikke vidste, men hvad jeg snart skulle erfare, var, at det ikke kun var “ude i samfundet”, men at det også var i den lukkede verden, som Statens Åndssvageforsorg på mange måder var, at der blæste nye vinde. Vestermarkskolens eksistens var i sig selv et udtryk for de nye tider, og undervisningen af eleverne ikke bare på Vestermarkskolen, men i Åndssvageforsorgens skoler i det hele taget i de år, var præget af opbrud og nytænkning.

Der blev stadig længere mellem 1950’erne og 1970’erne. Eksemplarisk illustreret af en spektakulær og tidstypisk begivenhed, som i sommeren 1971 udspillede sig i Vesthimmerland og i denne sammenhæng af alle steder netop på øen Livø, som Statens Åndssvageforsorg sammen med 100 internerede “moralsk åndssvage” − mænd med “kriminelle tilbøjeligheder” − havde forladt i 1961. Øen blev besat!

Besætterne var bl.a. Bjørn Nørgaard, hvis kunst i dag hænger i både kirker og kongelige palæer, foruden Per Kirkeby og 17 andre.

Ingen boede nu på øen, og de gedigne bygninger og værksteder, som forsorgen havde ladet bygge i årenes løb, stod gabende tomme − klar til indflytning. Nørgaard og kompagni gik i land på øen medbringende grise, køer, gartnerifrø, værktøj osv. − og medbringende drømmen om et alternativt samfund.

10

Fra uddannelsessystemets udkant

I fangelejren under Åndssvageforsorgen handlede det om afretning, indordning og disciplinering, sådan som det også i vid udstrækning gjorde ude i det omgivende samfund i 1950’erne, i 1940’erne, i 1930’erne og længere bagud i tiden.

Besætterne ønskede et opgør med det gamle samfunds dogmer og drømte i stedet − som de udtrykte det − om et åbent samfund med plads til “kreativitet, forskellighed og selvbestemmelse”.

Et præcist udtryk for de holdninger og værdier, der var kendetegnende for udviklingen i de år − også inden for Statens Åndssvageforsorg.

Fra uddannelsessystemets udkant

11