En mand der hedder ove

En mand der hedder Ove.indd 2

25/07/13 20.43

n

r Fred

ma k c a ik B

Roman Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild

En mand der hedder Ove.indd 3

25/07/13 20.43

En mand der hedder Ove Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild efter: En man som heter Ove Copyright © 2012 by Fredrik Backman Published by agreement with Bonnier Agency, Sweden Copyright © dansk udgave 2013 by People’sPress, København Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Sats og tilrettelægning: LYMI Bogen er sat med Minion ISBN: 978-87-7137-334-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk

En mand der hedder Ove.indd 4

25/07/13 20.43

Til Neda.

Det er altid for at få dig til at grine.

Altid.

En mand der hedder Ove.indd 5

25/07/13 20.43

En mand der hedder Ove.indd 6

25/07/13 20.43

1 Prolog

En mand der hedder Ove køber en datamat, der ikke er en datamat

Ove er nioghalvtreds år gammel. Han kører Saab. Han er typen, der peger på folk, han ikke bryder sig om, lidt som var de indbrudstyve og Oves pegefinger en politilommelygte. Han står foran disken i en af den slags butikker, som folk med japanske biler begiver sig hen i for at købe hvide ledninger. Ove iagttager ekspedienten en rum tid, før han vifter ad ham med en mellemstor hvid æske.

“Jaså! Er det her sådan en af de dersens Ajpads?” forlanger Ove at få at vide.

Ekspedienten, en ung mand med et etcifret BMI, ser utilpas ud. Kæmper helt tydeligt imod trangen til prompte at tage æsken fra Ove. “Ja, netop. En iPad. Men det ville virkelig være kanon, hvis du lod være med at vifte sådan med den ...”

7

En mand der hedder Ove.indd 7

25/07/13 20.43

Ove betragter æsken, som om den er en uhyre upålidelig type æske. Som om æsken kører Vespa og har joggingbukser på og lige har kaldt Ove for “makker” og dernæst forsøgt at sælge ham et ur.

“Jaså! Og det er altså en datamat?”

Ekspedienten nikker. Men tøver så og ryster i stedet hurtigt på hovedet.

“Ja ... eller, ja, altså, det er en iPad. Nogle kalder den en ’tablet’, og andre kalder den en ’tavlecomputer’. Der er forskellige måder at betragte det på ...”

Ove ser på ekspedienten, som om ekspedienten lige har snakket bagvendt til ham.

“Jaså!”

Ekspedienten nikker rådvild.

“Jaeh ...”

Ove ryster æsken igen.

“Er den så god, den her?”

Ekspedienten klør sig i hovedbunden.

“Ja. Eller ... hvad mener du?”

Ove sukker og giver sig til at tale langsomt. Artikulerer ordene, som om det eneste problem med samtalen her er, at ekspedienten lider af nedsat hørelse.

“Er. Den. Goood? Er det en god datamat?”

Ekspedienten klør sig på hagen.

“Altså ... ja ... den er rigtig god ... men det kommer jo an på, hvad for en slags computer du vil have.”

Ove glor olmt tilbage.

“Jeg vil have en datamat! En ganske almindelig datamat!”

Der er stille mellem de to mænd et øjeblik. Ekspedienten rømmer sig.

“Ja, altså – egentlig er det her jo ikke en ganske almindelig computer. Måske vil du hellere have en ...”

8

En mand der hedder Ove.indd 8

25/07/13 20.43

Ekspedienten bliver stille og leder helt tydeligt efter et ord, som manden foran ham kan tænkes at have noget som helst forhold til. Så rømmer han sig igen og siger: “... en laptop?”

Ove ryster energisk på hovedet og bøjer sig truende ind over disken.

“Nej, det vil jeg kraftSTEJleme ikke. Jeg vil have en datamat!”

Ekspedienten nikker forstående.

“En laptop er også en datamat.”

Ove glor fornærmet på ham og borer demonstrativt lommelygtefingeren ned i disken.

“Det ved jeg da godt!”

Ekspedienten nikker.

“Okay ...”

Ny tavshed. Ikke helt ulig den, der måske kunne være opstået mellem to revolvermænd, som pludselig indser, at de har glemt at tage deres revolvere med. Ove betragter æsken en rum tid, nærmest som venter han på, at den skal indrømme noget.

“Hvor klapper man tastaturet ud?” mumler han så.

Ekspedienten gnider håndfladerne mod kanten af butiks­ disken og vipper lidt nervøst fra fod til fod, sådan som butiks­ ansatte unge mænd gør, når de så småt begynder at indse, at det her kommer til at tage væsentlig længere tid, end de oprindelig havde håbet.

“Ja, altså, den har jo ikke noget tastatur.”

Ove hæver øjenbrynene.

“Jaså! For det skal man vel købe separat, eller hvad? For en HULENS masse penge!”

Ekspedienten gnider håndfladerne mod hinanden igen.

“Nej ... eller ... jamen altså: Den her computer har ikke noget tastatur. Man styrer det hele direkte på skærmen.”

9

En mand der hedder Ove.indd 9

25/07/13 20.43

Ove ryster træt på hovedet, som om han lige har været vidne til, at ekspedienten har slikket på ydersiden af glasset på en iskøler.

“Jamen jeg er jo nødt til at have et tastatur. Det kan du vel forstå?”

Ekspedienten sukker dybt, sådan som man sukker, når man tæller til mindst ti.

“Okay. Jeg er med. Men så synes jeg ikke, at du skal have den her computer. Så synes jeg, at du eksempelvis skal købe en Mac­ Book i stedet for.”

Oves ansigtsudtryk vidner om, at han muligvis ikke er helt overbevist.

“En Mack-bog?”

Ekspedienten nikker forhåbningsfuldt, som om han lige har oplevet et definitivt gennembrud i forhandlingerne.

“Ja.” Ove rynker mistænksomt panden.

“Er det en af de dér forbistrede e-bøger, som alle snakker om?”

Ekspedienten sukker lige så dybt som et episk digt.

“Nej. En MacBook er en ... det er en ... laptop. Med tastatur.”

“Jaså!” sprutter Ove omgående.

Ekspedienten nikker. Klør sig i håndfladerne.

“Ja.” Ove ser sig omkring i butikken. Ryster æsken lidt i hånden igen.

“Duer de så til noget?”

Ekspedienten slår blikket ned i disken på en måde, der afslører, at han aktivt bekæmper trangen til at begynde at kradse sig i ansigtet. Så lyser han op i et pludseligt energisk smil.

“Ved du hvad? Lad mig se, om min kollega er færdig med sin kunde – så kan han komme herover og vise dig det!”

10

En mand der hedder Ove.indd 10

25/07/13 20.43

Ove kigger på sit armbåndsur. Ryster på hovedet.

“Vi er altså nogle, der har andre ting at tage os til end at stå her og vente hele dagen – det kan jeg godt fortælle dig!”

Ekspedienten nikker hurtigt. Så forsvinder han om bag disken. Lidt efter kommer han tilbage med en kollega. Kollegaen ser meget glad ud. Sådan som folk ser ud, når de ikke har stået i forretning længe nok.

“Hej! Hvad kan jeg hjælpe dig med?”

Ove planter opfordrende sin lommelygtepegefinger i disken.

“Jeg skal have en datamat!”

Kollegaen ser ikke længere helt så glad ud. Så kigger han på den første ekspedient med et blik, der antyder, at den første ekspedient skal få det her betalt.

“Oookay. En ’datamat’, ja. Så kan vi jo i første omgang gå herhen til vores afdeling for bærbare,” siger kollegaen ikke udelt entusiastisk og vender sig om mod Ove. Ove glor olmt på ham.

“Gudfader! Jeg ved kraftstejleme da godt, hvad en ’laptåp’ er for noget! Du behøver ikke sige ’bærbar’!”

Kollegaen nikker behjælpeligt. Samtidig mumler den første ekspedient bag ham: “Jeg magter det ikke – nu går jeg til frokost.”

“Frokost, ja – det er det eneste, folk tænker på nu til dags,” fnyser Ove. “Hvad for noget?” siger kollegaen og vender sig om.

“F-r-o-k-o-s-t!” siger Ove klart og tydeligt.

En mand der hedder Ove.indd 11

25/07/13 20.43

2 (Tre uger tidligere)

En mand der hedder Ove går en inspektionsrunde i kvarteret Klokken var fem minutter i seks om morgenen, da Ove og katten mødtes første gang. Katten syntes omgående meget dårligt om Ove. Følelsen var i allerhøjeste grad gengældt.

Ove var som sædvanlig stået op for ti minutter siden. Han fattede ikke folk, der sov over sig og skød skylden på, at “uret ikke ringede”. I hele sit liv havde Ove aldrig ejet et vækkeur.

Kvart i seks vågnede han, og så stod han op.

Han havde sat kaffemaskinen over, med nøjagtig samme mængde kaffe, som han og hans kone sammen havde drukket hver morgen i de næsten fire årtier, de havde boet her i rækkehuskvarteret. Ét mål per kop, og et ekstra til kanden. Hverken mere eller mindre. Den slags kunne folk ikke længere, brygge ordentlig kaffe. Akkurat ligesom ingen kunne skrive i hånden nu til dags. For nu skulle alting bare være datamater og espressomaskiner. Og hvor er et samfund på vej hen, når folk ikke engang kan skrive og lave kaffe længere? Hva’? Det spekulerede Ove over.

12

En mand der hedder Ove.indd 12

25/07/13 20.43

Mens den ordentlige kop kaffe stod og bryggede, havde han taget sine blå bukser og den blå jakke på, var trådt i træskoene, havde stukket hænderne i lommerne sådan som en midaldrende mand, der konstant forventer at blive skuffet af en helt igennem uduelig verden, gør det, og så havde han begivet sig ud på sin inspek­tionsrunde i kvarteret. Som han gjorde det hver morgen.

De andre rækkehuse havde ligget stille og mørke hen, da han gik ud gennem døren. Det kunne man jo have sagt sig selv. Her i kvarteret var der minsandten ingen, der ulejligede sig med at stå op, før end de var nødt til, det vidste Ove. Nu til dags boede her jo kun selvstændige og slige typer uden fast arbejde.

Katten sad med et nonchalant udtryk i ansigtet midt på stien mellem husene. Eller, kat og kat. Den havde en halv hale og kun ét øre. Og hist og her havde den pletter uden pels, som om nogen havde revet knytnævestore totter af den. Et katteskravl var faktisk en nådig betegnelse for den, mente Ove. Han trampede et par skridt hen mod den. Katten rejste sig.

Ove standsede op. Der blev de stående lidt og tog bestik af hinanden som to potentielle slagsbrødre en sen aften på en beverding. Ove overvejede at kaste en af sine træsko efter den. Katten så ud til at ærgre sig over, at den ikke havde en træsko at kyle tilbage.

“Smut!” skældte Ove så pludseligt, at katten fór sammen.

Den trådte et skridt baglæns. Målte den nioghalvtredsårige mand og hans træsko med øjnene. Så vendte den sig om med et let ryk og luntede væk. Hvis ikke Ove havde vidst bedre, kunne han have svoret, at den himlede med øjnene.

“Krapyl,” tænkte han og kastede et blik på sit armbåndsur.

To minutter i seks. På høje tid at få fut under fødderne, hvis ikke katteskravlet skulle forsinke hele inspektionsrunden. Det kunne jo have set kønt ud.

13

En mand der hedder Ove.indd 13

25/07/13 20.43

Så marcherede han ad gangstien mellem husene op til parkeringspladsen, ligesom han gjorde hver morgen. Standsede op ved skiltet, der proklamerede, at bilkørsel var forbudt i boligområdet.

Sparkede opfordrende til den stolpe, det sad på. Ikke fordi den stod skævt eller noget, men fordi det altid er bedst at tjekke. Og Ove er typen, der tjekker tingenes tilstand ved at sparke til dem.

Han gik ud på parkeringspladsen og spadserede frem og tilbage langs alle garagerne for at tjekke, at der ikke havde været indbrud i nogen af dem om natten, eller at en eller anden vandalbande ikke havde stukket ild på dem. Ikke fordi det nogensinde var sket her i kvarteret. Men på den anden side havde Ove jo heller aldrig sprunget en inspektionsrunde over. Han kontroltog tre gange i håndtaget til sin egen garage, hvor hans Saab holdt parkeret. Akkurat som alle de andre morgener.

Derefter gik han en runde over på gæsteparkeringspladsen, hvor man måtte parkere i højst fireogtyve timer, og noterede omhyggeligt samtlige registreringsnumre på en lille blok, han havde i jakkelommen. Sammenlignede dem med de registreringsnumre, han havde noteret på de samme pladser dagen før. I de tilfælde, hvor de samme registreringsnumre dukkede op på fortløbende dage i Oves notesbog, gik Ove rutinemæssigt hjem og ringede til Motorkontoret og forlangte at få ejeroplysningerne på køretøjet, hvorefter han ringede vedkommende op og informerede vedkommende om, at vedkommende var en forbistret uduelig klamphugger, som ikke kunne læse svenske skilte. Ikke fordi Ove som sådan gik op i, hvem der holdt på gæsteparkeringspladsen. Selvfølgelig ikke. Men fordi det var en principsag. Hvis der stod fireogtyve timer på skiltet, så havde man faktisk at acceptere det. Hvordan ville det se ud, hvis alle bare parkerede, hvor de havde lyst, dagen lang? Det ville blive det rene kaos, det kunne Ove da se. Der ville holde biler overalt.

14

En mand der hedder Ove.indd 14

25/07/13 20.43

Men i dag holdt der ingen uretmæssige køretøjer på gæsteparkeringspladsen, så Ove fulgte i stedet noteringen på blokken op med sin daglige runde ind i affaldsrummet. Ikke fordi det som sådan vedkom ham, helt fra starten havde han jo været højlydt modstander af det her fjolleri med, at alt skulle affaldssorteres i ét væk, som de nyindflyttede starutter i foreningen havde gennemtrumfet. Men hvis det nu engang var besluttet, at der skulle affaldssorteres, så måtte nogen jo faktisk tjekke, at det blev gjort. Ikke fordi nogen som sådan havde pålagt Ove den opgave, men hvis ikke mænd som Ove tog eget initiativ i den slags anliggender, så ville det hele jo blive det rene anarki. Det vidste Ove. Der ville ligge affald overalt.

Han sparkede lidt til skraldebøtten. Bandede og fiskede et syltetøjsglas op af genbrugsbeholderen til glas, mumlede noget om “umuliusser” og skruede metallåget af glasset. Smed glasset tilbage i genbrugsbeholderen til glas og metallåget i genbrugsbeholderen til metal.

Da Ove var formand for ejerforeningen, havde han hårdnakket forlangt, at de skulle videoovervåge affaldsrummet for at sikre sig, at ingen smed “uretmæssigt affald” ud. Forslaget var til Oves store fortrydelse blevet nedstemt, eftersom de øvrige naboer syntes, at det føltes “lidt ubehageligt” og desuden var besværligt at arkivere alle de videobånd. Det til trods for at Ove gang på gang oprørt havde konstateret, at den, der havde “rent mel i posen”, ikke havde noget at frygte ved “sandheden”.

To år senere, da Ove var blevet afsat som formand i foreningen (under det, Ove selv siden hen blot omtalte som “statskuppet”), var spørgsmålet på ny blevet rejst. Der fandtes øjensynlig et eller andet nymodens kamera, som aktiveredes af bevægelsessensorer og sendte direkte til internettet, forklarede den nye bestyrelse i et overfrisk brev til alle i kvarteret. Og med det kunne

15

En mand der hedder Ove.indd 15

25/07/13 20.43

man overvåge ikke bare affaldsrummet, men også parkeringspladsen for at undgå hærværk og indbrud. Og desuden slettede videomaterialet automatisk sig selv efter fireogtyve timer for ikke at “krænke beboernes privatliv”. Det krævede en enstemmig beslutning i foreningen at få sat kameraerne op. Kun ét af medlemmerne stemte imod.

Ove stolede nemlig ikke på Internettet. Han stavede det med stort I og lagde tryk på net, selvom hans kone altid ævlede om, at det var inter, trykket skulle ligge på. Og det blev over Oves lig, at det dersens Internet fik lov at glo på Ove, når Ove smed sit skrald ud, det gik snart op for bestyrelsen. Og så kom der ingen kameraer. Godt det samme, tænkte Ove. Det var alligevel også bedre med daglige inspektionsrunder. Så man vidste, hvem der gjorde hvad, og havde lidt styr på det. Det kunne enhver da forstå.

Da han var færdig med sin inspektion af affaldsrummet, låste han akkurat ligesom alle de andre morgener døren og kontroltog i den tre gange. Så vendte han sig om og fik øje på en cykel, der stod lænet op ad muren uden for cykelskuret. Til trods for at der lige over den højt og tydeligt hang et stort skilt med påskriften “Parkering af cykler forbudt”. Ved siden af cyklen havde en af de andre naboer sat en håndskrevet seddel op med teksten: “Det her er ingen cykelparkering! Lær at læse skilte!” Ove mumlede noget om “idioter”, åbnede cykelskuret, løftede cyklen ind og satte den sirligt ind i rækken. Låste til skuret og kontroltog i døren tre gange.

Så rev han den vrede seddel ned fra muren. Han havde virkelig lyst til at indgive et forslag til bestyrelsen og kræve, at her blev sat et ordentligt “Opklæbning forbudt”-skilt op på muren.

Nu til dags troede folk tydeligvis, at man bare kunne valse rundt og sætte sine vrede sedler op hvor som helst. Muren her var jo for pokker ikke nogen opslagstavle.

16

En mand der hedder Ove.indd 16

25/07/13 20.43

Dernæst gik Ove ad den lille gangsti mellem husene. Standsede ud for sit eget, bøjede sig ned mod flisegangen og snusede hårdt ind. Pis. Der lugtede af pis. Og med den iagttagelse gik han ind i sit hus, låste sin dør og drak sin kaffe.

Da han var færdig med det, ringede han og opsagde sit telefonabonnement og abonnementet på morgenavisen. Reparerede blandingsbatteriet på det lille badeværelse. Satte nye skruer i håndtaget på terrassedøren i køkkenet. Olierede bordpladen i køkkenet. Omorganiserede kasserne på loftet. Sorterede værktøjet i skuret og byttede rundt på vinterdækkene på Saaben. Og nu står han så der.

Og det var ikke meningen, at livet skulle være sådan her. Det er det eneste, Ove føler.

Det er tirsdag eftermiddag i november, klokken er fire, og han har slukket alle lamperne. Slukket radiatorerne og kaffemaskinen. Olieret bordpladen i køkkenet, selvom døgenigtene i Ikea siger, at man ikke behøver at oliere den slags bordplader. Her i huset bliver bordpladerne olieret en gang hvert halve år, om det så behøves eller ej. Uanset hvad et eller andet cirkussminket pigebarn i gul polotrøje på tag-selv-lageret så siger.

Han står i dagligstuen i toplansrækkehuset med sænket loft og stirrer ud ad vinduet. Ham den fyrreårige laps med skægstubbe fra huset skråt overfor kommer joggende forbi. Anders, hedder han vist. Nyindflyttet, ved Ove, har nok ikke boet her mere end højst fire-fem år. Og har allerede haft held til at få smisket sig ind i ejerforeningens bestyrelse. Sådan en orm. Tror, han ejer hele gaden nu. Flyttede åbenbart ind her efter sin skilsmisse og betalte en skandaløs overpris. Typisk den slags typer – at komme her og skrue vurderingsprisen i vejret for hæderlige folk. Som om det var et overklassekvarter. Kører Audi, gør han også – det

17

En mand der hedder Ove.indd 17

25/07/13 20.43

har Ove selv set. Og det kunne man jo sige sig selv. Selvstændige og andre fjolser, de kører Audi. De ved jo ikke bedre.

Ove stikker hænderne i lommerne på sine mørkeblå bukser.

Sparker lidt opfordrende til gulvlisten. Rækkehuset er faktisk lidt for stort til bare Ove og Oves kone, det kan han muligvis godt medgive. Men det er købt og betalt. Det er ikke belånt med så meget som en krone længere. Det er garanteret mere, end man kan sige om ham lapsen. Der er ikke andet end lån nu til dags – man ved jo, hvordan folk gebærder sig. Men Ove har afdraget.

Opfyldt sine forpligtelser. Gået på arbejde. Aldrig haft en sygedag i hele sit liv. Trukket sin del af læsset. Taget ansvar. Det er der ingen, der gør længere, tager ansvar. Nu er det bare datamater og konsulenter og offentlige pampere, der går på stripklub og sælger sorte lejekontrakter. Skatteparadiser og aktieporteføljer.

Ingen, der gider arbejde. Et helt land fyldt med folk, der bare vil spise frokost dagen lang.

“Det må da også blive dejligt at kunne tage den lidt med ro?”

Sådan sagde de til Ove på arbejdet i går. Da de forklarede, at der var “jobmangel”, og at de ville “udfase den ældre generation”. En tredjedel af et århundrede på samme arbejdsplads, og så kalder de Ove dét. En skide “generation”. For nu er alle enogtredive og har for stramme bukser og er holdt op med at drikke almindelig kaffe. Og ingen vil tage ansvar. En masse mænd med kunstfærdige skæg, der skifter job og skifter koner og skifter bilmærker.

Bare sådan. Så snart det lige passer.

Ove glor ud gennem ruden. Lapsen jogger. Og det er ikke, fordi jogging provokerer Ove, slet ikke. Ove er da ligeglad med, om folk jogger. Det er bare, fordi han ikke fatter, hvorfor man partout skal gøre så stort et nummer ud af det. Have påsmurt de der selvfede smil, som om de er ude for at kurere lungekræft.

De går hurtigt, eller løber langsomt – det er, hvad joggere gør.

18

En mand der hedder Ove.indd 18

25/07/13 20.43

Det er en fyrreårig mands måde at fortælle omverdenen på, at han saftsuseme ikke kan gøre noget rigtigt. Og tilmed at behøve at klæde sig ud som en tolvårig rumænsk gymnast for at kunne gøre det – skulle det virkelig være nødvendigt? Skal man virkelig se ud som OL-landsholdet i bobslæde, bare fordi man skal ud at lunte fuldstændig planløst rundt i tre kvarter?

Og en kæreste har han også, lapsen. Ti år yngre. Det blonde mæhæ, kalder Ove hende. Dingler rundt i kvarteret som en fuld panda på hæle så høje som topnøgler, med klovnemaling i hele hovedet og solbriller så store, at det er umuligt at se, om det er briller eller en hjelm. Hun har også sådan et lille håndtaskekræ, som stæser rundt uden snor og galper og pisser på flisegangen uden for Oves hus. Hun tror ikke, at Ove ser det, men Ove ser det.

Og det var ikke meningen, at livet skulle være sådan her. Det er det hele.

“Det bliver da dejligt at kunne tage den lidt med ro.” Sådan sagde de til ham i går på arbejdet. Og nu står Ove her med sin olieindsmurte bordplade. Det er ikke meningen, at man skal have tid til det på en tirsdag.

Han kigger ud ad vinduet på det identiske hus lige overfor.

Der er åbenbart flyttet en børnefamilie ind. Udlændinge, har Ove opsnappet. Han ved endnu ikke, hvilken bil de har. Man må vel bare håbe, at det i det mindste ikke er en Audi. Eller endnu værre: en japansk.

Ove nikker for sig selv, som om han lige har sagt noget, han er uhyre enig med sig selv i. Kigger op i loftet inde i stuen. Han vil sætte en krog op derinde i dag. Og med det mener han ikke en hvilken som helst krog. Enhver IT-konsulent med en bogstavkombinationsdiagnose og en kønsambivalent striktrøje, som de alle sammen har nu til dags, kan sætte en skide krog op.

19

En mand der hedder Ove.indd 19

25/07/13 20.43

Men Oves krog skal være solid som en klippe. Han har tænkt sig at sætte den så hårdt fast, at når huset bliver revet ned, vil krogen være det sidste element, der bukker under.

Om nogle dage vil her stå en eller anden mæglerlaps med en slipseknude så stor som et babyhoved og ævle om “renoveringspotentiale” og “udlejningseffektivitet”, og han vil kunne sige meget om Ove, den satan, men ikke et ondt ord om Oves krog. Det skal han bare vide.

På gulvet i stuen står Oves lille godt-at-have-kasse. Det er sådan, huset er inddelt. Alle de ting, som Oves kone har købt, er “fine” eller “hyggelige”. Alle de ting, som Ove har købt, er ting, der er gode at have. Ting, der har en funktion. Han opbevarer dem i to forskellige kasser – den store og den lille godt-at-­havekasse. Det her er den lille. Med skruer og søm og topnøgler og den slags. Folk har ikke længere ting, som er gode at have.

Nu til dags har folk kun bras. Tyve par sko, men aner aldrig, hvor skohornet er. Hele huset spækket med mikrobølgeovne og fladskærmsfjernsyn, men kan ikke grave en ordentlig lille beton-plug frem, om så nogen truede dem med en hobbykniv.

I sin godt-at-have-kasse har Ove et helt rum kun til beton-plugs. Han står og betragter dem, som var de skakbrikker.

Det huer ham ikke at fremtvinge beslutninger, der involverer beton-plugs. Det må tage den tid, det skal tage. Hver plug er en proces, hver og en af dem har sit anvendelsesområde. Folk har ingen respekt for helt almindelig hæderlig funktionalitet længere – nu til dags skal alt bare være lækkert og på datamat, men Ove gør tingene, sådan som tingene skal gøres.

“Dejligt at kunne tage den lidt med ro,” sagde de på arbejdet. Kom ind på hans kontor en mandag og sagde, at de ikke ville gøre det om fredagen, eftersom de “ikke ville forstyrre Oves weekend”. “Det bliver dejligt for dig nu, at kunne tage den lidt

20

En mand der hedder Ove.indd 20

25/07/13 20.43

med ro,” sagde de. Hvad ved de om at vågne op en tirsdag og ikke have nogen funktion længere? Med deres Internet og espressoer – hvad ved de om at tage lidt ansvar for ting og sager?

Ove kigger op i loftet. Misser med øjnene. Det er vigtigt, at krogen kommer til at hænge i midten, beslutter han.

Og der står han så, midt i alt dette umådelig væsentlige, da han pludselig fuldstændig hensynsløst bliver afbrudt af en langtrukken, hvinende lyd. Slet ikke ulig den lyd, der kunne opstå, hvis et stort drog forsøgte at bakke en japansk bil med trailer langs hele ydermuren på Oves rækkehus.

En mand der hedder Ove.indd 21

25/07/13 20.43