Det sorteste hjerte

Ulrik

La n g e n

H istorien

o m e t d y b t fa l d i

e n e væ l d e n s K ø b e n h av n

P o l i t i k e n s

F o r l a g

1.

Spektakel

Ingen ved, hvem der kaster den første sten. Men i løbet af få minutter regner sten og kasteskyts mod Magnus Valentins ruder og mod porten ind til ejendommen. En mand bruger sin stok til at hamre glas ind, andre opildner folk til at samle flere sten op fra gaden. Lyden af klirrende glas og tungt faldende sten bliver kun overdøvet af den store menneskemængdes råb. Hundredvis af københavnere er samlet foran bygningen på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne, hvor Valentin har sin forretning. Da ruderne i forretningen er knust, fortsætter folk med at kaste sten mod førstesalen, hvor Valentin bor med sin familie. Sten flyver gennem de knuste ruder og ind i stuerne, mens den skrækslagne Valentin og hans familie har forskanset sig på loftet. Hidsigt sparker nogle drenge på dørene ind til huset.

Det varer ikke længe, før politimesteren flankeret af vægtere, politibetjente og soldater er fremme i gaden. Det er svært at få overblik over situationen. Klokken er hen ad ti om aftenen, den sparsomme gadebelysning hjælper intet mod mørket, og lygterne på husmurene omkring Valentins forretning er smadret. Politimesteren forsøger at tale nogle af de omkringstående til ro – uden virkning. Så bliver styrkerne sat ind. Vægterne, der er kendt for at gå hårdt til værks under den slags uroligheder, går med hævede morgenstjerner løs på de forsamlede og forfølger de flygtende københavnere ned ad sidegaderne.

Men en del vægtere bliver tvunget til at afbryde forfølgelsen, fordi

1. Spektakel

2612-Det-sorteste-hjerte.indd 9

9

05-07-2012 13:42:04

nogen råber “Brand!”. Selvom vægterne gerne bruges til det beskidte arbejde, når et opløb skal slås ned, er deres vigtigste opgave stadig at våge over byen og træde til, hvis der udbryder brand. Flammerne er den største trussel mod en by som København. Derfor må nogle af vægterne opgive slagsmålene for i stedet at tage sig af brandalarmen.

Trods vægternes forvirring bliver opløbet nedkæmpet og menneskemængden jaget væk. Da området er ryddet, fortsætter militæret med at patruljere, indtil der ved midnat er ro i kvarteret. Brandalarmen viser sig at være falsk.1 * * * Det har været en bevæget dag og en dramatisk aften. Angrebet på Valentins forretning og bopæl er blot den sidste i rækken af hændelser, der tirsdag den 2. april 1793 sætter hovedstaden på den anden ende.

Det hele starter, da kongens fogeds assistent sidst på eftermiddagen tropper op i te- og porcelænshandler Michael Brabrands forretning i Christen Bernikowsstræde. Små tre uger tidligere har Brabrand udgivet et harmdirrende skrift, hvori han opregner alle de uretfærdigheder, han har været udsat for i de foregående år.

Skriftet bærer titlen Den mishandlede danske borgers appellation til det danske folk, og Brabrand lægger ikke fingrene imellem. Uden omsvøb angiver han to personer som den direkte årsag til hans ulykke; den ene er den jødiske lotterikollektør Valentin, som Brabrand i længere tid har haft en sag kørende med, den anden er prokurator Bradt, der er anklager i en større sag, Brabrand er involveret i. De to har kastet tehandleren ud i et sandt helvede. Efter udgivelsen af skriftet har Brabrand flere gange optrådt provokerende og opsætsigt mod myndighederne og har sendt nye skrifter på gaden. Nu har man fået nok.

Brabrand må arresteres. Det er derfor, kongens fogeds assistent står i Brabrands forretning.

Højtideligt oplæser fogedassistenten arrestordren, der er udstedt af Danske Kancelli, datidens indenrigs- og justitsministerium.2 Brabrand skal føres ud til indespærring i Kastellet, hovedkvarteret i byens mili-

10

2612-Det-sorteste-hjerte.indd 10

Det sorteste hjerte

05-07-2012 13:42:04

tære fæstning. Han får valget mellem at følge med fogedassistenten til fods eller blive ført af sted i en karet for at undgå for megen opmærksomhed. Brabrand afviser blankt arrestordren.

“Det kan ikke være Hans Majestæts befaling”, siger han, “at jeg skal arresteres. Den slags kan kongen af Danmark ikke gøre – dertil er han alt for retfærdig. Og kancelliets skrivelse bryder jeg mig ikke om. Jeg kan jo ikke vide, hvad det er for personer, som kan have underskrevet den. Jeg går ikke med”.

Længere er den ikke.

Fogedassistenten viser sine papirer til Brabrand og indskærper situationens alvor, men tehandleren nægter pure at følge med – hverken til fods eller i karet. Ud over fogedassistenten og hans folk, en kvindelig ekspedient og Brabrands ældste datter på 11 år er der en del folk forsamlet i forretningen. Flere kommer hele tiden til og samler sig på gaden uden for butikken. En dreng bliver sendt af sted for at fortælle Brabrands venner, at noget er under opsejling. Fogedassistenten er ikke tryg ved situationen og indser, at han intet kan stille op. Derfor sender han en af sine betjente til Hovedvagten på Kongens Nytorv og anmoder om at få militær assistance.

Brabrand beder om lov til at gå ovenpå i sin bolig, hvor hans syge kone opholder sig. Men det tillader fogedassistenten ikke – han vil ikke risikere, at Brabrand pludselig flygter. Af samme grund har han posteret nogle af sine betjente i gården, så Brabrand ikke kan undslippe ad den vej. Grædende henter Brabrands døtre og den kvindelige ekspedient tre af Brabrands bekendte – advokat Thrige, kancelliråd Holm og spækhøker Mosbøll – i håb om, at de kan hjælpe ham. Vennerne ankommer kort efter. Advokaten vil ikke råde Brabrand til hverken det ene eller det andet, mens de to andre mener, at det nok er bedst at følge med, når nu der er tale om en kongelig befaling.

Kort efter baner en officer og en deling soldater sig vej gennem den forsamlede mængde og går ind i forretningen. Fogedassistenten spørger sidste gang Brabrand, om han godvilligt vil følge med. Det vil han ikke. Soldaterne skubber folk til side og griber Brabrand i armene. Fra baglokalet kommer Brabrands tjenestekarl pludselig styrtende og gri-

1. Spektakel

2612-Det-sorteste-hjerte.indd 11

11

05-07-2012 13:42:04

ber sin husbond om livet for at hindre soldaterne i at slæbe ham med.

Brabrand selv sætter sig også til modværge, men kan ikke stille noget op og bliver ført ud af butikken af soldaterne, mens tjenestekarlen stadig forsøger at holde ham tilbage. Ude på gaden må karlen til sidst slippe sit tag i Brabrand, efter at soldaterne har givet ham nogle slag.

Den fysiske overmagt er for stor for tehandleren, men han har et andet våben. Han kan råbe og skrige. Og det gør han i vilden sky.

“Medborgere! De vil slæbe mig i arrest efter en kancelliskrivelse, fordi jeg har talt sandt. Jeg er ganske uskyldig”, råber Brabrand, mens han føres af sted.

Hele vejen fra Christen Bernikowsstræde ud til Kastellet råber Brabrand. Fogedassistenten tysser på ham, og soldaterne prøver at holde ham for munden, mens de slæber af sted med ham. Gadens folk ser forskrækket til, mens en hale af nysgerrige følger med ad Grønnegade, gennem Borgergade ned til Toldbodgade og ud til Kastellet. Da Brabrand ankommer til fæstningen, kan han skimte en skikkelse, der kommer ud af kommandantens bolig. Snart ser han, at det er hans fjende, prokurator Bradt, der er til stede for at overvåge fængslingen.

Tilbage i Brabrands hus er der summende aktivitet. Folk går ind og ud ad døren, mens en større mængde stadig er forsamlet ude på gaden.

Nogle står og taler om, at det er for galt, at en velanset borger som Brabrand skal slæbes gennem byens gader af soldater som en gemen forbryder. Tanken om, at den slags kan ske for andre pæne borgere, er ubehagelig. Hvem vil blive den næste? Nogle af den arresteredes venner taler med Brabrands kone, Louise. Måske var det en idé, hvis hun sammen med parrets børn drog op til kronprinsen på slottet for at bede om nåde for sin mand? Det vil Louise ikke. Hun er gravid, syg og sengeliggende. Alt for svækket til at gå på gaden.

I stedet opstår en anden idé. Brabrands ven advokat Thrige beder Brabrands tjenestepige, kokkepige og amme om at gøre sig klar til at gå. Brabrand-parrets børn bliver klædt pænt på. Med undtagelse af den yngste, der er spæd og derfor er hos Louise, bliver børnene taget ved hånden af de tre tjenestepiger. Ude på gaden er menneskemængden stadig samlet. Da de tre piger med Brabrands seks børn ved hånden

12

2612-Det-sorteste-hjerte.indd 12

Det sorteste hjerte

05-07-2012 13:42:04

træder ud på gaden og sætter kursen mod slottet, følger mængden efter.

Processionen når slotspladsen. Fremme ved slotsporten beder man om at få kronprinsen i tale. Porten åbner, og livgardere strømmer ud og lukker forsvarligt porten bag sig. Den vagthavende officer fortæller de forsamlede, at kronprinsen ikke er til stede, og beder folk forlade pladsen i god ro og orden. Stemningen er anspændt, og vagterne er klar til at gribe ind, hvis der skulle blive optræk til ballade. Tøvende forlader folk slotspladsen uden tumulter. I mindre grupper går folk over broerne og ud i de københavnske gader. Mange vender dog tilbage til Brabrands hus i Christen Bernikowsstræde.

Mørket er ved at falde på. Konturerne af menneskemængden ved Brabrands hus fortoner sig i skygger. Mængden er blevet til én stor levende klump, og det er ikke længere muligt at skille folk fra hinanden.

Det er ellers en blandet skare. Adskillige “velklædte”, som det hedder i de efterfølgende forklaringer, i en skønsom blanding med læredrenge, gadedrenge, arbejdsdrenge og andre af dem, der normalt blot går under betegnelsen “pøbel”. De velklædte er ikke den slags, man normalt ser ved opløb i byen. Og de skiller sig ud fra sværmen af store og små drenge i læderforklæder, brune jakker, uldne trøjer eller arbejdstøj. De velklædte er folk, der hører til Brabrands samfundslag, handelsfolk, advokater og den slags. De kan kendes på deres kalvekrøs, deres moderne runde hatte, deres flotte jakker og dyre spadserestokke.

Enkelte forsøger at dæmpe gemytterne og understreger over for andre velklædte, at man ikke skal blande sig med pøblen. Men det lader til, at de velklædte og pøblen efterhånden er smeltet sammen. Pludselig lyder et råb.

“Ned til Bradt i Boldhusgade!”

Der er enighed om, at man bør gå til prokurator Bradt – Brabrands erklærede fjende – og stille ham til regnskab for den uværdige behandling af Brabrand. “Følg efter mig”, råber en skoflikkerdreng med grønt forklæde og ulden trøje. Med ét drager mængden mod Boldhusgade.

“Bradt, Bradt, Bradt”, bliver der råbt. Mængden når frem til Boldhusga-

1. Spektakel

2612-Det-sorteste-hjerte.indd 13

13

05-07-2012 13:42:04

de, og nogle ser et par af de velklædte pege mod en bestemt bygning.

Det er dér, Bradt bor. Ved Bradts bopæl træder en af husets logerende ud på gaden til de forsamlede og låser porten bag sig.

En lille pukkelrygget mand – velklædt i blå frakke, rød vest og kalvekrøs – træder frem og beder manden hente Bradt. Han er ikke hjemme, forsikrer manden. Men ingen tror den stakkels mand, der endda tilbyder nogle af de velklædte at følge med ham ind i huset og selv få syn for sagen. Det vil de ikke, men erklærer højstemt, at de ikke vil forlade stedet, før Bradt kommer ud. Pludselig fyger nogle sten gennem luften, og en gadelygte smadres. Folk begynder at mase og slå på porten ind til huset. Nu svigter modet den logerende, der løber fra stedet og snart kommer tilbage med militær assistance. Soldaterne rydder resolut gaden.3 Men mængden er ikke sådan at få bugt med. Den deler sig, snor sig gennem gaderne og samler sig igen til et hele. Den næres af råb og ophidselse. “Til Valentin!”, lyder det så. Nu er det Brabrands anden erklærede fjende, der skal stilles til regnskab, og hundredvis af mennesker begiver sig til Valentin, der bor på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne. Taktfast lyder det: “Brabrand ud! Brabrand ud!” Forrest løber en del drenge og samler sten sammen. Nogle snakker tilsyneladende om de penge, de hver især har fået for at samle sten sammen.

“Kom ud! Nu skal vi til jøden Valentin”, bliver der råbt. Efter dem følger flere drenge i selskab med de velklædte. Da de forreste når frem til Valentins hus, bliver gadelygten smadret. Dernæst alle ruderne i huset.

Nogle matroser tilbyder de omkringstående trækugler som kasteskyts.

“Brabrand ud! Brabrand ud!”, lyder det. Politimesteren og nogle af hans folk ankommer, men folk bliver ved med at smide sten ind gennem de smadrede ruder. “Brabrand ud! Brabrand ud!”. Politimesteren jages væk, men kommer tilbage med vægtere og soldater, der går håndfast til værks. Én brækker benet.

Et nyt råb får mængden til at flytte sig. “Til slottet!”. Folk strømmer ned ad Købmagergade, over Højbroen og ind på slotspladsen. Der bliver råbt “Hurra!”. Det lyder tilforladeligt, men det er det ikke. Godt nok råbes der pligtskyldigt hurra, når kongen eller kronprinsens karet

14

2612-Det-sorteste-hjerte.indd 14

Det sorteste hjerte

05-07-2012 13:42:04

kører gennem byen, men hurra er også et kampråb. Der fyger igen sten gennem luften. De forsamlede kræver at få kronprinsen i tale. Vagterne på slotspladsen afviser kravet. Da folk bliver stående, åbner slottets porte sig, og ud strømmer livgardens soldater, der med militær præcision jager mængden ud fra slotspladsen. I stedet vender folk tilbage til Købmagergade og Valentins hus og fortsætter med at kaste sten mod vinduer og døre. Efterhånden har politimesteren fået overblik over situationen og har bedt om at få udkommanderet militære enheder, der nu ankommer til Købmagergade og sammen med vægtere og politifolk rydder gaden og sender mængden på flugt. Først ved midnatstid sænker roen sig over byen.

Ude på Kastellet sidder Michael Brabrand indespærret uden at ane noget om de voldsomheder, hans arrestation har forårsaget. Da han om eftermiddagen er blevet indsat i arresten, har han bedt kommandanten om lov til at få bragt nogle enkelte ting ud til sig. Hans tjenestekarl har været ude med sengelinned, et lille bord og en stol til ham. Brabrand har givet ham en besked med tilbage til Louise om, at hun skal lukke forretningen. Brabrand har meget at tænke på. Hvordan er det kommet så vidt? Hvad skal der nu ske med hans børn? Og hvad med hans gravide kone? Han ved ikke, at han aldrig skal se hende igen.

På regeringens ordre holdes Brabrand nu indespærret. Han bliver anset for en meget farlig mand. En fjende af staten.

1. Spektakel

2612-Det-sorteste-hjerte.indd 15

15

05-07-2012 13:42:04