Den yngste tempelridder 2

Michael P. Spradlin

Den yngste tempelridder

skæbnens vej

På dansk ved Lærke Pade

Politikens Forlag

Tempelridder 2.indd 3

20/01/12 14.29

Prolog

Værelset var opfyldt af et blændende lys, der var så stærkt, at jeg måtte lukke øjnene. Et langt bord med kridhvid dug stod midt i rummet. Midt på bordet stod Gralen. Jeg kunne ikke nå den, og det gjorde mig ængstelig, at den var så langt væk.

Sir Thomas sad tavs for den ene ende af bordet i sin velkendte hvide tunika med et højrødt kors på brystet. Han smilede og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig i stolen ved siden af hans. Jeg satte mig ned.

“Du har gjort det godt, min dreng,” sagde sir Thomas.

Jeg fnøs.

“Sir, jeg har fejlet. Helt og aldeles. Jeg gjorde, hvad du bad mig om. Jeg nåede sikkert til Tyr og fandt et skib, men så blev det stormvejr, og nu er jeg druknet, og Gralen er gået tabt sammen med mig,” sagde jeg og bøjede hovedet, fordi jeg skammede mig over at have skuffet ham.

“Tristan?”

Jeg så op.

“Du har ikke skuffet mig. Gralen er i sikkerhed, som du kan se,” sagde han.

7

Tempelridder 2.indd 7

20/01/12 14.29

Jeg kastede et blik på kalken på bordet, men rystede på hovedet, for jeg vidste, at jeg slet ikke burde befinde mig i dette værelse.

Jeg var ved at drukne ude på havet, og Gralen ville gå til grunde sammen med mig. Hvordan kunne sir Thomas sige, at jeg ikke havde svigtet? Det eneste, der ville have været værre, var, hvis sir Hugh havde fået fat i Gralen.

“Sir Thomas, jeg har ingen anelse om, hvordan jeg er havnet her, men det her er helt forkert. Gralen er sunket ned på bunden af havet, og det samme er jeg. Jeg er ked af det, herre. Virkelig ked af det.”

Han smilede. Det hvide lys i rummet samlede sig omkring ham.

Jeg hørte en velkendt summende lyd, men nu kom den ikke fra Gralen, men fra alle retninger.

“Du skal ikke være bange, min dreng,” sagde sir Thomas. “Du er i sikkerhed. Gralen er i sikkerhed.”

“Herre ...” svarede jeg, men sir Thomas var væk. Der var kun lyset og lyden tilbage.

Min stol var væk. Jeg opdagede, at jeg stod op, og at Gralen stadig stod midt på bordet. Jeg rakte ud efter den, men den var hele tiden uden for rækkevidde. Sir Thomas dukkede op ved siden af mig igen, denne gang med en spand vand i hånden. Han sagde ikke noget, men øste vandet ud over mit hoved, så jeg kom til at hoste og sprutte.

“Sir Thomas ... hvad ...,” men han var væk igen.

Rummet begyndte at bølge, og jeg blev slynget til gulvet. Sir Thomas stod over mig med endnu en spand vand. Denne gang smed han den lige i ansigtet på mig, og jeg kom til at sluge en hel del. Da jeg så op igen, var sir Thomas væk.

8

Tempelridder 2.indd 8

20/01/12 14.29

Hvad var det, der skete med mig? Hvorfor hjalp han mig ikke?

Jeg var nødt til at få fat på Gralen, men han stillede sig i vejen. Var det en prøve af en eller anden art? Havde jeg fejlet igen?

Jeg kæmpede for at komme op at stå, men værelset bølgede frem og tilbage, som om en eller anden kæmpe havde samlet det op og muntrede sig med at bruge det som rangle. Jeg slingrede hen over gulvet og stødte ind i bordet. Gralen begyndte at vakle. Åh nej.

Forgæves forsøgte jeg at kravle fremad. Hvis jeg kunne nå den, ville jeg gemme den godt i min taske, så den var i sikkerhed, indtil jeg fandt ud af, hvordan jeg kom ud af dette her værelse. Så ville jeg finde den kæmpe, der rystede værelset, og fælde ham med mit sværd.

Værelset holdt op med at svaje, lige så pludseligt som det var begyndt. Sir Thomas var der igen, og denne gang holdt han Gralen frem mod mig.

“Held og lykke, Tristan,” sagde han. Jeg tog bægeret mellem hænderne og trykkede det mod mit bryst.

Så var han væk. Værelset var væk. Kun det blændende hvide lys var tilbage.

Hvad var der sket med mig?

Tempelridder 2.indd 9

20/01/12 14.29

Frankrigs sydkyst Oktober 1191

Tempelridder 2.indd 11

20/01/12 14.29

1

assd f g f FAg hjjk

H

avet rejste sig som en mur og skubbede mig ned under overfladen. Jeg kæmpede mig op for at få luft, mens vandet steg og bølgede frem og tilbage. Jeg prøvede at komme i tanker om, hvor jeg var. Skibet var blevet kastet hid og did

FA

af bølgerne, og jeg var blevet slynget i havet. Jeg havde ingen anelse om, hvor længe jeg havde været i vandet, men jeg kunne huske, at jeg havde set den knækkede mast komme susende imod mig. Det var det eneste, jeg kunne huske. Et sted oven over vinden syntes jeg, jeg kunne høre Robard, der skreg, men det lød svagt og fjernt.

Jeg havde også en smag af blod i munden.

Månen var helt skjult bag uvejrsskyerne. Det var så mørkt, at jeg ikke kunne se en hånd for mig. Jeg vågnede langsomt af bevidstløsheden, men var fuldstændig desorienteret over for­nem­ mel­sen af det vrede hav, der steg og faldt. Jeg vidste ikke, hvad der var op, og hvad der var ned. Jeg vidste bare, at jeg var våd. Og at jeg ærlig talt var lidt træt af det hele.

Jeg brød igennem vandoverfladen, indsugede den friske luft og mærkede efter, om jeg stadig havde min skuldertaske på. Det havde 13

Tempelridder 2.indd 13

20/01/12 14.29

jeg gudskelov. Den brusende lyd af vandet bag mig steg igen, og jeg bandede. Men nu var vandet over mig, og jeg blev slynget ned mod bølgens dal, hvorefter toppen af bølgen kastede mig op i luften. Jeg ramte vandoverfladen med et brag, liggende på ryggen, og al luften forsvandt fra mine lunger.

En ny bølge bar mig opad og slyngede mig ned igen, og denne gang ramte jeg noget hårdt. Først troede jeg, det var en klippe, men da bølgen trak sig tilbage, kunne jeg mærke havbunden med fødderne. Flere bølger kastede sig imod mig, men da de trak sig tilbage mod havet, kunne jeg stå ret op og ned. Jeg vidste ikke, hvilken retning jeg skulle bevæge mig i. Det var mørkt, og den hylende blæst og regn piskede mig i ansigtet. Men så var det, som om Gud ville give mig en chance for at kæmpe mig tilbage (eller også ville han holde mig i live lidt længere, så han kunne pine mig endnu mere en anden gang). For pludselig blev himlen oplyst af et lyn, og i et kort glimt så jeg land forude: en kystlinje med træer og klipper i det fjerne.

Jeg skreg af glæde og kæmpede mig i den retning, lynet havde vist. Havet blev mere og mere lavvandet, for hvert skridt jeg tog, og inden længe nåede det mig kun til livet, så til knæene. Jeg opbød mine allersidste kræfter og plaskede fremad, indtil jeg havde sand under fødderne. Så faldt jeg sammen på bredden.

Jeg vågnede med en smag af sand i munden. Det var salt og kna­sende, og der kom lys et sted fra. Hvor var Robard og Maryam og hunden? Hvorfor kunne jeg ikke se dem? Faktisk kunne jeg ikke rigtig se noget som helst, eftersom mine øjne var fulde af sand. Jeg blinkede for at få sandet væk, men det lykkedes kun delvist.

Det var dejligt at ligge så fredeligt ned, men så begik jeg den 14

Tempelridder 2.indd 14

20/01/12 14.29

fejl at prøve at løfte hovedet, hvorefter verden drejede rundt og forsvandt. Jeg sank ind i bevidstløsheden.

Da jeg kom til mig selv igen, var jeg ubevægelig, men stadig meget våd.

Jeg åbnede mit højre øje, vrikkede med fingrene og var lykkelig for at se, at jeg stadig kunne få dem til at bevæge sig. Jeg ved ikke rigtig, hvor længe der gik, før jeg prøvede at bevæge andre af mine lemmer. Jeg knyttede en hånd. Ingen smerte. Øm over hele kroppen borede jeg min næve ind i sandet og rejste mig op på den ene albue. Nu var det dag, og solen stod højt på himlen, så det måtte være midt på dagen. Der var et skovbryn omkring 200 meter længere inde på land.

Jeg skubbede mig op på alle fire og ømmede mig, da jeg mærkede et stik af smerte i mit venstre knæ. Jeg havde en vag erindring om at have stødt knæet ind i et eller andet i nattens løb, mens jeg blev slynget omkring af bølgerne. Min højre albue værkede også, men den føltes ikke brækket. Da svimmelheden forsvandt, rejste jeg mig endelig helt op.

Jeg kunne ikke rette ryggen helt ud og overvejede, om jeg mon havde brækket nogle ribben. Jeg så ud mod havet, der nu var roligt.

Der var ikke den mindste antydning af det raseri, jeg var blevet konfronteret med natten forinden.

Jeg spejdede op og ned af stranden, men kunne kun se nogle få hundrede meter i hver retning, før kystlinjen bugtede sig ud af syne.

“Robard! Maryam!” råbte jeg, men ingen svarede. Kun skræp fra et par strandfugle brød stilheden.

“Kaptajn Denby!”

15

Tempelridder 2.indd 15

20/01/12 14.29

“Lille tøs!” Intet. Ingen svarede tilbage.

Jeg satte mig for at skridte stranden af, men sank sammen efter ganske få meter, for træt til at gå længere. Jeg lod mig glide ned i sandet og faldt snart i søvn.

Da jeg vågnede, stod der seks mennesker omkring mig. To af dem var unge kvinder, fire var mænd. De holdt tøjlerne til hver deres hest.

Og de havde alle sammen et sværd rettet imod mig.

Tempelridder 2.indd 16

20/01/12 14.29