Den sidste gode mand

IR A S T G

SL Æ E

E V RP Ø

NSOLGTY TILDUDGIVELS A N ESI KMERE KENDR8 ILANDEM I UDK OMM ER 14. OKT OBE R 2010

1

ANNONCEINDSTIK

MESTERLIG DANSK KRIMIDEBUT SOLGT TIL UDGIVELSE I FINLAND, FRANKRIG, HOLLAND, ITALIEN, JAPAN, NORGE, RUSLAND, SVERIGE OG TYSKLAND.

”Vi er vilde med ’Den sidste gode mand’. Takket være en unik kombination af åndeløs action, psykologisk dybde og meget tankevækkende temaer mener vi, at denne bog åbner nye perspektiver for krimigenren, og den bør derfor præsenteres for de hollandske læsere så hurtigt som muligt. Vi er glade for at byde A.J. Kazinski velkommen og glæder os til at have ’Den sidste gode mand’ som den vigtigste bog på vores program til næste år.”

- Nele Hendrickx, forlaget De Geus, Holland

”’Den sidste gode mand’ er en ægte ‘pageturner’, som man ikke slipper før man er nået til den sidste side. Den opleves som ny og anderledes, den har mange lag og en særdeles intelligent intrige - og en begavet og overraskende slutning som vil være en stor og tilfredsstillende fornøjelse for læseren.

Vi har virkelig hæftet os ved Niels Bentzon fra Københavns Politi og vil meget gerne møde ham i endnu en bog.”

- Viveca Peterson, forlaget Forum, Sverige

”En forrygende og velskrevet spændingsroman som holder sin læser fanget fra første til sidste side. I den hæsblæsende jagt på den sidste gode mand kommer vi vidt omkring i samtidens store emner som klima og terrorisme, og samtidig indflettes et af livets store spørgsmål - det gode. Hvem er de gode mennesker, og hvad er det gode?

På smukkeste vis kobles naturvidenskab og spiritualitet, og bogen bliver samtidig en fortælling om skæbne og medmenneskelighed. Den kan varmt anbefales!”

Marianne Møller, boghandler Kristian F. Møller, Århus

Se flere udtalelser om DEN SIDSTE GODE MAND på bagsiden.

2

den sidste gode mand Han leder efter det gode, men finder det onde Niels Bentzon er gidselforhandler hos Københavns Politi. Det er ham der dukker op når en hjemvendt soldat truer med at begå selvmord eller en psykopat tager kvinder og børn som gidsler. Niels Bentzon er derfor vant til at se fortvivlelsen og ondskaben i øjnene. Men en decemberdag vendes tingene på hovedet da der via Interpol indløber en advarsel hos Københavns

a.j. kazinski

Politi: Der er blevet begået en række mord på gode mennesker overalt i verden: Børnelæger, nødhjælpsarbejdere, menneskerettighedsforkæmpere, miljøfolk. Alle ligene har tal brændt ind i huden på ryggen. Forskellige tal skrevet med forskellige talsystemer.

Niels får til opgave at finde og advare de gode mennesker i Danmark.

Første gang læseren møder politimanden Niels Bentzon er han blevet kaldt ud til et gidseldrama.

gennem afspærringen.

- Han har affyret tre eller fire skud og har et gidsel.

- Hvad ved vi om gidslet?

- Ingenting.

- Er der børn?

- Vi ved ingenting, Niels. Leon er inde i opgangen. Han pegede.

København, tirsdag d. 15. december 2009 Iskolde timer i Nordvest.

Regnen trommede hårdt på politibilens tag i en afslappende, monoton rytme. Dråberne var blevet tungere.

Snart ville regnen over København krystallisere sig og lande som blød sne i stedet, tænkte Niels Bentzon mens han med rystende fingre forsøgte at pille den næstsidste cigaret ud af pakken.

Gennem de duggede ruder var verden omkring ham et uigennemtrængeligt slør af vand, mørke og skiftende lys fra biler der kørte forbi. Han lænede sig tilbage. Stirrede ud i ingenting. Han havde hovedpine og takkede højere magter for at indsatslederen havde bedt ham blive i bilen og vente.

Niels havde det svært med Dortheavej. Måske på grund af områdets særlige evne til at tiltrække ulykker. Det skulle heller ikke undre ham om det i nat var tørvejr i resten af København.

Niels forsøgte at huske hvem der havde bosat sig først: Islamisk trossamfund eller Ungdomshuset. To organisationer der fungerede som en åben invitation til ballademagere.

Alle politifolk vidste det: Et opkald over politiradioen om assistance til Dortheavej i Nordvest betød enten bombetrusler, demonstrationer, brandstiftelse eller gemen vold.

Niels havde været med da de skulle rømme det gamle ungdomshus; næsten hver eneste betjent i landet havde været indkaldt. Det havde været en beskidt affære. Han brød sig ikke om det. Niels var endt i en sidegade hvor han forsøgte at pacificere to meget unge mænd med meget store køller. Niels blev ramt på venstre arm og de nederste ribben.

Hadet strålede ud af de unge; en supernova af frustrationer rettet mod Niels. Da han endelig fik hamret den ene i asfalten og smidt håndjern på ham, skreg den unge mand de grimmeste gloser ind i hovedet på ham. Dialekten var ikke til at tage fejl af: Nordsjælland, Rungsted. De riges afkom.

I nat var det dog hverken den vrede ungdom eller islamisterne der satte gang i gaden, men en hjemsendt soldat der brugte det overskydende krudt på sin familie.

- Niels!

Niels overhørte at det bankede på ruden. Der var stadig trekvart cigaret tilbage.

- Niels. Så er det nu.

To dybe hvæs inden han steg ud i regnen.

Betjenten, en helt ung fyr, så på ham. – Sikke et vejr.

- Hvad ved vi? Niels smed smøgen fra sig og banede sig vej

Fuck dig!! havde en ærlig sjæl ridset i væggen lige over navneskiltene. Opgangen var både en ruin og et testamente over de sidste års politiske beslutninger: Bevar Christiania, fuck Israel og dræb panserne, nåede Niels at læse inden den rustne hoveddør smækkede i bag ham. Han var blevet gennemblødt på et øjeblik.

- Regner det?

Niels kunne ikke afgøre hvem af de tre betjente på trappen der forsøgte at være morsom.

- Er det anden sal?

- Yes sir.

Måske grinede de bag hans ryg da han fortsatte op ad trappen. På vejen passerede han yderligere et par helt unge betjente med skudsikre veste og automatvåben. Det var ikke blevet en bedre verden siden Niels blev optaget på politiskolen for mere end 20 somre siden. Tværtimod. Man kunne se det i øjnene på de unge betjente. Hårde, kolde, uimødekommende.

- Tag det roligt, drenge, vi skal nok komme levende hjem, hviskede Niels da han passerede dem.

- Leon? råbte den ene af betjentene. - Forhandleren er på vej op.

Niels vidste præcis hvad Leon stod for. Hvis man tvang Leon til at vælge et motto, ville det lyde: Operationen lykkedes, men patienten døde.

- Er det min ven Damsbo? Leon råbte oppe fra afsatsen inden Niels rundede hjørnet.

- Jeg vidste ikke du havde venner, Leon.

Leon sprang to trin ned og så overrasket på Niels med begge hænder fæstnet om den lille Heckler & Koch-maskinpistol.

- Bentzon? Hvor fanden har de gravet dig op?

Niels så ind i Leons øjne: Døde, grå - en spejling af gennemsnitsvejret i november.

Det var længe siden Niels havde set Leon sidst. Niels havde haft sygeorlov i seks måneder. Leons skægstubbe var blevet hvide, og hårgrænsen havde trukket sig tilbage og efterladt en parkeringsplads til rynker.

- Jeg troede de ville sende Damsbo.

- Damsbo er syg. Munkholm er på ferie, svarede Niels og 3

den sidste gode mand skubbede maskinpistolens munding væk fra sig selv.

- Kan du klare det, Bentzon? Det er længe siden, er det ikke?

Er du stadig på medicin?

Et nedladende smil formede sig på Leons læber inden han fortsatte: - Er det ikke mest fartbøder du render og udskriver for tiden?

Niels rystede på hovedet og forsøgte at skjule at han var forpustet. I stedet lod han som om de dybe indåndinger var et udtryk for eftertænksomhed. - Hvor slemt er det? spurgte han.

- Peter Jansson, 27. Han er bevæbnet. Veteran fra Irak. Har vist endda fået en medalje. Nu truer han med at skyde hele familien. En kollega fra forsvaret er på vej. Måske han kan få ham til at slippe børnene inden han pløkker sig selv.

- Måske kan vi endda tale ham fra at pløkke sig selv? Niels så hårdt på ham. - Hvad siger du, Leon?

- Hvornår fanden går det op for dig, Bentzon? Der er typer der ikke er pengene værd. Fængselsstraf, invalidepension, you name it.

Niels nægtede at hoppe på Leons vogn af kynisme og overhørte resten af hans bredside: - Han kommer til at koste skatteyderne en middelsvær formue.

- Er der andet, Leon? Hvad ved vi om lejligheden?

- Der er to stuer. Man går direkte ind i den første stue, ingen entré. Vi tror han befinder sig i den til venstre. Eller i soveværelset bagest i lejligheden. Der har været skud, vi ved der er to børn og en kone. Eller ekskone. Måske kun et barn og et plejebarn.

Niels så spørgende på Leon.

- Ja, historien varierer lidt afhængigt af hvilken nabo du spørger. Går du ind?

Niels nikkede.

- Han er desværre ikke helt idiot.

- Hvad mener du?

- Han ved der kun er én måde han kan sikre sig at forhandleren ikke skjuler et våben og en sender.

- Du siger han vil have mig til at smide klunset?

Dyb indånding. Leon så medlidende på Niels og nikkede.

- Jeg forstår godt hvis du ikke vil. Vi kan vælge at storme i stedet.

- Nej. Det er okay. Jeg har prøvet det før. Niels løsnede sit bælte. …

a.j. kazinski

kommer kun for at tale med dig.

Niels stod stille i entréen og lyttede. Ikke et ord til gengæld, kun stanken af liv der var gået i opløsning.

Langsomt vænnede hans øjne sig til mørket.

Langt væk gøede en Nordvest-køter. I nogle sekunder var han overladt til sin lugtesans: krudt. Niels’ fod stødte på patronerne. Han samlede den ene patron op. Den var stadig varm. Niels læste indgraveringen i bunden af metallet: 9mm.

Den kaliber kendte Niels godt. Han havde endda haft æren af at modtage et tysk produceret projektil i låret af netop den kaliber for tre år siden. Et eller andet sted i øverste skuffe hjemme i Kathrines chatol havde han gemt projektilet som kirurgen havde fisket ud. En 9mm Parabellum. Verdens mest brugte kaliber. Navnet Parabellum stammede fra latin. Niels havde googlet det: Si vis pacem, para bellum - Ønsker du fred, så bered dig på krig. Det var den tyske våbenfabriks motto.

Deutsche Waffen und Munitionsfabriken. Det var dem der havde leveret al ammunitionen til den tyske hær i de to krige. Sikke en fred det havde bragt dem.

Niels lagde patronen på gulvet hvor han havde fundet den. Han stod et øjeblik og sundede sig. Det ubehagelige minde skulle forlade ham før han kunne fortsætte. Ellers ville angsten overtage. Den mindste vibration i stemmen ville gøre gidseltageren nervøs. Kathrine. Han tænkte på Kathrine. Det skulle han lade være med, ellers kunne han ikke fortsætte.

- Er du okay, Bentzon? hviskede Leon et sted bag ham.

- Luk døren, Leon, svarede Niels hårdt.

Leon adlød. Passerende billygter fra gaden kastede lys gennem vinduerne, og Niels fik øje på sig selv i ruden. Bleg, skræmt, nøgen og forsvarsløs. Han frøs.

- Jeg står i din stue, Peter. Mit navn er Niels. Jeg venter på at du taler til mig.

Niels var rolig. Helt rolig. Det kunne tage det meste af natten at forhandle, det vidste han. Men så lang tid brugte han som regel ikke. Det vigtigste i en gidselsituation var at man lærte så meget som muligt om gidseltageren på kortest mulig tid. At man lærte noget om mennesket bag truslen.

Først når man så mennesket, var der håb. Leon var idiot. Han så kun truslen. Derfor endte han altid med at skyde.

Niels ledte efter spor af mennesket Peter i lejligheden. De afgørende detaljer. Han så på fotografierne på køleskabet: Peter sammen med sin kone og to børn. Under billederne af børnene var der skrevet Clara og Sofie med magneter. Ved siden af stod der Peter og Alexandra. Clara - den ældste - var en stor pige. Måske teenager. Bøjle og bumser. Der var år imellem de to piger. Sofie kunne ikke være mere end seks.

Helt lys og fin. Hun lignede sin far. Clara lignede hverken moren eller faren. Måske hun var medbragt fra et tidligere ægteskab. Niels tog en dyb indånding og gik tilbage i stuen.

- Peter? Er Clara og Sofie sammen med dig? Og Alexandra?

- Fis af, lød det beslutsomt fra bageste ende af lejligheden.

I samme sekund gav Niels’ krop efter for kulden, og han begyndte at ryste let. Peter var ikke desperat. Han var determineret. Desperation kunne man forhandle med, beslutsomhed var værre. Endnu en dyb indånding. Slaget

Niels Bentzon havde været ved drabsafdelingen i 15 år til næste sommer. De sidste ti år som forhandler - den slags man sender ind i gidselsituationer, eller når folk truer med selvmord. Det var altid mændene. Når aktierne styrtdykkede og økonomerne varslede finanskrise, kom våbnene på bordet. Det overraskede altid Niels hvor mange våben der var ude i de små hjem. Håndvåben fra Anden Verdenskrig.

Jagtgeværer og salonrifler uden tilladelse.

- Niels Bentzon, jeg er politimand. Jeg har intet tøj på som du har bedt om. Jeg har ingen våben og ingen sender. Han skubbede forsigtigt døren op. - Kan du høre mig? Jeg hedder Niels. Jeg er politimand og ubevæbnet. Jeg ved du er soldat, Peter. Jeg ved det er hårdt at tage andre menneskers liv. Jeg 4

a.j. kazinski

den sidste gode mand

var ikke tabt endnu. Find ud af hvad gidseltageren vil have. Det vigtigste overhovedet for en forhandler. Og hvis han ikke vil have noget, så hjælp ham med at finde et ønske - bare et eller andet. Det handlede kun om at få hjernen til at skue fremad igen. Lige nu befandt Peters hjerne sig i sine sidste minutter, det kunne Niels høre på det selvsikre tonefald.

- Sagde du noget? spurgte Niels for at trække tiden ud.

Intet svar.

Niels så sig omkring. Han manglede stadig den detalje der kunne løsne situationen op. Solsikke-tapet, store solsikker fra gulv til loft. Noget blandede sig i lugten af fugt og hundepis.

Frisk blod. Niels’ øjne fandt kilden til lugten i hjørnet, krøllet sammen på en måde som man ikke skulle tro muligt.

Alexandra havde taget to kugler lige i hjertet. Det var kun på film man tog pulsen, i virkeligheden så man et gabende hul i hjertet og et liv der var gået til spilde. Hun stirrede på Niels med vidt åbne øjne. Niels kunne høre forsigtig gråd fra et af børnene.

- Peter? Jeg er her stadig. Mit navn er Niels …

En stemme afbrød ham: - Dit navn er Niels, og du er politimand. Jeg har hørt dig!

Og jeg har sagt du skal fise af.

En dyb, beslutsom stemme. Hvor kom den fra?

Badeværelset? Hvorfor helvede havde Leon ikke skaffet en plantegning?

- Du vil have jeg skal gå?

- Ja, for helvede.

- Men det kan jeg desværre ikke. Mit job er at være her indtil det er overstået. Uanset hvad der sker. Det ved jeg du kan forstå. Du og jeg, Peter. Vi har begge et arbejde der kræver at man bliver, selv om det er umuligt.

Niels lyttede et øjeblik. Han sad stadig ved liget af Alexandra. I hånden knugede hun et stykke papir. Musklerne var ikke blevet stive endnu, og det var ikke svært at vriste brevet fra hende. Niels rejste sig; ved vinduet udnyttede han Dortheavejs gadelys. Brevet var fra forsvaret. En afskedigelse.

Alt for mange ord, tre sider. Niels skimmede hurtigt.

Personlige problemer… ustabil ... uheldige hændelser… tilbud om hjælp og omskoling. I nogle sekunder følte Niels at han var fanget midt i en tidslomme. At han havde sneget sig ind i det sidste fotografi af familien. Han så situationen for sig: Alexandra finder brevet. Peter er blevet fyret. Familiens eneste indtægt. Fyret mens han samtidig kæmper med at fordøje alt det lort han har set og gjort i nationens tjeneste. Niels vidste at de aldrig talte om det. Soldaterne i Irak og Afghanistan. De ville ikke besvare det mest åbenlyse spørgsmål: Skød du? Tog du liv? De svarede altid undvigende. Mon ikke det var så simpelt at de skud soldaterne affyrede, og som rev deres fjenders vener, årer og organer i stumper og stykker, gjorde næsten lige så stor skade på afsenderens sjæl?

Peter var blevet fyret. Han var rejst af sted som en rigtig mand og vendt hjem som et vrag. Og Alexandra kunne ikke magte det. Hun tænkte først og fremmest på børnene, det gør en mor. En soldat skyder, og en mor tænker på sine børn. Måske råbte hun ad ham, skreg. At han var uduelig,

at han svigtede. Og så gjorde Peter det han havde lært: Når konflikter ikke kan løses på fredelig vis, så skyder man fjenden. Alexandra var blevet fjenden.

Endelig.

Endelig havde Niels den detalje han skulle bruge: Han skulle tale til Peter som soldat. Han skulle tale til hans ære, til hans mandighed.

Maniodepressiv. Niels hørte Leon hviske med de andre betjente på den anden side af døren. Han vidste godt at det var det ord der blev brugt om ham. Og han vidste også hvad betegnelsen dækkede over i deres ordbog: gak i låget. Men Niels var ikke maniodepressiv. Nogle gange var han bare lidt oppe at køre. Og til tider var han helt nede i kælderen. Sidste tur i kælderen havde taget et par måneder.

Niels betragtede sine nøgne ben, mens han trådte ud midt på gulvet. De rystede stadig; kulden gjorde det vanskeligt at opnå den ønskede selvkontrol. Et kort sekund overvejede han at stikke af. Flygte. Lade Leon klare situationen på den hårde måde. Selv havde han aldrig affyret sin tjenestepistol.

Og ville aldrig komme til det. Det vidste han. Han kunne ikke. Måske var det den simple forklaring på at han var endt som forhandler - det eneste job i politiet hvor man aldrig har våben med.

Niels rømmede sig og råbte: - Peter! Tror du jeg er idiot?

Niels gik to skridt nærmere soveværelset.

- Tror du ikke jeg ved hvordan det føles? At have et arbejde som du og jeg.

Han vidste Peter lyttede. Han kunne høre hans vejrtrækning. Nu handlede det om at vinde hans tillid så han kunne få ham til at slippe børnene.

- Folk ved ikke hvordan det er at tage et liv. At det føles som om man også tager sit eget.

Niels lod sætningerne stå alene i nogle sekunder.

- Tal til mig, Peter! råbte han kommanderende. Det hårde tonefald overraskede også ham selv. Men Peter var soldat, han skulle have en ordre.

- Jeg sagde: Tal til mig, menig!

- Hvad vil du? råbte Peter fra soveværelset. Han gentog: Hvad fanden vil du?

- Nej! Hvad vil du, Peter? Hvad vil du? Vil du gerne væk herfra? Det kan jeg fandeme godt forstå. Det er en grim verden.

Intet svar.

- Jeg kommer ind til dig nu. Jeg er ubevæbnet, jeg har intet tøj på som du har bedt om. Jeg skubber langsomt døren op så du kan se mig.

Niels tog de tre skridt hen til døren.

- Jeg åbner døren nu.

Han ventede et par sekunder. Det var afgørende at han fik styr på sin vejrtrækning. Han måtte ikke vise nogen form for nervøsitet. Han lukkede øjnene et sekund. Åbnede dem og skubbede døren op. Han stillede sig i døråbningen.

Der lå en pige på sengen. 14-15 år. Clara. Den førstefødte.

Hun lå livløs. Blod på sengetøjet. Peter sad ovre i hjørnet af soveværelset og så overrasket på den nøgne mand i døren.

5

den sidste gode mand Soldaten havde taget sin uniform på. Hans blik flakkede.

Han var et såret dyr. Han havde et jagtgevær i hånden som han pegede på Niels med, og en tom flaske et eller andet stående mellem benene.

- Du bestemmer ikke over mig, hviskede Peter. Han lød ikke så selvsikker længere.

- Hvor er Sofie?

Peter svarede ikke, men der kom små lyde under sengen.

Han sænkede riflen og lod mundingen pege på den lille Sofie som lå og krøb sammen inde under sengen.

- Vi skal væk herfra, sagde soldaten og så Niels i øjnene for første gang.

Niels fastholdt hans blik. Nægtede at slippe det: - Ja. Vi skal væk herfra. Men Sofie skal ikke.

- Jo, hele familien.

- Jeg sætter mig ned nu.

Niels satte sig. Blod fra den døde pige dryppede fra sengegærdet ned på gulvet og ramte Niels’ nøgne fod. En tung stank af gamle dyner og alkohol hang i luften. Niels lod et par øjeblikke gå af sig selv. Peter var ikke klar til at skyde sin mindste datter, det kunne han mærke. Der findes mange måder at forhandle med gidseltagere på, mange teknikker.

Så mange at Niels var sakket bagud da hans to kolleger havde været på kursus i USA hos selveste FBI. Niels skulle også have været med, men hans rejsefobi holdt ham hjemme.

Alene tanken om at sætte sig ind i et tonstungt jernskrog og hænge over Atlanten i små 40.000 fods højde gjorde det umuligt for ham. Resultatet var ganske forudsigeligt: Cheferne benyttede ikke Niels mere. Kun hvis der var sygdom og ferie som her til aften.

Håndbogen fortalte at det næste skridt skulle være at indlede forhandlinger med Peter. At få ham til at opstille nogle ønsker eller krav, hvad som helst. Bare et eller andet der kunne trække tiden ud og få hans hjerne til at slappe af.

Det kunne være noget helt banalt. Lidt mere whisky eller en smøg. Men Niels havde droppet håndbogen for længe siden.

- Sofie!

Niels råbte igen. - Sofie!

- Ja, lød det under sengen.

- Nu skal din far og jeg tale lidt sammen. Det er voksensnak.

Vi vil gerne være alene!

Niels talte hårdt, meget hårdt, og han fjernede ikke blikket fra Peters øjne et sekund. Sofie svarede ikke. Niels var nu Peters officer, hans overordnede, hans allierede.

- Nu skal du gøre som din far og jeg siger! Gå ud nu. Ud i opgangen!

Endelig hørte Niels at hun rørte på sig under sengen.

- Du skal ikke se på os! Gå ud nu, sagde Niels højt.

Han hørte de små skridt gennem stuen og hoveddøren blive åbnet og lukket. Tilbage var Niels, Peter og liget af en teenagepige.

Niels granskede soldaten. Peter Jansson, 27 år. Afskediget soldat. En vaskeægte dansk helt. Peter havde nu vendt geværet og placeret mundingen under sin hage.

Soldaten lukkede øjnene. Niels kunne næsten høre Leon hviske ude fra opgangen: - Lad ham gøre det, Niels. Lad

a.j. kazinski

tossen blæse hjernen ud på sig selv.

- Hvor vil du gerne begraves?

Niels var helt rolig. Han talte til soldaten som var de dybt fortrolige.

Peter åbnede øjnene. Uden at se på Niels. Han så opad, måske var han troende. Niels vidste at mange af de udsendte soldater benyttede feltpræsten mere end de ville indrømme.

- Vil du brændes?

Soldaten strammede grebet om geværet.

- Er der noget jeg skal sige videre? Jeg er jo den sidste der ser dig i live.

Ingen reaktion fra Peter. Han trak vejret tungt. Denne sidste handling - at tage sit eget liv - krævede åbenbart mere mod end at tage konens og datterens liv.

- Peter, er der nogen jeg skal opsøge for dig? Nogen du ønsker at overbringe en sidste besked?

Niels talte til Peter som om han stod med den ene fod i himmerige. Ved porten til den næste verden.

- De ting du oplevede i Irak. Dem burde intet menneske opleve.

- Nej. - Og nu vil du videre.

- Ja. - Det forstår jeg godt. Er der noget du gerne vil huskes for?

Noget godt.

Peter tænkte. Niels kunne se, han havde fat i noget. For første gang tænkte Peter på andet end at blæse knoppen af sig selv og sin familie og hele denne forpulede verden. Derfor holdt Niels fast: - Peter! Svar mig! Du har gjort noget godt! Hvad var det?

- Der var en familie … en landsby uden for Basra der var under heftig beskydning, begyndte Peter, men Niels kunne se på ham at han ikke havde kræfterne.

- Der var en irakisk familie? Dem reddede du.

- Ja. - Du har reddet liv. Ikke kun taget liv. Det vil blive husket.

Peter sænkede geværet. Lod et øjeblik paraderne falde som en bokser der er ramt.

Niels reagerede lynhurtigt. Han var straks henne ved soldaten og greb fat i geværløbet. Peter så overrasket på Niels. Han havde ikke tænkt sig at slippe. Resolut smækkede Niels ham en på hovedet med bagsiden af hånden.

- Slip! råbte han til Peter.

Niels troede først det var Peter der rallede og stønnede. Men han sad bare og lignede én der havde givet op. Niels stod med riflen i hånden og vendte sig om. Pigen på sengen bevægede sig.

- Leon! råbte Niels.

Betjentene stormede ind. Leon var forrest, altid forrest. De kastede sig over soldaten selv om han ikke gjorde modstand.

Ambulancefolkene buldrede op ad trappen.

- Hun lever! Niels skyndte sig ud af rummet. En eller anden stod klar med et tæppe der blev kastet om ham. Han standsede i døren og så sig tilbage. Peter græd nu. Han var i opløsning.

Gråd var godt, det vidste Niels. Når der var gråd, var der håb.

Ambulancefolkene havde lagt pigen på en båre og var på vej ud.

Niels gemte sig i køkkenet under det tykke tæppe der 6

a.j. kazinski

den sidste gode mand

stank af politihund, og lod de andre gøre deres. Familien havde fået frikadeller til aftensmad. Med pulverbearnaise.

Udenfor regnede det stadig. Eller var det årets første sne?

Ruden duggede.

- Bentzon.

Leon kom ud til ham. Han gik helt tæt på.

- Der er en ting jeg har haft lyst til at spørge dig om.

Niels afventede. Leon havde dårlig ånde.

- Hvad fanden tænker du egentlig på?

- Vil du virkelig vide det?

- Ja. Niels tog en dyb indånding. Leon brugte ventetiden på at spise familiens sidste frikadelle. Han tværede den rundt i bearnaisesovsen og proppede den i munden.

- Jeg tænker på noget jeg hørte i radioen. Om Abraham og Isak.

- Jeg frygtede du ville sige noget i den stil.

- Du spurgte.

Leon tyggede stadig: - Hvad med dem? Jeg er ikke så godt inde i den slags.

- Der var en præst i radioen der sagde at man ikke burde prædike den historie. Kan du huske den? Gud siger til Abraham at han skal ofre sin søn for at bevise sin tro.

- Jeg giver præsten ret. Det lyder som en syg historie.

Forbyd lortet.

- Er det ikke det samme vi gør? Sender unge mænd til en ørkenkrig langt væk og beder dem ofre sig selv for en tro.

Leon betragtede Niels nogle sekunder. Et lille smil, en teatralsk hovedrysten, og så var han væk.

mandfolkeklap på skulderen.

- Leon. Har du sovet?

- Som en sten.

Leon så granskende på Bentzon.

- Du ser til gengæld lidt bombet ud.

- Det tager et par timer at falde ned.

- Ikke for mig.

Leon smilede. ‘Jeg kan ikke lide dig’. Tanken slog ned i Niels og ville ikke forlade ham. Men sådan var det. Niels kunne ikke lide Leon. Det var fandeme usympatisk at kunne gå hjem efter en nat i selskab med lig og sønderskudte børn og sove som en baby. Heldigvis afbrød Anni: - Sommersted spørger efter dig.

- Sommersted? gentog Niels og så på Anni.

Sekretæren nikkede. Måske var der en anelse medlidenhed i hendes blik.

Et personligt møde på vicepolitimester W.H. Sommersteds kontor var noget de færreste betjente oplevede. Politigårdens almindelige folklore fortalte at man højst kom til tre personlige møder på Sommersteds kontor i løbet af en karriere på gården. Når man modtog første advarsel, når man modtog anden advarsel, og når man fik 20 minutter til at pakke sine ting og forsvinde. Niels havde været der to gange før. To advarsler.

- Så snart som muligt, tilføjede Anni og smilede indladende til Leon.

Niels trak hende i retning af kaffemaskinen.

- Var det kun mig han spurgte efter?

- Det var hans sekretær der ringede. Hun bad mig sende dig op når jeg så dig. Hvorfor? Er der noget i vejen?

Politigården, København Niels kunne dårligt få øje på politigården bag muren af grønne busser til politimandskab. Der var indkaldt betjente fra hele landet til klimatopmødet. Om få timer ville Air Force One lande på dansk jord. Niels’ mor havde allerede ringet og spurgt om Niels ville komme til at møde ham. Beskytte ham. Niels måtte skuffe sin gamle mor. - Obama medbringer sin egen hær af livvagter, havde han forklaret. Og sin egen limousine og sin egen mad, en frisør og en lille kuffert med koderne til Amerikas atomarsenal. Bagefter var Niels i tvivl om hun havde troet på det med atomvåbnene. Men han havde en fornemmelse af at han ville have skuffet hende hvis han fortalte den jordnære sandhed: at det eneste Niels ville møde, var vrede demonstranter foran Bella Center.

Han møvede sig igennem mængden af provinsbetjente der var kommet til storbyen. De lignede en skoleudflugt.

Grinede. Glædede sig tydeligvis over forandringen i deres hverdag. I dag skulle de hverken udskrive fartbøder på små nordjyske landeveje eller forhindre fiskerne i at ryge i totterne på hinanden i forsamlingshuset i Thyborøn. Snart ville de stå ansigt til ansigt med Attack-bevægelsen, diverse miljø- og klimaorganisationer og en uskøn blanding af højt begavede venstrefløjsaktivister og forsømte børn der kaldte sig autonome og var fulde af vrede.

- Godmorgen, Bentzon!

Inden Niels nåede at vende sig, modtog han et ordentligt

… ’W.H. Sommersted’ stod der med sorte bogstaver på glasruden til forkontoret. Ingen anede hvad H’et stod for.

Måske skulle det bare lyde godt. Sommersted talte i telefon.

Den brede kæbe bevægede sig ikke når han talte. Niels tænkte at han kunne blive den perfekte bugtaler.

- Fax it immediately. Sommersted rejste sig og gik hen til vinduet og kiggede ud. Undervejs sendte han Niels et blik der ikke afslørede så meget som antydningen af genkendelse.

Niels prøvede at slappe af. Det var svært. Fuck ham hvis han fyrer mig, tænkte han. Niels prøvede at forestille sig alt det han skulle bruge sin tid til: Han var helt blank. Så bare sig selv ligge og flyde i en sofa med morgenkåbe på. Han ville lade depressionen vælte ind over sig. Nyde den. Dykke helt ned på bunden.

- Bentzon!

Sommersted afsluttede samtalen og slog jovialt ud med hånden. - Sid ned. Hvordan går det?

- Fint, tak.

- Det er et rent helvede her.

- Det kan jeg forstå.

- Air Force One lander snart. København bugner af internationale topfigurer. Og efterretningstjenesten ser 7

den sidste gode mand terrorister alle steder. Personligt tror jeg at vi har fået værtindeknopper. Det skal nok gå.

Sommersted fnyste. Han tog en dyb indånding og kom i tanke om hvorfor Niels egentlig sad over for ham.

- Jeg er glad for at du er tilbage, Bentzon. Han lagde sine briller på bordet. - Jeg hører du måtte smide tøjet. De bliver dygtigere og dygtigere.

- Overlever hun?

- Pigen? Hun overlever, ja.

Han nikkede sammenbidt. De buskede øjenbryn gled en anelse tættere sammen i en bekymret mine. Ganske troværdigt, men Niels hoppede ikke på den. Sommersted var en dygtig kommunikator. Han havde taget det mediekursus for fem år siden som Niels afslog. En politichef i dag var en kombination af studievært, politiker og personalechef.

- Du er så god til at tale med folk, Niels.

- Ja? svarede Niels tøvende og vidste at Sommersted netop havde sat en fælde op foran ham.

- Jeg mener det.

- Jamen, tak så.

Fælden klappede med det samme: - Måske lidt for god?

Blikket blev mere gennemborende.

- Er det et spørgsmål?

- Miroslav Stanic, vores serbiske ven. Kan du huske ham?

Niels rykkede sig uroligt på stolen. Han fortrød det straks, for han vidste at Sommersted lagde mærke til det.

- Jeg hører du besøger ham i fængslet. Var det kun den ene gang?

- Er det derfor du har kaldt mig ind?

- Manden er jo psykopat.

Dyb indånding. Niels så ud ad vinduet. Han havde ikke noget mod pinlig tavshed. Mens Sommersted åbenbart forventede et eller andet af ham, strejfede Niels’ hukommelse Miroslav Stanic.

Det var syv-otte år siden serberen skulle udleveres til Haag. Mistanke om krigsforbrydelser i Bosnien. Af uransagelige årsager var han havnet på humanitært ophold i Danmark. Men snart stod fejlen lysende klar for de danske myndigheder: Stanic var ikke en stakkels, forfulgt serber, men en tidligere lejrvagt i den berygtede Omarskar-fangelejr, der nu fik tre gratis måltider kernesund fuldkost om dagen på Restaurant Danmark. Da han skulle udleveres, slog det klik for ham. Han tog to andre flygtninge som gidsler ude i Sandholmlejren. Da Niels ankom, krævede Miroslav Stanic sikker transport ud af landet, ellers ville han skære halsen over på det ene gidsel. Han mente det åbenbart alvorligt, for det lykkedes ham næsten at slå det en ung albansk kvinde ihjel. Kun mirakler fra lægerne på Rigshospitalet reddede hendes liv. Bagefter var luften tyk af bebrejdelse mod Niels.

Særlig Leon var efter ham. Hvorfor fanden havde Niels ikke bare blæst knoppen af psykopaten? spurgte han. Det hele var endt med at Niels forhandlede med serberen den halve dag. Miroslav Stanic angrede ikke sine krigsforbrydelser et sekund. Sommersted havde ret: Han var rendyrket psykopat.

Og charmerende. Fik endda Niels til at grine en enkelt gang.

Miroslav Stanic frygtede fængslet. Ensomheden. Men han

a.j. kazinski

vidste godt at spillet var slut, og at han kunne se frem til 20 år bag tremmer. Niels skulle bare hjælpe ham fra erkendelse til overgivelse.

Sommersted ventede stadig.

- Det var et løfte jeg gav ham, Sommersted. Og da han kom til at afsone i Danmark, har jeg mulighed for at holde det.

- Et løfte? Du lovede at være hans besøgsven i fængslet?

- Det var prisen for at han lod gidslerne gå.

- Bryd dit løfte, Bentzon. Gidslerne gik fri, Stanic fik sin dom. Er du klar over hvad de andre siger om dig?

Niels håbede spørgsmålet var retorisk.

- Ved du det?

W.H. Sommersted lignede et kort øjeblik en læge der skulle overlevere de sørgelige, men uomtvistelige sandheder til en døende patient.

- At jeg er maniodepressiv? foreslog Niels. - Har en skrue løs?

- Især det sidste. De ved ikke hvor de har dig, Niels. Det ene øjeblik er du væk, sygemeldt. Det næste øjeblik render du rundt og besøger alle psykopaterne.

Niels skulle til at protestere, men Sommersted afbrød prompte: - Men du har et talent. Ingen tvivl om det.

- At jeg er god til at tale med folk?

- Du er en god mægler. Du taler dem næsten altid fra det.

Jeg ville bare ønske at du ikke var så …

- Så hvad?

- Så underlig. Rejsefobi og manisk. Venner med psykopaterne.

- En enkelt psykopat. Du får det til at lyde som om ...

Sommersted afbrød: - Kan du ikke bare rette ind en gang imellem?

Niels så ned i gulvet. Rette ind? Inden han nåede at svare, fortsatte vicepolitichefen: - Men du er på vej på ferie?

- Bare en uge.

- Okay. Hør her: Jeg var glad for din indsats i går. Hvad siger du til at vi prøver igen? Vi starter i det små.

- Jo. - Jeg har en sag. Ikke nogen stor ting. Jeg vil have dig til at tage kontakt til et par borgere. Tale med dem.

- Det siger du jo jeg er så god til. Niels gad ikke skjule sin sarkasme.

Sommersted så irriteret på ham.

- Hvem skal jeg tale med?

- Gode mennesker.

Sommersted ledte efter noget i den beskedne samling papirer på bordet, mens han hovedrystende kommenterede den daglige strøm af ‘red notice’ fra Interpol.

- Kan du huske lyden af telexen i gamle dage?

Jo tak, Niels huskede godt telexen der modtog opdateringer og advarsler fra Interpols hovedkvarter i Lyon.

Den var blevet til en computer nu. Eller tusind computere.

Dengang kørte telexen uafbrudt. Den monotone, mekaniske printer mindede én om at verden konstant blev et mere og mere fucked-up sted at opholde sig. Hvis man ønskede et kort, koncentreret indblik i verdens elendighed, skulle 8

a.j. kazinski

den sidste gode mand

man bare stille sig i 20 minutter foran den summende maskine: seriemordere, indsmugling af narko og kvinder til prostitution, trafik over grænserne af stjålne børn og illegale indvandrere og beriget uran. Og i småtingsafdelingen: trafik med truede dyrearter, løver, geparder, sjældne papegøjer, sågar delfiner. Listen var endeløs. Kunstgenstande og sjældne historiske objekter. Stradivarius-violiner og smykker der tilhørte den russiske zar. Man havde ikke engang fundet en tusindedel af alt det Nazi-Tyskland ribbede de besatte lande for. Rundt omkring i de små tyske hjems gemmer og kældre lå der stadig diamanter og rav og guldsmykker fra det byzantinske rige, der var malerier af Degas og guldbarrer der tilhørte jødiske familier. Og man ledte stadig efter det.

Når man stod foran faxen, fik man hovedpine. Man fik lyst til at skrige og løbe væk; til at springe i havet og ønske vi aldrig nogensinde var kravlet op, at dinosaurerne stadig var jordens dominerende art.

Men nu kørte alt over Interpols databasesystem som alle medlemslande var linket sammen med. I-24/7, hed det i al sin enkelhed. Ligesom en 7-Eleven butik var der aldrig lukket.

Sammen med den nye teknologi var truslerne også blevet forøget. Selvmordsbomber, bio-terror, hacking, distribution af børneporno, svindel med kreditkort, ulovlig handel med CO2-kvoter, momssvindel, hvidvaskning af penge. Og så var man slet ikke kommet til korruptionsbekæmpelse i EU. Det kunne godt være at Interpol havde fået et nyt våben til at bekæmpe kriminalitet med, men forbryderne havde mindst lige så stort kendskab til den nye teknologi. Måske havde vi slet ikke vundet noget. Niels havde tit tænkt tanken. Måske var det bedre dengang der bare var en telex der kørte i døgndrift, hvor printerhjulets hidsige lyd skar gennem luften som en konstant påmindelse om verdens elendighed.

- Red notice, sagde Sommersted da han endelig fandt sagen i bunken. - Det er tilsyneladende de gode der bliver myrdet. - De gode bliver myrdet? - Det ser sådan ud.

Forskellige steder i verden: Kina, Indien, Rusland, USA. Flere af ofrene har været ansatte i godhedsindustrien. Du ved: Ulandsarbejdere, læger, hjælpearbejdere.

Niels læste: Red notice. Teksten var på engelsk, forfattet i den lakoniske, staccatoagtige stil, der var så karakteristisk for Interpol: Possible sectarian killings. First reporting officer: Tommaso di Barbara. Niels spekulerede på om de også talte sådan sammen nede i Lyon. Robotsprog.

- I gamle dage havde vi ikke brugt tid på den slags. Men nu, efter Muhammed-tegningerne … Globaliseringen, hvad det så end betyder.

- Hvad forbinder mordene? spurgte Niels. - Skrifttegn på ofrenes ryg, sådan som jeg forstår det. Et mærke af en slags.

Måske mord med sekterisk motiv? Der lurer snart en galning med en krumsabel og et halvt ton dynamit spændt fast om livet om hvert andet gadehjørne. - Du tænker at motivet er religiøst? - Måske, men vi har ikke noget med opklaringen at gøre. Heldigvis. Hellige mord. Det giver så hulens meget papirarbejde. Gamle, støvede bøger man skal sætte sig ind i.

Hvad skete der egentlig med grådighed og jalousi? Det er da motiver der er til at forstå.

Sommersted afbrød sig selv og så ud ad vinduet nogle lange sekunder. Niels havde en fornemmelse af at det var ordet ’jalousi’ der sendte hans tanker på flugt. Han havde set Sommersteds kone ved flere lejligheder. Kostskolepige, lyshåret, lettere falmet skønhed der nok aldrig havde set meget til livets skyggesider. Men måske var det ikke kun nemt at være hjemmegående overklassepige. Hvor skulle man hente sine sejre og små opture? De personlige bekræftelser der gav sjælen næring? Sommersteds kone hentede sine i blikkene fra andre mænd, det havde Niels lagt mærke til allerede første gang da han så hende til en reception. Hun stod tæt op ad sin mand, holdt ham i hånden ved flere lejligheder, men orienterede sig hele tiden blandt blikkene i lokalet.

- Jeg synes du skal bruge dagen på at kontakte de ... lad os sige otte-ti gode mennesker i København. Høre om de har bemærket noget usædvanligt. Røde Kors-chefen og noget med menneskerettigheder og ... de lokale miljømennesker.

Den slags organisationer. Bede dem se sig over skulderen.

Så har vi ryggen fri. - Hvad med alle dem der kommer til topmødet? - Nej. Sommersted grinede kunstigt. - De er vist dækket godt nok op i forvejen. Desuden er alle rejst hjem om fire dage. Jeg tror det her er en trussel med lidt længere perspektiv.

Niels skimmede de to stykker papir selv om Sommersted var ivrig efter at få ham ud ad døren.

- Er der nogen mistænkte? - Bentzon: rettidig omhu, ikke andet. - Men hvorfor går de til os med sagen? - Hør her: Det her er ingenting. Du kan næsten betragte det som en fridag som tak for hjælpen i nat. Hvis vi skulle tage den slags ukonkrete trusler alvorligt, kunne vi ikke lave andet.

Der er nok at tage fat på her. Begår vi den mindste fejl, står der tre morgenaviser og 179 folketingsmedlemmer i morgen og forlanger en redegørelse og en undersøgelse og en bedre prioritering af vores arbejde. Og selv om jeg har mest lyst til at bede dem holde deres kæft, er jeg tvunget til at stå og smile og nikke som en skoledreng til afdansningsbal.

Sommersted sukkede overdrevent og lænede sig tilbage i stolen. Han havde holdt talen før.

- Det her er min virkelighed, Bentzon: at være i samråd med ministeren og statsadvokaten. At sende mails om hvorfor vi ikke nåede frem til gerningsstedet to minutter tidligere, at besvare opkald fra journalister om hvorfor vi gør vores arbejde så dårligt. For sådan ser de på os.

Sommersted pegede ud ad vinduet, ud mod befolkningen.

- Betragt mig som jeres værn. Jeg skal nok tage mig af blodhundene på Christiansborg og diverse avisredaktioner.

I skal bare gøre det I altid har gjort: fange forbryderne, kyle dem i fængsel og smide nøglen væk.

Niels smilede bare. Sommersted var ikke uden lune.

- Rettidig omhu, Bentzon. Betragt det som en tillidsøvelse.

Mellem dig og mig. Og god ferie, når du når dertil.

Politigårdens arkiv, København - Gode mennesker? Der var intet spor af sarkasme i Caspers stemme. Kun oprigtig nysgerrighed.

9

den sidste gode mand - Du leder efter ’gode mennesker’?

- Netop.

Niels satte sig på bordkanten og så sig rundt i det kliniske computerrum. - Vi skal finde de gode. Kan du hjælpe mig?

Casper havde allerede sat sig foran computeren. Niels blev ikke tilbudt en stol, sådan var det altid i arkivet. Selv om kontoret lignede alle de andre kontorer, bare lidt større, føltes det alligevel som om man havde forceret sig ind i et fremmed menneskes hjem. Intet tilbud om kaffe eller en stol. Ingen indledende høflighedsfraser. Niels kunne ikke finde ud af om arkivarerne ikke brød sig om ham eller om de bare manglede sociale færdigheder. Om de mange år i støvede arkiver omgivet af indekskort, mapper og systemer langsomt havde afsocialiseret dem og fyldt dem med angst for hvordan fremmedlegemer som Niels kunne ødelægge deres pertentlige orden. En angst for at alt hvad der kom ind gennem de tunge, sortmalede trædøre, bragte kaos med sig.

- Kunsten at være det gode menneske, sagde Casper da han havde googlet ’godt menneske’. Han fortsatte: - Første hit: Jesus.

- Glad for at vi fik det på plads, Casper.

Casper så op fra skærmen oprigtigt glad for Niels’ kompliment. Ironi duer ikke herinde, mindede Niels sig selv om. Naturligvis ikke. Ironi kan skabe misforståelser, og misforståelser kan ende med indeksfejl, og så er en vigtig bog, en mappe eller måske et afgørende bevis gået tabt for evigt. Arkivets lager havde mere end 300.000 registrerede sager. Niels havde aldrig været der - der var absolut ingen adgang for uautoriseret personale - men de få der havde, beskrev det som et politihistorisk skattekammer. Der var sager tilbage fra 1200-tallet. Og alt for mange uopklarede mordsager. Over hundrede siden krigens afslutning.

Naturligvis var mange af disse gerningsmænd for længst lagt i jorden og havde fået deres dom i det hinsides. Men statistisk set gik der stadig mindst 40 mordere rundt derude.

For slet ikke at tale om de forsvundne danskere. Nogle var stukket af, andre bare gemt så godt af vejen, at de ikke engang fandt vej ind i statistikken over uopklarede mord.

Mange af Niels’ kolleger søgte om tilladelse til at gå på jagt i arkivet når de var blevet pensioneret. Så selv om man ikke måtte bruge ironi hernede, unddrog stedet sig ikke sin egen overordnede ironi: Først når betjentene blev pensioneret, fik de ordentlig tid til at gøre det arbejde de havde været ansat til. For alt for meget tid gik med unødvendigt papirarbejde. Rapporter som ingen læste, dokumentation som ingen interesserede sig for. Man kunne snart ikke gå på lokum uden at skulle rådføre sig med et excel-ark først. De sidste otte-ti år var det hele blevet værre.

Regeringen havde talt om et opgør med papirnusseriet og det unødvendige bureaukrati, men virkeligheden var den stik modsatte. Og der var ellers nok at tage fat i ude på gader og stræder: rockerborge, bandekrige, bestialsk vold i alle afskygninger, rydningen af ungdomshuset og de konflikter der fulgte i kølvandet, utilpassede unge indvandrere der ikke kunne se forskel på en engangsgrill og naboens bil, moralsk afstumpede erhvervsfolk der konstant var på jagt efter

a.j. kazinski

muligheden for den næste selskabstømning, østeuropæiske og arabiske minigangstere, afrikanske prostituerede, psykisk syge stakler hvis sengepladser var sparet væk, og så videre, og så videre. Der var ikke noget at sige til at nogle betjente følte sig nødsaget til at tage pensionsalderen med.

Blandt cheferne blev der – halvt i sjov – hvisket i krogene at regeringen burde lave en republikanergarde som i de mellemøstlige lande. En lille hær af villige instrumenter for regeringens ønsker. Sådan en garde kunne tage sig af rømningen af Christiania og gå i krig mod demonstranter her og der og alle vegne. Det ville skabe luft så politiet kunne tage sig af det som de er bedst til: To protect and to serve. At beskytte folket, at forhindre og opklare forbrydelser.

Casper så afventende på Niels. - Kunne du bruge Jesus?

- Vi skal have fat i nulevende danskere, Casper.

- Gode danskere?

- Ja. Gode, retfærdige mennesker. Jeg vil gerne have en liste.

- Højesteretsdommere og sådan? - Lad nu være med at spille dum. - Hvis du giver mig et eksempel? - Røde Kors, sagde Niels. - Okay, godt. Du mener altså velgørenhed. Ikke kun det. Også det. Casper vendte sig igen mod skærmen. Hvor gammel var han? Ikke en dag over 22. Mange af de unge kunne så meget så tidligt, syntes Niels. De havde været Jorden rundt tre gange, taget en uddannelse og kunne alverdens sprog og udvikle deres eget computerprogram. Da Niels var 22, kunne han lappe en cykel og tælle til ti på tysk.

- Hvor mange skal du bruge? Røde Kors, Amnesty, Folkekirkens Nødhjælp, Unicef Danmark, Fredsakademiet ...

- Hvad er Fredsakademiet? Susanne, stedets ældste arkivar, så op fra sit arbejde.

Casper trak på skuldrene og gik ind på deres hjemmeside.

Susanne så utilfreds på Casper og Niels: - Hvad med Red Barnet? Jeg betaler til dem. - Jeg skal ikke bruge organisationer. Jeg skal bruge mennesker. Gode mennesker.

- Hvad så med hende der er leder for Red Barnet? spurgte Susanne.

Niels tog en dyb indånding og besluttede sig for at begynde forfra.

- Altså: Rundt omkring i verden er gode mennesker blevet myrdet. Folk der har kæmpet for andres liv og lemmer. Deres rettigheder og vilkår.

- Nej, vi gør noget andet, afbrød Casper. - Vi søger på ordene.

- Ordene? - Krydsrefererende. Det vil altid være de folk der fylder mest i mediebilledet, som vi vil kalde ‘særligt gode’, ikke? Og hvis det er en international terrorist der rejser rundt og myrder dem, skal han jo også have sine informationer et eller andet sted fra. Og det sted er nettet.

- Givet. - Derfor søger vi – og terroristerne - på de ord, vi bruger for at komme på godheds-hitlisten. I ved: miljø, tredje verden. Sådan noget.

Mens Susanne tænkte over om dette var en god ide, fortsatte Niels: - Hjælpearbejde, aids, medicin. Casper nikkede og fortsatte: - Klima. Vaccine. Kræft. Økologi. CO2.

10

a.j. kazinski

den sidste gode mand

- Men hvad vil det sige at være et godt menneske? afbrød Susanne.

- Det er lige meget, sagde Casper. - Det handler om hvad andre opfatter som godt.

Niels var kommet i tanke om flere ord: - Forskning. Rent vand, nej, rent drikkevand. - Ja, den er god. Flere. Casper begyndte at taste, og endelig smed Susanne sin skepsis over bord. - Hvad med børnedødelighed? Malaria. Sundhed. Godt!

- Analfabetisme. Prostitution. - Misbrug, indskød Niels.

- Mikrolån. Ulandsarbejde, frivillig, sagde Casper.

- Og regnskov, afsluttede Susanne og så meget indigneret ud, som om Casper og Niels personligt var i fuld gang med at hakke regnskoven til pindebrænde. Caspers fingre slap tastaturet som var det et Steinway og han netop havde præsteret de sidste akkorder til Rakhmaninovs tredje: - Giv mig ti minutter. …

Niels tilbragte ventetiden ved kaffemaskinen. Mokkaen var sløj. Den kunne slet ikke måle sig med kaffen fra den espressomaskine som Kathrine havde slæbt med hjem fra Paris sidste år. Niels var i besværligt humør. Måske skyldtes det stedet. De uopklarede mord. Niels hadede nok uretfærdighed mere end han elskede retfærdighed.

En uopklaret forbrydelse - mord, voldtægt, overfald kunne holde ham søvnløs. Fortørnelse og vrede: det var uretfærdighedens energi der drev ham frem. Men når han oplevede forbryderen blive dømt, når han stod foran domhuset og så ham blive kørt væk, blev han ofte ramt af en uforklarlig følelse af tomhed.

- Okay. Hvor mange navne vil du have? spurgte Casper ovre fra sin plads.

Niels så på uret. Lidt over ti. Han ville gerne hjem og pakke senest klokken seks. Han skulle også nå at spise flere piller. Otte timer. En time til hver samtale. Han blev nødt til at opsøge alle personligt. En potentiel mordtrussel, uanset hvor uanseelig, kunne ikke overleveres telefonisk, ræsonnerede han.

- Giv mig de otte øverste.

- Vil du have et print?

- Ja tak.

Maskinen summede. Niels så på listen. Kransekagen af velgørenhedsindustrien. The best of the best. Man kunne standse hvem som helst på gaden, og de ville have foreslået de fleste af navnene.

- Skal vi holde dem op imod vores egen database? Casper så på Niels med noget der måske var et smil. Det var fristende.

Dem som havde flest hits på ’godhedens ord’ - dem som var mest i medierne når det handlede om at tale de svage og hjælpeløses sag. Skulle man finde ud af hvad politiets database havde at sige om de selv samme?

- Hvad siger du? Det tager to minutter.

- Nej. Det behøver vi ikke. Det handler jo om omverdenens opfattelse af dem.

Susanne granskede listen over skulderen på Niels.

- Der kan I se. Hende fra Red Barnet er med, sagde hun lettet.

- Hvad laver Mærsk på listen? Casper studerede søgeresultaterne og rystede på hovedet.

- Mærsk er tilknyttet så mange projekter i verden og i Danmark at han næsten dukker op uanset hvordan vi søger.

Han betaler sikkert hundrede folkeskoler om året via skatten.

Men hvis vi havde søgt på de mest forhadte danskere, var han nok også kommet med. Skal jeg tage ham af?

- Ja tak. Han står næppe forrest i skudlinjen.

- Hvem er den første? spurgte Susanne.

- Thorvaldsen? Niels undrede sig over hendes uvidenhed. Det er da generalsekretæren for Røde Kors.

En ny liste forlod printeren. I stedet for Mærsk på sjettepladsen var der blevet plads til en af de mediekendte præster.

- Gamle kendinge, konstaterede Niels. - Bortset for nummer otte. Ham kender jeg ikke. - Gustav Lund. 11.237 hits på ordene ‘redde’ og ‘verden’. Lad os se engang, sagde Casper og googlede ham. En intens, aldrende professor i 50’erne.

- Flot mand, sagde Susanne tørt.

- Gustav Lund. Professor i matematik. Sådan: modtager af nobelprisen i 2003 sammen med to canadiske og tre amerikanske kolleger. Hm ... Hans søn begik selvmord ... han var kun 12 år.

- Det bliver man vel ikke et dårligt menneske af. Niels og Casper så ikke helt enige ud. - Hvad er det gode ved ham? spurgte Susanne. - Godt spørgsmål. Casper studerede skærmen. - Jo, her er det: I forbindelse med prisen udtalte han, at ‘det bliver en matematiker der redder verden’. Den sætning blev åbenbart citeret vidt og bredt. Skal jeg tage ham af listen og tage nummer ni med i stedet? En klimaordfører fra ...

- Nej, det er okay. Niels så på listen. - Der skal være plads til overraskelser.

11

den sidste gode mand JAGTEN PÅ DEN SIDSTE GODE MAND A.J. Kazinski er pseudonym for filminstruktøren og forfatteren Anders Rønnow Klarlund og forfatteren Jacob Weinreich.

Vi har sat parret stævne for at få svar på tiltale.

Hvordan føles det allerede inden udgivelsen at opleve den enorme udlandsinteresse?

Ganske overvældende. Det overstiger langt, langt vores forventninger. Men vi har altid vidst at vores historie kunne noget særligt. Med spørgsmål som ’hvad vil det sige at være god?’ og ’hvad vil det sige at være ond?’ rummer historien noget helt fundamentalt. Ikke mindst når de er sat ind i en hæsblæsende historie.

Hvordan fik I det til at fungere med at være to, der skulle skrive?

Det gjorde skriveprocessen til en leg. Og til tider en kamp, naturligvis. Men vi var godt forberedte inden vi begyndte at skrive. Vi vidste hvor vi skulle hen.

Vi lejede et lille kontor med udsigt over den jødiske kirkegård. Så satte vi os overfor hinanden. Hver dag fra 8.30 til 12. Vi vidste at vi skulle skrive fem sider hver inden frokost – inden vi måtte gå.

Vi begyndte 3. januar og var færdige 1. april med den første gennemskrivning.

Det var opmuntrende at se dagene gradvist blive lysere – og romanen

a.j. kazinski

blive større og større. Vi havde begge erfaringer fra film med hvordan man arbejder sammen, hvordan man får noget ud af hinanden.

filmmanuskriptforfatter. Hvordan opbygger man en scene så den bliver spændende? Hvor og hvornår skal man afslutte scenen? Den slags overvejelser.

Hvor fik I ideen fra?

Kommer der flere bøger i serien?

Anders læste ’Løgneren’ af Martin A. Hansen og faldt dér over en gammel myte fra den jødiske Talmud, om at der altid findes 36 retfærdige mennesker på jorden, der holder ondskaben i skak. 36 udvalgte, der er så gode og retfærdige, at de beskytter os alle. Vi kunne straks se potentialet til en spændende historie.

Da vi samtidig begge er optaget af hvad godhed er for en størrelse, begyndte det hele hurtigt at tage form. Vi tændte begge på tanken om, at en politimand skulle finde ’det gode menneske’, inden det var for sent. I andre krimier er det jo altid en morder, det onde, som man jagter. Vi ville vende tingene på hovedet og gøre det mindst ligeså spændende.

Vores hovedperson, Niels Bentzon, gennemgår en voldsom udvikling i historien. Hele hans syn på størrelser som liv, død og religion bliver vendt på hovedet, og han får en indsigt der kunne minde om en åbenbaring. Den indsigt vil vi gerne trænge dybere ind i. Vi vil gerne afdække flere lag af personen Niels Bentzon og forventer at skrive en ny bog om ham allerede til næste år. Vi kan simpelthen ikke slippe ham.

Vi havde begge en følelse af, at litteraturen og kulturen ofte diskuterer ondskab. Men hvorfor ikke godhed?

Vi fandt ud at det er langt mere provokerende at forsøge at diskutere godhed end ondskab. Og sådan burde det vel ikke være …

Hvordan holdt I styr på plottet?

Væggene var spækket med gule sedler.

Små lapper papir, hvor hvert enkelt kapitel fik en overskrift, en tid og et sted.

Men det var svimlende nogen gange fordi plottet er så komplekst og vildt.

Vi er begge meget optaget af plots. Den gode, medrivende fortælling. Fremdrift, at den ene side tager den næste.

Har i kunne bruge jeres kendskab til filmens verden?

Er der noget der kendetegner krimigenren er det måske, at historien ofte fortælles i scener: Et mord bliver begået. Nogen finder liget. Politiet ankommer. Mistænkte bliver afhørt én efter en. Osv. Og her har vi selvfølgelig kunne trække på Anders’ erfaring som

12

Hvilke erfaringer kan i bruge næste gang?

At de mørke måneder er de bedste at skrive og læse i. Det er alligevel for koldt til at være ude, for mørkt til at være rigtig glad og så kan man ligeså godt forsvinde ind i fiktionen. Måske er det derfor de store russiske forfatteres værker er så lange? Både forfattere og læsere har brug for en alternativ virkelighed til at komme igennem den lange vinter. Hvem ved - hvis vi får en mildere vinter til næste år, kan det være at fortsættelsen til DEN SIDSTE GODE MAND bliver lidt kortere ...