Ild

Maya

Banks EROT KÆRLIG ISK HEDS HISTORIE -

N e w

Y o r k

t r e d j e

T i m e s

b e s t s e l l e r

ild

b o g

i

BRE A T H LESS - t r i l o g i e n

”Brændende sexet og meget troværdig.”

- RT Book Reviews

ild

34627_ild_140x220.indd 1

13-09-2013 06:46:55

34627_ild_140x220.indd 2

13-09-2013 06:46:55

Maya Banks

ILD på dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Pretty Ink

34627_ild_140x220.indd 3

13-09-2013 06:46:55

Ild er oversat fra amerikansk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Burn Copyright © by Maya Banks Denne udgave: © Pretty Ink/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Harvey Macaulay/Rita Frangie Omslagsfoto: Annkozar/Shutterstock Sat med Stempel Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-638-2916-8 Printed in Denmark 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Pretty Ink er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4

34627_ild_140x220.indd 4

13-09-2013 06:46:55

Til min »familie«.

Ikke blodsbeslægtet, men stadig familie.

5

34627_ild_140x220.indd 5

13-09-2013 06:46:56

6

34627_ild_140x220.indd 6

13-09-2013 06:46:56

kapitel et

Ash McIntyre stod på betonstien i Bryant Park med hænderne stukket ned i lommerne på de pæne bukser og indsnusede forårsluften. Der var stadig bid i vinden, som rummede strejf af vinterens overgang til forår. Rundt om ham sad folk på bænke og stole ved de små borde og drak kaffe, arbejdede på bærbare computere eller lyttede til iPods.

Det var en helt igennem pragtfuld dag – ikke at han normalt gav sig af med ting som gåture i parken eller i det hele taget blot at være i parken, slet ikke i arbejdstiden, hvor han normalt var muret inde på sit kontor for at tale i telefon, skrive e-mails eller lægge rejseplaner.

Han var ikke typen, der sådan »gav sig tid til at nyde livet«. Men i dag var han rastløs og følte sig indespærret. Og pludselig stod han så her uden rigtig at have haft planer om at ende i parken.

Der var kun ganske få dage til Mia og Gabes bryllup, og hans forretningspartner stod i bryllupsforberedelser til op over begge ører for at sikre, at Mia fik sit drømmebryllup. Og Jace? Hans anden bedste ven og forretningspartner var i et meget fast forhold med sin forlovede, Bethany, hvilket betød, at hans to venner var optaget andetsteds.

Når de ikke arbejdede, var de sammen med deres damer, og det betød, at Ash kun så dem på kontoret, og når de alle sammen mødtes uden for arbejdet. De var stadig tætte, og Gabe og Jace bevarede båndet ved at inkludere ham i deres liv, der var ved at ændre sig. Men det var ikke det samme. Og selvom det var godt for hans venner, havde Ash stadig ikke helt forliget sig med, hvor hurtigt livet havde ændret sig for dem alle tre i løbet af de seneste otte måneder.

Det var ejendommeligt og livsomvæltende, selvom det ikke var hans eget liv, der blev påvirket. Ikke at han ikke var glad på sine venners vegne. De var glade. Det gjorde ham glad. Men for første 7

34627_ild_140x220.indd 7

13-09-2013 06:46:56

gang siden starten på deres venskab stod han udenfor og kiggede ind.

Det ville hans venner ihærdigt benægte. De var hans familie. I højere grad end hans ravende sindssyge familie, som han brugte det meste af tiden på at undgå. Gabe, Mia, Jace og Bethany, men især Gabe og Jace, ville benægte, at Ash var ude i periferien nu. De var hans brødre i enhver henseende, der betød noget. Mere end blodets bånd. Deres bånd var ubrydeligt. Men det havde ændret sig. Så i virkeligheden var han ude i periferien. Stadig en del af det, men på en helt anderledes og mere begrænset måde.

I årevis havde deres motto været Fest igennem fri som fuglen. At være i et forhold ændrede en mand. Det ændrede hans prioriteter.

Det var Ash helt klar på. Han forstod det godt. Hans respekt for Gabe og Jace ville såmænd dale, hvis deres damer ikke var deres førsteprioritet. Men det efterlod Ash udenfor. Som et tredje hjul.

Og det var ikke et behageligt sted at befinde sig.

Det var især hårdt, fordi Ash og Jace havde deltes om de fleste af deres kvinder, indtil Bethany kom ind i billedet. Det lød fuldstændig stupidt, at Ash ikke kunne finde ud af at fungere uden for et trekantsforhold, men sådan var det altså.

Han var rastløs og pirrelig, ledte efter noget, som han ikke anede hvad var. Ikke at han ville have det, Gabe og Jace havde – eller måske ville han og nægtede bare at erkende det. Han vidste bare, at han ikke var sig selv, og det huede ham ikke.

Han var fokuseret. Vidste altid præcis, hvad han ville have, og havde rigdommen og magten til at realisere det. Det skortede ikke på kvinder, som ville være mere end villige til at give Ash det, han havde brug for eller ønskede. Men hvad nyttede det, når han ikke selv havde den fjerneste anelse om, hvad det var, han ønskede eller havde brug for i øjeblikket?

Han lod blikket glide hen over parken og registrerede klapvognene, der blev skubbet rundt af mødre og barnepiger. Prøvede at forestille sig at have børn og gøs næsten ved tanken. Han var otteogtredive, næsten niogtredive – et tidspunkt, hvor de fleste mænd allerede var faldet til ro og havde produceret afkom. Men han havde tilbragt sine tyvere og en stor del af trediverne med at knokle røven ud af bukserne sammen med sine partnere for at 8

34627_ild_140x220.indd 8

13-09-2013 06:46:56

gøre deres forretning til den succes, den var nu. Uden at bruge sin families penge og deres forbindelser og i særdeleshed uden deres hjælp.

Måske var det derfor, de hadede ham så meget nu. Fordi han havde vrænget på næsen ad dem og i bund og grund bedt dem om at skrubbe af. Men den største synd, han havde begået, var at gøre sig selv mere succesrig uden dem. Han havde sågar flere penge og mere magt end den gamle. Hans bedstefar. Og hvad havde resten af hans familie for den sags skyld nogensinde udrettet ud over at leve af den gamle mands gavmildhed? Hans bedstefar havde solgt sin succesrige forretning, da Ash stadig var dreng. Ingen fra hans familie havde arbejdet en eneste dag i deres liv.

Han rystede på hovedet. Skide snyltere, hele bundtet. Han havde ikke brug for dem i sit liv. Havde fandeme slet ikke lyst til at have dem i sit liv. Og nu hvor han havde overgået dem – og sin bedstefar – ville han kraftedeme ikke lukke dem ind i sit liv igen, så de kunne høste frugterne ved at ride med på hans succes.

Han vendte sig om for at gå, eftersom han havde ting at tage sig af, der ikke omfattede at stå i en skide park og selvreflektere, som om han havde brug for en hjernevrider. Han måtte tage sig sammen og begynde at koncentrere sig om det eneste, der ikke havde ændret sig. Forretningen. HCM Global Resorts havde projekter i forskellige stadier. Hotellet i Paris var afklaret, efter at de havde måttet handle hurtigt for at erstatte nogle investorer, der var bakket ud. Det skred frem og gik glimrende. Han skulle ikke tabe det hele på gulvet lige nu, især når Gabe og Jace ikke kunne bruge lige så meget tid på arbejdet, som de havde gjort tidligere. Ash var den eneste, der ikke var distraheret af sit privatliv, så han måtte træde til. Tage noget af slæbet for sine venner, så de kunne nyde at have et liv uden for arbejdet.

Da han begyndte at trave tilbage i samme retning, som han var kommet, så han en ung kvinde sidde alene ved et af bordene væk fra det værste mylder. Han standsede brat op, lod blikket dvæle lidt længere ved hende og iagttog hendes fremtoning. Langt, lyst hår, der vajede en lille smule i brisen og afslørede et forbløffende smukt ansigt med slående øjne, som han kunne se selv på så lang afstand.

9

34627_ild_140x220.indd 9

13-09-2013 06:46:56

Hun var iført en spøjs lang nederdel, der blafrede i vinden og blottede det ene ben i dets fulde længde. Glitrende klipklapper prydede hendes fødder, og han kunne se den skrigpink neglelak på tæerne og en tåring, der glimtede, når hun flyttede fødderne for at skifte stilling. Solen fangede en sølvfarvet ankelkæde og henledte opmærksomheden endnu mere på hendes slanke ben.

Hun var travlt optaget af at tegne og rynkede koncentreret panden, mens blyanten fløj hen over siden. Ved siden af hende stod en enorm, propfyldt taske med sammenrullede papirer stikkende ud foroven.

Men det, der fangede hans opmærksomhed allermest, var halsbåndet, hun havde om halsen. Det passede hende ikke. Det vurderede han øjeblikkelig. Det sad tæt og hvilede lige ved hulningen på hendes sarte hals. Men det passede ikke til hende. Det afspejlede hende overhovedet ikke.

Det så prangende og smagløst ud på hende. Et diamanthalsbånd, åbenlyst dyrt og formentlig ikke falsk, men det passede ikke til resten af hende. Det skilte sig ud, var malplaceret. Hans nysgerrighed blev vakt, for når han så sådan et smykke på en kvinde, betød det noget helt andet, end det gjorde for de fleste, og han blev grebet af interesse efter at finde ud af, om det nu også var sådan et halsbånd, eller om det bare var et smykke, hun selv havde valgt. Og hvis det var sådan et halsbånd, så havde manden, der havde udvalgt det til hende, gjort et elendigt stykke arbejde. Han kendte hende ikke, eller måske var han ligeglad med, om et så betydningsfuldt smykke klædte den kvinde, han kaldte sin.

Hvis Ash kunne foretage den vurdering efter blot at have studeret hende i ganske få øjeblikke, hvordan fanden kunne manden, der elskede med hende, så ikke se det samme? Måske var halsbåndet snarere en afspejling af hendes herre, som var arrogant og idiotisk.

Et halsbånd burde repræsentere hans omsorg for sin submissive kvinde – hvor opmærksom på hende han var – og det burde passe til kvinden, der bar det.

Ash drog en hel masse forhastede konklusioner. Det kunne jo bare være en simpel halskæde, som kvinden selv havde valgt. Men for en mand som ham betød det smykke noget mere end blot og bart en accessory.

10

34627_ild_140x220.indd 10

13-09-2013 06:46:56

Hvor længe han stod og iagttog hende, vidste han ikke, men nærmest som havde hun fornemmet hans blik, løftede hun sit og spærrede øjnene op, og noget lig panik tonede frem i hendes ansigtsudtryk. Så klappede hun i al hast skitseblokken i og gav sig til at stoppe den ned i tasken. Hun rejste sig halvt, mens hun proppede tingene i den enorme taske, og det gik op for ham, at hun var ved at gå.

Før han overhovedet registrerede det, skyndte han sig fascineret hen mod hende. Adrenalinen pumpede gennem hans årer. Jagten.

Opdagelsen. Udfordringen. Interessen. Han ville vide, hvem kvinden var, og hvad halsbåndet, hun bar, betød.

Og allerede mens han marcherede hen mod hende, vidste han, at hvis det rent faktisk betød det, han troede, så trådte han ind på en anden mands territorium, og desuden var han pisseligeglad.

At snuppe en anden herres submissive kvinde var et af de uskrevne forbud, men omvendt havde Ash aldrig været særlig meget til regler. I hvert fald ikke dem, han ikke selv lavede. Og kvinden her var smuk. Fascinerende. Og måske lige præcis det, han ledte efter. Hvordan kunne han vide det, hvis ikke han nåede hen til hende, før hun skred?

Han var næsten nået helt derhen, da hun snurrede rundt med tasken i hånden, åbenlyst parat til at gå sin vej, og var lige ved at ramle hovedkulds ind i ham. Jep, han invaderede helt tydeligt hendes intimsfære, og han var heldig, hvis hun lod være med at skrige ud over hele parken. Han lignede sikkert en eller anden stalker på nippet til at slå til.

Han hørte hendes hurtige åndedrag, idet hun trådte et skridt baglæns og slog tasken ind i den stol, hun lige havde forladt. Tasken krængede over og røg ud af hendes greb, og indholdet væltede ud – blyanter, pensler og papirer fløj ud over det hele. »Pis!« mumlede hun.

Hun bukkede sig omgående ned og famlede efter papirerne, og han jagtede et, der var blevet fanget af vinden og ført adskillige skridt væk. »Jeg skal nok få fat i dem,« råbte hun. »Du må endelig ikke ulejlige dig.« Han fangede tegningen og samlede den op med ryggen til hende.

11

34627_ild_140x220.indd 11

13-09-2013 06:46:56

»Det er slet ingen ulejlighed. Jeg beklager, hvis jeg forskrækkede dig.« Hun rakte hånden frem efter papiret og udstødte en nervøs latter. »Det gjorde du virkelig.« På vej til at række hende tegningen skævede han ned på den og glippede forbløffet med øjnene ved synet af sig selv på papiret. »Hvad fanden?« mumlede han og ignorerede hendes hastige forsøg på at snuppe tegningen. »Vær nu bare sød at give mig den tilbage,« sagde hun i et lavmælt, indtrængende tonefald.

Hun lød bange, som om han ville flippe ud, men han var mere tryllebundet af det lille stykke hud, der var blevet blottet af den løstsiddende bluse, da hun havde rakt ud efter papiret.

På hendes højre side havde han fanget et glimt af en tatovering, der var livfuld og farvestrålende. Ligesom hende. Det kortvarige glimt, han havde fået, sagde ham, at den havde blomstermotiv, næsten ligesom en slyngplante, og at den højst sandsynligt gik allerhelvedes meget længere op eller ned ad hendes krop. Måske begge dele. Han ville i dén grad ønske, at han kunne se mere af den, men hun lod armen synke ned, og sømmen på blusen lagde sig atter ned mod linningen på den lange nederdel og berøvede ham yderligere udsyn. »Hvorfor har du tegnet mig?« spurgte han nysgerrigt.

Farven blussede op i hendes kinder og gjorde huden lyserød.

Hun havde lys hud, kun en anelse solbrændt, men sammen med håret og de blændende smukke akvamarinblå øjne var det smukt.

Hun var smuk. Og tydeligvis meget talentfuld.

Hun havde tegnet ham perfekt. Han havde ingen problemer med at genkende sig selv i blyantsskitsen. Hans eftertænksomme ansigtsudtryk, det fjerne blik i øjnene. Hun havde tegnet ham, som han stod dér med hænderne stukket ned i lommerne. Dét ene øjebliks selvrefleksion, og det var åbenlyst i tegningen. Det fik ham til at føle sig pinligt sårbar, at en vildtfremmed på ganske få øjeblikke havde formået at indfange hans humør. At hun havde set ham i et så sårbart øjeblik og havde opfanget det, han skjulte for alle andre i hele verden. »Det var bare en pludselig indskydelse,« forsvarede hun sig.

12

34627_ild_140x220.indd 12

13-09-2013 06:46:56

»Jeg tegner masser af mennesker. Ting. Hvad der end fanger min opmærksomhed.« Han smilede uden på noget tidspunkt at tage blikket fra hende.

Hendes øjne var så udtryksfulde, i stand til at sluge en mand med hud og hår. Og det forbandede halsbånd gloede tilbage på ham og spottede ham med sine muligheder. »Du siger altså, at jeg fangede din opmærksomhed.« Hun rødmede igen. Det var en skyldbevidst rødmen, men også sigende. Hun tjekkede ham akkurat lige så meget ud, som han tjekkede hende ud. Måske mere diskret, men omvendt havde diskretion heller aldrig været en af hans stærke sider. »Du virkede malplaceret,« røg det ud af hende. »Du har meget stærke træk. Det kløede i mig for at få dem ned på papir. Du har et interessant ansigt, og det var tydeligt, at du var fordybet i tanker.

Det er min erfaring, at folk er meget mere åbne, når de ikke tror, at nogen iagttager dem. Hvis du havde poseret, ville tegningen ikke være blevet den samme.« »Det er rigtig godt,« sagde han langsomt, mens han lod blikket glide ned for at se på tegningen endnu en gang. »Du er meget talentfuld.« »Må jeg få den tilbage nu?« spurgte hun. »Jeg er sent på den.« Han kiggede op igen og løftede spørgende det ene øjenbryn. »Du så ikke ud til at være på vej væk, før du så mig komme hen mod dig.« »Det er flere minutter siden, og da var jeg ikke sent på den. Det er jeg nu.« »Til hvad?« Hun trak forarget brynene sammen. Så glimtede hendes øjne af irritation. »Det kommer da vist ikke dig ved.« »Ash,« sagde han under hendes afsluttende tøven. »Jeg hedder Ash.« Hun nikkede, men sagde ikke sit eget navn. Og i netop det øjeblik ville han have givet hvad som helst for at høre sit eget navn på hendes læber.

Han stak hånden frem og lod fingrene glide hen over smykket om hendes hals. »Har det her noget at gøre med det, du er sent på den til?« 13

34627_ild_140x220.indd 13

13-09-2013 06:46:56

Hun trådte et skridt baglæns, og hendes panderynken blev dybere. »Venter din herre på dig?« Hun spærrede øjnene op. Fingrene skød automatisk op til halsbåndet, hvor hans fingre havde været sekunder tidligere. »Hvad hedder du?« spurgte han, da hun forblev tavs. »Jeg har fortalt dig, hvad jeg hedder. Det høfligste ville være at gengælde gestussen.« »Josie,« sagde hun knap højere end en hvisken. »Josie Carlysle.« »Og hvem ejer dig, Josie?« Det fik hende til at knibe øjnene sammen og knuge sin taske, mens hun proppede resten af blyanterne ned i den. »Ingen ejer mig.« »Har jeg så misforstået betydningen af det halsbånd, du bærer?« Hendes fingre strøg hen over det igen, og det fik det til at krible i ham. Han havde lyst til at fjerne det. Det var ikke rigtigt til hende.

Et halsbånd skulle udvælges nøje til en submissiv kvinde. Noget, der passede til hendes personlighed. Noget lavet specielt til hende.

Ikke bare en hvilken som helst kvinde. »Du har ikke misforstået det,« sagde hun med en hæs stemme, der gav ham kuldegysninger ned ad ryggen. Alene hendes stemme kunne forføre en mand på få sekunder. »Men ingen ejer mig, Ash.« Og dér kom det så. Hans navn på hendes læber. Det ramte ham dybt, fyldte ham med en uforklarlig tilfredsstillelse. Han ville høre det igen. Mens han tilfredsstillede hende. Mens han havde sine hænder og sin mund på hendes krop og trak saligt henåndede suk ud af hende.

Han hævede det ene øjenbryn. »Har du så misforstået betydningen af halsbåndet?« Hun lo. »Nej, men han ejer mig ikke. Ingen ejer mig. Det var en gave. En, som jeg vælger at gå med. Intet andet.« Han bøjede sig frem, og denne gang trak hun sig ikke væk.

Hendes blik forblev fikseret på ham, glimtede af nysgerrighed og sågar forventning. Hun mærkede det også. Den magnetiske tiltrækningskraft mellem dem. Hun måtte være blind og nægte at se sandheden i øjnene, hvis ikke hun mærkede det.

14

34627_ild_140x220.indd 14

13-09-2013 06:46:56

»Hvis du bar mit halsbånd, så ville du fandeme godt nok vide, hvem du tilhørte,« knurrede han. »Desuden ville du ikke et øjeblik ærgre dig over, at du havde givet dig selv fuldstændig til mig. Hvis du var i min varetægt, ville du helt sikkert tilhøre mig. Det ville slet ikke være til diskussion. Og du ville ikke tøve, når du blev spurgt, hvem din herre var. Ej heller ville du sige, at det var en gave, som om det ikke var andet end et smykke udvalgt efter en pludselig indskydelse og uden omtanke. Det ville betyde noget, Josie. Det ville betyde fucking alt, og det ville du vide.« Hun gjorde store øjne. Så lo hun igen med et glimt i øjet. »Så er det vel nok ærgerligt, at jeg ikke tilhører dig.« Med de ord vendte hun om og skyndte sig væk med tasken over skulderen, mens han stod tilbage med den tegning i hånden, som hun havde lavet af ham.

Han så til, mens hun gik væk fra ham med håret glidende ned over ryggen og blafrende i vinden, et glimt af klipklapperne og ankelkæden, der ringlede let, når hun bevægede sig. Så kiggede han ned på tegningen i sin hånd. »I sandhed ærgerligt,« mumlede han.

15

34627_ild_140x220.indd 15

13-09-2013 06:46:56

kapitel to

Ash sad på kontoret med døren lukket og rugede over rapporten foran sig. Det var ikke forretningspapirer. Ikke et økonomisk budget. Ikke en e-mail, han skulle besvare. Det var en rapport om Josie Carlysle.

Han havde handlet hurtigt, da han ringede for at indløse en tjeneste fra det samme bureau, han havde brugt til at køre et baggrundstjek på Bethany, hvilket på det givne tidspunkt havde pisset Jace godt og grundigt af. De var dygtige, og endnu vigtigere var de hurtige.

Efter mødet med Josie i parken havde han ikke kunnet få hende ud af hovedet. Han havde ikke kunnet ryste sin fiksering på hende af sig, og han vidste ikke engang rigtig, hvad han skulle kalde det, ud over at han opførte sig temmelig meget, ligesom Jace havde gjort, da han oprindelig mødte Bethany, og Ash meget hurtigt havde anklaget sin ven for at handle åndssvagt og overilet. Hvad ville Jace tænke, hvis han vidste, at Ash i bund og grund stalkede Josie?

Han ville jo fandeme tænke, at Ash var gået fra forstanden.

Akkurat som Ash havde tænkt, at Jace var – og tjah, det var han jo faktisk også – på grund af Bethany.

Ifølge rapporten var Josie otteogtyve. Tidligere kunststuderende og bosiddende i en etværelses kælderlejlighed i et lejlighedskompleks på Upper East Side. Lejligheden var udlejet til hende. Ikke en mand. Faktisk var der ikke ret meget i rapporten, der indikerede denne anden mands tilstedeværelse, bortset fra at han med jævne mellemrum dukkede op for at hente hende. Rapporten spændte kun over nogle dage, siden dengang Ash havde mødt Josie og omgående havde udbedt sig oplysningerne.

Det var mere reglen end undtagelsen, at hun tilbragte tid i parken med at tegne eller male. Noget af hendes arbejde var udstillet i et 16

34627_ild_140x220.indd 16

13-09-2013 06:46:56

lille kunstgalleri på Madison, men der var ikke blevet solgt noget af det – i hvert fald ikke i den periode, hvor Ash havde haft nogen til at holde øje med hende. Hun designede også funky smykker og havde en hjemmeside og en internetbutik, hvor hun tog imod bestillinger på nogle af sine håndlavede ting.

Efter alt at dømme var hun en fri fugl. Ingen regelmæssige arbejdstider. Intet regelmæssigt skema overhovedet. Tilsyneladende kom og gik hun, som hun lystede. Selvom der kun var gået nogle dage, virkede det, som om hun også var en enspænder. Ashs kontakt havde ikke set hende sammen med nogen anden end den mand, Ash antog var hendes herre.

Det gav ingen mening for ham. Hvis Josie var hans, så ville han kraftedeme godt nok ikke tilbringe så lidt tid sammen med hende, og hun ville heller ikke være så meget alene. Det forekom ham, at Josie var en sød kløe, som fyren stillede i ny og næ, og at enten han eller hun ikke tog forholdet særlig seriøst.

Var det hele en leg?

Ikke at Ash havde noget imod, at folk gjorde, hvad fanden de havde lyst til, men i hans verden var underkastelse ikke en leg. Det var alt. Han legede ikke julelege. Havde ikke tid til dem, og de gjorde ham bare sur. Hvis en kvinde ikke var med på den sammen med ham, så var han smuttet. Hvis hun ville have en eller anden fucking leg, hvor hun bare lod, som om hun underkastede sig, med nuttede rollespil, hvor hun provokerede ham for at indkassere en straf, så droppede han hende hurtigt.

Men de fleste kvinder, han havde knaldet, havde han så også knaldet sammen med Jace. De havde deres regler. Kvinderne var med på den helt fra starten. Bethany havde ændret spillet totalt og også spillereglerne. Jace havde ikke villet dele, og det forstod Ash godt. I første omgang gjorde han ikke, men nu forstod han det. Det betød bare ikke, at han ikke savnede den forbindelse med sin bedste ven.

Men omvendt: Når Jace var ude af billedet, så havde Ash hele kontrollen. Han behøvede ikke at bekymre sig om at snuble over sin bedste ven, gøre ham sur eller spille efter nogen andens regler end sine egne.

Det tiltalte ham. Det tiltalte ham i dén grad. Han havde altid vidst, at folk misforstod hans personlighed. Når folk så på de tre – 17

34627_ild_140x220.indd 17

13-09-2013 06:46:56

Gabe, Jace og Ash – gik de ud fra, at Ash var den mest afslappede. »Jeg er pisseligeglad«-typen. Ligetil. Måske endda let at køre rundt med.

De tog fuldstændig fejl.

Af de tre var han den mest intense, og det var han selv bevidst om.

Han havde holdt sig tilbage, når han og Jace var sammen med den samme kvinde, fordi han vidste, at han var villig til at gå pissemeget længere, end Jace nogensinde kunne finde på. Så han spillede efter Jaces regler og holdt den del af sig selv i ave. Den del, der ville tage fuldstændig over. Og nej, der havde aldrig været en kvinde, som havde fristet ham nok til at give slip på den del af sig selv.

Indtil nu.

Og det var åndssvagt. Han kendte ikke Josie. Han kendte til hende, javist. Rapporten var detaljeret. Men han kendte hende ikke. Vidste ikke, om hun overhovedet ville reagere positivt på det, Ash ville give hende. Det, han ville tage.

Det var det store spørgsmål. Det, han ville tage. For han ville tage meget. Han ville give meget, men hans krav ville virke ekstreme, selv for en, der var velbevandret i den livsstil, han praktiserede.

Han skævede ned til rapporten igen og grundede over sit næste træk. Han havde allerede sat en til at skygge hende. Tanken om, at hun var så meget alene, generede ham. Ikke at han ikke mente, det var helt okay for en kvinde at gøre nøjagtig, hvad hun havde lyst til her i byen. Men det generede ham på Josies vegne. Meget.

Mon hendes angivelige herre overhovedet havde nogen fucking anelse om, hvor hun var om dagen? Ydede han hende beskyttelse? Eller mødtes han bare med hende, når han ville have en at knalde?

En lavmælt knurren rumlede i hans hals, og han bed den i sig.

Han var kraftedeme nødt til at falde til ro og tage sig sammen. Den her kvinde betød intet for ham. Men i samme sekund han tænkte det, vidste han, at det var fucking løgn. Hun var noget. Han vidste bare ikke helt hvad endnu.

Hans mobiltelefon ringede, og han kiggede ned og rynkede panden, da han så navnet. Det var ham, han havde sat til at skygge Josie. »Ash,« svarede han studst.

18

34627_ild_140x220.indd 18

13-09-2013 06:46:56

»Mr. McIntyre, det er Johnny. Jeg ville bare fortælle, hvad jeg lige har observeret. I betragtning af det, De har fortalt mig, tænkte jeg, at De nok gerne ville vide, hvad der foregår.« Ash rettede sig op i stolen med en dybere panderynken. »Hvad er der galt? Er hun kommet noget til?« »Nej, sir. Hun er lige kommet ud fra en pantelåner. Hun solgte nogle smykker. Jeg befandt mig i butikken og hørte hende tale med indehaveren. Hun sagde, hun havde brug for penge til at betale huslejen med. Han spurgte, om hun ville sælge det eller pantsætte det, og hun sagde sælge, fordi hun tvivlede på, at hun nogensinde fik penge til at købe det tilbage, medmindre noget ændrede sig.

Sagde ikke, hvad den ændring skulle være, men jeg tænkte, at De gerne ville vide, hvad hun havde gjort.« Vreden splintrede gennem hans hjerne. Hvad fanden havde Josie gang i – sådan at stampe smykker hos en skide pantelåner? Hvis hun havde brug for penge, hvorfor fanden forsørgede hendes herre hende så ikke? Hvorfor beskyttede han hende ikke bedre? Fandeme nej, om hun skulle stå hos en fucking pantelåner, hvis hun tilhørte ham. »Køb det,« fik Ash bistert fremtvunget. »Køb det hele. Jeg er ligeglad med, hvad det koster. Og kom herhen med det.« »Javel, sir,« sagde Johnny.

Ash lagde på og lænede sig tilbage i stolen med hjernen kørende på højtryk. Så rejste han sig brat op med telefonen mod øret for at ringe til sin chauffør og få ham til at møde sig foran kontorbygningen.

Han var lige ved at tromle Gabe ned på gangen. »Ash, har du lige et øjeblik?« råbte Gabe, da Ash fortsatte ned ad gangen. »Ikke nu,« snerrede Ash. »Har noget, jeg skal ordne. Jeg fanger dig senere, ikke?« »Ash?« Han standsede, sydende af utålmodighed, og vendte sig om for at se på sin ven. Gabes bryn var trukket koncentreret sammen, og ængstelsen lynede i hans øjne. »Er alt okay?« Ash nikkede. »Jep, fint. Hør her, jeg er nødt til at smutte. Jeg fanger dig senere.« 19

34627_ild_140x220.indd 19

13-09-2013 06:46:56

Gabe nikkede, men der var tvivl i hans øjne. Ash nægtede at delagtiggøre ham i det, han gik og tænkte over. Gabe havde allerede travlt nok med sit bryllup. Shit, det var i morgen. Hvilket betød, at Gabe sikkert ville ævle løs om brylluppet og ceremonien.

Ash standsede helt nede for enden af gangen og råbte tilbage til Gabe. »Er alt okay med brylluppet? Er Mia okay? Har du brug for noget?« Gabe standsede op ved døren ind til sit kontor og smilede. »Alt er fint. Eller det bliver det i hvert fald, når den fucking ceremoni er overstået, og hun er min. Er vi stadig på i aften? Jace er fast besluttet på at holde polterabend for mig, hvilket ikke rigtig huer Mia. Jeg tvivler på, at det huer Bethany særlig meget mere, men han sværger, at det kun er drinks på Rick’s og ikke noget, der vil få nogen af damernes pis i kog.« Fandens også. Det havde Ash glemt alt om. I sin optagethed af Josie havde han slået brylluppet og byturen med Gabe og Jace godt og grundigt ud af hovedet. »Jep, jeg kommer. Klokken otte, ikke? Jeg støder bare til jer derhenne.« Gabe nikkede. »Okay, så ses vi da. Jeg håber, det hele går godt.« Gabe fiskede igen, men Ash ignorerede ham og vendte sig om mod elevatoren. Han havde ikke ret meget tid, hvis han skulle nå hen til kunstgalleriet, før det lukkede.

Ash trådte ind i det lille galleri og så sig hurtigt omkring. Det var tydeligt, at det var en lille forhandler uden en masse kendte kunstnere i stald. Han handlede formentlig med indiekunstnere.

Dem, der endnu ikke var blevet opdaget. Dem, der udstillede i håb om at blive opdaget.

Hans blik faldt omgående på et maleri på væggen, og uden at få det bekræftet vidste han, at det var et af Josies værker. Det var bare så meget hende. Farvestrålende. Levende. Sorgløst. Han kunne mærke hende, når han så på maleriet. Kunne se hende, huske, hvordan hun duftede, og når hun smilede, de havblå øjne, som han kunne drukne i. Jep, det var helt sikkert hendes. Der tog han ikke fejl.

20

34627_ild_140x220.indd 20

13-09-2013 06:46:56

»Kan jeg hjælpe dig?« Ash vendte sig om og så en ældre mand smile til sig. Han var iført et slidt jakkesæt med udtrådte sko og briller, der henledte opmærksomheden på rynkerne i hans pande og rundt om øjnene. »Josie Carlysle,« sagde Ash direkte. »Du udstiller hendes værker her?« Manden så forbavset ud, men smilede så igen og vendte sig om og slog ud med hånden mod væggen. »Ja, jeg gør. Hun er god. Men ikke så målrettet. Jeg tror, det er derfor, hun ikke er slået igennem.

Hun er lidt for meget over det hele, og hendes stil er ikke trådt frem endnu. En stil, der er genkendelig – hvis du forstår, hvad jeg mener.« »Nej, det gør jeg ikke,« sagde Ash utålmodigt. »Jeg kan godt lide det. Jeg kan lide hendes arbejde. Er det det eneste, du har – det, der hænger her på væggen?« Mandens øjenbryn skød i vejret. »Nej. Slet ikke. Jeg har adskillige af hendes værker. Jeg tager kun nogle stykker ind ad gangen.

Jeg er nødt til at bruge pladsen på at udstille det, der sælger, og jeg har kun solgt et eller to af hendes værker, desværre. Faktisk har jeg været nødt til at skære ned på antallet af værker, jeg udstiller af hende, alene fordi de ikke sælger særlig godt.« »Jeg vil have dem alle sammen.« Forbløffelsen var stadig tydelig i mandens ansigt, men han skyndte sig prompte over til væggen for at tage det maleri ned, der først havde fanget Ashs opmærksomhed. Det var indrammet.

Ikke særlig godt, og Ash ville afgjort udskifte rammen med noget, der var hendes talent mere værdigt. Men først måtte han opkøbe alle hendes værker og gøre manden forståeligt, at alt andet, Josie måtte komme med, var hans.

Efter et par minutter havde manden taget det sidste maleri ned og begav sig hen mod disken forrest i galleriet. Så tøvede han og vendte sig om med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. »Jeg har ét til. Ude bagved. Hun er lige kommet med det for to dage siden. Jeg havde ikke plads til at hænge det op, men nænnede heller ikke at sige nej til hende. Ikke når jeg allerede havde sagt til hende, at jeg ikke kunne tage mere ind, før jeg havde solgt noget.« »Det vil jeg også have,« sagde Ash studst. »Ubeset?« 21

34627_ild_140x220.indd 21

13-09-2013 06:46:56

Ash nikkede. »Hvis hun har lavet det, så vil jeg have det. Jeg vil have alle de værker af hende, du har.« Mandens ansigtsudtryk klarede op. »Udmærket. Perfekt. Hun bliver henrykt! Jeg kan slet ikke vente med at fortælle hende det.« Ash rakte en hånd i vejret for at bremse manden, før han gik ud bagved for at finde maleriet. »Du kan fortælle hende, hvad du vil, men du giver hende hverken mit navn eller nogen oplysninger om mig. Jeg vil have total anonymitet, ellers er handlen afblæst. Er du med? Desuden lægger jeg mit kort her. Hvis hun kommer med andet, så ringer du til mig.

Jeg vil have alt, hvad hun kommer med. Jeg betaler dobbeltpris for det, du har lige nu, så længe du sørger for, at hun får sin andel.

Og jeg skal nok finde ud af det, hvis du snyder hende, så det kan du lige så godt glemme. Men de ekstra penge sikrer også, at jeg får førsteret til alt andet, hun måtte komme med til dig – og jeg køber hvad som helst, hun kommer med – så det er i din interesse at lade hende komme med alt, hvad hun måtte lyste.« »Na-naturligvis,« fik manden fremstammet. »Jeg skal nok arrangere det sådan, som du vil have det. Hun finder ikke ud af andet, end at en eller anden syntes om hendes værker og ville have alt, hvad jeg havde. Hun bliver henrykt. Jeg fortæller hende selvfølgelig, at hun er velkommen til at komme med alt andet, hun måtte have.« Ash nikkede. »Godt. Så forstår vi hinanden.« »Bestemt. Lad mig lige finde maleriet ude bagved og hente det herud. Vil du have dem alle sammen med i dag, eller skal jeg få dem leveret?« »Jeg tager det ene med,« mumlede Ash og slog ud med hånden mod det første maleri, han havde set på væggen. »De andre kan du levere til min bopæl.« Manden nikkede og skyndte sig ud bagved. Umiddelbart efter kom han tilbage med et uindrammet maleri indpakket i et beskyttende overtræk.

Et øjeblik efter rakte Ash galleristen sit kreditkort og så til, mens indkøbene blev lagt sammen. Han var ikke sikker på, hvor stor kommissionen var, men med det beløb, han betalte, burde Josie have nok til at løse alle eventuelle pengeproblemer på kort sigt.

22

34627_ild_140x220.indd 22

13-09-2013 06:46:56

Og på langt sigt? Han bekymrede sig ikke synderligt om det langsigtede, for mens Josie ikke havde nogen anelse om Ashs hensigter – endnu – så havde han i allerhøjeste grad til hensigt, at det langsigtede skulle involvere ham.

23

34627_ild_140x220.indd 23

13-09-2013 06:46:56