Arnaldur Indridason: Nedkøling

„EN AF NORDENS BEDSTE KRIMIFORFATTERE.“– FYENS STIFTSTIDENDE

ARNALDUR INDRIÐASON

NEDKØLING

ROSINANTE•KRIMI

nedkøling

Af samme forfatter: Nordmosen, 2003 Tavs som graven, 2005 Stemmen, 2006 Manden i søen, 2008 Vinterbyen, 2009

Arnaldur Indriðason

Nedkøling Krimi

Oversat af Kim Lembek

Rosinante

Nedkøling Er oversat fra islandsk af Kim Lembek Copyright © Arnuldur Indriðason, 2007 Title of the original Icelandic edition: Harðskafi Published by agreement with Forlagið, www.forlagid.is Denne udgave: © Rosinante/rosinante¤co, København 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-638-1340-2 Printed in Denmark

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante¤co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

»Den ældste bror kom sig efter sine forfrysninger, men virkede siden indesluttet og trist.« Tragedien på Eskifjordshøjsletten

Maria var knap sig selv bevidst under begravelsen. Hun sad sløvt på den forreste række og holdt Baldvin i hånden uden helt at gøre sig omgivelserne og ceremonien klart. Præstens tale, begravelsesgæsterne og sangen fra det lille kirkekor flød sammen til et sorgens omkvæd.

Præsten havde været hjemme hos dem for at skrive nogle stikord ned, så hun kendte godt indholdet af talen. Den handlede mest om hendes mor Leonoras videnskabelige karriere, om modet, hun havde udvist, da hun kæmpede mod den frygtede sygdom, mængden af venner, som hun i løbet af sit liv havde skabt omkring sig, og om Maria selv, det eneste barn, som i en vis udstrækning havde fulgt i sin mors fodspor. Præsten omtalte, hvor langt fremme Leonora havde været inden for sit område, og hvordan hun plejede sin bekendtskabskreds, hvad der også kunne ses af fremmødet på denne triste efterårsdag. De fleste kirkegæster var universitetsfolk. Leonora havde indimellem over for Maria givet udtryk for, hvor givende det var at tilhøre den kulturelle elite. Der var et strejf af hovmod i hendes ord, som Maria valgte at overhøre.

Hun huskede efterårsfarverne på kirkegården og de frosne vandpytter på grusstien, der førte ned til gravstedet, den knasende lyd, når den tynde is bristede under fødderne på ligbærerne. Hun huskede køligheden og korsets tegn, som hun gjorde over sin mors kiste. Utallige gange havde hun set sig selv i denne situation, efter at det stod klart, at hendes mor ville dø af sygdommen, og nu stod hun midt i den. Hun stirrede på kisten nede i graven og bad en kort, stille bøn, inden hun med udstrakt hånd slog korsets tegn. Så stod hun uden at bevæge sig ved kanten af graven, indtil Baldvin førte hende væk.

7

Hun huskede personerne, der kom hen til hende for at udtrykke deres medfølelse. Nogle tilbød deres hjælp. Om ikke der var noget, de kunne gøre for hende.

Hun kom først i tanke om søen, da alt igen var blevet roligt, og hun sad alene tilbage til langt ud på natten. Først da slog det hende, efter at alt var forbi, og tankerne flygtigt gennemgik den næsten ubærlige dag, at hendes fars familie ikke havde været til stede under begravelsen.

8

1 Alarmcentralen registrerede opkaldet fra mobiltelefonen kort efter midnat. I telefonen hørtes en ophidset kvindestemme, som sagde: – Hun har ... Maria har begået selvmord ... jeg ... det er forfærdeligt ... forfærdeligt!

– Hvad er dit navn?

– Ka ... Karen.

– Hvorfra ringer du? spurgte medarbejderen på alarmcentralen.

– Jeg er i ... det er ... hendes sommerhus ...

– Hvor? Hvor er det?

– ... ved Tingvellir-søen. I ... i hendes hus. Skynd jer ... jeg ... jeg bliver her ...

Karen var lige ved ikke at kunne finde sommerhuset. Det var længe siden, hun sidst havde været der, næsten fire år. Maria havde for en sikkerheds skyld givet hende en nøjagtig beskrivelse, men den var mere eller mindre gået ind ad det ene øre og ud ad det andet, fordi hun mente at kunne huske vejen.

Hun forlod Reykjavik lidt over otte om aftenen i bælg­ ravende mørke. Hun kørte over højsletten Mosfjeldsheidi, hvor der stort set ingen trafik var, kun nu og da gled nogle forlygter forbi på vej ind til byen. Den modsatte vej østpå var der kun en enkelt bil foruden hendes, og hun hægtede sig på dens røde baglygter og var glad for følgeskabet. Hun brød sig ikke om

9

at køre alene i mørke og ville have taget tidligere af sted, hvis ikke hun var blevet forhindret. Hun var informationschef i en stor bank, og møderne og telefonsamtalerne ville aldrig tage ende.

Hun havde Grimansfjeld på højre side, så meget vidste hun, selv om hun ikke kunne se det, og Skalafjeld på venstre. Hun kørte forbi vejen op til KFUK’s feriehuse i Vindashlid, hvor hun som barn havde været på sommerferie i to uger. Hun fulgte de røde baglygter i en behagelig hastighed, indtil vejen førte gennem lavamarken Kerlingarhraun. Her skiltes deres veje.

De røde baglygter satte farten op og forsvandt ind i mørket. I sit stille sind tænkte hun, at turen måske gik over Uxaryggene og nordpå ind i Kaldidal. Den vej havde hun ofte taget og syntes, det var smukt at køre ud gennem Lundarreykjadal og ned til Borgarfjord. Erindringen om en smuk sommerdag ved Sandklufta-søen dukkede op i tankerne.

Selv drejede hun til højre og kørte videre ind i Tingvellirmørket. Hun havde svært ved at orientere sig. Skulle hun være drejet tidligere? Var det den rigtige afstikker ned til søen? Eller var det den næste? Var hun kommet for langt?

To gange kom hun på afveje og blev nødt til at vende om.

Det var torsdag aften, og langt de fleste sommerhuse var mennesketomme. Hun havde selv mad og drikke med, samt bøger, og Maria havde fortalt hende, at de for nylig havde fået installeret tv i huset. Hun ville først og fremmest forsøge at slappe af og få sovet. Banken var på den anden ende efter et nyoverstået overtagelsesforsøg. Hun var holdt op med at forsøge at forstå striden mellem de forskellige grupper af storaktionærer. Hver anden time blev der udsendt en opdateret pressemeddelelse, og det gjorde ikke situationen bedre, da det viste sig, at der var blevet indgået en fratrædelsesordning på op imod ti millioner kroner for en af bankens direktører, som en eller anden gruppe ville af med. Det var lykkedes bankens bestyrelse at pådrage sig almenhedens vrede, som Karen så skulle finde udveje til at dulme. Sådan havde det været de forløbne uger, og hun havde

10

fået nok, da det faldt hende ind at flygte ud af byen. Maria havde ofte tilbudt hende at låne sommerhuset i nogle dage, og hun besluttede at ringe til hende. Selvfølgelig, sagde Maria.

Karen sneglede sig hen ad en primitiv vej gennem lav kratbevoksning, indtil bilens forlygter oplyste sommerhuset nede ved søen. Maria havde ladet hende få en nøgle og også fortalt hende, hvor de gemte ekstranøglen. Nogle gange kunne det være godt at have en reservenøgle gemt ved et sommerhus.

Hun glædede sig til at vågne næste dag midt i Tingvellirs efterårsfarver. Så længe hun kunne huske, havde der været annonceret særlige efterårsture til nationalparken, og der var da heller ikke mange steder, hvor farverne var smukkere end her, hvor den døende vegetations rustrøde og orange nuancer bredte sig længere, end øjet rakte.

Hun begyndte at tage sin bagage ud af bilen og satte den på trinet foran døren. Hun stak nøglen i låsen, åbnede og famlede efter lyskontakten. Lyset tændte i gangen hen til køkkenet, og hun gik ind med en lille kuffert og satte den i soveværelset.

Hun undrede sig over, at sengen ikke var redt. Det lignede ikke Maria. På badeværelsesgulvet lå der et håndklæde. Da hun tændte lyset i køkkenet, fik hun en underlig følelse af ikke at være alene. Hun var ikke mørkeræd, men pludselig mærkede hun en ubehagelig fornemmelse i kroppen. Stuen henlå i mørke.

Derfra var der en fantastisk udsigt ud over Tingvellir-søen.

Karen tændte lyset i stuen.

I loftet var der fire kraftige tværbjælker, og fra en af dem hang der et menneske med ryggen til hende.

Chokket var så voldsomt, at hun tumlede baglæns ind i væggen, så hovedet ramte træbeklædningen. Det sortnede for hendes øjne. Liget hang ned fra tværbjælken i et tyndt, blåt reb og spejlede sig i det mørke stuevindue. Hun vidste ikke, hvor lang tid der var gået, før hun forsigtigt turde nærme sig igen.

De fredelige omgivelser omkring søen var med ét forvandlet til noget rædselsfuldt, som hun aldrig ville kunne glemme. Hver eneste detalje indprentede sig i hendes sind. Køkkentaburetten,

11

en fremmed genstand i den stilrene stue, var væltet omkuld under liget. Rebets blå farve. Spejlbilledet i vinduet. Mørket over Tingvellir. Det ubevægelige menneskelegeme under tværbjælken.

Hun nærmede sig langsomt og betragtede det blå, opsvulmede ansigt. Hendes værste anelser viste sig at være rigtige.

Det var hendes veninde. Maria.

12