Øje for øje af Christian Holger Pedersen

METRO-LITTERATUR 2015 UDGIVET AF Saxo Grafik: Ida Søegren Forside: Alette Bertelsen, AletteB.dk Bidragsyderne har ophavsretten til teksten Saxo har ophavsretten til denne udgivelse © Saxo 2015 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Saxo.com A/S Strandboulevarden 89, 2. th.

2100 København Ø Telefon: (+45) 3815 0510 www.saxo.com/metrolitteratur

Øje for øje af Christian Holger Pedersen Det hele begyndte med, at jeg stangede en køkkenkniv igennem min datters højre øje. Det var et uheld, naturligvis. Jeg vendte mig blot om for at få fat i salaten, der hang til tørre i et dørslag over vasken, da hun i samme øjeblik kom spænende forbi.

Forbandede kogeøer. ”Av”, sagde hun. Min datter lider af en sjælden nervesygdom, der gør, at hun ikke kan føle smerte. Så det var mest af alt en knastør konstatering. Noget var galt.

Jeg var i vildrede. ”Hold dig for øjnene,” sagde jeg. Jeg mente egentlig kun det ene øje. Det andet sad på min køkkenkniv.

Min næste handling var irrationel og panisk. Jeg stak hånden ned i frugtskålen og fandt et objekt af nogenlunde passende størrelse. Det var et kirsebær.

Jeg fjernede hendes ene hånd. Lynhurtigt, uden tanke for at hun alligevel ikke kunne se, hvad jeg lavede, plantede jeg kirsebærret i øjenæblet og plukkede stilken ud. ”Så,” sagde jeg. ”Nu er du så god som ny.” ”Jeg kan altså ikke se noget, ” sagde hun bævende og begyndte så småt at hulke. Idiot, tænkte jeg, og fjernede den anden hånd, så hun kunne se. Tårerne sprøjtede ud af hende.

Det skar i hjertet. Jeg satte mig ned og tog hende i mine arme.

Da jeg havde trøstet hende, løftede jeg hendes hoved og kiggede hende ind i det raske øje. Jeg holdt to fingre op foran det og spurgte hende, hvor mange der var. ”To,” svarede hun betuttet. Jeg knugede hendes kinder. ”Du er så dygtig, skat. Den dygtigste pige i hele verden.”

For første gang i mit liv var jeg ikke det mindste i tvivl om, at det var sandt.

3

Hun så på mig med sit tillidsfulde blik, og det var nok dér, det for alvor gik op for mig, at jeg havde gjort min datter til et misfoster. Nu stod hun der og smilede til mig, stadig lidt forskrækket, men ellers helt udramatisk. Misfoster. Jeg var den dårligste og mest uansvarlige far i hele verden. Det var der heller ingen tvivl om, at jeg mente. ”Smut du ind og leg med dine dukker,” sagde jeg og fulgte hende med øjnene, som hun hoppede ned ad gangen, mens hun nynnede en melodi. Der gik et jag igennem mig, da hun stødte ind i dørkarmen og skvattede. Hun kiggede tillbage på mig. Jeg vinkede, som om intet var hændt. Det virkede. Hun grinede, vinkede tilbage og gik så forsigtigt ind på sit værelse.

Som om intet var hændt. Den dygtigste pige i hele verden.

Da hun faldt i søvn, fandt jeg en skål med glaskugler på hendes værelse og fik byttet kirsebærret ud med en af dem. Det lignede lidt mere et øje. Det hjalp lidt.

De næste dage var svære. Jeg fik dårlig samvittighed, når jeg stirrede på hendes glasøje. Selv lod hun som ingenting. For at lindre ubehaget, gav jeg hende en klap for øjet og forestillede mig, at det var fastelavn. Klappen var en del af kostumet, og resten af kostumet lå hos min ekskone. Illusionen bar mig på sin ryg et par dage. Jeg blev glad, når jeg så på hende og forestillede mig, hvordan hun senere ville løbe glad omkring og slå katten af tønden med de andre børn. Men det er jo begrænset, hvor mange forskudte fastelavnsfester, man kan gå til, så jeg gennemskuede snart min egen list. Klappen røg af, og den dårlige samvittighed vendte tilbage med fornyet styrke.

Det blev ikke bedre, da min ekskone kom forbi for at aflevere noget tøj. Det var kun med nød og næppe, at jeg fik improviseret mig frem til en forklaring om, at jeg testede en særlig spøg og skæmt-kontaktlinse til børn. Hun blev moderat 4

sur over, at jeg brugte vores datter som forsøgskanin. Min søde datter kunne vist mærke, at jeg var lidt utilpas ved situationen, og sagde ingenting. Min ekskone besidder heldigvis ikke den slags veludviklede fornemmelser for min mentale tilstand.

Men det kunne jo ikke vare ved. Dagen kom, hvor min datter skulle hjem til sin mor og bo en uge. Jeg sagde ingenting. Om aftenen ringede ekskonen. Hun var oprevet. Ro på, bad jeg om. Der var jo ingen, der var døde. Men efter timers voksende skepsis, havde hun prikket til vores datters øje, og følelsen var mere, end hun kunne holde til. Hun skiftevis græd og skældte ud i telefonen. Jeg besluttede mig for at tage situationen ved nakken og kørte hjem til hende. Vi snakkede længe.

Det endte med, at vi indgik en mundtlig kontrakt. Hun forglemte hændelsen, som vi aldrig mere måtte tale om, mod at hun flyttede ind hos mig igen. Det kunne have været værre.

Som tillæg til aftalen måtte jeg også gå til lægen med min datter, hvilket i og for sig lød fornuftigt nok. Han var en rigtig familielæge, som jeg havde haft hele mit liv. Han sagde sjældent ret meget, men denne dag var det tydeligt på hans ansigtsudtryk, at der var noget alvorligt galt. Jeg fortalte ham ærligt, hvad der var sket. Han sukkede og gik så i gang med at undersøge min datter på alle tænkelige måder. Alle andre aftaler blev aflyst, mens alle livsvigtige funktioner blev undersøgt.

Til sidst sad vi over for hinanden, mens han gennemgik resultaterne. Der var tilsyneladende intet galt med min datter, bortset fra, at hun havde mistet dybdeperception, hvilket jo var en logisk bivirkning af det manglende øje. Så blev han stille, og jeg ventede på hans endelige dom. Han så på min datter, så på mig, så på testresultaterne og så på sin skærm.

Brummede og rynkede brynene. Gentog rutinen igen og igen med små variationer. Til sidst blev jeg utålmodig og begynd5

te at tromme med fingeren på hans skrivebord. Endelig sagde han noget. ”Hun virker jo til at være glad,” sagde han. Ja, det kunne vel have været værre.

Lægen bestilte et fint glasøje til min datter. Det lignede næsten et almindeligt øje. Det var dog ikke nok til at fratage mig min dårlige samvittighed. Den voksede som en knude i mit bryst, sammen med angsten. Jeg frygtede, hvad der ville ske, når udenforstående fik øje for min datters øje. Jeg forestillede mig selv i en fængselscelle. Børnemishandler. Sæben i fællesbadet.

Jeg havde kun fortjent det.

Underligt nok skete der nærmest ingenting. Da mine forældre kom på besøg, overså de det. Vi har aldrig været gode til at tale om følelser i min familie, men jeg var alligevel forundret og lidt irriteret. Da jeg var alene med min far i køkkenet, konfronterede jeg ham. ”Har du ikke lagt mærke til, at der er noget galt med hende?” ”Hvem?” svarede han. ”Min datter.” ”Noget galt,” spurgte han forundret. ”Ja?” ”Nææh,” sagde han og hældte kaffe på kanden. ”Hun har fået glasøje!” sagde jeg ophidset.

Han trak sig lidt. ”Nå ja, det er der så mange, der har.”

Jeg stirrede på ham, men han koncentrerede sig stadig om at hælde kaffe op. Han hældte mistænkeligt langsomt. ”Vil du ikke vide, hvad der er sket?” spurgte jeg. ”Nøøh, der sker så meget, som det er bedst, man ikke ved det mindste om.”

Jeg gav op. Tænkte, at min mor måtte være anderledes, men hende kunne jeg ikke komme på tomandshånd med. Hun 6

sad i sin stol i stuen hele tiden. Jeg forsøgte at få hende til at hjælpe mig i køkkenet, men hun undskyldte sig med et dårligt knæ. Så forsøgte jeg at fange hende, da hun skulle på toilettet, men da jeg kom ud på gangen, hørte jeg toiletdøren smække.

Hun måtte have løbet det sidste stykke. Jeg ventede ved døren, men da der var gået næsten fem minutter, gav jeg op og satte mig ind i stuen. Øjeblikket efter kom hun tilbage.

Da de skulle gå, kyssede hun mig på panden. ”Jeg er så stolt af dig, min dreng.” Jeg var ét stort, insisterende spørgsmålstegn, men hun smilede bare kærligt, og så var de ude ad døren. Det burde have været værre. Eller bare anderledes.

Ingen andre kommenterede det. Ingen i familien, ingen pædagoger, ingen forældre, ingen venner, ingen andre. Jeg var sikker på, at alle lagde mærke til det, men det blev aldrig kommenteret eller spurgt til. Jeg forsøgte at tale om det med min ekskone, men hun mindede mig om vores aftale ved at holde en finger over sin mund.

Der var kun én undtagelse. Undtagelsen opsøgte mig en rolig mandag morgen, hvor jeg havde fri og læste i min avis. Jeg læste en artikel, der handlede om, at medlemmer af regeringen ifølge et hemmeligt notat var i dialog med regeringens støtteparti om at hæve importskatten på silke- og stoftørklæder.

Det ringede på døren. Udenfor stod en mand, klædt i lærredsbukser, en lyseblå skjorte og et hvidt slips. Jeg fornemmede straks, at han var fra Jehovas Vidner, sagde: ”Ikke interesseret.

Farvel,” og lukkede døren.

Jeg satte mig tilbage i min lænestol. Foldede avisen ud. Det omtalte forslag var stillet af støttepartiets integrationsordfører og dets økonomiordfører med håbet om, at det ville få salget af dansk uld til at stige. Notatets ophavsmænd omtalte forslaget som ”mangelfuldt”, da der ikke var indsamlet nogle 7

faktuelle oplysninger overhovedet. Notatets ophavsmænd mente dog, på baggrund af en kommentar fra støttepartiets integrationsordfører, at det primært handlede om signalpolitik. Integrationsordføreren blev citeret for at have sagt: ”(...) når der er nogen, der ikke har svin i maven, virker det kun rimeligt, at de får får på hovedet.”

Det ringede på døren igen. Småirriteret rejste jeg mig og gik ud og åbnede døren. Han stod der igen. Eller stadig. ”Jeg er din samvittighed, ” sagde han. ”Altså...” begyndte jeg, men opgav at færdiggøre sætningen.

Jeg sukkede, kiggede medlidende på ham, lukkede døren i igen og satte slåen på for at markere, at jeg ikke havde tænkt mig at åbne én gang til.

Jeg satte mig i sofaen og læste videre. Det fremgik af notatet, at man trods forslagets mangelfuldhed bad statsministeren om at tage det op til overvejelse, da det kunne være muligt at retfærdiggøre forslaget med den begrundelse, at det ville kunne skabe vækst på et trængt nationalt marked. Ifølge notatets ophavsmænd kunne man fokusere på, at Danmark havde en lang og stolt tradition for at producere uldtørklæder, men at fåreavlerne og uldtørklædeproducenterne var pressede af den internationale konkurrence fra de nye økonomier.

Flere solgte uldtørklæder giver flere arbejdspladser. Mere uld, mere guld. Ved at støtte forslaget kunne man sandsynligvis lette indførelsen af en lavere afgift på nye biler, pointerede notatet endelig. ”De bytter glansbilleder,” lød det pludselig. Jeg vendte mig om i min stol og fik øje på manden fra Jehovas Vidner. Vi så på hinanden i cirka ti sekunder, inden jeg endnu engang rejste mig og gik ud til døren. Jeg daskede til kæden fra slåen. Den var stadig på. Så gik jeg ind i stuen og satte mig på en stol og overvejede situationen. Da jeg var kommet frem til en beslutning, flyttede jeg mit blik tilbage til den uventede gæst. Han smilede.

8

”Så du er altså min samvittighed,” spurgte jeg. Han nikkede.

Jeg rejste mig. ”Vil du have en kop te,” spurgte jeg. Han nikkede. ”Jeg har altså kun grøn te.” ”Det er okay,” svarede han.

Jeg syntes, det var psykomærkeligt, men jeg accepterede det. Han ville jo alligevel ikke holdes ude. Så jeg lavede en kop te til ham og bad ham om at gå, eller i det mindste skjule sig, inden min ekskone kom hjem med vores datter.

Han holdt sig ude af syne, men til gengæld flyttede han permanent ind. Han spiste ikke noget, brugte ikke toilettet, dukkede op og forsvandt på uforklarlig vis, og jeg kom efter nogen tid til den konklusion, at knuden i min mave i virkeligheden havde været et foster, og at jeg nu var blevet far til min egen samvittighed. Det var ikke noget blidt barn. Han mindede mig konstant om det forfærdelige, jeg havde gjort, når nu ingen andre gjorde. Det var vel fair nok.

En dag begyndte mit ene øje at klø. Så blev det rødt. Det stod på i nogle dage. Jeg valgte ikke at gøre noget ved det, men lade det være op til samvittigheden og skæbnen, om øjet skulle kurere sig selv eller falde ud. Min samvittighed stoppede med at tale og kiggede nu bare på mig. Det var en lille velsignelse.

Desværre fik jeg en grim omgang influenza, og min ekskone valgte at tilkalde lægen. Jeg var ikke i stand til at protestere.

Han så på øjet og konstaterede, at jeg havde fået en almindelig øjenbetændelse. Min ekskone fik nogle øjendråber, som hun dryppede mine øjne med. Da influenzaen forsvandt, var øjenbetændelsen forsvundet med den. ”Det var ærgerligt,” sagde min samvittighed spydigt. Årene gik, og intet forandrede sig. Når sorgen indimellem skinnede gennem mine øjne, når jeg kiggede på min datter, fornemmede hun det instinktivt og tog min hånd. For min 9

ekskone var tingene bare, som de var. ”Vær du stolt af dit smukke øje,” sagde hun til min datter.

Det var noget sludder. Jeg vidste, at hun ville blive drillet, når hun begyndte i skole.

Men der var også håb med udsigten til første skoledag. Måske ville de ansvarlige lærere tage fat om problemet og konfrontere mig. Endelig ville jeg kunne sige det, som det var, udtrykke min anger og min vilje til at tage min straf. De ville tage hånd om situationen, ringe til kommunen, og sandsynligvis ville jeg komme i fængsel eller på anden måde blive fjernet fra min datter. Kommunen og min ekskone ville tage sig godt af hende og give hende den ekstra opmærksomhed, som hun fortjente.

Jeg blev skuffet. Børnehaveklasselæreren reagerede ikke rigtig på det. Jeg spurgte hende, om ikke det var et problem, at min datter havde et glasøje. ”Nå, det er et glasøje,” sagde hun og tilføjede: ”Det er meget flot”. ”Vil hun ikke blive drillet, fordi hun er anderledes,” spurgte jeg. Det var et retorisk spørgsmål. ”Næh, vi er jo allesammen anderledes. Man kan sige, at det er mest normalt at være anderledes, ikke også?” spurgte hun og nussede min datters kind.

Jeg var dybt skuffet. Min samvittighed så hånligt på mig, mens vi kørte hjem.

Så intet ændrede sig. Der var stadig ingen, der kommenterede det. Min datter fungerede fint med de andre børn, men jeg vidste, at det ikke ville vare ved. Efterhånden som hun blev ældre, ville hun opleve at blive mobbet, og det ville få hende til at vende sig imod mig. ”Det er også bare min åndssvage fars skyld.” Ja. Det måtte hun gerne sige.

10

”Jeg hader dig, far.” Åh gud. Jeg måtte gøre noget drastisk, inden det var for sent.

Løsningen var overraskende åbenlys. Den stod i Biblen som et af de få citater, jeg kunne huske. Men det tog noget tid for mig at tage mig sammen. Min samvittighed hjalp mig. Opildnede mig til at gøre det og kaldte mig for en kryster, når jeg undlod. Endelig en dag, hvor jeg stod på samme sted i køkkenet og skar salat, tog jeg mig sammen. Med en pludselig bevægelse jog jeg kniven ind i øjet på mig selv. Smerten var uudholdelig, men varede kun et splitsekund. Jeg besvimede.

Da jeg vågnede, følte jeg mig lettet. Min datter og min ekskone stod ved sengen. Jeg fortalte dem, at det var det rene uheld.

Jeg var skvattet og landet uheldigt på kniven. Min datter var knust, men hun skulle nok komme sig over chokket. Jeg smilede til hende og forsøgte at ae hendes kind, men kunne ikke ramme den. Dybdeperceptionen var forsvundet. Jeg følte endelig, at vi var ligeværdige, og at jeg fortjente hende igen.

Det viste sig, at jeg havde været lidt voldsom med mit uheld. Kniven var gået lige igennem øjenæblet og havde penetreret pandelappen. Det var et mirakel, at jeg så ud til at være sluppet for yderligere mén. Lægerne ville dog holde mig under observation, da de havde brug for noget tid til at undersøge alle aspekter af mit helbred og min psyke.

Der viste sig ikke noget skidt. Tværtimod, så begyndte mit syn tilmed at vende tilbage i løbet af nogle dage. Da der var gået fire dage, var synet i øjet tilbage på 50 procent. Lægerne var stolte.

Men så blev jeg pludselig lam i hele kroppen med undtagelse af ansigtet. Lægerne forstod det ikke og teoretiserede vildt med hinanden. Deres undersøgelser viste, at der ikke burde være noget galt. Kroppen fungerede tilsyneladende. Jeg bemærkede, at det gjorde den altså ikke, men at det nok havde 11

noget med skaden i pandelappen at gøre. Det kunne have været værre.

Selv om det vel egentlig ikke kunne have været meget værre.

Omsider var jeg den, der havde det værst.