Sammen mod ensomhed - en national strategi og handlingsplan

Sammen mod ensomhed

– en national strategi og handlingsplan mod ensomhed

Ensomhed – et stigende problem for danskernes trivsel og sundhed

Af David Vincent Nielsen, Forperson, Folkebevægelsen mod Ensomhed og ensomhedskonsulent i Ældre Sagen

Ensomhed har over de sidste 10 år udviklet sig til en betydelig udfordring for trivsel og folkesundhed i Danmark. I 2013 anslog forskere, at der var 300.000 svært ensomme voksne i Danmark. I 2023 var tallet vokset til 470.000. Hertil kommer ca. 30.000 børn.

Nyere undersøgelser viser, at ensomhed medfører større tab af livskvalitet end andre alvorlige livssituationer som skilsmisse, arbejdsløshed og alvorlig fysisk sygdom. Længerevarende ensomhed øger også risikoen for både fysisk og psykisk sygdom, herunder diabetes-2, hjertekarsygdom, demens, depression og søvnbesvær. Ensomhed er ikke i sig selv en sygdom, men man kan blive syg af at føle sig ensom.

I de seneste 10 år er vi også blevet meget klogere på, hvem der rammes af ensomhed. Det er ikke kun de gamle, som sidder alene hjemme i deres lejligheder uden selskab i det daglige. Faktisk er ensomheden endnu mere udbredt blandt unge, især unge kvinder, og de føler sig ikke kun ensomme, når de er alene, men også når de er sammen med andre. Desuden er også mennesker midt i livet ramt af ensomhed – mange fordi de lever med et handicap, bor alene eller står uden for arbejdsmarkedet. Andre fordi de simpelthen ikke har nogen de er tæt på,

nogen som de kan regne med, og som de selv kan være noget for.

Danmark er rigt på fællesskaber – men nogle står udenfor

Der er en rigdom af foreninger og fællesskaber i Danmark, men alligevel stiger ensomheden. Der er faktisk også rigtig mange tilbud specifikt rettet mod mennesker, som føler sig ensomme – besøgstjenester, væresteder og patientcafeer f.eks., men alligevel stiger ensomheden. Der mangler altså et eller andet. Hvad skal vi gøre?

Det spørgsmål stillede vi os selv i Røde Kors og Ældre Sagen tilbage i 2019. Måske var vi for dårlige til at arbejde sammen på tværs af målgrupper og sektorer – siloopdeling, som man kalder det? Måske havde vi for stort fokus på at hjælpe mennesker, når de var blevet ensomme og måske havde været det noget tid frem for at forsøge at forebygge, at de overhovedet blev det? Inspireret af England besluttede vi os for i fællesskab at forsøge at få en national strategi mod ensomhed i Danmark. Vi gik til Christiansborg med ideen, og efter et par års hårdt arbejde traf et stort flertal i Folketinget beslutning om at afsætte midler til at skrive en strategi.

Sammen mod ensomhed – et nationalt partnerskab

Vi vidste, at vi ikke kunne skrive strategien alene. For vi havde indset, at mennesker i alle aldre og i de mest forskellige livssituationer kunne rammes af ensomhed. Det kunne ske i skolen, på studiet, på arbejdspladsen, i fritidslivet, i boligområdet, på hospitalet eller plejehjemmet. Eller fordi man ikke kunne komme rundt, eller fordi man følte sig ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Hvis vi skulle have alle med, måtte vi være mange om det.

Vi samlede derfor 115 organisationer, kommuner, fonde, skoler, forskere, virksomheder, fagforeninger og ikke mindst kirker for i fællesskab at undersøge til bunds, hvor ensomheden opstår, og hvad vi kan gøre for at forebygge den – og for at afhjælpe den så hurtigt som muligt, hvis den skulle opstå.

Efter et helt års arbejde kunne vi præsentere en samlet national strategi mod ensomhed og en handlingsplan med 75 konkrete initiativer, som skal halvere ensomheden i Danmark inden 2040.

Kirken er en meget vigtig samarbejdspartner

Et helt afgørende element i forebyggelse af ensomhed er skabelse af inkluderende, meningsfulde fællesskaber i lokalsamfund over hele landet. Fællesskaber, hvor der er

plads til alle, hvor alle føler sig set og hørt, og hvor alle også har mulighed for at bidrage til fællesskabet. Her spiller kirken en meget vigtig rolle, for den er til stede overalt og har de fleste steder også nogle meget fine fysiske rammer for samvær. Og den har kontakt til mange mennesker i sårbare og udsatte livssituationer.

Men måske har kirken – ligesom mange andre foreninger, boligselskaber mv. – en tendens til at lukke sig om sig selv? Vi laver alle sammen primært tilbud til vores egne medlemmer og især til dem, som selv opsøger os. Men hvad med alle dem, som ikke selv finder hen til os? Kunne vi ikke blive bedre til at lave opsøgende arbejde – og til at gøre det i fællesskab? Og til at henvise mennesker med behov til hinandens aktiviteter og tilbud, så alle fandt hen til det helt rigtige? Eller blev frivillig lige det sted, som passede den enkelte?

Og kunne vi ikke blive bedre til at slå dørene op for hinandens aktiviteter og tilbud – f.eks. ved at låne en sognegård til andre foreninger i lokalområdet, så den pludselig fyldtes med sprogundervisning, lektiecafe, stolegymnastik og IT-hjælp alle ugens dage?

Vi ser et kæmpe potentiale for at samarbejde lokalt og nationalt, og vi glæder os over, at Helsingør stift nu er blevet medlem af Folkebevægelsen mod Ensomhed, og vi ser frem til at have hele Folkekirken med snarest muligt. 