4 minute read

Folkekirken er med i kampen mod ensomhed!

Kan man forestille sig et nationalt partnerskab mod ensomhed uden folkekirken? Nej, selvfølgelig skal folkekirken være med – sammen med alle de andre gode kræfter, der vil bekæmpe ensomhed.

Af Birgitte Stoklund Larsen

Advertisement

Folkekirken er i sig selv en stor, lokalt funderet bevægelse mod ensomhed. Der foregår meget rundt omkring i sognene, og der er ikke et provsti, hvor der ikke er fællesspisning, sangkor, nørklegrupper, mad for mænd, sorggrupper og babysalmesang, besøgstjenester og foredragsaftener og vandreture – og meget, meget mere. Når folkekirken melder sig i kampen mod ensomhed, er det ikke noget nyt; det ligger helt centralt i folkekirken at være med til at opbygge og understøtte fællesskaber. Det er ikke godt for mennesket at være alene.

Folkekirken er med i det nationale partnerskab mod ensomhed

Flere organisationer med rødder i folkekirken har været med i den folkebevægelse mod ensomhed, som har banet vejen for det nationale partnerskab mod ensomhed, men hvordan får man den brede folkekirke med? Det kan man gruble længe over. I Helsingør Stift syntes vi, at det var så oplagt at være med i det nationale partnerskab, at vi meldte stiftet ind. Bekæmpelse af ensomhed vil være et område, som i de kommende år bliver prioriteret i stiftet. Hvordan det helt praktisk udfolder sig, er ikke afklaret. Men det er et opmærksomhedsområde, som vil materialisere sig i opfordringer og gode ideer til, hvordan man også i stiftets sogne og provstier kan sætte fokus på bekæmpelse af ensomhed.

Helsingør Stift er med i "hele pakken"

Helsingør Stift meldte sig ind på et godt tidspunkt, hvor det var muligt for folk fra stiftet at deltage i den række af workshops, der er blevet afholdt i efteråret 2022, og som skulle give input til strategien i partnerskabet.

Workshoppene foregik inden for de fem såkaldte ”arenaer” for bekæmpelse af ensomhed:

1. Fritid og fællesskaber

2. Skole og uddannelse

3. Hjem og bolig

4. Arbejdsliv og beskæftigelse

5. Sundhed og pleje

Det er oplagt at tænke folkekirken med i ”fritid og fællesskaber”, og her deltog også to sognepræster fra stiftet. Men vi fandt også, at det var relevant for folkekirken at være med i de andre arenaer. I ”Skole og uddannelse” deltog derfor en repræsentant for en af stiftets folkekirkelige skoletjeneste, i arenaen ”hjem og bolig” var det stiftets diakonikonsulent, som deltog med sin store erfaring med folkekirkeligt engagement i boligsocialt arbejde og i arenaen. I arenaen ”sundhed og pleje” deltog en sognepræst og stiftets gerontopædagogiske konsulent. Endelig deltog en personalekonsulent fra et provsti i arenaen ”arbejdsliv og beskæftigelse” som en understregning af, at folkekirken også er en arbejdsplads – og til og med en rummelig arbejdsplads. De skal alle være med til at bære opmærksomhed for bekæmpelse af ensomhed ind i folkekirken.

Helsingør Stift meldte sig altså ind i ”hele pakken” i det nationale partnerskab mod ensomhed. Det er der en pointe i. Folkekirken kan ikke proppes i én kasse, fordi folkekirken dækker hele menneskelivet fra fødsel til død – i modsætning til rigtig mange af de andre aktører, som har særligt fokus på fx unge eller ældre eller mennesker med bestemte interesser eller behov.

I folkekirken tænkes der også i målgrupper. Mange har lært, at hvis man vil nå alle, så når man ingen. Det er rigtigt. Men lige præcis når det gælder bekæmpelse af ensomhed, er der også et potentiale i netop at tænke på kryds og tværs også af generationer og at bruge den bredde, der er i det. Ensomhed bliver ikke mindre af, at man tænker i kasser. Og rundt omkring i folkekirken arbejdes der allerede på tværs, helt konkret når der fx holdes babysalmesang på plejecenteret.

Folkekirken er et netværk i hele landet

Folkekirken skal med i det nationale partnerskab, fordi vi bidrager med noget – og gør det i alle kroge og afkroge af landet. Der er ingen andre, der matcher det folkekirkelige netværk af både ansatte og frivillige, hvis man ser geografisk på det. Det er en indlysende styrke, som også gør folkekirken til en oplagt samarbejdspartner for mange. Og folkekirken får også meget igen ved at indgå i nye samarbejder. Det handler ikke kun om ”flere aktiviteter” eller at invitere flere ind til de aktiviteter, der allerede foregår i kirker og sognegårde. Det er også et skub til at få øje på alle de andre gode kræfter, på nye samarbejdspartnere og nye måder at samarbejde på, som er med til at bekæmpe ensomheden.

Helsingør Stift er ikke hele folkekirken. Men det er et første skridt til et bredere folkekirkeligt engagement i det nationale partnerskab. Og mon ikke også andre går med? 

This article is from: