Sammen 2023-1 - et magasin om diakoni - Kirken mod ensomhed

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Kirken mod

Ensomhed

Indhold Folkekirken er med i kampen mod ensomhed!

4-5

Nogen at tale med...

6-7

Sammen kan vi bekæmpe ensomhed

8-10

Samtaler om livets grundvilkår

11-13

Den Stressfri Have giver fællesskab

14-15

Fællesskab er en mangelvare for psykisk sårbare

16-17

I Kirkens Genbrug skal man ikke altid have travlt

18-19

Menighedsplen i Danmark ... på Facebook

20

Vi støtter dit nye projekt

21

Menighedsplejen i Danmarks Årsmøde 2023

22-23

Om Sammen Sammen er Menighedsplejen i Danmarks blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.

Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.

Deadline for næste nummer er 1.august 2023

Forsidefoto: Studenterpræst Lene Crone Nielsen i samtale – foto: Ard Jongsma Redaktion: Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)

Design og Produktion: Den Gröna Krabban ISSN - Nr.: 1396 – 88803

2

Leder

Kirken er ensomhedens modpol Overskriften er måske for nogen en overdrivelse. Især, hvis man har prøvet at sidde på en kirkebænk i en ny by, hvor ingen har talt til en, hverken før eller efter gudstjenesten. I disse situationer er det ikke sikkert, at man har oplevet, at kirken er ensomhedens modpol. Men når vi ser på kirkens grundværdier, så står kirken for alt det, der kan bekæmpe ensomheden.

Jens Einar Jensen, der er specialpsykolog i psykiatrien og ph.d., har skrevet en artikel om ’Hvordan man kan forstå og håndtere ensomhed’. Her skelner han mellem den ensomhed, der er en del af livet, og så den langvarige ensomhed, der ofte opstår i forbindelse med overgange og som han kalder den vedvarende ensomhed. Einar skriver, at årsagen til den vedvarende ensomhed ofte er, at man mister en livsledsager, har livsmønstrer, der adskiller en fra fællesskabet eller at man oplever ikke at have dybe eller tætte relationer, som man kan dele alt med. Det er i den sammenhæng, at kirkens værdier kan virke, som en modpol på ensomheden, fordi de eksistentielle spørgsmål, som kirken inviterer til at tale om skaber dybe relationer. Jeg har mange gange i sorggrupper oplevet, at deltagerne har fået nye gamle venner, fordi de i gruppen tør dele ting, som de ellers ikke taler om, og det har gjort venskaberne dybe, selvom de er nye. Ligesom kirkerummet i sig selv er en invitation til mennesker i krise enten til at tænde et lys i kirkerummet eller bede om en sjælesorgssamtale. Det er i disse konkrete situationer, at kirken bliver en modpol mod stigende ensomhed, fordi den inviterer til at man deler lidelsen og indbyder til dybe relationer.

I Danmark føler alt for mange mennesker sig ensomme og omkring 380.000 voksne mennesker oplever svær ensomhed, altså mere end 8 procent af befolkningen og tallet er stigende (Ensomhed i Danmark – en analyse af befolkningsdata fra 2017). Hertil kommer også 20.000 børn i alderen 11-15 år svarende til 6 procent i denne aldersgruppe. (Statens institut for Folkesundhed 2019).

Igennem mange år har man betragtet ensomhed som et personligt eller socialt problem. Men erfaringer fra ind- og udland viser, at vi alle kan rammes af ensomhed – uanset alder og samfundsgruppe. Derfor er det vigtigt at slå fast, at ensomhed i dag ikke er begrænset til en bestemt aldersgruppe eller bestemte sociale gruppe, men kan ramme alle. I dette nummer af Sammen vil vi gerne give et bud på, hvordan kirken kan være med til at bekæmpe ensomhed i forbindelse med udviklingen af den nationale strategi mod ensomhed. Her kan kirken først og fremmest bryste sig med at have mange års erfaring med at danne fællesskaber for alle mennesker. Man kan

blot se på munkesystemet og kirkens besøgstjenester, der i mere end 100 år har inviteret til fællesskab. Derudover lægger kirkens grundlægger op til at invitere mennesker på kanten af samfundet ind i fællesskabet. Jesu liv var kendetegnet ved, at han opsøgte mennesker, der stod på kanten af samfundet, og tog hul på den ensomhed, der skabte skel mellem dem og fællesskabet. For eksempel blev Zakæus kaldt ned fra det træ, som han havde forskanset sig i, for at blive tilgivet for den skam, der adskilte ham fra resten af indbyggerne (Joh. Kap. 4). Ligeledes talte Jesus med kvinden ved brønden om hendes relation til forskellige mænd, som var det, der adskilte hende fra fællesskabet (Lk. Kap. 19).

Det kan godt være at ikke alle kirker er modpol mod ensomhed, men det er kirkens kald at være det. Det er kirkens essens at tale om tabubelagte emner, og at opbryde gamle livsmønstre, der skaber skel mellem mennesker.

Det er ikke sikkert, at alle kirker gør dette i dag, men mange steder hører jeg, at det er en fast del af kirken, når Folkekirkens Feriehjælp sender 200 mennesker på ferie sammen med kirkefrivillige, så forsvinder ensomheden i mødet med ligesindede, der har tid og overskud til samtaler. Ligesom det er tilfældet i sorggrupper og ved forskellige spisefællesskaber, kærestesorggrupper og meget andet. Måske skulle overskriften være ’Kirken kan være modpol til ensomhed’ for det er ikke altid, at vi gør det, som vi skal, som Paulus skriver, men det vigtigste er, at vi stræber efter at nedbryde skel og bygger bro mellem mennesker. Jeg håber, at kirkerne i året, hvor man arbejder med at etablere en landsstrategi mod ensomhed, bliver kendt som ensomhedens modpol.

Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær

3

Folkekirken er med i kampen mod ensomhed!

Kan man forestille sig et nationalt partnerskab mod ensomhed uden folkekirken? Nej, selvfølgelig skal folkekirken være med – sammen med alle de andre gode kræfter, der vil bekæmpe ensomhed.

Af Birgitte Stoklund Larsen Folkekirken er i sig selv en stor, lokalt funderet bevægelse mod ensomhed. Der foregår meget rundt omkring i sognene, og der er ikke et provsti, hvor der ikke er fællesspisning, sangkor, nørklegrupper, mad for mænd, sorggrupper og babysalmesang, besøgstjenester og foredragsaftener og vandreture – og meget, meget mere.

Når folkekirken melder sig i kampen mod ensomhed, er det ikke noget nyt; det ligger helt centralt i folkekirken at være med til at opbygge og understøtte fællesskaber.

Det er ikke godt for mennesket at være alene.

Flere organisationer med rødder i folkekirken har været med i den folkebevægelse mod ensomhed, som har banet vejen for det nationale partnerskab mod ensomhed, men hvordan får man den brede folkekirke med?

Det kan man gruble længe over. I Helsingør Stift syntes vi, at det var så oplagt at være med i det nationale partnerskab, at vi meldte stiftet ind. Bekæmpelse af ensomhed vil være et område, som i de kommende år bliver prioriteret i stiftet. Hvordan det helt praktisk udfolder sig, er ikke afklaret. Men det er et opmærksomhedsområde, som vil materialisere sig i opfordringer og gode ideer til, hvordan man også i stiftets sogne og provstier kan sætte fokus på bekæmpelse af ensomhed.

4

Helsingør Stift meldte sig ind på et godt tidspunkt, hvor det var muligt for folk fra stiftet at deltage i den række af workshops, der er blevet afholdt i efteråret 2022, og som skulle give input til strategien i partnerskabet.

Workshoppene foregik inden for de fem såkaldte ”arenaer” for bekæmpelse af ensomhed:

1.

2.

3.

4.

5.

Fritid og fællesskaber Skole og uddannelse Hjem og bolig Arbejdsliv og beskæftigelse Sundhed og pleje

Det er oplagt at tænke folkekirken med i ”fritid og fællesskaber”, og her deltog også to sognepræster fra stiftet.

Men vi fandt også, at det var relevant for folkekirken at være med i de andre arenaer. I ”Skole og uddannelse” deltog derfor en repræsentant for en af stiftets folkekirkelige skoletjeneste, i arenaen ”hjem og bolig” var det stiftets diakonikonsulent, som deltog med sin store erfaring med folkekirkeligt engagement i boligsocialt arbejde og i arenaen. I arenaen ”sundhed og pleje”

deltog en sognepræst og stiftets gerontopædagogiske konsulent. Endelig deltog en personalekonsulent fra et provsti i arenaen ”arbejdsliv og beskæftigelse” som en understregning af, at folkekirken også er en arbejdsplads – og til og med en rummelig arbejdsplads. De skal alle være med til at bære opmærksomhed for bekæmpelse af ensomhed ind i folkekirken.

Helsingør Stift meldte sig altså ind i ”hele pakken” i det nationale partnerskab mod ensomhed. Det er der en pointe i. Folkekirken kan ikke proppes i én kasse, fordi folkekirken dækker hele menneskelivet fra fødsel til død – i modsætning til rigtig mange af de andre aktører, som har særligt fokus på fx unge eller ældre eller mennesker med bestemte interesser eller behov.

I folkekirken tænkes der også i målgrupper. Mange har lært, at hvis man vil nå alle, så når man ingen. Det er rigtigt. Men lige præcis når det gælder bekæmpelse af ensomhed, er der også et potentiale i netop at tænke på kryds og tværs også af generationer og at bruge den bredde, der er i det. Ensomhed bliver ikke mindre af, at man tænker i kasser. Og rundt omkring i folkekirken arbejdes der allerede på tværs, helt konkret når der fx holdes babysalmesang på plejecenteret.

Folkekirken skal med i det nationale partnerskab, fordi vi bidrager med noget – og gør det i alle kroge og afkroge af landet. Der er ingen andre, der matcher det folkekirkelige netværk af både ansatte og frivillige, hvis man ser geografisk på det. Det er en indlysende styrke, som også gør folkekirken til en oplagt samarbejdspartner for mange. Og folkekirken får også meget igen ved at indgå i nye samarbejder. Det handler ikke kun om ”flere aktiviteter” eller at invitere flere ind til de aktiviteter, der allerede foregår i kirker og sognegårde. Det er også et skub til at få øje på alle de andre gode kræfter, på nye samarbejdspartnere og nye måder at samarbejde på, som er med til at bekæmpe ensomheden.

Helsingør Stift er ikke hele folkekirken. Men det er et første skridt til et bredere folkekirkeligt engagement i det nationale partnerskab. Og mon ikke også andre går med? 

Birgitte Stoklund Larsen var frem til januar 2023 stiftskonsulent i Helsingør Stift med ansvar bl.a. for stiftets deltagelse i det nationale partnerskab mod ensomhed.

5

Nogen at tale med…

Når man bliver ramt – af sygdom, sorg, savn, ensomhed – så er det en hjælp at have nogen at tale med om det, man er ramt af.

Af Ingrid Lisby Schmidt, Sognepræst i Treenighedskirken Esbjerg Det lyder så enkelt, og i praksis kræver det, at man tager det skridt at finde nogen at tale med. Hvor finder man dem? Hvem vil høre på mine tanker og bekymringer?

Ikke alle har familie og venner, som man blot kan henvende sig til og dele sine tanker med. Og især denne gruppe rammes ekstra hårdt, dels af det, som er sket og dels af den ensomhed, som følger med som den usynlige følgesvend til sygdom eller sorg.

Mange sidder alene med det, som er hårdt, og mange venter længe med at række ud efter dem, som kan og vil lytte. I det følgende vil jeg fortælle om en gruppe for pårørende til demente. I Treenighedskirken i Esbjerg har vi i en række år haft en sådan gruppe, som mødes første tirsdag i måneden kl. 10 til 11.30 i kirkens mødelokaler sammen med en eller begge præster.

Det er et pårørendegruppe – ikke en gruppe for de demente.

Det er gratis at deltage og man tilmelder sig til en af præsterne. Man kommer, når man kan, og man kan altid ringe til en af præsterne. At være pårørende til en dement i nærmeste familie stiller store krav. Måske oplever man, at den demente gradvist eller hurtigt bliver hårdere ramt.

At der skal hjælp til alle de daglige gøremål, påklædning, 6

spisning, at finde ting, at finde vej.

Demenssygdomme er et bredt felt med mange arter og undergrupper af demenssygdom. Og heldigvis kan man ved Alzheimers sygdom give medicin, der forsinker sygdommen, uden dog på nuværende tidspunkt at kunne helbrede den. Uanset hvilken form for demens, der rammer ind i familien, er det med til at ændre familiens liv.

Man bliver måske nødt til at være hjemme det meste af tiden – man bliver måske forstyrret i sin søvn hver nat – man bliver en omsorgsperson for den demente i en grad, som man ikke havde troet mulig. Og det medfører en slags ensomhed. Derfor er der brug for pårørendegrupper som den vi har i Treenighedskirken.

Gruppen er et frirum I gruppen har man et slags frirum. Der er tavshedspligt for gruppens deltagere, så de ikke fortæller videre, hvad de har hørt af andres fortællinger. Der skal være tryghed og tillid i gruppen, og det sætter vi rammer om inden gruppen begynder.

Begge kirkens præster er efteruddannet i sjælesorg eller supervision. Så vi er trænet i at sætte trygge rammer for en gruppe.Hver gang er det i samme lokale. Der er

Hvad vi kan i kirkelig sammenhæng er at være der, og tilbyde et værested eller fristed hvor man kan tale om de ting, man måske ikke tør tale om andre steder.

Man bliver en omsorgsperson for den demente i en grad, som man ikke havde troet mulig. Og det medfører en slags ensomhed.

kaffe på kanden. Vi begynder præcist med en kort runde, hvor hver deltager sætter nogle få ord på sin situation. Og så tager vi en mere grundig runde, hvor man enkeltvis fortæller til præsten, mens de andre lytter uden at blande sig i samtalen.

Og tænk, mange gange oplever vi, at den enkeltes tanker og problemer også er de andres. Nogen står i en situation der ligner. Måske er jeg ikke alene om det jeg oplever…

Mange gange er det et tema, hvornår man skal have hjælp udefra til sin demente ægtefælle. Hvornår skal man søge kommunen om hjælp? Hvad kan man visiteres til af hjælp? Er det på tide at få en aflastningsplads nogle dage om måneden? Er det på tide at tænke på en plejehjemsplads til den demente?

Det er rigtig svære spørgsmål – for man vil så gerne klare sig selv i eget hjem.

De frygter, at de skal give slip Alle pårørende frygter de situationer, som er nævnt her, tror jeg. Hvornår skal man give slip og overlade pleje og beslutninger til professionelle? Hvor længe har den pårørende kræfter til at klare hverdagen med den demente selv i eget hjem? Er det et nederlag at bede om hjælp?

Her kommer så et bredere samarbejde ind. I kommunerne er der ansat demenskonsulenter, som virker ud fra et områdecenter og som kan visitere til hjælp fra kommunen. Demenskonsulenterne kan besøge familier i eget hjem, visitere og tilbyde den hjælp, som der aktuelt er brug for.

I Treenigheds sogn har vi præster besøgt demenskonsulenterne på et områdecenter, talt med dem og fået lov at lægge vores indbydelse frem som en folder, der kan uddeles af konsulenterne ved deres hjemmebesøg.

Vi er ikke en del af det kommunale tilbud – men vi samarbejder med de kommunale konsulenter, for det er de samme mennesker vi møder i hverdagen.

Samvirke er et vigtigt begreb. I kirken kan vi hverken visitere eller bevilge til de pårørendes behov. Vi kan noget andet end de professionelle konsulenter.

Hvad vi kan i kirkelig sammenhæng er at være der, og tilbyde et værested eller fristed hvor man kan tale om de ting, man måske ikke tør tale om andre steder.

Vi kan lytte – høre andres erfaringer – dele tanker og forslag – spørge ind til de pårørende. Måske synge sammen. Og det er slet ikke så lidt endda at have sådan et sted og sådan en mulighed.  7

Sammen kan vi bekæmpe

ensomhed – En national ensomhedsstrategi

Ældre Sagen blev stiftet i 1986, men organisationen har rødder meget længere tilbage i historien. Helt præcist til 1910, hvor pastor Hermann Koch stiftede ”Ensomme gamles værn”, EGV, som Ældre Sagen senere blev en udløber af. Ensomhed blandt ældre har derfor altid været et af Ældre Sagens hovedfokusområder.

Af David Vincent Nielsen, Social-humanitær konsulent i ældresagen

Og det er der god grund til! I 2021 lavede Lykkeforskningsinstituttet en analyse for Ældre Sagen med titlen ”Lange og lykkelige liv”. Analysen baserer sig på undersøgelsesdata, der er indsamlet blandt mange tusinde europæere, som løbende er blevet spurgt til deres livskvalitet og til de livsbegivenheder og belastende livssituationer, de har oplevet.

Analysen giver derfor mulighed for at sammenligne forskellige tildragelsers indflydelse på seniorbefolkningens livskvalitet (respondenterne er alle over 50 år).

Resultatet er, at ensomhed faktisk opleves som klart den mest belastende og livskvalitetsforringende situation af 26 undersøgte, herunder meget alvorlige somatiske sygdomme, arbejdsløshed, økonomiske problemer, skilsmisse mv. Og hertil kommer, at ensomhed i modsætning til de fleste andre ubehagelige situationer, man som menneske kan komme ud i, ikke er noget man vænner sig til med tiden. Det bliver ved med at være ubehageligt, og efterhånden som ensomheden varer ved, viser andre undersøgelser, at den også forårsager forøget risiko for 8

hjertekarsygdomme, demens, depression, søvnbesvær og tidlig død.

Ved den sidste måling (Den nationale Sundhedsprofil) i 2021, viste 100.000 danskere over 65 år sig at opleve svær ensomhed. Denne store gruppe mennesker lever altså med stærkt nedsat livskvalitet og på sigt risiko for ligefrem at blive syge af ensomhed. Ældre Sagen forsøger som forening først og fremmest at gøre noget ved problemet via vores ca. 20.000 frivillige store indsats i hele landet, hvor de virker gennem vores 215 lokalafdelinger. Her er der mulighed for at deltage i fællesskaber med ligesindede omkring en lang række interesser og aktiviteter fra motion og IT til læsegrupper og fællesspisninger. Disse fællesskaber har en vigtig forebyggende effekt på ensomheden.

Men mange ældre er svækkede og sårbare, og kan måske ikke selv opsøge disse fællesskaber eller har ikke kræfter til at deltage i dem. Det kan være mennesker

Fortsættes side 10 

9

 Fortsat fra side 8

Det bliver ved med at være ubehageligt, og efterhånden som ensomheden varer ved, viser andre undersøgelser, at den også forårsager forøget risiko for hjertekarsygdomme, demens, depression, søvnbesvær og tidlig død.

med funktionsnedsættelser eller alvorlig multisygdom, ældre med demenssygdomme eller pårørende til svært syge. For denne gruppe har Ældre Sagen en række tilbud om samvær og fællesskab tilpasset den enkeltes behov og kapacitet. Det kan f.eks. være besøgstjenesten, hvor 5.000 frivillige kommer hjem til ældre til hyggeligt samvær eller en gåtur. Eller tryghedsopkaldene, der hver morgen ringer til ældre, der typisk bor alene og gerne vil betrygges i, at nogen hver dag sikrer sig, at de har det godt. Der findes også pårørendecafeer, hvor ældre med demens og deres ægtefæller kan mødes med andre i samme situation – og mange steder kommer Ældre Sagens frivillige på plejehjem og sikrer samvær med beboerne.

Trods alle disse aktiviteter og indsatser må vi konstatere, at ensomhedskurven blandt ældre er stigende. Og vi ser med stor bekymring, at ensomhedens stiger endnu hurtigere blandt vores børnebørn, de 16-24-årige. Noget må gøres.

Vi kan kun bekæmpe ensomhed sammen Ældre Sagen indså allerede i 2014, at der var behov for at gøre noget mere og anderledes i indsatsen mod ensomhed. Først og fremmest måtte vi blive bedre til at arbejde sammen med andre organisationer – og det var påkrævet, at vi ikke forsøgte at løse ensomhedsproblematikken i ”alderssiloer”, hvor nogen fokuserede på de unge, andre på de ældre og atter andre på dem midt i livet. Det blev startskuddet til Folkebevægelsen mod Ensomhed, som Ældre Sagen var med til at stifte sammen med en række andre organisationer i 2014 – og bevægelsen tæller nu 100 organisationer, kommuner, fonde og virksomheder.

10

Sammen har vi kunnet sætte ensomhed på dagsordenen og skabt opmærksomhed på ensomhed som et samfundsproblem, der truer folkesundheden. Og vi har sat en række lokale samarbejdsprojekter i gang, så ensomheden kan forebygges og afhjælpes mere systematisk. Folkebevægelsen giver os bedre adgang til viden om, hvad der virker bedst mod ensomhed.

Alligevel stiger ensomhedskurven fortsat. Det skyldes, at vi har nogle større samfundsmæssige tendenser imod os, og at de rammer, som vores liv udfolder sig i, ikke altid gør det let for mennesker at indgå i nære relationer: De unge presses og stresses af forventninger som aldrig før. Psykiatrien er underprioriteret og overbelastet. Mennesker med sygdom og handicap ekskluderes i al for høj grad fra fællesskabet på arbejdspladserne. Flere og flere bor alene. Mange ældre med behov for hjælp får den ikke. For blot at nævne nogle få udfordringer.

Derfor har Ældre Sagen også i de senere år arbejdet for, at Folketinget skulle vedtage en national ensomhedsstrategi, der kunne blive startskuddet til et mere fællesskabsorienteret og relationsvenligt samfund. Og politikerne har lyttet! Derfor arbejder vi lige nu sammen med Røde Kors, Menighedsplejen og 130 andre organisationer på et udkast til en sådan national ensomhedsstrategi, der forhåbentlig bliver vedtaget på Christiansborg i løbet af foråret. Ensomhedskurven kan vi kun knække i fællesskab!

Vi blev nødt til at gøre noget andet. Det var påkrævet, at vi ikke forsøgte at løse ensomhedsproblematikken i ”alderssiloer” Derfor arbejder vi lige nu sammen med Røde Kors, Menighedsplejen og 130 andre organisationer på et udkast til en sådan national ensomhedsstrategi. 

Samtaler om livets grundvilkår Som studenterpræster på landets videregående uddannelser tager vi hver eneste dag imod studerende, der har brug for en fortrolig samtale. Samtalerne tager afsæt i det, som de studerende har på hjertet.

Utilstrækkelighed, tvivl, afmagt, ensomhed og sorg er emner, der ofte dukker op. Ingen samtaler er ens, men fælles for dem alle er, at de handler om livet og om at være menneske, og netop den type samtaler oplever vi en stor efterspørgsel efter.

Af Studenterpræst Lene Crone Nielsen – foto: Ard Jongsma

Fortsættes side 12  11

 Fortsat fra side 11

En samtale med studenterpræsten er ikke terapi eller psykologisk behandling, men det er sjælesorg, det vil sige medlevende og eksistentielle samtaler: Hvem er jeg i den verden og i det liv, som jeg er sat til at leve i og med de udfordringer og vilkår, som er mine?

I samtalerne med studerende på SDU oplever jeg ofte, at det er velgørende for den studerende at få mulighed for at tale om livets grundvilkår: At vi alle er sårbare og dødelige, og at livet indimellem kan være hårdt og uoverskueligt. Det giver en stærk følelse af, at man ikke er alene, men at det, man går og bøvler med, er noget, man deler med andre. Det er ikke mig, den er gal med, for det svære i livet er både naturligt og uundgåeligt.

Når noget er et grundvilkår, ændres perspektivet fra, at vi ser på os selv som utilstrækkelige med ansvar for alt, hvad der sker i vores liv, til et andet og større perspektiv, der peger på det fællesmenneskelige, som forbinder os til andre mennesker gennem alt det, vi deler og har til fælles. På samme måde er det med ensomheden: Det er et vilkår vi deler med andre. Vi er ikke alene om at være ensomme.

Ensomhed og skam Ensomhed er en kompleks følelse, der følger os hele livet. Den kan være forbigående, men den kan også bide sig fast i os og have store negative konsekvenser. Den kan lamme os fuldstændig, så vi ikke længere tør gribe ud efter nogen – eller noget. Det tankevækkende er, at ensomhed rammer alle og hænger ikke nødvendigvis sammen med, om man er social, har venner og familie.

Mange af de unge, jeg taler med, beskriver ensomheden som noget skamfuldt. For nogen er det ligefrem et tabu. Det er flovt at være ensom, for så er man ikke ung på ”den rigtige måde”; især når normen er, at man som ung skal være social og udadvendt. Set i det lys er der mange, der bliver ensomme. Men måske er det mere normen, end det enkelte menneske, den er gal med?

Kan ensomhed fikses?

Alle, der har forsøgt sig med at ville fikse livet, ved, at det kan ikke lade sig gøre. Men derfor bliver vi alligevel ved med at dele ud af gode råd og ideer til, hvordan andre kan få det bedre: Hvad de skal gøre, hvordan de skal tænke. Sagen er bare den, at det ikke hjælper – heller ikke på ensomheden. Tværtimod kan man blot føles sig endnu mere isoleret og ensom, hvis man ikke kan tage imod de andres gode råd.

12

Lene Crone Nielsen, som studenterpræst ved SDU, og studenterpræst på UCL i Odense Thomas Hårbøl har mange samtaler med studerende om livets grundvilkår

Ensomhed er et gode, i hvert fald i mindre doser, Astrid Lindgren I mine samtaler om ensomhed har jeg hentet stor inspiration i Astrid Lindgrens forfatterskab, som har ensomheden som et gennemgående tema. Astrid Lindgreen kendte ensomheden fra sit eget liv og beskrev den ofte gennem sine romanfigurer, i interviews og breve. Hun siger et sted: ”Mennesket har et skrøbeligt sølle værn mod, hvad livet kan finde på at slå til med, hvis han eller hun ikke har lært at være alene. Det er næsten det vigtigste af alt”. Ensomheden findes som et grundvilkår i livet; det kan vi ikke ændre, og derfor skal vi kunne tåle at være alene.

At lære ensomheden at kende Ensomheden kan ramme os som en tsunami, der vælter os fuldstændig omkuld og suger al kraft ud af os. Det er en skræmmende følelse, og har man først oplevet ensomhed, så glemmer man det aldrig. Men hvordan ruster man sig til ensomheden? Ifølge Astrid Lindgren skal vi lære ensomheden at kende. Det er, siger hun, det stærkeste middel mod ensomheden.

Tal om det Ensomheden er der. Den er et grundvilkår, og den kan ikke fikses. Den kan slå os omkuld, og vi frygter den, men hvordan finder vi modet til at leve med den? Hos studenterpræsten kan de studerende – i al fortrolighed – tale om ensomheden og om, hvordan det påvirker dem.

Tale om skammen og om, hvor sårbar ensomheden gør dem. Men det er kun første skridt. Næste skridt er ruste sig imod ensomheden: At se på det der lykkedes. Hvad har jeg brug for. Hvad kan jeg gøre for andre? Hvad tør jeg bede om? Overfor hvem tør jeg bryde tabuet ved at tale åbent om ensomheden.

Fællesskaber Et af de gode råd vi ofte giver mennesker, der er ensomme, er, at de skal opsøge fællesskaber. Men for den ensomme er det et råd, der er svært at honorere. For har man været ensom længe, er man ofte slet ikke i stand til at række ud efter andre. Derfor skal vi altid minde os selv og hinanden om, at ensomhed ikke er noget, der blot rammer de andre, men det er et vilkår vi deler. Det er normalt og almindeligt. Vi skal huske, at ensomhed er et vilkår vi deler, og fællesskaber er noget vi giver til hinanden.  13

Den Stressfri Have giver fællesskab Af Eva Green Meinel Lise og Maria har begge mistet deres ægtefæller og har været igennem en svær tid efter tabet af deres ægtemænd. De mødtes i Den Stressfrie Have, som er et frirum for psykisk sårbare mennesker med udfordringer som stress, ensomhed og depression.

For Lise har Den Stressfrie Have haft stor betydning, da det ikke har været nemt at finde sig til rette i livet igen efter at have levet mange år med sin mand. I Den Stressfrie Have fik hun mulighed for at være en del af et fællesskab med mennesker i samme situation. Lise uddyber: ”Jeg er rigtig glad for at bruge mine hænder, og jeg nyder at passe planterne, lave kranse og andre kreative ting med naturen”.

14

Maria mistede sin mand i samme periode som Lise. Maria er enige med Lise om at Den Stressfrie Have har været et frirum. Som hun siger: ”Jeg elsker at kommer her, og finder havearbejdet meget givende, især når dagen afsluttes ved at vi nyder den velorganiseret have” Begge synes, at aktiviteterne er meget relevante for psykisk sårbare, og hvis man ikke har kræfter, behøver man ikke deltage i havearbejdet. Det er også muligt at sidde ”alene i fællesskabet” ved et ”stillebord” og lave kreative ting – og bare være til stede!

☺

Menighedsplejen i Danmark samarbejder med Frederiksberg og Vesterbro sogne om stressfri haver. 

15

Fællesskab er en mangelvare for psykisk sårbare I ’Menighedsplejen i Danmark’ blev vi opmærksom på, at mange mennesker med diagnoser har et begrænset netværk. I begyndelsen af 2016 var ’Menighedsplejen i Danmark’ engageret i et projekt om ’Peer to peer’ i samarbejde med Københavns kommune, og i den forbindelse blev vi opmærksomme på at netværk og fællesskab var en mangelvare for mange individer med diagnoser.

Af Sanne Damborg, Diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark.

Ideen til projektet, opstod da Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith var psykiatripræst på den psykiatriske afdeling i Slagelse. Her opdagede hun, at mange af de indlagte brugte meget af deres tid på at vandre op og ned ad gangene. Hun begyndte at gå med, og fik på den måde flere patienter i tale. Med Elizabeths baggrund som pilgrimspræst voksede ideen om at tage patienterne med ud i naturen at vandre i stedet for på de lange hvide gange.

På afdelingen lykkedes det at lave ture i og omkring afdelingen med enkelte patienter, og det var tydeligt for både Elizabeth og patienterne, at det kunne noget andet at have naturen som baggrund og fælles referenceramme. Ud af den erfaring udsprang ideen til at undersøge, hvordan det kunne muliggøres at lave vandringer med grupper af psykisk sårbare for at skabe fællesskab med hinanden og naturen.

Det blev en grundtanke i projektet at skabe inkluderende fællesskaber på tværs af de mødesteder, mennesker 16

Andel, der aldrig eller næsten aldrig har nogle at tale med, hvis de har problemer eller brug for støtte, i grupper med forskelligt antal belastende livsomstændigheder (alkoholmisbrug, sindslidelse, hjemløshed, stofmisbrug, fattigdom).

Klide: SUSY UDSAT 2017 Sundhedsprofil for socialt udsatte i Danmark og udviklingen siden 2007 30% 25% 20% 15% 10%

 Andelen af psykiatriske genindlæggelser indenfor 30 dage var i 2021 på hele 24%. Det betyder, at 14.186 gange er en patient blevet genindlagt på en psykiatrisk afdeling indenfor 30 dage efter patienten første gang er blevet udskrevet.

Klide: Genindlæggelser i somatik og psykiatri (esundhed.dk)

5% 0% Ingen

1

2

3 eller flere

med sårbarhed som livsvilkår har til dagligt. Dette for at skabe mødet med andet og mere end ’det vi plejer’, og for at skabe mulighed for at kunne se sig selv som en del af et nyt fællesskab.

For de indlagte patienter på psykiatrisk afdeling var det også tanken om at kunne være med til at skabe et trygt og velkendt fællesskab at blive udskrevet til, for at være med til at bryde med ensomhed og tilbagefald.

Hvem kan gå med?

Udover baggrunden for projektet er det vigtigt at definere, hvad vi forstår ved psykisk sårbarhed. Vi er hver især følsomme mennesker, med erfaringer, der har givet os smerter, og derfor kender vi alle til psykisk sårbarhed.

Vi har formentlig alle kæmpet med at finde fodfæste i livet, og bedst, som vi tror, at vi har fundet en ny og tryg platform, kan der komme noget, der vælter os omkuld.

Samtidig er det vigtigt at respektere, at nogen er mere

udfordret af deres psykisk sårbarhed end andre. Derfor skal det overvejes, hvilke personer, der vil få glæde af dette tilbud, som ikke er behandling, men en ligeværdig vandretur mellem forskellige mennesker. I ’Menighedsplejen i Danmark’ har vi besluttet, at tilbuddet ikke gælder personer med skizofreni eller udadreagerende individer, da det er frivillige, der er primære personer på projektet. Samtidig er det vigtigt, at deltagerne kan rumme forskellige deltagere. Nogle er måske brugere i Kirkens Korshærs Varmestue, mens andre er præster eller diakoni-medarbejdere. Nogle er frivillige, og andre er ansatte. Nogle kommer fra det kommunale regi, mens andre har kirkelig baggrund. Uanset position, er vi fælles om at kende til sårbarhed. Når vi tager på vandring, kommer denne fælles bevidsthed frem. Vi kan dele vores erfaringer, mens vi er på vej. Naturen og det, vi oplever undervejs, binder os sammen – på tværs af de skillelinjer, vi ellers kan opleve i hverdagen.  17

I Kirkens Genbrug skal man

ikke altid have travlt I Menighedsplejen i Danmark oplever vi ofte et stærkt fællesskab i vores butikker, som går under navnet Kirkens Genbrug. For her er plads til alle. Her kan man komme og være frivillige, hvis man har interesse for genbrug, men også hvis man er ny i byen eller bare har lyst til at bruge et par timer i samvær med andre.

Af Mette M. Madsen Jens Peter Primdahl er butiksleder i Kirkens Genbrug på Lavhedevej i Holstebro, og det har han været de sidste seks år. Han startede med at være butiksleder sammen med sin kone Dorte, for da de sammen gik på pension, kiggede de på hinanden, og spurgte, hvad skal vi lave nu. Her var butikken et dejligt projekt at blive en del af, som Jens Peter siger ”Det er vigtigt for mig at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor der er mange forskellige mennesker, der arbejder sammen om det fælles tredje”.

Han fortsætter: ”Dorte og jeg har altid arbejdet i det kommunale, og der mødte vi mange forskellige mennesker, og det ville vi gerne fortsætte med efter vi stoppe18

de på arbejdsmarkedet, og her er Kirkens Genbrug et godt sted at være”. Jens Peter oplever, at butikken er et godt fællesskab, hvor der både er en god kerne af frivillige, der har været der altid og nye frivillige, der kommer til. For eksempel var der en frivillig, der var rejst til en anden by med en kæreste, som for nyligt var vendt tilbage til byen og straks havde henvendt sig til butikken. ”De fleste ser butikken, som en base, hvor de fortsat kan give noget til andre uden, at det bliver et arbejde” siger Jens Peter. For eksempel var der en af de frivillige, der havde en pårørende med demens, som sagde, at butikken var en form for åndehul fra hjemmets udfordringer, og da

"Det er vigtigt for mig at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor der er mange forskellige mennesker, der arbejder sammen om det fælles tredje" Jens Peter Primdahl

hans ægtefælle døde var butikken hans trygge base at komme tilbage til.

Man skal ikke altid have travlt Som butiksleder lægger Jens Peter vægt på, at man ikke altid skal have travlt, når man er i butikken. Indimellem er der nogen, der giver udtryk for at andre grupper ikke laver noget, men blot sidder og drikker kaffe. Her siger Jens Peter altid, at de skal endelig blive siddende og drikke kaffe, for man skal ikke altid have travlt, når man er i butikken. Jens Peters holdning er, at alle der er i butikken gør, hvad de kan, og der skal også være plads til dem, der ikke kan lave så meget. Jens Peters kone oplevede selv efter en periode med sygdom, at hun ikke kunne så meget som tidligere, og der var det dejligt at kunne komme i butikken og gøre det, som dagsformen tillod.

Sommerudflugt og nytårskur Når man spørger Jens Peter, hvad man gør for at skabe et godt fællesskab, så fortæller han om personalemø-

derne, der bliver afholdt tre gange om året, og hvor der er altid er aftensmad efter mødet. Det at spise sammen betyder noget, fortæller Jens Peter. Derudover afholdes der sommerudflugt samt nytårskur for alle de frivillige i butikken. Men det vigtigste for fællesskabet mener Jens Peter og Dorte, er de daglige grupper, som virkelige holder øje med hinanden, fortæller Jens Peter. Det er i grupperne, at der bliver gjort opmærksom på, om nogen har udfordringer eller pårørende med sygdom.

Butikken sender ikke længere blomster til fødselsdage eller ved sygdom, da det blev for svært at styre, men der bliver sendt blomster, hvis nogen af de frivillige mister en pårørende, og ofte deltager nogen fra butikken i begravelsen, for her støtter man op om hinandens liv.

Man kan tydeligt mærke, at Jens Peter og Dorte er glade for butikken og fællesskabet, som Jens Peter siger: ”Jeg sætter pris på fortsat at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor vi uanset kirkelige orientering kan arbejde sammen om noget vigtigt”. 

19

Menighedsplejen i Danmark ... på Facebook Følg Menighedsplejen i Danmarks facebookside, Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejde. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så gå ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.

SMUKKERE OG GLADERE

Kirsten er 81 år. Hun har været indlagt på Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering et par dage, og nu glæder hun sig rigtig meget til at komme hjem. Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering har til opgave at hjælp ældre, der har brug for genoptræning, inden de skal hjem eller på plejehjem. Kirsten er glad for, at hun skal hjem snart. For hjemme venter hendes mand, som hun har været gift med i 51 år. ’Menighedsplejen i Danmark’ er engageret i Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering, fordi det kan være vigtigt med nærvær i en svær tid. Derfor er der mange forskellige aktiviteter på Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering, der kan give livsenergi og et smil på læben.

Hver onsdag er der for eksempel ’Manicuredag’ fra kl.

13.00 til 15.30, hvor frivillige og studerende hjælper de indlagte med neglelak og en god samtale.

Kirsten har været rigtig glad for at få neglelak på, fordi som hun siger: ”Det har gjort mig gladere og smukkere så jeg er klar til at møde mit livs kærlighed”.

Aktiviteten hjælper beboere til at have en hyggelig tid med nærvær og nærhed, hvor mange emner kan blive vendt over en duft af neglelak. De frivillige kommer fx. fra nærliggende sogne.

For mere information kan I kontakte; Birgitte Lysgård Pedersen E-mail: bipe06@frederiksberg.dk

KIRKEN TAGER DEL I DEBATTEN OM SAMFUNDETS ÆLDRE OMSORG.

Samfundets ældrepleje er til debat. Emnet er ikke til at komme uden i valgkampen her i oktober måned.

Danske Ældreråd har for længe siden – før valget blev udskrevet - inviteret til konference med titlen ”Mere omsorg og nærvær i ældreplejen”. Det er et brandvarmt emne, vi skal finde nogle langtidsholdbare løsninger på. Kirken deltager i debatten sammen med forskere, embedsmænd og andre interesseorganisationer. Temaet holder ikke op med at være interessant efter valget er afgjort.

Der mangler hænder i plejesektoren. Civilsamfundet har masser af hænder til rådighed. Sognepræst og formand for Menighedspleje i Danmark, Erik Ladegaard og Mette Møbjerg Madsen der er generalsekretær for Menighedsplejen i Danmark og formand for Diakoniens råd vil på konferencen komme med nogle konkrete bud på, hvordan civilsamfundet og menighedsplejen kan spille en aktiv rolle.

Det frivillige sociale arbejder, der har basis i kirkerne, bidrager mange steder rundt i landet med at nærvær og omsorg for de ældre mennesker, der ikke længere har kræfter og overskud til selv at opsøge ældretilbud i nærmiljøet.

Fx med besøgsvenskaber, ved at aflaste pårørende til syge, våge over døende og arrangere ferier for dem, der ikke længere selv kan tage ud i det blå. I samarbejde med kommunerne kan civilsamfundet være med til at imødekomme sociale behov hos vores ældre mennesker og på den måde bidrage til samfundets samlede ældrepleje.

Danske Ældreråd er en landsorganisation for de kommunale ældreråd, som kommunerne nedsætter, for at have særligt fokus på samfundets ældre. #ældrepleje #diakoni #sammenitrohåboghandling

20

Vi støtter dit

nye projekt Har du en idé til et nyt diakonalt projekt, der kan være til gavn for en ny målgruppe i din lokale menighedspleje, men mangler du økonomiske støtte til det?

Hvis du kan svare ja til ovenstående, så har du nu en mulighed for søge økonomisk hjælp hos os til at realisere din idé!

Vi vil gerne være med til at udvikle diakonien lokalt ved at støtte nye innovative diakonale projekter i hele landet, som senere kan være til inspiration for andre. Derfor har flere af modtagerne af den innovative diakonale fond deltaget på vores årsmøde og fortalt om deres erfaringer til andre medlemmer, så de kan få del i erfaringerne.

Har du spørgsmål til ansøgningsprocessen eller vil du have sparring på dine projektideer, er du velkommen til at kontakte os på e-mail: info@menighedsplejen.dk.

Søg inden 31. maj 2023 Næste ansøgningsfrist er onsdag den 31. maj 2023.

Kravene for at søge er følgende: < I skal være medlemmer hos os for at søge midler. < Projektet skal være nyt, enten i forhold til aktivitet eller målgruppe. Du bestemmer selv om det er aktiviteten eller målgruppen, der skal være nyt. < Projektet skal have et budget på minimum 10.000 kr. og maksimum 50.000 kr. og det skal afholdes i 2023-24 < I skal dele jeres erfaringer til inspiration for andre, hvis I modtager en bevilling. I løbet af projektet skal I skrive to historier, som vi kan dele på de sociale kanaler. Derudover skal I deltage på vores årsmøde i 2024.

Send din ansøgning til mmm@menighedsplejen.dk 21

Menighedsplejen i Danmarks Årsmøde 2023  Lørdag den 22.april 2023 kl. 10.00 – 17.00  Brogården, Abelonelundvej 40, 5500 Middelfart  Årsmødets tema er: ”Vi sætter diakonien i spil for fremtidens velfærdsstat”

Det foreløbige program er følgende: kl. 9.30 - 10.00 Ankomst, registrering og valg af workshop

Kaffe, te og rundstykker kl. 10.00 – 10.15 Velkomst og andagt

ved Bestyrelsens formand Erik Ladegaard

kl. 10.15 – 11.00 Diakoniens betydning for

velfærdsstaten før og nu ved Helle Christiansen, tidligere korshærschef kl. 11.00 – 11.30 Drøftelse af diakoniens be tydning for jeres lokalsamfund i fremtiden

Kl. 11.30-11.40 Pause Kl. 11.40 – 13.00

Ordinært årsmøde

kl. 13.00 - 14.30

Frokost

kl. 14.30 – 16.00

Forskellige typer workshops

kl. 16.00 – 16.30

Kaffe og kage

kl. 16.30 – 17.00

Afslutning i salen

Kl. 17.00

Sandwich to-go og afrejse

22

Hvem kan deltage? Hver menighedspleje, hvert menighedsråd med samarbejdsaftale og hver genbrugsbutik er velkommen til at sende alle de deltagere, som de ønsker – heraf har én stemmeret. Desuden har Bestyrelsens medlemmer stemmeret. Udover disse stemmeberettigede kan følgende deltage: Personlige støttemedlemmer og formændene for de selvejende institutioner med samarbejde/ tilknytning til Menighedsplejen i Danmark.

Prisen er for alle kr. 295 kr.- pr. deltager.

Dagsorden: Årsmødet vil få forelagt anmodninger om at bekræfte nye samarbejdsaftaler med menighedsråd, nye menighedsplejer og nye genbrugsbutikkers optagelse i Menighedsplejen i Danmarks fællesskab.

Opstillede kandidater til Bestyrelsen skal være Fælleskontoret i Valby i hænde senest én måned før årsmødets afholdelse dvs. senest mandag den 20. marts 2023. Menighedsplejerne, menighedsrådene og genbrugsbutikkerne kan opstille kandidater til bestyrelsen for at sikre organisationens demokratiske basis. Kandidater må gerne være udpeget af menighedsplejens bestyrelse/menighedsrådet/ genbrugsbutikkens bestyrelse, uden at være medlem af denne.

Desuden kan Bestyrelsen indstille kandidater.

Foreslåede kandidaters samtykke skal forinden være indhentet.

Forslag, der ønskes behandlet på det ordinære årsmøde under dagsordenpunktet “Indkomne forslag”, skal være Fælleskontoret i Valby i hænde senest én måned før årsmødets afholdelse, dvs. senest mandag den 20. marts 2023.

Valg til Bestyrelsen: Der er tre pladser på valg.

Dagsordenen vil blive udsendt digitalt til alle medlemmer primo april. Årsberetningen 2022 og årsrapport (regnskabet) for 2022 vil blive offentliggjort og kan downloades fra på www. menighedsplejer.dk senest d. 31. marts 2023.

Vi ser frem til et godt og udbytterigt årsmøde.

Workshop 2:

Workshop 3: Gode erfaringer med virtuelle samtaler og fællesskaber

Line Sørig, diakonikonsulent i MDK

Mei Petersen, diakonikonsulenter i MDK og Birgitte Lystrup Pedersen, frivillighedskonsulent i FKD

Workshop 1:

Børnefamiliearbejdet i kirken Anne-Dorthe MoesgaardChristensen, familienetværkskonsulent fra Blå Kors, Lone Skov Frølund, projektleder for det sociale arbejde fra Folkekirken i Aarhus samt Betina Køster, diakonikonsulent i MDK

Hvordan sikrer vi, frivillige til kirkernes vigtige sociale arbejde i fremtiden?

Workshop 5:

Workshop 4:

Hvordan samarbejder man med kommunen om jobtræning i en genbrugsbutik?

Susanne Tidemann, Bistrupkirken i Hjørring og Sanne Damborg, diakonikonsulent MDK

Vibeke B. Jakobsen butiksleder i Kirkens Genbrug Frederiksberg og Maria Ludvig, genbrugskonsulent i MDK

Projekt ”Hjælpende Hænder” – få diakonien til at blomstre

Workshop 6:

Workshop om livsglæde, meditation og diakoni Janni Nielsen socialrådgiver i Tingbjerg Kirke og Eva Green Meinel, diakonikonsulent i MDK

Om os Menighedsplejen i Danmark Valby Tingsted 7 2500 Valby Tlf.: 36 46 66 66 Mobilepay 30206 Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 info@menighedsplejen.dk www.menighedsplejen.dk Fælleskontorets Telefonåbningstid Mandag - torsdag kl. 10-15 Fredag kl. 10-12 Tlf.: 36 46 66 66 Formand for bestyrelsen Sognepræst Erik Ladegaard Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejen.dk Souschef Jette Lynnerup Romanelli Tlf.: 30 66 18 75 jr@menighedsplejen.dk

Administration Anne Marie Kær Hornung Tlf.: 36 13 06 35 Lone Sørensen Tlf.: 36 13 06 46 Kommunikation og fundraising Anne Marie Harbo Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejen.dk

Birgitte Engelhardt BEN@km.dk JYLLAND/VIBORG Elise Secher Tlf.: 28 30 28 66 elise@kirkernessocialearbejde.dk

JYLLAND/AARHUS Lone Skov Frølund LSFR@km.dk

Iben Meinertsen Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejen.dk

SJÆLLAND/KØBENHAVN: Betina Køster Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejen.dk

Cinne Petersen Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejen.dk

Helle Engelsborg Olsen Tlf.: 26 89 06 29 heo@menighedsplejen.dk

Diakoni-konsulenter

Eva Green Meinel Tlf.: 60 68 90 40 egm@menighedsplejen.dk

LOLLAND-FALSTER: Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejen.dk

Line Sørig Tlf.: 92 15 06 47 ls@menighedsplejen.dk Folkekirkens Feriehjælp feriehjaelp@menighedsplejen.dk

Tlf.: 36 46 66 66 Der henvises til: Mei Petersen eller Sanne Damborg

Reception og Fonden "De Stille Stuer" Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66

Kirkens Genbrug Vagn Nielsen Tlf.: 20 27 49 14 vn@menighedsplejen.dk Annette B. Iversen Tlf.: 40 16 00 20 abi@menighedsplejen.dk Maria Ludvig Tlf.: 92 15 06 49 ml@menighedsplejen.dk Frivillige Anne Olesen Helle Axelsen Søren Christensen Uffe Laugesen

Sanne Glerup Damborg Tlf.: 92 15 62 02 sgd@menighedsplejen.dk

23

Arv der bliver til varme hænder



Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.

Sådan står der i salmen ’Menneske din egen magt’ (DDS 370). Menighedsplejen i Danmark har altid ønsket at være de hænder, der rækker ud og hjælper et andet menneske, når der er brug for det. Og det gælder også i dag, selvom navnet har ændret sig en smule.

Jeg god

Hvis du donerer din arv til Menighedsplejen i Danmark kan du være med til at fremme diakonale projekter og medvirke til at Folkekirkens sogne kan påtage sig et endnu større socialt ansvar i Danmark. For selvom vi har en god velfærdsstat, så vil der altid være brug for at kirken kan træde til med en hjælpende hånd. Det blev især tydeligt med de stigende energipriser og udgifter til fødevarer, hvor menighedsplejerne har hjulpet med legater, uddeling af overskudsmad og spisefællesskaber. Her kan din arv gøre en stor forskel for dem, der står på kanten af samfundet.

Du bestemmer frit hvad og hvor meget, du vil testamentere. Vi er fritaget for at betale arveafgift, og vælger du at betænke os i dit testamente, kan du oprette dit testamente helt gratis via den juridiske virksomhed Dokument 24. Hvis dit testamente er mere kompleks og du ikke har egne efterkommere, kan du testamentere minimum 30 % til Menighedsplejen i Danmark, så påtager vi os at betale tillægsboafgiften for de øvrige arvinger. På den måde får arvingerne en lidt større del af arven, samtidigt med at nogle af pengene går til socialt kirkeligt arbejde. Menighedsplejen i Danmark bistår gerne med hjælp til at udarbejde et testamente, hvis du ønsker dette.

Du kan skrive til nedenstående, hvis du har nogen spørgsmål eller ønsker hjælp til testamentet: jr@menighedsplejen.dk eller ringe til 36 46 66 66.

Afsender:

Valby Tingsted 7, 2500 Valby