SAMMEN 2022-1 - at magasin om diakoni fra Samvirkende Menighedsplejer

Sammen

nummer 1/2022

Et magasin om diakoni

Ordet blev kød

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Teologiske argumenter for diakoni

Indhold 4-5

Diakoni er én af kirkens tre udtryksformer

6-8

Har kirken og den grønne omstilling noget med hinanden at gøre?

9-11

12-13

Familiearbejde i menighedsplejen

14-15

Sorggrupper – en del af Folkekirkens arbejde

16-17

Gud incognito – om gæstfrihed som åndelig disciplin

18-19

Det er en god forretning at få en genbrugsbutik

20-21

Sammen i tro, håb og handling?

22-23

Samvirkende Menighedsplejer ... på Facebook

24

Om Sammen

Kan man strikke sig et nyt hjerte, hvis det første er gået i stykker?

Bær hinandens byrder

Sammen er Samvirkende Menighedsplejers blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.

Redaktion:

Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.

Design og Produktion:

Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)

Deadline for næste nummer er 1. august 2022

Den Gröna Krabban Øko-tryk ApS, Skjern

Forsidefoto: Pxhere

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

2

Leder

"Diakoni er kirkens omsorg for mennesker i nød" Den gamle norske professor, Torleiv Austad, definerer diakonien som kirkens tjeneste for mennesker i nød.

Med den definition får Austad sagt flere vigtige ting om diakonien. For det første at diakonien er kirkens opgave. Kirken skal drive kirkeligt socialt arbejde. For det andet at kirkens diakonale opgave er en omsorgsopgave. Og for det tredje at kirkens sociale omsorgsopgave især retter sig mod mennesker i nød.

Når man i kirken taler om diakoni, så gør man det tit ud fra skabelsen. Ethvert menneske er skabt i Guds billede, og derfor har det også ret til at blive mødt med omsorg på lige fod med alle andre. For selvfølgelig skal kirken være til stede med omsorg for mennesker i nød. Alle er jo lige meget skabt i Guds billede, og alle er derfor også lige værdifulde.

Men når vi i kirken taler om diakoni, så gør vi det også ud fra forløsningen, altså ud fra det, Jesus gjorde for at frelse mennesker. Vi skal tjene mennesker i nød med Jesu omsorg – den omsorg der springer ud af, at alle mennesker – ikke alene er lige meget skabt af Gud – men at alle mennesker også er lige meget genstand for Guds kærlighed i Kristus Jesus. Jesus ville ikke bare frelse nogen, men alle!

Lad os se lidt nærmere på det

Skabelsestroen bekender vi hver søndag. Vi tror på Gud, den almægtige, himlens og jordens skaber. Luther forklarer det ved at sige: at jeg tror, at Gud har skabt mig og alle skabninger. Og Luther siger videre, at troen på Gud som skaber betyder, at han sørger for mig i min dagligdag.

Måske skal vi alligevel skelne lidt her og sige, at Guds første skabelse var hans alene, mens den fortsatte skabelse – at der sørges for os – er både hans og vores opgave. Vores del af denne fortsatte skabelse foregår både helt individuelt, men også kollektivt i forskellige ordninger som familie, socialvæsen, på arbejdspladser, i skoler og på uddannelsessteder.

Den nød og lidelse og uretfærdighed, der findes i verden, er ikke villet af Gud. Han bekæmper synden og døden og alt ondt. Og Gud bruger i høj grad mennesker som sine medarbejdere i kampen mod alt ondt og al nød og elendighed. Det er det, vi siger i kirken: "Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen" Så vi er med i kampen på Guds side mod det onde!

Vi rige danskere er kaldet til at hjælpe fattige mennesker, alle vi raske mennesker er kaldet til at hjælpe de syge, alle frie mennesker er kaldet til at hjælpe de undertrykte, alle danskere med hus og hjem er kaldet til at åbne deres hjem og hjerter for dem, der ikke har noget hjem eller et hjemland. Det er ikke nemt, og det er derfor vi må kæmpe med det, for at holde det øverst oppe på vores personlige dagsordener.

Forløsertroen, eller troen på Jesus som frelser kan betegnes som en ny skabelse. "Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning, det gamle er forbi, noget nyt er begyndt!". En nyskabelse er forbundet med syndernes forladelse. Tænk på de erfaringer, vi alle har gjort med at få tavlen vasket ren. Det er som at blive helt ny, at få livet igen. Som kristne er vi kaldet til at bringe Kristi kærlighed videre til dem vi møder.

Så Gud har skabt og frelst alle. og derfor skal diakonien – Kirkens sociale arbejde – rette sig mod alle. Vi er alle lige skabte og lige frelste. Vi har en opgave både med konkret hjælp til den nødlidende, og vi har en fortælling om, ham, der elsker alle.

I praksis er det svært at holde diakonien i lyset af skabelsen sammen med diakonien i lyset af frelsen. For diakonien befinder sig da i et krydsfelt mellem handling og ord.

Diakoni kan således foregå, der hvor ord ikke rækker. Omsorgen kan tale tydeligere end mange ord. Men diakoni kan også være med ord – ord der peger på Guds uendelige kærlighed i Kristus. Al diakoni henter sin

energi og sin kraft i at være spændt ud mellem skabelse og frelse!

Når man på den måde ser diakoni spændt ud mellem skabelse og frelse, så kan kirken ikke nøjes med at missionere og evangelisere, den skal også engagere sig i det mellemmenneskelige liv og kæmpe på Guds side i kampen mod det onde – også på det institutionelle område. Vi skal hjælpe og værne om den svage. Og vi skal tale retfærdighedens sag for dem, der ikke kan tale selv … og, ja, vi skal hjælpe dem, som er undertrykte og gjort tavse til at få en stemme.

Kirkens diakoni er altså et BÅDE OG. – Både kærlighedens gerninger og kærlighedens tale.

Sådan skal jeres lys skinne for mennesker, siger Jesus i Bjergprædikenen, så at mennesker ser de gode gerninger, I gør, og priser jeres far som er i himlen. Det er diakoniens opgave ude i sognene at se mennesker som skabt af Gud og frelst af Gud. Og i spændingen mellem disse to perspektiver at prøve at gøre godt … være der, når mennesker er i nød, sidde ved den, der sidder alene, gå med den, ingen vil gå med, tørste den, som er sorgfuld, le med den glade, men også at tale om og henvise til den kærlighed, som Jesus viser os med sin død og opstandelse – om nødvendigt med ord.

Hvordan vi skal stå og praktisere i denne tjeneste, er der ingen faste regler for. Vi skal i menighedsplejerne rundt i sognene prøve at identificere behovene, og så skal vi i fællesskab samle kræfterne til at gøre noget ved det. For diakoni er og skal være kirkens omsorg for mennesker i nød.

Erik Ladegaard Sognepræst og formand for Samvirkende Menighedsplejer

3

Diakoni er én af kirkens tre udtryksformer Af Lektor Jakob Egeris Kirken har tre udtryksformer: Gudstjenesten, det offentlige vidnesbyrd og tjenesten for næsten. De teologiske betegnelser for disse er liturgi, martyrium (eller kerygma) og diakoni. Hver af de tre er lige vigtige og forsømmes ét af dem, bliver kirken ensidig.

Denne forståelse af kirkens væsen griber tilbage til oldkirken og har siden midten af det 20. århundrede atter vundet udbredelse på tværs af de forskellige kirkesamfund. Det lutherske verdensforbund (LWF) har i sit fælles dokument "Diakonia in Context" (2009), at hver af disse udtryksformer er indbyrdes forbundne, ja faktisk ikke kan eksistere uden hinanden. På samme vis skrev den tidligere Pave Benedikt XVI i sin "Gud er Kærlighed" (2005), at kirken har et "trefoldigt kald: forkyndelse af Guds ord (matyria), 4

fejring af sakramenterne (leiturgia) og kærlighedens tjeneste (diakonia)" og at hvert af disse "er gensidigt afhængige af hinanden, og ikke kan adskilles fra hinanden" (§25).

Tanken om kirkens tre udtryksformer bygger på, at kirken i sit virke skal afspejle Kristi trefoldige tjeneste. Jesus beskrives i evangelierne som ypperstepræst, profet og konge. Som præst viser Kristus den rette gudstjeneste, som profet bærer han vidnesbyrd, og som konge viser han den rette form for tjeneste, nemlig tjenesten for næsten (dvs. diakoni).

På trods af at alle de store kirkesamfund igen lægger vægt på denne forståelse af kirkens væsen, er der i Danmark og hele Vesteuropa en tendens til ensidigt at fokusere på den ene udtryksform, den regelmæssige gudstjeneste, og til

at negligere de andre to som mindre væsentlige. Dermed kommer kirken nemt til at stå på et ben og dermed nemt til at miste balancen.

Når kun gudstjenesten er i centrum, bliver den offentlige forkyndelse af Kristus og den diakonale tjeneste nemt overset og uddelegeret til de få ildsjæle, der gider mission og diakoni. Det er naturligvis al ære værd, men dermed kommer disse to udtryksformer nemt til at stå hver for sig og i mindre grad at fremstå som hele kirkens fælles opgave. Det er et problem. Pointen hos både det lutherske verdensforbund og Pave Benedikt er jo netop, at de tre udtryksformer gensidigt skal præge og støtte hinanden. En gudstjeneste, der ikke er tæt forbundet med en offentlig forkyndelse af og undervisning i kristendommen, bliver nemt reduceret til tom tradition.

På samme måde bliver det offentlige kristne vidnesbyrd, hvis ikke det er forbundet med invitationen til at være en del af et konkret kirkeligt fællesskab, nemt reduceret til blot at være endnu et eksistentielt tilbud på hylden i det senmoderne åndelige supermarked. Og hvis kristendommen skal være troværdig også for den, som har sår på sjæl og legeme, må dette kirkelige fælleskab også yde en diakonal omsorg for hele mennesket.

Endelig er det vigtigt, at den diakonale udtryksform opretholder sin forbindelse til både gudstjenesten og det kristne vidnesbyrd og den dermed forbundne tilværelses og verdensopfattelse. Gør diakonien ikke det, bliver den meget nemt reduceret til endnu et (delvist) skattefinansieret tilbud i velfærdsstaten og kommer dermed også nemt til

at overtage samtidens rent dennesidige syn på mennesket. Diakonien adskiller sig fra det sekulære humanistisk motiverede omsorgsarbejde ved at have et alsidigt syn på mennesket, der inkluderer den åndelige dimension. Diakonien har altid også en transcendent horisont (Gudsriget og det evige liv) og selvom den ikke er missionerende i traditionel forstand, bør den altid være åben for at redegøre for sit livssyn og for også at varetage menneskers åndelige nød og behov. Diakonien ved, at mennesket ikke lever af brød alene og at mange af samtidens dårligdomme, så som ensomhed, brudte familierelationer og mangel på mening, netop også skyldes fraværet af Gud i menneskers liv og ikke bare kan fixes med flere socialarbejdere.

Det mageløse ved kristendommen er, at den vendte op og ned på alle

værdier. At den største ikke længere var den, der kunne hævde sig over for alle andre, men tværtimod den, der gør sig til medmenneskets tjener.

Derfor er diakonien vigtig, ja en "kongelig tjeneste", fordi den viser at den sande kongetjeneste er at tjene næsten.

Man taler i kirken meget om det almene præstedømme, som betyder at alle døbte er kaldet til et liv i gudstjeneste. I lyset af den ovenstående beskrivelse af kirkens tre ligeværdige udtryksformer bør man nok også begynde at tale om det almene profetdømme og det almene diakondømme. Gjorde vi det, ville diakonien rykke helt ind i kirkens selvforståelse og den allerede eksisterende diakoni ville i endnu højere grad end den allerede gør, se sig selv som en del af kirkens virke, dvs. Guds sendelse til verden i dag.

5

kirken og den grønne omstilling Har

noget med hinanden at

6

gøre?

Svaret er JA!

Som en ansvarlig del af det danske samfund og verdenssamfundet har kirkerne en pligt til som andre institutioner og organisationer til at forholde sig til de fælles udfordringer vi står overfor lokalt og globalt.

Af Biskop Peter Fischer-Møller Et overvældende flertal af naturvidenskabsfolk fortæller os om menneskeskabte klimaforandringer og voldsomme forringelser af livsvilkårene for vilde dyr og planter på kloden gennem de sidste par hundrede år. Politikere herhjemme og internationalt kalder til handling for at begrænse klimaforandringerne og naturødelæggelsen.

I den sammenhæng har vi som kirker pligt til at handle ansvarligt. Ved at skifte fra fossile brændstoffer til ikke-CO2 udledende energiformer som sol og vind.

Ved at begrænse vores forbrug og handle bæredygtigt ved om muligt at foretrække økologiske og/eller lokalt producerede varer. Ved at begrænse den mængde af affald vi producerer og sørge for at få sorteret vores affald bedst muligt. Ved at forvalte vores kirkegårde og præstegårdsjorde så klima og vild natur tilgodeses bedst muligt. Kort sagt: Vi skal i vores kirkelige arbejde så vel som i vores personlige adfærd gøre, hvad vi kan for at sikre, at kommende generationer på denne fantastiske lille grønne og blå planet kan få livsmuligheder, der er sammenlignelige med dem, vi selv fik givet. Eller som det hedder i et kinesisk ordsprog: Vi har ikke arvet jorden af vores forfædre, vi har fået den til låns af vores børn og børnebørn.

Kirkerne er sat i verden for at dele et glædeligt budskab med alle mennesker. Et budskab om Guds kærlighed til sin verden og sine mennesker – på trods.

Et budskab om håb – på trods. Et budskab som har rigtig meget at gøre med den jord, vi lever på, de dyr og planter vi er gensidigt afhængige af, og de mennesker, som vi lever sammen med. Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Der er mere end 2000 kirker i Danmark. Kirkerne med deres præster og menighedsråd og ansatte er spredt over hele landet og indgår som vigtige medspillere i lokalsamfundene. Hvis vi som kirkefolk i ord og handling bærer den grønne omstilling og en mere bæredygtig livsstil med os, så flytter det, noget lokalt og globalt.

Så JA. Kirkerne og den grønne omstilling har noget med hinanden at gøre.

Jeg har selv arbejdet med det her, siden jeg blev biskop i 2008, spurgte mine bispekolleger om vi som folkekirke ikke skulle gøre noget i forbindelse med det forestående klimatopmøde i København i 2009, og blev henvist til det arbejde, der udfolder sig i Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd (se mere om det arbejde på www.gronkirke.dk). Det arbejde er jeg stadig med i.

Nu glæder jeg mig over, at flere har valgt at engagere sig i mange forskellige sammenhænge, og senest har Landsforeningen af Menighedsråd, Provsteforeningen, biskopperne og Kirkeministeriet med kirkeministeren i spidsen valgt at iværksætte et projekt, "Folkekirkens Grønne omstilling" (se mere om dette arbejde på www. folkekirkensgrønneomstilling.dk), som over de kommende 4 år skal støtte kirkerne i hele landet i arbejdet.

Og hvad er det så lige det kristne evangelium har at bidrage med i forhold til den grønne omstilling?

For mig at se har den kristne tro tydelig relevans i forhold til klimaforandringer, biodiversitet og bæredygtighed på andre felter. I den sidste generation har vi særligt arbejdet med det skabelsesteologisk.

Vi har talt om de perspektiver, der åbnes, når vi taler om universet, jorden og naturen som "Guds skaberværk", og hører skabelsesberetningens omkvæd: ”Og Gud så at det var godt!” Det religiøst-poetiske sprog åbner vore sanser for den værdi naturen har i sig selv helt bortset fra, hvad vi mennesker kan bruge den til.

Vi hører også, at mennesket er skabt i Guds billede med den opgave at ”herske” over naturen. De ord er i historiens løb blevet brugt som legitimering af en hensynsløs udnyttelse af naturen og dens liv og ressourcer til realisering af menneskers projekter, men i sammenhængen er det mere nærliggende at tolke dem på baggrund af Fortsættes side 8  7

 Fortsat fra side 7

den bibelske forestilling om herskeren som forvalter af betroet gods og som ansvarlig for at værne den svage mod de stærkes overgreb. Vi får et andet perspektiv på vores opgave som mennesker, når vi taler og tænker om mennesker som forvaltere af betroet gods, end hvis vi alene tænker os som personer med individuelle og kollektive rettigheder.

Den kristne tro kalder os syndere. Der bliver ikke lagt fingre imellem. I den kristne tros lys kan vi ikke slippe afsted med at påstå, at de problemer vi kæmper med – også de problemer der har med klima, miljø, biodiversitet og bæredygtighed alene er nogle andres skyld. Hver gang vi peger fingre ad nogen, opdager vi, at 3 fingre peger tilbage på os selv. Modet til at se det i øjnene, giver kristendommen os ved at fortælle historien om Jesus, om hans ord og gerninger, om hans liv, død og opstandelse. Om en kærlighed og en tilgivelse, som viste sig stærkere end alt andet. Om Guds kærlighed, der vil verden og os – på trods. Kristendommen fortæller os ikke kun, at Gud blev menneske, men at Ordet blev kød. At Gud i Jesus har udfoldet sin solidaritet med hele skaberværket, med alt levende.

Og det her er ikke kun en historie, som handler om hvad der skete for milliarder af år siden, da universet blev til og livet på jorden begyndte at tage form, eller noget der udfoldede sig for 2000 år siden, da Jesus gik på jorden. Det sker lige nu. I hvert eneste åndedrag er du og jeg i nærkontakt med alt andet levende her på kloden. Vi deler luft og jord og vand med hinanden. Vi påvirker hele tiden hinanden. Vi kan slet ikke undvære de andre. Vi er gensidigt afhængige og gensidigt forpligtede. Det er hvad økologien fortæller os naturvidenskabeligt. Og det er hvad den kristne tros bekendelse til Helligånden udfolder. Vi er ikke overladt til os selv på en tilfældig planet i et uendeligt univers. Vi er Guds skabninger, kendt og elsket og i hvert eneste åndedrag opretholdt af Gud.

Er det her nye teologiske erkendelser.

Nej, det er det ikke. De går faktisk helt tilbage til de oldkirkelige fædre. Til Irenæus der omkring år 200 gjorde op med gnostikerne, som ikke mente at verden var Guds skaberværk. Til Athanasius, som i 300tallet udfoldede hvad der lå i troen på, at Ordet blev kød. Og til Basilios den Store der i 400tallet i ord og handling udtrykte at Helligånd forbinder os med Gud og hinanden og med alt andet levende. Så kirke og grøn omstilling har faktisk altid haft med hinanden at gøre, selvom man måske brugte nogle andre ord om det.

8

Kan man strikke sig et nyt hjerte, hvis det første er gået i stykker?

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Af Berit Weigand Berg, Udviklingskonsulent i Kirkefondet Det begynder med håndarbejde. Himlene, månen, stjernerne, vi mennesker og alt det andet, vi er resultat af Guds fingres værk, hans håndværk eller håndarbejde.

At Gud er som en håndværker er et billede vi også møder andre steder i Bibelen. Gud er som en pottemager, en gartner, en sædemand, en vingårdsejer osv.

Men også menneskers håndarbejde er med i Bibelen. Der er de store kunsthåndværkere som Besalel, der udsmykker det flytbare telttempel Tabernaklet og kobbersmeden Hiram fra Tyrus, der udsmykker kong Salomons tempel. Ganske som vi kender det fra vores

egne kirker, hvor Peter Brandes har lavet den store bronzeport, der går under navnet kongeporten i Roskilde Domkirke, og Gitte Christensen har lavet mange af de lysglober og lys-træer der står i kirkerne. Kunsten kan bruges både til at afbillede vores tro og til at skabe handlinger vi kan gøre som udtryk for vores tro. Som når vi tænder et lys. Det er kunsten og kunsthåndværkerne dog ikke alene om. Også det at være kreativ og lavet noget med sine hænder kan både sætte billeder på Fortsættes side 10  9

 Fortsat fra side 9 vores tro men også være handlinger vi gør som del af vores tro.

At håndarbejde er godt for mange ting, har vi længe kendt til. Ergoterapeuter bruger det helt bevidst i deres arbejde. Strik bliver ofte fremhævet som noget, der kan bruges mod stress og angst. Og arbejdet med at strikke dåbsklude har skabt grobund for mange gode samtaler og nye venskaber. Men håndarbejde kan mere end det.

Det kan også være med til at hjælpe andre. I Danmark strikkes og hækles der trøstebamser til børn, der kommer på skadestuen, og blæksprutter og små huer til for tidligt fødte børn. I Oslo opfordrer Kirkens Bymisjon til, at man strikker huer, halstørklæder, sjaler etc. – gerne i deres orange garn – for et varmere samfund.

Strikkene indsamles og uddeles til dem, der trænger i de kolde måneder.

At håndarbejde kan indgå i kirkens diakonale og missionale arbejde er både oplagt og velkendt. Men er der også ligefrem teologi i selve håndarbejdet? Ja, er vi flere der mener. Hvis vi i første omgang kigger på det at gøre håndarbejde, så har der i hvert fald tidligere været teologi på spil. Vi kender til nogle traditioner, hvor det at lave håndarbejde ikke var tilladt om søndagen og slet ikke langfredag. Her har håndarbejdet nok mest været set som netop arbejde, og altså noget, man ikke skulle på hviledagen. I andre traditioner var det at være flittig og at gøre sig umage en måde at udvise respekt og taknemmelighed overfor Gud. En stille lovsang.

Håndarbejdet er også en måde hvorpå lægfolket kan komme i spil. Mennesker af alle slags kan med håndar10

bejde bidrage til det diakonale og det missionale arbejde. Og de samme mennesker kan igennem deres håndarbejde markere deres eget personlige forhold til Gud, netop ved fx at udføre det med flid eller ved at begrænse, hvornår man gør det. Alt efter hvilken tradition man føler sig bedste hjemme i. Håndarbejdet Berit Weigand Berg giver lægfolket mulighed for at omsætte deres tro til praksis.

I bogen "Art and Faith: A Theology of Making", vil kunstner Makoto Fujimura gerne gå et skridt længere, eller dybere. For ham er der en direkte forbindelse mellem håndarbejde og Opstandelsen, fordi håndarbejdet er ny skabelse lige som Opstandelsen er det. Han ser kunsten og håndarbejdet som liturgi. Handlinger, der former vores forståelse og drejer vores sind og vores kærlighed både mod Gud og hans skabning. Han går faktisk så langt som til at mene, at hvis ikke vi skaber noget, kan vi slet ikke vinde indsigt i Guds væsen og Guds nåde. For det at skabe noget er kærlighed omsat til handling.

Hvis Fujimura har ret, kan vi sige, at det netop er igennem vores egne hænders værk at vi træder ind i det, som Guds fingre har skabt, og håndarbejde bliver dermed ikke blot noget vi gør. Håndarbejde er også en måde at indgå i en relation med skabelsen og med Gud.

11

Familiearbejde i menighedsplejen

I BBC tv-serien, Jordemoderen – den eneste tv-serie jeg kender, som handler om diakoni – fortæller en af jordemødrene om sin opvækst som barn af en ugift mor. Hun fortæller, at hun kunne lugte fattigdommen, ikke fordi hun var beskidt, men fordi de kun havde råd til den billigste sæbe. De var ensomme, men hver søndag tog de bussen til en kirke i en anden del af byen. Moderen var den eneste faldne kvinde i menigheden, men det passede menigheden ret godt, at mor og datter kom der. For så kunne de tilgive dem.

Af Ane Bisgaard LaBranche, Sognepræst og formand for Roskilde Domsogns Menighedspleje Enker, faderløse og fremmede omtales i Det Gamle Testamente som værgeløse mennesker, men Gud er deres far og han tåler ikke, at deres ret krænkes. Derfor har enkerne og de faderløse helt tilbage fra de første kirker og menigheder haft en særlig bevågenhed (ApG 6,1; jf. også Mark 12,40.42ff; Luk 18,3ff). I Jakobsbrevet 1,27 beskrives det som en kristen pligt at tage sig af enker og faderløse.

Man kan sige, at familier med kun en forsørger er vor tids enker og faderløse. De bliver forhåbentligt ikke, som beskrevet i ovennævnte tv-serie, betragtet som faldne og uægte, men de har stadig vanskelige vilkår og har derfor brug for en særlig bevågenhed.

I en familie med to voksne er man to til at betale udgifterne. I Danmark er de dyreste udgifter boligudgifter: husleje, varme og el.

Disse udgifter bliver ikke væsentligt mindre af, at man kun er én voksen i husstanden. Derfor er de fleste enlige spændt noget hårdere for end par.

Det kan være svært at give sine børn det samme som andre børn får og 12

det kan være svært at finde forståelsen for dette.

Fattigdom og ensomhed findes stadig, den ses og mærkes, når tøjet ikke er som kammeraternes mærketøj; når man aldrig inviterer eller kommer til børnefødselsdag, fordi der simpelthen ikke er råd til gaver og fest; når der ikke er oplevelser at fortælle om efter ferierne; når der ikke er fester, højtider og udflugter, som i andre familier; når der er en stor ensomhed, fordi man ikke har penge til socialt samvær og fordi man hver dag står med det hele selv og skammer sig over sin situation.

Ensomhed går i arv og sammen med skam lever den i bedste velgående, for noget af tidligere tiders ekskluderende menneskesyn kan stadig snige sig ind i befolkningens, politikeres og "systemets" omtale af eneforsørgere og deres børn.

Vi har i vores familiearbejde mulighed for at ændre på dette.

Aktiviteterne vi i kirkernes menighedspleje kan blandt mange være: ferieudflugter, deltagelse i Folkekir-

kens feriehjælp, fællesspisning for eneforsørgere, julehjælp og støtte til konfirmation, barnedåb og børnefødselsdage.

Vi har de fleste af disse aktiviteter i Roskilde og sognene samarbejder om flere af dem bla. fællesspisninger for eneforsørgere med børn.

Vi gør meget ud af, at maden er rigtig god, for ingen skal føle, at de spiser nådsensbrød, eller mødes af et "Det må være godt nok til jer."

Både højtuddannede og ufaglærte kommer for at få en friaften i selskab med andre voksne – og finder med tiden sammen på kryds og tværs, så netværk skabes og man har nogen at spørge, hvor man ellers stod alene.

Som når en mor, der arbejder inden for kommunen, hjælper en anden forælder med at søge om merudgifter og hjælpemidler til et handicappet barn.

De voksne fortæller, at det er rart, at de ikke skal forklare deres civilstatus og at tale med andre, der har samme livsvilkår. Det er også et frirum for børnene, her er plads til at lege og se far eller mor i et fællesskab med andre.

Der er ingen tilmelding til fællesspisningerne, vi laver mad til det antal, som plejer at komme ca. 30 børn og voksne. Er der for meget mad, får familierne det med hjem. Uden tilmelding er der plads til de svageste og ingen skal være flove over, at de har meldt sig, men alligevel ikke magtede at komme.

I ferierne laver vi udflugter for familierne. Alle børn kan efter ferierne komme i skole eller børnehave og fortælle om en ferieoplevelse, de har haft sammen med far eller mor.

Udflugterne er til populære steder, så børnene oplever det samme som andre børn og kan dele erfaringer med deres kammerater, når de er tilbage i hverdagen.

Omkring højtiderne bliver det tydeligt, hvem der har socialt og økonomisk overskud, og hvem der ikke har. Det er vigtigt, at vi som kirke støtter op om de familier, som har svært ved at få råd til fest og gaver, ikke mindst når det handler om kristne højtider. Man kan udover julehjælp lave juletræsfest, have ga-

vetræ i det lokale center, eller få gode brugte gaver til uddeling. Her er det vigtigt at lade forældrene give gaven.

Der er børn, som pga. familiens økonomi aldrig får gaver, og det er ikke kirken de ønsker en gave fra, men fra far eller mor.

Nok er tiden forbi, hvor vi så på kvinder som faldne og børn som uægte, men vi skal ikke glemme, hvor privilegieblinde vi kan være. I coronatiden kunne vi ikke holde fællesspisning, og vi tilbød take-away fra en lokal restaurant, så familierne kunne få lidt ekstra godt til højtiden.

En mor ringede og spurgte forsigtigt: Hvordan henter man sådan noget? Vi havde ikke overvejet, at der findes mennesker, der aldrig har haft råd til take-away – det siger en del om forskellene i vores samfund.

Hvorfor skal menighedsplejen lave disse tilbud til familier med en forsørger, hvad har det med kirken at gøre, kunne man spørge?

Der er hverken bordbøn, bibellæsninger eller prædiken med i aktiviteterne. Vi tilbyder ikke aktiviteterne

for at gøre deltagerne kristne. Vi har derimod en menighedspleje, som yder hjælp, fordi vi er kristne og fordi vi er kirke. Det at vise omsorg for medmennesket, især det trængte medmenneske er en del af at være kristen og være kirke.

Det gør også noget ved os som kirke, at vi forsøger at favne sognets trængte. Som i jordemoderens barndomskirke passer det os ret godt, at enlige med børn kommer hos os. Men ikke fordi vi kan tilgive, det er derimod, fordi de giver os en meget mere mangfoldig kirke. Da bliver vi nemlig folkekirke for alle og ikke alene for dem, der har overskud til at møde op søndag kl. 10. Vi bliver kirke for forskellige familietyper og for de frivillige, som gerne vil bruge tiden på at gøre noget for andre. Deltagere i menighedsplejens aktiviteter gør vores kirke levende, favnende og mangfoldig. Vi bliver gennem diakonien en kirke, som lever og handler efter den kristne forkyndelse.

13

Sorggrupper

– en del af Folkekirkens arbejde

Af Lone Vesterdal, Sognepræst (kbf) i Bramdrup Sogn, Kolding Provsti I Bramdrup Kirke har vi sorggruppe i efteråret. Otte deltagere og to sorggruppeledere mødes en række eftermiddage og lader deres sorg mødes af de andres medfølelse og solidaritet. Når sorggruppeforløbet slutter, inviterer vi til tre aftengudstjenester hen over vinteren: Kirken – midt i alt det meningsløse kl. 17-18. Vi inviterer alle i sognet, både dem, der har mistet for nyligt, og dem, der bærer på flere år gamle tab. Vi inviterer også dem, der har mistet på andre måder end ved dødsfald. Det gør vi, fordi det er en naturlig del af folkekirkens arbejde.

Jesus blev berørt af andres sorg. Det ved vi f.eks. fra beretningen om Lazarus’ død (Johannesevangeliet kap.

11). Han sørgede over tabet af sin ven og blev berørt og bevæget af de to søstres sorg. At blive berørt af et andet menneskes sorg er den fineste anerkendelse, vi kan give, og anerkendelsen har forvandlende karakter. I 14

det berørte blik, med den berørte handling fortæller vi den anden: "Jeg ser dit tab, at du er ramt og sørger, og det berører mig." Bevægetheden er udtryk for solidaritet og medfølelse (og ikke medlidenhed, som kan være det modsatte af medfølelse: Den ramte opfatter ofte medlidenhed som mangel på indlevelse, mangel på ægte engagement). I medfølelsen lader jeg mig berøre og bevæge af den andens sorg, fordi jeg kan leve mig ind i og lever mig ind i den andens sorg. Erfaringen af, at et andet menneske berøres af min sorg, kalder sociologen Hartmut Rosa resonans-erfaring. Begrebet kender vi fra fysikken, hvor det betegner det fænomen, at frekvenser går i svingning med hinanden. I mødet med det andet menneske er det erfaringen af, at den anden svarer, når jeg sørger. Berørtheden er en åbning, hvorfra den sørgende kan slippe ud af sorgens enorme ensomhed.

Foto: Laila Westergaard.

Foto af stenen bruger vi i vores invitation til Kirken – midt i alt det meningsløse.

Den israelske forfatter David Grossmann skriver i forbindelse med tabet af sin søn, der blev dræbt som soldat, at sorgen nedkalder en uforlignelig ensomhed over den levende. Den sørgendes ensomhed er netop uforlignelig. For ingen kan helt leve sig ind i andres sorg. Men de fleste kan bevæges! Og dermed udtrykke anerkendelse og solidaritet. Det er en erfaring, der kalder os ud af ensomheden og åbner for muligheden for at vi igen kan være sammen med andre mennesker.

Resonanserfaringer er dermed forvandlende erfaringer.

Forfatteren, tidligere præst Hanne Pahuus skriver, at resonanserfaringer forvandler en, og netop deri ligger der en erfaring af livlighed.1 Vi rækker muligheden for

1

resonanserfaring ud til sørgende, når vi f.eks. inviterer i sorggruppe. Derfor er sorggruppe en væsentlig del af kirkens arbejde.

Jesus blev berørt af andres sorg. Hans solidaritet og engagement i andres liv og død har siden inspireret mennesker overalt i verden og har også været bestemmende for kirkens arbejde for sørgende. Med lige dele faglig viden, kreativitet og medfølelse åbner vi kirkens rum for menneskers sorg. Hvis ikke vi skulle bevæges af andres sorg, hvem skulle så? Hvis ikke kirken skulle tilbyde rum, medfølelse og solidaritet til sørgende, hvem skulle så?

Hanne Pahuus side 318 i Sjælesorg i bevægelse- introduktion til hovedspor i sjælesorgens historie og praksis, redigeret af Lone Vesterdal og Thomas Gudbergsen, Eksistensen Forlag 2021.

15

Gud incognito – om gæstfrihed som åndelig disciplin

Af Niels Nymann Eriksen, sogne- og indvandrerpræst Ordet gæstfrihed lyder ikke revolutionært. Det bærer i vores kulturkreds på en historie af borgerlig selskabelighed, hvor et hjem åbner sig for mennesker som det i forvejen er knyttet til med standsmæssige, venskabelige eller familiemæssige bånd. Men der ligger også en anden længere historie gemt i ordets etymologi. Ordbog over det Danske Sprog fortæller at ordet egentlig henviser til en person som er borte fra det sted hvor han eller hun hører til. Altså en fremmed. Ordet gæst er også sproghistorisk forbundet med det latinske ord hostis, fjende. Det har altså været engang hvor det at vise gæstfrihed har været en modig handling, som af magthaverne ville blive set på med bekymring, fordi man lukkede et menneske ind i fællesskabet, som egentlig ikke hørte til der. Det græske ord for gæstfrihed gør pointen endnu tydeligere: philoxenia betyder bogstavelig talt: kærlighed til den fremmed.

I kirkens historie har begrebet spillet en vigtig rolle i denne revolutionære forstand: Det var netop dem som var sat udenfor som var anderledes eller blot ukendte, som kirken havde en særlig opgave for at tage imod. Men denne tidlige kristne praksis bygger ikke blot på en bevidsthed om at være forpligtet; der var også et løfte knyttet til udøvelsen af gæstfrihed, som særligt den østlige kirke har været meget bevidst om: "ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster" (Heb 13, 2)

Bibelske eksempler

Dette løfte bygger på en række bibelske beretninger om situationer, hvor mennesker åbnede deres hjem og sind for en fremmed, og hvor det efterfølgende viste sig, at det var Herren selv, som havde besøgt dem i skikkelse af en fremmed. Tænk fx på beretningen i 1. Mosebog 18 om de tre mænd som kommer forbi Mamres Ege i 16

middagsheden, og bliver inviteret indenfor af Abraham; eller den fra 1. Mosebog 19 om Lot som insisterer på at de to fremmede som ankommer til Sodoma den følgende aften skal tage med ham hjem. Eller Emmausvandrerne som får følgeskab af en ukendt mand og som åbner deres hjerter for den fremmede. Flere eksempler kunne nævnes på hvordan Herren sætter sit folk stævne i mødet med en fremmed. Jesus sammenfatter selv denne sammenhæng når han i talen om verdensdommen siger: "Jeg var fremmed og I tog imod mig" (Matt 25, 35).

Hvorfor har mødet med den fremmede en sådan åndelig vægt? En fremmed er et menneske vi ikke kender. Når vi betegner et menneske som fremmed angiver vi ikke et kendetegn, men en mangel på kendetegn. At udvise gæstfrihed er at åbne sig for et andet menneske uden forudgående udvælgelsesprocedure. Normalt er det sådan, at vi først lærer et menneske at kende og derefter, når vi har fået en forståelse for, hvem vi har med at gøre, så kan man evt. knytte bånd, stifte venskab osv. Men gæstfrihed levner ikke mulighed for disse indledende udvælgelsesprocedurer. For den fremmed er jo netop en, som man ikke kender, og ikke har "begrebet". Han/hun er endnu ikke lagt ind under forstandens imperialistiske herredømme, men er udenforstående. Til den fremmede må vi forholde os i uvidenhed og vise tillid udelukkende i kraft af at dette andet menneske også er et menneske og dermed har del i det store mysterium, at vi er skabt i Guds billede. På denne måde bliver gæstfrihed i den oprindelige betydning af ordet en lakmusprøve for næstekærlighed.

Gud som den fremmede

Tanken om at Gud kommer til mennesker i skikkelse af en fremmed er ikke enestående for kristendommen.

Det gamle græske heltekvad Odyseen rummer en række eksempler på hvordan guderne prøver menneskers oprigtighed ved at komme til dem i fremmed skikkelse.

Og da Odysseus selv kommer til sit hjem efter 20 års udlændighed og finder det belejret af fremmede magter kommer han i skikkelse af en ukendt tigger. Gudernes konge Zeus var gæstfrihedens repræsentant. Men der er en forskel: Hvor fremmedheden i den græske mytologi er en forklædning, der tjener som en test på menneskers oprigtighed, så er det i Biblen et udtryk for Guds reelle fremmedhed over for mennesket.

Det er fordi mennesket er blevet fremmedgjort overfor Gud, at Gud må give sig til kende i skikkelse af en fremmed. Den kærlighed, som Gud elsker sit menneske med, er derfor ikke længere blot en forælders kærlighed overfor sit lille barn, men en form for kærlighed som forudsætter en adskillelse. Som Paulus skriver i Romerbrevet: "Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere… For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud". At udøve gæstfrihed bliver således et udtryk for at udøve kærlighedsgerninger som afspejler den form for kærlighed hvormed Gud elsker sin skabning.

Skaber gode hegn gode naboer?

Tanken er altså, at vi kan betragte Guds kærlighed til os som en form for gæstfrihed (philoxenia), som vi der tror på ham er kaldede til at praktisere i forhold til de mennesker vi deler jorden med?

Begrebet "gæst" forudsætter jo at der er en grænse mellem det som er min livsverden og den livsverden som repræsenteres af det menneske som bydes indenfor. Grænser er der altså, den ophæves ikke, men den overskrides i gæstfriheden. En gæstfri verden er ikke en verden uden

fremmede, hvor alle er brødre og søstre, men tværtimod hvor der er grænser, men grænserne kan gennembrydes.

Det gamle engelske ordsprog, at gode hegn skaber gode naboer, er kun rigtigt, hvis det forudsættes at hegnet har åbninger.

En af Æsops fabler fortæller om en vild hest der græsser i en lysning i skoven, da en hjort dukker op og begynder at spise af græsset. Hesten bliver vred, men kan ikke få hjorten til at forsvinde. Til sidst må han søge hjælp hos en bonde, som beredvilligt sætter et hegn op omkring hesten. Det holder hjorten ude, men spærrer samtidig hesten inde. Det er grænsens indre logik, at de mure vi rejser for at holde andre ude og sikre egen tryghed, før eller siden vil vise sig at være fængselsmure, der holder os ude fra det frie liv.

Gæstfrihed i det nære

Begrebet gæstfrihed indeholder et kald til at arbejde for, at det samfund, og de fællesskaber vi er en del af drager porøse grænser omkring sig. Gæstfrihed i denne forstand er ikke nødvendigvivs aktivistisk, selv om den i åndelig forstand er revolutionær. Den forudsætter ikke, at man er en særlig ekstrovert person. Det handler i virkeligheden ikke først og fremmest om at opsøge fremmede, men at give rum for det fremmede også i vores nære relationer. Det at give et andet menneske sit ja til livslangt følgeskab, kan således være en handling i gæstfrihed. At få et barn er en stor øvelse i gæstfrihed.

Den der kan sætte sig ved siden af en ukendt person i bussen uden at dømme ham er nået langt i gæstfrihed.

Selv den mest stilfærdige menneskelige tilværelse rummer mulighed for at udøve gæstfrihed.

17

Det er en god forretning at få en

genbrugsbutik Peter Glistrup er præst i lille by i Sønderjylland, der hedder Bevtoft, hvor han bor sammen med sin familie, og det er her, at Peter sammen med menigheden har etableret en genbrugsbutik.

Af Mette M. Madsen I den tidligere grillbar har menighedsplejen og 33 frivillige etableret en genbrugsbutik, hvor der sælges alt fra skoletasker til grydelåg og bøger. Dette arbejde anser Peter, som en vigtig del af kirkens arbejde, som han siger; „Der er noget herligt ved, at butikken hedder Kirkens Genbrug, og at det blev etableret som et kirkeligt arbejde“. Ligeledes understreger Peter, at tilknytningen mellem menighedsplejen og butikken er helt essentiel, fordi det giver butikken en bevidsthed om vigtigheden af det kirkelige fællesskab. Peter supplerer: „Man er ikke bare en butik, der vist nok støtter et godt formål, men man har i bevidstheden at arbejdet er en del af kirkens fællesskab“. Det betyder også, at venlighed og næstekærlighed er en del af butikkens image, så kunderne aldrig kommer til besvær, men bliver behandlet som gæster i butikken. Peter fortalte mig ved 18

et besøg i butikken, at han ofte besøger butikken for at tale med de frivillige, og han lægger vægt på, at der er en god stemning i butikken, fordi det er en vigtig del af butikkens DNA. Når Peter fortæller om butikkens tilknytning til kirken, så nævner han fem gode grunde til, at kirken har en genbrugsbutik. For det første fordi det øger Kirkens lokale arbejde, som beskrevet ovenfor. For det andet, fordi det giver folk mulighed for at købe billigt tøj og genbrugstøj. Det er ikke alle, der har råd til at købe nyt tøj, og der kan det være en hjælp, at der en lokal genbrugsbutik, hvor man kan købe det, man lige står og mangler. For det tredje giver det sognet en åben dør.

Der er mange døre i en lille by, men de fleste er private døre. I store byer, er der masser af åbne døre, men det er der ikke i en lille landsby, hvor de fleste butikker

er lukket. Med en genbrugsbutik, så får man en åben dør, hvor man kan møde nogen som man kan hilse på eller få en kop kaffe med. Peter fortalte i forbindelse med den gode stemning i butikken, at bestyrelsen på et tidspunkt havde været nødt til at indskærpe overfor de frivillige, at man ikke behøves at have kage med, hver gang man var på arbejde. Den fjerde gode grund til at have en genbrugsbutik er, at man påtager sig et

medansvar for forvalterskabet af jorden.

Dengang Gud skabte jorden gjorde han menneskene til forvaltere af skaberværket, og det ansvar er man med til at løfte ved at have en genbrugsbutik. Som Peter siger: „Gud har givet os en dejlig jord, som vi hver især skal være med til at passe på“. Det sidste og femte argument for at have en genbrugsbutik er for Peter at skabe rum for et frivilligt arbejdsfællesskab. Menigheden kan ikke altid engagere sig aktivt i gudstjenesten, men de kan engager sig i butikken, og det giver et stærkt frivilligt fællesskab. Peter har regnet på det, og fundet af, at han selv lægger ca. 60 præstetimer i butikken og bestyrelsesarbejdet, men han får meget mere end 1000 timers frivilligt arbejde. Det må man sige er en god forretning.

19

Sammen i

tro, håb og handling?

"Hvor er du fra?": sådan lød starten på en kendt sang fra 2003, hvor svaret var: "Jeg er fra havnen". I 2020 har vi i "Samvirkende Menighedsplejer" stillet os selv det samme spørgsmål, men her er vi kommet frem til at svaret er - "menighedsplejen".

Derfor har vi det sidste halvandet år arbejdet på at skabe en større sammenhæng mellem vores navn og vores arbejde, så det bliver tydeligt, at arbejdet starter og slutter i menighedsplejen.

Vi har i processen undersøgt og afdækket, hvad der er vores særlige DNA, vores arbejdsområde og vores geografiske udgangspunkt, hvor den sognebaserede diakoni er blevet endnu tydeligere. I den sammenhæng har Fællesudvalget truffet den beslutning, at de ønsker at skifte organisationens navn fra "Samvirkende Menighedsplejer" til "Menighedsplejen i Danmark", så det bliver tydeligt, hvor vi er fra. I relation til navnet ønsker Fællesudvalget også et nyt slogan, der hedder – "Sammen i tro, håb og handling" – fordi det er den måde vi allerede arbejder på og skal fortsætte med at arbejde på.

Fællesudvalget glæder sig til at drøfte det nye navn og mange andre ting med medlemmerne på årsmødet den 23. april 2022. Kom og vær med og deltag i en af vores spændende workshops.



Workshop 2: Hvordan kan vi træne den sociale muskel?

Kom i gang med Skærmkaffe. Mange danskere har gennem de sidste to år fået positive erfaringer med at mødes online i forskellige fællesskaber, både privat og arbejdsrelateret.

Det har været en nødvendighed pga. Covid-19restriktioner, men det har også vist sig, at de virtuelle møder kan være et rigtig godt alternativ til at Workshop 1: Nyt liv i mødes fysisk. De gode erfaringer med virtuelle computere og mobiltelefoner fællesskaber skal også komme ældre til gode.

Husum Sogn har i flere år haft succes med at starEr der ældre i jeres sogn, der kunne have te og drive en række diakonale projekter til gavn for glæde af at mødes på denne måde? Vi vil sognets menighed. Kom og hør, hvordan nytænkning ved denne workshop fortælle om, hvorløbende afføder nye projekter, og hvordan vi løbende dan I kan komme i gang med Skærmkafafdækker behov og finder løsninger, der passer netop fe. Vi vil også berøre følgende emner: vores menighed.

Hvad er andres erfaringer med disse Vi vil give jer et indblik i sognets projekter – særligt projekkaffemøder? Hvordan overvinder man tet ’Nyt liv i gamle computere’ og fortælle om den proces, udfordringerne? Hvad er fordelene der ligger til grund for start og drift af nye diakonale probåde på kortsigt og langsigt? jekter. Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og udveksle ideer.

Konsulent Birgitte L. Pedersen, SMP og



Kirke- og kulturmedarbejder Anna Sofie T. Christensen og 20 menighedsrådsformand Ulla Anne Nielsen, Husum Kirke

Diakonikonsulent Mei Petersen



 Workshop 3: Pilgrimsvandring med plads til din sårbarhed Det seneste år har vi flere steder i landet skabt rum for pilgrimsvandringer for psykisk sårbare i samarbejde med menighedsplejen og socialpsykiatrien. På denne workshop kan du høre mere om de erfaringer vi har gjort os. Vi vil have fokus på hvad naturen kan gøre for en sårbar gruppe mennesker, hvordan en vandring kan gribes an – og hvad det er der gør, at en vandretur gennem Frederiksberg Have kan kategoriseres som en pilgrimsvandring!

Hvad skal der til for at det bliver en god oplevelse, og hvordan kommer I afsted?

Alt dette krydret med gode fortællinger og eksempler fra vores mange ture, håber vi kan inspirere til, hvordan I kan bruge naturen som aktivitet og til fordybelse hjemme i jeres egne menighedsplejer.

Workshop 4: Hvordan laver man en podcast?

I denne workshop kan du lære, hvordan man laver podcast og får folk til at fortælle fra hjertet. „At lave podcast er en god træning i at lytte“, siger Maja Rüegger, kirke- og kulturmedarbejder i Tingbjerg Kirke.

Som podcastvært skal man invitere gæsten til at fortælle, spørge ind og få samtalen på gled, men selv trække sig i baggrunden, lytte og give plads. Den interviewede bliver givet en mulighed for at komme til orde, at tale fra hjertet, at føle sig forstået og anerkendt som et værdifuldt menneske upåagtet social status. Du kan også lære at lave podcast om mennesker i dit sogn.

Kirke- og kulturmedarbejder Maja Rüeger, Tingbjerg Kirke og Diakoniens Hus

Ved Diakonikonsulent Sanne Damborg og Diakonikonsulent Eva G. Meinel

 Workshop 5: Genbrugsbutikken i centrum for grønne aktiviteter med unge/ konfirmander

Kan vi skabe et endnu større samarbejde mellem den lokale genbrugsbutik og kirken? Kan genbrugsbutikken f.eks. blive et centrum for grønne aktiviteter, som inspirerer de unge? I Grøn Kirkes workshop vil vi se på nogle af de erfaringer, som allerede er gjort på området, men vi skal også smøre ærmerne op og afprøve nogle af aktiviteterne selv i en kreativ workshop.

Ved Sofie Larsen Kure konsulent for Grøn Kirke

 Workshop 6: Kulturmødet i kirken

I denne workshop kan du høre om, hvordan KIS (Kirkernes Integrations Samarbejde) i Holstebro og Nørrelandskirken arbejder med at skabe fællesskaber med og for asylansøgere og flygtninge, der har opholdstilladelse i Danmark. Der vil være mulighed for at høre, hvordan vi etablerer venskabskontakter, afholder sprogcafé og spisefællesskab samt inspirerer til godt naboskab i et boligområde med mange nationaliteter. Derudover vil der være plads til at dele eventuelle erfaringer og ideer med hinanden.

Frivillig Tinne Hornstrup, Tværkulturel sognemedhjælper Inge Margrete Jacobsen, Nørrelandskirken og Frivillighedskoordinator Lone Kiilerich, KIS-Holstebro 21

 Synes godt om  Følg

Del

SMP - Samvirkende Menighedsplejer SMP – Samvirkende Menighedsplejer UNGE I KIRKEN ”Der er nogen ting de unge ikke taler med deres forældre om, det kan kirken byde ind med. Gode nærværende samtaler om stort og småt”. Det var en af pointerne, da Søren Østergaard fra CUR (Center for Ungdomsstudier) holdt oplæg om unge anno 2021 ved Samvirkende Menighedsplejers workshop om aktiviteter for unge i kirken. ”Vi har med en generation at gøre, som tror, at kravet er, at man skal have styr på tingene for at måtte række hånden op og sige noget. Det indebærer, at de mange, der ikke føler, de har styr på tingene, føler sig alene. Det er flest piger, men også markant flere drenge, der på tærsklen til gymnasiet ikke aner, hvordan de skal bære sig ad med at komme ind i fællesskabet, og det er invaliderende for dem,” sagde Søren Østergaard.

SMP – Samvirkende Menighedsplejer @menighedsplejer

I Samvirkende Menighedsplejer har vi i en del år haft en facebookside, som du kan følge. Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejde. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så gå ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.

22

Workshoppen er afslutningen på SMP´s projekt Åndehuller. Evalueringen af weekenderne for unge i alderen 13 år til 2o år, viser blandt andet af de unge fik gode oplevelser med ”voksne”, som potentielt har betydning for deres tilgang til de ”næste” voksne de møder i deres liv! Tilbagemeldingerne fra såvel deltagere som frivillige tegner et billede af, at det med afsæt i en klar struktur, nysgerrige frivillige, et fælles tredje, samt en insisteren på at deltagerne ikke primært var udsatte, men i højere grad unge – er lykkedes at få skabt en atmosfære af tryghed og fortrolighed, der gør at deltagerne har turde bevæge sig ud i nye landskaber – både i konkret fysisk og overført forstand.

En af deltagerne sagde: ”Jeg lærte at være mere åben overfor nye mennesker og snakke med dem. Jeg tænkte måske, at jeg ikke havde noget tilfælles med de unge syriske flygtninge. Men med nogle aktiviteter, hvor vi skulle finde fælles ting, lærte jeg rigtig meget”.

Skriv til konsulent Mei Petersen klp@menighedsplejer.dk , hvis du vil have tilsendt hele evalueringen eller vil høre mere om Åndehuller.

Du kan også se en lille film om Åndehuller: https://youtu.be/44UyuHYO-kU

... på Facebook SMP – Samvirkende Menighedsplejer FÆLLESSKAB MED PLADS TIL SÅRBARHEDEN Den der helt rumlende skønne følelse der opstår nede i maven, når man oplever at være en del af noget større – en del af noget vigtigt, den er helt fantastisk! I går aftes var jeg så heldig at være midt i den følelse sammen med 30 skønne mennesker på et værested i Slagelse.

Vi skulle egentlig bare spise sammen, os der en gang om måneden tager på små pilgrimsvandringer sammen.

Vi håbede der ville komme lidt folk der ikke havde været med på vandretur som vi kunne vise billeder til og fortælle om hvor dejligt det er, og et par af deltagerne havde lovet at gøre god reklame for vandreturene, hvis der kom nogen vi ikke kendte.

– Og pludselig sad vi der, 30 mennesker fra forskellige varmestuer og væresteder, i alle mulige aldre, fordi der var løbet rygter på vandrørene om et projekt man da skulle høre mere om!

– Vi spiste dejlig mad og snakkede om pilgrimsvandringer og sårbarhed – og det at vandre med i hinandens liv.

Om os

Samvirkende Menighedsplejer Valby Tingsted 7, 2500 Valby Tlf.: 36 46 66 66 Mobilepay 30206 Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 smp@menighedsplejer.dk www.menighedsplejer.dk Fælleskontorets Telefonåbningstid Mandag - torsdag kl. 10-15 Fredag kl. 10-12 Tlf.: 36 46 66 66 Formand or Fællesudvalget Sognepræst Erik Ladegaard Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejer.dk Souschef Jette Lynnerup Romanelli Tlf.: 30661875 jr@menighedsplejer.dk

Administration Anne Marie Kær Hornung Tlf.: 36 13 06 35 Lone Sørensen Tlf.: 36 13 06 46 Kommunikation og fundraising Anne Marie Harbo Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejer.dk Iben Meinertsen Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejer.dk Cinne Jacobsen Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejer.dk Diakoni-konsulenter LOLLAND-FALSTER: Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejer.dk

– Vi snakkede om hvordan det at kunne give noget af sin tid og sine kompetencer til andre, kan være det mest givende til en selv overhovedet.

– Vi så korttricks og strikkede trøjer, vi var rundt og se nogle af deltagernes smukke, smukke malerier og vi fandt hver især små øjeblikke, hvor vi var der som et fællesskab – og ikke mig alene ved siden af alle de andre.

– Vi var alle så opslugte af det at være, at vi glemte at tage billeder... På en eller anden måde er det vel nærmest en succes i sig selv

😉

En sidegevinst – og en samskabelses-succes af de store, var, at pædagoger, præster, ansatte og frivillige fra de forskellige væresteder og varmestuer også fik øjnene op for styrkerne ved alles steder og projekter. – Og gav hinanden hånd på, at fremover vil man samarbejde og huske på, at hvis ens eget tilbud ikke er det rigtige til en borger, så er der helt sikkert et andet der er.

Vi gør det snart igen – Vi kan slet ikke lade være…

Birgitte Engelhardt BEN@km.dk JYLLAND/VIBORG Elise Secher (P.t. på barsel): Tlf.: 28 30 28 66 elise@kirkernessocialearbejde.dk

JYLLAND/AARHUS Lone Skov Frølund LSFR@km.dk JYLLAND/HOLSTEBRO Lone Kiilerich lk.frivillighedskoordinator@gmail.com

SJÆLLAND/KØBENHAVN: Betina Køster Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejer.dk Helle Engelsborg Olsen Tlf.: 26 89 06 29 heo@menighedsplejer.dk Eva Christoffersen Tlf.: 26 89 06 27 ec@menighedsplejer.dk

Eva Green Meinel Tlf. 60689040 egm@menighedsplejer.dk

Følg os

Sanne Glerup Damborg Tlf. 92156202 sgd@menighedsplejer.dk Folkekirkens Feriehjælp feriehjaelp@menighedsplejer.dk Tlf.: 36 46 66 66 Der henvises til: Mei Petersen eller Sanne Damborg

Annette B. Iversen Tlf.: 40 16 00 20 abi@menighedsplejer.dk Frivillige Anne Olesen Helle Axelsen Søren Christensen Uffe Laugesen

Reception og Fonden "De Stille Stuer" Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66 Kirkens Genbrug Anne Olesen Tlf.: 21 75 25 03 aol@menighedsplejer.dk Vagn Nielsen Tlf.: 20 27 49 14 vn@menighedsplejer.dk

23

Bær hinandens byrder

Af sognepræst Martin Holt Jensen, Grøndalslund Kirke – Rødovre ”Kirkens fællesskab er der, hvor den for tiden stærke bærer den for tiden svage.”

Sådan fik jeg engang beskrevet, hvad diakoni er, og det har jeg båret med mig lige siden. Når der ligger en syg foran dig, eller tiggeren står med hatten i hånden, eller den hjemløse banker på med sin hund, se så er der brug for dig, derom kan man ikke være i tvivl. Men hvad så, når de ikke kommer. Når der i dit nabolag ikke er nødlidende, når de fattige ikke er for alvor fattige, når sygehusene hjælper de syge, og når der er kontanthjælp at hente, så der altid kommer lidt ind på kontoen, hvad skal jeg så gøre med min diakoni? Forsvandt det bare med velfærdssamfundet, og det eneste jeg havde tilbage var ofre for krig og nød i udviklingslandene?

Velfærdssamfundet fjernede ikke behovet for diakoni, men tydeliggjorde måske, at vi altid bør være opmærksom på at være et fællesskab af stærke, der hjælper svage. Vi skal blot blive bedre til at se, dem der har brug for os, og at de ofte sidder lige ved siden af os i kirken. Nogle gange er nøden usynlig, men der lyder stadig en fordring om at lindre.

I evangelierne hjælper Jesus altid, både den marginaliserede, den udstødte og den fattige, og det er måske derfor vi

altid tyder diakoni, som at give til de fattige, at bygge skoler og brønde i udviklingslande, og uddele økonomisk hjælp til værdigt trængende.

Men diakoni er mere end blot en økonomisk håndsrækning, også i evangelierne.

Det viser Jesus os ved også at hjælpe mennesker, hvor det ikke nødvendigvis er sygdom eller fattigdom der fylder.

Officeren i Kapernaum, står allersvagest da hans tjener og ven ligger syg (Matt 8), og Nikodemus, der opsøger Jesus om natten, har netop brug for en fortrolig samtale om tro og håb (Joh 3) og Zakæus har blot brug for et venligt besøg (Luk 19). Jesus ser hvor de føler sig svagest og hjælper dem netop der.

Diakoni handler altså ikke kun om at hjælpe fattige og nødlidende, men om at bære den du møder, der hvor de er for tiden svage, og hvor du er stærk. Giv af din egen overflod, om det så er tid, penge, smil eller kogekunst. Strik til de frysende, rejs dig for den trætte i bussen. Besøg den ensomme. Kram den der trænger. Undervis, reparer, trøst. Det er alt sammen diakoni og kirkeligt fællesskab.

Afsender:

Bær hinandens byrder således opfylder I Kristi lov – Galaterbrevet kap. 6 vers 2.

Valby Tingsted 7, 2500 Valby