SAMMEN nr. 1 2021 - Et magasin om diakoni

Sammen Et magasin om diakoni

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Familien i centrum

nummer 1/2021

Indhold

4-5

Familieklubber kan give sårbare familier oplevelser af at høre til i et fællesskab

6-7

Kirken som familiens fristed

8-9

Gravidsamtaler - Fødselsforberedelse i Folkekirken

10-11 12

Om Sammen

Snak med børn om det svære Trivselsgrupper for skolebørn

14-15

Er vi gode nok til at hjælpe, når det bliver rigtig svært?

16-17

En dag med spænding, koncentration og frisk luft

18-19

Samvirkende Menighedsplejer på Facebook

20

Udsatte familier får netværk og værdi

21

Menighedsplejen støtter med mere end penge

22-23

Det handler om at hjælpe andre mennesker

24

Vores fremtidige strategi

Sammen er Samvirkende Menighedsplejers blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.

Redaktion:

Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.

Design og Produktion:

Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)

Deadline for næste nummer er 1. august 2021

Anjas.org Øko-tryk ApS, Skjern

Forsidefoto: fra Folkekirkens Feriehjælp

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

2

Familien i centrum

Leder

I mange kommuner bruger man mottoet "borgeren i centrum", men hvad sker der, hvis man bytter borgeren ud med familien – "familien i centrum"? Jeg anerkender fuldt ud, at vi er selvstændige individer, men samtidig tror jeg på, at vi er sociale individer, der ikke kan eksistere alene. Vi er født ind i et fællesskab, der er med til at definere, hvem vi er.

I Afrika er der et gammelt ordsprog der lyder; "der skal en hel landsby til at opdrage et barn". Jeg kan ikke sige præcis, hvor mange mennesker, der skal til for at opdrage et barn, men jeg er sikker på, at der er brug for mere end en håndfuld. Derfor er jeg optaget af, hvordan vi som kirke kan hjælpe familier med at knytte sig til andre på tværs af sociale skel. For lige meget, hvilken familie vi er, har vi brug for nogen at støtte os til og nogen at spejle os i for at give børnene de bedste vækstmuligheder overhovedet.

Jeg ved godt, at der i dag er rigtig mange forskellige typer familier, og jeg taler ikke her om en bestemt type familier. Men billedligt talt kan man se børn, som frugter, der hænger på et træ og modner. Mens de hænger på træet, kan barnet kigge rundt på de andre træer i haven og se, hvordan de lever deres liv i forhold til, hvordan de skal slå deres rødder i fremtiden. Selvfølgelig er billedet af haven karikeret, for en frugt af et træ er bundet til at være ligesom sit modertræ, hvor et barn kan vælge en anden livsvej. Men billedet af vores liv, som en have med andre træer visualiserer, at der er andre typer træer i haven, der kan vise børnene en anden levevej, så de kan finde deres egen vej i livet. Ligesom det tydeliggør det faktum, at Gud har givet os et fællesskab, så vi har nogen at læne os op ad, når vinden blæser.

Jeg taler derfor ikke for, at man i kirken skal opdrage forældre til at være forældre, men at man skal skabe det rum og den tryghed, der gør det muligt at tale med andre om det at være forældre. Vi er ikke nødvendigvis født med alle de kompetencer, der gør os til gode forældre, men vi kan støtte hinanden og spejle os i andre og derved vores egen vej ind i forældrerollen. Vi skal huske på, at det at blive forældre næsten handler om at starte forfra med at finde sig selv og etablere nye rødder.

Jesus sagde ikke noget særligt om familieopdragelse, men han sendte disciplene på mission to og to, fordi han vidste at følgeskabet var vigtigt. Det samme gør sig gældende i forældrerollen, så man har nogen at støtte sig til, når vejret og verden bliver for barsk.

Vi kan alle komme i den situation, hvor vi oplever, at vi har brug for hjælp og støtte. Historien om den Barmhjertige Samaritaner viser netop, hvor hurtigt vi kan miste fodfæstet i livet, og her er det vigtigt, at vi kan finde læ og støtte hos andre. Det kan godt være, at vi i Danmark ikke kan stille en hel landsby til rådighed, når et barn skal opdrages, men måske kan vi stille en menighed til rådighed.

Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær

For en del år siden var jeg sognemedhjælper i en kirke, hvor de hver måned afholdt en børnegudstjeneste der hed "Gud og Spaghetti". Her mødte forældre andre i samme situation, og mens børnene legede, kunne de voksne drøfte udfordringerne forbundet med det at være forældre. Det var rørende at se, hvordan disse familier byggede tætte venskaber, og også begyndte at se hinanden udenfor kirken. Det samme scenarie gjorde sig gældende, da jeg besøgte sognene, der deltog i Folkekirkens Feriehjælp, hvor forældrene udover børnenes glæde ved at komme på ferie, også nævnte, hvor vigtigt det var for dem at knytte bånd til andre voksne om aftenen på feriehyttens terrasse.

Det at være forældre er ikke altid let, og slet ikke, hvis man står alene med det. I Danmark har vi ikke nogen uddannelse, som vi skal igennem for at få lov til at være forældre. Selvom man nogle gange tænker, at det kunne være godt, så ville vi nok opleve et markant fald i antal børn, da mange af os forældre vokser med opgaven.

3

Familieklubber kan give sårbare familier oplevelser af at høre til i et fællesskab Familieklubber kan give sårbare børnefamilier værdifulde oplevelser af at tilhøre et fællesskab. Erfaringer fra Hele Danmarks Familieklub viser, at sårbare familier føler sig accepteret og inkluderet i et ligeværdigt lokalt fællesskab med andre familier fra nabolaget når de ikke bliver mødt med krav og forventninger. En del af disse familieklubber finder sted i landets folkekirker.

Af Helle Hygum Espersen, chefanalytiker, VIVE og Maiken Pontoppidan, seniorforsker, VIVE KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM-spejderne står bag Hele Danmarks Familieklub, der sammen har skabt fællesskaber mellem ressourcestærke og sårbare børnefamilier. Familieklubberne drives af lokale frivillige, der motiveres af at skabe et lokalt forankret fællesskab.

Nogle af de frivillige er sårbare og står fx uden for arbejdsmarkedet og har selv behov for at virke og være en del af et fællesskab. Også familierne er lokale og mange af dem er netværkssvage og med et stort behov for netop at føle sig som en del af et fællesskab. Andre har blot lyst til at gøre en forskel og bidrage. De fleste mennesker i Danmark er en del af mange fællesskaber i deres liv fx på arbejdsmarkedet, på uddannelsesinstitutionen, i boligområdet og i civilsamfundet. I Hele Danmarks Familieklub står 40% af familierne uden for arbejdsmarkedet og 75% angiver, at de mangler netværk. Projektet er hovedsageligt finansieret af den A.P. Møllerske Støttefond.

Der findes aktuelt omkring 100 familieklubber fordelt over det meste af landet. I familieklubben mødes 7-9 familier hver anden uge med en håndfuld frivillige. Familieklubben foregår i ulvetimen fra ca 16.30 til 20 og eneste krav for at deltage er, at man skal være en børnefamilie.

Formålet med familieklubberne er at skabe fællesskaber, hvor ressour4

cestærke og sårbare børnefamilier kan bruge egne ressourcer i et gensidigt forpligtende fællesskab med hinanden. Til forskel fra tilbud fra det offentlige skal familierne ikke opleve sig som mål for en indsats, men som en integreret del af et fællesskab med andre familier, hvor man bliver taget alvorligt og mødt i øjenhøjde. Fællesskabet udfolder sig især gennem måltidsfællesskab, lege og aktiviteter for børn og voksne. Under Covid-19 krisen har mange familieklubber fortsat virtuelt. Hver familieklub har en Facebookside, hvor deltagerne deler erfaringer fra hverdagen og livet med børn. Også facebookgrupperne faciliteres af frivillige. Der har også været arrangeret take-away familieklubber, hvor man har spist det samme og lavet de samme aktiviteter, selvom man har været hver for sig.

Folkekirken og menighedsplejerne

En del af familieklubberne finder sted i folkekirkernes lokaler. Familieklubber, der finder sted i landets folkekirker er ofte kendetegnet ved værdier om næstekærlighed og ønsket om at give støtte og omsorg til sårbare børnefamilier. Der kan også være kristne ritualer som fx bordbøn indlejret i familieklubben. Andre steder kommer kristendommen især til udtryk i en stemning af medmenneskelighed, rummelighed, omsorg

og åbenhed over for sårbare mennesker. Tovholderen er ofte en sognemedhjælper, der byder velkommen og orkestrerer aktiviteter. Det er også ofte sognemedhjælperens lokale netværk, der har inviteret familierne.

Det er nødvendigt at gøre brug af netværk. Det er erfaringen, at mange af de sårbare børnefamilier ikke kommer af sig selv gennem fx opslag i det lokale supermarked, på nettet eller i opgangen. Ofte er der behov for, at de inviteres personligt eller følges med mennesker, som de er trygge ved. Nogle gange er det også de frivilliges netværk eller familiernes egne netværk, der skaber kontakt med sårbare børnefamilier. I nogle familieklubber søger man også at engagere sundhedsplejersker, lærere og pædagoger i nærområdet til at invitere og motivere sårbare børnefamilier til at deltage. Når folkekirken danner ramme om familieklubberne engageres både familier, som er kendte af kirken i forvejen og familier, som ikke tidligere har deltaget i menighedsplejens aktiviteter. Og både ressourcestærke og sårbare børnefamilier.

I familieklubberne er alle gode nok, som de er

VIVE har gennemført en evaluering, der viser, at de sårbare familier ikke alene har et svagt netværk. De har også dårligere trivsel, lavere tro på sig selv, flere konflikter, svage-

Familiefællesskab er:

1. Et frirum uden forventninger 2. Et sted, hvor man bliver mødt og anerkendt

3. En adgang til lokalt netværk 4. En ligeværdig relation 5. Spisefællesskab og leg

re netværk, mindre tilfredshed i forældrerollen og udviser mindre støttende forældreadfærd end i ikke-sårbare familier. Børnene har også dårligere trivsel, bruger mere tid foran en skærm, dårligere helbred og flere søvnproblemer end børn fra ikke-sårbare familier. Evalueringen viser også, at både forældre og børn fra sårbare familier er glade for at komme i familieklubberne.

De værdsætter familieklubben som et forventningsfrit frirum, hvor der ikke er krav om, at de skal udvikle sig i en bestemt retning, men at de i stedet er gode nok, som de er. Det betyder, at mange familier oplever familieklubben som et fristed, hvor de kan være sig selv.

Anerkendelse gennem andre mennesker

VIVEs evaluering viser også, at mange af de sårbare familier lever isoleret og derfor efterlyser at blive inkluderet i netværk og fællesskaber. Mange af familierne udtrykker, at deltagelse i familieklub har en eksistentiel betydning for dem, fordi de lærer andre mennesker at kende.

Eksempelvis udtrykker en mor, at det betyder meget for hende, at hun kan blive genkendt og sige „hej“ til andre i lokalområdet: „Det betyder rigtig meget for vores vedkommende, at vi er meget isolerede her, hvor vi bor. Vi har ikke noget

socialt netværk – her er der ikke en nabo, der siger „hej“, når man møder hinanden, fordi vi kender ikke folk.

Og folk er ikke interesserede i at få os ind på livet, så det. Det er helt mærkeligt, at der så står nogen fra familieklubben og siger „Hej, dig kender vi“, altså. Det er sådan lidt, ej det er lidt hyggeligt. Man bliver sådan lidt varm ikk’, fordi det er da fedt, at der er nogen, der hilser på dig.“ Denne mor udtrykker et fundamentalt menneskeligt behov for "at være til som menneske" i mødet med andre mennesker. Hun har behov for at blive set og anerkendt af andre mennesker i en netværksmæssig udveksling i lokalområdet. Det betyder meget for hende fordi hun i øvrigt har et svagt netværk og står uden for arbejdsmarkedet. Der er flere af de sårbare forældre, der taler om denne følelse af "at eksistere" og at blive anerkendt gennem andres blikke.

Netværk og lokalt tilhørsforhold gennem familieklubben

VIVEs evaluering viser, at nogle elementer af familieklubben er afgørende for, at familierne oplever sig som ligeværdige deltagere i fællesskabet og kan danne netværk med hinanden. Dannelsen af netværk fremmes, når familierne ligner hinanden og har fælles værdier og forventninger til hvilken slags netværk de skal danne. Modsat kan det være vanske-

ligt at danne netværk, hvis familieklubben består af meget forskellige familier med forskellige behov.

Det er også vigtigt, at familierne har børn, der leger godt sammen, og at de bor geografisk tæt på hinanden i lokalområdet. Når forældres børn leger sammen, får forældrene en anledning til at netværke, og når de bor geografisk tæt, kan de lettere møde hinanden i lokalområdet.

Desuden er det væsentligt, at familieklubben balancerer planlagte aktiviteter og familiernes bidrag med tid til uformel relationsdannelse. Det kan være en vanskelig balancegang, og ikke alle familier har samme behov. Men balancen er væsentlig for, at familier kan danne relationer, støtte hinanden og opleve sig mødt og anerkendt i fællesskabet.

Derudover viser VIVEs evaluering, at familiernes ejerskab til familieklubben kan være væsentligt. Når familierne og de frivillige arbejder sammen om at planlægge og gennemføre aktiviteten, skabes et ejerskab, som de mest sårbare familier kan udvikle sig gennem. Det er derfor også væsentligt, at der er mulighed for at afvige fra de rammer og planer, som måske er sat op i første omgang. Så kan ejerskabet blive stort, og noget så simpelt som en middag og en række børneaktiviteter hver anden uge kan give sårbare familier væsentlige oplevelser af at høre til i et fællesskab.

5

Kirken som familiens fristed

Ifølge undersøgelser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever ca. 64.500 børn i fattigdom i Danmark. Desuden viser undersøgelse fra Mødrehjælpen fra november 2019, at familier, hvor forældrenes indkomst er tæt på fattigdomsgrænsen, generelt har svage netværk. Undersøgelser viser altså, at økonomiske fattigdom medfører nogle konkrete materielle og sociale afsavn, som specielt rammer børnene. Der er fx ikke penge til at gå til fodbold, de må ind imellem springe en madpakke over, der er heller ikke altid penge til at have en gave med til børnefødselsdagen, så derfor deltager barnet ikke.

Af Diakonikonsulent i Samvirkende Menighedsplejer, Betina Køster Derfor indledte Samvirkende Menighedsplejer i februar 2020 projektet "Inkluderende fællesskaber for børnefamilier med udfordringer". Projektet er et 2-årigt landsdækkende projekt, der er støttet af Socialstyrelsen.

Formålet er at invitere børnefamilier ind i et inkluderende lokalt fællesskab gennem forskellige aktiviteter en gang om måneden, hvor de, sammen med ligestillede, introduceres til nye madopskrifter, forskellige måder at leve på samt nye fællesskaber. Desuden tilbydes forældrene hjælp til problemer såsom dårlig økonomi, mistrivsel samt ensomhed.

hjemme og isolerede og afskåret fra alt, skal der mere til af forskellige ting, fx frugt og anden adspredelse, det koster bare flere penge“. Derfor har møderne i kirken været ekstra vigtige fortælle Mette videre: „Det med at have noget at se frem til, at børnene oplever nogle ting og aktiviteter, som jeg ikke selv har overskud eller økonomi til, har meget at sige“. „Møderne har været hele familiens fristed med hjælp til at slappe af og så er vi kommet ud sammen med andre og der har også været fysiske aktiviteter,“ siger Mette.

Møderne har været et fristed

Forskningen viser, at familiens økonomiske utryghed ofte fører til bekymring og usikkerhed for børnene.

Børnene havner desværre ofte uden for fællesskaberne, da forældrene har ikke råd til at lade deres børn deltage i aktiviteter, og ofte skjuler børnene sig for venner, for ikke at afsløre deres afsavn. Derfor er det særligt vigtigt for børnene at komme med i et netværk. Mette fortæller at hendes to børn elsker at være med ved møderne: „Specielt min datter men også min søn, han er specielt knyttet til en af lederne og nyder sådan at være sammen med hende. Børnene i fællesskabet er faktisk "alles børn" selvom man selvfølgelig ser efter sine egne børn“ fortæller hun.

Hvad angår maden på møderne har familierne spist sund og god mad – her afprøves der ting som familierne ikke selv laver derhjemme og børnene har også været inddraget i madlavningen.

Mette fortæller at det bedste er at „ingen ser ned på nogen heller ikke hvad angår maden, altså om man

Holebys menighedspleje har deltaget i 2020 og deres møder med familierne har, grundet Corona været afholdt meget udendørs. Jeg har talt med en af deltagerne nemlig Mette som er alene med 2 børn om, hvordan deres familie har oplevet forløbet. Mette fortæller at for hende og ikke mindst hendes 2 børn har det haft stor betydning med et lokalt netværk. Mette siger: „Ved møderne er vi alle velkomne, alle taler med hinanden og der er omsorg og plads til at være den man er“. Mette har forskellige lidelser hun slås med, blandt andet nervebetændelse samt eftervirkninger fra en maveoperation samt andre operationer. Dette gør at hun ofte har mavesmerter, er kronisk træt og lider af angst. Det med angsten er blevet værre under pandemien fortæller hun, og møderne med de andre har betydet rigtig meget i denne tid. „Det har været sådant et hårdt træk i 2020 og ensomheden har været stor og har samtidig betydet at vi har haft færre penge. Når børnene er så meget 6

Børnene elsker det

Jeres familienetværk kan være en del af følgende projekter: Folkekirkens Feriehjælp: I samarbejde med sogne sender Samvirkende Menighedsplejer udsatte børnefamilier på sommerferieophold.

Kan myrer spises?: Lokale naturarrangementer i sognene for børnefamilier med særligt fokus på styrkelse af sociale kompetencer, netværksdannelse og læring.

Inkluderende fællesskab: I dette projekt inviteres sognenes børnefamilier til at blive aktive i et inkluderende fællesskab, hvor de kan bruge egne ressourcer og kompetencer til frivilligt arbejde.

Julehjælp: Økonomisk støtte til familiernes jul samt fx afholdelse af et mindre arrangement for familierne ved uddelingen. Det kan fx kaffe/the og æbleskiver eller mad.

ikke kan lide det ene eller andet eller hvis man ikke kan spise særlig meget – her er ingen sure miner“.

under og efter mødet. 3) Omsorg – nemlig det med at alle er accepteret og kan være med.

Et lokalt netværk til fremtiden

Jeres sogn kan også være med

Det med at mødes med de andre deltagere udenfor netværksmøderne og komme i gang med frivilligt arbejde, har knebet for Mette. „Jeg vil meget gerne men er alene med børnene og har ikke haft overskud også fordi børnene har skullet være hjemme under Coronaen og jeg har skullet hjælpe dem med lektierne. Desuden er jeg midt i en udredning fra kommunen og har været i arbejdsprøvning flere gange, hvilket ikke har ført til noget. Men jeg aftalt med en af de andre deltagere fra netværket at vi skal mødes når jeg får lidt mere overskud igen“.

Til slut bad jeg Mette sige 3 ord om hvad deltagelsen i "projekt Inkluderende Fællesskaber" i Holebys Menighedspleje har betydet for hende. Mette svarede: 1) Livsglæde. 2) bliver fyldt op af positiv energi både

Mange kirker har kontakt med udsatte børnefamilier gennem julehjælp, hjælp til akutnød eller økonomisk hjælp til konfirmation. På den måde kan kirkerne få kontakt med de familier, der har brug for støtte og få etableret kontakt. I Samvirkende Menighedsplejer mener vi, at det er en del af kirkens særlige diakonale opgave at række ud til børnefamilierne, som Mette beskriver det kan det have meget stor betydning for familierne. Kirken kan være med til at give familierne et frirum og et fællesskab, hvor de kan få et afbræk fra en ellers presset hverdag.

Hvis I ønsker at starte netværksaktiviteter for børnefamilier eller høre nærmere, så kontakt gerne diakonikonsulent Betina Køster på e-mail: bk@menighedsplejer.dk eller ring på 4141 1191.

7

Gravidsamtaler

- Fødselsforberedelse i Folkekirken Af Sognepræst Helene Ferslev, Frederiksholm kirke, Sydhavn sogn, Københavns stift Det var med undrende og lettere forlegne blikke, at de fem gravide kvinder trådte ind i kirkerummet i Frederiksholm kirke i Københavns Sydhavn for første gange for mere end seks år siden. En af dem indledte med at sige, at hun ikke helt vidste, hvad hun skulle forvente sig af vores møde, for hun havde ikke troet, at man kunne gå til fødselsforberedelse i kirken.

De fem gravide kvinder var vidt forskellige i alder og profession: En af dem var i tyverne og studerende, en anden var solomor på 45 år og karrierekvinde. Forskelligheden i deltagerne i den første gravidgruppe blev også kendetegnende for de mange gravide, som efterfølgende trådte over dørtærsklen til kirkerummet hos mig for at deltage i gravidsamtaler.

En anden fællesnævner, som har været gennemgående i alle gravidgrupperne er, at deltagerne går fra at være forundrede til at opleve kirken som en ressource.

De opdager undervejs ved gravidsamtalerne, at kirkerummet er et godt refleksionsrum, hvor de både kan vende de helt store tanker og følelser og samtidig være trygge i den sårbarhed, de føler, når de står i overgangen til at skulle være mødre.

De fortæller, at samtalen med en præst og de andre deltagere giver dem noget, de ikke kan få andre steder.

Et rum, hvor der er fortrolighed, og hvor der er plads 8

til at tale om alt. Et fællesskab hvor de kan være det menneske de er, og hvor de ved, at de bliver mødt med omsorg og forståelse.

Sjælesorg og psykologisk forskning

Det var med forundring, at jeg i sin tid sad og lyttede til Forskningschef Henrik Norholt på et provstikonvent.

Han holdt et oplæg om tilknytningsteorier og fortalte om forskningen inden for det prænatale felt. En af pointerne her var, at moderens egen tilknytningskvalitet er afgørende for hendes evner til at knytte sig til sit spædbarn. Det forskningsresultat, som dog gjorde størst indtryk på mig var, hvor vigtigt det er for tilknytningen mellem mor og barn, at moderen allerede knytter et kærligt bånd til barnet under graviditeten. Det blev startskuddet til et tæt samarbejde mellem Henrik Norholt og mig, hvor vi koblede den psykologiske forskning med sjælesorgen og udviklede pilotprojektet: Gravidsamtaler.

Gravidsamtaler er et samtaleforløb på seks samtaler før fødslen med temaerne: Graviditeten, Barnet i maven, Dig som mor, Familiedannelse, Fødslen og Livet med det lille barn. Temaerne og spørgerammen blev afprøvet og justeret i de første ti samtaleforløb med gravide kvinder og slutresultatet blev en drejebog for gravidsamtalerne, hvor vores hensigt var, at det skulle

Foto: Thomas Heie Nielsen

Det har været tydeligt helt fra begyndelsen, at gravidsamtalerne har en unik rolle at spille i overgangen til at skulle være mor.

- Helene Ferslev

være let at gå til for andre kirker, som ville begynde samtalerne.

Gravidsamtaler spiller en unik rolle

Det har været tydeligt helt fra begyndelsen, at gravidsamtalerne har en unik rolle at spille i overgangen til at skulle være mor. Allerede fra det første gravidsamtaleforløb frem til i dag, hvor samtaleforløb nummer 25 er i gang hos mig, er det gået op for mig, at kirken virkelig kan gøre en stor forskel hos de kommende forældre og være med til at give dem en god start på familielivet.

Henrik Norholt og jeg begyndte derfor et gravidsamtaleforløb for fædre i 2019. Forskning viser nemlig, at fædre gennemgår den samme refleksionsproces som mødrene, og at de er i gang med den proces allerede under graviditeten, ligesom mødrene. Endvidere findes der ikke særligt mange tilbud til fædre, og slet ingen, som giver rum til at de kan udfolde deres tanker og følelser med andre mænd i samme glædelige situation.

Ensomhed og sårbarhed går hånd i hånd

Fælles for de kommende fædre og mødre er det, at det kan være forbundet med stor ensomhed og sårbarhed at være i overgangen til at blive far eller mor. Under graviditeten oplever begge parter, at alle barrierer er nede, og alt er på

spil. Synet på sig selv og på andre ændrer sig, relationer til forældre, søskende og venner bliver taget op til revision.

Barndommen bliver også sat i et andet lys og nogle oplever, at ting, som de havde glemt eller fortrængt fra deres barndom, dukker op igen, når de venter sig et barn.

Her danner gravidsamtalerne en omsorgsfuld ramme omkring fædre såvel som mødre. Når de sidder sammen i kirkerummet og deler deres tanker og perspektiver med hinanden, så sker det med samhørighed og respekt. De bliver bevidste om, at de er ved at tage skridtet ind i en ny måde at være menneske på. De er ved at blive far og mor og skal nu være menneske for et helt nyt menneske og sikre, at deres lille barn og de selv får en god begyndelse.

De kommende forældre mærker ensomheden, for det er kun dem selv, der kan tage skridtet ind i deres nye identitet som mor eller far. Her finder de ro i kirkerummet og i samtalen med præsten og hinanden, og her finder de styrke i at stå skulder mod skulder med andre kommende forældre.

Hent materiale til præster og menighedsråd her 

 Hent materiale til fædre her

9

Snak med børn om

det svære

Af Diakonikonsulent i Samvirkende Menighedsplejer, Mei Petersen „Vi skal tale med børn om den virkelighed, vi er sammen om“, det mener, Karen Glistrup, der arbejder som familieterapeut, hvor hun i sin praksis især rådgiver og støtter sårbare børnefamilier.

Kan man tale med et barn om fx psykisk sygdom, misbrug eller en kompliceret skilsmisse, og er det overhovedet en god ide at gøre? „Ja,“ lyder svaret prompte fra familieterapeuten Karen Glistrup. „Mange voksne tror fejlagtigt, at børn er bange for fx sygdom. Måske mest af alt fordi de selv er det. I et forsøg på at skåne børnene for smerte prøver forældre og andre voksne derfor at skjule sygdommen eller undlade at tale om den. Alt for mange børn og unge er overladt til selv at skabe mening med det, de oplever,“ siger Karen Glistrup.

Karen Glistrup er oprindeligt uddannet socialrådgiver, hun er familie-, par- og psykoterapeut MPF, og har mange års erfaring med børn, der har psykisk sygdom tæt på. Karen Glistrup har skrevet flere bøger, fx "Snak om det... med alle børn" og "Hvad børn ikke ved… har de ondt af", som netop har til formål at hjælpe voksne til at få gode snakke med børn om alt det, som de kan opleve i familien og hos deres kammeraters familier af dejlige og svære ting.

Karen Glistrup og forsætter „børn er altid involverede i det, der foregår omkring dem. Også i det, der ikke bliver omtalt. Børn sanser alt, de forsøger at skabe mening og sammenhæng, og de udvikler, fra de er ganske små, strategier for at overleve. Nogle børns strategier kan ses i en forstyrret adfærd. Andre viser ingen tegn. De skjuler blot smerten.“

Vrangforestillinger anno 2021

Ingen familier kommer gennem livet uden at opleve udfordringer, i større eller mindre grad. Vi kan alle få det svært, det kan bl.a. dreje sig om en dyb sorg, skilsmisse, kriser, fysisk eller psykisk sygdom eller andet. „Når de voksne i en familie rammes af sygdom eller psykisk lidelse, fører det naturligt nok til en højere grad af bekymring eller angst. Bekymringen vil, uanset om den er realistisk eller ej, skabe utryghed,“ forklarer Karen Glistrup.

Karen Glistrup oplever ofte forældre der siger til barnet: „Det behøver du ikke bekymre dig om“. „Men der er stor sandsynlighed for, at barnet alligevel vil bekymre sig. Barnet vil helt automatisk forsøge at skabe mening ud af det, som han/hun ser eller fornem-

Karen Glistrup peger på fire udbredte "vrangforestillinger" om børn anno 2021. 1) Børn skal kun involveres i det, vi fortæller dem om; 2) børn skal have en vis alder, før man kan snakke med dem om svære ting; 3) børn, der mistrives, kan kendes på deres signaler, og de vil fortælle det til os, hvis de bekymrer sig; 4) og hvis vi lærer at stille de rigtige spørgsmål, kan vi få børn til at lukke sig op! „Mange af os er måske selv vokset op i familier, hvor man ikke talte om at have det svært og møde modgang.

Eller vi er del af en generation, hvor psykiske lidelser har været forbundet med tabu. Og hvor det har været uhørt at dele svære voksenemner med børn,“ siger 10

Der er flere forskellige steder, hvor man kan finde viden om børn som pårørende i familier med psykisk lidelse. Der er flere former for hjælp at få. Nogle har måske brug for inspiration til, hvordan man som forælder eller andre nære voksne kan tale med sine børn. Andre har mere brug for materiale henvendt til børn.

X www.SNAKOMDET.dk X Bedre Psykiatri, Landsforeningen for pårørende X Sind, Landsforeningen for Psykisk Sundhed X Psykiatrifonden X PsykInfo Danmark

Vi kan alle blive ramt

mer. Uanset om vi ønsker det eller ej.“ Måske tænker barnet: „Det er nok noget, jeg har gjort galt. Det er derfor, mor er så ked af det, eller far så rasende.“ eller „Når far ser trist ud og ikke går på arbejde, er det nok fordi, vi er ved at blive fattige.“ „Børn har brug for troværdige voksne, som vil være sammen med børnene om den virkelighed, de er en del af “, fastslår Karen Glistrup.

Hvordan kan voksne hjælpe børn

“Man kan forklare børnene, at der findes sygdomme i hovedet såvel som i kroppen. Det kan være en god idé at sammenligne med noget, børnene kender i forvejen – at der er uro eller ubalance i hjernen. Det er også vigtigt at forklare de reaktionsmønstre, der følger med sygdommen – at man godt kan være ked af det, uden at der er noget at være ked af “, foreslår Karen Glistrup.

Afslutningsvis understreger Karen Glistrup at, „når frivillige og ansatte i kirken, møder børn, unge og forældre i kirken, har de en oplagt mulighed for at tage en snak med forældrene, om hvordan de taler med deres børn om det svære i livet. Måske de frivillige også

Kirken kan fx anskaffe et par eksemplarer af Karen Glistrup`s bøger "Snak om det... med alle børn" og "Hvad børn ikke ved… har de ondt af". Bøgerne henvender sig også til mennesker, der måske ikke har psykisk sygdom i familien, men som alligevel er berørt af det igennem en ven eller veninde. Hvis kirken har et par låneeksemplarer, kan børnefamilier, frivillige og andre interesserede låne et eksemplar med hjem. møder børn og unge, der betror sig til dem, så kan de frivillige også være forberedte på, at det er ok, lige frem godt, at børn også taler om det der svært i livet.“ „Man kan forklare forældrene at en enkelt samtale ofte kan være nok. Og rækker ens eget overskud ikke, er det vigtigt at finde en anden nær voksen, der kan træde til. Det bliver så meget lettere for børn, når de oplever, at "kanalen er åben". Når de oplever, at de kan stille spørgsmål og få forklaret forvirrende eller uroskabende oplevelser“, siger Karen Glistrup.

11

Trivselsgrupper for skolebørn Af Frivillighedskoordinator i KSA Viborg, Elise Secher Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg tilbyder trivselsgrupper i samarbejde med skolerne for børn, der enten har skilte forældre, har mistet en nærtstående eller af andre årsager har det svært. Børnene mødes som udgangspunkt på skolen et par timer en eftermiddag hver eller hver anden uge sammen med to gruppeledere, som er en ansat fra skolen og en frivillig fra kirken. Temaet for grupperne på skolerne vil oftest være selvværd eller skilsmisse. I kirkens lokaler har vi andre grupper, som primært omhandler sorg eller mistrivsel, idet børnene samles fra hele kommunen.

En forebyggende indsats

Hvis et barn går rundt med bekymringer og svære følelser, som tager hele opmærksomheden, kan det være svært at samle sig om undervisningen og være en del af det sociale fællesskab. Derfor er trivselsgrupperne en tidlig og forebyggende indsats, hvor børn får tilbud om en samtalegruppe, når de står midt i noget, der er svært. Det er lokalt forankret på den enkelte skole, så det er trygt og overskueligt for børnene at deltage i en gruppe i vante omgivelser sammen med børn og voksne, de kender fra hverdagen. Samtidig har børnene mulighed for at danne relationer til en voksen, som de fortsat har omkring sig og kan trække på, når gruppen afsluttes.

Trivselsgrupperne skaber fortrolige netværk

For at fremme fortroligheden arbejder vi med "dåseåbnere for den gode samtale", som er icebreakers, rystesammenlege og samarbejdsøvelser, som hjælper børnene med at åbne op og tale om det, der er svært. Trivselsgrupperne giver børnene et fortroligt rum, hvor de som eksperter på deres eget liv kan dele deres ekspertise med hinanden og bruge deres erfaringer til at hjælpe andre børn, som står i en lignende situation. Børnene lærer at sætte ord på deres følelser og dele deres erfaringer med andre, som lytter, og det hjælper dem til at blive bevidste om deres situation og handlemuligheder.

Grupperne giver børnene et sprog, som gør det lettere at tale med familien derhjemme, og er med til at sætte 12

fokus på nogle nye vinkler og temaer, som kan åbne op for samtaler i familien.

I gruppen oplever børnene, at de ikke er de eneste, der tumler med de tanker og følelser, de har, men at andre kan genkende det, de fortæller, og hermed forsvinder noget af ensomheden, og de får styrket deres selvværd. Det giver børnene mere overskud både fagligt og socialt, at de har et sted, hvor de kan fortælle om det, der er svært, og det giver børnene en robusthed, som smitter af både i skolen og hjemme hos den enkelte familie.

Forældregrupper

Når børn samles fra hele kommunen til samtalegrupper i kirkens lokaler, har vi erfaret, at det giver mening samtidig at samle forældrene i en forældregruppe. Når børnene starter i en sorggruppe, tilbyder vi derfor forældrene at mødes i en forældregruppe, som foregår parallelt med børnegruppen. På opfordring fra familieafdelingen i kommunen har vi haft et gruppeforløb for børn med en alvorligt syg forælder, og her har forældrene ligeledes haft stor glæde af at møde andre forældre i en lignende livssituation. Forældregrupperne kan enten være selvkørende, mens der i andre grupper har været tilknyttet frivillige gruppeledere. De frivillige har desuden arrangeret fællesspisninger i forlængelse af gruppemøderne for at lette familiernes hverdag, som samtidig har været med til at fremme det sociale fællesskab. Det er vores erfaring, at det gør en stor forskel for både børn og forældre at mødes med andre, der er i en lignende livssituation, og at grupperne skaber tillidsfulde relationer og nye fællesskaber, som rækker udover gruppeforløbet.

l ti n e m Velkom Åbent Seminar:

Kirkens og diakoniens rolle i udsatte boligområder Tid: Onsdag d. 28. april 2021, kl 10.00-16.00, Sted: Auditorium 1 (lok. 1441-012), Tåsingegade 3, 8000 Aarhus C Program: 09.30-10.00

Kaffe og te.

10.00-10.15

Velkomst ved generalsekretær Mette Møbjerg Madsen og lektor Jakob Egeris Thorsen.

10.15-10.45

"Erfaringer med samarbejde mellem Folkekirke og kommune i Aarhus", ved provst Esben Thusgård, Nordre Provsti, Aarhus.

10.45-11.15

”Entreprenørielt samarbejde i en senmoderne urban kontekst", ved lektor Per Blenker, Institut for Virksomhedsledelse (AU).

11.15-11.45

"Kirken som et dynamisk diakonalt fællesskab i byen", ved lektor Jakob Egeris Thorsen, Afd. for Teologi (AU).

11.45-12.30

Frokost.

12.30-13.15

Tre korte oplæg omkring kirkens arbejde i boligsociale områder i Tingbjerg, Gellerup og Hillerød.

13.15-14.30

Workshops.

14.30-15.00

Eftermiddagskaffe.

15.00-16.00

Afsluttende fælles drøftelse og opsamling.

Tilmelding senest d. 10. april 2021. Begrænsede pladser. Pris: 250,- kr. pr. person, 100,- kr. for studerende Tilmelding via link: https://events.au.dk/teoseminar2021 13

Er vi gode nok til at hjælpe, når det bliver rigtig svært?

Folkekirken skal turde samarbejde mere med kommunerne, hvis vi ønsker at blive endnu bedre til at hjælpe socialt udsatte familier Af Kirke- og kulturmedarbejder i Haraldskirken Line Sørig Folkekirkens frivillige og medarbejdere leverer hver dag en kæmpe indsats i det diakonale arbejde. For rigtig mange sårbare børnefamilier er kirken et fristed og en udstrakt, hjælpende hånd.

I forbindelse med kirkens familiearbejde bliver der blandt andet arrangeret ferier, afholdt diverse sociale arrangementer såsom fællesspisning og fastelavn. Og kirken står hvert år klar med økonomiske håndsrækninger ved juletid, så der bedre kan blive råd til julemad og gaver i de hjem, hvor økonomien er knap. På disse og mange andre måder har kirken løftet et enormt samfundsansvar ved at hjælpe de, som af den ene eller anden grund, er udfordret i livet. Det er derfor også mit indtryk, at kirken nyder en enorm respekt hos især mange sårbare børnefamilier.

Men særlig på et punkt, tror jeg, at vi i kirken kan blive bedre, og det omhandler familiesituationer, hvor kommunen skal inddrages. Her kan jeg ane en risiko for, at kirken kan komme til at svigte børnefamilier14

ne frem for at hjælpe, hvis ikke vi i højere grad tør handle på de bekymringer, vi indimellem uundgåeligt møder i arbejdet med socialt udsatte mennesker.

Dette kan læses som et ønske om, at kirken i højere grad bør indgå i samarbejde med fagprofessionelle, der har andre perspektiver og løsningsforslag. Flere undersøgelser har kortlagt, at der er et kæmpe potentiale i samarbejdet på tværs af de to aktører, men at det aktuelt ikke udleves godt nok, hvilket er ærgerligt, fordi der er så meget læring at hente for begge parter.

Kirkens historiske erfaring udi socialt arbejde og evne til at mødes med alle mennesker som ligemænd, tror jeg i hvert fald at mange kommuner misunder os. Men hvorfor er vi ikke bedre til at arbejde sammen om de familier, hvor der er grund til bekymring for deres trivsel?

En del af forklaringen består sikkert i, at kirkerne frygter at bryde det loyalitetsbånd, som de skaber til de mennesker, som vi inviterer ind

i kirken. Og den bekymring er som sådan ikke så mærkelig. Men her skal vi turde stole på, at den respekt og loyalitet kirken gennem generationer har opbygget, er stærk nok. For det er den.

I mit arbejde i kirken har jeg selv stået i en situation, hvor jeg blev bekendt med, at børn var vidner til vold i hjemmet, og hvor det derfor blev nødvendigt for mig at reagere. Både via samtale med den pågældende familie, men også efterfølgende ved den svære dialog med kommunen.

Det har efterfølgende kun styrket mit bånd til den pågældende familie.

Hver gang man griber ind i andre menneskers liv, er det en grænseoverskridende handling. Både for én selv, men i langt højere grad for de familier, det vedrører. Det er derfor helt naturligt, at man bliver usikker på, hvordan man kan hjælpe bedst muligt. Men i alvorlige sager, som den jeg oplevede, er det altid bedre at involvere sig direkte, end at forholde sig passivt. Også selvom man kommer fra kirken og ikke kommunen.

Det er et ansvar vi som kirke altid bør påtage os.

For når der er børn involveret, bør hensynet til deres ve og vel altid veje tungest. Det betyder ikke, at man skal undlade at anlægge et helhedshensyn og behandle samtlige af de involverede voksne familiemedlemmer med ordentlighed og respekt, for det skal man altid efterstræbe.

Som K.E. Løgstrup har sagt: „Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd“.

Men det er jo netop det, vi kan i kirken, og som kommunen slet ikke formår i samme grad.

Men vil det mon være muligt for kirken og kommunen at arbejde tættere sammen om og med de udsatte børnefamilier, eller må vi sande, at de to parter agerer på hver side af familierne?

Den lette vej er helt sikkert at køre videre som hidtil. Mens den ansvarlige vej vil være at turde forsøge større samarbejde. Og uanset hvad, bør kirken tage ansvar for at lære kom-

munen lidt af det helt unikke, som vi i kirken kan med mennesker. Værne om dem med hjertet som indsats.

Vi skal forsikre de sårbare familier om, at vi er der for dem, og ikke kun når der skal uddeles julehjælp og andre gode ting, men også når tingene brænder på, og kommunen måske skal involveres. Så er vi der også.

For vi hjælper hverken vores sårbare medborgere eller os selv ved at undlade at involvere os. Heller ikke, selvom det er rigtig svært.

Foto: Naomi Sørig Ilazi

15

En dag med spænding, koncentration og frisk luft Af Diakonikonsulent i Samvirkende Menighedsplejer, Mei Petersen "Træk børnene væk fra skærmen og tag dem med ud og fiske", sådan stod der i invitationen til familierne, der er med i projektet "Kan myrer spises".

En dejlig september lørdag med blå himmel mødtes børn, forældre og frivillige fra Nykøbing Falster Sogns Menighedspleje med to guider fra Fishing Zealand. Stedet var en kommunal sø i Sakskøbing. Der var sørget for dagsfisketegn til alle voksne over 17 år. Fishing Zealand guiderne Rasmus Ditlefsen og Henrik Reiter sørgede for alt fra majs som madding, til fiskestænger og en masse hjælp. Dagen var tænkt som en afprøvning af nye aktiviteter for børn og familier, der måske ikke bruger naturen så meget. Her kunne de prøve kræfter med en hobby, der foregår i naturen og byder på spænding og frisk luft.

Fiskeguiderne Rasmus og Henrik stillede deres kompetencer som guider og lystfisker til rådighed, så både børn, forældre og frivillige kunne få gode oplevelser med lystfiskeri. De havde fundet de perfekte steder ved søen, og havde gjort grejet klar. Men selvom Henrik og Rasmus havde gjort, deres forarbejde, så kom de rigtig nok på arbejde, for der var mange spørgsmål, og mange, der havde brug for hjælp. Men det løste de på fornemmeste vis med tålmodighed og ro, så alle blev set og hjulpet. De formåede at hjælpe det enkelte barn, nogen havde brug for hurtige instrukser, og så var de klar, andre havde brug for lidt mere omsorg og skulderklap. Når en havde fanget flere fisk samme sted, og et andet barn ikke havde fanget noget, byttede de pænt plads, så flest mulige fik en fisk på krogen.

16

En flot gestus, der blev udvist af alle, hvilket betød, at rigtig mange kunne notere sig for mere end en fisk.

Rasmus Ditlefsen fortæller med stor begejstring: „Der findes ikke nogen bedre følelse, end at se børn fange de første fisk. Når fisken kommer på land, åbner en ny verden sig for børnene. De kan slet ikke vente med at komme hjem og fortælle om deres oplevelser ude i naturen. Det er noget af det bedste ved af være med til sådan et arrangement.“ Frisk luft er godt for alle, både unge og gamle og en måde at komme aktivt ud i naturen på, er med en fiskestang i hånden. På den måde bliver det en fornøjelse at komme ud og få lidt vind i kinderne og med fiskeriet som spændingselement, er der noget for både de helt små og de lidt større børn. Deltagerne lærte også at det ikke er alle fisk, som man kan tage med hjem i gryden. Flere arter har mindstemål, og disse små fisk, skal man behandle med respekt og sætte pænt ud i vandet igen. Guiderne forklarede, at de små fisk, der bliver sat ud igen, vokser sig store og laver flere fisk. I søen er der også gamle karper, og her var beskeden til dem, der fik sådan en på krogen, at det var god kutyme at sætte dem nænsomt ud igen, især hvis det er større fisk, da de regnes som trofæfisk.

Anna-Marie Volquartz var med, som frivillig på turen. Hun fortæller om værdien ved sådan en tur: „Personligt er jeg ikke i tvivl om, at lystfiskeri kan noget helt særligt, når det gælder børn, der måske i fx skolen har det svært. Der opstår

Fishing Zealand er et ambitiøst projekt, som består af flere forskellige samarbejdspartnere.

Danmarks Sportfiskerforbund, adskillige kommuner på Sjælland og Øerne og frivillige lystfiskere arbejder sammen med lokale virksomheder og turistorganisationer om at udvikle bæredygtig lystfisketurisme og forbedre fiskemuligheder i hele regionen. Projektet er til stor fordel for lystfisketurismen og lokal erhvervsvækst, men også for miljøet og lystfiskerne.

Fishing Zealand tager også et socialt ansvar. De arbejder bl.a. med at skabe nye lystfiskere og en øget bevidsthed omkring natur og miljø, fx ved at give børn, unge og socialt udsatte muligheder for livsbekræftende fiskeoplevelser.

en enestående forbindelse mellem naturen og barnet direkte. Denne unikke oplevelse mellem fisker og de naturlige omgivelser omkring os kan skabe glæde og selvtillid, og på denne måde kan lystfiskeri få en stor personlig værdi.“

Alle danskere mellem 18 og 65 år skal have et fisketegn, hvis de vil fiske i dansk vand - eneste undtagelse er i private Put and Take søer.

En mor fortalte efter fisketuren: „Min søn har været trist den sidste tid pga. en svær start i skolen efter sommerferien. Men pludselig lyser han op med fiskerglæde. Det er en helt speciel og meget livsbekræftende oplevelse i de magiske øjeblikke, hvor en fisk hugger og efterfølgende fanges. Noget der kan give fornyet energi og håb i flere henseender.“ I får lige et par gode råd fra fiskeguiderne og de frivillige, hvis jeres kirke kunne overveje at tage familier med på fisketur. Tag nogle billeder af fangsten til et godt minde og så børnene kan vise fangsten til venner og bekendte. Gør fisketuren til noget spændende og lov ikke noget, som I ikke kan holde. Lad være med at vælge noget krævende, som I måske ikke har styr på.

Find evt. en Put and Take sø, hvor der er en børne sø eller bare har gode forhold til børn.

Fisk kun i den tid, som barnet ønsker, da det skal forblive en sjov oplevelse. Kontakt evt. Danmarks Sportsfiskerforbund for lokale eksperter, der kan hjælpe jer.

Arrangementet blev af alle betegnet som en ubetinget succes. Anna-Marie slutter med at sige: „Flere af de børn, jeg studerede og talte med, udviste omtanke og interesse, og man kunne se stoltheden lyse i børnenes øjne. Det var faktisk svært ikke at være i godt humør efter sådan en dejlig efterårsdag.“ 17

 Synes godt om  Følg

Del

SMP - Samvirkende Menighedsplejer SMP - Samvirkende Menighedsplejer HYGGE PÅ AFSTAND Nykøbing Falster Sogns Menighedsplejes Familienetværk har spillet online banko. 13 familier deltog hjemmefra i alt 35 voksne og børn/unge. Anmeldelserne af oplevelsen: Rigtig sjovt bare synd at vi ikke vandt Skønt at lave noget andet i denne tid. Vi vil gerne være med en anden gang. Der blev spillet en times tid. Der var 9 vinder af gavekort og 9 vinder er sidegevinster. Alle mødes på det forum, der hedder ZOOM. Hvis I vil vide mere og hvordan man gør, så kontakt Mei Petersen tlf. 26 89 06 39.

🙁

SMP - Samvirkende Menighedsplejer @menighedsplejer

I Samvirkende Menighedsplejer har vi i en del år haft en facebookside, som du kan følge. Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejder. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så går ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.

18

🌲🌲🌲🌲🌲

JULEHJÆLP FRA FAMILIE TIL FAMILIE Børn og forældre på Nordbyskolen i Nykøbing Falster har samlet ind til 33 juleposer med slik, kartofler, rødkål, julepynt, kartoffelchips, juleservietter og meget mere. Børnene og forældrene har selv bestemt, hvad de har ville donere, så indholdet i poserne er forskelligt.

Det rører mig dybt at tænke på, at hver en ting er nøje overvejet fx har et barn valgt, at der skulle købes en fin engel. Et andet barn har valgt, at der skulle købes, chokolade snemænd.

Alle juleposerne med julemad er doneret til Nykøbing Falster Sogns Menighedsplejer, der i disse dage deler julehjælp ud til lokale børnefamilier. Julehjælpen bliver delt ud fra de 3 kirker i sognet.

... på Facebook SMP - Samvirkende Menighedsplejer Familier i dialog om kærligheden - gennem kunst.

Fredag aften er ofte familieaften, og fredag den 6. november var en særlig en af slagsen for konfirmanderne i Vamdrup. De var med hver en forælder inviteret til action painting og kunstworkshop i kirken for at arbejde med emnet kærlighed.

Hvordan ser kærligheden i den enkelte familie ud? I Bibelen kan man læse, at kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Men alle familier kender jo både til kærlighed og kaos. Derfor var der i workshoppen et element af kaos med action painting. Familierne startede nemlig med at kyle vandballoner med farve på deres lærreder. Det gav en hel del svineri i garagen, hvor det foregik, men også smil på læben og nogle utroligt flotte baggrundsfarver at arbejde videre med.

færdige. Det var nu, de skulle tage stilling til maleriet som helhed og afgøre, hvad der manglede, og hvad der skulle bevares, forbedres eller helt laves om. Nu skulle man gøre sig endnu mere umage, instruerede Annie Glistrup.

For nogle familier indfandt der sig en naturlig afslutning, mens andre arbejdede helt til enden og gerne ville have fortsat. Kunstworkshoppen sluttede med, at alle gik en runde og fik kigget på de andre familiers værker. Hvis du også skulle have fået lyst til at se familiernes malerier om kærlighed, kan de beses i Vamdrup kirke frem til første søndag i advent.

Familiekunst er vores projekt om brobygning mellem generationer. Vi I være med?

Workshoppen blev ledet af Annie Glistrup.

Hun er både kunstner, pædagog, kunstterapeut og har læst teologi, så hun var helt i sit rette element. Det skinnede tydeligt igennem i hendes oplæg og input, når hun inspirerede og guidede familierne. Udover Bibelord og vandballoner stillede hun masser af farver, pensler, tuscher, stensil og slagmetal til rådighed, så familierne havde mange valgmuligheder og kunne udtrykke kærligheden i deres familie på deres helt egen måde.

Der blev arbejdet koncentreret med kærligheden som kunst. Både planlægningen af motivet og selve udførelsen optog konfirmander og forældre. Så koncentreret var de om arbejdet, at sognepræst Jens Henrik Kristiansen havde svært ved at få dem til at holde pause, da det blev tid til pizza. De, der havde allersværest ved at slippe penslerne, spiste pizza, mens de arbejdede videre.

Efter aftensmaden blev familierne ikke bare sat til at fortsætte arbejdet, men blev også udfordret i den svære kunst at gøre deres malerier 19 19

Udsatte familier får netværk og værdi

Alle mennesker har værdi – også dem, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Kirkeibyen i Kolding driver sammen med Blå Kors en vifte af tilbud til familier og enkeltpersoner, der står alene med deres udfordringer. Ønsket er at bringe håb og tilbyde netværk.

Af Dina Siegumfeldt, Diakonileder i Kirkeibyen i Kolding og en af initiativtagerne af Familienetværket "Fordi mennesker har værdi" - er ikke kun en talemåde, men en kerneværdi for Kirkeibyen i Kolding, der sammen med Blå Kors driver en række tilbud til udsatte mennesker. Et af dem er Familienetværket, der startede i 2012. Efter kirkens første uddeling af julehjælp så vi, at der var brug for mere end blot en kasse mad, og det første halve år fik vi kontakt med 50 familier. Efterhånden kom der besøg fra andre kirker, der gerne ville se og lære, og i dag er der familienetværk i mere end 20 byer over hele landet med kontakt til omkring 2.000 børn og voksne. I 2017 begyndte samarbejdet med Blå Kors, der bidrager med faglighed og økonomi, mens de lokale kirker har ansvar for den daglige drift, kontakten med familierne og rekruttering af frivillige.

Familienetværket er et tilbud til omstændighedsramte familier, hvor fx arbejdsløshed, sygdom, dødsfald eller skilsmisse har gjort kraftigt indhug i de voksnes personlige ressourcer. Det er et pusterum midt i hverdagens mange krav, et frikvarter for både forældre og børn, og en mulighed for at være sammen med andre mennesker i lignende situationer. Ofte knyttes der bånd, der også trækkes i uden for de faste netværkseftermiddage hver anden uge.

Den største glæde er, når mennesker finder hjælp eller får mod på livet igen. Den slags vidnesbyrd har 20

vi mange af. Selv folk med angst, social fobi og andre diagnoser oplever Familienetværket som et trygt sted.

Børnene elsker opmærksomheden fra de frivillige, der laver særlige aktiviteter for dem, og forældrene får et frirum, hvor der er plads til at udvikle nye venskaber eller tale dybere om deres frustrationer eller om tro.

Flere taler seriøst om, at de har fået en ny familie, og de frivillige fra den lokale kirke spiller her en helt central rolle i brobygningen mellem socialt arbejde og menighed.

Vi har en stærk tro på, at Jesus kan hjælpe udsatte mennesker på et langt dybere plan, end vi selv nogensinde vil være i stand til, men der er ingen tvang. Alle trosrelaterede aktiviteter er frivillige, og man kan frit deltage i maduddeling, netværk og aktiviteter, uden at vi kræver noget til gengæld. Heri ligger også en dyb tillid til, at Gud, som har skabt hvert enkelt menneske, også kender nøglen til deres hjerter og vil kalde på dem, når de er klar. Vi ser ikke altid resultater med det samme, og nogle af dem, vi er tæt på, forsvinder efter en tid, men kaldet i Bibelen er tydeligt – når vi tager os af de mest udsatte og skrøbelige, er det i virkeligheden Jesus selv, vi betjener. Det kald er vi nødt til at give gensvar på, og gennem Familienetværket oplever vi gang på gang, at mennesker vender sig til Jesus og begynder at tage imod hjælp fra ham. Det er det hele værd.

Menighedsplejen støtter med mere end penge „Hvis ikke tilbud som julehjælp, Folkekirkens Feriehjælp og efterfølgende netværksaktiviteter for børnefamilier havde eksisteret i Svogerslevs Menighedspleje, havde jeg slet ikke selv været i stand til at kunne give min datter noget“. Det fortæller Heidi, 47 år gammel og mor til en pige på 16 år. Heidi og hendes datter har været tilknyttet Svogerslevs menighedsplejes aktiviteter igennem de sidste 5 år.

Det hele startede med, at Heidi søgte julehjælp i kirken.

Menighedsplejen havde i forbindelse med deres ansøgningsskema lavet en afkrydsningsrubrik, hvor de bad om lov til at henvende sig, hvis det blev muligt at sende sårbare familier på sommerferie i samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer.

Heidi fortæller, „at det bedste ved sommerferien er fællesskabet, men også at der er plads til at man som familie indimellem kan trække sig tilbage, hvis man har behov for det“. Hun fortæller at det ofte er således at „hendes datter og andre teenagere ikke gider at hænge på deres forældre hele tiden. Så de unge kan også selv lave mange spændende aktiviteter på ferien, for de passer nemlig på hinanden“.

Heidi og hendes datter har efter ferien haft stor glæde af menighedsplejens netværksaktiviteter, bl.a. med tidsmaskinen, naturaktiviteter samt spisning og rådgivning. „Det med at man også kan komme i kirken når ferien er slut, er også meget vigtigt“ fortæller Heidi, „for så skal man ikke sige farvel, hverken til de andre familier eller de søde damer fra kirken“.

Heidi og hendes datter er meget glade for de frivillige fra kirken. Der er et stort tillidsforhold imellem dem og familierne mener hun. „Også vores børn søger gerne de lidt ældre damers selskab, nok fordi de er meget kærlige og spørger os om ting på sådan en god og forsigtig måde“ fortæller Heidi. Det giver stor tryghed i gruppen. „Jeg og min datter ville ikke selv kunne komme afsted på ferie.

Jeg tror det er sådan for mange af de deltagende familier. De har svært ved at overskue tingene, både det med ferien men også det med komme ud og møde andre mennesker i hverdagen“ siger Heidi.

Hun fortæller også afsluttende om „hvor nedbrydende og forfærdeligt denne Corona tid er, for os der er mindre bemidlede“.

Hun har det selv svært og kender også flere forældre som slås med problemer som ensomhed, angst og depression.

Du kan være med til at støtte andre unge som Heidis datter via mobilepay 30206 og skriv unge som reference.

21

Det handler om at hjælpe

andre mennesker

„At rydde op og sortere er ren terapi. I mit arbejde som fængselsbetjent bruger jeg mig selv meget – så at stå i butikken – helt alene og sortere og ordne er helt terapeutisk. Helt egoistisk så får jeg ro i hovedet.“ Sådan indleder Nikoline Jørgensen fortællingen om sit frivillige arbejde med tøjsortering i Kirkens Genbrug på Frederiksberg.

Af Genbrugskonsulent Annette B. Iversen Nikoline Jørgensen bor med sin mand og tre sammenbragte børn lidt uden for København – og med et fuldtidsjob er hun ikke den typisk frivillige. Vagterne som fængselsbetjent er lange og det betyder flere hele fridage, hvorfor der også er tid til det frivillige arbejde.

Frivilligt arbejde har i mange år været en vigtig del af Nikolines liv. Som nybagt mor og tilflytter til København startede hun som frivillig i et nu nedlukket socialpædagogisk projekt på Vesterbro. Her var en åben sundhedspleje, cafe og værested, samt kreative værksteder og salg af brugt børnetøj – et sted primært for udsatte og enlige mødre. Nikolines funktion var som ressourcestærk almindelig voksen at give sparring til de forældre som havde det svært. Det har givet Nikoline et stærkt kendskab til de udsatte børnefamilier og frivillige tilbud i Københavns kommune.

For 4 år siden kom Nikoline tilfældigt forbi Kirkens Genbrug på Frederiksberg, og her gav engagementet og den hyggelige stemning hende lyst til at være med.

Siden har Nikoline stået for sortering af ny-indkommet tøj. Hun kommer en fast dag i ugen og hun nyder at koble helt fra og fordybe sig i arbejdsprocessen. Tøjet er doneret til butikken så det bedste tøj går naturligvis til butikkens salg. Nikoline fortæller: „Det er vigtigt at 22

holde en høj standard i forhold til de varer der sælges i butikken for her, går kunderne efter god kvalitet“. Men butikken modtager så store mængder beklædning hver eneste uge, at også en pæn mængde kan doneres videre.

Butikken har ikke mulighed for at få tøjet vasket – så det, der ikke er nyvasket ved levering, kan ikke sælges i butikken, men videredoneres i stedet. Det kan eksempelvis være en børne-flyverdragt i super fin kvalitet, som ikke kan sælges uden den først har været en tur i vaskemaskinen.

Nikolines kendskab til arbejdet med udsatte i hovedstadsområdet gør, at hun kan sørge for at det rette årstidsegnede tøj deles ud til mennesker som har brug for det. Via arbejdet har hun set, hvordan helt almindelige kvinder med børn pludselig kan stå i en situation, hvor de har brug for hjælp til at komme videre. Hun har blandt andet kendskab til et akut krisecenter for kvinder, et sted hvor man er i skjul kan komme hen, når det skal gå meget stærkt. Her har kvinder og børn det tøj, som de havde på, da de blev hentet og intet andet.

Aflevering af donationer til stedet foregår hemmeligt – og sker hver gang et nyt sted.

Overskydende herre- og damebeklædning doneres til Mændenes Hjem i Istedgade, hvor de er ved at udvide

med et sted også for kvinder. Damebeklædning leveres også til Reden i København og til et krisecenter i Roskilde, hvor de bruger nogle af donationerne til et recycling projekt som en form for beskæftigelse for beboerne. Der doneres også tøj til et krisecenter for udlændinge. Til Næstehjælperne i Taastrup har butikken leveret legetøj til pakkekalendere, og til Vestre fængsels besøgsafdeling doneres bamser. Her vasker man bamserne og så kan børn som skal besøge en forælder i fængslet vælge en bamse som kan give lidt tryghed og som de naturligvis kan tage med hjem. Nikoline forklarer: „Det handler om at hjælpe andre mennesker, at gøre noget godt, og så handler det om at tingene kan bruges i stedet for at smides væk – at få det delt ud de rigtige steder.“ – Hun fortsætter med et konkret eksempel: „Sidste år udbrændte en lejlighed i nærområdet – så samler man naturligvis sammen til dem“.

Noget af det der absolut ikke længere kan bruges til beklædning og som skulle helt ud, afhentes af en pige fra Vesterbro som laver nogle meget flotte billeder af stof.

Nikoline savner sorteringsarbejdet i genbrugsbutikken her under corona nedlukningen og glæder sig til at komme i gang igen. „Det er blevet en stor del af mig og det vil jeg nødigt undvære“ Nikoline fortsætter „Jeg elsker det og savner mit frirum“ Også det hyggelige fællesskab med de andre frivillige i butikken savnes. „Det er mennesker som jeg holder af og som jeg kan hygge sig med selvom de er 20- 30 år ældre end mig selv. Vi har et fællesskab derinde i butikken, hvor vi arbejder med det samme formål“.

Om os

Samvirkende Menighedsplejer Valby Tingsted 7, 2500 Valby Tlf.: 36 46 66 66 Fax: 36 13 06 20 Mobilepay 30206 Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 smp@menighedsplejer.dk www.menighedsplejer.dk

Fælleskontorets Telefonåbningstid Mandag - torsdag kl. 10-15 Fredag kl. 10-12 Tlf.: 36 46 66 66 Formand For Fællesudvalget Sognepræst Erik Ladegaard Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejer.dk

Souschef Jette Lynnerup Romanelli Tlf.: 30661875 jr@menighedsplejer.dk Administration Anne Marie Kær Hornung Tlf.: 36 13 06 35 Lone Sørensen Tlf.: 36 13 06 46

Diakoni-konsulenter LOLLAND-FALSTER: Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejer.dk JYLLAND/VIBORG Elise Secher: Tlf.: 28 30 28 66 elise@kirkernessocialearbejde.dk

Kommunikation og fundraising Anne Marie Harbo Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejer.dk

SJÆLLAND/KØBENHAVN: Betina Køster Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejer.dk

Iben Meinertsen Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejer.dk

Helle Engelsborg Olsen Tlf.: 26 89 06 29 heo@menighedsplejer.dk

Cinne Jacobsen Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejer.dk

Eva Christoffersen Tlf.: 26 89 06 27 ec@menighedsplejer.dk

Følg os

Folkekirkens Feriehjælp feriehjaelp@menighedsplejer.dk Tlf.: 36 46 66 66 Der henvises til: Mei Petersen eller Iben Meinertsen Besøgstjeneste Helle Engelsborg Olsen Tlf.: 26 89 06 29

Annette B. Iversen Tlf.: 40 16 00 20 Frivillige Anne Olesen Helle Axelsen Søren Christensen

Eva Christoffersen Tlf.: 26 89 06 27 Reception og Fonden "De Stille Stuer" Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66 Kirkens Genbrug Anne Olesen Tlf.: 21 75 25 03 Vagn Nielsen Tlf.: 20 27 49 14

23

I Samvirkende Menighedsplejer har vi sammen udviklet vores fremtidige strategi ud fra vores tre nøgleord:

landsdækkende laboratorie vidensbank Her vil vi de næste fem år arbejde på følgende punkter for at skabe mere diakoni lokalt.

Vi ønsker flere aktive medlemmer Vi ønsker mere viden om diakoni Vi ønsker mere samarbejde med andre organisationer Vi ønsker mere opmærksomhed på kirkens rolle i samfundet

Afsender:

Valby Tingsted 7, 2500 Valby