Et satirisk oplysningsprogram på afveje: Signe Molde på udebane hos LGBT+:

"Signe Molde får kritik for nyt program: >>Det er bare mobning<<"

Jyllands-Posten:

"Nyt DR-prgram får kritik: Satiren fremstår som >>mobning<<"

Soundvenue:

"Jeg kan ikke rumme Signe Molde i omdiskuteret DR-program"

Et satirisk oplysningsprogram på afveje:

Signe Molde på udebane hos LGBT+

Da DRs programserie Signe Molde på udebane gik i luften i november 2020, lød der et ramaskrig, og kritikken haglede ned over både programmet og værten Signe Molde. Programmets mission var et forsøg på at nuancere debatten omkring og forståelsen for livsstile, minoritetsgrupper og kontroversielle holdninger gennem en humoristisk og satirisk tilgang. Den oprørte modtagelse efter første afsnit i LGBT+ miljøet tyder dog på, at strategien har været på afveje, men er der nu noget galt i at bruge satire i formidlingen af virkeligheden?

En humoristisk formidlingsstrategi

I Danmark er det nærmest en nationalsport at gøre grin med det, vi ikke rigtigt forstår. Programmet undersøger, hvad der sker, når man fortæller sine vittigheder til dem, man gør grin med. Programmet forsøger at imødekomme den berøringsangst, der ofte opstår omkring bestemte miljøer, minoriteter og kontroversielle holdninger. Der tages udgangspunkt i den eksisterende humoristiske omgangsform for at skabe forståelse. Forståelsen skal bygges på humor som en strategi, der nuancerer debatten og flytter folk.

Mødet mellem Molde og de forskellige miljøer har stor betydning for, hvorvidt den alternative præmis lykkes. Programmets kerne ligger i spændingsfeltet, der opstår mellem parterne, når Molde, der er kendt for sin bramfrie facon, konfronterer de her mennesker med undrende spørgsmål, som hun muntert krydrer

FOTOGRAF: KASPER BORG

med både jokes og sarkasme. Programmets format er en vekselvirkning mellem Molde, der underholder i et publikumsfyldt studie, mens der overlappende klippes til hendes samtaler med de mennesker, hun forsøger at komme tættere på. Programmets efterfølgende kritik retter sig særligt mod stand-up elementet, fordi det bryder med programmets oprindelige præmis, der jo netop handlede om at fortælle sine vittigheder til dem, man gør grin med.

Kønsidentitets-tiltaleforms-junglen

Særligt programmets første afsnit, der sætter fokus på LGBT+ miljøet, har fremkaldt omtale og debat. Afsnittet stiller skarpt på et højaktuelt emne. Programmets brobygning til det mangfoldige LGBT+ er en oplagt måde at udvide kendskabet til miljøets mange facetter. Derudover giver programmet også de mennesker, der er en del af miljøet, en oplagt mulighed for at svare på og forholde sig til de spørgsmål og den berøringsangst, der florerer. Det lyder jo umiddelbart som et alletiders udgangspunkt, der burde være givende for alle parter, men lad os nu se på, hvordan mødet med LGBT+ miljøet faktisk udspiller sig, når Molde er på udebane.

Molde sætter først og fremmest ord på, at det nærmest er umuligt ikke at fornærme nogle i den her kønsidentitets-tiltaleforms-jungle. Hun er oprigtigt skrækslagen for at komme til at fejlkønne nogle til det Winter Pride arrangement, hun er inviteret med til. Den efterfølgende dialog med forhenværende forperson hos LGBT+ Danmark, Susanne Branner Jespersen, udfolder sig overraskende fint, når der sættes ord på frygten for at sige noget diskriminerende. Branner siger netop, at hvis der er noget, man synes er svært, så kan man jo nærme sig med en vis nysgerrighed i stedet for at kaste lort i hovedet på hinanden. I udvekslingen af synspunker, i forhold til at blive respekteret for det køn, man identificerer sig med, skinner både oplysningsaspektet og pointen igennem, selvom Molde er ligefrem i sin journalistiske tilgang.

Når humor krydser grænsen

Der sker efterfølgende et væsentligt skift til studiet, hvor Molde med en vis grad af både humor og ironi underholder med sin skræk for homoseksuelle, transseksuelle, biseksuelle og queers. Hun er nemlig så rædselsslagen for sådan noget, at hun går over på den anden side af vejen, hvis hun ser en bøsse, siger Molde karikeret henvendt til publikum. Klangen i Moldes frygt opleves her pludseligt kontrastfyldt i forhold til hendes mere afslappede fremtoning i den foregående dialog. Der sker en markant ændring i formatet, og vægten bliver lagt på underholdningsværdien, hvor Moldes frygt i forhold til diskrimination tydeligvis pakkes ind i en humoristisk distance, idet Molde nu agerer komiker. Oplysningsaspektet kan opleves en smule sløret. Satiren er i højsædet, men hvad er idéen med at vende præmissen på hovedet? Vittighederne fortælles jo netop ikke til dem, der gøres grin med. Den satiriske kurs fortsætter, da Molde i dyb alvor og med livlig mimik affyrer en joke, der skal indkredse den udfordring, nogle oplever i forbindelse med tiltaleformerne: ”Det er mere risikabelt at tale til de her mennesker, end det er at have ubeskyttet sex med dem.” Publikum bryder ud i grin. Paradokset opstår, når det satiriske arrangement tager over, og Molde fjerner fokusset fra den alvor, der ligger i, at nogle mennesker ikke føler sig aner-

Det lyder jo umiddelbart som et alletiders udgangspunkt, der burde være givende for alle parter, men lad os nu se på, hvordan mødet med LGBT+ miljøet faktisk udspiller sig, når Molde er på udebane.

FOTOGRAF: KASPER BORG

kendt for deres identificerede køn. Den kritik, der har ramt programmet, retter sig særligt mod Moldes optræden. Nogle oplever det som latterliggørelse og degradering af seksuelle minoriteter, hvor de gøres til objekter, som publikummet i studiet griner af.

Susanne Branner Jespersen har på den officielle hjemmeside, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner i Danmark, også udtrykt sin ærgrelse over programmet, fordi den gode satire falder til jorden, når vittighederne kun fortælles om og ikke til en given befolkningsgruppe. Hun mener, at Molde gør grin med minoriteten på minoritetens bekostning. "Det er ekstra problematisk, når de mennesker, der står for skud for Moldes samfundssatire, er en af de mest sårbare befolkningsgrupper i det danske samfund," skriver Susanne Branner Jespersen på www.lgbt.dk. Særligt tåkrummende bliver det, da Molde er på besøg hos Lars Henriksen, forperson for Copenhagen Pride, hvor snakken endnu engang falder på tiltaleformerne. Molde ytrer, at hun meget gerne vil kalde folk det, de helst vil kaldes. Derefter siger hun henvendt til Lars Henriksen, at han ikke vil vide, hvad hun kalder personer, der tvinger hende til at kalde dem hen, når de er sammen, efter de er gået. Der bliver pinligt stille, og Lars Henriksen svarer kortfattet, at det tror han heller ikke, han vil vide. Molde forsøger efterfølgende at bløde stemningen op og siger, at det jo bare var ment som en joke: ”Nå, den joke kunne du heller ikke lide.” Moldes malplacerede forsøg på være munter falder hårdt til jorden.

Er det underholdende satire, eller er det et useriøst oplysningsprogram?

Samfundssatire gone wrong

Meget kan man sige om programserien, og det er svært at afgøre, hvad programmet egentlig er: Er det underholdende satire, eller er det et useriøst oplysningsprogram? Problematisk bliver det i hvert fald, når dele af LGBT+ miljøet, efter programmet blev sendt, sidder tilbage med en følelse af at blive misforstået og latterliggjort. Det tenderer også til det provokerende, når Moldes umiddelbare reaktion, på de mennesker hun møder, er ”så slap dog af med jeres hysteri.” Kombinationen mellem Moldes facon og programmets fremstillingsform underkender i og for sig også de udfordringer, LGBT+ Danmark kæmper med, når de bevidst sættes op imod forbud mod LGBT-propaganda og mangel på homorettigheder andre steder i verden. Det kunne jo netop være oplagt at anerkende, hvor langt vi faktisk er nået i Danmark.

I Danmark holder vi meget af både underholdning og vittigheder, og humor kan være et stimulerende fælles sprog. I Signe Molde på udebane kan det dog være svært at gennemskue, om den overvejende satiriske formidlingsstrategi fungerer i praksis, når det gælder om at nuancere debatten og forståelsen. Programmet giver et indblik i vigtige aspekter af LGBT+ miljøet, men præmissen udviskes til dels også i Moldes overvældende og provokerende forsøg på at vende alting til humor. Måske er vi bare ikke der endnu, hvor formidlingen af fortællinger fra mere sårbare befolkningsgrupper eller miljøer fungerer som afsæt til en hardcore satirisk tone og et standupshow. Ellers så handler det om, som programmets præmis i første omgang også gav udtryk for, at vi skal lære at tale til de her mennesker og ikke kun om dem. Der skal skabes et respektfuldt rum, hvor det både kan være givende og underholdende at være på udebane for alle parter, og hvor der netop er plads til både selvironi og samfundssatire. Det er her, vi rykker ved forståelsen.