Lærer vi nogensinde at navigere i usandheder på de sociale medier?

Lærer vi nogensinde usandheder Lærer vi nogensinde usandheder på de på de

Det er mandag morgen. Min mobil alarmerer hysterisk, at jeg skal få øjnene op. Klokken er syv. Er det bare mig, eller er længden på nætterne blevet væsentlig kortere med alderen? Nå, men jeg bevæger mig langt om længe ud i køkkenet, mens jeg ihærdigt forsøger at gnide resterne fra seks timers dvale ud af øjnene. Det lykkes ikke. Robotagtigt får jeg tændt kaffemaskinen. Lyden af sivende kaffe beroliger mig. Den genkendende lyd ved jeg, af erfaring, kan redde enhver ufrivillig start på en kvalmende tidlig morgen. Jeg åbner køleskabet – og kommer ængsteligt i tanke om den grønne smoothie, der i den grad blev kastet lys over på gårsdagens Instagram-feed. Jeg kan alligevel ikke helt slippe den betagelige grønne væske. ”Nej, du skal absolut ikke lade dig underkaste den slags helseagtige og alt for betonede sundhedsflip”, tænker jeg. Alligevel kan jeg ikke

lade være med at genkalde mig de fem forskellige stories, hvor ihærdige influencere delte ud af alle de gode grunde til, hvorfor du og jeg skal kaste os over denne famøse grønsagsblanding. Den skulle give energi. Sundere hud. Og så var der vist nok også noget med en bedre fordøjelse.

Jeg ender aldrig med at lave den grønne væske. Den går forresten under navnet ”den grønne”. Navnet minder mest af alt om heksenes mystiske eliksirer, der ofte er gengangere i nostalgiske eventyrfortællinger. Jeg slipper tanken, og i stedet øser jeg den sædvanlige kokosskyr op i min sædvanlige skål, imens jeg hælder min sædvanlige sukkerblanding af en omgang müsli op. Jeg skriver sædvanlig, fordi alle de fem stories argumenterede for, at det aldrig er for sent at prøve noget nyt.

EN KLICHÉ OM LÆNGSLER OG LEVERPOSTEJ Imens jeg sidder med min skål müsli og scroller igennem Instagram, bliver jeg ramt af klichéen om længsler og leverpostej. Midt i mit sædvan-

atnavigere soci ale medier atnavigere soci ale medier

lige morgenmadsindtag med min efterhånden halvkolde kaffe, bliver jeg ramt. Atter fremstår Instagram som et poleret glansbillede. Morgenmadsskåle med indhold i alle regnbuens farver og alverdens frugter og kornblandinger på toppen. Pænt og æstetisk anrettet, i øvrigt. Friske morgentyper med glødende vinterkinder, der koncentreret holder en arm strakt, alt imens de storsmiler ind i kameraet på deres kilometerlange løbetur rundt om søerne i indre København. Feriebilleder i massevis. Solens stråler rammer linsen, og genskæret i det krystalklare vand får min rejsefeber til at vokse endnu mere. Smukke kvinder i tusindkroners tøj, der feminint og let bevæger sig henad fortovet, vender hovedet og smiler det bedste, de har lært. Smukke velindrettede stuer, der ligner noget, der kunne være taget ud af Bo Bedre. Jeg kigger eftertænksomt rundt i min egen lejlighed. Hvis bare man var influencer.

Idyl, æstetik og velkomponerede billeder forklarer det glansbillede, jeg møder, når jeg bevæger mig ind i det virtuelle univers. Dagligt.

i ? i ?

USANDHEDER I ET POLERET EVENTYRLAND Følelsen af selv at være havnet i et leverpostejliv fyldt med længsler og håb er altså kontrastfyldt sammenlignet med det univers, Instagram fortsat indlogerer. Hvor der ofte kan sættes spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet er i stand til at kunne navigere i usandheder. For selvom jeg bliver ramt af en følelse af – at - scrolle igennem et, hvad jeg næsten vil kalde, eventyrland, ved jeg, at det ikke nødvendigvis er hverdagskost for selv de mest garvede Instagrammers. Hvem ved – den grønne smoothie er måske i virkeligheden sammenlignelig med heksens eliksir. Det kan være, den næsten er udrikkelig, når kameraet slukker, og influenceren igen vender tilbage til leverpostej og hverdagstræthed. Nøjagtigt ligesom mig. Måske stopper den energiske influencer-løber brat sin tur, når hun har sendt det sidste smil til kameraet og lukker ned for det virtuelle univers for en stund. Måske skynder hun sig hjem for at indtage en portion müsli, der er så høj på sukker, at hun ikke kan overskue at tjekke indholdsbeskrivelsen. Alt imens hun nipper til sin sædvanlige kaffe og gør klar til en travl dag. Løbende vender hun tilbage til glansbilledet og tjekker sine kollegaers opslag. Måske ser hun også ”den grønne” og tager sig selv i at beslutte, at nu skal det også være slut med alt det sukker og morgenmad uden nærring. Hun må afsted i morgen. På sine sædvanlige løbeture.

Mit budskab er, at selvom du sidder midt i en uudtalt mental krise og føler, at dit liv er som taget ud af den omtalte leverpostejkliché, så scroller du formentlig igennem et utal af usandheder i Instagram-universet. Men det står nødvendigvis ikke dokumenteret. For de velkomponerede billeder er kommet for at blive. Fasttømrede og velintegrerede i en verden, hvor æstetikken sejrer, og perfektion når nye højder. Vi er dog alle bare mennesker. Du og jeg.