SAMSON #1, 21. årgang

FORSIDE tema

SUCCESFULDT TV MEDIEMAGASINET SAMSON SAMMENSLUTNINGEN AF MEDIE- OG KOMMUNIKATIONSSTUDERENDE

012012

[1]

K - kort og godt Kommunikationsforum er et branchesite, der henvender sig mĂĽlrettet til alle, som arbejder professionelt med kommunikation.

Vi har over 24.000 ugentlige lĂŚsere af vores nyhedsbrev, og vi formidler de bedste stillinger og annoncerer inden for fagomrĂĽderne kommunikation og marketing.

www.kommunikationsforum.dk

[2]

[ MEDIEMAGASINET SAMSON ] #1  MARTS 2012  21. ÅRGANG

TEMA SUCCESFULDT TV

07-23

indhold MEDIEMAGASINET SAMSON 012012

22

VI ELSKER TV OM TV Danskerne er storforbrugere af tv, men vi er også sultne efter at vide, hvordan vores elskede tv-programmer bliver til. Med andre ord: Vi er vilde med metatv!

24

STOP ACTA! Demonstrationerne mod den internationale handelsaftale ACTA har været endnu et skoleeksempel på internettets potentiale som politisk mobiliserende og engagerende redskab.

I dette nummer

04

Leder

06

Fra SAMS

07

Vild med talent

10

10 skarpe til caster Elisa Lykke

12

Reality: The never ending story

14

Fotoserie: ”Jeg vil bare være kendt”

19

TV-formater: genbrug der batter

22

Vi elsker TV om TV

24

Stop ACTA!

26

Wordfeud – scrabble with a twist

27

Så giv dem da våben!

28

Skrøbelighed i en bomstærk krop

30

Filmselskabet

31

Big Brother blev aldrig stor

28

31

SKRØBELIGHED I EN BOMSTÆRK KROP Anmeldelse af filmen ’10 timer til Paradis’, der vandt for bedste instruktion på Sundance Film Festivalen 2012, og må siges at være en rigtig filmperle.

BIG BROTHER BLEV ALDRIG STOR SAMS protektor Stig Hjarvard gennemgår reality-tv’s udvikling med udgangspunkt i det mere end 10 år gamle tv-format Big Brother, der atter en gang har set dagens lys på dansk tv.

[3]

[ LEDER ]

Moralsk deroute eller befriende fuck-finger i dansk reality?

Pinligt, grimt, grænseoverskridende, krænkende og fordummende. Det retoriske sværd er ustyrlig skarpt, når skribenterne bag de danske avisers kultur- og debatsektioner dømmer og fordømmer dansk reality. Og stadig flere spalter dedikeres til netop det formål: At lægge finkulturel-smagsdommer-afstand til dansk reality. Sidst har en debat om to pigers ”befamling” at en mandlig deltagers ædlere dele i Paradise Hotel fået både debattører og læsere til tasterne.

Alligevel taler seertallene på TV3 og Kanal 5 deres tydelige sprog. Ifølge TNS Gallup topper Paradise Hotel og den fortabte men nu hjemvendte søn Big Brother seerhitlisten med henholdsvis 150.000 og 200.000 seere. Dertil kommer, at selvom selvsamme tal ikke er imponerende set med DR’s og TV 2’s øjne, er de så høje, at programmerne står som flagskibe for de to reality-stationer.

At lægge sig ned i slipstrømmen af artikler og debatindlæg om ungdommens moralske deroute er legende let. Men fordømmelsen bliver svær at synke, når vi husker historierne fra vores forældres ”make-love-not-war-og-ryg-en-masse-hash-imens-ungdom”. Hvis moral på den måde er noget relativt, kan Paradise Hotel så være udtryk for et nyt ungdomsoprør? En generation, der giver det selvregulerende individ fuck-fingeren, og i stedet skejer ud med en Mokai i den ene hånd og den anden klar til et handjob?

Samtidig sætter de høje seertal – i forlængelse af årets SAMS-seminars tema – gang i debatten om, hvad det succesfulde tv-program er. Er det således det, der scorer de højeste seertal – eller er det noget helt andet?

I dette nummer af SAMSON helliger vi os tv-mediet. Vi undersøger reality, formatversioneringer og underholdningsprogrammer som X Factor. Samtidig anbefaler vi vores læsere at kaste blikket på den stille sensation nemlig filmen ’10 timer til Paradis’.

Afslutningsvis vil vi – Signe og Mia – sige farvel til redaktørstolen efter 1 1/2 år med SAMSON. Tak for gode og spændende år, hvor SAMSON har undergået en stor forvandling og er blevet et magasin med mening, liv, debat og farve. Redaktørstolene overlader vi trygt til de to nye redaktører Julie Daugaard Pedersen og Christine Ilsøe.

21. årgang Nr. 1, marts 2012 Oplag: 500 stk. + netudgivelse SAMSON c/o Chefredaktør, Signe Trier Simonsen Skovvangsvej 22, st. mf 8200 Aarhus N www.samsnet.dk sams@mail-online.dk

Ansvarshavende redaktører Signe Trier Simonsen Mia Schou Johansen Skribenter i dette nummer Mette Vittrup Schmidt, Christine Ilsøe, Julie Daugaard, Nete Green Johansen, Sarah Bruun Hedegaard, Cecilie Gammelgaard Jensen, Christina Johansen, Louise Lorentsen Sandø Lund, Morten Scriver Andersen, Camilla Lykke Hansen, Svend Lokjær, Anne Ravn, Sanne Christophersen, Stig Hjarvard Layout Jonas Kirkegaard Helle Vedel Laursen Korrektur Peter Rothoff Højholt Webredaktør Jonas Kirkegaard

Udgivelsen af dette nummer, er blevet til med støtte fra: Sammenslutningen af medieforskere i Danmark (SMiD) Institut for Æstetik og Kommunikation (Aarhus Universitet) Institut for Litteratur, Kultur og medier (Syddansk Universitet) Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (Københavns Universitet) Det Humanistiske Fakultet (Aalborg Universitet) Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Tak for nu, rigtig god læsning og godt seminar.

Signe Trier Simonsen og Mia Schou Johansen Chefredaktører, SAMSON

Næste nummer Det næste nummer at SAMSON udkommer primo juni. Frist for indlevering af materiale er d. 20. maj 2012.

SAMSON er et mediemagasin under Sammenslutningen af Medie- og kommunikationsstuderende (SAMS). Magasinet udkommer fire gange årligt. Til årets SAMS-serminar udkommer SAMSON på tryk. Resten af året udkommer magasinet digitalt på www.samsnet.dk.

[4]

SIG ‘HEJ’ TIL JENS LYHNE KÆRE DELTAGER PÅ SAMS SEMINAR 2012 !

Vi håber, at du får et inspirerende SAMS seminar. På seminaret kan du også møde Jens Lyhne fra CA a-kasse. Jens kan fortælle dig mere om, hvordan du gratis kan være medlem af CA, mens du studerer. Du kan også høre om, hvad CA gør for de mere end 14.000 medlemmer, der arbejder med kommunikation og medier.

Se CA’s spændende kurser og workshopss for studerende på studiemedlem.dk eller scan koden

nnede i

udda For højt

ivet

erhvervsl

23-feb12

Se studiemedlem.dk

.dk w w w.c a 9045 T lf. 3 314

[5]

[ FRA SAMS ]

TEKST: METTE VITTRUP SCHMIDT

SAMS finalen Nu er den her. Dagen vi alle har ventet på. Velkommen til den store finale – SAMS seminar 2012!

[Her indsættes: pift, skrål, klap og glitter]

ANSLAG Det kribler af spænding, når vi i SAMS nu lader seminaret afrunde et vellykket år og på samme tid være startskuddet til noget nyt. Er I klar til SAMS finalen?!

–– En finale på et år med nye venner, tankevækkende begivenheder, vigtig viden og ligegyldig info.

–– En finale, der indleder et nyt år, hvor vi slipper fantasien løs og tager udfordringerne op.

–– En finale med et stort potentiale.

–– Mine damer og herrer: SAMS SEMINAR 2012!

Jeg kan høre det for mig. Ja, jeg hørte det i går til X Factor finalen på DR1. Først voiceoveren, en dyb stemningsvækkende mandestemme, og derefter den energiske vært, der er ved at sprænges af spænding.

Studiet er på kogepunktet. Det er fredag aften, og vi er klar til at blive underholdt.

Sådan er det også lige nu. Næsten da. Der er hverken voiceover eller vært. Og det er ikke fredag. Men vi vil underholdes! All day every day. Og det skal I blive. Læn jer tilbage, sæt jer frem i sæderne, gør hvad I vil. Nu skal der debatteres, reflekteres og socialiseres.

FLASHBACK Intet underholdningsprogram uden ”i sidste uge” eller ”sidste gang”. Noget, der minder os om alt det, som har bevæget, forarget og glædet os. Forhåbentligt har SAMS’ arrangementer vakt mest af sidstnævnte.

Var du med på Christiansborg, da Jens Joel fortalte om livet som politiker, og hvor vi senere fik indsigt i præsentationsteknik og politisk kommunikation på Københavns Universitet? Og kan du huske den aften, da vi lærte om online marketing i selskab med eksperterne fra Novicell? Hvad med den

LÆS MERE Hent programmet for årets seminar ved at scanne QR koden til højre. Du kan også læse mere om SAMS på www.samsnet.dk

[6]

eftermiddag, hvor karrierekonsulenten fra CA a-kasse gav dig opskriften på den gode jobansøgning? Kom du egentlig nogensinde til casting hos M2Film, som de opfordrede til, da vi besøgte dem i Aarhus?

Jeg håber, at du sidder og nikker, eller tæn-

ker, at du ikke vil gå glip af at kunne nikke med næste gang, vi ser tilbage. Vi opererer ikke med genudsendelser, så du må være der til liveshowet – det er der også mere ved.

KLIMAKS Og nu står vi her så. Midt i liveshowet. Midt i finalen på dette SAMS år. SAMS seminar 2012 er længe ventet blevet en realitet, og vi har glædet os i månedsvis. Nøje udvalgte oplægsholdere vil tage os med bag facaden og fortælle om, hvordan de underholdningsprogrammer, vi så glædeligt lapper i os, bliver til. Efter flere arrangementer med fokus på kommunikation, vender vi os nu mod tv-mediet i jagten på det succesfulde underholdningsprogram.

Vi er samlet for at få en masse faglige diskussioner, ny viden og hvem ved, måske inspiration til den næste opgave. Jeg håber, at I vil benytte jer af, at 250 mennesker med fælles interesse er samlet under ét tag i denne weekend. Snak med hinanden.

Tag en øl sammen i lørdagscafeen. Nyd finalen sammen.

UDTONING SAMS ønsker jer den allerbedste weekend.

Og vi vil gerne sige tak. Tak fordi I er sådan nogle seje medlemmer. Tak fordi I har bakket så massivt op om dette og vores andre arrangementer. Det har givet os motivation til at lave endnu flere og endnu federe arrangementer. Nogle er allerede i støbeskeen. Hvis du kunne tænke dig at blive en del af SAMS, så kom og snak med os eller hop ind på vores splinternye hjemmeside og læs mere.

Til sidst vil jeg gerne takke den projektgruppe, der har gjort seminaret muligt. I har arbejdet med den vildeste energi, og det har været en fornøjelse at være på hold med jer. Tak for indsatsen og nyd seminaret!

God finale og på gensyn i det nye SAMS år.

Glædelige hilsner Mette Schmidt, en spændt SAMS-formand

VILD MED TALENT FOTO: BJARNE BERGIUS HERMANSEN / DR

TEKST: CHRISTINE ILSØE

I dag er navne som Popstars, Scenen er din og ikke mindst X Factor meget vel de mest dominerende, når snakken falder på underholdende tv-programmer. Selvom der langt fra er tale om nye koncepter, tyder intet på, at danskerne er færdige med talentprogrammer, og DR’s underholdningschef Jan Lundme er ikke i tvivl om hvorfor: De giver danskerne noget at tale om!

[7]

TALENTPROGRAMMER I DANMARK 2001 Popstars (TV 2) Stjerne for en aften (DR1) 2002 Popstars (TV 2) Stjerne for en aften (DR1) 2003 Popstars (TV 2) Stjerne for en aften (DR1) Idols (TV3) 2004 Stjerne for en aften (DR1) Idols (TV3) Scenen er din (TV 2) 2005 Stjerne for en aften (DR1) Scenen er din (TV 2) 2006 Scenen er din (TV 2) 2007 Scenen er din (TV 2) 2008 Talent (DR1) X-factor (DR1) Elsk mig i nat (Kanal 5) Kan du danse? (Kanal 5) 2009 Talent (DR1) X-factor (DR1) 2010 Talent (DR1) X-factor (DR1) 2011 X-factor (DR1) Skjulte stjerner (DR1) 2012 X-factor (DR1) Voice (TV 2)

[8]

FOTO: PER ARNESEN / TV 2

X

Factor kører i ring”, ”så slutter festen” og ”det er jo tindrende uoriginalt” er blot et udpluk af de avisoverskrifter, der gik landet rundt forud for den femte sæson af X Factor. Kritikken er fremsat utallige gange og er i sig selv nyttesløs, for programmet bliver ved med at figurere på top ti over ugens mest sete programmer, og seertallene er kun opadgående.

aften,” fastslår Jan Lundme.

Det kan dog virke næsten absurd, at danskerne efter ti år, hvor talentshows har hærget sendefladerne, ikke er trætte af dem endnu. Ifølge Jan Lundme skyldes det, at programmet har alle elementer: Seerne bliver rørt, griner, græder og bliver rasende. Men ikke mindst giver det folk noget at tale om og engagere sig i.

X Factor var intet mindre end det mest sete tv-program i år 2010, og showet er ikke blevet mindre populært siden.

Atter engang satte X Factor seer-rekord, da omkring en halv million seere fulgte premieren

DER ER INGEN KROKODILLETÅRER Ifølge underholdningschefen handler det dybest set om at fortælle den gode historie. Men ét ord, der samlet set kan forklare X Factors popularitet, er ærlighed. ”Vi viser seerne det

den 1. januar 2012. Det er det hidtil største antal seere, der har fulgt et af de indledende X Factor programmer. “Vi vælger programmerne ud fra, hvad der fungerer, og det er dét her, danskerne gerne vil have fredag

hele menneske. Der er ingen krokodilletårer,” påpeger Jan Lundme, som derved understreger, at selvom X Factor er medieskabt, er historierne og menneskerne ægte varer.

Der er sket en del i jagten på

talentmassen; producenterne har siden startskuddet af talentshows i 2001 for alvor fundet underholdningsværdien i åbne auditions og et dommerpanel, der slagter de deltagere, der ikke har talent. Fløjlshandskerne er taget af, og der er blevet åbnet op for det helt store følelsesgalleri. ”Seerne oplever en sand følelsesrejse og bliver både rasende, smigret, berørt, forarget, underholdt og sidst men ikke mindst, bliver seeren fanget,” fortæller Jan Lundme.

STANDARDISERING AF UNDERHOLDNINGSUDBUDDET De allestedsnærværende talentprogrammer kan meget vel betragtes som det, Karen Klitgaard forstår ved populærkultur: Standardiserede medieproduktioner, som opnår et markant publikumsgennemslag.

’Voice - Danmarks største stemme’, der løb over skærmen i vinteren 2012, er det seneste skud på stammen af talentshows, hvor almindelige danskere kan forfølge drømmen om berømmelse.

Talentprogrammerne er særdeles populære til trods for, at programmerne kritiseres for at bære præg af mangel på fornyelse og originalitet. Om talentprogrammerne hedder Popstars, Voice eller X Factor, er for så vidt ligegyldigt, idet de alle er bygget op om det selv samme koncept.

Det mener i hvert fald Henrik Byager, der er kommentator og foredragsholder i samfunds- og medieudvikling, som tegner følgende grundsten for disse talentshows: Der skal være en drøm, som både kan briste og blive til virkelighed, en udvælgelsesproces, nogle skrappe dommere og sidst men ikke mindst en stor finale, hvor drømmene fødes eller knuses.

sinde sms’er, der strømmer ind til hvert program, også vidner om,” fortæller Jan Lundme.

SEERNE SOM MEDPRODUCENTER Afhængigheden af seerne som medproducenter af underholdningen er tydelig. Generelt har de fleste underholdende tv-programmer udviklet sig til at indbefatte seerne på den ene eller den anden måde: Enten via afstemninger, konkurrencer eller personlig programdeltagelse.

mest afgørende synes at være det sociale aspekt, hvilket DR’s underholdningschef fastslår:

Dette giver anledning til at granske over, om X Factor måske slet ikke er den ubestridte og mest velsmagende opskrift på danskernes foretrukne underholdning. Men om det ganske enkelt er fordi, vi efterhånden blot har tilpasset os de programmer, tv-stationerne masseproducerer, uden at tænke over, hvad vi egentlig gerne vil se.

SEERNE HAR DET SIDSTE ORD Set i forhold til det nuværende mediebillede er det meget svært at forestille sig, at de danske seere passivt tilpasser sig de programmer, der bliver prioriteret på nogle enkelte kanaler.

”DR’s opgave er at samle danskerne foran fjernsynet og give dem en fælles oplevelse. Det er dét, det handler om!”

X Factors popularitet kan derfor forklares ved programmets mangesidede underholdningsværdi, som Jan Lundme beskriver den, og dels – og måske altafgørende – ved dets samtaleværdi. Kulturel smag er i høj grad socialt konstrueret og determineret: Vi vil gerne være i stand til at tale med, når snakken går på, hvorvidt Blachman er genial – eller ren og skær maniac. 

NE TE SCHLICHT : AG KR UL L

Vores kanaludbud og tvsening er mere fragmenteret end nogensinde før, og vores valgfrihed i forhold til, hvilke tvprogrammer, vi ønsker at se, har aldrig være større. Tv-brugen og tv-udbuddet er derfor i høj grad styret af modtagernes interesser, lyster og behov, da det er modtagerne alene, der bestemmer hvad og hvem, der via tv skal ’invadere’ deres

X Factor er ingen undtagelse, og det kan måske være med til at forklare programmets – og genrens – popularitet. Publikum er automatisk en integreret del af fænomenet ’show’, og seere, som ikke er med ’on set’, kan til gengæld tilkendegive deres mening ved at sende en sms.

Op til og under finalen er det sågar muligt at oddse på, hvem, man tror, vinder. ”X Factor er virkelig noget, der engagerer danskerne, hvilket de mange tu-

Danskerne er derfor langt fra passive, når det kommer til valget af underholdningsprogrammer. Vi har friheden til selv at vælge, og når vi har valgt, er vi meget engagerede. Men

TO

private zoner.

Så tanken om, at tv-stationerne på sin vis blot kan masseproducere, hvad de har lyst til, forekommer meget fjern, da faktum er, at der ingen profit er til de

/

Ifølge filosoffen er det et resultat af, at profitmotivet har fået herredømmet over kulturen.

Det hele drejer sig om profit (og licensberettigelse) og om at nå ned til laveste fællesnævner.

Og når økonomi blandes med

kommercielle- eller betalingskanalerne og intet grundlag er for licensindtægter, hvis tv-stationerne ikke udbyder dét, seerne (og regeringen) vil have. Af den årsag er det altså yderst vigtigt for tv-stationerne at inddrage publikum i deres program- og kulturudvikling.

FO

Henrik Byager argumenterer således for, at alle talentprogrammer repeterer den selvsamme form, som de foregående programmer har været bygget op om. Det taget i betragtning forekommer det næsten tvingende nødvendigt at trække et citat ind fra Frankfurterskolens kritiske Theodor Adorno, som er meget rammesættende for disse allestedsnærværende konceptprogrammer: ”Det, der optræder som fremskridt i kulturindustrien, det uafladeligt nye, den tilbyder, er altid omklædningen af noget evigt ens” (Adorno, 1972).

kultur, mener Adorno ikke, at vi medieforbrugere længere forholder os aktivt til det, vi bruger fredag og lørdag aften på: Standardiseringen af kulturen har bevirket, at vi passivt tilpasser os det kulturudbud, der nu engang er.

JAN LAGERMAND LUNDME Underholdningschef, DR

DR

«

[ TEMA ]

[9]

8

10 skarpe til Elisa Lykke SAMSON har skudt ti skarpe spørgsmål efter caster Elisa Lykke om casting til realityprogrammer, og hvad der definerer en god deltager.

3

ELISA LYKKE Elisa Lykke har blandt andet castet deltagere til Popstars, Hvem vil være millionær, Zulu Djævleræs, Comedy Fight Club, FearFactor, Big Brother, Baronessen Flytter Ind, Topmodel, 4 Stjerners Middag og mange mange flere. Hun er også kendt som gossipekspert i TV2’s Go’ Morgen Danmark og Go’ Aften Danmark.

9 10

HVAD VIL DU SE EFTER I FREMTIDIGE REALITYCAST? »Det vil blive endnu mere overdrevne personer. Seerne ønsker ikke at identificere sig med deltagerne, de vil forundres. Det kunne være spændende at følge et par som Maria og Michael Bjørnson (sangere kendt fra DR’s underholdningsprogram Talent ’09, red.).«

[ 10 ]

HVAD GØR DU FOR AT FINDE UD AF, OM DELTAGERNE KAN VÆRE SIG SELV? »Ved castingen til programmet FearFactor medbragte jeg et akvarium med insekter og larver. I virkeligheden var jeg ligeglad med, om deltagerne spiste insekterne eller ej. Det var deres reaktion, jeg var interesseret i. Det er ikke underholdende, hvis deltagerne bare sluger tyrenosser. De skal have svært ved det og kunne vise deres afsky.«

HVILKE FORSKELLE ER DER PÅ AT CASTE I DAG OG FOR 15 ÅR SIDEN? »For 15 år siden kendte folk ikke realitygenren, og derfor var der mange flere forskellige typer, der meldte sig, end der er i dag. Det uskyldsrene er forsvundet, fordi alle i dag ved, hvad reality går ud på.«

1

5

HVAD ER DEN STØRSTE UDFORDRING VED AT CASTE TIL REALITY? »Det er vigtigt at have en stor forståelse for formatet og for underholdningsværdien i programmet. Den største udfordring i Big Brother er, at der ikke er spændende personligheder i Danmark til det blandede cast, som formatet kræver. For Big Brother er et stærk format. I England er Big Brother-deltagerne jo stjerner.

En af deltagerne døde af cancer og der var landesorg – det var helt ”Diana-tilstande”. Herhjemme er vi slet ikke så benovet over formatet.«

HVORDAN VIL DU BESKRIVE EN TYPISK REALITYDELTAGER I DAG? »De fleste deltagere har en høj risikovillighed, er mere eller mindre grænseløse og filterløse. Så har de alle sammen et ønske om at blive kendte. Når jeg møder dem til casting, siger de fleste, at de gør det for at prøve personlige grænser af, men graver jeg lidt dybere, gør de det for at blive kendte.«

HVEM STILLER TYPISK OP TIL CASTING? »Folk, der gerne vil være kendte! Der er mange mandlige homoseksuelle. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at de er mere grænseløse og mindre blufærdige. Generelt er det sværere at finde piger. De er ikke lige så risikovillige som mænd.«

TEKST: JULIE DAUGAARD ILLUSTRATION: HELLE VEDEL & MARIE L. STOLTZE RASMUSSEN

7 4

HVORDAN FINDER DU UD AF, AT DELTAGERNE I EKSEMPELVIS BIG BROTHER IKKE BARE SPILLER EN ROLLE? »Nogle personer forsøger at spille en rolle til castingen, men det er som regel let at gennemskue. Mange piger påtager sig en rolle som overdrevet dum, fordi de gerne vil være den nye Amalie (Szigethy, red.). Men de fleste ved godt, at de ikke kan spille en rolle døgnet rundt i 100 dage i Big Brother-huset, så de vælger at være sig selv fra start. Hvis nogle deltagere skulle komme igennem castingen ved at spille en rolle, ser jeg det egentligt bare som et plus. Det kan skabe ’suspense’ i programmet, fordi de er mere uforudsigelige og ikke på samme måde føler moralske forpligtelser.«

HVILKE KVINDELIGE DELTAGERE GØR DET SÅ GODT? »Fra Big Brother synes jeg, at Stine (Solgaard, red.) var en god deltager, selvom hun blev stemt tidligt ud. Hun er interessant, fordi hun er ret almindelig. Almindelige piger er mere spændende end strippere, fordi de ikke er så forudsigelige. Derudover har Stine et barn derhjemme. Deltagere med børn er gode, fordi de sætter liv, hverdag og kærlighed på spil. Blonde Pernille fra Paradise Hotel er også mor. Hun er god, fordi det virker som om, hun er sig selv. Det er som om hun er taget direkte ud fra De Unge Mødre. Det er en ny kombination, som vi ikke har set før. Derfor tror jeg også, at Pernille bliver en af de langtidsholdbare realitystjerner, ligesom Amalie og Sidney Lee.«

6

2

[ INTERVIEW ]

KAN DU GIVE ET EKSEMPEL PÅ ET GODT CAST I 2012? »Til Big Brother castede jeg Umar (Nyonyintono, red.).

Han er et godt cast, fordi han har en fantastisk historie, som både er rørende og vanvittig. Han kommer fra et krigshærget land, hvor han må flygte til Danmark.

Hans mor får ikke opholdstilladelse, så hun forlader ham af kærlighed. Umar har ikke set hende siden. Han er en person, som virkelig har en historie at fortælle. Umar har også noget på spil, fordi han har en kæreste gennem seks år derhjemme. Et godt cast skal have noget på spil.

Derudover ser han jo skide godt ud. Det er skønt med noget kulør. Han er noget andet end de sædvanlige ”brystkvinder”.«

HVAD KIGGER DU EFTER TIL CASTING AF EN REALITYDELTAGER? »Deltagerne skal være gode til at sætte ord på, hvordan de har det. Det vigtigste ved reality er, at deltagerne kan vise, hvem de er. Reality er derfor også det hårdeste fjernsyn at lave, fordi deltagerne skal være sig selv. Det er lettere at deltage i et talentshow, hvor man bare skal kunne synge eller være klog.«

[ 11 ]

[ TEMA ]

TEKST: NETE GREEN JOHANSEN

Reality:

The never ending story Reality-genren har sat sig tungt på sendefladen og spiller i dag en stor rolle for vores forståelse af social adfærd. Gennem en konstant grænsesøgen holder programmerne sit tag i seerne.

ninger til normer for accepteret adfærd.

SAMSON har sat Tove A. Rasmussen, lektor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og tidligere Paradise-deltager Rasmus Højer Dall, i stævne til en snak om den nye reality-kultur.

med i overvejelserne, da han sagde ja til at medvirke: ”Jeg gjorde mig ikke så mange tanker, om dét at skulle i tv. Det var mere dét, at jeg skulle af sted til Mexico for at opleve en masse,” fortæller paradisoen.

å trods af tyve år med reality-tv er vi seere langt fra mættet. Det skyldes en konstant udvikling af

UNGE DANSKERE SAVNER UDFORDRINGER Sommer i Sunny Beach, Paradise Hotel, Familien Fra Bryggen, Fristet, Kongerne af Marienlyst, Divaer i Junglen… Kært barn har mange navne. Det har aldrig været mere tilgængeligt for almindelige danskere at medvirke i tv-programmer for åben skærm.

KENDIS-FAKTOREN Der er også en gruppe, der deltager for at blive kendte, offentlige ansigter: ”De ser på figurer som Amalie Szigethy og Sidney Lee, der har skabt sig en karriere som reality-personer,” siger Tove A. Rasmussen. Amalie fra Paradise Hotel er blevet et forbillede for nogle unge, der gerne vil

genren, hvor tv-tilrettelæggere i højere og højere grad regulerer og kontrollerer reality-deltagernes adfærd. Genrens store succes har medført en ny generation af unge seere, der spejler sig i de såkaldte ”reality-stjerner”. Gennem reality-programmer afstemmer de unge seere deres hold-

Ifølge Tove A. Rasmussen er det for de fleste reality-deltagere oplevelsen og den personlige udfordring, der er motivationen for at deltage. Det kan Rasmus Højer Dall, der har medvirket i Paradise Hotel i sæson 4 og 6, nikke genkendende til. For ham var det i høj grad oplevelsesværdien, der var

blive en del af celebrity-kulturen: ”Der er mange, som spejler sig i hende, men der er også rigtig mange, der tager afstand. Men hun er en rollemodel for dem, der ønsker at blive eksponeret i den grad, som hun er,” forklarer lektoren.

Rasmus Højer Dall fortæller, at det er de

P [ 12 ]

Forventningsfulde deltagere forud for 2008 udgaven af TV3’s Paradise Hotel Det er Rasmus Højer Dall yderst til højre.

Rasmus deltog både i 2008 og 2010 og har dermed sammenlagt medvirket i hele 84 afsnit af det populære program.

”

At se reality er en måde at ”aflure” andre menneskers interaktioner under forskellige omstændigheder med henblik på selv at kunne tilrettelægge sin egen adfærd Tove A. Rasmussen Lektor, Aalborg Universitet

Det er der flere forskellige grunde til, mener medieforsker Tove A. Rasmussen. Hun ser, at der både er nogle psykologiske og sociale dimensioner i det. Det psykologiske ligger i, at vi som mennesker ikke er ens af personlighedstype. Vi har forskellige holdninger og tilgange til den adfærd, der udspiller sig i reality-tv.

lig. De mere fiktive elementer ligger i den tilrettelæggelsesstrategi, der planlægges.

Efter Tove A. Rasmussens opfattelse bliver der en strammere og strammere styring af deltagerne, og det kan medvirke til at virkelighedselementet bliver svækket. Tove A. Rasmussen har dog svært ved at forestille sig, at tv-producenter vil bryde genren ved

Tove A. Rasmussen beskriver, at der findes to personlighedstyper. Den ene personlighedstype er den, der føler en positiv fascination og tiltrækning til den adfærd, de ser i reality. Altså dem, der har lyst til at gøre den efter. Størstedelen af danskerne er imidlertid snarere af den anden type, hvis tiltrækning og fascination ligger i, at de godt kan lide at se noget i tv, der for dem er ”forkert” og grænseoverskridende.

at skrive manuskript: ”Så er man jo ude i at lave et stykke fiktion,” forklarer Tove A. Rasmussen.

SEERNE AFLURER SOCIALADFÆRD Reality fylder mere og mere af sendeflade.

Især kommercielle tv-kanaler propper primetime med reality-programmer. Ifølge

REALITY = VIRKELIGHED? Reality betyder virkelighed – men hvor autentiske er programmerne, vi ser på tv?

Paradise Hotel er et godt eksempel på et af de programmer, der i høj grad bliver iscenesat: ”Man går tættere og tættere på en rammesætning af, hvad deltagerne skal præstere. Dermed kan man styre deltager-

REALITY SKABER NYE INTIMGRÆNSER Reality-genrens eksploderende succes skyldes ifølge Tove A. Rasmussen, at der for hvert nyt reality-program rykkes grænser: ”Genren går tættere og tættere på det intime og personlige. Den nedbryder nogle grænser i forhold til nøgenhed, seksualitet og forskellige etiske dilemmaer, som delta-

Gallup ser en tredjedel af den danske befolkning TV3 i tidsrummet 17-24 i løbet af en uge. Det tyder på, at danskerne er pjattet med reality. Det er der i følge Tove A. Rasmussen flere forskellige grunde til.

Hun ser, at der både er nogle psykologiske og sociale dimensioner i det:

nes performance,” forklarer lektoren.

En del af den rammesætning ligger i castingen af deltagerne. Tilrettelæggerne går efter bestemte typer, hvis interaktion forhåbentligvis skaber forskellige spændingsmomenter og konflikter. Disse konflikter og deltagernes opførsel er virke-

gerne bliver stillet i. Genren har udvidet sin form af flere forskellige subgenrer og hybrider, der er med til at skabe en segmentering, så der er noget for enhver smag,” fortæller lektoren. Grænsenedbrydningen er altså noget af det, der gør, at vi langt fra har set toppen af reality-bjerget endnu. 

FOTO: TV3 / LEMCHE

Hertil er der en social dimension. Realitytv kan medvirke som en del af de unges identitetsskabelse: ”At se reality er en måde at ”aflure” andre menneskers interaktioner under forskellige omstændigheder med henblik på selv at kunne tilrettelægge sin egen adfærd,” fortæller Tove A. Rasmussen. Hun beskriver, at man rent identitetsmæssigt afstemmer sine holdninger til adfærd og sociale omgangsformer, når man ser reality.

Rasmus Højer Dall er enig i det udsagn: ”Det er jo en fiktiv verden, der bliver opstillet dernede. Men man får ikke tildelt en rolle, og man får ikke nogle punch-lines, som man skal sige. Man er, som man selv vil være dernede,” fortæller den tidligere deltager. Han kan imidlertid ikke genkende alt, han har set på tv fra sin tid på Paradise Hotel. Han fortæller, at historierne ofte bliver strikket sammen, så det passer med den røde tråd, der er stillet op for programmet: ”Et godt eksempel er fra sæson 4 til parceremoni, hvor Nikoline siger til Thomas: ”Jeg håber snart, at du ryger ud, MEN på tv viser de i stedet et billede af Nick – som om hun siger det til ham,” afslører Rasmus Højer Dall.

færreste, der kan forestille sig livet efter Paradise Hotel. Derfor er det svært at gøre sig tanker om, hvilke konsekvenser det vil have for ens fremtid at medvirke. Det kræver en tilvænning lige pludselig, at være et kendt ansigt: ”Folk hiver fat i én i byen og tager billeder uden at spørge”, forklarer den tidligere realitydeltager. Han har dog ikke fortrudt, at han har deltaget. Han tager oplevelsen, og dens – både positive og negative – konsekvenser med oprejst pande.

[ 13 ]

[ FOTOSERIE ] FOTO: AMALIE VESTERGAARD OLSEN TEKST: SARAH BRUUN HEDEGAARD

”kendt

Jeg vil bare være

[ 14 ]

[ 15 ]

GRIB NOGET FAME

”JEG VIL BARE VÆRE KENDT” - sådan sagde Amalie Szigethy, før hun deltog i Paradise 2010 Enhver kan efterhånden trække sin kendisstatus i en automat, og reality-stjerner bliver i dag produceret på samlebånd. Det er blevet lettere at blive kendt, eftersom udbuddet af reality-tv bliver større og større. For deltagerne af reality-tv handler det lige så meget om at etablere en bestemt identitet, som det handler om at vinde den halve million. Flere og flere lægger deres identitet ud for åben skærm, og medierne skaber derfor et stigende antal kendisser, som vi som seere kan spejle os i. Er det kommet så vidt, at man ikke er ”nogen”, hvis man ikke er kendt? Er det menneskelige behov for at iscenesætte sig selv blevet større?

[ 16 ]

KENDT ELLER ANSIGTSLØS BODYBUILDER ELLER BADEDYR [ 17 ]

[ FOTOSERIE ]

SELVISCENESÆTTELSENS HÅRDE LIV

KENDTE MÅ OGSÅ VENTE PÅ BUSSEN

[ 18 ]

TEKST: CECILIE GAMMELGAARD JENSEN OG CHRISTINA JOHANSEN

[ TEMA ]

Tv-formater:

genbrug der batter!

Stræben efter succes. Det er, hvad der frem for alt driver flere og flere tv-stationer til at opkøbe og versionere internationale tv-formater.

Tv-succeser genbruges som aldrig før, og de medfølgende fordele er da heller ikke svære at få øje på.

A

lle broadcastere med respekt for sig selv er på konstant jagt efter »the next big thing«. Og gode idéer hænger som bekendt ikke på træerne, men så er det heldigt, man

været en succes i mindst et marked ud over det danske«.

kan købe sig til dem. Den mulighed benytter et stadig stigende antal broadcastere sig af. Tal fra organisationen FRAPA (The Format Recognition and Protection Association) viser, at handlen med formater på verdensplan er steget fra €6,4 mia. til €9,3 mia. over en 3-årig periode.

bundet med en vis risiko for flop, da det kan være mere end almindeligt svært at spå om et programs succes.

Flere eksperter venter, at de seneste års eksplosive formatudvikling vil fortsætte. »For hver gang der kommer kvantitative opgørelser over formathandlen, stiger den mere eller mindre eksponentielt på verdensplan,« siger Pia Majbritt Jensen, der forsker i tv-formater ved Aarhus Universitet.

I løbet af det seneste årti er det blevet en velkendt praksis for broadcastere at købe udenlandske formater for dernæst at versionere dem til dansk tv. Ligesom franchiseordninger har formatversionering en række åbenlyse fordele. Ved at købe formaterne i stedet for at producere dem selv, kan broadcasterne nemlig formindske risikoen for at programmet flopper. Det danske haveprogram Hokus Krokus er ét blandt mange succesfulde genbrugsformater på dansk tv. Versioneringer formår på markant vis at udvide ”format-rammerne” i hensigten om at tilpasse sig en dansk kontekst.

F OT O : A ARH US U

NI V

S ER

IT

ET

PIA MAIBRITT JENSEN Medieforsker, AU

STØRRE CHANCE FOR SUCCES Det faktum at indkøbte tv-formater indtager stadigt mere plads på sendefladen, tilskriver Pia Majbritt Jensen først og frem én årsag: »De fleste formater bliver succeser, da de jo på nogle områder kommer med en indbygget garanti – i og med at formatet har

Udviklingen af nye programmer er nemlig ikke bare dyre i omkostning, men også for-

Derudover er der en række andre fordele ved at købe formater. Ifølge konsulent Thomas Wedell-Wedellsborg, der er cand. mag. i Medievidenskab med speciale i tvformater, er det også væsentligt, at selve produktionsprocessen bliver langt mere forudsigelig.

For eksempel ved man, at tidsplanen og produktionsbudgettet er realistiske, og at ophavsretten og andre juridiske forhold er i orden. Et indkøbt tv-format er nemlig flankeret af en såkaldt »formatbibel«, som indeholder en udtømmende beskrivelse af formatet med alt fra grafik til retningslinjer for værten, kamerabevægelser og musik med mere. Såfremt producenten vælger en versionering, der ligger tæt op ad det oprindelige format, har formatbiblen den åbenlyse fordel, at man undgår at bruge lang tid på at finde ud af, hvad der fungerer inden for formatets rammer. Det viser forlægget nemlig allerede.

NOGLE GANGE GÅR DET GALT Selv om danske versioneringer af store tv-formater som X Factor, Hvem vil være millionær? og Sporløs har vist sig særdeles bæredygtige herhjemme, findes der også eksempler på, at international succes og skyhøje priser ikke er nogen garanti for, at programmet får national gennemslagskraft.

Det tager ikke lang betænkningstid for Pia Majbritt Jensen at komme i tanke om et format, der aldrig rigtig blev en succes: » TV 2’s Helvedes Køkken,« lyder det prompte fra forskeren.

[ 19 ]

FOTO: BJARNE BERGIUS HERMANSEN / DR

[ TEMA ]

Hokus krokus er ifølge medieforsker Pia Maibritt Jensen et godt eksempel på, hvordan et format kan tilpasses en lokal kontekst - samtidig beviser den danske version af Hell’s Kitchen at succes i ét land ikke er lig succes i et andet.

FORMATETS VEJ TIL MARKEDET Papirformat: Er den første skriftlige udformning af programmet skrevet af formatskaberen.

Papirformatet beskriver på få sider programmets idé, struktur og titel samt eventuelt den tiltænkte målgruppe og placering i programflowet.

Formatbibel: Hvis formatskaberen sælger sin idé, fører papirformatet til en produktion af programserien.

Produktionsselskabet kreerer en formatbibel, der beskriver programmet og produktionsprocessen i detaljer.

Formatbiblen er rettesnor for alle versioneringer. Nogle gange følges den til punkt og prikke, andre gange er der mere vide rammer.

Formatpakke: Den samlede formatpakke indeholder typisk ét afsnit af programmet, nogle lydfiler med formatets kendingsmelodier, forskellige grafiske elementer, og muligvis også konsulenthjælp fra den oprindelige producent.

«

Programmet fra 2010 er et slående eksempel på et format, der har floppet totalt.

Mens DR’s Spise med Price og Bonderøven ramte »slow living«-livsstilen lige på kornet, satsede TV 2 stort på deres danske versionering af Hell’s Kitchen. Med en aggressiv kok i hovedrollen, hård retorik og faretruende grafik, er programmet den diametrale modsætning til Bonderøven og Spise med Price.

Desværre for TV 2 levede Helvedes køkken langt fra op til kanalens seertalskrav i primetime, der bør ligge på omkring én million seere. Som konsekvens heraf blev sendetidspunktet flyttet fra kl. 20.00 til 21.10 for til sidst at blive pillet af kanalen efter blot en enkelt sæson. Meget tyder på at værten Wassim Hallal i den danske versionering langt fra havde kaliber til at kunne leve op til Gordon Ramsays karakteristiske og særprægede karakter.

NATIONALE FORSKELLE VÆGTER TUNGT Selv om det ikke var tilfældet med Helvedes køkken, er det som regel en stærk fordel ved en versionering, at programmet foregår på det lokale sprog, i den lokale kontekst og tilpasset specifikke mediesystemiske forhold. Versionering giver alt andet lige en større national appel samtidig med at det højner den seermæssige identifikation.

[ 20 ]

Man kunne forestille sig, at et program som X Factor ikke ville fange sit danske publikum i samme grad, hvis programmet havde lagt sig helt tæt op ad den originale, britiske version, hvor der er dømt overdådigt sceneshow med ’bling-bling’ i rå mængder. I den danske version afsættes mere tid til at tegne de personlige portrætter af deltagerne og vi kommer derfor ind under huden på deltagerne. Og strategien bag den danske versionering har ikke blot taget danskerne med storm. Også X Factors grundlægger, Simon Cowell, har tilkendegivet, at netop den danske versionering af det populære format, i hans øjne, er den mest succesfulde af alle.

HOKUS KROKUS VERSUS GROUND FORCE Pia Majbritt Jensen nævner henholdsvis den danske og australske versionering af det britiske tv-format Ground Force som eksempel på, hvor radikalt anderledes to lokale versioneringer af samme format kan tage sig ud.

Når australske seere tuner ind på Ground Force, bliver de mødt af piger i afslørende shorts og små toppe mens mændene ikke går af vejen for at vise deres solbrune, muskuløse overkroppe frem i stramme tanktoppe. Arbejdsopgaverne i den australske version er præget af en legende

FOTO: JENS ASTRUP / TV 2

DET SALGBARE TV-FORMAT...

Må ikke være for kontroversielt, originalt eller teknisk krævende; risikoen for flop er simpelthen for stor.

Må ikke slå på nationale særpræg eller være baseret på aktuelle begivenheder.

Er i en etableret formatgenre, der indeholder et formmæssigt særpræg med et umiddelbart forståeligt koncept.

Har en anslået kanalprofil i primetime, der passer til en attraktiv målgruppe.

Er dramaturgisk og tidsmæssigt fleksibelt i forhold til blandt andet reklameblokke.

Indeholder alternative indtægts- eller finansieringskilder som for eksempel SMSstemmer.

tilgang – og de fire unge tv-personligheder, der deler værtskabet, har ingen specifikke forudsætninger for at beskæftige sig med havearbejde.

Anderledes ser det ud i Hokus Krokus. Her er både værten, Puk Elgaard, og gartnerne Torben og Bettina klædt i praktisk arbejdstøj, som ikke nødvendigvis gør noget godt for deres figurer. Men det er heller ikke vigtigt i den danske version, hvor der i langt højere grad lægges vægt på eksperters videreformidling af korrekt faglig viden til seerne.

Hokus Krokus prioriterer nytteværdien Ifølge Søren Bo Hansen, redaktionschef hos DR og ansvarlig for den danske versionering af Ground Force, har det hele tiden været en mission at forene høj faglighed og feel good-stemning. »I de første sæsoner valgte vi Flemming Leth som vært, fordi han mestrede håndværket. For os var det vigtigt, at de leverede noget håndværk til programmet, og derfor hyrede vi også rigtige gartnere hos et firma,« siger Søren Bo Hansen. Han tilføjer, at valget sidenhen faldt på Puk Elgaard, fordi hun højner feel good-stemningen og formår at trække dét frem i de medvirkende, der er vigtigt for historien.

Ud over at den australske version prioriterer leg over faglighed, ofrer den også en betydelig større del af programmet på afsløringen og de efterfølgende reaktioner.

Søren Bo Hansen fortæller, at det sagtens kunne have fyldt mere i den danske versionering, men bevidst er nedtonet: »Vi synes, det var vigtigt at værne om den rent havefaglige fortælling. Det handler jo også om at give så mange som muligt en oplevelse ved at se programmet. Dem der kommer efter melodramatikken skal nok blive hængende, for det får de alligevel til sidst. Men der skal også være en fortælling for alle dem, der går efter vitaminerne, altså den konkrete nytteværdi,« siger Søren Bo Hansen og understreger, at »how-todo«-elementerne især henvender sig til den mandlige del af seerne, mens den mere følelsesladede del primært appellerer til kvinder.

PÅ TVÆRS AF LANDEGRÆNSER Globaliseringen har stor betydning for den stadigt større brug af formatversionering.

Med den er der kommet større udveksling og interaktion mellem landene. Dette takket være multikanalsystemet med utallige sendemuligheder og (inter)nationale kanaler, der spreder formaterne over landegrænserne som aldrig før.

Det er et forhold, som skal vurderes og konstateres, især når forskellige kulturer mødes. Thomas Wedell-Wedellsborg påpeger i den forbindelse, at der kan være stærke kulturelle barrierer i formatmarkedet. Det ses især tydeligt på læringsorienterede tv-programmer for børn, hvor der hersker stærke kulturelle holdninger til, hvad der er »god læring« – selv inden for de nordiske lande.

Formatmarkedet er altså meget segmenteret i forhold til kultur. »Man skal ikke søge efter mange japanske gameshows på YouTube for at konstatere, at ideen om fælles globale seer-interesser ikke altid holder stik,« siger Thomas WedellWedellsborg. Han vurderer, at en dansk broadcaster derfor vil være mere tilbøjelig til at vælge et format med gode seertal fra Sverige frem for et tilsvarende succesfuldt format fra Japan.

Omvendt påpeger Pia Majbritt Jensen, at et japansk format kunne overraske danske seere ved at være anderledes og originalt, og fastslår, at luftforandring nogle gange kan være tiltrængt på danske kanalflader, hvor meget efterhånden ligner hinanden. 

[ 21 ]

[ TEMA ]

TEKST: LOUISE LORENTSEN SANDØ LUND

metamedier

Vi elsker TV om TV

FO

TO ARNE BERGIUS H : BJ ER M

AN

SE

N

/

DR

ANE CORTZEN Vært, TV!TV!TV!

Danskerne er storforbrugere af tv, men vi vil have mere. Nu vil seerne også med bag ved kameraet. Resultat: Programmer som TV!TV!TV!, hvor medier dækker andre medier er en stor succes. SAMSON går her bag om fænomenet og har snakket med TV!TV!TV!’s vært: Ane Cortzen samt medieforsker ved Aarhus Universitet Hanne Bruun om trenden; metadækningen i danske medier.

F

or 15 år siden var der kun dømt metadækning i sendefladen, når DR1’s Troldspejlet rullede over tv-skærmene hjemme i stuerne. Her fik danskerne adgang til en hidtil hemmelig verden. Programmets velkendte vært Jakob Stegelmann belyste de mekanismer og overvejelser, der for eksempel lå bag guldeffekten i Disneys Skønheden og Udyret eller animationerne i computerspillet Hitman. Og dermed blev seerne klogere.

Siden dengang er Troldspejlet blevet overhalet indenom eller har i alt fald fået følgeskab af andre ”medier om medier”-programmer som fx TV 2 News’ Presselogen og TV 2’s Korrespondenterne.

Listen over populære metaprogrammer er således vokset, og især unge danskere synes umættelige i deres trang efter at få indblik

[ 22 ]

i, hvad der udspiller sig i mediernes maskinrum. Ifølge tv-værten på DR2’s hitprogram TV!TV!TV! Ane Cortzen er nysgerrigheden og interessen for at forstå de bagvedliggende processer grunden til metadækningens popularitet.

MED BAG KULISSEN ”Folk er blevet meget mere bevidste om medierne og deres indflydelse. Derfor er de også mere interesseret i at kende de mekanismer, der ligger bag denne iscenesatte virkelighed.”

Sådan forklarer Ane Cortzen danskernes nyfundne begejstring for metaprogrammer. Hendes eget TV!TV!TV! er da også et perfekt eksempel på den nye tendens. Her er det højt på dagsordenen, hvad der foregår både på og bagved kameraet. Historien og mekanis-

”

Folk er blevet meget mere bevidste om medierne og deres indflydelse.

Derfor er de også mere interesseret i at kende de mekanismer, der ligger bag denne iscenesatte virkelighed Ane Cortzen Vært, TV!TV!TV!

merne bag programmer som for eksempel tegnefilmsserien The Simpsons bliver således blotlagt for folk ude bag skærmene, og processer, som seerne normalt ikke får indblik i, afsløres. For eksempel Gallups måling af seertal med tilhørende hemmeligt test-panel samt dennes betydning for, hvilke programmer der får lov til at blive på DR’s og TV 2’s sendeflader.

Andre eksempler på den udprægede metatendens er programmer som TV 2 News’ Presselogen eller Lasse Jensens mangeårige succes Mennesker og Medier på P1. Her er selve præmissen for programmerne, at mediernes gøren og laden gås efter i sømmene. Redaktionelle, etiske og administrative overvejelser diskuteres og seerne er med hele vejen.

dannede journalisternes ageren grundlag for debatter og artikler om journalisters rolle i dækningen af dansk politik.

Dertil kommer, at sociale medier som Facebook og Twitter er blevet en større kilde til interessante historier, som så dækkes af for eksempel TV 2 og DR. Som da fodboldlandsholdets målmand Thomas Sørensen på Twitter udtrykte sin støtte til ”Fodboldtossen” og fordømte hans hårde straf. Eller da Søren Pind – som efterhånden er en hadet/elsket leverandør af interessante opdateringer på Facebook – udtalte sig om terror. Begge historier nåede landsdækkende medier og det er sikkert ikke sidste gang indhold fra et ’tweet’ eller en statusopdatering når nyhedsfladen.

EN GRUNDLÆGGENDE NYSGERRIGHED At danskerne vil vide mere om medierne kan medieforsker Hanne Bruun, lektor og ph.d. i medievidenskab på Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet, også nikke genkendende til.

Hun fortæller at medier af forskellig form og format bliver en stadig større del af danskernes liv:

IKKE ET HELT NYT FÆNOMEN På trods af metadækningens tydelige fingeraftryk på visse programflader i 2011 er metadækningen ifølge forsker Hanne Bruun ikke et nyt fænomen. Hun forklarer: ”Medierne har altid haft stor interesse i sig selv og sin egen betydning. Det er ikke nyt.

At det så har fået sine egne tv-programmer kan betragtes som en interessant udvikling.”

”Medier er noget alle mennesker kender og i stigende grad bruger i deres hverdag.

Alligevel ved de fleste meget lidt om, hvad der sker bag kameraet, og det vækker en helt naturlig nysgerrighed.”

Medieforskeren tilføjer, at netop det paradoksale i diskussionen om mediernes betydning er, at den rent faktisk er forbavsende lille. Og det på trods af, at danskerne i 2011 så over tre timers tv hver dag.

Udover trangen til at få indsigt i en ellers skjult verden har danskerne også en lyst til debat:

DET ER DET, DE UNGE VIL HA’ Det er især den yngre generation, der tuner ind når metaprogrammerne ruller over skærmen. Det er TV!TV!TV! et godt eksempel på, viser tal fra DR. Når programmet rammer programfladen hver mandag kl.

20.00 på DR2, er gennemsnitsalderen nemlig en del lavere, end de 50+ år, som kanalen normalt er vant til. Ifølge Ane Cortzen er programmet dog ikke direkte målrettet de unge, men skal favne alle tv-interesserede:

”Netop fordi medierne spiller en så afgørende rolle, har danskerne faktisk også et ønske om en kritisk debat af mediernes måde at gøre tingene på,” forklarer Hanne Bruun.

NÅR FACEBOOK NÅR NYHEDERNE At programfladen på tv i dag rummer flere metaprogrammer er således et faktum.

Men mediernes opmærksomhed på sig selv og egen ageren ses også på andre måder.

For eksempel udråbes journalister oftere til at være eksperter. Dermed interviewer journalister pludselig andre journalister.

Også mediernes måde at portrættere politikere kan i dag i sig selv danne grundlag for en historie. Gode eksempler herpå er den såkaldte hetz på Henriette Kjær. Her

”Vores program er lidt af en såkaldt ”segment-knuser”. Jeg tror, der er rigtig mange ældre, men også mange helt unge, som ser vores program. Fælles for dem er, at de alle ser meget tv. Og TV!TV!TV! giver dem så en øjenåbner, når vi vender vrangen ud på programmer, de kender og elsker,” fortæller Ane Cortzen. 

[ 23 ]

[ AKTUELT ]

TEKST: MORTEN SCRIVER ANDERSEN

STOP ACTA! - en manifestation af internettes potentiale

Opstanden mod ACTA (Anti Counterfeiting Trade Agreement) er blevet et skoleeksempel på, hvordan internettets potentiale som politisk mobiliserende og engagerende redskab kan forløses.

D

en 25. februar samledes tusindvis af demonstranter i Aarhus, Aalborg, Odense og København for at vise deres utilfredshed med en ny internetlovgivning, der efter sigende udgør en alvorlig trussel mod den ytringsfrihed, internettet inkarnerer. Demonstrationen var ikke skelsættende hverken i omfang eller udførelse. Tværtimod var den endnu et eksempel på, hvordan den politiske aktivisme, når den er bedst, kan boltre sig i online fællesskaber og udmønte sig i offline demonstrationer.

For når det kommer til stykket, har internettets politiske gennemslagskraft sine begrænsninger på grund af dets fragmenterede og fragmenterende natur. Dertil kommer det tvivlsomme engagement, man kan tilgå online fællesskaber med. Ligesom internettet indeholder potentialet for Habermas’ våde drøm om opblomstringen af den borgerlige offentlighed, ligger der også en overhængende fare for, at det bliver ved potentialet.

DEN DIGITALE CIRKULATION Når det så er sagt, findes der på internettet nogle åbenlyse og stærkt samlende værktøjer. Muligvis har de ikke samme gennemslagskraft i den politiske debat som de landsdækkende tv-kanaler, men er anderledes fleksible og lettilgængelige. Herfra har ACTA modstandere haft held med at sprede velartikulerede virale videoer fra vores allesammens YouTube, gennem sociale netværkssider, som vores allesammens

[ 24 ]

HVAD ER ACTA ACTA (Anti Counterfeiting Trade Agreement) sikrer effektiv håndhævelse af immaterielle rettigheder, først og fremmest for at komme organiseret ulovlig kopiering til livs.

De mange hjemmesider der er bygget op om brugergenereret indhold, stilles med ACTA til regnskab, hvilket kan føre til lukning af sider med sådant materiale. YouTube og Wikipedia er nogle af de helt store inden for brugergenererede indholdstjenester, men værst ser det ud for de små sider, der ikke har råd til søgsmål.

FOTOS: ANDERS M. JENSEN

«

Over hele Europa samlede folk sig til demonstration mod ACTA ~ således også i Danmark, hvor der blev demonstreret i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Facebook. På den måde er det lykkedes at, ikke bare nå men også, påvirke mange menneskers indstilling til og vidensniveau om emnet.

DEN STÆRKESTE KANAL: MINE VENNER Det er den virale markedsførings evne til at spille på de personlige relationers effekter, der udnyttes. De relationer, der aktualiseres omkring et budskab mellem afsender og modtager, når vi vælger at dele et link, en video eller en opfordring til demonstration med vores venner og bekendte. Hvem vil ikke hellere lytte til, hvad en gammel gymnasieven har at sige end en tilfældig onlineaktivist?

Jeg selv har blot fem-seks venner på Facebook, der aktivt delte videoer og opfordrede til ACTA-demonstration i forløbet op til demonstrationsdagen. Ikke desto mindre følte jeg mig meget eksponeret. Men hvad endnu vigtigere var, at jeg følte, at opråbene var svære at ignorere, fordi det netop var venner, der lod deres frustrationer gjalde ud over det digitale fællesskab.

DEN FYSISKE OPSTAND Men ét er internettets forholdsvis stille revolutionære resonans. Noget andet er at få offline aktioner, der kan lave den larm

som fx ACTA har brug for til at få den debat, som mange føler sig snydt for.

Internettet vrimler med online fællesskaber, der ikke kommer længere end til fladen af en computerskærm, og det er derfor en udfordring i sig selv at skille sig ud fra disse.

Et af knebene er at spille med på mediernes præmisser, der langt hen ad vejen kræver et visuelt betagende udtryk. Og hvad mere oplagt er der end at tage ved lære af de bedste? I 2005 lærte vi fx af filmen V for Vendetta det fede i at bære Guy Fawkes masker under demonstrationer mod de grumme magtinstitutioner. En ide ACTA-demonstranterne også har taget til sig. Udover at give anonymitet signalerer maskerne fællesskab, men frem for alt giver de et visuelt referencepunkt, der opfylder mediernes krav om visuel æstetik.

Resultatet blev fire forholdsvist velbesøgte, velmaskerede og veleksponerede demonstrationer rundt i landet som modsat James McTeigues V for Vendetta lykkeligvist ikke endte i den ultimative visuelle æstetik – at springe magthavernes højborg i luften.

Herved forløstes internettets potentiale for politisk aktivisme som et skoleeksempel for fremtidige demokratiske protestaktioner.

SET FRA ET MEDIALISERINGSPERSPEKTIV At vi er nødt til at spille med på mediernes præmisser er en del af den medialiseringstendens, hvorved vi underlægges mediernes logikker. Politikkernes svar på tiltalen om den fordækte forhandlingsproces omkring lovforslaget var en henvisning til EU’s hjemmeside, der indeholder dokumenter fra forhandlingsforløbet. Men hvem bevæger sig ind i EU’s bureaukratiske jungle i håb om at opsnuse problematiske lovgivningsforslag? Sandsynligvis et fåtal, da dette ikke er en platform der taler til den politiske borger.

I stedet er internettet en platform, der bruges til at mobilisere modbevægelser, som det også var tilfældet med ACTAdemonstrationerne. Men hvor ville det være spændende, og ikke mindst moderne, hvis internettet kunne integreres mere direkte i demokratiet, og umiddelbart også den naturlige udvikling set i et medialiseringsperspektiv.

AT INTEGRERE INTERNETTET I DEMOKRATISKE PROCESSER Et spændende om end performativt forslag herom kom fra en uventet kant, da man den 11. februar i Information kunne læse selveste Vladimir Putins tanker om integrering af et internetbaseret demokrati. Forslaget gik i sin enkelhed ud på at »gennemføre en obligatorisk parlamentarisk undersøgelse af ethvert lovgivningsinitiativ, der bakkes op af mere end 100.000 underskrifter på internettet«.

Putins ønske om en lovgivningsgodkendelse, fra hvad der svarer til under én promille af den russiske befolkning, synes muligvis en kende uambitiøst, men er ikke desto mindre et bud på, hvordan man kan integrere internettet i demokratiet på en mere direkte måde.

Om ikke andet må vi håbe, at internettet fremover, og måske i større grad, kan udfylde dets potentiale som politisk redskab til at inddrage, mobilisere og ikke mindst engagere den brede befolkning.  [ 25 ]

[ KLUMME ]

TEKST: CAMILLA LYKKE HANSEN

Wordfeud - scrabble with a twist Ordlegen: Wordfeud som applikation til smartphones er en stor succes. Inspireret af Scrabble er spillet en gammel kending på en ny medieplatform. Her er den med til at udfylde hverdagens tomrum samt skabe endnu et virtuelt fællesskab.

W

ordfeud-konceptet lader umiddelbart til at være en ret sjov idé. At udvikle en app med afsæt i et så populært og traditionelt brætspil som Scrabble til noget nyt, der på ny kan fange et bredt publikum, lader til at være en guldgrube.

Hele idéen med, at der i dag kan overføres et populært spil til nutidens smartphones og sociale medier, gør, at det altid er tilgængeligt og når ud til en bred del af befolkningen. Man kan vel kalde det et traditionelt spil med et moderne twist.

Konceptet ligger op til noget underholdende og tilmed socialt. Men om det faktisk er tilfældet, vil jeg lade komme an på en prøve. Jeg må afprøve Wordfeud.

SOCIALT FYLD TIL HVERDAGENS TOMME PLADSER Rammer vi ind i ventetid, reklamepause eller andre kedsomhedselementer, er Wordfeud umiddelbart den kærkomne løsning. Wordfeud gør det muligt at få udfyldt mange ”kedsomhedsrum” i hverdagen og tilmed krydre det med nogle konkurrenceelementer.

Jeg må være ærlig og indrømme, at det ikke lige udfyldte alle mine kedsomhedsrum, hvilket jeg havde ellers havde håbet.

Problemet er, at mange af mine modstandere simpelthen var for langsomme til at svare. Men har man tid og en modstander,

[ 26 ]

der rent faktisk gider spille, så kan jeg godt – til dels – sætte mig ind i det sjove ved Wordfeud.

Når modstanderne ikke er for langsomme, så er de bare oppe utrolig sent. Det viser sig, at mange Wordfeud-tilhængere spiller forholdsvist sent – formentlig fordi vi især har tiden om aftenen. Netop dét viser min erfaring også.

Anmodninger vælter ind døgnet rundt.

De vælter ind og forstyrrer nattesøvnen!

Og nysgerrig som jeg er, må jeg jo tjekke, om det er en vigtig besked. Skuffet blev jeg, når min lurende fornemmelse viste sig at holde stik: Cat1234 har spillet ’kulde’ for 22 point. Fedt, så troede jeg lige, at jeg havde venner – og havde det egentlig også.

Bare en Wordfeud-ven.

Min tid som vordende Wordfeud-entusiast bliver en kortvarig affære. Wordfeud er i min optik kedeligt, og så er det temmelig irriterende, at folk ikke kan svare med det samme. Jeg kan i stedet få lov til at gå og vente på at få lov til at skrive et ord i to dage – hvad sjovt er der ved det?

Da jeg sad i bussen og tænkte ”Wordfeudmoment!”, fik jeg først respons efter, jeg var trådt ind af døren i min lejlighed. Wordfeud udfyldte for mit vedkommende alt for mange af de forkerte rum!

NYT SOCIALT FORUM LIGE I LOMMEN En helt anden og mindst lige så vigtig del af

Wordfeud er selvfølgelig det sociale.

Indførelsen af Scrabble på en ny medieplatform har medført et nyt virtuelt, socialt fællesskab.

Vi er sammen på en måde, vi ikke har været sammen før. Med det mener jeg, at med Wordfeud er vi i kontakt, men samtidig ”ikke i kontakt”. Det lyder snørklet, og sagt på en anden måde så har vi i kraft af det igangværende spil i første omgang fået etableret en kontakt til hinanden; men den er ikke kendetegnet ved ”her og nu” beskeder, der skal svares på prompte, men noget, man kan gå fra og til. Spillet, og samtalen vi har med hinanden, fungerer med andre ord asynkront. Kontakten holdes i live ved, at den ligger lige nede i lommen og spillet løbende forsætter.

Det sociale spille-netværk er altså lige ved hånden, det er altid tilgængeligt – har man lyst, kan man altid spille, da det er muligt at spille mod tilfældige modstandere og ikke bare ”mor”. På den måde, er man ikke afhængig af kohærens mellem tid eller rum - eller vennernes engagement for den sags skyld. 

TEKST: SVEND LOKJÆR

[ KOMMENTAR ]

Så giv dem da våben!!

T

ILLUSTRATION: MARIE LINDHOLM STOLTZE RASMUSSEN

Den politiske debat er blevet en børnehave. Alle skal være med i legen, og ingen bliver sendt hjem uden frygt for at have skidt i bukserne ude på legepladsen. Det er ufattelig kedeligt at være vidne til. Jeg er kommet på nogle få ændringer, som vil gøre dansk politik langt mere tidssvarende og publikumsvenligt.

o ting falder mig dagligt for brystet i den politiske debat:

1. Når Apokalypsen kommer, vil Bertel Haarder træde frem og afsløre, at han i virkeligheden ER selveste Beelzebub. Ingen vil anerkende det, men nu er I advaret.

2. Der er ALT for meget hygge i den danske nyhedsdækning.

Sidstnævnte kræver en uddybning. I en tid, hvor image altid trumfer substans, finder jeg det dybt beklageligt, at fokus i al politisk dækning på TV er på samtale og saglig debat. Der er en grim tendens til, at man søger at overbevise modparten ved hjælp af argumentation og lejlighedsvis logik. Det er forkasteligt.

Hvor mange gange har jeg ikke måttet udholde et skænderi mellem Mette Frederiksen og Søren Krarup, hvor jeg i mit stille sind har håbet på, at ordstyreren bare hev to smadrede flasker frem og råbte ”den der bløder mindst får ret!!”???

Tre gange. Og det er tre for meget Enhver, der i en brandert er faret vild på Journalisthøjskolen, kender til nyhedskriterierne. Men der er ikke meget VISA-Konflikt over Pernille Rosenkrantz-Theil, når hun

optræder på landsdækkende TV UDEN en brosten i den ene hånd og et manifest i den anden. Ligeledes fjernes al nyhedsværdi fra Jesper Langballe, når han ikke må recitere fra ”Mein Kampf”, mens han anklagende peger med sin pibe. Det er på tide, at vi opstiller nogle minimumskrav for underholdningsværdien, hvis politikerne skal have taletid.

Derfor foreslår jeg følgende regler, gældende for al politisk debat på dansk TV: - Paneldebatter med tre eller flere deltagere indledes med lodtrækning om hvem, der får hvilke våben. Det vil give politik en anden gennemslagskraft, hvis Simon Emil Ammitzbøll understreger sit ”efterlønnen stinker og Ayn Rand er pissefræk” med at stikke Frank Aaen en flad med en friskfanget fjæsing. Ligeledes vil det give politiske alliancer en ekstra dimension, når Aaen i selskab med Jeppe Kofoed efterfølgende overfalder Ammitzbøll med en tube mayonnaise og en Vester Kopi-udgave af ”Krig Og Fred”.

- Udvalgsmøder i Folketinget skal afholdes over en uge i en container med kame-

raer installeret. Ingen får lov til at komme ud, før der har været minimum ét tilfælde af nøgenhed og ét dårligt udført håndjob under et lagen. Hvis nogen af delene udføres af Uffe Elbæk, straffes det med en ekstra uge i containeren. Udvalgsmøderne vil være sponseret af CULT Shaker. Dermed giver det også en gylden mulighed for at skære i licenstilskuddet.

- Fredagsunderholdningen på DR bliver et talentshow, hvor et panel bestående af Ib Michael, Otto Brandenburgs afsjælede legeme og Peter Tanev vurderer politikeres evner på vilkårlige instrumenter. Personligt har jeg altid gerne villet vide, om Joachim B. Olsen er ligeså ringe til at spille Hammondorgel, som han er til at stykke en sætning sammen, som indeholder mere end ét trestavelses-ord. Vinderen af den store finale i en håndboldhal et sted i Herning får lov at bestemme næste års finanslov.

Indførelsen af disse simple retningslinier vil, ud over en billigere licens og en langt højere kvalitet af vores reality-shows, også garantere en bred folkelig interesse for den politiske proces. Det lover jeg!!  [ 27 ]

[ ANMELDELSE ]

TEKST: ANNE RAVN

10 timer til

paradis

Skrøbelighed i en bomstærk krop I Mads Matthiesens film ’10 timer til Paradis’ skal skønheden findes i det enkle. Det er en film uden store armbevægelser, og charmen ligger i det underspillede.

H

an er frygtelig genert, den store mand. Selvom hans fysik fortæller os noget andet.

Som en kolos af svulmende muskler rager han op i enhver mængde, og han er kongen af bænkpres og bodybuilding. Alligevel kræver det ikke mere end et par hævede øjenbryn eller et par hårde ord fra en kvinde at sætte Dennis ud af spil. ”Kigger du på mine bryster” spørger den hidsige blondine i filmens åbningsscene, hvor hendes halvt blottede barm ikke er til at overse. ”Nej,” svarer Dennis beklemt, ”jeg kigger på din halskæde.” Dennis har nemlig ingen lumske bagtanker, og med sin godtroenhed er han nem at kue. ØDIPAL MODERBINDING I et leverpostejs-Danmark, nærmere

[ 28 ]

bestemt Rødovre, fører bodybuilderen Dennis (Kim Kold) en stilfærdig tilværelse sammen med sin mor (Elsebeth Steentoft).

De daglige ture til det lokale træningscenter og mor og søn-middagene med brun sovs og kartofler danner rammen om hverdagen. På trods af sine 38 år er Dennis endnu ikke flyttet hjemmefra, og hans tætte liv med moderen minder unægtelig om et ægteskab. Men Dennis har i al hemmelighed fået lyst til at skabe sit eget liv med en kvinde, som ikke er hans mor, og da hans onkel Bent stolt viser sin unge, nyerhvervede thai-kone frem, bliver Dennis inspireret. En rejse til Thailand sætter skred i handlingen. Efter mange strabadser og pinligheder finder Dennis endelig kærligheden, men den virkelige prøvelse venter hjemme i Rødovre, hvor Dennis skal befri sig selv fra sin mors bånd.

’10 timer til Paradis’ er Mads Matthiesens første spillefilm og tager afsæt i kortfilmen ’Dennis’ fra 2007, som også havde Kim Kold og Elsebeth Steentoft i hovedrollerne. ’10 timer til Paradis’ har for nylig vundet prisen for bedste instruktion på Sundance Film Festival.

KVINDELIST OG MODERBINDINGER Når kæmpen Dennis tager sin tændstiktynde mor i sin favn, bliver man rørt. Først senere opdager man, at det faste greb i virkeligheden tilhører den spinkle kvinde, og at hun nægter at give slip på sin søn.

Det skæve forhold mellem moderen og sønnen er nerven i filmen. Som et andet ægtepar går mor og søn på toilettet sammen, og det groteske og incestuøse lurer lige under overfladen. Moderen holder

Kim Kold, som lægger krop til Dennis, har med sin kæmpe næve et fast greb om publikum, og det er i høj grad ham, som bærer filmen. Den vældige bodybuilder er kilde til stor fascination, for det stålhårde, muskuløse ydre står i skarp kontrast til hans skrøbelige og handlingslammede personlighed.

INGEN BITTER PILLE Det er gennem socialrealismens gråtoner, at Dennis’ historie bliver skildret. Stilen er nøgtern, og virkemidlerne er få. Og selvom filmen byder på mange følelsesladede stemninger, er der ikke brug for storladne

strygere. Skildringen af det turisthærgede Pattaya, hvor sexindustrien blomstrer, lægger sig tematisk i forlængelse af DRdokumentaren ’Fra Thy til Thailand’ (Janus Metz, 2009), og filmen har et håndholdt og dokumentarisk præg.

Alligevel er vi langt fra den grumsede, livstrætte form for socialrealisme, som i mange år har fyldt de danske film med sociale outcasts og sørgelige skæbner, som man efterhånden får nok af. For selvom ’10 timer til Paradis’ også byder på triste eksistenser, har de tragikomiske elementer en forløsende effekt, der får filmen til at glide lettere ned. Scenen, hvor moderen skrigende forfølger sin søn og hans kæreste gennem Rødovre-centeret, skaber en tåkrummende pinlighed, der ligner den, vi kender fra Klovn-serien. Det

er dog kun i få scener, at humoren for alvor foldes ud, men de underspillede, humoristiske glimt gør den triste historie mere tålelig, og derfor bliver filmen ingen bitter, socialrealistisk pille.

Mads Matthiesen tager aldrig munden for fuld, og det er en fordel. Historien er simpelt skåret, men holdbar og universel, og den kunne i princippet finde sted hvor som helst i verden. Særligt Kim Kold løfter filmen med sin overbevisende balance mellem generthed og benhård styrke. 

LÆS MERE Læs mere om filmen og se trailer ved at scanne QR koden til højre.

[ 29 ]

FOTO: LINN SANSHOLM / SF FILM

Dennis fast i barndommen, og med sin evindelige skuffelse som våben, formår hun at holde ham fra alt, hvad der ligner selvstændighed.

[ ANMELDELSE ]

TEKST: SANNE CHRISTOPHERSEN

Filmselskabet - en flad fornemmelse

FOTO: BJARNE BERGIUS HERMANSEN / DR

programmet. Og de klarer det ofte eminent.

Deres tilstedeværelse tilfører således programmet troværdighed, ikke mindst fordi det ofte er prominente navne som for eksempel Bille August der gæster studiet.

Dertil kommer, at de inviterede fagfolk er castet på en sådan måde, at de har viden om netop den konkrete filmgenre, der skal anmeldes. Samtidig giver gæsterne Maria Månson et kvalificeret modspil, idet de ikke altid er enige i hendes anmeldelse af filmen.

Trods et gennemtænkt koncept fungerer DR K’s anmelderprogram Filmselskabet ikke i praksis. Forstyrrende filmning og en ikke tv-egnet P1 persona stjæler billedet fra en ellers oplagt men ikke altid scenevant vært.

D

et var med forventning, at jeg tændte for DR K’s nye anmelder- og brancheprogram: Filmselskabet med den medievidenskabsuddannede Maria Månson som vært. Men jeg må erkende, at underholdningsværdien er for lav. Intentionen med både at anmelde film i biografen og i den kommende uges tv-program er ellers rigtig god – potentialet udfoldes bare aldrig helt.

OPLAGT MEN IKKE NATURLIG VÆRT At Filmselskabet, og Maria Månson ikke har de store rammer at arbejde med, er tydeligt. I et lille studie med en påklistret baggrund af røde kliche-velour-betrukne biografsæder skal hun således forsøge at fange seerens opmærksomhed.

Til tider lykkes det faktisk rigtig fint. Der, hvor der begynder at gå kludder i maskineriet er, når der hives eksperter i studiet.

[ 30 ]

Marias evne til at ping-ponge på en naturlig måde er således meget ustabil. Resultatet er, at stemningen til tider bliver tæer-krummende pinlig – og den følelse forplanter sig desværre også til seeren ude på den anden side af skærmen.

MEDVÆRT: FORBLIV I RADIOEN Et fast element i programmet er Per Juul Carlsen, der er kendt som selvudnævnt ekspert fra P1’s Filmland. Hans funktion i programmet er at komme med supplerende fagligt inspirerende indspark til Maria Månsons indledende anmeldelse af en biograffilm.

At Per Juul Carlsen med sin lidt kantede personlighed og krøllede, vildtflyvende hår enten er typen som seerne elsker eller hader er tydelig. Problemet er imidlertid at hans fremtoning fjerner fokus fra det, han egentlig er der for; at sætte den pågældende film ind i en større kontekst i samspil med Maria Månson. Dertil kommer, at samtalen mellem de to i nogle afsnit får et ret internt filmnørdet præg. Her forsvinder fokus fra seeren, som jo også gerne skulle have noget ud af det.

GÆSTER – ET GODT INDSPARK Et andet tilbagevendende træk ved Filmselskabet er det skiftende galleri af filmpersonligheder og fagfolk, der gæster

LIDT FOR HIP KAMERAFØRING En ting som gennemgående påkalder sig seernes opmærksomhed ved Filmselskabet er den metaagtige måde, der filmes på.

Der leges bag kameraet med fokus, vinkling og klip. Faktisk så meget at det til tider går hen og bliver forstyrrende for programmets indhold.

Filmselskabets metastil, der tager seeren med ’om bag skærmen’, følger en trend på tv i disse dage, som også genfindes i DR2’s TV!TV!TV!. I Filmselskabet bliver det dog gjort i ekstrem grad. Det betyder, at seeren til tider bliver ”trukket” helt ud af en samtale, fordi værterne pludselig bliver utydeliggjort enten via skiftende fokus eller klip fra en skærmprompter.

HVER TORSDAG? NOK IKKE...

Filmselskabet er et okay selskab en langtrukken søndag eftermiddag, hvor man ikke har bedre ting at tage sig til. Men det bliver tilfældighederne, der vil gøre at denne anmelder ser det.

Det overordnede problem er, at programmet – selv efter et par programmers prøvetid – ikke har fundet sin rytme. Samtalerne er for akavede og fokus på seeren glider i baggrunden. Det betyder, at de ikke formår at inkludere seeren i samtalen, hvilket ødelægger et program med et ellers interessant valg af både film og gæster. Jeg ville til hver en tid hellere se Troldspejlet. 

TEKST: STIG HVARVARD

258.000 160.000

2001 (efterår)

157.000

2003 (forår)

135.000

2003 (efterår)

2012

75.000 132.000*

Gennemsnitlige seertal til hovedudsendelser om aftenen. Kun førstegangsudsendelser er medregnet. *) Til og med 29. februar 2012.

Big Brother

FOTO: KANAL 5

BIG BROTHER SEERTAL

2001 (forår)

2004

[ PROTEKTORKLUMME ]

blev aldrig stor

T

he big bang” proklamerede daværende programdirektør ved TvDanmark Paul Gazan, da Big Brothers første sæson sluttede i 2001. Finalen var næsten at sammenligne med universets skabelse, og i hvert fald mente man, at tv-universet ikke ville blive det samme efter Big Brother. De efterfølgende forsøg på at videreføre konceptet stod dog ikke mål med forventningerne. I stedet for at vokse sig større, gik gassen støt og roligt af ballonen.

Big Brother havde i sin første sæson 258.000 seere i gennemsnit om aftenen, men det svandt hastigt ind, og med Big Brother Reality Allstars i 2004 ramte man bunden med 72.000 seere og lagde konceptet på hylden. Godt et årti efter premieren prøver Kanal 5 så at genoplive konceptet i en dansk sammenhæng, men det tegner ikke til et stærkt comeback.

Trods en stor indsats for at markedsføre konceptet i alle medier, ligger seertallene på tv foreløbig et godt stykke under den første sæson, og selvom man også kan kigge inden for hos deltagerne via net, mobil og i sladderpressen, er det svært at få øje på den indholdsmæssige fornyelse.

Hverdagens trummerum har ikke kun ramt deltagerne i Big Brother, men også tvkonceptet kører på rutinen.

FRA FORNYELSE TIL MAINSTREAM Big Brothers udvikling er et symptom på en bredere tendens og krise for reality-tv.

Da reality-tv kom til Danmark for halvandet årti siden, var det både i stand til at

vække opsigt og forny tv-underholdningen gennem nye former for iscenesættelse af virkeligheden og inddragelse af almindelige mennesker. Siden er udviklingen gået i to retninger.

Reality-tv er ikke længere kun en genre for sig, men reality-elementer er blevet indoptaget i en række forskellige andre programgenrer. Ikke mindst public servicestationerne har været innovative ved at gøre brug af reality-elementer i fx livsstilsprogrammer om bolig og madlavning, i dokumentarudsendelser og andre former for fakta samt i den bredere familieunderholdning i form af audition shows. De kommercielle kanaler er typisk gået i en anden retning og har rendyrket reality-dimensionen i docu-soaps (fx De unge mødre) og gameshows (fx Paradise Hotel). Her har man fundet et koncept, hvor man har kunnet ramme en mere afgrænset målgruppe, først og fremmest de unge og især unge kvinder. Robinson Ekspeditionen var TV3’s forsøg på at bryde ud af nichekanal-tilværelsen med et bredt underholdningsformat, men her har man også oplevet en nedtur.

Fra succesåret 2000, hvor Robinson Ekspeditionen i gennemsnit fik knap en million seere, til i dag, hvor det er nede på omkring 200.000 seere, hvor også Paradise Hotel ligger. Reality-tv er blevet mainstream i mere end én forstand.

at vække samme opsigt som tidligere, men tværtimod afgrænser målgruppen til ungdomssegmentet.

SPÆRRET INDE I REALITY Big Brother er en slags menneskelig zoologisk have, hvor seernes fascination bygger på at iagttage, hvad mennesker, der er spærret inde som dyr i bur, kan finde på at gøre under disse særlige omstændigheder. Meget tyder imidlertid på, at det ikke kun er deltagerne i Big Brother, der er spærret inde. Reality-genren er også blevet en spændetrøje for den kommercielle tvbranche, der ikke tør tænke i andre baner end reality.

Reality var i sin tid en gave til tv-branchen, der her fik en spektakulær programgenre, som gav rigtigt mange timers tv for en relativt beskeden investering, ikke mindst fordi deltagerne optrådte frivilligt. I dag spærrer reality-tv snarere for idérigdommen; branchen prøver at malke hvert eneste realitykoncept til sidste sæson og markedsfører små variationer over trætte koncepter som store nyskabelser. Seerne er ikke overdrevent interesserede, men programmagerne drømmer stadig om at genskabe magien i reality. Måske skulle de i stedet prøve at bryde ud af reality-buret og forholde sig mere til verden udenfor?  LÆS MERE

Reality er blevet en komponent i mange almindelige genrer, og fremstillingen af sociale konflikter, druk, sex og sladder er blevet en fast bestanddel, der ikke formår

Læs artiklen ”Reality-tv: Fra niche til mainstream” ved at scanne QR koden til højre eller online på kortlink.dk/apdx

[ 31 ]

KOMMUNIKATIONOGSPROG.DK

GRATIS KURSER og gratis medlemskab i 6 måneder til nye studentermedlemmer t Styrk dit CV med kurser i eksempelvis ’Video til web’ og ’Bliv klog på hjemmesider’. t Indboforsikring fra 68 kroner om måneden – helt uden selvrisiko.

Det finder du ikke hos andre forsikringsselskaber.

Find mere information og flere tilbud på vores hjemmeside

kommunikationogsprog.dk

SMS ’ksinfo’ til 1241* – så ringer vi til dig *Koster alm. sms-takst og betales via telefonregningen. Udbydes af Kommunikation og Sprog, Hauser Plads 20, 1127 København K, telefon 3391 9800.

[ 32 ]