Issuu on Google+

90mm

143mm

27,5 mm

220mm

Sofi okSanen (f. 1977) er fra Finland og debuterer på dansk med romanen Renselse. Sofi Oksanen regnes for en af de helt store, nye stem­ mer i nordisk litteratur, og hun har modtaget adskillige litterære priser, bl.a. Finlandia­prisen, som svarer til De Gyldne Laurbær. Renselse er solgt til udgivelse i 23 lande.

RENSELSE

Sofi Oksanen debuterer på dansk med den prisbelønnede roman Renselse, som er en af de mest omtalte og roste nye bøger i nordisk litteratur. Fra hjørnet af Europa, og et lille, renskuret estisk køkken, fortæller Sofi Oksanen en stor og uafrystelig historie om, hvor langt mennesker vil gå for at overleve – og for kærligheden, selv hvis den ikke er gengældt. Renselse er en skæbnefortælling om to kvinder, en ung og en gammel, der mister retten til deres frihed og deres krop, men romanen afdækker også et smerteligt stykke af det moderne Europas historie.

sofi oksanen

Aliide Truu er en gammel estisk kvinde, der lever ensomt på landet, hvor hun samler urter og henkoger bær, som man har gjort gennem generationer. Zara er en ung russisk kvinde på flugt. Hun har været offer for trafficking, men er på dramatisk vis sluppet væk fra sin alfons i Berlin, og frygter nu, at han skal finde hende. Hun søger ly i Estland på Aliides gård, der skal vise sig at gemme på grusomme hemmelig­ heder fra Sovjettiden. Langsomt afdækkes forbindelserne mellem de to kvinder og en familiehistorie, der rummer forbrydelser, bedrag og skam, kærlighed og altfortærende jalousi. Gemt i sin BH har Zara et gammelt fotografi, hun har fået af sin mormor. Det forestiller to søstre, hånd i hånd, og lyser af en svunden tids uskyld.

143mm

sofi oksanen

RENSELSE roman rosinante

90mm

„Manden stod og lo sammen med en anden, satte sig på hug for at binde sit snørebånd, mens han snakkede videre, vendte ansigtet mod sin ven, samtidig med at han snørede skoene, rejste sig igen, lige så adræt som han havde sat sig på hug. Aliide glemte alt om sin kjole og rejste sig, før hun havde fået kjolesømmen fri. Lyden af revnende silkestof fik hende til at fare sammen, hun fik løsnet stoffet og rystede rustflagerne af sine hænder. Gudskelov var revnen lille. Måske ville ingen opdage det. Måske ville manden ikke opdage det. Aliide strøg sig over håret uden at kunne mærke sine hænder. Kig herhen. Aliide bed i sine læber, så de blev endnu rødere. De kunne jo ganske naturligt vende om og gå tilbage, forbi stengærdet. Kig den her vej. Se på mig. Manden holdt op med at snakke og vendte sig om imod dem, og i samme øjeblik vendte Ingel sig om for at se, hvad det var, der holdt Aliide tilbage, og i samme øjeblik ramte solens stråler hårkronen på Ingels hoved og – nej, nej! se på mig! – Ingel strakte hals, sådan som hun ofte gjorde, og når hun gjorde sådan, lignede hun en svane, så løftede hun hagen, og de fik øje på hinanden, manden og Ingel. Aliide vidste straks, at han aldrig nogensinde ville få øje på hende, da hun så, hvordan han holdt inde med sin snak, hvordan hans hånd, der hev et cigaretetui op af lommen, gik i stå, hvordan han midt i et ord gav sig til at stirre på Ingel, og hvordan låget på cigaretetuiet glimtede som en kniv i hans hånd.“

OVERSÆTTELSEN ER STøTTET af NORdic cOuNciL Of MiNiSTERS

rosinante

81417_om_renselse_r1.indd

1

11/26/09

2:41:41 PM


RENSELSE


Sofi Oksanen

RENSELSE roman

Pรฅ dansk ved Helena Idstrรถm

Rosinante


Renselse er oversat fra finsk af Helena Idström efter Puhdistus Copyright © Sofi Oksanen 2008 Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © Rosinante / rosinante&co 1. udgave, 12. oplag, 2011 Omslag: Sanna Sorsa Dansk tilrettelæggelse: Harvey Macaulay, Imperiet Sat med Granjon hos Bookpartner Media og trykt hos Narayana Press, Gylling isbn 978-87-638-1131-6 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Denne bog er oversat med støtte fra Nordic Council of Ministers

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


væggene har ører og ørerne et par smukke øreringe Paul-Eerik Rummo


FØRSTE DEL Alt er et svar, hvis blot man kender spørgsmålet Paul-Eerik Rummo


Maj 1949

For et frit Estland! Jeg må forsøge at skrive nogle ord ned for at holde humøret oppe og for ikke at gå fra forstanden. Jeg gemmer mit hæfte under et gulvbræt herinde i skjulet. Så ingen kan finde det, selv hvis jeg bliver fundet. Dette er ikke et liv for en mand. Et menneske har brug for et andet menneske og én, man kan tale med. Jeg forsøger at lave mange armbøjninger, holde mine muskler ved lige, men jeg er ikke længere en mand, jeg er en, der er død. En mand udfører arbejdet på sin egen gård, men på min gård er det en kvinde, og det er en skam for en mand. Liide forsøger hele tiden at komme tæt på mig. Hvorfor lader hun mig ikke være? Hun lugter af løg. Hvad er det, der holder englænderne tilbage? Og hvad med Amerika? Det hele balancerer på en knivsæg, ingenting er sikkert. Hvor er mine piger, Linda og Ingel? Min længsel er større, end hvad jeg kan holde til. Hans Eerikinpoika Pekk, estisk bonde

9


1992, det vestlige Estland

Fluen vinder hver gang

Aliide Truu stirrede på fluen, og fluen stirrede tilbage. Dens øjne bulede ud, Aliide væmmedes. En spyflue. Usædvanlig stor, larmende og opsat på at lægge sine æg. Den lå på lur for at slippe ind i køkkenet, den gned sine vinger og ben, mens den sad på gardinet inde i kammeret, som om den gjorde sig klar til et måltid. Det var kødet, den var ude efter, kun kødet. Syltetøjet og alt det andet på glas var i sikkerhed, men det var kødet. Døren ud til køkkenet var lukket. Fluen ventede. Den ventede på, at Aliide blev træt af at jagte den inde i kammeret og gik hen og lukkede køkkendøren op. Fluesmækkeren ramte gardinet. Gardinet bølgede, kniplingsblomsterne krøllede sammen, og nellikerne dukkede frem uden for vinduet, men fluen fløj videre og landede på ruden, hvor den trippede af sted lige oven over Aliides hoved. Tålmodighed! Det havde Aliide brug for lige nu, hvis hendes hånd skulle blive ved med at være fast. I morges havde fluen vækket Aliide ved at vandre på hendes panderynker, sorgløst som på en landevej, hoverende. Aliide havde smidt tæppet til side og skyndt sig hen for at lukke køkkendøren, som fluen endnu ikke havde fundet ud af at flyve ind ad. Dum var den. Dum og modbydelig. Aliides hånd knugede fluesmækkerens træskaft, som var blevet glat af slid, og gav endnu et dask med den. Fluesmækkerens sprukne læder ramte ruden, ruden dirrede, gardinkrogene klirrede, og bomuldsgarnet, som bar gardinerne bag ved gardinskjuleren, 10


gav efter, men igen var fluen væk, som om den blot gjorde nar. Skønt Aliide i langt over en time havde forsøgt at slå fluen ihjel, var det lykkedes den for hvert slag at vinde over Aliide, og nu fløj den fed og summende oppe under loftet. En ækel spyflue, udklækket i sølet nede i en grøft. Hun skulle nok få ram på den. Hun skulle bare hvile sig lidt, så ville hun slå den ihjel, bagefter kunne hun koncentrere sig om at lytte til radioen og om syltningen. Hindbærrene ventede, og tomaterne, de saftige, modne tomater. I år havde høsten været usædvanlig god. Aliide glattede gardinerne ud. Regnen silede ned på den grå gårdsplads, birketræernes grene sitrede, de våde blade hang slapt ned, græsstråene svajede, og vanddråberne faldt til jorden fra deres spidser. Der lå noget derude. En bylt. Aliide trak sig tilbage i skjul bag gardinet. Hun kiggede ud en gang til, trak kniplingsgardinet hen foran sig, så man ikke kunne se hende ude fra gårdspladsen, og holdt vejret. Hendes øjne så ud forbi fluepletterne på vinduet, de fokuserede på græsset foran det birketræ, der engang var blevet flækket af et lyn. Bylten bevægede sig ikke, og der var intet definerbart ved den, andet end størrelsen. I sommer havde naboens Aino set et lysfænomen oven over det samme birketræ på vej over til Aliide og havde ikke turdet gå videre, men var vendt om og havde ringet til Aliide for at høre, om alt var, som det skulle være hjemme hos hende, om der havde været en ufo på Aliides gårdsplads. Aliide havde ikke lagt mærke til noget usædvanligt, men Aino havde været overbevist om, at der havde været ufoer lige foran hendes hus, ligesom foran Meelis’ hus. Siden havde Meelis ikke talt om andet end ufoer. Bylten så derimod ud til at være af denne verden, den var blevet mørk af regnen, den faldt sammen med terrænet, den havde et menneskes størrelse. Måske var det en af landsbyens drukkenbolte, der havde lagt sig til at sove rusen ud på hendes gårdsplads. Men ville hun ikke have bemærket det, hvis der var blevet larmet uden for hendes vin11


duer? Hendes ører fejlede ikke noget. Hun kunne også lugte gammel brændevin gennem flere vægge. Forleden havde naboens slæng af drukkenbolte kørt forbi hendes hus på en traktor, på stjålet benzin, den larm kunne ingen undgå at lægge mærke til. De var flere gange kørt i grøften, og Aliides hegn var ved at ryge med i svinget. Herude fandtes der ikke længere andet end ufoer, oldinge og en flok vanvittige bøller. Naboens Aino var af og til kommet ind til hende for at overnatte, når lømlernes leben var gået over gevind. Aino vidste, at Aliide ikke var bange for dem, hun ville sætte sig til modværge, hvis det skulle blive nødvendigt. Aliide lagde sin fars gamle fluesmækker på spisebordet og listede hen til køkkendøren, greb om håndtaget, men kom så i tanke om fluen. Den var tavs. Den ventede på, at Aliide lukkede køkkendøren op. Aliide gik tilbage til vinduet. Bylten lå stadig ude på gårdspladsen og i samme stilling som før. Den lignede et menneske, håret kunne anes som noget lyst mod græsset. Var det overhovedet noget levende? Det strammede over hendes bryst, hjertet dunkede derinde. Skulle hun gå ud på gårdspladsen? Eller var det dumt, uforsigtigt? Var bylten mon lokkedue for en røverbande? Nej, det var den nok ikke. Hun var jo ikke blevet lokket hen til vinduet, ingen havde banket på hendes yderdør. Hvis ikke fluen havde været der, havde hun ikke engang opdaget bylten, før hun selv var gået udenfor. Og alligevel. Fluen var tavs. Aliide smuttede ud i køkkenet og lukkede hurtigt døren i efter sig. Hun lyttede. Køleskabets høje snurren fortrængte stilheden, som sivede ind gennem spisekammeret ude fra kostalden. Den velkendte summen var der ikke, måske var fluen blevet inde i kammeret. Aliide fyrede op i komfuret, fyldte den store gryde med vand og tændte for radioen. Der blev der snakket om præsidentvalget, men om lidt kom det, der var mere vigtigt, vejrudsigten. Aliide ville i gang med sin dag, men bylten, som også kunne ses fra køkkenvinduet, forstyrrede i øjenkrogen. Herfra så den ud som fra kammervinduet, den havde stadig et menneskes 12


skikkelse, og den så ikke ud til at ville flytte på sig. Aliide gik hen for at slukke for radioen og vendte tilbage til vinduet. Der var stille, på den måde, der er stille på en sensommerdag i en estisk landsby, som er ved at blive affolket, naboens hane galede, intet andet. Stilheden i år var mærkelig, på en gang afventende og som efter en storm. Den var som græsset, der havde vokset sig højt og klæbede sig til Aliides vindue. Vådt og tavst, fredfyldt. Aliide kradsede sin guldtand, der havde sat sig noget mellem hendes tænder. Hun stak neglen ind i sprækkerne, mens hun lyttede, men hun hørte kun neglens kradsen mod tandbenet, og pludselig kunne hun mærke et jag hele vejen ned ad ryggen. Hun holdt inde med at stange tænder og koncentrerede sig om bylten. Pletterne i vinduet forstyrrede hende. Hun gned dem væk med en karklud af gazestof, smed karkluden i opvaskebaljen, tog sin frakke fra knagen og fik den på, kom i tanke om håndtasken på spisebordet og tog den i hånden, kiggede sig omkring efter et passende gemmested og puttede den ind i skænken. Oven på skabet stod der en deodorant, som var købt i Finland. Hun gemte den det samme sted og lagde til sidst låget på sukkerskålen, hvor man lige kunne skimte en Imperial Leather-håndsæbe. Først derefter drejede hun lydløst nøglen om i låsen og skubbede døren op. Hun stoppede op ude i vindfanget, tog grebskaftet af enetræ, som hun brugte som spadserestok, i hånden, men byttede det ud med den fabriksfremstillede spadserestok til byture, lagde også den fra sig og valgte leen blandt redskaberne ude i vindfanget. Hun stillede den for et kort øjeblik op ad væggen, strøg sig over håret, satte hårspændet bedre fast, trak omhyggeligt håret fra panden om bag ørerne, tog igen fat om leen, løftede jernstangen væk fra yderdøren, låste op og gik ud på gårdspladsen. Bylten lå på samme sted under birketræerne. Aliide gik tættere på, hendes blik var rettet mod bylten, men samtidig på vagt, om der nu 13


skulle være andre i nærheden. Bylten var en pige. Mudret, nusset og laset, men ikke desto mindre en pige. En fremmed pige. Et menneske af kød og blod, ikke noget tegn sendt oppe fra himlen om, hvilken retning fremtiden ville tage. På de flossede negle sad der rester af rød neglelak. Mascaraen var løbet i striber ned ad kinderne sammen med et par lange krøller, der halvvejs var rettet ud, på dem sad der små stivnede kugler af hårlak og nogle blade fra en sølvpil. Ved hårrødderne i den stride, blonde manke kunne man se noget fedtet, mørkt hår vokse frem. Under alt snavset var hendes hud alligevel som på et overmodent hvid astrakan-æble, fra den sprukne underlæbe hang der hudtrevler, mellem dem bulnede læben tomatrød, unaturligt glinsende og blodsprængt, og fik snavset til at ligne en hinde, man burde tørre af, som vokslaget på et æble, der havde stået ude i kulden. Den lilla farve havde sat sig i øjenlågenes folder, og der var løbet flere masker i de sorte, gennemsigtige strømpebukser. Der var ingen knæposer i dem, materialet var tæt og af god kvalitet. De måtte helt klart være købt i Vesten. De changerede, selv inde under mudderet. En sko lå på jorden ved siden af hende. Det var en sutsko, hvis flonelsfor var blevet slidt til noget gråt fnug, ved hælen var der gået hul. I kantstikningen var der hæftet en dekoration, hvis spidser var bukket om til et par æselører: et stykke kunstlæder kantet med zigzagsting og et par nikkelnitter. Aliide havde engang haft et par magen til. Som ny havde dekorationen været lysebrun og fin, foret blødt og lyserødt som siden af en renvasket gris. Sutskoene var fremstillet i Sovjet. Kjolen? Den var fra Vesten. Trikotstoffet var alt for godt til at være herovrefra. Og sådan et bælte kunne man heller ikke få andre steder end i Vesten. Sidste gang Talvi var kommet på besøg fra Finland, havde hun haft sådan et bælte, et bredt elastikbælte med et stort spænde. Datteren havde sagt, at det var moderne, og mode havde datteren da i det mindste forstand på. Naboens Aino havde fået et magen til i kirkens nødhjælpspakke, selv om hun ikke havde noget at bruge det til, men det var jo gratis – finnerne havde 14


råd til at give helt nyt, ubrugt tøj til indsamlingerne. I pakken havde der også været en vindjakke og nogle T-shirts, Aino og hun skulle snart hen efter noget mere. Pigens kjole var derimod alt for fin til at kunne stamme fra en nødhjælpspakke. Og hun var heller ikke her fra egnen. Ved siden af hendes hoved lå der en lommelygte. Og et tilsølet landkort. Munden stod halvt åben, og da Aliide bøjede sig ned, kunne hun se pigens tænder. De var alt for hvide, men der sad også flere grå plomber i de hvide tænder. Øjnene bevægede sig under øjenlågene, som om hun havde tics. Aliide skubbede til pigen med leskaftet, men hun bevægede sig ikke. Hun kaldte, men der var ikke den mindste sitren i pigens øjenlåg, heller ikke da hun kneb hende. Aliide hentede regnvand fra baljen til fodvask og sprøjtede det på pigen. Pigen krummede sig sammen i fosterstilling og trak armene op over hovedet. Hendes mund åbnede sig til et skrig, men der lød kun en hvisken: »Nej. Ikke vand. Ikke mere.« Pigen åbnede ��jnene og satte sig op med et sæt. Aliide trak sig for en sikkerheds skyld lidt længere væk. Pigens mund stod stadig åben. Der kom ikke en lyd ud af den. Hun stirrede i Aliides retning, men det skrækslagne blik var ikke rettet mod hende. Det var ikke rettet mod noget som helst. Aliide blev ved med at forsikre hende om, at der ikke var noget at være bange for, hun talte med den samme beroligende stemme, som hun brugte over for opskræmte dyr. Der dukkede intet tegn på forståelse op i pigens øjne, men i den vidt åbne mund var der noget, Aliide kunne genkende. Det var ikke noget ved selve pigen som sådan, men noget i den måde, hun agerede på, måden, forskellige ansigtsudtryk sitrede inde under den voksagtige hud uden at kunne nå op til overfladen, og måden, hvorpå hendes krop var på vagt på trods af den tomme stirren. Pigen havde brug for en læge, det var åbenlyst. Aliide ville nødigt give 15


sig til at pleje en vildfremmed, som var så omtåget, derfor foreslog hun, at der skulle ringes efter en læge. »Nej!« Stemmen lød sikker, selv om øjnene blev ved med at flakke rundt. Det korte nej blev efterfulgt af en pause og pludselig flere sammenhængende ord om, at hun ikke havde gjort noget, og at der ikke skulle ringes efter nogen for hendes skyld. Ordene snublede over hinanden, de første stavelser hang fast i endelserne på de foregående ord, men betoningen lød russisk. Pigen var russer, en russer, der talte estisk. Aliide trak sig endnu længere væk. Hun burde anskaffe sig en ny hund. Eller måske to. Det nyslebne skær på leen skinnede, selv om lyset var gråt og dæmpet af regnen. Sveden piblede frem på Aliides overlæbe. Pigens blik begyndte at fokusere, først på jorden, så på bladet af en vejbred, på et til, så langsomt over på en kantsten ved blomsterbedet, vandpumpen, baljen under pumpen. Blikket vendte tilbage til hendes eget skød, flyttede sig til hendes hænder, stoppede op, gled over til Aliides leskaft, kom ikke højere, men vendte tilbage til hendes hænder, sårene på hendes håndrygge, de flossede negle. Det så ud, som om pigen ville undersøge de forskellige dele af sin krop, måske talte hun dem, en arm, et håndled og en håndflade, alle fingre var, hvor de skulle være, den anden hånd fik samme tur, så tæerne på foden uden sutsko, foden, anklen, underbenet, knæet, låret. Blikket bevægede sig ikke op til lænden, men flyttede sig hurtigt over til den anden fod med sutskoen. Hun rakte ud efter sin anden sutsko, greb langsomt efter den og trak den på. Den gled af. Pigen trak sutskoen hen til sig med foden og mærkede langsomt efter sin ankel, ikke sådan som man gør, når man har en mistanke om, at ens ankel er forstuvet eller brækket, men som en, der ikke kan huske, hvordan en 16


ankel i det hele taget ser ud, eller som en blind, der føler efter på en fremmed person. Endelig lykkedes det hende at komme på benene, men hun så stadig ikke Aliide i ansigtet, hun stod oprejst, rørte ved sit hår og trak det hen foran ansigtet, selv om det var fugtigt og klæbrigt, hun trak noget hår hen foran ansigtet, som var det nogle lasede gardiner i et øde hus, hvor der ikke længere var noget liv, der skulle skjules. Aliide knugede skaftet på leen. Måske var pigen sindssyg. Måske var hun stukket af et sted fra. Det kunne man jo ikke vide. Måske var pigen bare omtåget, måske var der sket hende noget, og det var derfor, hun opførte sig sådan. Eller måske var hun alligevel lokkedue for en russisk røverbande. Pigen slæbte sig hen til bænken under birketræerne og satte sig ned. Vinden fik grenene til at svaje over hendes hoved, men hun flyttede sig ikke, selv om det gav et sæt i hende, hver gang bladene ramte hende i ansigtet. »Ryk dog længere væk fra de grene.« Et glimt af forbløffelse fór hen over pigens kinder. En forbløffelse, som var blandet med noget andet – som om hun kom i tanke om noget. At man godt måtte rykke væk fra grene, som slog mod ens ansigt? Aliide kneb øjnene sammen. Pigen var jo sindssyg. Pigen trak sig møjsommeligt væk fra grenene. Fingrene greb fat om bænkens kant, som om hun forsøgte at værge sig mod at falde. Ved hendes ene hånd lå en hvæssesten. Forhåbentlig var hun ikke en, der let blev vred og begyndte at kaste med den og med andre sten. Måske skulle hun lade være med at gøre pigen nervøs. Hun måtte hellere passe på. »Hvordan er du egentlig havnet her?« Pigen åbnede munden et par gange, inden der kom noget ud af den, nogle famlende sætninger om Tallinn og om en bil. Ordene snublede over hinanden ligesom før, blev trukket sammen på de forkerte steder, føjede sig til hinanden alt for tidligt, hvilket fik det 17


til at klø så underligt i Aliides ører. Det skyldtes ikke de ord, pigen udtalte, og heller ikke den russiske brydning, men noget andet; der var noget særligt ved det estisk, pigen talte. Skønt hun med sin unge, tilsølede krop var af denne tid, virkede hendes sætninger stive, de kom fra en verden af gammelt, skrøbeligt papir og jordslåede fotoalbum, der var tømt for billeder. Aliide tog hårnålen fra sit hoved og stak den ind i øregangen, snoede den rundt et par gange, tog den ud igen og satte den tilbage i sit hår. Det kløede stadigvæk. En tanke slog ned i Aliide: Pigen var nok slet ikke her fra egnen, måske ikke engang fra hele dette land. Men hvem andre kunne tale det sprog, som man talte i netop denne provins? Landsbyens hjælpepræst var en finne, der kunne tale estisk. Han havde studeret og lært sig sproget, da han kom hertil som præst, og han var skam god til det, han kunne skrive alle prædikener og mindeord på estisk, og alle klagerne over mangelen på estiske præster var der ingen, der tænkte over længere. Men i det estisk, pigen talte, var der en anden tone, noget gammeldags, noget mølædt og gulnet. På en mærkelig måde hang der en lugt af død ved det. Af de træge sætninger kom det frem, at pigen i aftes havde været på vej til Tallinn i en bil sammen med nogen, og der var opstået et skænderi med denne nogen, og denne nogen havde slået pigen, og hun var stukket af. »Hvem er denne nogen?« fik Aliide endelig spurgt. Pigen bevægede igen sine læber et kort øjeblik, inden hun fik fremstammet, at hun havde været på rejse sammen med sin mand. Sin mand? Havde pigen en mand? Eller var hun alligevel lokkedue for en røverbande? Men til at være lokkedue var hun alt for omtåget. Eller var det meningen, at hun skulle vække medlidenhed? At ingen kunne få sig selv til at jage en pige i den tilstand på porten? Var røverne ude efter Aliides ejendele eller hendes skov? Alt træet blev jo sendt til Vesten, og Aliides retssag om at få sin jord tilbage var ikke i nærheden af en afslutning, selv om der ikke burde være 18


nogen problemer i det. Gamle Mikhel fra landsbyen var blevet slæbt i retten, da han havde skudt efter nogle mænd, der var dukket op for at fælde hans skov. Mikhel slap med en mild dom, retten havde kunnet lugte lunten. Mikhels retssag for at få sin jord tilbage var stadig i gang, og pludselig var der dukket finske skovmaskiner op for at fælde hans træer. Politiet havde ikke villet blande sig i sagen, de kunne jo heller ikke beskytte en enkelt mands skov døgnet rundt, især da manden endnu ikke officielt ejede den skov, som var hans. En del af skoven var bare forsvundet, og til sidst havde Mikhel skudt et par røvere. I dette land og i denne tid var alting muligt, men i Mikhels skov blev der ikke længere fældet træer uden hans tilladelse. Landsbyens hunde begyndte at gø, pigen fór sammen, forsøgte at kigge ud på vejen gennem hegnet, men kastede ikke et eneste blik i retning af skoven. »Hvem er denne nogen?« spurgte Aliide igen. Pigen slikkede sine læber, skævede over mod Aliide og hegnet og begyndte klodset at smøge sine ærmer op – i forhold til sin tilstand og den måde, hun talte på, gjorde hun det nu smidigt. Inde under ærmerne dukkede der et par gul-blå arme frem, og hun rakte dem ud mod Aliide som et bevis på det, hun netop havde fortalt, samtidig med at hun vendte hovedet mod hegnet som for at gemme sig. Aliide gøs. Ja, pigen forsøgte at appellere til hendes medlidenhed, måske ville hun ind i huset for at se, om der var noget, der var værd at stjæle. Men de blå mærker var ægte nok. Alligevel indvendte Aliide: »De ser gamle ud. Gamle blå mærker.« Mærkernes friskhed og den tydelige blå farve havde på ny fået sveden til at pible frem på Aliides overlæbe. Blå mærker er noget, man skjuler, og så holder man mund. Det har man altid gjort. Måske kunne pigen mærke Aliides forlegenhed, for hun trak med hurtige, rykkende bevægelser stoffet ned over sine skrammer, som om 19


hun først nu havde indset, hun burde skamme sig over, at hun havde blottet sig, og hun udbrød hidsigt vendt mod hegnet, at det havde været mørkt, og at hun ikke havde vidst, hvor hun var, hun var bare løbet og løbet. De abrupte sætninger endte med en forsikring om, at hun måtte se at komme videre. Hun ville ikke blive her og forstyrre Aliide. »Vent lige her. Jeg henter mine baldriandråber og noget vand,« sagde Aliide og begyndte at gå op mod huset. Fra døren kastede hun endnu et blik på pigen, der sad sammensunken og ubevægelig på bænken. Pigen var virkelig bange. Man kunne lugte hendes frygt på lang afstand. Aliide opdagede, at hun selv var begyndt at trække vejret gennem munden. Hvis pigen var lokkedue, var hun bange for den person, som havde sendt hende hertil. Måske var der også god grund til det, måske burde hun også selv være bange, måske burde hun tolke pigens rystende hænder som et tegn på, at hun hellere burde låse sin dør og blive indenfor, lukke pigen ude, så hun tog af sted, gik sin vej og lod hende, et gammelt menneske, i fred. Bare hun ikke blev og spredte frygtens velkendte, ækle lugt omkring sig. Måske var der alligevel en røverbande på spil, som gennemrodede alle huse? Måske skulle hun ringe rundt og forhøre sig? Eller havde pigen først og fremmest søgt hen til hendes hus? Havde nogen hørt, at hendes datter, Talvi, snart kom på besøg fra Finland? Men det var jo ikke længere nogen stor sag, sådan som det havde været tidligere. I køkkenet øsede Aliide vand i en kop og kom nogle baldriandråber i vandet. Hun kunne se pigen ud ad vinduet, hun havde ikke flyttet på sig. Aliide tog selv nogle dråber baldrian og en teskefuld af sin hjertemedicin, selv om det endnu ikke var spisetid, gik ud på gårdspladsen og rakte koppen frem. Pigen greb fat om den, snusede nøje til indholdet, stillede den ned på jorden, skubbede den omkuld og så på, hvordan indholdet løb ned i jorden. Aliide kunne mærke irritationen inden i sig. »Vand er måske ikke godt nok?« 20


Pigen påstod det modsatte, men hun ville først vide, hvad Aliide havde blandet i det. »Ikke andet end lidt baldrian.« Pigen sagde ingenting. »Har jeg nogen som helst grund til at lyve?« Pigen kastede et blik i Aliides retning. Der var noget lumsk i hendes ansigtsudtryk. Det generede Aliide, men hun gik alligevel tilbage for at hente en kop vand og baldrianflasken, rakte dem over til pigen, der efter at have snuset til vandet, blev overbevist om, at det kun var vand, hun så oven i købet ud til at genkende baldrianflasken og kom nogle dråber fra den i vandet. Nu blev Aliide irriteret. Drillede pigen hende? Måske var pigen bare sindssyg? Stukket af fra et hospital. Aliide kom i tanke om en kvinde, der var sluppet ud fra Koluvere, og som iført en festkjole fra en nødhjælpspakke og uden sko havde stavret omkring i landsbyen og spyttet på alle de fremmede mennesker, hun mødte på sin vej. »Så nu er vandet godt nok?« Væsken løb ned ad pigens hage, mens hun tog alt for grådige slurke. »Da jeg forsøgte at vække dig før, skreg du ikke mere vand.« Det var ganske tydeligt, at pigen ikke kunne huske noget af det, men hendes skrig rungede stadigvæk inde i hovedet på Aliide, det gav genlyd fra den ene side af kraniet til den anden, svingede frem og tilbage og kaldte noget meget gammelt frem. Fra et menneske udspringer der en forbløffende ensartet lyd, når hendes eller hans hoved er blevet presset tilstrækkelig mange gange ned under vandet. I pigens stemme havde der lydt netop denne bestemte tone. I den kunne man høre hosten, iltmangel og desperation. Aliides hånd værkede. Denne værken kom af lysten til at slå pigen. Ti stille. Forsvind. Gå din vej. Eller måske tog Aliide fejl. Måske havde pigen været ved at drukne engang under en svømmetur, måske var det derfor, hun var bange for vand. Måske var det bare noget inde i Alii21


des eget hoved, som spillede hende et puds, satte ting sammen, hvor der intet var at sætte sammen. Måske havde pigens gulnede og forældede sprog fået hende til at bilde sig noget ind. »Hvad med lidt mad? Er du sulten?« Pigen så ud, som om hun ikke havde forstået spørgsmålet, eller også havde hun aldrig tidligere fået det stillet. »Vent lige her,« kommanderede Aliide og gik ind igen og smækkede døren i efter sig. Lidt efter vendte hun tilbage med noget mørkt brød og en smørtallerken. Med hensyn til smørret havde hun tøvet et øjeblik, men havde så alligevel taget tallerkenen med sig. Så stor mangel på smør var der vel heller ikke, at der ikke skulle være en klat tilovers til pigen. Sikke en god lokkedue pigen var, siden hun bed så let på, hende, der ellers havde set det meste. Smerten i Aliides hånd bredte sig op til hendes albue. Hun havde knuget smørtallerkenen alt for hårdt for at dæmpe sin lyst til at slå pigen. Det tilsølede landkort lå ikke længere i græsset. Pigen måtte have puttet det i lommen. Den første brødskive forsvandt i munden på pigen på et øjeblik. Først det tredje stykke nænnede hun at komme smør på, men gjorde det meget hektisk, hun kom smørklatten midt på brødskiven og klappede brødet sammen, pressede skiverne hårdt mod hinanden, så smørret blev mast ud til siderne, og tog så en bid. En krage sad på havelågen og skræppede, hundene glammede inde i landsbyen, men pigen koncentrerede sig så meget om brødet, at lydene ikke fik hende til at fare sammen som før. Aliide lagde mærke til, at hendes egne galocher glinsede som et par velpudsede læderstøvler. Fugten fra det våde græs sneg sig op ad hendes ben. »Hvad så nu? Ham din mand. Er han efter dig?« spurgte Aliide, mens hun iagttog pigens spisning. Hendes sult var ægte nok. Men så var der det med hendes frygt. Var det kun sin mand, hun frygtede? »Ja, han er ude efter mig. Min mand.« 22


»Skal jeg ringe til din mor, så hun kan komme og hente dig? Eller så hun ved, hvor du er henne.« Pigen rystede på hovedet. »Nå, men så til en eller anden ven. Eller til én i din familie.« Igen rystede pigen på hovedet, endda mere hidsigt end før. »Nå, men én, som ikke fortæller din mand, hvor du er.« Mere rysten på hovedet. Det snavsede hår fløj væk fra hendes ansigt. Pigen skubbede det tilbage igen, og nu lignede hun mere én ved sine fulde fem end en sindssyg, til trods for den uafbrudte faren sammen. Hendes øjne glinsede ikke som på en sindssyg person, selv om hendes blik hele tiden skulede og skottede. »Men jeg kan jo ikke køre dig nogen steder hen. Der er ingen benzin her, og jeg har heller ingen bil. Bussen kører vistnok en gang om dagen fra landsbyen, men jeg er ikke sikker.« Pigen forsikrede, at hun ville tage af sted lige straks. »Hvor skulle du tage hen? Hen til din mand?« »Nej!« »Hvor så?« Pigens ene sutsko sparkede til en sten ved blomsterbedet, hendes hage hang næsten nede på brystet. »Zara.« Aliide blev helt paf. Det var da også en måde at præsentere sig på. »Aliide Truu.« Pigen holdt op med at sparke til stenen. Hendes hænder havde igen taget fat om kanten på bænken, men nu gav de slip. Hun løftede en smule på hovedet. »Det glæder mig at møde Dem.«


RENSELSE