Issuu on Google+

rygtykkelse mangler

Alt er forkert. Spørg mig ikke, hvordan jeg ved det. Det gør jeg bare.

Det handler på flugt

ikke

om at vinde.

Det handler om

at overleve. 9

7 88763

811576

Høst & Søn

IS B N 9 7 8 - 8 7 - 6 3 8 - 1 1 5 7 -6

4

PPåå ffll uuggt


Spil død

Natten, motorcyklen, den snoede vej. Forlygtens lyskegle gennemborer natten. Det kunne lige så godt være mig den gennemborede. For jeg er død helt forfra igen. Jeg ved det. Jeg sidder på bagsædet og bli’r slynget gennem mørket. Og jeg er død helt forfra igen. Jeg kender ikke engang ham der kører. Jeg hørte hans stemme, fangede hans blik bag hjelmen. Det er det hele. Men jeg ved tilstrækkeligt. Jeg hoppede op bagpå som han sagde. Det var det eneste rigtige at gøre, fordi det fik os forbi møgsvinene. Men det udskyder bare døden lidt endnu. For ham her er også et møgsvin. Tro mig. Jeg har for mange fjender. Og ingen venner. Så kan du selv regne det ud. Ham her stodderen er ikke rar. Ikke spor rar, farlig. Man sætter ikke livet på spil sådan som han gjorde uden grund. Han lagde totalt hovedet på blokken. Hvad er det så han vil? Ligegyldig hvad det er, Gloøje, så er det ikke noget rart. Jeg gætter på bestilt arbejde. Jeg har allerede fortalt dig at der findes forskellige slags møgsvin. Der er dem som vil ha’ mig på grund af det jeg ved. Når de har pint det ud af mig, gør de mig kold. Og så er der dem som vil ha’ mig på grund af det jeg har gjort. Jeg håber bare de vil gøre det forbi i en fart.

3


Spil død

Men så heldig er jeg nok ikke. Jeg gætter på at stodderen her er en af dem. Udsendt af en eller anden spids fra fortiden som har et horn i siden på mig. Der er nok at ta’ af. Jeg har trådt for mange kryb over tæerne til at leve et stille liv. Måske har jeg gjort det med en i hans slæng. Og derfor har han sendt ham her stodderen ud for at nakke mig. Og nu skal der så gøres gengæld. Det bli’r slemt, Gloøje, ligegyldig hvad der sker. Og jeg er ikke to potter pis værd i øjeblikket. Såret i panden dunker løs, kroppen er udbombet af at være på flugt hele tiden, og mit hoved er helt proppet efter at jeg har set Jaz og talt med Mary. Er der overhovedet noget tilbage, så jeg kan klare at slås med endnu et møgsvin? Ikke meget. Måske slet ingenting. Men jeg har stadig noget der ligner en chance. Det er derfor jeg sprang på motorcyklen. På den her måde er der kun os to. I hvert fald indtil videre. Det varer nok ikke længe, men lige nu er det ham mod mig. Større chance end før. Derfor klamrer jeg mig til kværnen og til håbet. På et eller andet tidspunkt er han nødt til at stoppe. Og så finder jeg ud af, hvad jeg skal gøre. Slås eller løbe. Eller begge dele. Vi kører stadigvæk hurtigt. Det er noget af en kværn, kan jeg godt sige dig, og ham stodderen har tjek på at køre den. Det må jeg indrømme. Jeg tjekker ham så godt jeg kan. Stor fyr,

4


Spil død

kraftig. Større bøffer end de sædvanlige skodnakker. Ser mig over skulderen. Tænkte det nok. Forlygter kommer efter os. Det er bare ikke motorcykler. Det er biler. Og inden længe kommer de også fra den anden side. Møgsvinene deromme har mobiliseret deres venner. Anden bølge, hvis nu jeg slap gennem den første. Som jeg lige har gjort. Men ham motorcykelstodderen betyder også ballade, ligegyldig hvad han vil med mig. Og han er snart nødt til at gøre noget, for vi nærmer os motorvejen, og dér venter helt sikkert en hel velkomstkomité. Men vent nu lige … Han har slukket lyset, og vi sætter farten ned. Vi kører stadig, men nu er der mørkt overalt. Jeg kan ikke li’ det. Kan nærmest ikke se en hånd frem for mig. Kigger bagud. Forlygterne bli’r større. De ræser efter os, men er stadig et stykke væk. Nu er der også lygter foran os som kommer nede fra motorvejen. Men vi kører stadig i mørke. Bortset fra at vi er drejet væk fra vejen. Vi er smuttet gennem en åben låge – jeg kan lige akkurat ane den – og bumler af sted på en markvej med en mark på venstre hånd og et hegn på højre. Kigger på føreren. Han har ikke set sig over skulderen en eneste gang, har ikke tjekket hvad jeg laver eller hvem der er efter os. Han sidder bøjet over styret, sådan som han har gjort hele tiden. Hans hjelm glimter. Men det er også det eneste lys der kommer fra os nu. Kværnen er sort som natten.

5


Spil død

Vi bumler stadig ned ad markvejen, og nu er der endnu en låge foran os, åben ligesom den første, og så er vi igennem og inde på en ny markvej i retning af nogle træer. Måske er det nu, Gloøje. Måske er det dér hans kammerater venter. Dér hvor det hele ender. En kølle, en kniv, en kugle. Nydelig lille grav. Jeg bli’r aldrig fundet, hvis de gør det ordentligt. Ser mig bagud igen. Lygter drøner ned ad vejen fra begge sider. Ingen af dem kommer denne vej. Men det gør de om lidt. De kan regne ud at vi ikke er nået helt ned til motorvejen. De omgrupperer, og så kommer de. De tjekker hver eneste låge, hver eneste markvej. Ja, Gloøje, så vigtigt er det for dem at få fat i mig. Men lige nu har jeg et andet problem. Kigger rundt. Stadig for risikabelt at springe af. Vi kører langsommere, men ikke så langsomt at jeg ikke vil slå mig, hvis jeg prøver at ta’ den ud over siden. Må vente lidt endnu. Markvejen slutter, men han kører videre. Vi er inde mellem træerne, bumler derudad uden lys. Så stopper han pludselig. Vi holder i en lille lysning. Ingen andre i nærheden, i hvert fald ingen jeg kan se. Jeg kravler af kværnen, stavrer et par skridt baglæns. Fyren ser sig over skulderen, står af, vipper støttefoden ned. Stirrer på mig gennem hjelmens visir. Så bevæger han sig. Jeg fjerner mig lidt mere, men ikke for meget. Ham her stodderen er jeg nødt til at holde øje med uafbrudt. Hvis han arbejder solo, er det en fordel for mig, men han er stadig rå.

6


Spil død

Han er stor og stærk, og jeg kan ikke klare den ved at stikke af. Selv i topform ville jeg ikke kunne løbe fra ham. Må bare vente, være klar, se hvad han vil. Han har stillet sig omme ved kværnens baghjul, men kigger stadigvæk denne vej. Jeg holder knivskarpt øje med ham. Der er et eller andet ved ham. Noget jeg først bemærker nu. Noget ved den måde han er på. Jeg har set ham før et eller andet sted. Jeg kan bare ikke finde ud af hvor. Nu står vi begge stille, stirrer hårdt på hinanden. Bag ham, hvor vejen fortsætter ned mod motorvejen, ser jeg lyset fra billygter. Selve bilerne kan jeg ikke se. De er skjult bag terrænets hældning. Men jeg kan se lyskeglerne. Og ham her stodderen må også være klar over at de er der. Men han ser ikke på dem. Han holder kun øje med mig. Jeg råber til ham. »Du er enten modig eller dum.« Han svarer ikke, bli’r bare ved med at se på mig. Jeg stirrer på styrthjelmens visir gennem mørket. Kan ikke se hans øjne herfra, men jeg har en idé om dem. Hvis jeg bare ku’ se dem lidt bedre, kunne jeg måske komme i tanke om, hvor jeg har mødt ham før. Men så skulle jeg krybe nærmere, og så dum er jeg alligevel ikke. Jeg nikker i retning af vejen. »Nu er det ikke kun mig de er efter. Nu er det også dig.« Heller ikke denne gang svarer han. Han rækker bare hånden ud, åbner sidetasken og fisker endnu en styrthjelm frem. Så ka-

7


Spil død

ster han den uden varsel hen til mig. Jeg forsøger ikke at gribe den. Lader den bare lande tæt på fødderne og bukker mig så ned og samler den op. Han lukker sidetasken igen, går op foran kværnen og ser på mig tværs over lysningen. »Hvad vil du?« spør’ jeg. »Tag den på. Du skal se lovlydig ud.« Og så fatter jeg det. Stemmen. Det var ikke nok før, da han gav mig besked på at hoppe op bagpå. Den var brysk og forjaget, og der var ikke tid til at tænke. Men sådan er det ikke nu. Kun de få ord, og jeg kan høre den drævende udtale. Og jeg ved, hvem det er. Andet behøver han ikke gøre. Men han gør det alligevel. Han ta’r hjelmen af og viser mig sit ansigt. Det er Digg. Døde Trixis bror. Tyve år gammel og hård som to. Ham som snittede mig i hovedet med sin kniv. Og dér er den igen. Han har trukket den. Den ser endnu større ud end da han skar mig. Måske sidder mit blod stadig på den. Jeg stikker hånden i lommen og mærker efter møghundens kniv. Den er der, parat. Bortset fra at jeg ikke kan trække den. Det nytter ikke, Gloøje. Jeg har fået de der følelser igen, ligesom jeg havde med Paddy og ham det andet møgsvin. Men det er endnu værre nu. Jeg kan ikke engang trække kniven. Hvis Digg vælger at kaste, har han frit skud.

8


Spil død

Og det gør han. Han kaster den. Jeg ser den flænse mørket på vej mod mig. Ved ikke, hvorfor jeg ikke har flyttet mig. Måske vil jeg gerne ha’ at den skal smaske mig. Men det gør den ikke. Den dykker i sidste øjeblik og smækker ned i græsset mellem mine fødder. Jeg ser ned på den, så op på Digg. Han ramte ikke ved siden af. Det var dér han sigtede. Han ku’ nemt ha’ spiddet mig. Jeg står tæt nok på. Men det gjorde han ikke. Hvorfor ikke? Jeg kender allerede svaret, Gloøje. Det er fordi han føler sig sikker på jeg ikke kan gøre gengæld mod ham. Ikke engang med hans egen kniv. Jeg bukker mig, samler den op, ser på den. En led satan. Ikke så sært at det sved da han skar mig. Tung er den også, meget tungere end Trixis springkniv eller den jeg har i lommen. Engang ville jeg ha’ syntes den slags var fedt. Lukker hånden om skaftet, ser på Digg, vurderer ham. Trækker armen tilbage. Han stivner. Jeg står stille. Jeg vil se ham blive bange. Det skylder han mig. Men han ikke så meget som blinker med øjnene. Ser bare på mig lidt, tjekker mig ud og slapper så af i kroppen, mageligt, venter. Han har nosser. Det må jeg indrømme. Jeg kan ikke klare ham, men han er stenhård. Jeg træder et skridt hen mod ham. Han stivner igen. Nu er han usikker. Nu har jeg ham. Men han bli’r stående. Jeg vil ha’ ham til at bakke, ta’ et skridt til siden, et eller andet. Men han gør det ikke. Venter bare ligesom før, står og

9


Spil død

ser på mig i mørket. Så taler han i det samme dybe, drævende tonefald. »Du tør ikke.« Jeg tager endnu et skridt fremad. Han flytter sig stadigvæk ikke. Jeg venter, studerer ham. Jeg er så tæt på at jeg ku’ ramme ham med bind for øjnene. Han vrænger igen. »Du tør ikke. Og det ved du også godt selv.« Der skvulper billeder rundt i hovedet på mig igen, og de er alle sammen af ansigter. Paddys ansigt, og møghunden på hospitalet, og de to møgsvin jeg så på trappen hjemme hos den gamle sæk. De håner mig alle på den samme måde. For jeg kan ikke længere gøre det. Kan ikke slå ihjel. Og nu Diggs ansigt. Hvor ved han det fra? Er det møgsvinene? Har de fortalt ham det? Eller er det bare mig, kan han se det i mit ansigt, sådan som jeg står her? Vi er tæt nok på hinanden nu. Han kan se mine øjne helt perfekt. Akkurat som jeg kan se hans. Helt perfekt. Hans øjne viger ikke fra mig, men de er stilfærdige, afslappede. Overhovedet ikke bange. Jeg lader styrthjelmen falde til jorden, trækker lynhurtigt kniven op over skulderen. Han rører sig stadig ikke ud af stedet. Han bli’r bare ved med at se på mig. Så ryster han på hovedet. »Kommer ikke til at ske. For du holder dig ikke på benene ret meget længere.« Han har ret, Gloøje. Jeg dingler, og det hele er begyndt at snurre rundt igen. Smerten får det til at sortne for mig, og frygt,

10


Spil død

og udmattelse. Og andre billeder flækker mit hoved – søde Becky, hendes døde ansigt kigger op, og alle de andre, de ansigter jeg ikke kan holde ud at se. De ansigter der aldrig forsvinder. Et af ansigterne er Diggs som holder øje med mig. Jeg kan mærke at jeg taber kniven. Ansigterne begynder at hvirvle, mørket bliver tættere. Jeg kan ikke huske at jeg er faldet, kun at jeg vågner. Jeg ved ikke, hvor længe der er gået. Jeg stirrer op i Diggs ansigt. Han holder om mig, og jeg kan ikke klare det. »Slip mig,« mumler jeg. Han gør det ikke. Jeg skriger ad ham. »Slip mig! Slip mig!« Nye billeder glimter, billeder fra fortiden, billeder der får hjertet til at gå amok. »Slip mig! Slip mig! Slip mig!« Han holder fast. Jeg spytter ham i ansigtet. Han drejer hovedet væk, bærer mig hen til motorcyklen, sætter mig på passagersædet, tørrer spytklatten af med ærmet. Jeg skuler til ham, men det tilter for mig igen. Jeg sidder oprejst, sådan nogenlunde, men mit hoved snurrer alligevel rundt, og jeg kan mærke mørket komme krybende. Digg siger noget. »Blade.« Hans stemme er blevet til tågedis. »Du skal holde fast,« siger han. »Du må ikke besvime, er du med? Vi er nødt til at køre igen. Og du falder af, hvis det tilter for dig.«

11


Spil død

Jeg kan slet ikke se ham nu. Jeg mærker noget komme ned over hovedet. Styrthjelmen, han gi’r mig den på. Nu mine hænder. Han holder om dem. »La’ vær’ og rør mig,« siger jeg. Han er ligeglad, flytter mine hænder om bag mig, lukker mine fingre om noget koldt. »Det er bagagebøjlen,« siger han. »Hold fast.« Jeg griber fat om bøjlen. »Så dine fødder,« siger han. »La’ vær’ og rør dem. Jeg ved godt hvor de skal være.« Også denne gang er han ligeglad, placerer bare mine fødder på fodstøtterne, sætter sig op foran mig, siger noget igen. »La’ vær’ med at gi’ slip, knægt. Ellers er du død.« Han tøver, som om han venter på at jeg skal sige noget. Men jeg kan ikke sige et ord, Gloøje. Jeg kan ikke engang tænke. Det hele tilter. Jeg har en lille smule tilbage i mig. Måske er det nok til at holde fast, måske er det ikke. Efterhånden er jeg ligeglad. Han skal bare køre. Et sted hen, lige meget hvor. Nu er det lige meget, hvor det er. Eller hvad han vil med mig. »Kør,« mumler jeg. Han starter motoren. Den brøler som et uhyre. Jeg nægter at tro at møgsvinene ude på vejen ikke har hørt den. Men han kører ikke den vej. Så meget fatter jeg, selv sådan som jeg har det. Han har sparket støttefoden op, og vi bumler af sted mellem træerne uden lys på.

12


Spil død

Jeg ved ikke, hvor han skal hen, Gloøje. Og ved du hvad? Det rager mig en bønne. Mine øjne glider i, og det er ligesom jeg forsvinder. Jeg er ikke Blade. Jeg er ikke en fjortenårig knægt som klamrer mig fast bag på en motorcykel. Jeg er ikke nogen. Jeg er kun en tanke på vej gennem mørket. Det kan jeg godt li’. En tanke på vej gennem mørket. Verden er væk, livet er væk. Blade er væk. Jeg håber bare han aldrig kommer tilbage. Men det gør han. Selvfølgelig gør han det, den skid. Han kunne lige så godt være en forbandelse. Selv mens jeg går i spåner, kan jeg mærke at han hele tiden er der. Ligesom dig, Gloøje – du er der hele tiden. Og der er også andre. Og det er ikke Digg jeg taler om. Der er sket noget. Jeg er omgivet af nikkedukker, flere end én. Kværnen er væk. Ved ikke hvor. Jeg kan huske træerne, men det er også det hele. Kan ikke huske turen bagefter eller at jeg er stået af. Ved bare jeg er et andet sted, at der er mørkt inde i hovedet på mig, og at jeg ikke kan røre mig. Og så er jeg bange. Jeg kan høre stemmer, men ingen ord. Og noget andet, en konstant, kværnende lyd. Tænker hele tiden at jeg burde vide, hvad det er. Men jeg er udbombet i hovedet og mine tanker farer omkring. De har ingen form, gi’r ikke mening. Ligesom mig.

13


PÅ FLUGT - Blade 4