Gymnasielærere vil udfordre matematik-talenter På hvert enkelt gymnasium i Vejle sidder elever med særlig talent og passion for matematik. De skal udfordres, mener matematiklærerne på STX, HHX og HTX i Vejle, som nu er gået sammen i sammenslutningen, ”Georgs Venner”. Matematiklærere fra alle gymnasier i Vejle er gået sammen i sammenslutningen, ”Georgs Venner” for at kunne give flere udfordringer til elever med flair for tal. Ideen opstod i forbindelse gymnasiernes deltagelse i den nationale matematikkonkurrence, Georg Mohr. En konkurrence der ønsker at stimulere interessen for matematik ved at udfordre de dygtigste elever med opgaver der i sværhedsgrad ligger ud over det, de møder i den daglige undervisning, fortæller civilingeniør Anette Vestergaard Lykke, Vejle Tekniske Gymnasium. -Vi matematiklærere fandt sammen ud af, at vi måske har en håndfuld elever på hvert gymnasium, som virkelig brænder for matematik på højt niveau a la Georg Mohr. Ved at slå os sammen kan vi lave flere tiltag for disse elever. Give dem ekstra udfordringer og dermed skærpe & fastholde deres interesse for matematik. Foredrag og regnemaraton Georgs Venner har aktuelt arrangeret et foredrag v/Jonas Lindstrøm Jensen fra Matematisk Institut, Århus. Foredraget handler om ”Primtal og talteori” og afholdes onsdag 21. marts på Boulevarden 48, kl. 15:00-16:30. Foredraget er for alle med interesse for avanceret matematik. Georgs Venner har generelt planer om at arrangere foredrag ved forskere og erhvervsfolk og tage på besøg på universiteter og andre videregående lærerinstitutioner for at blive klogere på, hvad tal og matematiske formler kan bruges til. Derudover vil Georgs Venner tilbyde ”fortræning” til elever, som gerne vil i topform til den næste Georg Mohr konkurrence, som afholdes i efteråret 2012. / Anette Vestergaard Lykke
1