Kirkebladet

November 2020

En generøs læreplads

af Anita Engberg, sognepræst

Som de fleste læsere formentlig vil vide, er plejecentret i Rønbjerg lukket. Midlertidigt eller for evigt? Det ved vi ikke, men det gør mig under alle omstændigheder ondt for de beboere, der skulle flyttes. Det kan være en hård omgang, selv om andre tager slæbet med at pakke sammen og pakke ud, og det er heller ikke altid lige nemt at finde sig til rette i nye omgivelser. Rønbjerg Plejecenter var jo ikke bare et opholdssted. Det var deres hjem og personalet en slags familie. Jeg håber, at det hele falder godt ud, og at alle – både beboerne og personalet, - har fået gode, nye steder at bo og arbejde.

For mit eget vedkommende har jeg haft den glæde at holde gudstjeneste på plejecentret stort set hver 14. dag år ud og år ind i den tid, jeg har været i sognet. Det har været en generøs, ja ligefrem nådig, læreplads, for en nyuddannet præst som mig: ikke blot var beboerne taknemmelige for, at der var nogen, der ville komme og holde gudstjeneste med dem, men var der fx nogen, der faldt i søvn undervejs kunne jeg trøste mig med, at det ikke – nødvendigvis! – var, fordi jeg var kedelig, og gentog jeg mig selv fra den ene gang til den anden, kunne jeg nogenlunde forlade mig på, at de færreste alligevel kunne huske, hvad jeg havde sagt sidst (hvad jeg helt ærligt tit heller ikke kan selv). I det hele taget sætter en gudstjeneste på et plejehjem dejligt på plads, at nok er præstens prædiken en vigtig del af en gudstjeneste, men den er ikke det vigtigste. Gudstjenesten står og falder ikke med præstens ord, men med Guds ord og det nærvær, der indfinder sig, når vi ser hinanden i øjnene og er til stede sammen. Sang og musik, bøn, læsninger, prædiken og nadver, – det hele hører med, men uden nærværet dur det ikke i længden, hverken for præst eller menighed, hverken i kirken, på plejehjemmet eller i konfirmandstuen for den sags skyld.

Ikke engang for Gud dur det uden nærvær. Mens tommestokken er blevet en del af mit faste udstyr, og vi mennesker af lyst eller nød holder armslængde til hinanden og på anden vis skærmer os imod risikoen for lidelse og død, gør han sig klar til at gå lige i hjertet på os og lægge sit barn i vore arme i tillid til, at vi denne gang vil tage godt vare på det, og uden andet at have den tillid i end den gnist, han selv har lagt i os: længslen efter at være i fred med Gud og sig selv og hinanden.

Må den tilstundende advent og jul kalde det bedste frem i os, så vi bliver og forbliver nærværende, opmærksomme og overbærende over for hinanden, ikke mindst i år, hvor mange formentlig må give afkald på de faste traditioner og skal finde nye måder og måske nye mennesker at være sammen med.

På glædeligt gensyn!

D. 13. oktober holdt vi den (foreløbigt?) sidste gudstjeneste på Rønbjerg plejecenter. Stor tak til alle, der i tidens løb har været med i og omkring gudstjenesterne som menighed, som frivillige hjælpere og som musikere. Ikke mindst en stor tak til Magda Kristensen, som i år har overdraget sin faste plads ved klaveret til Søren Bech. Det har været en glæde at være sammen med jer alle!

I forbindelse med Corona og nu med lukningen af plejecentret har vi også måttet indstille den månedlige torsdagscafé. Menighedsrådet overvejer pt. muligheden for at genoptage caféen i andre lokaler.